25 sange fra 2001

2001 var og er et af de bedste musikår i dette årtusinde, hvis man (læs: jeg) graver lidt i min egen musiksamling. Det har jeg allerede gjort opmærksom på tidligere, da jeg tog albumåret under særlig behandling. Men i denne klamamse skal det handle om de bedste sange fra året. Og – til ingens overraskelse – de var gode. Listen har ligget og modnet længe, og har fået utallige gennemlytninger, så jeg kan med sindsro anbefale den. Hey ho, let’s go!

  1. Weezer – O Girlfriend…de valgte simpelthen at gemme den perfekte powerpopballade til sidste track på tredie album, de lømler i Weezer. Og så endda på et album, der ikke helt kan matche de to første pragtudspil, men det er jo ligegyldigt her. Som sagt, den perfekte powerpopballade.
  2. Gillian Welch – Everything Is Free…jeg har altid fundet det lidt besynderligt, at en old-timer-kunstner som Welch lige smækker sådan en Napster-inspireret sang som den her afsted. Men det gør hun og den er så utrolig smuk. “I can get a straight job/I’ve done it before/Never minded working hard/It’s who I’m working for”
  3. Pernice Brothers – She Heightened Everything…manden der mestrer den vidunderligt bitre, bittersøde popsang – det er Joe Pernice i dette tilfælde – har sjældent mestret den bedre end på denne lille diamant af en guitarpophjerteknuser. Fra den noget nær perfekte plade ‘The World Won’t End’. “Keep loving me to death”.
  4. Ash – Shining Light…mere powerpopvidunderlighed fra de nordirske teenagehelte. Bevares, de var ikke teens længere på dette tidspunkt, og så alligevel…Ash vil for mig altid være et teenageband. Den her er en sand evergreen.
  5. dEUS – Nothing Really Ends…de belgiske originaler var så småt ved at smutte ud af mit vue på dette tidspunkt. Bevares, de vendte tilbage igen, for så atter at forsvinde lidt, men denne smukke sang nåede jeg heldigvis lige at få med. En overraskende køn ballade med en smule tango-inspiration? dEUS er stadig noget af det fineste der er kommet ud af Belgien, selv om min interesse som nævnt er fadet lidt gennem årene.
  6. The Divine Comedy – Mastermind…jeg har vist sagt noget lignende før, men Neil Hannon bliver ved med at spytte gode sange ud, jeg har bare en tendens til at opdage det med 10-15 års forsinkelse. Således gælder det også for klaverballaden her med blandt andet de udødelige linier “Every nose is a vacuum cleaner/in the loved-up London arena”.
  7. New Order – Crystal…det store comeback for New Order. Indrømmet, jeg er aldrig blevet synderligt begejstret for albummet (‘Get Ready’), men denne sang er fantastisk. Alle knap syv minutter af den. Gedigent guitarspil og et formidabelt drive.
  8. Lucinda Williams – Lonely Girls…denne akustiske petitesse er utroligt nok den bedste sang på ‘Essence’. Det er ret imponerende, for ‘Essence’ er et fuldblods mesterværk i mine ører, og den bedste plade overhovedet fra det år, så at en lille undselig sang som denne står så stærkt i mine ører, er lidt besynderligt. Men jeg bliver simpelthen så rørt og græder med Lucinda hver gang hun krænger sit hjerte ud med de kuldslåede ord “I oughtta know about lonely girls”. Mesterværk. Mestersang.
  9. Ed Harcourt – She Fell Into My Arms…hypen var stor omkring Harcourt i disse år, og på mange måder også berettiget, men det var som om han stille og roligt gled ud i glemslen over de næste par år. Ærgerligt nok. Det tager dog intet fra den fine, fine debutplade, og denne skamløst vidunderlige popschlager. Helt uimodståelig. Stadigvæk.
  10. Hayden – Dynamite Walls…mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for Hayden, den lidt oversete canadiske sangskriver, og hans både rå og følsomme stemme. Hans evner udi sangskrivningen fejler absolut heller intet, og en af hans største præstationer er den langsomt opbyggede ‘Dynamite Walls’, der vokser sig stor og intens fra et meget behersket udgangspunkt. Fra hans, måske, bedste plade ‘Skyscraper National Park’.
  11. Kristofer Åström – All Lovers Hell…videoen til den her blev gudhjælpemig vist på MTV i sin tid, det var vist nok sådan jeg opdagede Åström og hans sprøde stemme og akustiske guitar. En vidunderlig sang med et lidt melankolsk drive og nogle dejlige strygere.
  12. Love Shop – Alle har en drøm at befri…det var kærlighed ved første lyt, da jeg lyttede til ‘Anti’ første gang – og dermed blev udsat for denne fantastiske sang, en af Love Shops allerbedste. Hilmer Hassigs drømmende guitartoner er ligesom på bandets andet store mesterværk ‘En nat bliver det sommer’, sådan nogle der bare gerne må fortsætte i en uendelighed. Desuden minder sangen mig en del om Suedes ‘Europe Is Our Playground’, og det er dælme ingen skam.
  13. Mogwai – Take Me Somewhere Nice…vi bliver i det episke og storslåede hjørne med et af Mogwais blide og yndefulde numre. Jeg har altså en svaghed for langsomme, orkestrale ballader og den her rammer bulls eye på alle tre parametre.
  14. Elbow – Red…den første Elbow-sang jeg faldt for og nok stadig min yndling. Klaverspillet kan godt bringe minder frem om Coldplay, der dukkede op nogenlunde samtidig, men Elbow har dog altid haft mere kant og drama end de ellers også fine megastjerner. Og så har Guy Garvey jo den her strålende vokal, der er lige dele Peter Gabriel og Mark Hollis.
  15. Low – Sunflower…sådan en sang, der fik mig til at stoppe op og bare lytte. Og vræle lidt. Den startede en mangeårig Low-craze for mig, og ja…helt ærligt, jeg har lyttet til den sang til hudløshed både på plade og til talrige koncerter, men jeg holder stadig meget af den.
  16. Snow Patrol – When It’s All Over We Still Have to Clear Up…jeg mener at Snow Patrol var et af de uendeligt mange navne der blev namedroppet i en uendelig lang tråd på Gaffas daværende musikforum omkring årtusindskiftet, hvor en masse indieheads flokkedes og senere samledes i diverse musikfora. Jeg gav i hvert fald denne sang et kraftigt lyt dengang, og elskede dens bitre lyrik og passivt-aggressive quiet-loud-quiet-arrangement. Både bitterhed og arrangement holder stadig.
  17. Sophie Zelmani – Oh Dear…igen en af de sange jeg vidste jeg ville elske, efter at have hørt de spæde akustiske introtoner. ‘Oh Dear’ kravler lavmælt afsted i over syv minutter med overvejende akustisk guitar, klaver og Zelmanis vidunderlige stemme. Den er lige til at kramme. Sangen. Og stemmen.
  18. Ryan Adams – When the Stars Go Blue…der er mange stærke sange på ‘Gold’, men jeg endte altså med den mest oplagte hitballade. Det er fandeme også en god sang, og Ryan synger som en engel.
  19. The American Analog Set – We’re Computerizing and We Just Don’t Need You Anymore…vel nok den mest sigende titel på listen, og så behøver jeg groft sagt ikke skrive mere. Det gør jeg selvfølgelig alligevel, bare for at sige at det her går langsomt. Meget langsomt. Og den minder mig altid om 10CC’s ‘I’m Not in Love’, der også har den her distancerede, drømmenederen vibe. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.
  20. Sparklehorse – Eyepennies…også her går det utroligt langsomt, når Mark Linkous og Polly Jean Harvey danner fælles front i en smuktrist ballade. Ja. Der løb jeg tør for ord.
  21. The Zephyrs – Setting Sun…storslået samarbejde mellem de skotske altcountry-dreampoppers og shoegaze-dronningen Rachel Goswell, der nærmest aldrig har lydt bedre. Hvilket er en helt absurd bemærkning med hendes tidligere bedrifter i tankerne. Ikke desto mindre en bemærkning der tangerer sandheden. Sangen her er så luftig at den svæver helt væk – den er lige til at tude over.
  22. Black Rebel Motorcycle Club – Awake…jeg indrømmer: jeg kom aldrig rigtig videre end debuten, men den er sørendanseme også stadig brølstærk. Proppet med gode, feedbackificerede rocksange, og ‘Awake’ er bare en af dem. Den bedste af dem, da jeg lavede listen.
  23. The Lucksmiths – All the Recipes I’ve Ever Ruined…underskøn pianoballade fra de fænomenale australske ordsmede, som ofte er lidt tongue-in-cheek, men her er det fuldblods melankoli der er i højsædet. Så trist, så smukt. Og er det en obo-solo der hen mod slutningen?
  24. Nick Cave & The Bad Seeds – Hallelujah…’No More Shall We Part’ er med afstand min yndlingsplade med Cave, og det skyldes blandt andet at McGarrigle-søstrene af og til popper op med nogle himmelske harmonier. Som for eksempel på højdepunktet her, hvor deres stemmer får lov at stå alene de sidste 30 sekunder. Det er vidunderligt. Det er sangen som helhed også. Selvfølgelig.
  25. Pedro the Lion – Criticism as Inspiration…klassisk, langstrakt slow burner fra David Bazan. Det er i de momenter jeg synes han er bedst, der hvor han giver sig selv lov til at strække kompositionerne ud i lange, opbyggelige forløb.
Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

Eyelids

Der er ikke mange fordele ved at ligge syg med influenza. En jeg dog kan komme ihu er den, at man kan ligge i sin seng og lytte til musik dagen lang, mens man hænger ud på de sociale medier. Og så gik det hverken værre eller bedre end at kombinationen af de to ting i dag førte mig i favnen på den pragtfulde Portland-kvintet Eyelids. Et opslag på R.E.M.s Facebook-side førte mig uforvarende på sporet af bandet, der består af en flok af byens undergrundsveteraner, der også huserer i bands som Guided By Voices, The Decemberists og Stephen Malkmus & The Jicks, så det er folk der kan deres kram. Og deres kram er den gode, gedigne jangly powerpop. Der er eftersigende en plade på vej, produceret af Peter Buck (deraf forbindelsen til R.E.M.), og der er for få dage siden sluppet en single ud i verden med to perler. Hør dem her.

Lyt endelig også til 2017-albummet Or, som jeg har råhørt i dag. En sand guldåre – bare start fra begyndelsen.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Revenge of The Mekons

24/01/2019 2 kommentarer

“Dannet i foråret 1978 i Leeds. Deres musik er primitiv gør-det-selv rock. De kan somme tider minde lidt om Gang of Four, som også stammer fra Leeds.”

Omtrent så kortfattet er opslaget om The Mekons i ‘Politikens Rock Nu’ fra 1983, men det er hvad jeg må ty til, thi bandet er gledet ud af de senere udgaver af Politikens Rockleksikon. The Mekons var oprindeligt tænkt som et kunstprojekt stablet på benene af en flok kunststuderende, og udpræget ekvilibristisk kan man heller ikke beskylde dem for at håndtere musikinstrumenterne, men det har som bekendt aldrig været nogen hindring for at danne et band.

For nu at komme sagen lidt nærmere, så overværede jeg for et par år eller tre siden en visning af dokumentaren om bandet, ‘Revenge of The Mekons’. En afsindigt underholdende affære om et herligt excentrisk orkester (se traileren her) og jeg gav mig livligt ud i at lytte til et par af bandets plader, som jeg har fået samlet op igennem årene – og, helt ærligt, jeg fangede dem sgu ikke rigtigt. Jeg har prøvet et par gange siden, men der er ikke så meget at gøre, selv om deres pilskæve blanding af folk, country og punk egentlig burde tiltale mig.

Alligevel ærgrer det mig gevaldigt, at jeg er forhindret i at opleve dem, når de rammer København den 9. april, for så ofte er bandet desværre ikke hertillands. Jeg forestiller mig at de er et festfyrværkeri på scenen, og jeg vil anbefale enhver nysgerrig sjæl at opsøge den koncert, uanset om man er hooked på deres musik eller ej.

The Mekons spiller på ALICE den 9.april. Se mere her.

Pladen jeg overså: Built to Spill – Keep It Like a Secret (1999)

Ind imellem sker det at jeg overser en plade. Misforstår den, ikke falder for den. Der er ingen ond vilje bag, det er bare omstændigheder – nogle gange tilfældigheder – der gør det. I dette specifikke tilfælde, kan jeg ganske enkelt ikke forklare hvad der gik galt.

Jeg lavede for omtrent 3½ år siden en liste over mine 20 favoritplader fra 1999. Den holder i det store hele i dag, med den åbenlyse fejltagelse, at ‘Keep It Like a Secret’ ikke figurerer på den. Ikke figurerer højt. Ja, vel nærmest tæt på øverst. For den er en fuldstændig forrygende guitarrockplade, måske en af de bedste overhovedet fra 1990’erne. Det ved jeg i dag – det vidste jeg ikke for 3½ år siden. Jeg kendte den godt dengang, kunne godt lide ‘The Plan’ og især ‘Carry the Zero’, det gigantiske guitarhelteepos. Jeg var dog ikke helt modtagelig for dens charmer endnu.

Men noget fangede mig alligevel tilstrækkeligt til at jeg blev ved med at vende tilbage til den. Til at få mig til at investere i en koncertbillet til bandets Loppen-koncert i efteråret ’15. En koncert, der fuldstændig fejede benene væk under mig, og så var jeg solgt. Ikke mindst til den fantastiske albumlukker ‘Broken Chairs’, der live trækkes ud i et kvarter, hvilket er alt for lidt.

Og så fik den ellers gnavet sig ind i hjernebarken min. Den kom oftere og oftere på, og det seneste halve års tid, har den været i cd-skuffen på mere end ugentlig basis. I disse dage går jeg flittigt og nynner det formidable nummer ‘Else’, og sådan skifter det med ujævne mellemrum.

‘Keep It Like a Secret’ fylder 20 år i februar, og Doug Martsch og hans kumpaner turnerer i den anledning med albummet. De rammer Vega i København den 10. maj som del af minifestivalen A Colossal Weekend og VoxHall i Aarhus den 13. maj. Man bør nok være der. Den hyldest fortjener pladen. Pladen jeg (næsten) overså.

Koncertåret 2018 (del 4)

2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.

September

Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.

Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.

P_20180930_205931_vHDR_Auto

U2…så intimt som det nu kan blive

Oktober

Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.

Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.

Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.

P_20181027_213205_vHDR_Auto

Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.

Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.

November

Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.

Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.

P_20181110_235136_vHDR_Auto

The Underground Youth i røg og damp

Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂

December

Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.

Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.

P_20181210_213606_vHDR_Auto

There’s something about…Ash

Koncertåret 2018 (del 3)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Tredie del handler om månederne juli og august.

Juli

Måneden blev domineret af Roskilde Festival. Yndlingsmennesket og jeg var der en enkelt dag – torsdag – med hovedformålet at høre My Bloody Valentine. Der var dog andre fine navne at opleve denne dag, og programmet hang godt sammen, så de fleste af ønskerne kunne nås. Vi ankom tids nok til at opleve de svenske skovhippiesøstre fra First Aid Kit indtage Orange Scene, og den del vi nåede at høre var nøjagtig som forventet; dygtigt, kompetent og en lille smule kedeligt. Beklager. Men så kunne vi jo snuppe et par drinks med på turen til Arena, hvor When Saints Go Machine holdt hof. Ikke et band jeg mindes nogensinde at have lyttet til, og det er heller ikke en koncert jeg har virkelig klare erindringer om på denne decemberaften. Videre i roligt tempo til en af de koncerter jeg glædede mig mest til, nemlig Chelsea Wolfe på Pavilion. Jeg har ved flere lejligheder oplevet mørkets fyrstinde, men den sad ikke helt i solar plexus sådan en juliaften klokken 18, hvor solen endelig var ved at bryde skydækket. Det hjalp måske heller ikke Wolfes ellers så fremragende ekskurser ud i folket doommetal, at hun lignede et medlem af Kiss, men det er bare petitesser.

P_20180705_180231_vHDR_Auto

Chelsea Wolfe – det femte medlem af Kiss

Videre til Interpol som gjorde det mere end hæderligt på Orange, men det sparsomt befolkede område foran scenen vidnede nok om, at det var lige stort nok et venue til dem. Det havde fungeret bedre i et mindre, pakket telt. Mod slutningen af den koncert, begav vi os atter mod Pavilion, hvor John Maus stod klar med sit band. Jeg havde ikke noget særligt kendskab til ham, men min kæreste havde på forhånd introduceret mig for denne smukke sang, så overraskelsen over hans lettere vanvittige optræden – han bankede gentagne gange sig selv i hovedet med mikrofonen, mens han råbte og brølede et eller andet, og generelt flintrede rundt på scenen – var ret stor. Jeg har siden læst mig frem til, at det er ganske normal liveprocedure for Maus, så der havde jeg bare ikke læst tilstrækkeligt på lektien. Det var underholdende og temmelig bizart, men efter en halv times tid var charmen så småt ved at fordufte, og vi fandt en græsplet udenfor teltet, hvor vi kunne nyde hinanden og en drink.

Jeg havde på forhånd sat kryds ved Preoccupations, men den koncert blev ofret for en tiltrængt kop kaffe (og jeg drikker egentlig ikke kaffe), lidt mad og en sofa i et nærliggende telt. En tidlig krise for denne ikke så garvede festivalgænger, og da vi rejste os fra sofaen og ikke havde noget særligt på programmet, vandrede vi op mod Orange hvor vi hørte 10 minutter af familiefesten og fællessangen hos Bruno Mars. Da han ikke siger nogen af os alverden, gik vi raskt retur til Pavilion, hvor Oh Sees (naturligvis, fristes en til at sige) leverede en hæsblæsende midnatsseance. Jeg oplevede et kvarter af deres koncert på Primavera Sound i 2016, hele koncerten i Pumpehuset i 2017, og vidste at her var der noget at komme efter. Dagens og aftenens ubestridte højdepunkt. Således opildnet gik vi atter retur til Orange, hvor Nephew gav første koncert i tilsyneladende lang tid, så det var lidt af et tilløbstykke. Mit forhold til bandet er ret neutralt, og min kærestes relation til dem er endnu mere vagt, men da hun var blevet ‘påduttet’ af en kollega at se den koncert, troppede vi naturligvis op. Nephew leverede varen og der var en snert af folkefest, der kunne mærkes selv hos de – som undertegnede – der ikke kan gennemskue de tågede tekster.

P_20180706_001008_vHDR_Auto

John Dwyer og resten af Oh Sees – vanen tro i gang med at brænde sig selv helt ud på scenen

Efter Nephew gik turen til Arena, hvor vores højdepunkt My Bloody Valentine gik på klokken 2. Vi var dog på dette tidspunkt godt flade og sultne, så meget mere end 25 minutter af den koncert blev det ikke til. Vi blev enige om, at vi havde mere behov for kalorier og en seng, så efter indtagelsen af førstnævnte vandrede vi mod busserne for at køre hjem til sidstnævnte. Farvel til Roskilde – vi ses igen en anden gang.

P_20180706_020302_vHDR_Auto

My Bloody Valentine – farver og striber

Post-Roskilde blev der også plads til et par koncerter. En koncert vi tidligt købte billetter til, men som ingen af os egentlig havde store forventninger til, var Seu Jorges optræden i Koncerthusets imponerende sal. Det skulle dog vise sig, at ikke kun salen var imponerende, men også den brasilianske multikunstner, som ene mand med akustisk guitar charmerede en flok kølige nordboer med sit personlige take på David Bowies diskografi. Som han også gør det i Wes Andersons filmskævert ‘A Life Aquatic’. Et af årets overraskende højdepunkter.

P_20180713_210619_LL

Seu Jorge med publikum i sin hule hånd

Sidste koncert i juli var også lidt af en skævert, for den foregik i sommer(hus)landet, hvor svigerfamilien har tradition for at se Lars Lilholt Band, når han rammer det nordvestsjællandske. Lilholt er ikke en kunstner jeg nærer dybe følelser for, men han og band gør, hvad de nu gør, aldeles glimrende på en scene. Mest mindeværdigt var for øvrigt, hvordan han håndterede et potentielt slagsmål, da han fra scenen skar igennem og fik vagterne til at stoppe slagsmålstosserne inden det udviklede sig. Ingen pardon – respekt for det.

August

Månedens koncertrepertoire åbnede med de australske gøglere King Gizzard & The Lizard Wizard, da de invaderede et varmt Vega med deres arsenal af psykedeliske rockhelterier. Det var, for mig, et overraskende stramt spillende orkester, og jeg havde måske i virkeligheden håbet på mere gøgl, selv om jeg ikke normalt er en gøglerfan. De havde taget landsmændene Amyl and The Sniffers med som support, og de var et underholdende, omend lidt ensporet indslag med deres ukomplicerede hardrockfestpunk. Mest bemærkelsesværdigt, udover den kridhvidhårede energibombe af en sangerinde Amy Taylor, var nok alle fire bandmedlemmers fascinerende mullets. Der var virkelig party in the back der.

Der blev også i august plads til en festival, nemlig det stærkt sympatiske endagsarrangement Badesøen Festival i Albertslund. Et på alle måder afvekslende program var blevet lagt for dagen, og yndlingsmenneskets og mit første musikalske rendezvous var således Lasse & Mathilde, der stod i et lille telt og felede og folkede løs. De blev afløst af Sjæl i flammer, der helt ærligt er noget af det mest håbløse jeg har oplevet på en scene. Det hjalp ikke synderligt at de fik bistand af Kasper Winding på nogle numre. Det gider jeg sateme godt gå glip af en anden gang. Så kom regnen ellers og lagde en alvorlig dæmper på resten af eftermiddagens lystigheder, hvilket frembragte et højst aparte syn, da dj og dubpioner Mad Professor forsøgte at spille op til fest for cirka 30 mennesker i regntøj. Vi andre var en flok chickens og gemte os så vidt muligt i de opslåede telte. Regnen fortsatte med at intervenere i en sådan grad, at Anna Von Hausswolffs sæt blev udskudt en halv times tid, men publikum var trods alt ved godt mod. Von Hausswolf og hendes tungtspillende doommetal-inspirerede band gjorde det også glimrende – kunne vi høre, sippende vin i et telt.

P_20180825_163847_vHDR_Auto

Mad Professor dj’er og dubber i unfair kamp med elementerne

Efter den svenske doom tog regnen endelig lidt af, og det var en glimrende anledning til at få varmen med lidt ørkenblues fra det algeriske ensemble Imarhan, der spillede så publikum måtte bevæge alt hvad der kunne bevæges. En pragtfuld optakt til aftenens afsluttende koncert med festivalens absolutte hovednavn, de evigt elskelige og pragtfulde indiehelte Yo La Tengo. Jeg er totalt helt og aldeles megafan af det vidunderlige orkester, og havde aftenen inden oplevet dem til en samtale på Københavns Hovedbibliotek, hvor de var nøjagtig så sympatiske som forventet. Det var de også på scenen, hvor de droppede alt hvad der hed sætliste, for bare at hygge om os våde tilhørere, der havde ventet hele aftenen på dem. Hyggeligt og rart var det, inden vi kunne forlade badesøen trætte og gennemblødte og vende hjem til sengen. Badesøen Festival, arrangeret af radiostationen The Lake og spillestedet Forbrændingen, er et rigtig fint koncept, som jeg håber får lov at fortsætte. Publikumsinteressen var desværre til at overse i år, og øsregnen gavnede næppe heller, men det er et sympatisk projekt, som jeg i hvert fald vil holde øje med igen.

P_20180825_211141_vHDR_Auto

Ira Kaplan brillerer som altid i front for Yo La Tengo

Måneden sluttede med et smut i Den Grå Hal, hvor The Black Angels tog imod med en gang sløret psykedelika. Det er en koncert jeg husker som fin uden at den satte dybe aftryk på mig, og som relativt nybegynder i bandets univers bed jeg mest mærke i at de glædeligt spillede så meget fra den seneste, strålende plade.

Fjerde og sidste del af gennemgangen af mit koncertår kommer snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Koncertåret 2018 (del 2)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Anden del handler om månederne maj og juni.

Maj

Måneden åbnede med en mavepuster af rang, da den iltre kvintet Shame indtog, nej erobrede Pumpehusets lille sal. De fem London-rødder angreb på det nærmeste publikum, der i den grad bad om at blive sparket ned, men det foregik på en livgivende og positiv facon trods bandets harmdirrende og intense postpunk. Frontmand Charlie Steen er virkelig en publikumsmagnet. Oplev dem live, hvis du får chancen – og lyt til deres strålende debutplade.

Debutplade var der også fra trioen Fjernsyn, der spillede sange fra skiven til en pladereception på Nordsø Records. Et sympatisk bekendtskab med elektrobandet med Kraftwerk i ascendanten. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at Nordsø Records ligger utroligt langt væk fra alting med tanke på at det befinder sig i København. Det fjerneste Nordhavn, for at være mere præcis.

IMG_3540

Vi er robotterne. Fjernsyn på Nordsø Records.

Maj/juni

Så var det festivaltid. Kæreste og to venner blev hevet med til Barcelona, hvor jeg for anden gang skulle boltre mig på Primavera Sound. Festlighederne blev skudt i gang ved at stå i en lang kø i varmen for at få billetter til Spiritualized, der på forhånd var et af mine mest imødesete punkter på programmet. Jason Pierce leverede da også varen, da han sammen med strygerorkester og gospelkor indtog det smukke auditorium, og gav en opvisning i alt det Spiritualized kan – fra det hjerteskærende blide til det støjende og storslåede. Derefter gik turen udendørs til Belle and Sebastian, hvis sæt forekom en anelse for kækt og lallet efter alvorsopvisningen til at gøre indtryk på mig, og der sluttede den første uofficielle aften, inden festivalen for alvor åbnede dagen efter.

Og den blev åbnet med bravour og iøjnefaldende jakkesæt: Først blev vi mødt af Lee Fields & The Expressions, der forkælede os med svedig soul – Fields himself iklædt et extravagant blåt dress, der fik os almindeligt dødelige til at sende misundelige blikke. Den modeopvisning blev fulgt op af Sparks, der gav os et forventet teatralsk show i deres matchende laksefarvede klædninger. Det var underholdende og publikum elskede det med god grund, men jeg bliver nok aldrig stor fan af brødrene Maels eskapader.

IMG_3574

Hvem vinder festivalens skarpeste tøjduel: Lee Fields…

IMG_3575

eller Sparks?

Efter trekvart koncert med de laksefarvede, drønede jeg mod auditoriet, hvor jeg skulle have hørt et andet af mine højdepunkter, Jóhann Jóhannsson. Det blev dog ikke til noget, da den islandske stjernekomponist som bekendt kom så tragisk af dage i foråret. I hans minde trådte nær ven og medkomponist Dustin O’Halloran ind sammen med Echo Collective, for at opføre Jóhannssons gudesmukke album ‘Orphée’, hvilket resulterede i et naturligt følelsesladet sæt. Derfra gik turen med hastige skridt mod festivalens to store scener, hvoraf den ene blev betrådt af Björk. Sceneshowet var imponerende og hovedpersonen selv brillerede med utallige tøjskift, men jeg blev aldrig suget ind i koncerten, som desværre forblev ganske uvedkommende for mig. Da Björk havde skiftet tøj for sidste gang, vendte hovedparten af publikum sig om og sjoskede de cirka 100 meter ned til den anden store scene, hvor Nick Cave and The Bad Seeds var klar til at gå på. I armene på mit yndlingsmenneske kunne jeg se et supertændt band levere en koncert med masser af bid – og mod slutningen grotesk mange mennesker på scenen, inviteret derop af den dragende australske dæmon. Et af højdepunkterne på festivalen – uden tvivl. Efter den opvisning var det vanskeligt at fatte interesse for Nils Frahm, der stod i midten af en kæmpe maskinpark. Meget mere kan jeg faktisk ikke huske, og på dette fremskredne tidspunkt var selskabet enigt om at tage en taxa hjem og sove. Det gjorde vi så efter en venten med og mod tusinder andre trætte festivalgængere. One day down – two to go!

Fredag startede musikalsk set med en, for mig, imødeset koncert med succesrigt genfødte The Breeders. Jeg missede deres koncert i København i efteråret, så på baggrund af en vellykket comebackplade, havde jeg visse forventninger til koncerten. Og den var såmænd også hyggelig, omend publikumsinteressen virkede overskuelig på den (måske lidt for) store scene. Men Deal-søstrene lod til at have en fest og det smittede af på os tilhørere. Især da vi fik lov at råbe med på ‘Gigantic!‘ Efter nostalgitrippet vendte vi os om og sjoskede de 100 meter i den modsatte retning af aftenen før, for at høre damernes ven Father John Misty. Jeg husker den som en ok koncert, men fik mest af alt endnu en anledning til at minde hvemdernuendmåtteværeinteresseret (det kan næppe være mange) om, at jeg engang oplevede ham live i Aarhus som support for Jesse Sykes. Ahja, tiderne er skiftet for Mr. Tillman.

IMG_3674

Ms. and Mr. Indiecool med ryggen til The Breeders. Man må ofre sig for en god selfie.

Efter seancerne på de to store scener, var der lige nøjagtig tid nok til at nå ned at høre Mogwai spille et vanligt højt og stærkt sæt (og de sluttede med mesterstykket ‘Mogwai Fear Satan, hurra!), inden trefjerdedele af selskabet kæmpede sig ind i klumpen på den lille Hidden Stage for at høre Ride. Jeg kan godt lide Ride, men har aldrig været kæmpe fan, hvorfor mine forventninger var beherskede. Heldigvis overraskede de mig positivt, og der var stor samhørighed mellem band og publikum. Endnu et af festivalens højdepunkter.

Så var der spisepause, inden turen gik mod Cigarettes After Sex. De gik på 00.40 – vi gik et kvarter efter. Det var ikke spændende. Det hjalp næppe heller, at vi sad milevidt fra scenen, og vi i virkeligheden havde mere fokus på at nå Panda Bears sæt på en fjerntliggende scene. Desuden var trætheden sat ind, og pandaens syrede sæt blev cuttet midt over i bytte for en plads i metroen, der stopper fornærmende tidligt med at køre på hverdage – selv under festivalen. Two days down – one to go!

Lørdag. Tidlig start på festivalens varmeste dag, hvor solen bagte på mine blegfede skuldre, mens jeg overværede en udmærket koncert med Peter Perrett. Min kammerat er stor fan og var også meget begejstret for dette sæt, mens jeg var mere afmålt i min bedømmelse. Absolut godkendt præstation, dog. Egentlig havde jeg også mest travlt med at kigge på uret, fordi jeg ville opleve Lift to Experience, det genopstandne, texanske kultband hvis sturm-und-drang-postrock er lige dele Jeff Buckley og Godspeed You! Black Emperor. Deres voldsomme udladninger havde sin effekt, men kæmpede nok lidt forgæves mod den catalanske aftensol på en festlig lørdag.

IMG_3625

Peter Perrett er cool i den catalanske hede.

Belly kæmpede også lidt forgæves, men det var mod kvaliteten. Endnu et navn genopstået fra de tidlige halvfemsere, men modsat Tanya Donellys tidligere bandkolleger i The Breeders, virker hende og bandets nye sange bare ikke ret gode. Desværre. Men de så ud som om de hyggede sig, og der var da en vis glæde i at høre gamle hits som ‘Feed the Tree’ og ‘Super-Connected’. Nostalgi for nostalgiens skyld har dog sine begrænsninger. Mere vellykket og ganske overrumplende har Slowdives comeback været, og jeg kunne da lige så godt snuppe dem for tredie gang på ni måneder, da der ikke for alvor var noget der trak på de andre scener. Og det var et godt valg, for de kom bedre ud over kanten end i København tidligere på året.

Efter Slowdive begyndte der at være opbrud i gruppen; en skulle med et tidligt fly morgenen efter og trak hjemad, en anden trak mod noget andet, så yndlingsmennesket og jeg gik til Grizzly Bear, som jeg, indrømmet, aldrig har hørt det helt store lys i, men yndlingsmennesket er fan. De gjorde det såmænd også fint nok, og var en glimrende mellemstation, inden vi vandrede mod en anden scene for at opleve Mike Patton i front for Dead Cross. Yndlingsmennesket ofrede sig, for det var mest for min skyld, men vi resterende medlemmer af gruppen blev samlet igen og fik en på opleveren, en drink og en siddeplads på asfalten, mens vi overværede Pattons underholdende freakshow. Derefter var der tid til en smule af Deerhunters sæt, som lød aldeles udmærket, inden festen sluttede for vores vedkommende med en spot på en græsplæne, og tonerne af Beach Houses svævende dreampop. Klokken var tre lørdag nat, vi var trætte og ville hjem. Festivalen var slut.

Næste kapitel kommer en af de nærmeste dage.

Kategorier:Musik Tags: , , ,