25 sange fra 1995

Et helt afsindigt år, det her. Der kom så vanvittig megen god musik i 1995, og det har været lidt af et helvede at skulle skære denne liste ned til sølle 25 sange, men sådan er reglerne. Det har været et mareridt at se den ene perle efter den anden forsvinde, og nogle af mine absolutte yndlingsplader er end ikke repræsenteret. Så skarp har konkurrencen været, hvorfor listen selvsagt er freakin’ fantastisk. Velbekomme.

  1. Teenage Fanclub – Neil Jung…det er ikke kun på grund af titlen, at denne sang er en af de bedste nogensinde – alt sidder lige i skabet her. Strålende vers, gigantisk omkvæd og en mega-guitarsolo. Måske yndlingsbandets bedste sang og den der virkelig satte skub i mig i forhold til Teenage Fanclub.
  2. Matthew Sweet – We’re the Same…endnu en ubegribeligt velkomponeret sang, der rammer alt det rigtige i mig. Bittersødme par excellence. Og så den der udgangsreplik: “Maybe it’s me/maybe it’s you/maybe it’s you”. Så simpelt, så stærkt.
  3. Dubstar – Stars…jeg har vist nævnt noget lignende ved en tidligere lejlighed, men det bør siges igen: Jeg er ikke vildt begejstret for Dubstar, men de har lavet tre fuldstændig fabelagtige sange, hvoraf de to er fra 1995 (desværre er der kun plads til en pr. kunstner på disse lister, så tjek endelig også den vidunderlige ‘Just a Girl She Said’ ud). ‘Stars’ er indbegrebet af synthpopelegance, så gennemført. Og sikke et omkvæd.
  4. Guided By Voices – Game of Pricks…jeg er ikke musiker, men jeg tænker at det må være lidt af en kunst at skrive en perfekt popsang med en længde på sølle 90 sekunder, give or take. Robert Pollard mestrer den kunst på denne vidunderlige, skrabede hitbasker.
  5. Blur feat. Francoise Hardy – To the End (La Comedie)…’To the End’ er ubestridt Blurs bedste sang inde i mit hoved, og denne version – der i virkeligheden bare er en b-side til den rædderlige ‘Country House’-single – er om muligt endnu bedre end originalen fra ‘Parklife’. Det er Hardys fortjeneste mest af alt, men også den hjerteskærende outro gør underværker. Så smuk at ethvert frankofilt hjerte bør smelte.
  6. Pulp – Something Changed…Jarvis Cockers store Eurovision-moment. Eller sådan kunne det i hvert fald have været, tænker jeg. Den får ikke for lidt på alle sentimentale tangenter, og mit hjerte brister hver gang jeg hører det der sidste vers. Den dejligste hvad-nu-hvis-sang jeg kender. Og jaja, jeg ved godt den er alt for meget, og at Cocker sikkert griner sin røv i laser over den. Eller hader den. Men jeg ved det naturligvis ikke med garanti.
  7. Lisa Gerrard – Sanvean (I Am Your Shadow)…en hjerteskærende og overvældende sang, der trykker på alle mine ømme punkter og får mig til at miste pusten når jeg hører den. Et af mine koncertlivs største øjeblikke blev indfriet, da Lisa Gerrard sang den til Dead Can Dance-koncerten jeg overværede i London tidligere på året.
  8. Emmylou Harris – Goodbye…beklager meget, men det er en temmelig smertefuld og emotionelt ladet stime vi er inde i her. Harris’ take på Steve Earles brutalt selvbiografiske sang er ren og uforfalsket skønhed – på lige fod med resten af hendes giga-mesterværk ‘Wrecking Ball’.
  9. The Innocence Mission – Bright as Yellow…her slipper weltschmerzen op for en stund, for der findes intet mere nuttet end at høre Karen Peris’ rørende stemme. Den her sang er bare så kær, så kær. Jeg smiler lykkeligt hver gang jeg hører den. Hvis ikke det er en kvalitet, så ved jeg ikke hvad er.
  10. Alice in Chains – Heaven Beside You…en anden slags kvalitet, for AiC har aldrig rigtig gjort sig i lykke og nuttethed. De kan til gengæld ret meget andet, og Layne Staley og Jerry Cantrells på samme tid kulsorte og velklingende harmonier er altid en fornøjelse at lytte til. Well, en slags fornøjelse.
  11. Radiohead – Black Star…jeg tror den her er en fanfavorit, men ikke desto mindre var den aldrig i nærheden af at være et hit, endsige bare en single. Det den kan er den skarptskårede melodi, det smukke guitarspil, Thom Yorkes ditto vokal…og selvfølgelig det der omkvæd, der insisterer på at brage igennem. Et af Radioheads allerstørste momenter.
  12. The Jayhawks – I’d Run Away…åh, samspillet mellem violin og resten af instrumentmoletjavsen er underskønt, og som det gør sig gældende for så mange af Gary Louris’ sange, er der dømt instant syng-med-faktor. Og alle de vokalharmonier. For pokker, hvor er den god, den sang. For pokker, hvor var de gode i starten og midten af halvfemserne, Jayhawks.
  13. Yo La Tengo – Tom Courtenay…det oplagte hit (nå ja, nogen blockbuster blev den aldrig) på den stærkt mangefacetterede ‘Electr-o-pura’, og Yo La Tengo fra deres allermest poppede og tilgængelige side. Bababababababa!
  14. Red House Painters – Drop…jaja, det måtte jo ske, at jeg trak dig helt i dyndet igen – I aim to please. Det er langsomt og intimt, som når Kozelek er allerbedst. Og allertristest.
  15. Love Shop – Langebro…et ret vildt cover, og et af de største af slagsen jeg kender. Det var ret interessant at høre Love Shop på den her måde, med masser af oomph og intensitet. Og sikken slutning med Unmacks vokal, Hassigs guitar og Halls mundharpe i tæt og åndenødsfremkaldende samspil. Tilsat lyriske stumper af bandets egen ‘Drømmenes København’. “Så fuld af liiiiv”!
  16. Spiritualized – Medication…”everyday I wake up and I take my medication and I spend the rest of my day waiting for it to wear off”. Klassisk J Spaceman. Og så bygger han ellers sangen langsomt op over de næste otte minutter, hvor alt går fra værst til endnu værre. Også det er klassisk J Spaceman. Fantastisk sang, der bare får lov at udvikle sig til den ikke orker mere.
  17. Wilco – Passenger Side…temmelig undseelig sag, egentlig, fra Wilcos debutplade, der måske ikke er et oplagt tegn på hvad bandet senere skulle udvikle sig til, men dog fungerer fint på sine egne powerpopcountrypræmisser. Og så elsker jeg bare at skråle med på Jeff Tweedys drævende foredrag: “I don’t like riding on the passenger side”.
  18. 16 Horsepower – Black Soul Choir…kulsorthumoristisk, eller måske bare kulsort, er David Eugene Edwards og hans vekslende bande af håndlangere som regel, og galskaben når da også maksimale højder på denne koleriske bom-tjikka-bom-violinbasker.
  19. Morphine – Free Love…endnu mere galskab er der at finde på denne hidsige bas-tromme-saxofon-nedsmeltning. Morphine være et af de cooleste bands i verden, temmelig stærkt eksemplificeret ved denne sang. “Free love/Don’t bank on it, baby”.
  20. Faith No More – Just a Man…og nu vi alligevel har gang i de gale elementer, så er der jo altid Mike Patton. Jeg elsker denne skizofrene sang, der starter blidt og behersket, slår over i en bidsk bro, der leder en til at tro at sangen skal til at blive udsædvanlig ond og tung…for så at ende i det helt store gospelklimaks. Rent galmandsværk. Eller genialitet, alt efter præference.
  21. Belly – Super-Connected…jeg havde glædet mig til at høre et gendannet Belly på sidste års Primavera, men blev desværre spist af med en fesen optræden og en konstatering af, at det måske ikke var det væsentligste comeback verden har set, men skidt nu med det, for man kan snildt nyde de perler Belly version 1.0 trakterede os med. Blandt andet denne powerfulde rocker, som jeg har elsket fra første gang jeg hørte den tilbage i 1995.
  22. PJ Harvey – To Bring You My Love…en beskidt og rå blues, som måske ikke er det mest oplagte hit på Harveys mesterværk af samme navn. Men dens slidstyrke er imponerende og efter at have hørt den to gange på hendes 2016-turne, blev dens enorme kvaliteter blot udpenslet endnu tydeligere. Hun lyder så grum og farlig her.
  23. Low – Shame…underspillet og ufatteligt smuk, som den tidlige version af Low altid var. Mimi Parker synger guddommeligt og bakkes op af Alan Sparhawks strålende guitarspil og Zak Sallys monotone bas.
  24. The Softies – Hello Rain…en af de mest indielyserøde regnvejrsballader jeg kender, og det kan muligvis skræmme nogen væk, men det bør det ikke. Det er hyggetristesse af den fineste slags.
  25. Pearl Jam – The Long Road…set i bagklogskabens lys (også selv om bandet naturligvis fortsat er i live), så er den let oversete ep ‘Merkin Ball’ det bedste Pearl Jam har lavet. I fællesskab med Neil Young leverer de den crunchy rocksang ‘I Got Id’ og denne lange, dvælende ballade, hvor Young lige får lejlighed til at hive sit gamle trædeorgel frem. Eller hvad det nu er. Smuk som en øde ørken ved solnedgang.
Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2017

10/08/2019 1 kommentar

2017 er et interessant år i denne sammenhæng, for jeg har forholdsvis mange plader fra det ikke så fjerne år. Der er mange stærke plader og altså en god bunke sange. Derudover er der mange kunstnere og bands, der ikke optræder på så mange af mine øvrige lister, hvilket også gør denne årgang lidt sjovere. Derudover er det bare en møgsolid liste, ligesom det er sjovt at notere sig, at den indeholder ret mange albumåbnere. Eller sådan forekommer det mig i hvert fald. Men nok snak…listetid!

  1. Cloud Nothings – Up to the Surface…med afstand den sang jeg har lyttet mest til de senere år, hvis man spørger mit iTunes-bibliotek og slige steder, og det er egentlig meget forståeligt. Det er catchy og gedigen indierock, med et lille frækt tvist af Coldplay undervejs (lyt til guitarsoloen cirka 2.30 inde). Cloud Nothings var ikke et band jeg overhovedet havde taget notits af før den her, og det var vist bare et impulskøb. Albummet er såmænd heller ikke toppen af noget som helst, men den sang sidder lige i skabet.
  2. Eyelids – Camelot…en rigtig snigerplade, som jeg overhovedet ikke kendte eksistensen af før for et par måneder siden. Det samme gælder bandet – og sangen forstås. Uforfalsket jangly guitarpop skabt af folk med nydelige cv’er – vi taler gutter med tilknytning til The Decemberists, Guided By Voices og Stephen Malkmus & The Jicks – så potentialet er selvsagt i orden. Det er fremragende og bør smelte ethvert powerpophjerte.
  3. Mark Eitzel – An Answer…Eitzel har en del strålende musik på samvittigheden, men ikke desto mindre ramte han mig ekstra hårdt på sit 2017-album. Det er spækket med disse kuldslåede, mørkeblå ballader som Eitzel med den velkendt rustne og fantastiske stemme er så god til at formidle, og ‘An Answer’ hører til toppen af hans værk i mine ører. Wow.
  4. Jason Isbell and the 400 Unit – If We Were Vampires…akustisk lejrbålsballadepotentiale er der til overflod her, men Isbell bliver nok svær at matche, her hvor han er allermest skrøbelig. En topsang fra en af årets bedste plader.
  5. Protomartyr – A Private Understanding…jeg er glad for at jeg købte den her til deres koncert på Loppen dette år, for selv om deres optræden var lidt slatten, var der desto mere at hente på den aktuelle skive. Gloomy quiet-loud-quiet postpunk med bunker af bid og frontmand Joe Caseys intense mumlen, der er lige dele Nick Cave og Matt Berninger. Fremragende er det.
  6. The Black Angels – Currency…mere bid og intensitet på denne forrygende albumåbner. En af årets skarpeste, rene rocksange. Ingen nonsens, bare afsted. Der er sgu ikke mere at sige.
  7. Chastity Belt – Different Now…det her band kom ud af det blå – eller fra en random Spotify-liste, rettere. Jeg vandrede rundt ude i Hareskoven i efteråret 2018 og nød naturen, da denne sang pludselig dukkede op og ødelagde min koncentration. En smittende guitar og en ret vidunderlig midtempo indiepopsang. Ikke det store ståhej, bare en lille perle.
  8. Piano Magic – I Left You Twice, Not Once…afskedssalutten fra et af yndlingsensemblerne her i hytten. Smukt og lidt opgivende, hvilket er helt klassisk Glen Johnson & co. En todelt sang, der først bringer (i det mindste mig) mindelser om The Cures lige så kuldslåede ‘Homesick’, for i de sidste to minutter at slå over i en hjerteskærende outro med lyden af Piano Magics evigt hjemsøgende spøgelser. En mere passende sortie kunne jeg som fan ikke ønske mig.
  9. Luna – Fire in Cairo…jeg elsker Luna, når de spiller andre kunstneres sange. Eller lad os sige jeg elsker Dean Wareham, når han i en eller anden sammenhæng spiller andre kunstneres sange, om det så er New Order/Joy Division, Donovan, Guns N’ Roses, Buffy Saint-Marie eller, som her, The Cure. Lavmælt og smittende. F-I-R-E-I-N-C-A-I-R-O!
  10. Beach Fossils – This Year…endnu et impulsalbumkøb og det var ingen dum ide, for her gemmer sig en gedigen, breezy sommerdvasker. Jangly guitar og lige den skvæt melankoli, der gør en god sommersang.
  11. Elbow – Magnificent (She Says)…en af de tidlige favoritter, kan jeg huske, fra året, og den har holdt sig frisk lige siden. Strålende omkvæd, stilfulde strygere og som altid en stærk vokalpræstation af Guy Garvey.
  12. King Gizzard & The Lizard Wizard – Rattlesnake…jeg indrømmer at jeg var noget skeptisk hvad angik denne australske gøglertrup, men jeg måtte alligevel finde ud af hvad hypen gik ud på. Så mit første møde med dem blev den enerverende ‘Rattlesnake’, der gik lige i benene med det samme. Enerverende og sindssygt catchy – også selv om det trækker ud i næsten otte minutter. Otte korte minutter, imponerende nok.
  13. Molly – Sunshine Seems Important…jeg spillede den her for nylig til en musiksalon med sommer som tema, og den skabte…stort set ingen reaktion fra mine medsalonister. Men fuck dem, jeg synes den er perfekt. Molly er en kærkommen, københavnsk pendant til Hüsker Dü/Sugar/Dinosaur Jr, og den slags kan man ikke få nok af. Jeg kan i hvert fald ikke.
  14. Aldous Harding – Imagining My Man…hun kom lidt snigende, hende Aldous, med al sin excentricitet, underspillethed og sære mimik (sidstnævnte kan man dog ikke høre på pladen), og lige pludselig havde hun gravet sig ind i hjertekulen på mig og min slags. ‘Imagining My Man’ viser hendes enorme vokale evner og skæve kompositoriske sans – jeg elsker når børnekoret af og til bryder ind med et ‘Hey!’.
  15. The Dream Syndicate – Filter Me Through You…2017 præsenterede et overraskende stærkt comeback til paisley underground-pionererne, der også gav en glimrende koncert i København ved samme lejlighed. Det nedtonede åbningsnummer er min favorit fra albummet, der andetsteds dog også leverer simpel og gedigen rockogrul.
  16. Mogwai – Party in the Dark…nok det mest hitorienterede nummer Mogwai nogensinde har lavet, og det klæder dem faktisk ret godt bare at lave en ligeudadlandevejen-fireminutters-radiorocker. Fin plade og fornem koncert i København i efteråret ’17.
  17. Thurston Moore – Cease Fire…apropos ligeudadlandevejenrocker, så leverede Moore også lige en her. Spidsfindigt nok var den ikke på det fysiske vinylalbum, men fulgte med som bonusdownload og tak for det, for det er det bedste nummer på pladen. Som så, ja, ikke er…på pladen. Men ja. En fyrig sag.
  18. Dasher – Soviet…den her husker jeg ikke rigtig hvor kom fra, men muligvis trykkede jeg på en tilfældig YouTube-video og så dukkede denne arrigtrold op. Heldigvis. Den syngende trommeslager Kylee Kimbrough giver den virkelig gas på hele pladen, og hun får skreget hele kadaveret ud på det, der lyder som en opdateret kombi af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’.
  19. Novella – Thun…det purunge London-band leverede en charmerende kejtet optræden i Musikcafeen, der dog sluttede meget brat efter en halv time, da der røg en guitarstreng. Derefter forlod bandet genert scenen og kom ikke igen. Højst aparte, men jeg er jo en venlig og tilgivende mand. Specielt når de er så gode til den krautede dreampop.
  20. Uniform – The Killing of America…denne balstyrigt hidsige sag er ledsaget af en lige så sigende video, der på brutal vis fortæller historien om masseskyderier i USA. Musikken lægger heller ikke fingrene imellem; den lyder som et kraftigt sammenstød mellem Slayer og Ministry. Eller Godflesh. Tunge guitarriffs møder trommemaskiner.
  21. Joan Shelley – We’d Be Home…anderledes (mildest talt) roligt er det, når den yndige Joan Shelley foredrager sine beherskede folksange. Hun er sådan en man godt gad have siddende ved sengekanten og synge godnatviser. Det bliver ærligt talt en anelse kedsommeligt i længden, men i små doser, som her, er det ganske vidunderligt.
  22. L.A. Witch – Drive My Car…masser af rumklang på guitaren og bare derudad. Det er pissefedt, når den californiske trio her ruller sig ud som en art garagerockversion af Mazzy Star.
  23. Sean Rowe – The Very First Snow…han både ligner og lyder som en vildmand, den gode Sean Rowe, men der er masser af hjerte og sårbarhed i hans folksange. Specielt på den vildt smukke ‘The Very First Snow’. Tårekanalerne åbner sig med lethed, når han akkompagnerer sig selv med akustisk guitar og mundharmonika. Helt klassisk, helt enkelt.
  24. Cameron Avery – C’est Toi…dramatisk croonerindiepop fra Avery, der vist lige har været inde over Tame Impala, men ellers mest bare er sig selv. Han leverer lummer sengekantssoul på denne ret lækre sag og en i øvrigt fin debutplade.
  25. Chelsea Wolfe – 16 Psyche…gothfolkmetaldronningen Wolfe har lavet en af årtiets bedste plader, men det er desværre ikke den her, som ikke helt formåede at ramme forgængerens vanvittige niveau. Der er dog lyspunkter…ah ok højdepunkter, for lys er der sgu ikke meget af i hendes univers. Denne er et af dem med sin tunge produktion og guitarlyd og Wolfes velkendte melankolske vokal.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2005

15/07/2019 1 kommentar
  1. Richard Hawley – The Ocean…jeg er en sucker for store croonerballader, og ingen – jeg gentager ingen – laver dem så svulstige og overvældende som Richard Hawley. Manden, der engang var andenpilot i det ligegyldige og forlængst glemte britpopband The Longpigs, og livemusiker hos Pulp, havde gudskelov meget mere i sig, og hans romantiske og lidt old-school balladestil har fejet benene væk under mig ved utallige lejligheder. The Ocean er en af hans allerstørste sange, og det siger fandeme meget. Here comes the wave!
  2. The Montgolfier Brothers – Journey’s End…en af de sange, der enten tester lytterens tålmodighed eller rammer fuldstændig plet, hvis den kommer på det rette tidspunkt. Otte minutter langt, dvælende med lange vokalløse passager. Ingen omkvæd, ingen hooks. Bare et simpelt, repetitivt klaverstykke med enkelte diskrete vokalindslag. Det er guddommeligt eller røvsygt, alt efter præference.
  3. Pernice Brothers – Saddest Quo…der er næppe lavet bedre popsange om flystyrt, togulykker og alverdens ulyksaligheder end den her, men vi har selvfølgelig også med selveste Mr. Doom-and-gloom Joe Pernice at gøre. At han ikke er blevet verdens største (gnavne) popstjerne er en uretfærdighed, men det har jeg vist sagt en million gange. Suk.
  4. kent – Mannen i den vita hatten (16 år senare)vi ska alla en gång dö gentager Jocke Berg ad nauseam sidst i sangen her, og det er en passende sortie for bandet. Ja, jeg ved godt der kom 4-5 plader mere, men for mig sluttede kent her. Det blev for glat derefter, og jeg fangede dem ikke for alvor i sidste halvdel af karrieren. Men sikke en måde at gå ud på – med et mesterværk af et album og nummer.
  5. Kathleen Edwards – Old Time Sake…Edwards var en af 00’ernes stærkeste og mest stabile stemmer på americana-scenen, og den både brovtende og sårbare canuck toppede på den fremragende ‘Back to Me’, der er og var så spækket med gode sange, at det er uretfærdigt at skulle vælge. Min hjerte har dog fra første lyt banket ekstra kraftigt for denne ømme ballade, der hører til den mere sårbare ende af skalaen. Jeg savner Edwards, der har taget en lang pause fra musikbranchen og åbnet en cafe hjemme i Ottawa, men nu er begyndt at røre lidt på sig igen. Jeg håber hun vender tilbage til musikken igen for alvor – og back to me.
  6. The Clientele – Since K Got Over Me…der er hjertesorger galore på Clientele-albummet ‘Strange Geometry’, og ikke mindst på denne vidunderlighed. Smukt klingende guitarspil, Alasdair MacLeans lidt drævende Kermit-stemme og en melodi af den skønneste slags. En ren vinder.
  7. Bloc Party – So Here We Are…har jeg nogensinde hørt andre sange med Bloc Party, spørger jeg mig selv. Og nej, det mindes jeg faktisk ikke. Hvorfor ved jeg ærligt talt ikke, for den her ramte mig som et projektil første gang jeg lyttede til den i sin tid. Der er så meget drive over den, en god løbesang.
  8. Depeche Mode – Precious…den sidste virkelig gode Depeche Mode-single? Det tror jeg – jeg har i hvert fald ikke enorme forventninger til at de leverer på dette niveau igen, men mindre kan måske også gøre det. Stærk melankolsk atmosfære og en fremragende vokalpræstation af Dave Gahan.
  9. Broadcast – America’s Boy…der er også et vidunderligt skramlet drive over dette fortræffelige nummer, sunget så elegant af Trish Keenan. En af de sange, der får mig til at ville elske Broadcast, men de rammer mig af en eller anden grund ikke fuldstændig.
  10. Colder – To the Music…Marc Nguyen Tan aka Colder leverer sådan en art parisisk take på postpunk, der er både steril og yderst dansabel. Denne sang er et oplagt hit for hippe lyttere, der er for cool til at danse. Clouet her er nok et høfligt nik til Joy Divisions ‘Transmission’. Tænker jeg. Den lyder også lidt som Duran Duran.
  11. Low – California…Low har aldrig været oplagt mainstreampotentiale, men denne sang kunne nok have været deres bud på et hit. En helt ligetil rocksang med et stærkt syng-med-omkvæd. Så udadvendte har de vist aldrig været hverken før eller siden. Det klæder dem egentlig godt.
  12. Sun Kil Moon – Ocean Breathes Salty…Mark Kozeleks 2005-output (det var inden han begyndte at udgive en plade om ugen) led kraftigt under at være en gimmick han havde lavet før, og derfor blev resultatet lidt undervældende. Hvor han i 2001 lavede akustiske covers af mindre gennemtærskede AC/DC-sange, gjorde han her nøjagtig det samme med Modest Mouse-ditto. Som sagt lidt på det jævne, men en enkelt sang stikker alligevel ud, nemlig hans meget smukke version af ‘Ocean Breathes Salty’.
  13. Jamie Lidell – Newme…tænk en mere indiecool version af Jamiroquai (Lidell udkom på selveste Warp Records) og du er der omtrent. Han skruer dog mere op for det hele, hvilket munder ud i en hektisk electrospacefunk. Hvis du synes det lyder hæsligt, så tager du fejl. Mine hænder, ben og fødder kan slet ikke holde sig i ro, når jeg hører den her.
  14. Minor Majority – Think I’m Up for You & I…en downtrodden perle fra norske Pål Angelskår. Meget underspillet, meget roligt og meget tænksomt. Stor stemme og et flot, flot strygerarrangement.
  15. Nada Surf – What Is Your Secret…endnu en bittersød øregnaver fra et af årtusindets bedste og mest konstante bands. Matthew Caws og hans brave svende har lavet den sang tusind gange, men den er fandeme god – hver gang. Ikke så meget pis.
  16. Magnolia Electric Co. – Hard to Love a Man…fra en af årets bedste plader (jeg rangerer den passende betitlede ‘What Comes After the Blues’ lige efter kent og Kathleen Edwards) kommer denne morose (er det et ord?) ballade, så nænsomt fremført af Jason Molina og Jennie Benford. It was hard to love a man like you/goodbye was half the words you knew. Åh, hvor jeg dog savner Jason Molina.
  17. Damien Jurado – Big Decision…en vidunderligt atmosfæremættet sang fra en af Jurados måske lidt oversete plader (den i øvrigt fremragende ‘On My Way to Absence’). Skæve klavertoner, strygere, guitar og diverse lydeffekter og spoken words-bidder kastet sammen til en smuk, formfuldendt helhed.
  18. Editors – Munich…en pragtfuld, medrivende sang fra Birminghams Interpol. Hvis nogen fandt på at lave en quiz med Interpol- og Editors-sange ville jeg relativt ofte gætte forkert på hvem der er hvem. Men det er sådan set ligegyldigt – sangen her er fremragende.
  19. M83 – Don’t Save Us From the Flames…to franske bands/projekter på samme årsliste? Det hører til sjældenhederne. Men fortjent nok i dette tilfælde. Jeg har ikke fulgt M83 tæt overhovedet, men denne hektiske og let støjende shoegazehurtigløber ramte plet første gang jeg hørte den. Den fungerer stadig fremragende.
  20. Laura Cantrell – 14th Street…jeg var lige ved at sortere denne sang fra i udvælgelsesprocessen, men jeg kunne simpelthen ikke stå for Cantrells søde stemme. Og så er det bare en nuttet countrypopsang. Jeg har lidt en svaghed for disse søde countrystemmer, som sidder på for eksempel Cantrell og ligesindede Tift Merritt. De er aldeles smittende.
  21. Ryan Adams & The Cardinals – Meadowlake Street…ikke umiddelbart det mest oplagte hit fra de tre plader Adams udsendte dette år, men den begyndte på et tidspunkt at gnave sig ind i min hjernebark, og der er den blevet siddende. Storartet afslutning på den ellers stilfærdige sang, hvor der gives mere los.
  22. Bright Eyes – Lua…helt ærligt: jeg kan bedre lide den her i en senere udgave med Gillian Welch og Conor Oberst selv, og det skyldes nok mest Welch, men ret skal være ret – originalforlægget er faktisk temmelig godt. Nedpillet og skrøbelig som aldrig før foredrager Oberst om livets skyggesider. Ja, det er sgu ret smukt på sin egen beskidte facon.
  23. Akron/Family – I’ll Be on the Water…kan du huske den der bølge af weird folk eller freak folk eller whatever, der skyllede ind over land i starten og midten af 00’erne? Den var pænt anstrengende set i bagklogskabens lys. Det gælder også Akron/Family, der da var et festligt live-indslag, når de spillede på frugt og dansede rundt på gulvet, mens publikum havnede op på scenen. Men hold kæft, hvor var det gøglet. Jeg vil dog være rimelig og anerkende, at de faktisk skrev en hæderlig sang af og til, for eksempel den her. Som heller ikke er så gøglet endda. Lidt spacey, men ret spiselig. Den kan jeg stadig holde ud.
  24. Piano Magic – Disaffected…en skøn, melankolsk synthpopsang, der faktisk godt kunne have en god portion mainstreamappel, omend det aldrig rigtig er tilfaldet formidable Piano Magic. Ok, sangens længde på den lange side af syv minutter taler også lidt imod, men måske på en dunkel indiepopclub så. I hvert fald elsker jeg Angéle David-Guillous lyse vokal og det klassiske, lyriske Piano Magic-mismod. Anything can happen in life/especially nothing/mainly nothing.
  25. Edith Frost – A Mirage…en rigtig tåreperser fra fru/frøken Frost i bedste Patsy Cline-stil. En skæv countryvals af den fineste slags. When the last boy I kissed/Left me alone and free/Oh, if only I could have predicted/What a lonely old world it would be. 
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1997

31/05/2019 2 kommentarer

Det er sørme ved at være på tide med en liste igen, ikke sandt? Den kommer så her.

  1. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space…titelnummeret fra bandets ikoniske album, er et af den slags der kan få enhver følsom indiehan/hun/hen til at vræle. Især i denne version med gospelkor, Presley-plankning og hele svineriet. Rimelig vildt at et så repetitivt nummer kan have den effekt.
  2. The Dandy Warhols – Boys Better…no-nonsense rockmusik, der bare beder om at blive skruet helt op…for. Ingen dikkedarer.
  3. Radiohead – Let Down…kongenummerET på den der plade, som ingen gider høre længere (eller, jeg gør i hvert fald ikke), fordi den er så slidt. Men hold da op for en sang ‘Let Down’ stadig er. Udødelig klassiker.
  4. Mogwai – Helicon 1…nu vi følsomme indietyper er i gang med at vræle, så fortsætter tuderiet på dette guddommelige nummer, der altid – og jeg mener ALTID – bør være at finde på en Mogwai-sætliste. Ellers bliver jeg sur. Det er verdens bedste liveoplevelse hver gang. Jeg under enhver at blive blæst bagover og overvældet af dette nummer live mindst en gang i deres liv. Så smukt.
  5. Nick Cave & The Bad Seeds – (Are You) the One That I’ve Been Waiting For?…jeg læste engang en kommentar på et musikforum, hvor en indigneret Cave-fan skrev, at ‘The Boatman’s Call’ og ‘No More Shall We Part’ er Cave-plader for folk der ikke kan lide Nick Cave. Det grinede jeg meget af ved den lejlighed, men jeg tror måske vedkommende havde ret. Jeg gider i hvert fald ikke ret meget Nick Cave fra før 1990 – jeg vil bare have de klæge ballader fra de sidste 20 år. Den her er en af de allerbedste. Han synger pissegodt her. Smukt og indfølt.
  6. Dubstar – No More Talk…jeg er i bund og grund ligeglad med Dubstar (det er der vist en del der både er og var), men de lavede to-tre fuldstændigt geniale synthpopsange i slut- og midthalvfemserne. Denne er en af dem. Jeg blev engang snydt til en musikquiz, hvor vi hørte introen til hvad jeg troede var ‘No More Talk’, og så var det bare fucking ‘Owner of a Lonely Heart’ med Yes. Pæn lang næse til Morten dér.
  7. Bardo Pond – Tommy Gun Angel…jeg snublede engang over en hjemmelavet (formoder jeg) video til denne sang, der viste alskens paddehatteskyer og andre atomare afskyeligheder. Det var usædvanligt velvalgt bagtæppe til dette monstrum af en sang, der slæber sig afsted i et virvar af støj og guitarfeedback. Det er ikke meget af en sang, men det er denondelyneme fedt.
  8. Whiskeytown – Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight…muligvis den første Ryan Adams-relaterede sang jeg hørte? Jeg er dog langt fra sikker, men hvad jeg er sikker på er, at jeg elsker den. Højt. En rigtig knoldesparkersang. Fedt, desuden, at Alejandro Escovedo lige kommer ind fra venstre og synger et vers.
  9. Labradford – S…apropos ikke ret meget en sang, så er her endnu en. Ren atmosfære. En støvet, men samtidig kold westernstemning, der breder sig over prærien. Vildt smukt. Ingen vokal – den slags gør Labradford sig vist ikke rigtig i.
  10. Grant McLennan – In Your Bright Ray…endnu en af McLennans fantastisk smukke, anonyme popsange. Helt vildt, så god han var til at vride de hjerteskærende melodier ud af ærmet.
  11. Apollo 440 – Pain in Any Language…et horrorshow af lidelse og smerte bliver over otteogethalvt minutter krænget ud af gæstevokalist Billy Mackenzies vibrerende stemme og sjæl, og det er næsten ikke til at holde ud. ‘It’s insane in any language‘, brøler han desperat, mens det musikalske bagtæppe kollapser under ham. En vanvittig sang. En ubærlig sang. Man skal vist være i det rette lune når man hører den.
  12. Steve Wynn – This Strange Effect…hvilken effekt det er, ved jeg ikke, men guitaren virker på øh ja, mest effektive vis på dette cover af et Ray Davies-via-Dave Berry-nummer. (Hedder det måske en flanger? Vibrato?)
  13. Deftones – My Own Summer (Shove It)…Chino Moreno hvisker og tisker, så råber han ‘Shove it! Shove it! Shove it!‘ – og så hvisker og tisker han igen. Det lyder helt ærligt lidt fjollet, når jeg skriver det, men resultatet er usædvanligt vellykket. Jeg chattede engang med en (ja, det var tider) der kaldte det aggressiv melankoli. Det er en glimrende beskrivelse.
  14. Nikolaj Nørlund – Indre by…jeg elsker altid at høre starten af denne sang, for guitaren er helt fremme i lydbilledet og står knivskarpt. Nørlunds største moment – uden tvivl.
  15. Foo Fighters – Everlong…Dave Grohls største moment – uden tvivl. En ret perfekt singalongrocksang, der har lige den bid melankoli i sig, at jeg falder for den. Strålende drive, strålende omkvæd.
  16.  Hurricane #1 – Step Into My World…lige efter Andy Bell havde forladt Ride og lige inden han trådte ind i Oasis, dannede han Hurricane #1. Jeg husker ikke bandet som nogen stor oplevelse sådan i almindelighed, men de nåede dog at smide denne evergreen af en epic rocksang i hovedet på lytterne. Det er rigeligt fint til mig. Alt er stort her; lyden, verset, broen, guitarsoloen. Ret nice.
  17. Lovebites – Wedding Dress…jeg tror måske mange glemmer, at Lovebites lavede en lille indiepopperle med ‘Nothing But Joy’, og det er sørendanseme en skam. Proppet med gode sange, hvoraf denne vemodige ballade, sunget uimodståeligt af salig Solveig Sandnes, er den stærkeste.
  18. Sally Timms – Drunk by Noon…jeg synes vist nok at Sally Timms er det bedste ved folkpunkfjollerterne i The Mekons, for hun synger formidabelt – også på dette vidunderlige Handsome Family-cover. ‘If my life lasted only one day/I’d still be drunk by noon‘. Skål!
  19. Teenage Fanclub – Ain’t That Enough…her sprang verdens bedste band virkelig virkelig ud som Skotlands The Byrds, og de der vokalharmonier sidder naturligvis lige hvor de skal. ‘Here is a sunrise/ain’t that enough?‘ Voksen mands guitarpop fra øverste hylde – som altid.
  20. Yo La Tengo – Deeper Into Movies…verdens andet bedste band (ikke at forveksle med andetbedste band) med et deep track fra et af diskografiens hovedværker. Jeg kan egentlig ikke helt forklare hvorfor jeg elsker dette nummer højere end mere oplagte hits som ‘Sugarcube’, ‘Stockholm Syndrome’ og ‘Autumn Sweater’, men der er noget sært appellerende ved den fuzzy lyd og vokalen der næsten drukner i virvaret, trods dens åbenlyse forsøg på at komme igennem laget af effekter. Det er bare en stor, shoegazey sang.
  21. The Jayhawks – Trouble…måske den bedste Jayhawks-sang fra perioderne uden Mark Olson. En smuk, yndefuld ballade sunget så klart og stærkt af Gary Louris tilsat flot korarbejde af Karen Grotberg. ‘It’s better than being alone/It’s better than being alone‘.
  22. Depeche Mode – Home…på mærkværdig vis ender Martin Gores halvfesne ballader altid med at være (nogle af) de bedste sange på Depeche Modes plader: Fra ‘Somebody’ til ‘One Caress’ og her altså ‘Home’. Nej, der er egentlig intet fesent ved de sange – de er smukke og meget karakteristisk Martin Gore, og faktisk et meget godt modstykke til Dave Gahans mere glatte rockstjernemanerer.
  23. Morrissey – Alma Matters…en stor sang fra perioden, hvor Moz’ stjerne ellers lå godt pakket væk. I nederste skuffe. I en kommode. Skubbet ind i en glemt krog. Hvem fanden tænker på ‘Maladjusted’ som en stor Morrissey-plade? Jeg gør ikke (jeg har heller aldrig hørt den). Men singlen her holder bedre end de fleste – selv om den lyder som, ja, de fleste.
  24. James – She’s a Star…James var og er sådan et sært, engelsk fænomen. De har aldrig rigtig været en del af superligaen internationalt set, men hjemme i det trygge England har de vist altid haft et ok stort navn. De er også et lidt anonymt band, men det kan lige så vel skyldes navnet. I en verden af Dodgy’er og Travis’er, hvem bider så mærke i James? Hmm…det var vist et par dumme eksempler. Nåmen, ‘She’s a Star’ er en gedigen sang, og var i 1997 et godt supplement til Suede, som jeg var på nippet til at løbe lidt sur i.
  25. The Sundays – Summertime…apropos gedigne sange: En sommerbasker af de helt store, og et eksempel på at Harriet Wheeler kunne slippe godt fra at synge hvad som helst. Eller, det kunne hun så ikke, for deres plader er i mine ører lidt so-so, men når de rammer plet (som her), så rammes der virkelig plet.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2001

2001 var og er et af de bedste musikår i dette årtusinde, hvis man (læs: jeg) graver lidt i min egen musiksamling. Det har jeg allerede gjort opmærksom på tidligere, da jeg tog albumåret under særlig behandling. Men i denne klamamse skal det handle om de bedste sange fra året. Og – til ingens overraskelse – de var gode. Listen har ligget og modnet længe, og har fået utallige gennemlytninger, så jeg kan med sindsro anbefale den. Hey ho, let’s go!

  1. Weezer – O Girlfriend…de valgte simpelthen at gemme den perfekte powerpopballade til sidste track på tredie album, de lømler i Weezer. Og så endda på et album, der ikke helt kan matche de to første pragtudspil, men det er jo ligegyldigt her. Som sagt, den perfekte powerpopballade.
  2. Gillian Welch – Everything Is Free…jeg har altid fundet det lidt besynderligt, at en old-timer-kunstner som Welch lige smækker sådan en Napster-inspireret sang som den her afsted. Men det gør hun og den er så utrolig smuk. “I can get a straight job/I’ve done it before/Never minded working hard/It’s who I’m working for”
  3. Pernice Brothers – She Heightened Everything…manden der mestrer den vidunderligt bitre, bittersøde popsang – det er Joe Pernice i dette tilfælde – har sjældent mestret den bedre end på denne lille diamant af en guitarpophjerteknuser. Fra den noget nær perfekte plade ‘The World Won’t End’. “Keep loving me to death”.
  4. Ash – Shining Light…mere powerpopvidunderlighed fra de nordirske teenagehelte. Bevares, de var ikke teens længere på dette tidspunkt, og så alligevel…Ash vil for mig altid være et teenageband. Den her er en sand evergreen.
  5. dEUS – Nothing Really Ends…de belgiske originaler var så småt ved at smutte ud af mit vue på dette tidspunkt. Bevares, de vendte tilbage igen, for så atter at forsvinde lidt, men denne smukke sang nåede jeg heldigvis lige at få med. En overraskende køn ballade med en smule tango-inspiration? dEUS er stadig noget af det fineste der er kommet ud af Belgien, selv om min interesse som nævnt er fadet lidt gennem årene.
  6. The Divine Comedy – Mastermind…jeg har vist sagt noget lignende før, men Neil Hannon bliver ved med at spytte gode sange ud, jeg har bare en tendens til at opdage det med 10-15 års forsinkelse. Således gælder det også for klaverballaden her med blandt andet de udødelige linier “Every nose is a vacuum cleaner/in the loved-up London arena”.
  7. New Order – Crystal…det store comeback for New Order. Indrømmet, jeg er aldrig blevet synderligt begejstret for albummet (‘Get Ready’), men denne sang er fantastisk. Alle knap syv minutter af den. Gedigent guitarspil og et formidabelt drive.
  8. Lucinda Williams – Lonely Girls…denne akustiske petitesse er utroligt nok den bedste sang på ‘Essence’. Det er ret imponerende, for ‘Essence’ er et fuldblods mesterværk i mine ører, og den bedste plade overhovedet fra det år, så at en lille undselig sang som denne står så stærkt i mine ører, er lidt besynderligt. Men jeg bliver simpelthen så rørt og græder med Lucinda hver gang hun krænger sit hjerte ud med de kuldslåede ord “I oughtta know about lonely girls”. Mesterværk. Mestersang.
  9. Ed Harcourt – She Fell Into My Arms…hypen var stor omkring Harcourt i disse år, og på mange måder også berettiget, men det var som om han stille og roligt gled ud i glemslen over de næste par år. Ærgerligt nok. Det tager dog intet fra den fine, fine debutplade, og denne skamløst vidunderlige popschlager. Helt uimodståelig. Stadigvæk.
  10. Hayden – Dynamite Walls…mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for Hayden, den lidt oversete canadiske sangskriver, og hans både rå og følsomme stemme. Hans evner udi sangskrivningen fejler absolut heller intet, og en af hans største præstationer er den langsomt opbyggede ‘Dynamite Walls’, der vokser sig stor og intens fra et meget behersket udgangspunkt. Fra hans, måske, bedste plade ‘Skyscraper National Park’.
  11. Kristofer Åström – All Lovers Hell…videoen til den her blev gudhjælpemig vist på MTV i sin tid, det var vist nok sådan jeg opdagede Åström og hans sprøde stemme og akustiske guitar. En vidunderlig sang med et lidt melankolsk drive og nogle dejlige strygere.
  12. Love Shop – Alle har en drøm at befri…det var kærlighed ved første lyt, da jeg lyttede til ‘Anti’ første gang – og dermed blev udsat for denne fantastiske sang, en af Love Shops allerbedste. Hilmer Hassigs drømmende guitartoner er ligesom på bandets andet store mesterværk ‘En nat bliver det sommer’, sådan nogle der bare gerne må fortsætte i en uendelighed. Desuden minder sangen mig en del om Suedes ‘Europe Is Our Playground’, og det er dælme ingen skam.
  13. Mogwai – Take Me Somewhere Nice…vi bliver i det episke og storslåede hjørne med et af Mogwais blide og yndefulde numre. Jeg har altså en svaghed for langsomme, orkestrale ballader og den her rammer bulls eye på alle tre parametre.
  14. Elbow – Red…den første Elbow-sang jeg faldt for og nok stadig min yndling. Klaverspillet kan godt bringe minder frem om Coldplay, der dukkede op nogenlunde samtidig, men Elbow har dog altid haft mere kant og drama end de ellers også fine megastjerner. Og så har Guy Garvey jo den her strålende vokal, der er lige dele Peter Gabriel og Mark Hollis.
  15. Low – Sunflower…sådan en sang, der fik mig til at stoppe op og bare lytte. Og vræle lidt. Den startede en mangeårig Low-craze for mig, og ja…helt ærligt, jeg har lyttet til den sang til hudløshed både på plade og til talrige koncerter, men jeg holder stadig meget af den.
  16. Snow Patrol – When It’s All Over We Still Have to Clear Up…jeg mener at Snow Patrol var et af de uendeligt mange navne der blev namedroppet i en uendelig lang tråd på Gaffas daværende musikforum omkring årtusindskiftet, hvor en masse indieheads flokkedes og senere samledes i diverse musikfora. Jeg gav i hvert fald denne sang et kraftigt lyt dengang, og elskede dens bitre lyrik og passivt-aggressive quiet-loud-quiet-arrangement. Både bitterhed og arrangement holder stadig.
  17. Sophie Zelmani – Oh Dear…igen en af de sange jeg vidste jeg ville elske, efter at have hørt de spæde akustiske introtoner. ‘Oh Dear’ kravler lavmælt afsted i over syv minutter med overvejende akustisk guitar, klaver og Zelmanis vidunderlige stemme. Den er lige til at kramme. Sangen. Og stemmen.
  18. Ryan Adams – When the Stars Go Blue…der er mange stærke sange på ‘Gold’, men jeg endte altså med den mest oplagte hitballade. Det er fandeme også en god sang, og Ryan synger som en engel.
  19. The American Analog Set – We’re Computerizing and We Just Don’t Need You Anymore…vel nok den mest sigende titel på listen, og så behøver jeg groft sagt ikke skrive mere. Det gør jeg selvfølgelig alligevel, bare for at sige at det her går langsomt. Meget langsomt. Og den minder mig altid om 10CC’s ‘I’m Not in Love’, der også har den her distancerede, drømmenederen vibe. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.
  20. Sparklehorse – Eyepennies…også her går det utroligt langsomt, når Mark Linkous og Polly Jean Harvey danner fælles front i en smuktrist ballade. Ja. Der løb jeg tør for ord.
  21. The Zephyrs – Setting Sun…storslået samarbejde mellem de skotske altcountry-dreampoppers og shoegaze-dronningen Rachel Goswell, der nærmest aldrig har lydt bedre. Hvilket er en helt absurd bemærkning med hendes tidligere bedrifter i tankerne. Ikke desto mindre en bemærkning der tangerer sandheden. Sangen her er så luftig at den svæver helt væk – den er lige til at tude over.
  22. Black Rebel Motorcycle Club – Awake…jeg indrømmer: jeg kom aldrig rigtig videre end debuten, men den er sørendanseme også stadig brølstærk. Proppet med gode, feedbackificerede rocksange, og ‘Awake’ er bare en af dem. Den bedste af dem, da jeg lavede listen.
  23. The Lucksmiths – All the Recipes I’ve Ever Ruined…underskøn pianoballade fra de fænomenale australske ordsmede, som ofte er lidt tongue-in-cheek, men her er det fuldblods melankoli der er i højsædet. Så trist, så smukt. Og er det en obo-solo der hen mod slutningen?
  24. Nick Cave & The Bad Seeds – Hallelujah…’No More Shall We Part’ er med afstand min yndlingsplade med Cave, og det skyldes blandt andet at McGarrigle-søstrene af og til popper op med nogle himmelske harmonier. Som for eksempel på højdepunktet her, hvor deres stemmer får lov at stå alene de sidste 30 sekunder. Det er vidunderligt. Det er sangen som helhed også. Selvfølgelig.
  25. Pedro the Lion – Criticism as Inspiration…klassisk, langstrakt slow burner fra David Bazan. Det er i de momenter jeg synes han er bedst, der hvor han giver sig selv lov til at strække kompositionerne ud i lange, opbyggelige forløb.
Kategorier:Musik Tags: , ,

Eyelids

Der er ikke mange fordele ved at ligge syg med influenza. En jeg dog kan komme ihu er den, at man kan ligge i sin seng og lytte til musik dagen lang, mens man hænger ud på de sociale medier. Og så gik det hverken værre eller bedre end at kombinationen af de to ting i dag førte mig i favnen på den pragtfulde Portland-kvintet Eyelids. Et opslag på R.E.M.s Facebook-side førte mig uforvarende på sporet af bandet, der består af en flok af byens undergrundsveteraner, der også huserer i bands som Guided By Voices, The Decemberists og Stephen Malkmus & The Jicks, så det er folk der kan deres kram. Og deres kram er den gode, gedigne jangly powerpop. Der er eftersigende en plade på vej, produceret af Peter Buck (deraf forbindelsen til R.E.M.), og der er for få dage siden sluppet en single ud i verden med to perler. Hør dem her.

Lyt endelig også til 2017-albummet Or, som jeg har råhørt i dag. En sand guldåre – bare start fra begyndelsen.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Revenge of The Mekons

24/01/2019 2 kommentarer

“Dannet i foråret 1978 i Leeds. Deres musik er primitiv gør-det-selv rock. De kan somme tider minde lidt om Gang of Four, som også stammer fra Leeds.”

Omtrent så kortfattet er opslaget om The Mekons i ‘Politikens Rock Nu’ fra 1983, men det er hvad jeg må ty til, thi bandet er gledet ud af de senere udgaver af Politikens Rockleksikon. The Mekons var oprindeligt tænkt som et kunstprojekt stablet på benene af en flok kunststuderende, og udpræget ekvilibristisk kan man heller ikke beskylde dem for at håndtere musikinstrumenterne, men det har som bekendt aldrig været nogen hindring for at danne et band.

For nu at komme sagen lidt nærmere, så overværede jeg for et par år eller tre siden en visning af dokumentaren om bandet, ‘Revenge of The Mekons’. En afsindigt underholdende affære om et herligt excentrisk orkester (se traileren her) og jeg gav mig livligt ud i at lytte til et par af bandets plader, som jeg har fået samlet op igennem årene – og, helt ærligt, jeg fangede dem sgu ikke rigtigt. Jeg har prøvet et par gange siden, men der er ikke så meget at gøre, selv om deres pilskæve blanding af folk, country og punk egentlig burde tiltale mig.

Alligevel ærgrer det mig gevaldigt, at jeg er forhindret i at opleve dem, når de rammer København den 9. april, for så ofte er bandet desværre ikke hertillands. Jeg forestiller mig at de er et festfyrværkeri på scenen, og jeg vil anbefale enhver nysgerrig sjæl at opsøge den koncert, uanset om man er hooked på deres musik eller ej.

The Mekons spiller på ALICE den 9.april. Se mere her.