Lytteaften folk-tema (19.3.18)
- Woody Guthrie – Train Breakdown (Michael)
- Bob Dylan – Love Minus Zero/No Limit (Bo)
- Denis Leary – Traditional Irish Folk Song (Morten)
- Stig Møller – People They Don’t Know (Michael)
- Los Lobos – Down Where the Drunkards Roll (Bo)
- Jolie Holland – Old Fashioned Morphine (Morten)
- Allan Olsen – Balladen om TTT (Michael)
- Crosby, Stills, Nash & Young – Teach Your Children (Bo)
- Judy Collins – Pretty Polly (Morten)
- Phil Ochs – Bracero (Michael)
- Paul Simon – Slip Slidin’ Away (Bo)
- Okkervil River – A Girl in Port (Morten)
- Tim Buckley – Morning Glory (Michael)
- Oscar Isaac & Marcus Mumford – Fare Thee Well (Dink’s Song) (Bo)
- The Walkabouts – Train Leaves at Eight (Morten)
- Bert Jansch – Needle of Death (Michael)
- Fleet Foxes – Sun It Rises (Bo)
- Vetiver – Sleep a Million Years (Morten)
Lytteaften 2017-tema (26.2.18)
- Protomartyr – A Private Understanding (Relatives in Descent, Morten)
- Peter Perrett – An Epic Story (How the West Was Won, Michael)
- KHAN – As We Wait (Tsunami, Bo)
- The Black Angels – Currency (Death Song, Morten)
- Rancid – Telegraph Avenue (Trouble Maker, Michael)
- Drake – Passionfruit (More Life, Bo)
- Aldous Harding – Horizon (Party, Morten)
- Velvet Volume – Leap Into Heaven (Look! Look! Look!, Michael)
- Peter Sommer – Skønne spildte kræfter (Skønne spildte kræfter, Bo)
- L.A. Witch – Drive Your Car (L.A. Witch, Morten)
- Thundercat – Lava Lamp (Drunk, Michael)
- Feist – Get Not High, Get Not Low (Pleasure, Bo)
- King Gizzard and the Lizard Wizzard – Rattlesnake (Flying Microtonal Banana, Morten)
- Kim Larsen – Vinternat (Øst for Vesterled, Michael)
- Arcade Fire – Electric Blue (Everything Now, Bo)
- Mavis Staples – Ain’t No Doubt About It (If All I Was Was Black, Morten)
- Dicte + Hempler – Practice Makes Perfect (Uppers, Michael)*
- Bisse – Bjælkehuset (19.6.87, Bo)
*ikke tilgængelig på tuben.
J
Det er edderrådme længe siden jeg har leget alfabetleg, godt og vel tre år siden, faktisk. Dengang forlod jeg legen ved bogstavet i, så hvorfor ikke tage tråden op her med bogstavet j?
J står for Jane’s Addiction. Det er søndag morgen – ja, de virkelig friske vil nok påstå at det er formiddag, men det er bare detaljerytteri. Det væsentlige er, at jeg sidder her med søndagsteen ved mit spisebord og løber hen over min pladesamling, da det går op for mig at jeg har en ubændig lyst til at rocke, så Perry Farrell og hans kohorter får lov at åbne j-sektionen. ‘Mountain Song’ er en af de bedste sange jeg kender med det ensemble, og den lever glimrende op til rocke-kravet. (Nothing’s Shocking, 1988).
J står for Jenny and Johnny. Aka Jenny Lewis og hendes mindre gode halvdel, Johnathan Rice. Parret gik engang i starten af årtiet sammen om at lave en lille, ukompliceret powerpopplade, der lød som…ja, lige nøjagtig det. En parentes, men en sjov parentes, takket være oplagte hits som ‘Scissor Runner’ og den her, ‘Big Wave’. Således er også søndagspowerpoplysten stillet. (I’m Having Fun Now, 2010).
J står for Jóhann Jóhannsson. Og her bliver det ærligt talt temmelig tragisk, for som opmærksomme lyttere og læsere nok har bemærket, så mistede verden den islandske komponist for et par uger siden, blot 48 år gammel. Dødsårsagen er fortsat ukendt – man ved blot, at han blev fundet død i sin lejlighed i Berlin. Jóhannsson nåede heldigvis at berige sine fans (som i den grad inkluderer undertegnede) med de smukkeste toner – og rigtig mange af dem. En af de personlige favoritter er denne underskønne sag fra Max Kestners dokumentarfilm (Copenhagen Dreams, 2012).
Årets plader 2017
Jeg begyndte at købe nye plader igen i 2017. I hvert fald føles det som om der kom flere nye udgivelser ind i forhold til tidligere år, til trods for at jeg overordnet set har købt væsentligt færre plader i årets løb. Jeg ved ikke hvad det skyldes – måske at jeg er blevet lidt træt af at gå og snuse i støvede cd- og vinylbunker, måske at jeg bare haft lyst til at være lidt mere…øøøh kontemporær? Hvoromaltinger, jeg har fået lyttet mere grundigt til de plader jeg har købt, og det har egentlig været meget rart at rende her og der og lytte ordentligt til musikken. Ti af de albums jeg har lyttet flittigst og fornøjeligst til, ser du herover. Du slipper ikke for en stribe ord om dem herunder, hvor de er sat op alfabetisk og ikke-rangeret – med mindre, naturligvis, du springer ordene over, og hopper direkte til Spotify-listen i bunden af posten. I så fald skal du hoppe nu.
- The Black Angels – Death Song…udover et fikst ordspil og Velvet Underground-reference, viste pladen her sig at være ganske fortræffelig. Måske den bedste regulære rockplade jeg hørte i år? Åbneren ‘Currency’ er samtidig en af årets store hitsange i min verden, og en fornem måde at suge mig ind på.
- Dasher – Sodium…den syngende, eller nok nærmere skrigende, trommeslager Kylee Kimbrough og hendes tro svende leverer på debutpladen “a murderous mix of garage-rock grime, fuzz-punk overdrive, and black-metal-schooled howls“, ifølge Pitchfork. Det skal nok passe. Bandet leverer i hvert fald en arrigtrold af en plade, der på en eller anden facon fandt frem til mit ellers så bløde og blide hjerte. Men det er også nemt nok, når man som på den fantastiske ‘Soviet’ lyder som en opdateret blanding af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’. Bam!
- Mark Eitzel – Hey Mr Ferryman…det er ret stærkt, at man som kunstner – årtier inde i sin fornemme karriere – lige smider et af sine største værker på banen. Det er, føler jeg, hvad Mark Eitzel gjorde i 2017 med denne strålende plade. Med Bernard Butler i producerstolen skabte han en vrissen og smertefuld omgang, der kastede en håndfuld af hans bedste sange af sig, og det er sgu ikke så lidt af en bedrift. En af dem, den kuldegysende smukke ‘An Answer’, hører til blandt de sange, der har ramt mig hårdest i år.
- Aldous Harding – Party…hun er virkelig sær, Aldous Harding. Allermest når hun befinder sig på en scene, og laver de mest besynderlige grimasser, som hun blandt andet gjorde ved en formidabel koncert i Jazzhouse. Hendes særheder tones lidt ned på plade, men det bliver hun ikke mindre dragende af. Hendes 2017-skive var årets sniger, som den i al ubemærkethed listede sig ind i hjernebarken på mig. Hvis du gerne vil høre Kate Bush-møder-stemningen-fra-PJ Harveys-White Chalk-album, så er det den her plade du skal lytte til.
- Jason Isbell and the 400 Unit – The Nashville Sound…en poleret og ret lige-ud-ad-landevejen-countryrock bød Isbell og hans genfundne band på i år, og det er sådan set ikke anderledes end det plejer. Det er heldigvis fuldkommen ligegyldigt, når sangene er så gode som de er her. ‘If We Were Vampires’ må være årets lejrbålsballade.
- King Gizzard & The Lizard Wizard – Flying Microtonal Banana…en flok australske gøglere, der laver tre-fire plader om året. Det er omtrent hvad dette fjoget betitlede band består af. Jeg har aldrig dyrket dem før (nævnte fjogede navn har skræmt mig lidt væk) og jeg har indtryk af, at man overhovedet ikke kan regne med at de lyder sådan her på deres øvrige plader. Derfor tøver jeg også lidt med at gå videre i diskografien. ‘Rattlesnake’ får dog virkelig mine ben til at spjætte. Helt uhæmmet. Og resten af pladen bobler og syder på samme vis. Underligt band. Underlig plade. Jeg kan lide det.
- Thurston Moore – Rock N Roll Consciousness…han holder imponerende nok fortsat niveau, Moore. Hans forrige var en af mine favoritter, da den kom for et par år siden, og den her er omtrent lige så stærk, omend sangene er en smule mere langstrakte. Det skader ikke. ‘Cease Fire’ (som, skal det nævnes, ikke er med på vinyludgivelsen som jeg ejer, men som bonus-download) er lidt af et missil. Ironisk nok.
- Novella – Change of State…krautdreampop fra det unge engelske band, der efter en virkelig fin debut, løftede niveauet yderligere her på den nemme toer. Her er fortsat spor af Stereolab, Broadcast og Lush, men jeg synes egentlig de har fundet sig en fornem lille niche. Jeg anbefaler på det varmeste sangen ‘Thun’, der er så fremragende bygget op. Jeg anbefaler på det varmeste pladen. Og jeg anbefaler på det varmeste bandet at medbringe ekstra guitarstrenge, så de ikke må afbryde koncerten utidigt, som det skete i Huset for et par år siden 😉
- Protomartyr – Relatives in Descent…et band, jeg har hørt fantastiske ting om i et par år, men albummet her, og deres koncert på Loppen, var mit første møde med dem. Koncerten var på det jævne, men pladen er heldigvis fremragende. Mørk og kantet postpunk, der ind imellem formår at eksplodere ud af nærmest ingenting. Lyt bare til åbneren ‘A Private Understanding’.
- Slowdive – Slowdive…et yderst imødeset comeback fra et af mine yndlingsbands, men også et af de bands jeg ikke nåede at fange i dets første levetid. Glædeligvis holder pladen højt og solidt niveau, og deres optræden i Koncerthuset var himmelsk. Jeg er lykkelig over at have Slowdive tilbage, og at de er i så fin form, efter mere end tyve års (plade)fravær, er blot en ekstra bonus.