25 sange fra 2012

Det er seriøs business at lave lister. Både dem der til gulve (formoder jeg, jeg er ingen handyman) og den slags jeg foretrækker, dem der er fuld af musik. Derfor har det været hårdt arbejde at få denne liste på plads. Efter den første grovsortering stod jeg således tilbage med 37 sange, som alle var gode og kunne gøre sig fortjent til en plads mellem de 25 udvalgte. Det lykkedes dog med møje og besvær at få skåret listen ned til 34, så 28 og endelig 25. Og så begyndte det virkelig grove arbejde; rangeringen. Jeg beklager mig altid over rangeringen af disse lister, men jeg synes faktisk den her var ekstraordinært vanskelig. Først og fremmest, selvfølgelig, fordi alle 25 sange er gode, men også fordi der kvalitetsmæssigt er meget lidt der skiller dem – hvor forskellige de end er. Jeg er for eksempel slet ikke sikker på at etteren er den bedste, men den er nok den klareste, straight up tre-minutters popsang på listen – og den er i sagens natur vidunderlig.

Nåmen, tendenser på listen: Jo, der er en del klaverspil. Vanen tro en masse gråd og ballader. Der er et par virkelig markante sange om fædre, af den både døde og på anden vis fraværende art. Der er en del kvinder repræsenteret, hvilket ikke er vildt usædvanligt på mine lister, men her er der alligevel flere end der plejer at være. Nåja, den måske bedste sang det år er slet ikke på listen, da den ikke er tilgængelig på Spotify, hvorfor ophavsmændene må nøjes med en noget lavere placering med en anden sang fra samme album (der så mærkeligt nok er på Spotify?!). Hvomomalting er, listen kommer her. Lyttelink i bunden.

  1. Lightships – Sweetness in Her Spark
  2. Beach House – Myth
  3. Bill Fay – Never Ending Happening
  4. Tales of Murder and Dust – Hypnotized Narcissist
  5. Melody’s Echo Chamber – I Follow You
  6. Mark Lanegan & Isobel Campbell – The Breaking Hands
  7. Moon Duo – Sleepwalker
  8. Father John Misty – Hollywood Forever Cemetery Sings
  9. Bat for Lashes – Laura
  10. Chelsea Wolfe – Flatlands
  11. Ken Stringfellow – You’re a Sign
  12. Soap&Skin – Vater
  13. Beachwood Sparks – Forget the Song
  14. Martin Rossiter – Three Points on a Compass
  15. Caitlin Rose – Lately I’ve Let Things Slide
  16. Sera Cahoone – Worry All Your Life
  17. Spain – Sevenfold
  18. Woods – Cali in a Cup
  19. Vessel – Feathers
  20. Rachel Zeffira – Star
  21. Sharon Van Etten – Give Out
  22. Nada Surf – Waiting for Something
  23. Lee Fields & The Expressions – Faithful Man
  24. The Walkmen – Heaven
  25. Lee Ranaldo – Xtina as I Knew Her

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2013

08/01/2017 2 kommentarer

Hvis jeg skulle komme til at sige/skrive, at alting var bedre i gamle dage og musikken var i hvert fald, så tæv mig lige og peg mig i retning af denne liste. Gør også gerne det samme, hvis du selv eller andre vover dig ud i den slags fjollede, forslidte fraser. For denne 2013-liste er sørme stærk. Altså, det hjælper helt klart hvis du har en vis forkærlighed for flæbende americana-ballader, eller bare flæbende ballader i det hele taget, men ærligt talt, hvem har ikke det? (Retorisk spørgsmål, red.)

Bevares, der er også lidt powerpop, indiesoul, gammelmandsgrunge og sår’n, men den er sgu nok til den tårevædede side, denne årgang. Se selv og lyt på linket nederst.

  1. Mark Kozelek & Jimmy LaValle – Somehow the Wonder of Life Prevails
  2. The Asteroid #4 – The Windmill of the Autumn Sky
  3. Goldfrapp – Annabel
  4. Guy Clark – My Favorite Picture of You
  5. Neko Case – City Swans
  6. Jason Isbell – Traveling Alone
  7. Mikal Cronin – Weight
  8. Rhye – The Fall
  9. Alice in Chains – Hollow
  10. Nick Cave & The Bad Seeds – Jubilee Street
  11. Lindi Ortega – Tin Star
  12. Sebadoh – I Will
  13. Mark Lanegan – I’m Not the Loving Kind
  14. Kevin Morby (feat. Cate Le Bon) – Slow Train
  15. Wooden Shjips – Everybody Knows
  16. Low – Plastic Cup
  17. Camera Obscura – Fifth in Line to the Throne
  18. Phosphorescent – The Quotidian Beasts
  19. Sink Ships – The Pier
  20. Daniel Romano – He Lets Her Memory Go (Wild)
  21. Yo La Tengo – Is That Enough
  22. Tales of Murder and Dust – Tremblin’
  23. Chelsea Wolfe – We Hit a Wall
  24. Billy Bragg – Your Name on My Tongue
  25. My Morning Jacket – Leaving on a Jet Plane

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

Årets plader 2016

01/01/2017 1 kommentar

fil-01-01-2017-13-32-43

2016 var ikke det år, hvor jeg lyttede til og købte flest nye plader. Det kan jeg vist lige så godt afsløre med det samme. Heldigvis var det jeg nu fik lyttet til, langt hen ad vejen godt, så hitraten var forholdsvis høj. Jeg har ikke tænkt mig at rangere pladerne, men vil blot konstatere at de otte skiver på billedet formentlig er de der har roteret flittigst på pladespiller, i cd-afspiller og på bærbart medie i min umiddelbare nærhed i årets løb. Jeg vælger at tolke det sådan, at det derfor er de otte jeg mest har haft lyst til at lytte til, hvorfor de jo må være de bedste.

Karl Blaus Introducing Karl Blau starter gedigent med den vidunderlige Tom T. Hall-komposition “That’s How I Got to Memphis”, og da den allerede på skæring tre, Link Wrays “Fallin’ Rain”, bliver matchet, er der lagt op til noget nær årets plade. Så langt rækker det dog ikke for Blaus countrysoulcovers, for niveauet rammer trods alt et mere menneskeligt plan andre steder på pladen, men det ændrer ikke på at jeg havde stor fornøjelse af den fra det øjeblik jeg købte den.

Jóhann Jóhannsson har længe været en favorit her i huset, og det ændrede udgivelsen af Orphée absolut ikke på. Tværtimod. Den islandske komponist har tæft for at skabe minimalistiske stemningscollager så vemodige og smukke, at jeg må tage mig selv i at sidde og småflæbe, og den slags pludselig flæben-fremkaldere er der i rigt mål på Orphée. Eneste anke er at stykkerne ind imellem er for korte, men det er virkelig petitesser. Lyt til “Flight From the City” og “By the Roes, and by the Hinds of the Fields”.

Tales of Murder and Dust bekræftede atter i 2016, at det er et af rigets mest talentfulde bands. Det mener jeg i hvert fald. Mørket er tiltaget på The Flow in Between i forhold til tidligere udgivelser, der ellers ingenlunde er sunshine pop, og lyden er endnu mere spacey og dronende. Det fungerer på plade og det fungerer så absolut live, hvor de ofte langstrakte numre er decideret tranceskabende. Lyt til “Tidal Wave” og “Sisters”.

Alcest valgte på dette års udgivelse at skrue bissen på i forhold til den forrige plade Shelter, som også var temmelig blid med tanke på bandets udgangspunkt i black metal. På Kodama er der således givet mere plads til de skrig som hovedmand Neige tidligere har gjort sig i, og der er væsentlig mere crunch på lydsiden, hvilket faktisk klæder dem glimrende. Her er dog fortsat ikke tale om ekstrem musik af nogen grad (hell, jeg kan holde det ud), og det er derfor heller ikke denne gang decideret forkert at tale om en metallisk udgave af Sigur Rós. På fransk. Lyt til “Eclosion” og “Oiseaux de proie”.

Dinosaur Jr. har efterhånden udviklet sig til et af de mest pålidelige aktive rockbands. Bevares, den forrige, I Bet on Sky, var måske ikke sindsoprivende, men de tre øvrige plader bandet har lavet siden gendannelsen i 2007, har været af høj kvalitet. Den seneste, Give a Glimpse of What Yer Not kan meget vel være den bedste i bunken hidtil, og den har med rette fået masser af spilletid på min matrikel siden ankomsten i sensommeren. Lyt til “I Walk for Miles” og “Left/Right”.

PJ Harveys stjerne steg til nye højder, da hun for fem år siden udgav Let England Shake. Den position blev bekræftet med årets The Hope Six Demolition Project, men jeg må indrømme at det først var ved de to koncerter jeg i årets løb overværede med hende, at de to plader rigtig ramte mig. Indtil da var jeg forholdsvis uberørt af de ellers nok så kradse fortællinger, men der skete et eller andet ved de optrædender, der fik ram på mig. Særligt den kuldegysende “River Anacostia” var en live-oplevelse, men også førstesinglen “The Wheel” fik med tiden åbnet mine krævende ører.

Minor Victories debuterede med en selvbetitlet plade i 2016, men selv om supergruppen med blandt andre Slowdive og Mojave 3’s Rachel Goswell og Mogwais Stuart Braithwaite på papiret var lidt af en våd drøm, var mine forventninger ikke overvældende store. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og både pladen og koncerten i Pumpehuset var blandt årets højdepunkter. Lyt til “A Hundred Ropes” og “Scattered Ashes (Song for Richard)”.

Nada Surf har i grove træk lavet den samme guitarpopplade hver gang siden årtusindskiftet – det er den guitarpopplade, der er lige del powerpop/lige del flæbende ballade. Heldigvis er den en skidegod plade, og You Know Who You Are, seneste kapitel af den, er om muligt en tand mere skidegod end de foregående kapitler. Det er med afstand det album jeg har lyttet mest til i år. Lyt til “Friend Hospital” og “Victory’s Yours”.

Koncertåret 2016 del 4 (fjerde kvartal)

24/12/2016 4 kommentarer

Oktober

PJ Harvey i Falconer Salen. Ja, jeg blev sgu så betaget af frøkenen på Primavera, at jeg ikke for alvor tøvede, da hun meldte sin ankomst i København i oktober. Og det var der skam heller ingen grund til, for hun – og band – leverede igen. Det var på mange måder en gentagelse af sommerens eskapader, men i dette helt regulære koncertsæt var der selvsagt lidt mere tid at gøre godt med, og dermed mulighed for at føje flere sange til repertoiret. Hun er virkelig magnetisk, Polly Jean, og jeg bliver fuldstændigt opslugt, når jeg ser hende. Hun er ikke nogen spradebasseinde på scenen, men den der kølige karisma fanger mig helt og aldeles. Skulle hun beslutte sig for at vende tilbage til København inden for kort tid, vil jeg nok heller ikke da tøve med at købe billet.

The Cure i Forum. Her var jeg faktisk lidt tøvende. Jeg så og hørte The Cure sidst de spillede i Forum, hvilket er en bagatel af otte år siden, og efter den marathonkoncert – tre timer! – erklærede jeg, at det vist egentlig var nok for mig. Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg lod mig lokke med til endnu en marathonkoncert – tre timer! – og det er jeg tilfreds med, for det var en bedre koncert denne gang. Setlisten adskilte sig ikke voldsomt fra seneste besøg, og det er også begrænset hvad The Cure har fundet på siden da, men denne gang synes jeg egentlig at tiden, om ikke fløj afsted, så gik fint derudaf. Sidst fik jeg nok efter to timer – denne gang holdt jeg hele vejen uden at miste momentum. Selvom publikumskontakten var sporadisk, virkede det på mig som om, at bandet stadig synes det er fedt at turnere med det materiale, der efterhånden spænder over næsten fyrre år. Det er ikke så lidt af en præstation. Men NU tror jeg også jeg har fået nok af koncert-Cure. Altså, indtil næste gang jeg lader mig lokke.

Fu Manchu i Beta. Fu Manchu og jeg har et skævt koncertforhold: De har været i København et utal af gange, og hver gang har jeg tænkt “nu skal jeg høre dem”. Hvilket jeg så ikke har fået gjort. Da de sidste år blev annonceret lige i min hood hos Amager Bios uvorne lillebror, Beta, skyndte jeg mig derfor at købe billet – blot for at se bandet aflyse turneen af private årsager. En ordentlig bet, men heldigvis fik vi chancen igen, da de for nyligt endelig kom tilbage. De turnerede med deres ‘King of the Road’-album, en plade jeg hverken ejer eller har det store forhold til, men jeg kan godt lide Fu Manchus, indrømmet, lidt ensporede stonerrock. Det var da også en fin koncert, afviklet i det ene tempo de kender – og jeg fik vist mig fra min sprælske side, hvilket vil sige at jeg både nikkede i takt til musikken OG vippede med fødderne. Vilde sager!

Bat for Lashes i Vega. Set i bakspejlet var det lidt sært at jeg havnede til denne koncert. Jeg kan godt lide Bat for Lashes aka Natasha Khan, men har ikke noget virkelig dybdegående kendskab til hendes diskografi – til trods for at eksemplarer af de fleste af hendes plader står på min hylde. Billetprisen var til den pebrede side, men inspireret af et par tilfredse lyt til hendes aktuelle album, “The Bride” hoppede jeg afsted. Det fortrød jeg ikke. Koncerten blev lanceret som et specielt show i anledning af Vegas 20-års jubilæum, og da Khan og hendes band ikke var på decideret turne, hoppede de lidt rundt i kataloget, som det passede dem. Naturligt nok med størst fokus på The Bride”, hvilket var ok med mig, da det var den jeg havde tættest inde på livet. Khan viste sig lynhurtigt at være et yderst indtagende og elskeligt bekendtskab, som hun stod der i sit brudeslør med ditto buket i hånden, og selv ikke en forkølelse kunne slå hendes vidunderlige stemme ud af kurs. Et diskret, men virkelig velspillede band bakkede hende kompetent op, men det var og er Khan der var stjernen. Mobiltelefoni, brug af kamera og deslige var for øvrigt bandlyst, hvilket – så vidt jeg kunne se – blev overholdt af publikum, hvilket gav en næsten overrumplende ny koncertoplevelse, hvor showet blev oplevet med øjne og ører – intet andet. Muligvis en tanke, der er værd følge op på for bands såvel som koncertsteder.

November

Wilco/William Tyler i DR Koncerthuset. Jeg tror der var en rekord forbundet med denne koncert: Det er vist første gang jeg har købt billet til noget, der ligger mere end et år ude i fremtiden, men sådan var betingelserne åbenbart dengang i oktober 2015, da jeg pungede ud for Wilcos københavnerkoncert i november 2016. Nåmen, som det har for vane, var det naturligvis en skidegod koncert, med et band der simpelthen bare kan deres kram. Ikke på sådan en vi-tager-den-på-rutinen-måde (det er muligt de gør det, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om), men på sådan en vi-ved-at-vi-spiller-fedt-og-det-har-vi-fandme-tænkt-os-at-gøre-facon. Jeff Tweedy var en superoplagt frontmand, men af og til blev han overstrålet af monstret Glenn Kotche på trommer, og naturligvis det lange rær af en guitarist, Nels Cline. Det sikreste øjeblik ved en Wilco-koncert, er momentet når de sidste toner af ‘Impossible Germany’ fader ud, og  publikum i ren benovelse går amok over den krampe af en solo Nels Cline netop har fyret af. Således også denne aften i Koncerthuset. Jeg holder ganske meget af Wilco på plade – jeg elsker dem live.

Med sig på turneen havde de for øvrigt guitarvirtuosen William Tyler, der fik en hulens masse ud af sit instrument, som han sad der roligt på en stol, benene overskrævs. Sine egne ben, ikke stolebenene. Selv om han sad mutters alene på scenen, fik han alligevel fyldt den fornemt ud, ligesom han virkede som et sympatisk bekendtskab. Nu jeg sidder her og skriver dette, minder jeg lige mig selv om, at jeg skal have lyttet til hans musik. Tak for reminderen, Morten, Selv tak.

Dinosaur Jr. på Kulturbolaget. Efter sommerens Primavera-svipser, hvor jeg måtte droppe Dinosaur Jr.-koncerten grundet et utilgiveligt program-clash, glædede det mig meget at de kom til Amager Bio i november. I hvert fald indtil jeg opdagede, at jeg var arbejdsramt den aften, hvorfor jeg måtte drage over sundet, gennem paskontrol og hvad ved jeg, for at fange indierockheltene på Kulturbolaget i Malmö. Dér lykkedes det mig også endelig at fange dem, hvilket jeg var svært tilfreds med. Koncerten levede op til forventningerne; fuldt drøn på J Mascis’ guitar – han selv rokkede sig vel nærmest ikke ud af stedet – mens Lou Barlow havde sin egen fest med sin bas i den modsatte side. Bag det store trommesæt kunne man så ane Murphs skaldepande. Der var ingen kontakt bandmedlemmerne imellem – lige knapt mellem band og publikum – men sådan er en Dinosaur Jr.-koncert. De går bare på og spiller – og det gjorde de godt. Med fokus på den seneste, yderst vellykkede “Give a Glimpse of What Yer Not”, men også med masser af spring til resten af den efterhånden temmelig dybe diskografi.

fil-23-12-2016-22-50-50

Dinosaur Jr. går aldrig ned på udstyret

Minor Victories i Pumpehuset. Indiesupergruppen Minor Victories debuterede i 2016 med en ret vellykket plade, der lød stort set som man kunne forvente et band med den sammensætning skulle lyde. Med andre ord, den lød som et mix af Editors, Mogwai og Slowdive. Derfor gik jeg til koncerten med visse forventninger, uden dog at være helt ekstatisk. Jeg forlod den med glæde i ører og krop, for det fem mand m/k store band spillede en pragtfuld koncert på den lille, intime scene i Pumpehuset. Lidt sært, tænker jeg, at et band med sådanne folk kun kan trække nok til sådan et bette sted, men det gjorde absolut ingenting, for alt spillede. Rachel Goswell sang naturligvis som en engel, Stuart Braithwaite foldede hele sit arsenal af guitarhærg ud, og resten af bandet fulgte godt trop. Eneste anke: Koncerten var alt for kort, men eftersom bandet kun har 10 sange på repertoiret, kunne det ikke blive til mere end de ni de spillede (den tiende er en duet mellem Goswell og Mark Kozelek, men sidstnævnte gnavpot var ikke med i setuppet, hvorfor vi slap for den. Vores held, thi det er den svageste på pladen). Herfra et fromt ønske om flere plader fra projektet.

Alcest/Mono i Vega. Der var dobbelt op på støjrockgodiserne, da turnepakken bestående af de franske blackgazers Alcest og de japanske postrockere Mono ramte København. Jeg er meget glad for Alcest, hvis efterhånden stærke diskografi fortsætter med at ramme mig. Deres sfæriske, smukke og støjende lyd (tænk Sigur Rós med black metal-skrig og dobbelttromme og dreampop-produktion, cirka) folder sig flot ud på den seneste plade “Kodama” og også live denne aften i Vega.

Også de introverte japanere fra Mono leverede et sæt af høj klasse – også volumenmæssigt. Jeg har ikke dyrket bandet meget, men deres klassiske postrockformel stillestillestilleØREFLÆNSENDELARMFORSATANstillestillestille fungerede enormt effektivt. Tror jeg nok, for her en måned efter – eller bare ti minutter efter – koncerten, husker jeg intet andet end at jeg var i trance i 75 minutter. Klart en oplevelse der sad i kroppen, mens den stod på.

Killing Joke/Death Valley High i Pumpehuset. Det er svært at tage øjnene fra Jaz Coleman. Muligvis fordi man ikke tør, muligvis fordi han står der i centrum af scenen og ser fuldstændig vanvittig og manisk ud. Det er den væsentligste erfaring jeg tager med mig efter koncerten. Nåmen, det var fedt at høre Killing Joke. Jeg tog afsted med en flok, der vist alle var større fans end jeg, men jeg satte absolut pris på bandets varemærke: Den der edderspændte harme og aggression tilsat en lige så edderspændt industrialrock. Det er vel groft sagt Killing Jokes trick. Nåja, og så Colemans sære små one-liners, der blev fyret af fra tid til anden.

Supportbandet Death Valley High var pivringe. Selv om de lignede goth-Mötley Crüe, lød de mere som en bleg kopi af Marilyn Manson. De imponerede ved, trods et pauvert udlæg, at blive dårligere og dårligere som aftenen skred frem. Hvilket selvfølgelig også er en præstation af en slags. Jeg formoder at de ikke fik solgt mange cd’er i merchandiseboden.

Deadpan Interference i Huset/Musikcaféen. Blot en uges tid før koncerten, blev det offentliggjort , at Deadpan Interference havde opløst sig selv. Deres igangværende turne ville dog blive afsluttet, hvorfor aftenens optræden var bandets sidste i København. En skam, for de har på et par ep’er vist sig som et godt bud på shoegazey noiserock, men længere rakte det desværre ikke. Bandet spillede dog som om det var deres sidste job, hvilket det jo næsten også var, og særligt frontkvinde Astrid Samuelsen var iøjnefaldende på guitar og vokal. En værdig københavnsk afsked med bandet – jeg siger tak for det de trods alt nåede at give os.

Og her, i slutningen af november, endte mit koncertår. Sygdom forhindrede mig desværre i at overvære en enkelt planlagt koncert i december (Jóhann Jóhannsson på Bremen), og jeg har ikke mere på min to-do-liste for i år. Så med det vil jeg sige tak for koncertåret 2016, og se frem mod ditto 2017, der allerede nu – kan jeg afsløre – byder på blandt andre Teenage Fanclub, The Divine Comedy og Lloyd Cole. Jeg glæder mig!

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2016 del 3 (tredie kvartal)

Juli

Pengene var fosset ud af koncertkassen i forbindelse med Primavera-festivalen i juni, så sommeren/sensommeren blev meget afdæmpet på levende musik-fronten. Specielt da hverken Jazzfestivalen eller nogle af Tivolis koncerter trak i mig. Det er ikke usædvanligt – 2015 var det samme – men efter at have bladret i koncertannalerne, kan jeg se at der trods alt ikke er tale om et decideret mønster. For nu at sige det som det er…ingen koncerter i juli, hvorfor jeg lige så godt kan springe til

August

der ikke var synderligt meget mere actionmættet. En enkelt koncert blev det dog til.

Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke. August er traditionelt Strøms domæne i København, og i år fik jeg afprøvet et af den elektroniske festivals tilbud. Den italienske technomusiker Cortini, der lejlighedsvis er en af Trent Reznors håndlangere i Nine Inch Nails, inviterede til stemningsfuld seance i kirken på Christianshavn. Jeg husker ikke meget af musikken – i den genre er der tendens til at det hele flyder lidt sammen – men jeg erindrer dog kirkens imponerende akustik, der blæste lydene godt ud i rummet. Derudover mindes jeg publikum, der indtog musikken siddende på bænke, eller drømmende – måske endda slumrende – på gulvet. En fin oplevelse, og en god anledning til for en sjælden gangs skyld at bruge kirken til noget.

fil-20-12-2016-23-18-10

Alessandro Cortini…tilsyneladende inden han gik på

September

Exploded View på Loppen. Et multinationalt sammenrend af musikere med den mildest talt krukkede tysk-engelske sangerinde Anika i front for et band bestående af to mexicanere og en svensker. Dubby postpunk der, som en anmeldelse noterede, kunne give minder om et Nico-frontet Public Image Limited. Det var ok, men nogen kæmpe liveoplevelse var det ikke. Mest mindeværdig var Anikas udstråling, der var virkelig kølig og distanceret – jeg fik til til tider sådan en robot-vibe fra hende. Desuden var stage banter ikke en del af produktet, thi hun konstant hviskede ind i mikrofonen uden at man kunne dechifrere noget som helst af hvad hun sagde. Åh jo, der var vist en sang der handlede om journalist-branchen. Ja, det var det.

Næste indlæg handler om det sidste kvartal i 2016. Det bliver noget længere, kan jeg godt afsløre.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2016 del 2 (andet kvartal)

April

Damien Jurado/The Weather Station i Vega. Sidste gang – vist nok også forrige – svor jeg, at det var min sidste Damien Jurado-koncert. Ikke fordi jeg ikke kan lide ham (well…duh!), men fordi mine hidtidige liveoplevelser med ham har været usædvanligt blandede. Jeg har set ham sidde på en skammel på Loppen, mutters alene, let fraværende og med en ubændig hjemve, og jeg har oplevet ham sidde på en skammel i Musikcaféen, mutters alene, og holde publikum i et stille men fast jerngreb, udelukkende bevæbnet med sin akustiske guitar og de her fantastiske sange. Derudover har jeg faktisk også set ham i bandsammenhæng, hvor han dog var klart bedst, da han indtog scenen ene mand. Jeg har altså set Damien Jurado i de rammer, man nu kan forvente at se Damien Jurado, og alligevel endte jeg med – for gammelt venskabs skyld – at indløse billet til hans april-koncert, hvor han stillede op med fuldt band. Om det var en decideret fejltagelse ved jeg ikke, men det var i hvert fald en underlig koncert, hvor Jurado virkede overraskende udadvendt og chatty, men alligevel totalt uvedkommende for mig. Det skal siges, at jeg ikke er synderligt begejstret for den retning hans seneste par plader har taget, og da fokus lå på disses mere psykedeliske side, var det lidt op af bakke for mig. Jeg husker det ikke som en dårlig koncert, men bare som en koncert der ramte alt det jeg sætter mindst pris på ved Jurados musik. Jeg under dog gerne manden at have lidt godt selskab på sine lange turneer, efter de mange år som enmandshær med en skammel og ensom akustisk guitar – jeg er trods alt ikke et urimeligt menneske. Men nu må det også være nok med de Damien Jurado-koncerter. Igen.

For at være ærlig husker jeg ikke alverden fra The Weather Stations supportgig, men jeg vil alligevel nævne hende, for hun (som for øvrigt hedder Tamara Lindeman og kommer fra Toronto) er godt selskab på plade. Prøv hendes glimrende 2015-album ‘Loyalty’. Det vil næppe skade, hvis du kan lide Joni Mitchells klassiske folkplader og den slags.

Maj

Ligesom april var også maj en stille koncertmåned for mig – blot en enkelt blev det til, men sikken én! For nu at bruge den forslidte frase.

Iggy Pop i Falconer Salen. Jeg erkender blankt: Jeg har sgu aldrig rigtig dyrket Iggy Pops solokarriere. Stooges, klart, dem er jeg med på. Jaja, jeg ejer da ‘The Idiot’ og ‘Lust for Life’, men jeg ville lyve dig op i dit digitale fjæs, hvis jeg sagde at jeg lytter til dem ofte. Måske blev jeg revet med af jeg-må-hellere-opleve-ham-inden-han-kradser-af-faktoren. Måske blev jeg også revet med af, at en hulens masse mennesker i omgangskredsen gik bananas over besøget. I hvert fald mødte jeg op til koncerten uden større forventninger, og blev hevet med rundt i manegen af en mand, der virkelig fuckin’ elsker sit job. Jaja, han havde da brug for en pause ind imellem, helt ung er han trods alt ikke, men han var så meget på, at det ikke kunne undgå at smitte hele salen. Og han beholdt sin skjorte på et helt nummer, tro det eller ej. Desuden var hans band, anført af Josh Homme, vildt velspillende – foruden cool at se på i deres røde jakkesæt. Årets koncert? Jeg tror det.

Juni

Juni stod helt og aldeles i festivalens tegn. Jeg er ærligt talt ikke noget stort festivalmenneske; jeg foretrækker faktisk at stemple ind til en koncert, overvære den, og drøne ud af hytten igen. Jeg kunne dog godt lokkes til Barcelona og et spændende program på årets Primavera Sound. Well, programlægningen gik delvist op i røg, men det er vel bare festivalformatets charme.

Det startede godt med en opvarmningsonsdag, hvor de svenske shamaner Goat leverede deres hæsblæsende show. Derefter blev min følgesvend og jeg hevet med down memory lane, hvor Suede huserede og stadig virkede som om de nød at være på scenen. Jeg blev hæs.

img_2086

Goat

Torsdag havde det tyndeste program for mit vedkommende, så det blev til tilfældig vandren rundt. Et kvarters tid med Destroyer bekræftede min teori om, at det ikke er et act, jeg behøver at gøre mere ved. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen, men det er altid fint at få bekræftet sine fordomme. Ej heller Air er et band jeg er superbegejstret for, men deres set var nu rart og behageligt. Efter en times tid i det gemytlige selskab, var magien dog også forduftet, så jeg valgte at gøre det samme. Explosions in the Sky skulle – har jeg hørt fra flere kilder – have været fantastisk, men fra min position milevidt fra scenen, blæste lyden ret meget i den forkerte retning, og jeg fik ikke megen fornøjelse ud af den seance. Anderledes effektivt var John Carpenters set med musik og tilhørende klip fra hans omfattende filmografi kørende på bagtæppet. Mit kendskab til Carpenter – musik såvel som film – er behersket, og den gumpetunge hardrock tilsat synthtemaer er ret beset ikke noget for mig, men det fungerede virkeligt godt. Det hjalp også at jeg var havnet tæt på scenen i en kreds af dedikerede fans, og alt dette bidrog til aftenens, med lethed, bedste indslag. Derefter var tiden fremskreden og mæthedspunktet nået, så efter en halv times tid i selskab med LCD Soundsystem gik turen mod udgangen. Min kammerat og jeg nåede dog lige at se Thee Oh Sees splitte det hele ad (billedligt talt, bevares) i tre-fire numre, og vi blev enige om at dem skal vi fange næste gang vi er på samme kanter.

Fredag var på forhånd mere proppet, og festivalens største dilemma dukkede op her: Radiohead vs. Dinosaur Jr. vs. Shellac. Det endte med at gå op i hat og briller, men inden da havde White Fence holdt liv i festlighederne med en udmærket, men – set på et halvt års afstand – ret forglemmelig forestilling. Robert Forster leverede en virkelig hyggelig og sympatisk indendørskoncert med sit band (kan man forvente andet), inden Cabaret Voltaire overtog auditoriet med et sindssygt aggressivt set, der forvandlede hele salen til et bragende technorave. Og ja, man kan faktisk godt nyde et technorave siddende, hvis du skulle være interesseret i den slags bonusinfo. Det var held i uheld, at jeg overhovedet havnede i det auditorium til den koncert, for jeg havde glædet mig til at opleve Lush på en lille intim ‘hemmelig’ scene. Det skulle der dog ikke blive noget af, da billetterne som røg efter først-til-mølle-princippet, forsvandt inden jeg kom til. Således nåede jeg ikke at opleve Lush, der nu atter har opløst sig selv. Oh well, jeg satser på at de dukker op igen om nogen år. Cabaret Voltaires overrumplende forestilling var dog et gedigent plaster på såret. Derefter gjaldt det så om at indtage føde på farten, mens turen gik i turbofart mod Radiohead på den store scene. Det blev dog ikke nogen succes, for min kammerat og jeg havnede i den mest snakkesagelige og uinteresserede klump tilhørere, lyden var alt for lav, og vi stod desuden uhørt langt fra scenen. Efter en halv time droppede vi det, slentrede forbi scenen, hvor vi hørte Dinosaur Jr. spille et halvt nummer, og håbede så på at Shellac leverede varen. Det gjorde de naturligvis! Steve Albini var sarkastisk og vred som han skal være og hans kumpaner var også på. Shellac er efterhånden en slags husorkester på Primavera, og de er selvfølgelig også på plakaten i 2017. Derefter kunne man – som i jeg – tilfreds smide sig på jorden og sippe på en gin/tonic eller to, mens Holly Herndon leverede sit technoset på scenen. Mit sidste act blev Beach House, og selv om jeg ikke er stor fan, fungerede deres svævende dreampop glimrende på sådan en lun fredag aften i Barcelona.

img_2137

Shellac – Steve Albini er ikke skuffet, Steve Albini er sur

Lørdag startede inde i byen på en af ekstra-scenerne, hvor de gamle 4AD-dreampopsters A.R. Kane spillede et kort set. Det var hæderligt uden dog at være sindsoprivende. Efter den omgang kastede vi os tilbage til festivalpladsen, hvor det gjaldt om at få tiltusket sig en god plads, så vi kunne sprinte ind og få billet til Bob Moulds soloset på tidligere omtalte hemmelige scene. Det gav anledning til morsomme scener, da en flok midaldrende mænd i varierende grader af form, spurtede mod billetlugen, og det var helt rørende at opleve selvsammes glæde da billetterne var sikret. Selv var jeg mere cool, og sjoskede gelinde ind i køen. No problem. Selve koncerten var fin, og Mould kom rundt i hele repertoiret fra Hüsker Dü til Sugar til soloting, men afvekslende var den ikke. En times tid med kun Mould og hans elektriske guitar var (mere end) rigeligt for mig. Sjovt var det dog at se ham stå der og spille i, hvad jeg antager, er et autoværksted til daglig.

img_2147

Bob Mould på autoværksted

Derefter splittede min kammerat og jeg op; han ville høre et eller andet heavyband (Angel Witch, red.) og Brian Wilson, mens jeg foretrak The Chills og Richard Hawley. Da vi senere mødtes, viste det sig at vi begge havde valgt rigtigt. Jeg har ikke lyttet utroligt meget til new zealandske The Chills, men de par numre jeg kender, har altid tiltalt mig. Bandet leverede da også en solid og hjertelig optræden, og fungerede således som en perfekt optakt til ham jeg virkelig glædede mig til at høre. Richard Hawley skuffede heldigvis ikke, da han og det supervelspillende band trumfede det meste med et overraskende muskuløst og hårdtpumpet set, der trak en del på lyden fra hans 2012-værk, det psykedeliske og rå ‘Standing at the Sky’s Edge’. Med Hawley i hus, havde jeg egentlig kun tilbage at tanke op, finde min følgesvend og slentre ned mod den store scene, hvor PJ Harvey og hendes mange raske svende skulle levere et imødeset show. Og det levede helt op til mine forventninger, hvor fokus ganske vist var de stærkt indignerede seneste par plader, men hvor der også var plads til en ærefrygtindgydende version af giganten ‘To Bring You My Love’. Med det fik jeg sendt min trætte kammerat hjem på hotellet, mens jeg lige snuppede en skarp og hidsig omgang med hardcorebandet Unsane med på vejen. Den sidste havneduft blev indåndet, jeg smuttede hjemad, og Primavera blev lukket.

img_2152

Richard Hawley

Næsten. Søndag var der lige en gratiskoncert med Mudhoney at indtage, og med en optræden på det jævne, fik de lukket min festival definitivt. Jeg er klar igen en anden gang.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2016 del 1 (første kvartal)

Jeg kan vist lige så godt komme i gang, for jeg har ikke umiddelbart flere koncerter på blokken i år – og skulle det hænde, at jeg får sneget mig til en mere, så kan indlægget her heldigvis opdateres. Jeg har tænkt mig at løbe året igennem kronologisk, så det bliver muligvis lidt langt og opremsende, hvorfor jeg finder det mest hensigtsmæssigt at dele det op i flere dele – et kvartal af gangen. Held og lykke, hvis du har tænkt dig at læse med til den bitre ende.

Januar

Anna Von Hausswolff i Jazzhouse. Jeg har stor respekt for Jazzhouse og stedets bookinggruppe, for det er virkelig et interessant program de vedbliver med at stable på benene. Desværre har jeg sjældent personligt haft særligt store koncertoplevelser derinde, hvilket naturligvis kan skyldes mange faktorer (blandt andet min egen ildhu – eller relative mangel på samme – som publikum), og denne mørke januaraften kunne sagtens have endt som en maveplasker. Det gjorde den heldigvis ikke, for trods store tekniske problemer og en forsinkelse af koncerten, lykkedes det alligevel den intense svenske sangerinde og hendes band at få en fornuftig optræden ud af anstrengelserne. Når Von Hausswolff er allerbedst – det er der, hvor hun lyder nøjagtig som en ond kombination af Lisa Gerrard og Swans – så er hun vældig interessant. Jeg tager gerne en omgang med hende igen.

Lee Ranaldo/Own Road/Kloster i Absalon. Kulturhuset Absalon på Sønder Boulevard har vist sig at være et rart og alsidigt bekendtskab. Således har jeg i årets løb både nået at spille bordtennis, musikquizzet, været til plademesse, og altså til koncert i de ikke længere så hellige haller. Sidstnævnte stod Ranaldo og support for, og jeg kan sige meget positivt om den forhenværende Sonic Youth-guitarekvilibrist, men det her solo-setup fungerede ikke optimalt for mig. Det var vist sat op som en akustisk optræden, men der var nu sat strøm til ved flere lejligheder. Mit største problem var, at da Ranaldo forlod scenen, havde vi siddet fire timer eller lignende på stive stole. Det var i overkanten og langt mere end arrangementet kunne bære. Lee Ranaldo, den ærkesympatiske mand, fortalte ellers ivrigt og gerne, men historierne var til tider lidt flade i det, og ja, musikken fangede så heller ikke helt på et så fremskredent tidspunkt af aftenen. Forinden havde de lokale Kloster og Own Road forsøgt, med varierende succes, at varte publikum op. Kloster var et rart og sympatisk bekendtskab, og det lykkedes vist nok også at få publikum til at nynne med hen mod slutningen. Own Roads psykedeliske folk gav nogle ordentlige skæverter ind imellem, men også øjeblikke hvor jeg godt kunne fange noget. En ok, men temmelig lang aften.

Februar

Massive Attack i Tap 1. Mit første og eneste koncertbesøg i Tap 1 i Carlsberg. Jeg nåede det altså lige inden lukketid. Samtidig fik jeg sat kryds ud for et af de bands jeg har holdt meget af gennem de seneste par årtier, men som jeg manglede på koncertlisten. Jeg har ikke lyttet helt så meget til Massive Attack de senere år, som jeg gjorde i for eksempel 1990’erne, men bandet leverede nu alligevel varen i et bombardement af et multimedieshow. Måske blev den visuelle sans næsten overloadet af den konstante strøm af slogans og info på baggrundstæppet, men jeg fik nu alligevel en fin oplevelse ud af aftenen – også på musikkens præmisser. Også selv om det ikke var en udpræget intim affære i de omfangsrige haller.

Novella/Halasan Bazar i Musikcaféen/Huset i Magstræde. Jeg holder meget af Huset i Magstræde, og føler egentlig at jeg bør komme der lidt oftere. Måske er det på tide at holde fast i den tanke. Nå, hvoromaltinger, jeg var der i hvert fald en tidlig februaraften, og fik en lidt aparte koncertoplevelse ud af det. En kort koncertoplevelse, ligeså. Novella er et charmerende britisk bekendtskab, og deres lyd – lad os kalde den Lush-møder-Stereolab – er helt op ad min gyde. De er også et band med en ung gennemsnitsalder, og om det er derfor de pludselig ikke vidste hvad de skulle stille op, da en guitarist sprængte en streng, ved jeg ikke. Måske var koncerten bare ikke længere, men den sluttede i hvert fald temmelig brat. Det var dog sjovt den halve time det varede. Helt så sjovt var Halasan Bazar ikke, jeg var i hvert fald ret uimponeret. De københavnske psych-hoveder virkede også noget malplacerede som support for netop Novella, men til deres forsvar skal det siges at de blev hasteindkaldt som afløsning for det oprindeligt tiltænkte supportnavn, Deadpan Interference.

Marts

Laetitia Sadier i Jazzhouse. Apropos et tidligere indslag i denne post, så var det her muligvis den fineste koncert jeg endnu har overværet i Jazzhouse. Mit semi-frankofile hjerte fik da også grund til at banke ekstra hårdt, da den elegante chanteuse Sadier trådte op på scenen og underholdt med sine lige tilpas arty-farty anekdoter på det der perfekte forfinet-engelsk-med-franske-undertoner. Hun kunne have spillet hvad som helst – eller overhovedet ikke – jeg var solgt på stedet. Jeg indrømmer gerne, at jeg primært kender Sadier fra de mange år i Stereolab, og mindre for hendes solo-eskapader, men jeg kunne dog snildt leve med, at det naturligt nok var sidstnævnte der var i fokus på denne aften.

Tales of Murder and Dust/Jacob Faurholt på Loppen. To acts der begge har leveret fine plader i år, og også fik skabt en god søndag aften her i slut-marts. Jeg bliver ved med at være imponeret af ToMaD (for letheds skyld), og den mørke, hypnotiske stemning de får skabt på plade, fungerede også her. De hører fortsat til blandt mine danske favoritbands. Jacob Faurholt havde et (til lejligheden sammensat?) band med sig, og selv om de måske ikke var helt sammenspillede, så gav det alligevel et frisk pust til materialet. Det blev lidt mere rock, hvilket var helt fint.

Fortsættelse følger.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,