Bloggeren køber plader aka Indlægget om Hugo Largo

Bloggeren køber ret ofte plader. Faktisk gik det så meget over gevind, at bloggeren i 2010 købte/vandt/fik en plade i snit om dagen. Det syntes bloggeren var lidt upassende, og derfor skar han kraftigt ned i investeringerne i 2011, der dog stadig indbragte ham mere end en halv plade om dagen. Mere rimeligt, omend stadig en anelse i den flottenhejmede ende. Bloggeren tvivler dog på det bliver meget anderledes i 2012. Specielt fordi han jo, som titlen altså siger, køber plader.

I dag forsøgte han at holde Accord oven vande ved at spendere sammenlagt hele 60 kroner på Hugo Largo.

(Den der 3. persons-fortæller bliver hurtigt anstrengende, så om et øjeblik går bloggeren tilbage til vante former).

Jeg stødte på amerikanske Hugo Largo for en fire-fem år siden. Jeg kan egentlig ikke huske hvordan – måske var det Michael Stipes producerende medvirken, måske var det jagten på noget æterisk og hypnotisk der førte mig derhen. Uanset hvordan jeg havnede i favnen på New York-kvartetten, så er jeg glad for det skete. Også selv om der skulle gå en del år fra jeg hørte dem første gang, til jeg rent faktisk fik købt musikken. To bassister, en violinist og Mimi Goeses ret unikke stemme skal og skulle der til for at drage mig ind i denne forunderlige verden, som er meget, ja æterisk og hypnotisk.

Der skete kommercielt ikke alverden for bandet. De udgav disse to skiver i 1987 og 1989 og en enkelt single, og så var det vist, ærgerligt nok, det. Jeg synes dog du skal følge mit glimrende eksempel og lytte til ‘Second Skin‘ (fra “Drum”) og ‘Jungle Jim‘ (fra “Mettle”) et par gange i aften.