25 sange fra 1994

Auch! Et af de virkelig svære år, men det er endelig lykkedes mig at finde frem til 25 sange. Et herligt miskmask af sange jeg kendte og elskede dengang (og som jeg endnu ikke er blevet træt af) og numre jeg er faldet over senere i mit liv. Det har kostet for nogle nærmest hellige sange – hejhej, Suede og Jeff Buckley – men sådan er livet så barskt i 2018. Nå, lad mig komme i gang, inden jeg fortryder noget.

  1. Dead Can Dance – Don’t Fade Away…et sjældent syn på disse lister, for det er et live-track, og det er normalt ikke noget jeg sætter stor pris på. Men denne sang findes mig bekendt ikke andre steder end på livepladen ‘Toward the Within’, og den er fuldstændig uomgængelig. Jeg er vild med Brendan Perrys dybe vokal, og den her er måske en af hans allerstørste præstationer. En guddommeligt smuk sang. Og altså den bedste fra 1994. Og ret lige ud af landevejen for en DCD-sang.
  2. The Black Crowes – Wiser Time…et af de bedste numre bandet har præsteret – inde i mit hoved i det mindste. Southern rock af højeste kaliber, godt med countrytwang, og en fremragende vokalpræstation af Chris Robinson. Jeg har altid haft et svagt punkt for The Black Crowes, og denne perle er et af de bedste eksempler på hvorfor.
  3. Blur – To the End…ubestridt Blurs bedste sang. Også selv om der utroligt nok findes en endnu bedre version af den, hvor skønne Francoise Hardy gæster, men den kom først året efter, så den tæller ikke. Nåmen, det er en klassisk strygerpopballade, og jeg elsker den. Jeg elsker alt ved den. Blur har for mig altid været bedst i små doser. Mere et enkeltsangband end et albumband.
  4. The Divine Comedy – The Summerhouse…endnu en teatralsk, storladen popballade. En nostalgisk og længselsfuld sang croonet overlegent hjem af fantastiske Neil Hannon. Sentimentaliteten driver ned af væggene her – jeg elsker det mere end det meste.
  5. C.V. Jørgensen – Spildte bedrifter…utvivlsomt min yndlingssang med CV. Simpelt og smukt og virkelig smagfuldt produceret af Kasper Winding, omend der vist er delte meninger om det sidste. Omkvædet er helt fantastisk: “Mit livslys er ude at svømme/min næste er gået til ro/jeg står ved en korsvej/og savner dem begge to”. Sådan!
  6. Soundgarden – 4th of July…en tung motherfucker af en sang. Kim Thayils dybe brummen af en betonguitar, krydret med Chris Cornells mismodsvokal gør dette helvede af en sludgy sag til et af bandets største øjeblikke – og Soundgarden havde mange store øjeblikke. Heavy metal indeed.
  7. Saint Etienne – Like a Motorway…en elegant, melankolsk og medrivende diskosang og måske Saint Etiennes bedste nummer. Jeg opdagede, som i virkelig opdagede, den her sang ret sent, faktisk så sent som i efteråret 2017, da jeg i forbindelse med bandets besøg i København lyttede meget til den fine Tiger Bay-plade. Før da havde jeg ikke for alvor taget notits af den, men den sidder jo lige i skabet.
  8. Lush – Undertow…jeg har vist nævnt det før, men jeg elsker Lush mere end godt er, og denne sang er fantastisk. Drevet frem af en markant bas, de der velklingende shoegazeguitarer og det vokale samspil mellem Emma Anderson og Miki Berenyi. Stor sang fra bandets nok bedste plade, ‘Split’.
  9. Primal Scream – (I’m Gonna) Cry Myself Blind…i 1994 besluttede Primal Scream at de ville være The Rolling Stones, og så lavede de sådan en plade, der lød som…ja, The Rolling Stones. Som helhed har jeg aldrig været totalt solgt, men når de kaster sig ud i denne mægtige gospelballade ‘Shine a Light’-style, er jeg helt på og med.
  10. Sugar – Believe What You’re Saying…der var sikkert mange hardcore Hüsker Dü-fans der korsede sig, da Bob Mould blev vildt komform og lavede nogle ret polerede rockplader med Sugar, men jeg er ligeglad, for jeg elsker en god, anonym guitarpopsang. Den her er netop sådan en – lige ud af landevejen og med et let syng-med-omkvæd, som hardcoreforældrene ville sige god for.
  11. Grant McLennan – Simone & Perry…talking ‘bout en god, anonym guitarpopsang, så er der endnu en her. Dette har jeg vist også skrevet før – jeg har i hvert fald sagt det før – men McLennan var en sand mester udi kunsten at skrue en smuk, underspillet popsang sammen. Den her er en af de bedste af slagsen.
  12. American Music Club – Goodbye to Love…det bedste indslag på den udmærkede Carpenters-tribute der kom dette år. Jeg tror virkelig på Mark Eitzel, når han kuldslået crooner “so I’ve made my mind up/I must live my life alone” og sår’n, og den klagende og udtryksfulde pedal steel, der pryder nummeret, er den rene fryd.
  13. Hole – Doll Parts…den bedste Hole-sang jeg kender fra en i øvrigt fortræffelig plade. Courtney Love lyder helt oprigtigt som om hun er i sine ikke-så-rare følelsers vold, hvilket hun formentlig heller ikke er og/eller var. “Sooooome day you will ache like Iiiiiii ache”, vræler hun. Jeg vræler med hende.
  14. Cranes – Shining Road…pilskævt undgår det sjældent at blive, når Alison Shaw åbner op for sin mildt sagt bizarre stemme. Bevares, en god sang kræver mere end blot en bizar stemme, og den her er en pissegod sang. Gothic dreampop af den allermest catchy slags, og der følger altid en sær dans med, når jeg hører den. Men den får du ikke at se.
  15. Madder Rose – Car Song…et eller andet med et korn og en blind høne. Det er en vidunderlig sang, på sådan en post-Mazzy Star-facon, og en røvsyg plade. Det syntes jeg i hvert fald dengang – jeg har ikke hørt den i tyve’ish år.
  16. Massive Attack – Protection…en af de sange der totalt tog pusten fra mig første gang jeg hørte den. Jeg tror jeg så videoen i et af de gode musikprogrammer svensk tv havde dengang og jeg var helt solgt. Smukt og dvælende nummer, og den lange outro er fuldstændig på sin plads. Og så har jeg end ikke nævnt Tracey Thorn endnu. Eller…det har jeg så nu. Men Tracey Thorn, mand. En af branchens bedste stemmer. Ja, sangen er nok lidt slidt efter de mange år, for ellers burde den have ligget højere på listen.
  17. Weezer – Only In Dreams…ret atypisk Weezer-nummer. Alene det at det varer otte minutter er usædvanligt, men det er måske i virkeligheden derfor jeg falder så meget på røven over det. Sublimt bygget op, fremragende omkvæd, og en perfekt skramlet guitar-outro. Formidabelt.
  18. Sebadoh – Magnet’s Coil…’Bakesale’ er en af de bedste plader der kom det år, og det er et faktum. Basta. Det er Lou Barlow og Jason Loewenstein på toppen af deres respektive sangskrivningsformåen, og da weirdoen Eric Gaffney her var kylet ud af bandet, er pladen faktisk fuld af…ja, du ved…sange. Den skarpeste er nok hurtigløberpowerpopperen her, men det er sørme hård konkurrence.
  19. The Jesus and Mary Chain – Sometimes Always…en eviggyldigt nuttet duet signeret indiepowerparret Jim Reid og Hope Sandoval. Der er ikke så meget at diskutere, det er bare 152 sekunders vidunderlighed.
  20. Tom Petty – Hard on Me…ligesom ovennævnte Sebadoh-plade (det er vist også den eneste sammenhæng) er Pettys 1994-output ‘Wildflowers’ så spækket med utroligt gode sange, at man tror det er løgn. ‘Hard on Me’ er måske ikke den der gør mest opmærksom på sig selv, men den er bare så ufattelig stærk. Smukt guitarspil, smukt vokalarbejde af Petty, og så en fantastisk bro undervejs, der får mig helt ned med nakken. En vidunderlig sang.
  21. Morrissey – The More You Ignore Me, the Closer I Get…en vidunderlig sang er denne Morrissey-klassiker naturligvis også. Ikke så megen bullshit. “I bear more grudges/than lonely high court judges”. Det tror jeg på. Det må være Morrisseys bedste (solo)sang? Den eller ‘Boxers’.
  22. Soul Coughing – Is Chicago, Is Not Chicago…jaja, det er temmelig tidstypisk med den der postmoderne blanding af slackerrock, jazz og hiphop-samples, men fuck, hvor det stadig swinger. Og så starter sangen med de foruroligende ord “a man/drives a plane/into the/Chrysler Building“. I 1994. Yikes.
  23. Grant Lee Buffalo – Mockingbirds…Grant-Lee Phillips besidder en af de bedste stemmer, jeg har været så heldig at få lov at høre. Det står overhovedet ikke til diskussion. Når den så lægges oven på en så eventyrligt velkomponeret sang som denne, er det lidt en no-brainer at den er med her. Igen, skal det dog siges, at den måske er blevet mere slidt end godt er, men..nej. Det er fandeme stadig en pragtfuld sang.
  24. Portishead – Glory Box…jeg kunne godt lide ‘Sour Times’ dengang, men det var først da jeg hørte ‘Glory Box’ at mine ører virkelig foldede sig ud. Det der slæbende, knitrende Isaac Hayes-sample, Beth Gibbons’ dovne, raspende vokal, og den skærende guitar…mamma mia, det var godt. Det er det selvfølgelig stadig – ekstremt godt skruet sammen.
  25. Dinosaur Jr. – Feel the Pain…den første Dinosaur Jr.-sang jeg mindes at have hørt. Jeg tror det var på en eller anden tilfældig compilation med en masse indiehits. Siden købte jeg albummet ‘Without a Sound’ i en brugtbiks i Helsingør, og jeg har elsket J. Mascis, hans rædderlige stemme og vilde guitar lige siden. Og sangen starter sjovt.
Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

Vi går lige på – der er lyttelink i bunden. To sange fra hvert album, med undtagelse af *, som blot kunne præstere et enkelt YouTube-klip.

  1. Ron Sexsmith – Retriever…potentialet har altid været der hos den rundkindede canadier, men det virkede bare som om, at det lige skulle finpudses, så materialet kom til at fungere på et helt album. Det lykkedes til fulde på ‘Retriever’, en så strålende samling af bittersød guitarpop, at forbilleder (og erklærede fans) med efternavne som McCartney og Costello forhåbentlig har tippet på hatten i ærbødighed og respekt lige siden.
  2. Sufjan Stevens – Seven Swans…set i bakspejlet er det Stevens’ mere fokuserede og nedtonede plader der gør mest for mig. Således foretrækker jeg den forholdsvis stringente ‘Seven Swans’ frem for de mere oppustede og, bevares, eventyrlystne plader med de amerikanske stater som tema. Måske også fordi det bare er en forbandet god plade med nogle smukke melodier.
  3. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Oh, My Girl…Sykes og slængs debut ‘Reckless Burning’ var lidt af et grådkvalt mirakel med sine tårevædede og atmosfæriske countrysange, og det er et mirakel i sig selv, at opfølgeren her er stort set lige så fantastisk. Lidt mere flagrende, men fortsat med Sykes’ karakteristiske, maskulint klingende vokal og Phil Wandschers twangy guitarspil i front. Ind imellem bør man høre ‘Grow a New Heart’ på repeat. Just sayin’.
  4. Arcade Fire – Funeral…en af de mest hypede plader og grupper de seneste par årtier, og hvad angår albummet her er hypen berettiget. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ret længe om at tage det til mig, men disse hyperdramatiske sange pakket ind i storladen produktion har vist sig ufatteligt holdbare. Endda i en sådan grad, at jeg stadig synes pladen bliver bedre for hvert gennemlyt.
  5. Lisa Gerrard & Patrick Cassidy – Immortal Memory…næsten overjordisk smukt samarbejde mellem stemmen Gerrard og komponisten Cassidy. Der er virkelig højt til loftet og arrangementerne er ladet med følelser, hvilket ofte er en farlig sti at vandre ned af, men selv når det bliver faretruende tæt på Enya-territorium, lykkes det duoen at slippe helskindet i land. ‘Elegy’ er lige til at tude over.
  6. The Divine Comedy – Absent Friends…pladen der endelig, efter års forgæves forsøg, gjorde mig til Divine Comedy-fan. Indspillet med et middelstort symfoniorkester, er det sørme ikke gigantiske armbevægelser og ditto ambitioner pladen mangler, og dens vekslen mellem rørende oder til døtre og tongue-in-cheek-easy-listening om glade goths, er yderst succesfuld. Dertil kommer Neil Hannons usædvanligt gode greb om en både skarp og satirisk lyrik. Alene ‘Our Mutual Friend’ er et kæmpe, dramatisk værk.
  7. Claus Hempler – Hempler…han er en af landets bedste sangere, inde i mit hoved i hvert fald, og Hemplers sprøde røst kommer fuldt til sin ret på denne elegante crooner-plade. Det ærgrede mig gevaldigt, at Fielfraz sagde stop kort efter den fremragende svanesang ‘Slick’ , men ankomsten af for eksempel albummet her, var et stort plaster på såret. En af de plader der steg mest i graderne under arbejdet med listen.
  8. Dolorean – Violence in the Snowy Fields…jeg var ellevild med Al James og hans projekt Dolorean i nogen år der i midten og slutningen af 2000’erne. Det skyldtes blandt andet denne lille americana-plade (og i endnu højere grad forgængeren ‘Not Exotic’, men det er en anden snak). Den holder sig stadig fornemt, selv om jeg – indrømmet – havde den højere placeret på min oprindelige bruttoliste.
  9. Kathryn Williams – Relations…Kathryn Williams er en af disse underkendte sangskrivere, der uvist af hvilke årsager aldrig rigtig får hul igennem til de brede musikmasser – tænker jeg. Talentet er der, men hun savner hele pr-maskineriet til at køre den store charmeoffensiv. Det er virkelig en skam, også selv om hun faktisk er endnu bedre til at fortolke andre kunstnere, som hun gør på gennemført charmerende og overbevisende vis her. Og det er et skønt klientel hun kaster sig over: Fra Mae West til Pavement, Big Star til Bee Gees, The Byrds til Nirvana – og hun gør det på en underspillet, hviskende facon. Hvis ikke du falder for hendes fortolkning af Big Stars ‘Thirteen’, er der åbenlyst noget galt med dig.
  10. The Innocence Mission – Now the Day Is Over…det giver så god mening, at The Innocence Mission her har valgt at lave en plade beregnet til vuggeviser, for jeg kan ikke forestille mig mere oplagte redskaber til det end Don Peris’ underspillede guitarklimpren og hustru Karen Peris’ underskønne stemme. Voksne må også gerne lytte med på denne samling af mestendels gamle standarder, tilsat enkelte selvkomponerede numre. En lille vidunderlighed.
  11. Jens Lekman – When I Said I Wanted to Be Your Dog…det er cirka lige dele fjollerier og yndefulde crooner-ballader Sveriges Stephin Merritt disker op med på denne glimrende skive. At han desuden er leveringsdygtig i finurlige one-liners og popmusikalske referencer, gør blot endnu mere for oplevelsen. Albummet var nok den største opdagelse i gen(nem)lytningen af årets plader, og den har fået en del spins. Egentlig var den slet ikke med på bruttolisten, da jeg startede projektet her.
  12. Keane – Hopes and Fears…kritiske røster, ja såmænd også vi, der er mindre kritiske, kan argumentere for at det mest bemærkelsesværdige ved Keanes debutalbum er hvor meget det lyder som Travis og Coldplay, trods den manglende guitar i lineuppen. Og ja, det er faktisk ret imponerende, men man må i samme moment ikke underkende de helt basalt gode sange, som pladen er smækfyldt med. Når man samtidig har en fin vokalist i Tom Chaplin, så er man kommet langt. Det er et temmelig glat og ufarligt udspil, men faktisk forbløffende slidstærkt til trods.
  13. Grant-Lee Phillips – Virginia Creeper…jeg har megen musikalsk kærlighed til den sympatiske Phillips med den blændende stemme, og det er muligvis derfor en plade som denne falder i så god jord. Den er måske en kende til den ferske og anonyme side (i hvert fald set i forhold til store dele af Grant Lee Buffalos oeuvre), men den er bare så rar. Jeg holder fortsat urimeligt meget af den.
  14. Jolie Holland – Escondida…hun lever lidt i sin egen tid og verden, Jolie Holland, men det gør bestemt ingenting, når hun fylder den med sin oldtimerbluesjazzfolk. Akustiske guitarer, trompeter og den der karakteristiske, raspende stemme gør hende altid letgenkendelig, og det er ret åbenlyst at høre hvorfor både Bob Dylan og Tom Waits er erklærede fans.
  15. Windermere – The World Is Here…der var lige en kort overgang, hvor Windermere virkede som et bundsolidt dansk bud på shoegazey postrock (eller er det postrocket shoegaze?, red.), men så forsvandt de pludselig. Ud af det blå, væk var de. Jeg har ingen anelse om hvad medlemmerne laver i dag, men heldigvis nåede de at udgive to vellykkede plader, hvor debuten her var den stærkeste. Især i kraft af den mægtige åbner ‘Trailer Park’.
  16. Pale Horse and Rider – Moody Pike*…også PHaR, et samarbejde mellem en af mine oversete favoritter, Jon DeRosa og kollegaen Marc Gartman, blev en kortlivet omgang. To strålende plader med melankolsk slacker-country rakte det til, men begge har dog holdt fast i musikken siden, hvor altså ikke mindst DeRosa har fundet sin egen lille niche som goth-crooner i eget navn.
  17. Iron + Wine – Our Endless Numbered Days…I+W er en af de små undselige artister, der pludselig voksede sig store uden voldsomme armbevægelser, takket være Sam Beams kompetente sangskrivning og blide stemme. Denne plade gjorde nok større indtryk på mig for 10-12 år siden end den gør nu, hvor den ærligt talt fremstår en lille smule…ja, undskyld, kedelig. Når det er sagt, er det stadig en fin skive, men den er dalet støt og roligt ned af listen, som tiden er skredet frem. Den får dog lov at hænge på lidt endnu.
  18. Minor Majority – Up for You & I…en gedigen singersongerwriterplade fra Oslos Pål Angelskår, der gemmer på et par perler. Særligt næsten-titelnummeret ‘Think I’m Up for You & I’ er et lavmælt mesterværk. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i Minor Majoritys gøren og laden siden – egentlig lidt sært med tanke på hvilke evner Angelskår fremviser her.
  19. Justin Rutledge – No Never Alone…en plade der fik sneget sig med på listen i sidste øjeblik efter en intens aftenlytter for nylig. Sikkert en søndag aften, den lugter lidt af søndag. Canadiske Rutledge (og hans backingband The Junction Forty) spiller en ret regulær country, med guitarer, violiner og dens slags i front, og leverer på pladen i hvert fald tre rene perler, deriblandt den vidunderlige ‘Federal Mail’ med så skæppeskønne linier som ‘Got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair’. Ah, men det er jo smukt.
  20. Grace Cathedral Park – In the Evenings of Regret…om de er opkaldt efter Red House Painters-sangen af samme navn, kirken i San Francisco eller bare godt kan lide ordlyden ved jeg ikke, men jeg ved at her er tale om et smukt, vemodigt album. Ikke egentlig trist, men bare dvælende og ja, vemodigt. Det er rent instrumentalt og er vel det man dengang i 2004 kaldte postrock, omend det overhoveder ikke rocker. Man kan argumentere for at 76 minutter af det her med en ahem, ret ensidig atmosfære er i overkanten, men det skal man ikke.

Lyt på YouTube

Kategorier:Musik Tags: , ,

Lytteaften folk-tema (19.3.18)

  • Woody Guthrie – Train Breakdown (Michael)
  • Bob Dylan – Love Minus Zero/No Limit (Bo)
  • Denis Leary – Traditional Irish Folk Song (Morten)
  • Stig Møller – People They Don’t Know (Michael)
  • Los Lobos – Down Where the Drunkards Roll (Bo)
  • Jolie Holland – Old Fashioned Morphine (Morten)
  • Allan Olsen – Balladen om TTT (Michael)
  • Crosby, Stills, Nash & Young – Teach Your Children (Bo)
  • Judy Collins – Pretty Polly (Morten)
  • Phil Ochs – Bracero (Michael)
  • Paul Simon – Slip Slidin’ Away (Bo)
  • Okkervil River – A Girl in Port (Morten)
  • Tim Buckley – Morning Glory (Michael)
  • Oscar Isaac & Marcus Mumford – Fare Thee Well (Dink’s Song) (Bo)
  • The Walkabouts – Train Leaves at Eight (Morten)
  • Bert Jansch – Needle of Death (Michael)
  • Fleet Foxes – Sun It Rises (Bo)
  • Vetiver – Sleep a Million Years (Morten)

Lyt på YouTube

Lytteaften 2017-tema (26.2.18)

Musiksalonen og dens beboere skulle denne mandag vise sig frem som hippe og med på beatet (eller hvilke udtryk man nu bruger når man er hip og med på beatet). De skulle i hvert fald vælge sange med noget så moderne som 2017 som udgangspunkt. Der var på forhånd lagt op til rimelig vide rammer for hvordan man ville tolke aftenens tema, men det lykkedes vist for alle tre tilstedeværende at finde udelukkende sange fra året der engang gik. Stor ros til hele forsamlingen. Man valgte så at gå imod hipsterstrømmen, og ikke en eneste gang afspille musik fra det mest ulideligt trendy format, men det var der vist overvejende logistiske årsager til.
Arrangementet var af samme logistiske årsager henlagt til den skønne ø Amager, hvor aftenens vært lagde hårdt ud med et band, som passede på hele tre tema-paragraffer; set live i 2017, pladeaktuel i 2017 og opdaget i 2017. Fuld plade. Michael fulgte op med en skæring fra sin 2017-yndlingsplade og Bo gik senere i guilty pleasure-mode med den sang han havde lyttet mest til i 2017 (hey, den Drake-sang var faktisk ret fed, red.). Et af de mere kuriøse indslag dukkede op, da Michael trakterede medlytterne med en plade, han end ikke havde hørt. Det er alternativt!
  • Protomartyr – A Private Understanding (Relatives in Descent, Morten)
  • Peter Perrett – An Epic Story (How the West Was Won, Michael)
  • KHAN – As We Wait (Tsunami, Bo)
  • The Black Angels – Currency (Death Song, Morten)
  • Rancid – Telegraph Avenue (Trouble Maker, Michael)
  • Drake – Passionfruit (More Life, Bo)
  • Aldous Harding – Horizon (Party, Morten)
  • Velvet Volume – Leap Into Heaven (Look! Look! Look!, Michael)
  • Peter Sommer – Skønne spildte kræfter (Skønne spildte kræfter, Bo)
  • L.A. Witch – Drive Your Car (L.A. Witch, Morten)
  • Thundercat – Lava Lamp (Drunk, Michael)
  • Feist – Get Not High, Get Not Low (Pleasure, Bo)
  • King Gizzard and the Lizard Wizzard – Rattlesnake (Flying Microtonal Banana, Morten)
  • Kim Larsen – Vinternat (Øst for Vesterled, Michael)
  • Arcade Fire – Electric Blue (Everything Now, Bo)
  • Mavis Staples – Ain’t No Doubt About It (If All I Was Was Black, Morten)
  • Dicte + Hempler – Practice Makes Perfect (Uppers, Michael)*
  • Bisse – Bjælkehuset (19.6.87, Bo)

Lyt på YouTube

*ikke tilgængelig på tuben.

J

25/02/2018 1 kommentar

Det er edderrådme længe siden jeg har leget alfabetleg, godt og vel tre år siden, faktisk. Dengang forlod jeg legen ved bogstavet i, så hvorfor ikke tage tråden op her med bogstavet j?

J står for Jane’s Addiction. Det er søndag morgen – ja, de virkelig friske vil nok påstå at det er formiddag, men det er bare detaljerytteri. Det væsentlige er, at jeg sidder her med søndagsteen ved mit spisebord og løber hen over min pladesamling, da det går op for mig at jeg har en ubændig lyst til at rocke, så Perry Farrell og hans kohorter får lov at åbne j-sektionen. ‘Mountain Song’ er en af de bedste sange jeg kender med det ensemble, og den lever glimrende op til rocke-kravet. (Nothing’s Shocking, 1988).

J står for Jenny and Johnny. Aka Jenny Lewis og hendes mindre gode halvdel, Johnathan Rice. Parret gik engang i starten af årtiet sammen om at lave en lille, ukompliceret powerpopplade, der lød som…ja, lige nøjagtig det. En parentes, men en sjov parentes, takket være oplagte hits som ‘Scissor Runner’ og den her, ‘Big Wave’. Således er også søndagspowerpoplysten stillet. (I’m Having Fun Now, 2010).

J står for Jóhann Jóhannsson. Og her bliver det ærligt talt temmelig tragisk, for som opmærksomme lyttere og læsere nok har bemærket, så mistede verden den islandske komponist for et par uger siden, blot 48 år gammel. Dødsårsagen er fortsat ukendt – man ved blot, at han blev fundet død i sin lejlighed i Berlin. Jóhannsson nåede heldigvis at berige sine fans (som i den grad inkluderer undertegnede) med de smukkeste toner – og rigtig mange af dem. En af de personlige favoritter er denne underskønne sag fra Max Kestners dokumentarfilm (Copenhagen Dreams, 2012).

Jeg har mødt de første grå hår…de bedste plader fra 1998

Ifølge pålidelig kilde, er 1998 det år jeg har flest udgivelser fra. Helt nøjagtig 157, fortæller nævnte pålidelige kilde mig, så at snige sig ind i top-20 kræver trods alt en vis kvalitet. Også selv om året 1998 ikke var et kæmpe år, set i bakspejlet. Det vil jeg gerne medgive. Det skal dog ikke tage noget fra de 20 plader, der udgør årslisten, for de er alle gode – og i hvert fald bedre end de 137 der ikke nåede så langt. Det bliver en doven variant denne gang, så ingen udførlige beskrivelser af listens plader. Har du alligevel lyst til at dvæle lidt ved 1998, så har jeg ved en tidligere lejlighed gennemgået de 25 bedste sange fra året. Det må være nok. Dermed også nok sludder om ikke ret meget; listen kommer her og der er som altid lyttelink i bunden. To sange fra hver plade.

  1. Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road
  2. Sparklehorse – Good Morning Spider
  3. Elliott Smith – XO
  4. Massive Attack – Mezzanine
  5. Eels – Electro-Shock Blues
  6. Mojave 3 – Out of Tune
  7. Sophia – The Infinite Circle
  8. Luksus – Repertoire
  9. Placebo – Without You I’m Nothing
  10. Olesen-Olesen – Dagens gerning
  11. The Afghan Whigs – 1965
  12. Psyched Up Janis – Enter the Super Peppermint Lounge
  13. Puressence – Only Forever
  14. Pernice Brothers – Overcome by Happiness
  15. The Smashing Pumpkins – Adore
  16. Midnight Choir – Amsterdam Stranded
  17. Belle & Sebastian – The Boy With the Arab Strap
  18. Sophie Zelmani – Precious Burden
  19. Faithless – Sunday 8PM
  20. Nick Lowe – Dig My Mood

Lyt på YouTube

Kategorier:Musik Tags: , ,

Årets plader 2017

28/12/2017 3 kommentarer

Billede 28-12-2017 15.18.03

Jeg begyndte at købe nye plader igen i 2017. I hvert fald føles det som om der kom flere nye udgivelser ind i forhold til tidligere år, til trods for at jeg overordnet set har købt væsentligt færre plader i årets løb. Jeg ved ikke hvad det skyldes – måske at jeg er blevet lidt træt af at gå og snuse i støvede cd- og vinylbunker, måske at jeg bare haft lyst til at være lidt mere…øøøh kontemporær? Hvoromaltinger, jeg har fået lyttet mere grundigt til de plader jeg har købt, og det har egentlig været meget rart at rende her og der og lytte ordentligt til musikken. Ti af de albums jeg har lyttet flittigst og fornøjeligst til, ser du herover. Du slipper ikke for en stribe ord om dem herunder, hvor de er sat op alfabetisk og ikke-rangeret – med mindre, naturligvis, du springer ordene over, og hopper direkte til Spotify-listen i bunden af posten. I så fald skal du hoppe nu.

  • The Black Angels – Death Song…udover et fikst ordspil og Velvet Underground-reference, viste pladen her sig at være ganske fortræffelig. Måske den bedste regulære rockplade jeg hørte i år? Åbneren ‘Currency’ er samtidig en af årets store hitsange i min verden, og en fornem måde at suge mig ind på.
  • Dasher – Sodium…den syngende, eller nok nærmere skrigende, trommeslager Kylee Kimbrough og hendes tro svende leverer på debutpladen “a murderous mix of garage-rock grime, fuzz-punk overdrive, and black-metal-schooled howls“, ifølge Pitchfork. Det skal nok passe. Bandet leverer i hvert fald en arrigtrold af en plade, der på en eller anden facon fandt frem til mit ellers så bløde og blide hjerte. Men det er også nemt nok, når man som på den fantastiske ‘Soviet’ lyder som en opdateret blanding af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’. Bam!
  • Mark Eitzel – Hey Mr Ferryman…det er ret stærkt, at man som kunstner – årtier inde i sin fornemme karriere – lige smider et af sine største værker på banen. Det er, føler jeg, hvad Mark Eitzel gjorde i 2017 med denne strålende plade. Med Bernard Butler i producerstolen skabte han en vrissen og smertefuld omgang, der kastede en håndfuld af hans bedste sange af sig, og det er sgu ikke så lidt af en bedrift. En af dem, den kuldegysende smukke ‘An Answer’, hører til blandt de sange, der har ramt mig hårdest i år.
  • Aldous Harding – Party…hun er virkelig sær, Aldous Harding. Allermest når hun befinder sig på en scene, og laver de mest besynderlige grimasser, som hun blandt andet gjorde ved en formidabel koncert i Jazzhouse. Hendes særheder tones lidt ned på plade, men det bliver hun ikke mindre dragende af. Hendes 2017-skive var årets sniger, som den i al ubemærkethed listede sig ind i hjernebarken på mig. Hvis du gerne vil høre Kate Bush-møder-stemningen-fra-PJ Harveys-White Chalk-album, så er det den her plade du skal lytte til.
  • Jason Isbell and the 400 Unit – The Nashville Sound…en poleret og ret lige-ud-ad-landevejen-countryrock bød Isbell og hans genfundne band på i år, og det er sådan set ikke anderledes end det plejer. Det er heldigvis fuldkommen ligegyldigt, når sangene er så gode som de er her. ‘If We Were Vampires’ må være årets lejrbålsballade.
  • King Gizzard & The Lizard Wizard – Flying Microtonal Banana…en flok australske gøglere, der laver tre-fire plader om året. Det er omtrent hvad dette fjoget betitlede band består af. Jeg har aldrig dyrket dem før (nævnte fjogede navn har skræmt mig lidt væk) og jeg har indtryk af, at man overhovedet ikke kan regne med at de lyder sådan her på deres øvrige plader. Derfor tøver jeg også lidt med at gå videre i diskografien. ‘Rattlesnake’ får dog virkelig mine ben til at spjætte. Helt uhæmmet. Og resten af pladen bobler og syder på samme vis. Underligt band. Underlig plade. Jeg kan lide det.
  • Thurston Moore – Rock N Roll Consciousness…han holder imponerende nok fortsat niveau, Moore. Hans forrige var en af mine favoritter, da den kom for et par år siden, og den her er omtrent lige så stærk, omend sangene er en smule mere langstrakte. Det skader ikke. ‘Cease Fire’ (som, skal det nævnes, ikke er med på vinyludgivelsen som jeg ejer, men som bonus-download) er lidt af et missil. Ironisk nok.
  • Novella – Change of State…krautdreampop fra det unge engelske band, der efter en virkelig fin debut, løftede niveauet yderligere her på den nemme toer. Her er fortsat spor af Stereolab, Broadcast og Lush, men jeg synes egentlig de har fundet sig en fornem lille niche. Jeg anbefaler på det varmeste sangen ‘Thun’, der er så fremragende bygget op. Jeg anbefaler på det varmeste pladen. Og jeg anbefaler på det varmeste bandet at medbringe ekstra guitarstrenge, så de ikke må afbryde koncerten utidigt, som det skete i Huset for et par år siden 😉
  • Protomartyr – Relatives in Descent…et band, jeg har hørt fantastiske ting om i et par år, men albummet her, og deres koncert på Loppen, var mit første møde med dem. Koncerten var på det jævne, men pladen er heldigvis fremragende. Mørk og kantet postpunk, der ind imellem formår at eksplodere ud af nærmest ingenting. Lyt bare til åbneren ‘A Private Understanding’.
  • Slowdive – Slowdive…et yderst imødeset comeback fra et af mine yndlingsbands, men også et af de bands jeg ikke nåede at fange i dets første levetid. Glædeligvis holder pladen højt og solidt niveau, og deres optræden i Koncerthuset var himmelsk. Jeg er lykkelig over at have Slowdive tilbage, og at de er i så fin form, efter mere end tyve års (plade)fravær, er blot en ekstra bonus.