Tredje kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg så med fornøjelse til henover sommeren og starten af efteråret? Hæng på og læs med her!

Fontaines D.C. – A Hero’s Death

Glæden var stor, da jeg erfarede at Dublin-bandet returnerede hurtigt med en opfølger til den fremragende debut fra 2019. Og forventningerne bliver langt henad vejen opfyldt. Umiddelbart er den mindre sprudlende og in-your-face end forgængeren, men hvad den taber der, vinder den i knugende og mere indadvendt atmosfære. Hvad man så foretrækker, er op til den enkelte lytter – Fontaines D.C. er i hvert fald kommet for at blive. I det mindste i min verden.

Kelly Lee Owens – Inner Song

Den walisiske lydtroldkvinde brød for tre år siden igennem med sin debut, der på fornem vis præsterede at mikse art pop, dream pop og elektroniske eksperimenter. Også i dette tilfælde var der altså høje forventninger til opfølgeren og de bliver ligeledes indfriet. Hun veksler elegant mellem det sødmefuldt poppede (‘L.I.N.E.’) og de hårdere club-orienterede bangers (‘Night’). Derudover fortolker hun Radiohead og får andetsteds fint besøg af John Cale. Det her er god dakkedak.

Lucinda Williams – Good Souls Better Angels

Hun er ofte lidt gnaven, Lucinda Williams, men i 2020 er hun decideret harm! Det har givet sig udslag i hendes nok mest aggressive plade nogensinde, og den er virkelig stærk. Hun bluesrocker tungt derudad allerede på åbningsnummeret ‘You Can’t Rule Me’, og fortsætter i det spor på hidsige krabater som ‘Wakin’ Up’ og ‘Big Rotator’. Heldigvis er der som altid plads til nogle rolige ballader til at bryde op i al vreden. Overordnet snerrer Williams dog som aldrig før – mon ikke tossen i Det Hvide Hus har en finger med i spillet her?

Andet kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg med fornøjelse til i årets andet kvartal? Jo, det skal jeg fortælle dig her.

Heads. – Push

Jeg har lyttet flittigt til Berlin-baserede Heads. En australier og to tyskere, der leverer en bastant og bidsk postpunk, hvor guitaren hviner, bassen kradser og sangeren spytter ordene ud. De har tidligere turneret flittigt med bands som Metz, Daughters og Protomartyr, og det er ret gode pejlemærker for hvor de befinder sig stilmæssigt. Nummeret ‘Weather Beaten’ har kørt på heavy rotation hos mig. De har yderligere et par udgivelser på samvittigheden, der lyder aldeles fortræffeligt og som er på vej hjem til husstandens gode højttalere.

 

Moor Jewelry – True Opera

Samarbejde mellem to markante figurer på den eksperimenterende rockscene. Moor Mother møder Mental Jewelry og hardcore musik opstår. Det er krads, klaustrofobisk og støjende no wave/noise rock, og har en befriende varighed af blot 26 minutter. Pladen er en ret ny opdagelse for mig – det samme er de to kunstnere – og hvor stærk den er ved jeg ikke helt endnu, men jeg er fascineret.

 

Muzz – Muzz

Helt anderledes blidt går det for sig på denne skive, som også er en collaboration. En art supergruppe, om man vil. Paul Banks fra Interpol, Matt Barrick fra The Walkmen og Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman har slået pjalterne sammen og kreeret en afdæmpet debutplade, der er ganske ubemærkelsesværdig, men alligevel ret fængende. Jeg er ikke superstor fan af de respektive bands, men det fungerer faktisk aldeles udmærket. Det er virkelig voksenindie, for folk der kan lide de nævnte bands og sådan noget som The National. Røvkedeligt og ret godt.

 

Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately

Mike Hadreas’ projekt har jeg aldrig helt kunnet gennemtrænge, men den her kunne godt ligne noget af et gennembrud for vores forhold. Det er dramatiske popsange, der særligt på den første halvdel af pladen folder sig smukt ud. Anden halvdel kan sagtens tænkes at følge med, når jeg får bidt mig mere ind i kødet på den.

 

Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind

Den her sad lige i skabet fra første lyt. En genrehybrid der plukker fra r&b, funk og art rock og smider det i en stor gryde. Den kommer flyvende ud af starthullerne med flere bud på årets bedste sang på den første halvdel, og så kan det godt være niveauet daler en smule derefter, men det er til at leve med.

Grand Prix 25 år

tfgp

Grand Prix fylder 25 år i dag, og det virker som en god anledning til endnu engang at dåne lidt af begejstring over både band og plade. Teenage Fanclub er nok, når alt kommer til alt, mit yndlingsband. De har altid stået på skuldrene af de fire store b’er i harmonisk popmusik (Beach Boys, Beatles, Big Star og Byrds), og de har sandelig også hørt for det. De er dog naturligvis bedre end samtlige forbilleder. Ja ok, den holdning står jeg nok forholdsvis alene med, men hvad?

Jeg købte kassettebåndet på en gymnasiestudietur i 1997 på baggrund af ‘Mellow Doubt’, en lille akustisk sag, der er som skrevet til en lejrbålsseance, og den absurd catchy ‘Sparky’s Dream’, der burde have været verdens største hit nogensinde. (I alenlang parentes bemærket, er jeg fortsat forundret over, at den sang ikke er blevet større, for den har jo alt; en superskarp melodi, de skønneste vokalharmonier og et fantastisk omkvæd. Hvad mere behøver man?) Nåmen, da walkmanen senere blev skiftet ud med en discman, købte jeg cd’en også – og fortsatte med at råhøre albummet.

For hvad er det, det kan? Jeg er glad for at du spørger, for det kan præsentere tre sangskrivere, der nærmest simultant rammer toppen af deres ganske anseelige ydeevne. Norman Blake har med den herligt betitlede ’Neil Jung’ skabt en af de smukkeste rocksange nogensinde (guitarsoloen, mand!), Gerard Love byder på førnævnte ’Sparky’s Dream’, lige så vidunderlige ’Don’t Look Back’ og yndefulde ’Going Places, med den skønneste guitarklang, mens Raymond McGinley trakterer os med den blændende åbner ’About You’ og den herligt skæve ’Verisimilitude’. Og så videre. Det er guitarpopperler på en snor, og så kan jeg godt abstrahere fra, at pladen måske mister en smule af det vanvittige niveau hen mod slutningen. Jeg elsker det band og den plade betingelsesløst, og hvis verden stadig står til den tid, er jeg at finde i Pumpehuset 5. december, når Teenage Fanclub atter spiller op til dans for os nogenogfyrreårige med hang til bittersød powerpop.

Kategorier:Musik Tags: ,

Spin din levetid #5 (2014-2020)

Så er jeg nået til sidste kapitel af konceptet, hvilket betyder at jeg kan begynde at lytte til musik på normal vis igen.

IMG_20200423_124124__01

Pallbearer – Foundations of Burden (Profound Lore, 2014)

Lidt formiddagsdoom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ejer den her, for metal i al almindelighed og doom i særdeleshed, er ikke noget jeg gør mig meget i, men den må vel have fået omtale der har gjort mig nysgerrig. Anyway, jeg kan egentlig godt lide det, for det har en melankolsk grundtone som tiltaler mig, og så kan jeg godt lide at det ikke går så fandens stærkt. Jeg kan se på omtale af albummet, at mange har det lidt svært med vokalen, men er den der lysende, klare (og ja, en smule pibende) stemme ikke meget karakteristisk for genren?

Jessica Pratt – On Your Own Love Again (Drag City, 2015)

Rustik storbyfolk, hvis det giver mening. Det er virkelig nedbarberet og problemet med den stil er, at der er utrolig mange om buddet. Derfor skal man helst skille sig ud på en eller anden facon, og det gør Pratt ved at have en yderst irriterende stemme. En anmelder bemærkede at hun lyder som en blanding af Joanna Newsom og Stevie Nicks, så vi er ude i en noget acquired taste vokalmæssigt. Første gang jeg hørte hende, kunne jeg næsten ikke holde det ud. Det hjælper lidt ved genlyt.

Boy Harsher – Yr Body Is Nothing (Mute, 2016)

Et smut ind i de dybeste synthpop-grotter med noget så sjældent som et synthband fra sydstaterne. Eller jeg tror det er sjældent, for jeg forbinder primært denne slags mørke og maskinelle musik med Europa. Nå, Augustus Muller leverer de stive beats, mens Jae Matthews skiftevis chanter og stønnesynger sig igennem det begsorte repertoire. Der er virkelig dømt fest i gothklubben.

Alvvays – Antisocialites (Transgressive, 2017)

Så er der fest i indieklubben, og det er forståeligt for her spiller den bedste rendyrkede indiepopplade jeg har hørt siden Camera Obscura toppede i midten af 00’erne. Den er fuldstændig perfekt; guitarerne er lige nøjagtig så skarptskårne at det ikke bliver for puttenuttet, sangerinde Molly Rankin synger overdådigt og sødmefuldt, og sangene har den rette længde, cirka tre minutter i snit. Det er melankolsk og opløftende på en gang, og det føles helt enkelt som en af årtiets bedste plader. Min eneste fortrydelse er, at jeg ikke opdagede den da den udkom. Et must, hvis man har bare den mindste trang til skarp og catchy guitarpop.

De underjordiske – Flænger i luften (Flammekaster, 2018)

Jeg er ikke vildt god til at lytte til ny dansk(sproget) musik, så jeg er lidt afhængig af tilfældigheder, hvis jeg skal opdage noget. Heldigvis besluttede Spotify sig på et tidspunkt for at spille nummeret ‘Saskorus’ for mig, og det fik mig til at lytte efter. De underjordiske spiller vel en form for syrerock, men gudskelov ikke så dybt begravet i tresserne, at det gør noget. Det er en glimrende plade.

The Murder Capital – When I Have Fears (Human Season, 2019)

Intenst! Dublin-kvintetten kommer drønende ud af starthullerne på de første par sange inden de køler lidt ned, men det er hele tiden temmelig indebrændt. Sådan var deres koncert (kan I huske dengang vi gik til sådan nogen?) på Loppen for nyligt også. En konstant vekslen mellem introvert indebrændthed og hyperenergiudladninger. God koncert og god plade, hvis man kan lide tidlig U2 og ditto Echo & The Bunnymen (bare hør nummeret ‘Green & Blue’).

King Krule – Man Alive! (Matador, 2020)

En ven beskrev pladen her som “noget søvnigt, slingrende syreslask – men ikke uden charme” og det har den kloge mand ret i. Pladen er en af mine favoritter så langt i år, selv om/fordi den slingrer sådan afsted med Archy Marshalls snøvlende vokal henover. Der er en virkelig speciel, stenet vibe her og den er svær at rubricere. Er det art rock? Er det jazz? Er det punk? Er det r&b? Det er vel lidt af det hele. Er det fremragende? Ja!

Spin din levetid #4 (2005-2013)

IMG_20200422_152925__01

British Sea Power – Open Season (Rough Trade, 2005)

En kammerat elskede dette band (det gør han muligvis stadig) og var derfor så elskværdig at give mig et par af deres plader i fødselsdagsgave engang i tidernes morgen. Jeg blev dog aldrig rigtig fan af bandet, der ligesom manglede et eller andet – en god sanger for eksempel, ville de kritiske måske indvende. Men nok om det – jeg prøver deres postpunk’ish shenanigans igen.

Mahogany – Connectivity! (Track and Field, 2006)

Jeg blev i dag (i går, red.) inspireret til at lytte til Kristian Leth og Ralf Christensens gennemgang af Cocteau Twins-albummet ‘Heaven or Las Vegas’ i podcasten, ja ‘Album’. Det inspirerede mig yderligere til at lytte til denne dejlige plade fra Chicago-bandet (ups, de er fra Detroit, red, red.) Mahogany, der ikke kan beskyldes for at have travlt – den er deres foreløbig seneste, og mig bekendt eksisterer bandet stadig. Nåmen, Robin Guthrie fra Cocteau Twins har drejet på nogen knapper i produktionsprocessen og hans og Liz Frasers datter Lucy Belle Guthrie medvirker begge på pladen. En herligt artsy-fartsy omgang, der af og til minder om Belle and Sebastian, af og til Stereolab og andre af den slags artsy-fartsy bands.

The Good, The Bad & The Queen – S/T (2007, Parlophone)

Ikke en plade der ligefrem har slidt min cd-afspiller op, og efter et par lyt her til aften, bider den sig ikke rigtig fast. Måske kræver den flere lyt. Imponerende besætning ellers, med sådan et slæng af Blur-, Clash- og Verve-folk.

Three Second Kiss – Long Distance (Africantape, 2008)

Jeg elsker at stå og græsse i tilbudsbunker i pladebutikker, for ind imellem støder jeg nemlig på noget jeg ikke aner hvad er, men som bare ser interessant ud. Det gælder for eksempel dette italienske støjrockband, som viste sig at være produceret af Steve Albini, og så tænkte jeg i sin tid at det skulle prøves. Albini-relationen giver god mening, da det her lyder ret meget som hans band Shellac – og Slint som han også har produceret. Det er råt, kantet og fuld af start-stop-øjeblikke og skæve taktarter. Helt habilt, omend måske ikke synderligt opfindsomt inden for genren. Men så er dagen da skudt i gang.

Mount Eerie – Wind’s Poem (P.W. Elverum & Sun, 2009)

Det er spændende at gå ind til en plade, der har genrebetegnelser som singer/songwriter, lo-fi indie og atmospheric black metal. Men de passer alle sammen. Åbneren er et black metal-blast, der bliver fulgt op af en 11 minutter lang, sørgmodig orgeldrone, som atter bliver fulgt op af en nedbarberet akustisk folksang. Så kommer metallen tilbage, senere dukker der Twin Peaks-samples op og så videre. Mest af alt er det bare en kold, mørk og tristesseramt omgang, der perfekt matcher solskinnet udenfor mit vindue. Eller noget.

Gold Panda – Lucky Shiner (Ghostly International, 2010)

Jeg anede ikke at der var en genre der hedder wonky, men det er det her åbenbart. Det er tilsyneladende også microhouse og glitch hop, så jeg er blevet meget klogere i dag. I hvert fald er Gold Panda tyske Derwin Schleckers projekt, og jeg kan godt lide den boblende elektroniske musik, der strømmer ud af mine højttalere lige nu. Det passer lidt bedre til solen end Mount Eerie-pladen jeg hørte tidligere.

Charles Bradley – No Time for Dreaming (Daptone, 2011)

Stakkels Charles Bradley, eller ‘The Screaming Eagle of Soul’, som han også blev kaldt. Efter et liv fyldt med genvordigheder, bliver han opdaget af et cool label, debuterer med sin svedige soul som 62-årig, slår stort igennem – og så dør han seks år senere. En tragisk skæbne, mildest talt.

Bat For Lashes – The Haunted Man (Parlophone, 2012)

Jeg tror nok jeg har lyttet til alle hendes plader, og de holder generelt et fint, højt niveau. Det jeg husker hende bedst for er dog en koncert i Vega for en håndfuld år siden, hvor hun på forhånd bad publikum om at slukke telefonerne, hvilket vi gjorde, og blev fuldstændig overvældet af hendes optræden. Det var en usædvanlig oplevelse, hvor vi som publikum bare overgav os. Ret old school, ret skønt. Øøh ja, denne plade indeholder for øvrigt mit favoritnummer med hende, den gudesmukke ‘Laura’.

Goldfrapp – Tales of Us (Mute, 2013)

Jeg købte i sin tid debuten, men faldt slet ikke for den, og den røg ud af samlingen igen. Jeg glemte derefter alt om Goldfrapp indtil jeg ved et tilfælde hørte ‘Annabel’ fra den her, og den ramte lige i solar plexus med sin vemodige tone og Alison Goldfrapps sprøde stemme. Så måtte jeg jo give bandet en chance mere, og det er vist en god ide. En tyst produktion hvor strygerne smyger sig om de elegante sange. Andre højdepunkter er ‘Stranger’ og ‘Laurel’. Måske er det på tide at give debuten en chance mere.

Spin din levetid #3 (1996-2004)

IMG_20200416_214947__01__01

Lambchop – How I Quit Smoking (City Slang, 1996)

Måske er den egentlig fra 1995 – de lærde er uenige. Nåmen, hos mig er den fra 1996 og rar og behagelig. Faktisk så rar og behagelig at jeg undervejs glemmer at lytte efter. Det skyldes nok dels dens tilbagelænethed, dels Kurt Wagners brummende, let søvndyssende stemme. Det er muligvis de faktorer der gør, at jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til Lambchop – kan jeg lide dem eller ej? Jeg ved det faktisk ikke.

Luksus – S/T (Lidocaine, 1997)

En lovende EP, et virkelig godt debutalbum og så…gik de i opløsning. Ærgerligt. Bevares, det er da gået medlemmerne fint siden, men jeg foretrækker nu samarbejdet mellem Lise Westzynthius og Mikael Simpson frem for deres respektive solokarrierer. Henrik Vibskovs tøjkollektioner har jeg intet forhold til.

Chris & Carla – Swinger 500 (Glitterhouse, 1998)

Det kan godt være det er Chris & Carla der er krediteret for dette smukke album, men jeg tror faktisk at resten af deres faste legekammerater fra The Walkabouts medvirker, så hvad pointen med navneskiftet er, ved jeg ikke helt. Men det er også underordnet, for pladen er dejlig og jeg hører den alt for lidt.

The Innocence Mission – Birds of My Neighborhood (Badman, 1999)

Et af de sødeste orkestre der render rundt i branchen. Alle deres plader er gode og exceptionelt nuttede, og Karen Peris’ stemme er sådan en blød en enhver burde have ved sin side, når man skal lulles roligt i søvn. Små forsigtige folkperler trukket på en snor.

Cat Power – The Covers Record (Matador, 2000)

Jeg kan lige nå en mere inden sengetid, og så kan jeg endda tage hul på 00’erne. Chan Marshall fortolker på sin helt egen måde – fra Stones til Smog til Dylan til en masse andre – og det bliver meget nedtonet og meget tydeligt hende, når hun forsigtigt folder sin både bluesy og melankolske stemmepragt ud. Hun har sine momenter, både her og i resten af diskografien, men jeg har altid haft svært ved helt at knække koden hvad angår Cat Power.

The Strokes – Is This It (RCA, 2001)

Jeg var en anelse uimponeret, da både Primavera og Roskilde lancerede dem her som hovednavn. “The Strokes som hovednavn i 2020 – de har jo været irrelevante i næsten to årtier”, var cirka min tanke. Men der var stor jubel fra begge festivallers publikum, så måske jeg bare har undervurderet deres fortsatte popularitet. Nå, hvem ved – måske bliver de nu hovednavn i 2021 i stedet, og så kan de jo fejre denne plades 20-års jubilæum.

Boards of Canada – Geogaddi (Warp, 2002)

Varm og vellydende lyttetechno for os der ikke for alvor er technomennesker. Indrømmet, for mig er det mest baggrundsmusik, men det fungerer.

Kashmir – Zitilites (Columbia, 2003)

Hos min kæreste kører P6 Beat som oftest i baggrunden, og forleden genudsendte de P6 Beat elsker Kashmir. Vi hørte kun en smule af programmet – og med et halvt øre, thi husstandens fireårige skulle aktiveres – men det gav mig lyst til et genlyt til den her. Det er den seneste Kashmir-plade jeg ejer og måske også den bedste. Lige skridtet videre fra The Good Life og fyldt med gode, slidstærke sange – med Melpomene og The Aftermath som yndlingene her.

Eleni Mandell – Afternoon (Zedtone, 2004)

En tidligere studiekammerat gjorde mig i sin tid opmærksom på fine Eleni Mandell, som jeg tog til mig og lyttede en del til de efterfølgende år. Siden glemte jeg ærligt talt alt om Mandell, og det er sørme en skam for hun er som nævnt en fin størrelse. Hun har været vidt omkring, fra snerrende PJ Harvey-rock til regulær country, og her er hun til tider nærmest lidt loungejazzet, selv om hun stritter lidt i flere retninger. Det er lækkert produceret og hun synger forrygende. Lyt til åbneren ‘American Boy’ og bliv fanget. Forhåbentlig.

Spin din levetid #2 (1987-1995)

Så er jeg nået til anden del af mit fjollede koncept. Mod slutningen af indlægget, vil jeg være fyldt 17 år.

IMG_20200411_114416__01

The Jesus and Mary Chain – Darklands (Blanco y Negro, 1987)

De skulle have spillet dette album i København i sidste uge (indlægget blev oprindeligt skrevet 3. april, red.), og jeg havde egentlig sat snuden op efter at høre samme show på en festival i Barcelona om et par måneder, men sådan skulle det ikke gå. Det er dog også fint at høre dejlige sange som ‘Happy When It Rains’ og ‘April Skies’ hjemme i stuen.

R.E.M. – Green (Warner Bros, 1988, her et reissue fra 2005)

Jeg går mere sikkert og velkendt til værks her i 1988 i anledning af gårsdagens 40-års jubilæum for bandets første koncert (indlægget blev oprindeligt skrevet 6. april, red.). Green rangerer i top-3 over mine favoritter med R.E.M takket være det perfekte blend af introverte ballader og mere rockogrullede sager. Altid en fornøjelse at lytte til.

Bob Dylan – Oh Mercy (CBS, 1989)

Ikke den Dylan-plade jeg har lyttet mest til, men fans omtaler den ofte som en af de stærke af de ‘nyere’. Jaja, ved det godt – den er over 30 år gammel og sådan. Nåmen, den åbner godt nok fremragende med ‘Political World’.

Ride – Nowhere (Sire, 1990)

De spillede en fremragende koncert på Primavera Sound i 2018 og var et af de navne jeg havde sat kryds ved på årets Roskilde festival, men ja…sådan skulle det så ikke gå. God plade og en af shoegazens hovedværker. Dog ikke min personlige favorit (det er opfølgeren ‘Going Blank Again’, red.).

Pitch Shifter – Industrial (Peaceville, 1991)

Jeg vaklede lidt mellem at spinne Rickie Lee Jones eller den her fra 1991, men nu valgte jeg den vist nok ondeste af dem. Passende titel til en industrialmetalplade, der helt ærligt er næsten identisk med Godflesh’ ‘Streetcleaner’. Ah, væsentlig kortere og en smule mere growl, men ellers er det de samme langsomt huggende guitarriffs og trommemaskinebeats, der er i højsædet. Lyrikken er ikke raketvidenskab – ‘Hate, I hate, you mother fucker. Drown, bleed, I wish you would’ er for eksempel den fulde tekst til åbneren ‘Landfill’ men det er såmænd effektivt nok og får gjort jobbet. Så glædelig langfredag!

Lars H.U.G. – Blidt over dig (Medley, 1992)

Nok min favorit fra hans hånd. Den indeholder i hvert fald en stak af mine yndlingssange – ‘Natsværmer’, ‘? er lykken så lunefuld’ og titelnummeret. Det der rædderlige cover af ‘Itsi-Bitsi’, der er gemt som bonustrack, kunne jeg nu godt have undværet.

Me’shell NdegéOcello – Plantation Lullabies (Maverick, 1993)

Psykedelisk soul fra sangerinden med det mildest talt krævende navn. Jeg måtte virkelig stave mig langsomt igennem det, da jeg skulle skrive det. Men fed, spacey produktion og hun spiller en solid, funky bas. Radiolyttere fra perioden husker måske hittet ‘If That’s Your Boyfriend (He Wasn’t Last Night)’. Udgivet på Madonnas selskab for øvrigt.

The Divine Comedy – Promenade (Setanta, 1994)

Jeg elsker Neil Hannon. Hans musikalske alter ego er komplekst, lige dele høj- og lavpandet. Som når han på ‘The Booklovers’ opremser en lang række af litteraturens store figurer, der oftest bare siger Hello eller lignende på et storladent, orkestralt bagtæppe. Det er kløgtigt og fjollet på en gang. Det er Hannon i en nøddeskal. Han er en af musikkens største og vittigste lyrikere, men har desværre af og til svært ved at styre det, så det ender lidt for fjollet. Oftest er det dog heldigvis virkelig godt. Den her indeholder også to af mine Hannon-yndlinge, den nostalgiske ‘The Summerhouse’ og den vidunderlige ‘Tonight We Fly’.

Murmur – Sexpowder 2000 Volts (Cloudland, 1995)

Før Speaker Bite Me blev til Speaker Bite Me var de Murmur. Også som Murmur var de en kantet størrelse med godt tryk på støjrockpedalerne og Signe Høirup Wille-Jørgensen som karakteristisk frontfigur. De har på en eller anden måde altid været ret særegne på den danske rockscene, nærmest deres egen lille genre, og de fortjener al verdens respekt. De fortjener ærligt talt også at blive lyttet mere til af mig.

Spin din levetid #1 (1978-1986)

03/04/2020 4 kommentarer

Tidens karantænetrend kan have mange sideffekter. Nogle er brugbare og nyttige, andre er komplet spild af tid. Jeg er stor tilhænger af sidstnævnte sideeffekt, så i den anledning har jeg opfundet et fjollet koncept. Jeg er medlem af herligt, fjogede tidspildsfacebookgrupper som Spinning Vinyl og Spinning Plastic, hvor brugerne tager et billede af det album de hører, mens skiven ligger på pladespilleren eller i cd-skuffen, og så – eventuelt – fortæller lidt om hvorfor de hører den. Nu kommer vi så til konceptet; det hedder spin din levetid. Eller #spindinlevetid om man/du/jeg vil. Det går i al sin enkelhed ud på at spille en plade fra hvert af de år jeg har levet. Jeg vælger en eller anden plade fra min samling, gerne (men ikke nødvendigvis) en jeg ikke har lyttet så meget til, for det er ligesom lidt mere interessant end bare at høre de samme slidte favoritter. Og så skriver jeg lidt om den. Alt er så simpelt og såre godt, som en eller anden engang sang.

Husk at du også kan spinne din levetid, hvis du ønsker. Vælg det format du foretrækker – og hvis dit foretrukne format er cd, så join gerne Spinning Plastic på Facebook, for den gruppe trænger virkelig til en vitaminindsprøjtning.

Her følger, næsten uredigeret, første kapitel af min #spindinlevetid – de første ni år.

spindinlevetid1

Tom Waits – Blue Valentine (Elektra, 1978)

Jeg starter helt naturligt i 1978 med Tom Waits, som jeg stort set aldrig lytter til, så nu får han chancen i denne anledning.

Michael Jackson – Off the Wall (Sony, 1979)

Jeg kan nok bedre lide den her gang discofunk end de megapopmonstre der skulle følge efter. ‘Working Day and Night’ og ‘Burn This Disco Out’ går lige i fusserne.

Lucinda Williams – Happy Woman Blues (Smithsonian Folkways, 1980)

Hendes andet album inden en otte år lang pause. Der var vist noget med nogle pladeselskabsproblemer. Hun kom stærkere tilbage og kulminerede med to mesterværker omkring årtusindskiftet, men det er interessant at høre hendes tidlige output, som er rendyrket bonderøvscountry.

Cabaret Voltaire – Red Mecca (Mute, 1981)

Jeg var så heldig at opleve bandet her for fuld udblæsning i et auditorium i Barcelona for fire år siden – det var forrygende! På plade har jeg ikke for alvor dyrket dem, men den her skulle vist være et hovedværk.

Before – A Wish of Life (Karma Music, 1982/2003)

Jeg er nået til 1982 og snyder lidt ved at spinne en genudgivelse med ekstra materiale, men hvis jeg bare stopper efter de oprindelige 10 sange er det problem jo løst (det gjorde jeg ikke, red.) Dansk postpunkklassiker.

U2 – Live/Under a Blood Red Sky (Island, 1983)

En sjældent lyttet plade med det måske vigtigste band i min musikalske opdragelse. De er ikke meget værd længere, og jeg gider ærligt talt ikke flere U2-plader, men på toppen af deres ydeevne – perioden 1983-1993 – var de urørlige. Jeg skylder dem meget.

Minutemen – Double Nickels on the Dime (SST, der i dette tilfælde intet har med Sundhedsstyrelsen at gøre, 1984)

En rigtig kultklassiker inden for den amerikanske punk og postpunk, men den er en ordentlig mundfuld med sine 43 sange. Bevares, langt hovedparten af dem er kortere end to minutter, men alligevel. Nu jeg alligevel bare drikker pulversuppe og ordner vasketøj, kan den lige så godt få en chance her på matriklen.

The Knitters – Poor Little Critter on the Road (Slash Records, 1985)

Punkbandet X, med de altoverskyggende frontfigurer John Doe og Exene Cervenka, har altid været mere end et simpelt 1-2-3-4-punkband, og har ofte inkorporeret andre inspirationer i deres lyd. Det kan man for eksempel høre i sideprojektet The Knitters, der er baseret på country og old school rock’n’roll. Det er et hyggeligt frikvarter, mere end decideret fremragende.

The The – Infected (Epic, 1986)

Jeg havde egentlig valgt en plade med Jennifer Warnes som mit 1986-spin, men alene tanken om at skulle lytte til den fik mig til at gabe. Så overvejede jeg om jeg skulle spille noget med Slayer, men det var lige friskt nok fra morgenstunden. Det endelige valg faldt så på The The, delvist foranlediget af, at jeg hørte ‘Giant’ fra ‘Soul Mining’-pladen et hav af gange i går – hvilket er lidt af en bedrift med dens anseelige længde in mente – delvist af at jeg stort set aldrig har lyttet til ‘Infected’.

Første kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad har jeg lyttet til i det første kvartal? Det ved jeg ikke om du har rendt og tænkt over, men jeg vil da gerne fortælle dig det alligevel. Her er således fire af årets albums – plus to boblere – jeg har sat pris på i det første kvartal. I alfabetisk orden.

King Krule – Man Alive!

Jeg har godt været klar over hans eksistens, men jeg har helt ærligt ikke taget notits af hans musik før denne lille perle. Jeg blev meget hurtigt fanget af dens særprægede, stenede vibe, der er lige dele postpunk og hiphop/alternativ r&b. Den starter meget intenst og bidende, men bliver langsomt mere mellow og nedtonet. Den er ikke proppet med singalong-omkvæd, men afsindigt rig på atmosfære.

 

Massicot – Kratt

Et fuldstændigt fremmed bekendtskab for mig, da jeg stødte ind i dem ved en ren tilfældighed på en playliste fra den fremragende pladebutik Norman Records. Hvis det her var blevet lavet i New York i starten af 1980’erne var det blevet kaldt no wave, men nu er det altså fra Genève i 2020 – det gør det dog næppe mindre til no wave, hvis den anti-genrebetegnelse fortsat findes. Det er grimt, til tider støjende og helt bizart. Men samtidig sært hypnotisk og catchy. Jeg faldt først for nummeret ‘Fin du monde’.

 

Shopping – All or Nothing

Hvis Massicot ville have passet ind i New Yorks no wave-scene anno de tidlige 1980’ere, så ville Shopping have været et perfekt supplement til den engelske postpunkscene lige omtrent den samme tid – måske endda et par år før. De bringer i hvert fald mine tanker hen på et band som The Slits, med den der minimalistiske punkfunk – eller hvad vi nu kalder den. Hektisk og dansabelt på en gang – prøv lige at holde benene i ro, når du lytter til ‘Initiative’.

 

Peter Sommer – Stærk strøm hen over ujævn bund

Jeg har ikke tidligere givet Sommer den store opmærksomhed, men jeg faldt pladask for forgængerens ‘Skønne spildte kræfter’, og så var mine ører åbnet. Min kæreste hørte ofte førstesinglen herfra (vist nok) ‘Videre og så videre’ da den kom, og den var jeg helt med på. Et par lyt til albummet afslørede at der var mere at komme efter, og jeg synes han lykkes stort med både den melankolske ballade (‘Lad mig forlade dig før du forlader mig’) og den mere medrivende rocksang (Vi der valgte Mælkevejen’). Bedst af alt lyder bandet bare pissegodt.

 

Derudover har jeg fundet fornøjelse i Desertas synthspækkede shoegazeplade ‘Black Aura My Sun‘ og Porridge Radios intense postpunkalbum ‘Every Bad‘. Betragt dem som boblere.

Koncertåret 2019 (del 3 af 3)

Sidste del af den relativt korte koncertføljeton 2019.

Oktober

Kalenderen havde kun lige krydset grænsen til oktober, da jeg i følgeskab med kæreste og god ven trådte ind i den nyligt (sådan, forholdsvis nyligt) genåbnede KB Hallen. Anledningen var en koncert med Pixies, som jeg ikke har oplevet live før. Jeg har aldrig været utrolig stor fan af Black og slæng, men det virkede som en fornuftig slå-to-fluer-med-et-smæk-plan at genopleve koncertarenaen OG se et af alternativmusikkens største ikoner. Det blev desværre aldrig nogen rigtig ophidsende aften for mit lille selskab, for trods små, sporadiske momenter af storhed, løftede bandets optræden sig aldrig rigtig højt. Måske mestendels fordi de buldrede igennem nogen-og-tredive sange med lynets hast. Efter halvanden time havde vi fået nok, og forlod koncerten før tid. Supportbandet Blood Red Shoes har jeg ingen erindring om i dag, udover en meget opmærksomhedssøgende sanger/trommeslager. Når alt kommer til alt er det mest mindeværdige fra den aften nok udfordringen i at finde rygerloungen, som var en lille udendørs bås med primitive hegn for. Så stod man der fuldstændig mast sammen som en flok kvæg. Og jeg ryger ikke engang.

Heldigvis skulle der gå mindre end en uge, før jeg mødte endnu et ikonisk indieband, og det var langt bedre. Føromtalte gode ven og jeg var således taget til Tempodrom i Berlin for at høre New Order, og det var strålende. En sand hitparade leveret med schwung og dragende effekter på bagtapetet – tilsat en passende dosis Joy Division-numre. Det var min første live-oplevelse med bandet, og jeg havde egentlig moderate forventninger, som klart blev overgået. Det var et par meget tilfredse herrer, der forlod etablissementet. Supportbandet var noget så eksotisk på disse kanter som et kinesisk et af slagsen, men musikalsk ramte Stolen ikke rigtig noget hos mig.

November

Tom koncertkalender, så hurtigt videre til

December

Hvis kulisser og effekter til New Order-koncerten var farvestrålende, så ved jeg ikke hvad jeg skal kalde den næste koncert. Lad os bare sige det overgik Berliner-løjerne med en vis margin. Björk havde nemlig skruet helt op for mulitmedieshowet, da hun rejste rundt med sin Cornucopia-tour, så Royal Arena var omdannet til det helt store spektakel, da hun besøgte stedet i begyndelsen af måneden. På godt og ondt, for af og til glemte jeg rent faktisk at jeg var til koncert, da musikken ligesom blev skubbet i baggrunden. Men hold op, hvor så det flot ud fra vores stole midt i salen. Hun havde et 40 mand m/k stort islandsk kor med til at varme publikum op, hvilket var hyggeligt men stjal lovligt meget af spilletiden til min smag. Flot og imponerende oplevelse, dog – og lidt en revanche fra den Björk-koncert på Primavera Sound i 2018, som jeg ikke fik forfærdeligt meget ud af.

Årets sidste koncert skulle overraskende – for mig – også blive en af de bedste. Det blev mit første møde med spillestedet Alice og ligeså med de schweiziske industrial-pionerer Young Gods. De efterhånden ældre, grånende herrer leverede en koncentreret indsats, og demonstrerede på forbilledlig vis hvilken tæft de har for både de lange, tranceskabende passager og den mere ligefremme sampler-støjrock. Begge dele fungerede strålende, ligesom både sange fra bandets aktuelle album og pluk fra det ganske omfattende bagkatalog gjorde. En herlig aften på et fint spillested med eventyrlyst og kvalitet for øje, og en fornem måde at afslutte koncertåret på.

IMG_20191207_230147

Vi ses på koncertstederne i 2020!

Kategorier:Musik Tags: , , , ,