25 sange fra 2014

Ingen lang intro – bare lige på! Spotify-lyt i bunden.

1. King Tuff – Black Moon Spell…et kick-ass garagerocknummer, og så straightforward rockogrul som en favoritsang kan blive for mit vedkommende. Bare tryk på fra start til slut, komplet med lidt gospel-inspiration hen mod slutningen. Totalt lucky punch, da jeg tilfældigt greb den her med hjem fra en af mine secondhandshoppingsprees for et par år siden.
2. Dean Wareham – The Dancer Disappears…klart den bedste TV-2-sang jeg kender. Jeg ved ikke hvorfor, men for mig lyder den her fuldstændigt som en usædvanligt inspireret udgave af Steffen Brandt og Co. Måske en fortsættelse af ‘Det eneste hun ville var at danse’. Hvem ved? Men nej, Dean Wareham har selvfølgelig intet med TV-2 at gøre. Det er en vidunderlig sang, uanset hvad.
3. Angel Olsen – Windows…jeg er ikke faldet helt pladask for Angel Olsen, men jeg vil gerne medgive at hun kan noget. Og det noget udfoldes på smukkeste vis her – det er både skrøbeligt og inderligt. Ja, næsten til at tude over, hvis man er således indrettet.
4. Thurston Moore – Speak to the Wild…jeg er muligvis farvet af at de to første (lange!) numre på pladen er ganske fantastiske, men jeg synes Moores 2014-album ‘The Best Day’ er noget af det stærkeste han har præsteret i en voldsomt respektindgydende karriere. ‘Speak to the Wild’ åbner pladen og rammer med sin repetitive tone og strålende opbygning direkte i hjertekulen på mig. Det var kærlighed ved første lyt. Også ved tyvende eller tredivte.
5. Andrea Schroeder – Ghosts of Berlin…den ærketyske chanteuse (hmm…det hedder det vist ikke på de breddegrader) stødte jeg første gang på, da hun varmede op for The Walkabouts i København i 2012. Jeg husker hende og kompagnoners optræden som fin, men det var først da jeg et par år efter stødte på denne sang og tilhørende plade, at jeg virkelig blev ramt. Den har også de klassiske træk for en Morten-schlager; en blanding af vemod og nostalgi og en smukt klagende violin. I tillæg trækker en dejlig, karakteristisk kvinde-stemme i front sjældent ned.
6. The New Spring – Song for Ana Mendieta…en lille, pragtfuld hjerteknuser fra Bastian Kallesøe og hans akustiske guitar. Den i titlen omtalte Ana Mendieta var en cubansk multikunsterinde, der beskæftigede sig med feministiske tanker og ideer, inden hun kom så tragisk og kontroversielt af dage. Bonusinfo: linien “me my thoughts are flower strewn” antager jeg er en reference til en af mine favoritsange med R.E.M., den ganske vidunderlige ‘Find the River’.
7. Simone Felice – Running Through My Head…jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har beskæftiget mig meget med Felices vidtspændende karriere, ja, faktisk kender jeg vist kun hans to soloskiver, men de er heldigvis også værd at dvæle nogen tid ved. Mit favoritnummer fra hans solodiskografi er denne mægtige gospel-ballade, som er så øm og følsom, at selv min 70-årige mor elsker den.
8. Alcest – Délivrance…nu vi er ved det ømme og følsomme, så kan det franske blackmetal-outfit Alcest faktisk også karakteriseres som sådan. I hvert fald på 2014-albummet ‘Shelter’, der afrundes så effektivt af denne episke ballade. Nej, der er ikke meget blackmetal over det nummer og den plade – de fik vist sorteret kraftigt ud i fankredsen ved udgivelsen – men jeg var og er på, for det lyder ærligt talt mest som Sigur Rós eller sågar de fine, hedengangne danske shoegazers Windermere. Så fuck jer, troløse sortmetallere!
9. Mary Gauthier – How You Learn to Live Alone…jeg glemmer af og til, at jeg egentlig holder ret meget af den hårdhudede Mary Gauthier med den dramatiske livshistorie. Men så lytter jeg til ‘How You Learn to Live Alone’ og kommer straks i tanker om det igen. Jeg synes i øvrigt at den minder en smule om The Wallflowers’ glimrende ‘6th Avenue Heartache’, og at soloen midtvejs lyder så påfaldende meget som John Denvers ‘Take Me Home, Country Roads’ til at det kan være et tilfælde. Det gør intet, det er stadig en dejlig sang.
10. Thee Silver Mt Zion Memorial Orchestra…What We Loved Was Not Enough…episkheden når uanede højder på denne 11 minutter lange sag fra Godspeed You! Black Emperor-folkenes overskudslager/sideprojekt. Og det er vel nærmest noget af det bedste jeg har hørt fra det kollektiv. Efrim Menuck (formoder jeg) vræler sig på sin egen facon gennem nummeret, mens han desperat slås for at overdøve det symfoniorkester han har bag sig, og det hele munder ud i den rene og skære altopslugende kæmpehed. Hvis det er et ord. En vidunderlig sang, men, indrømmet, ikke en klassisk hit-basker.
11. Narcosatanicos – Nausea…et af de mest interessante indslag på den hjemlige musikscene de senere år, er denne infernalsk støjende sekstet med de tre guitarer, trommer, bas og saxofon. Intenst, bidsk og brutalt og både bandnavn og sangtitel er velvalgt. Jeg græmmes lidt over, at jeg fortsat ikke har oplevet dem live. Det må komme!
12. Sharon Van Etten – Afraid of Nothing…anderledes mild er den fuldkommen elskelige Van Etten, og åbneren fra hendes ‘Are We There’, der langsomt og sikkert udviklede sig til en af årets bedste skiver, er så smuk og indtagende, at det halve kunne være nok. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg stadig har et lille crush på den charmerende brooklynit.
13. Jessica Lea Mayfield – Unknown Big Secret…der er mere kant og dog underspillet guitar-crunch over denne langsomme og tunge sag fra unge Mayfield. Hun lægger sig dermed fint i forlængelse af andre kvinder-med-elektrisk-guitar. Indsæt selv navne.
14. First Aid Kit – Cedar Lane…ja, ok, det blev måske hurtigt lidt for meget hippiebørn-med-bare-tæer-i-skovbunden-folk til min smag, men jeg vil ikke tage fra de unge svenske søstre, at de har en væsentlig dosis talent. Klarest udfoldes det i den kønt orkestrerede ‘Cedar Lane’.
15. Sia – Chandelier…det er sjældent hverken kønt eller nydeligt orkestreret, når Sia folder sig ud, men til gengæld har hun uanede mængder af power, der bare venter på at blive sluppet løs. Megasællerten ‘Chandelier’ er nok det mest klare eksempel på det, og sjældent har jeg hørt et større følelsesudbrud end det der omkvæd. Jeg tror på hende, når hun påstår at hun vil svinge fra lysekronen.
16. Sun Kil Moon – Carissa…‘Benji’ er den seneste plade fra Mark Kozelek jeg har haft lyst til at vende tilbage til gentagne gange, hvilket er lidt af et problem, når nu manden er hyperaktiv og udsender en plade om ugen. Cirka. Det er faktisk lidt trættende. Nåmen, det skal ikke tage noget fra ‘Benji’, der er en glimrende skive, og den tragiske dødevals af et åbningsnummer, ‘Carissa’.
17. Spain – The Fighter…Josh Haden vendte, efter en årti lang pause, overraskende tilbage med et nyt hold musikere for en håndfuld år siden, og har siden fortsat med at udsende udmærkede plader inden for sin stilfærdige og let anonyme niche. ‘The Fighter’ er ubetinget det bedste nummer på 2014-pladen ‘Sargent Place’, og med sin dvælende, downbeat tone og diskrete strygerarrangement sidder den lige hvor den skal.
18. Epic45 – Monument…denne meget britiske duo har gennem en efterhånden lang årrække specialiseret sig i en blå og tåget synth-postrock, der tager tråden op fra bands som Disco Inferno og Piano Magic, og det har de faktisk været ret glimrende til. Den smukke ‘Monument’ kunne sågar have en smule hitpotentiale med sit blide temperament og robotvokal-backup.
19. Nils Gröndahl – Das Fenster…et enerverende og repetitivt mareridt af et monster, spillet mestendels (måske i virkeligheden kun?) på Gröndahls elektriske violin. Tjek også videoen, hvor seeren bliver trukket med ned af en gloomy udseende Istedgade by night.
20. Ryan Adams – Shadows…herrens selvbetitlede album var ærligt talt mere solidt end decideret mindeværdigt, og der var ikke alverden der stak ud (hverken positivt eller negativt), men der var alligevel en sang, der kunne mere end gennemsnittet, nemlig ‘Shadows’. Det simple trommespil, nedtursguitarlyd og Adams’ vanligt sublime vokal gør tricket her.
21. Wovenhand – Good Shepherd…den altid maniske og intense David Eugene Edwards præsterede på 2014-albummet ‘Refractory Obdurate’ at skrue om muligt endnu mere op for intensiteten. Det kammer næsten over på den benhårde ‘Good Shepherd’, men også kun næsten, for det swinger sgu. Og så glemmer jeg ikke følgende ordveksling fra bandets årlige besøg i Vega: DEE: – Thank you for coming out on a Tuesday night! Publikum: – But David, it’s Sunday! DEE: – Says who?! Og det er jo vanskeligt at argumentere imod.
22. Mogwai – Blues Hour…jeg holder meget af Mogwai, men jeg erkender blankt at jeg har haft lidt svært ved at hidse mig op over deres seneste tre-fire plader. Det gælder også for 2014-albummet ‘Rave Tapes’, der dog bød på denne fine sag, en af de relativt sjældne sange, hvor Stuart Braithwaite udfolder sin spæde, men som oftest mærkeligt passende stemme.
23. Metronomy – Love Letters…en skævt dansabel sang fra indietronica-ensemblet (eller whatever) Metronomy. Det er en møgcharmerende sag, der hele tiden virker en anelse off – lige fra den lidt tågede hornintro til frontmand Joseph Mounts sære vokalforedrag og det pilskæve kvindekor. Jeg har svært ved at holde benene i ro, når jeg hører den her.
24. Get Your Gun – Call Me Rage…endnu en flok talentfulde ynglinge fra den danske undergrund. Begsort mørkemandsrock med tråde til Gun Club, Wovenhand og Nick Cave. Det fungerer aldeles glimrende.
25. Plaid – OH…den engelske duo hører til blandt pionererne der trak technoen i spændende retninger i 1990’erne, og fortsat har noget at byde på her to årtier senere. Ringlende og melodisk er de på den skønne, glitchy ‘OH’.

Reklamer

Lytteaften jazz-tema (28.8.17)

Så’ der jazz! Det var der i hvert fald mandag den 28. august, da Musiksalonens befolkning atter troppede op i 2400 NV for at drikke vin og gnaske chips. Nåja, også lidt for at lytte musik. 75% af salonens medlemmer var til stede, og af de 75% følte de 66,6% sig godt klædt på til aftenens jazztema, mens de resterende 33,3% var lidt mere på glatis. Men nok om procentregning, noget siger mig alligevel, at der er et eller andet galt med det regnestykke.

Nå, jazz skulle der lyttes til, og som tilfældet er med så mange andre genrer, er definitionen lidt løs, og den enkelte måtte bruge sin egen fornuft. Tilgangen til aftenens tema varierede også; vært Michael lagde således sit fokus på nyere og mere moderne jazzindspilninger, Bo forsøgte ligeledes at undgå de mest fortærskede navne, men som han bemærkede ville det være utilgiveligt at have jazzaften uden Miles Davis’ selskab, så han fik trods alt plads på playlisten. Heldigvis (red.). Den ikke-jazzkyndige indiedreng Morten forsøgte vist mest af alt bare at snige sine indiefavoritter ind i programmet med de mest vage argumenter, men resten af salonisterne var heldigvis overbærende i aftenens anledning.

Så hvad blev det til? Det kan du se herunder. Ingen playliste denne gang, da alt for mange af indslagene er utilgængelige på YouTube.

• Maria Faust – City Birds at Night (valgt af Michael)
• Bohren and der Club of Gore – Unkerich (Morten)
• Miles Davis – Concierto de Aranjuez (uddrag) (Bo)
• Dr. Lonnie Smith – Straight No Chaser (Michael)
• The Bad Plus – Lithium (Morten)
• Mr. Something Something – The Antidote (Bo)
• Aske Bentzon – Jazzclub Montmartre, Early Reflections (Michael)
• Yo La Tengo – Our Way to Fall (Morten)
• Rickie Lee Jones – My Funny Valentine (Bo)
• Frederik Lundin Overdrive – On the Road to Anywhere (Michael)
• Chet Baker – I Get Along Without You Very Well (Morten)
• Derek Trucks Band – Sahib Teri Bandi (Bo)
• Rebecka Törnqvist – What I Thought Was Mine (Michael)
• Julie London – In the Wee Small Hours of the Morning (Morten)
• Brecker Brothers – Don’t Get Funny With My Money (Bo)
• Mads Hansen – Mr. 001 (Michael)
• Spain – Ray of Light (Morten)
• Pat Metheny Group – Farmer’s Trust (Bo)
• Bob Rockwell/Jan Kaspersen Duo – Uncle D (Michael)
• The Czars – You Don’t Know What Love Is (Morten)
• Alison Moyet – That Ole Devil Called Love (Bo)

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Lytteaften 1991-tema (30.6.17)

Der var Nirvana. Der var Pearl Jam. Der var Metallica. Der var Guns n’ Roses. Der var Red Hot Chili Peppers. Der var Primal Scream. Der var Massive Attack. Der var U2. Der var R.E.M. Der var mig. Der var ikke Love Shop, men de skal alligevel have tak for inspirationen. Det jeg prøver at sige er, at 1991 med rette betragtes som et meget markant musikår, proppet som det var med store, kendte, elskede – ja, man kunne med lidt kækhed fristes til at sige ikoniske plader. Ovennævnte bands stod bag nogen af dem, men ingen af selvsamme ovennævnte var inviteret til musiksalonen forrige fredag. Det kan muligvis være et udslag af den-tager-jeg-ikke-med-for-det-gør-indsæt musiksalonist-nok-tesen. Det kan selvfølgelig også være en følge af, at det ikke er skidespændende at spille Smells Like Teen Spirit eller Enter Sandman for resten af flokken, for dem kender vi sådan set godt. Jeg tror det er en kombi. Der var heldigvis ikke forbud mod at skyde store kanoner af, hvilket vi alle udnyttede, men der var heller ingen tvang. Ej heller var der forbud mod at stjæle hinandens valg, hvilket gik uretfærdigt hårdt ud over Bo i denne omgang. Undskyld, Bo!

Nåmen, 18 overvejende gode sange fra 1991 blev det til, inden vi gik udenfor referat, og nørdede The Only Ones (tak for intro, Michael, dem skal jeg lige have tjekket op på) og The Beatles, og indeninden at de garvede McCartneyister forsøgte at overbevise undertegnede mindre garvede ditto om, at den gamle mand også kunne noget solo. Med vekslende held, tør jeg godt sige i denne lukkede kreds. “Nu pludrer du bare, Morten.” Det har du ret i, så det stopper her. Eller om en linjes tid. Aftenens playliste på skrift og i lyd herunder.

• How Do I – Birthday (valgt af Michael)*
• Morrissey – Sing Your Life (valgt af Bo)
• Gangway – Going Away (valgt af Morten)
• Sort Sol – Siggimund Blue (Michael)
• James – Sit Down (live) (Bo)
• Soundgarden – Jesus Christ Pose (Morten)
• Prince – Cream (Michael)
• Robbie Robertson – Breaking the Rules (Bo)
• American Music Club – Jesus’ Hands (Morten)
• Queen – I’m Going Slightly Mad (Michael)
• Squeeze – Letting Go (Bo)
• Crowded House – Four Seasons in One Day (Morten)
• Elvis Costello – Broken (Michael)
• Richard Thompson – I Misunderstood (Bo)
• Matthew Sweet – I’ve Been Waiting (Morten)
• Big Audio Dynamite II – Green Grass (Michael)
• Tom Petty & The Heartbreakers – Build to Last (Bo)
• Slowdive – Shine (Morten)

Lyt på YouTube

*ikke tilgængelig på YouTube. Det tror jeg i hvert fald ikke. How Do I Birthday er en ret håbløs søgetråd på YouTube. Det kunne de godt have tænkt på dér i 1991.

Lytteaften gode produktioner-tema (14.5.17)

Hvad i alverden er en god produktion? Findes der et entydigt svar på det spørgsmål? Ja, det gør der. Nej, er svaret. Se, det vidste musiksalonen og dens medlemmer jo nok godt i forvejen, men det var nu alligevel rart at få bekræftet sådan en søndag majaften, hvor produktionerne befandt sig lidt i øst og vest sådan rent ææh ja, produktionsmæssigt. Den var glat og poleret hos Fleetwood Mac, hyperdetaljeret hos Primal Scream, pumpende og in-your-face hos PIL og knastør hos Smog. Og så er det jo værd at huske på den gyldne regel: En god produktion kan ikke redde en dårlig sang, men en god sang kan sagtens redde en dårlig produktion. Eller hvordan det nu var.

• Culpepper’s Orchard – Mind Pollution/Weather Report – produceret af Casper/Culpepper’s Orchard (valgt af Michael)
• Big Black – The Model – Steve Albini (Morten)
• Fleetwood Mac – Little Lies – Lindsey Buckingham (Emil)
• Depeche Mode – Useless – Kruder & Dorfmeister (Bo)
• Cream – Strange Brew – Felix Pappalardi (Michael)
• Robyn – With Every Heartbeat – Kleerup (Morten)
• Darkthrone – To Walk the Infernal Fields – Darkthrone (Emil)
• Primal Scream – Star – Brendan Lynch (Bo)
• Public Image Limited – Public Image – PIL (Michael)
• Arab Strap – Packs of Three – Geoff Allan & Paul Savage (Morten)
• Incantation – Immortal Cessation – Steve Everett (Emil)*
• DJ Shadow – Building Steam With a Grain of Salt – DJ Shadow (Bo)
• Mark Stewart and The Maffia – Learning to Cope With Cowardice – Adrian Sherwood & Mark Stewart (Michael)
• Smog – Dress Sexy at My Funeral – Bill Callahan (Morten)
• The Beatles – Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band – George Martin (Emil)
• Tortoise – Seneca – John McEntire/Tortoise (Bo)
• Timbuk 3 — Born to Be Wild – Pat McDonald & Barbara K (Michael)*
• Mazzy Star – Bells Ring – David Roback (Morten)
• Emperor – The Burning Shadows of Silence – Pytten (Emil)
• Peter Sommer – Sandhed nr 502 – Henrik Balling (Bo)

*= ikke på YouTube

Lyt til playlisten på YouTube

25 sange fra 1998

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
18. Eels – Dead of Winter…and strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
20. Mercury Rev – Goddess on a Hiway…and I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Lytteaften New York-tema (6.3.17)

“Chapter one. He adored New York City. He idolized it all out of proportion. Eeh, no…make that he…he romanticized it all out of proportion.”

Jeg har aldrig været i New York – det være sig state eller city – så tilgiv min tyen til tyveri fra Woody Allen i forsøget på at sætte scenen. Musiksalonen befandt sig mandag aften fysisk i 2400, men da virkeligheden som bekendt ikke kun findes i Nordvest, var den åndeligt draget til det store æble. Nåja, og til det store æbles nære og mindre nære provinser, for mere nøjeregnende og pernittengrynede er vi heller ikke i salonen.

Min bruttotrup til New York-temaet. Der var dog kun plads til fem af dem.

New York er, eftersigende, lidt af en smeltedigel af kulturer og inspirationer, så det var på forhånd interessant at se, hvad vi fire salonister havde fundet på. Som ventet blev det en sjov blanding af arketypisk newyorkerartrock, støjrock, bluesy hardrock, singersongwriteri – og så lidt hiphop og metal af mere eller mindre ekstrem variant. For ligesom at tilsætte lidt finurligt krydderi. Det blev naturligvis et stærkt og spraglet soundtrack. Lyt selv med herunder.

• Mountain – Never in My Life (Michael)
• Lou Reed – Lisa Says (Bo)
• Nas – N.Y. State of Mind (Morten)
• Helmet – In the Meantime (Emil)
• Television – Days (Michael)
• Harry Nilsson – Perfect Day (Bo)
• Band of Susans – Paint It Black (Morten)
• Wu-Tang Clan – Clan in da Front (Emil)
• Interpol – NYC (Michael)
• Laurie Anderson/William S. Burroughs – Sharkey’s Night (Bo)
• Soul Coughing – Is Chicago/Is Not Chicago (Morten)
• Immolation – Higher Coward (Emil)
• Talking Heads – Air (Michael)
• The Band – Don’t Do It (Bo)
• Luna – Season of the Witch (Morten)
• Public Enemy – Burn Hollywood Burn (Emil)
• The Walkmen – We Can’t Be Beat (Michael)
• Paul Simon – Stranger to Stranger (Bo)
• Sonic Youth – (I Got a) Catholic Block (Morten)
• Fallen Christ – Evil Larvae (Emil)*

* Ikke tilgængelig på Youtube, men hele albummet kan høres her

Lyt til playlisten på Youtube