Primavera Sound 2022

Der er nu gået otte dage siden jeg forlod årets udgave af Primavera Sound i Barcelona. Én dag siden jeg vendte tilbage fra min togtur rundt i Europa. Ergo er det på tide at evaluere oplevelsen. Var det en god festival? Var den ventetiden, den lange laaaange ventetid, værd? Ja.

Vi købte billetterne for to år siden, i foråret 2020, i håbet om at verden ville være et bedre sted i foråret 2021. Det var verden muligvis, men som bekendt ikke helt godt nok et sted til at festivalen kunne afvikles. Så tålmodigheden blev sat på prøve et år mere. Jeg har tænkt meget på den festival i det år. Fulgt diverse festival-fora. Læst hver en kommentar om facts og gætterier (tror jeg nok).

Programmet blev offentliggjort allerede i forsommeren 2021, så der var rimelig god tid til at lytte til de mange kunstnere. Nogle blev siden tilføjet, andre forsvandt (heriblandt desværre Massive Attack, Om og, med en dags varsel, Bikini Kill). Skår i glæden, omend små skår, det bugnende program taget i betragtning. Trods alt.

Det var dog lidt af en glædens dag, da vi onsdag den 1. juni kunne drage mod Poble Espanyol, det hyggelige frilandsmuseum-lignende venue lidt oppe af Montjuich-bjerget. Her skulle der nemlig være opvarmning til selve festivalen, med fine navne som de purunge punktøser The Linda Lindas og hypede Wet Leg. Well, der var andre der havde glædet sig til den dag, hvilket skabte pænt kaotiske tilstande udenfor arenaen, hvor tusinder af mennesker dannede alenlange køer og nærmest bremsede trafikken på bjerget. Vi gik derfor glip af førstnævnte, men fik heldigvis listet os ind tids nok til at høre de charmerende briter Wet Leg. Der herskede en stemning af at festivalen endelig var her. Vi havde overvundet pandemien og på en eller anden måde fået livet tilbage. En lettelsens aften.

Wet Leg: **** (ud af seks mulige)

Torsdag den 2. juni startede selve festivalen, og den start var ikke mindre kaotisk end aftenen før. Alle hungrede tilsyneladende efter at få festivalfølelsen tilbage, hvilket bevirkede at utallige tusinder mødte op samtidig. Vi blev dog langsomt sluset ind, fik scannet vores billetter, inden vi vandrede ud igen for at troppe op ved auditoriet, der ligger uden for festivalpladsen. Her skulle vi nemlig høre Kim Gordon. Desværre var organisationen fuldstændig håbløs. Alle flokkedes i separate køer, uden helt at være klar over hvor de køer førte hen. Ind kom vores gruppe på seks heldigvis, efter en del skubben og møven. Det føltes ikke helt koordineret, skal jeg ærligt indrømme. Derefter ud af auditoriet og retur på pladsen, hvilket heldigvis gled nogenlunde fornuftigt.

Køer skulle vise sig at blive stikordet for resten af aftenen. For der var køer alle steder; ved barerne, ved toiletterne og ved de få vandposter der var sat op på pladsen. De større scener føltes proppet til bristepunktet – og lige lidt til. Kolossale menneskemængder alle steder. Timelange køer for at få noget at drikke, om det så bare var vand. Pladsen virkede alt for lille til de mange mennesker, hvilket ikke er noget jeg har oplevet på Primavera ved tidligere lejligheder. Organisatorisk var det lidt af en prøvelse, og vi der havde været her før, havde talt varmt om festivalen og overtalt nye mennesker i gruppen til at tage med, følte os lidt beklemt ved den kaotiske situation.

Musikken var dog god! Førnævnte Kim Gordon var pissesej, som man nu kan forvente af den legendariske art-rocker. Hun leverede et show bygget op om sit tre år gamle debutalbum ‘No Home Record’, og med sin blanding af bidsk støjrock og eksperimenterende genreblanding viste hun, at 69 år ikke er nogen alder i musikbranchen. Imponerende.

Richard Dawson & Circle var en spøjs og underholdende omgang. Den engelske folkmusiker slog i 2021 pjalterne sammen med de finske prog-hardrockere på det roste ‘Henki’, som jeg ikke har lyttet til, men på en solskinsfyldt aften ved Barcelonas havnefront var det et hit. Musikalsk var det ikke rigtig mig, men det var lidt af et show, som kan anbefales til de der skal på Roskilde Festival.

Derefter var der hitparade med Dinosaur Jr. Og det var heldigvis en hitparade, der spændte over hele diskografien, hvorfor vi gudskelov slap for alt for meget fra det sløve, seneste album. Vanen tro leverede J Mascis sine guitarhelterier i den ene side, mens Lou Barlow hoppede rundt med bassen og havde sin egen fest i den anden ende af scenen. Men der var rent faktisk en smule kommunikation fra den normalt så mutte Mascis. Pladsen foran scenen var PROPPET! Jeg var glad og fik spillet både luftguitar- og trommer undervejs.

Derefter gik der for alvor kø og ventetid i løjerne, hvilket gjorde at jeg missede flere ting jeg ville have hørt. Næste programpunkter var derfor den lange march mod de to hovedscener. Her ventede først Tame Impala med deres gigantiske lysshow og stadion-indiedisko. Jeg er aldrig rigtig faldet for Kevin Parkers eskapader, men det var nu stadig en fin oplevelse, selv om vi endte milevidt fra scenen. Et af sættets overraskende højdepunkter kom da Parker annoncerede et cover, som han aldrig tidligere havde spillet og formentlig heller ikke ville spille igen, for så at kaste sig ud i The Strokes’ ‘Last Nite’ til enorm jubel fra det store publikum. The Strokes havde tidligere på aftenen meldt afbud grundet COVID hos et bandmedlem.

Første aften sluttede for mit vedkommende med Pavement, der spillede deres længe ventede Europa-comeback. De fik hele 1 time og 40 minutter til rådighed, hvilket for mig var i overkanten. Jeg er ikke decideret fan, men langt hen ad vejen var slacker-legenderne et hyggeligt og charmerende bekendtskab. Og man siger jo ikke nej til hits som ‘Gold Soundz’, ‘Stereo’ og ‘Range Life’.

Kim Gordon: ****½

Richard Dawson & Circle: ****

Dinosaur Jr: *****

Tame Impala: ****

Pavement: ****

Det gik jeg glip af: Yo La Tengo, Sharon Van Etten, Faye Webster, Otoboke Beaver

Fredag den 3. juni vendte vi tilbage til pladsen med en vis bæven. Var der kommet bedre styr på organisationen? Var det muligt at få noget at drikke? Kunne man overhovedet bevæge sig rundt? Ja, ja og ja. På forunderlig vis var det lykkedes at rette op på det meste, og det føltes meget mere behageligt at færdes på det store område. Vi kom heller ikke til at tørste.

Første punkt på dagsordenen var de kaotiske australske støjrockere Tropical Fuck Storm, som jeg ikke helt har fanget på plade, men her kom de virkelig ud over scenekanten. Tre mand m/k høj leverede de en medrivende omgang, som sparkede aftenen effektfuldt i gang. Et af de sjoveste indslag kom da frontmand Gareth Liddiard impulsivt kastede sig ud i Rod Stewart-klassikeren ‘Sailing’, ansporet af en luksusyacht, der sejlede forbi i baggrunden.

Derefter gik det over stok og sten. Først til Shellac, husorkesteret der altid er på programmet. Jeg så dem første gang, da jeg debuterede på Primavera i 2016, og dengang var de et af festivalens absolutte højdepunkter. Det var de også her, for Steve Albini, Todd Trainer og Bob Weston var vrede, aggressive og veloplagte som altid. Et kort, fyrigt sæt, hvor der både blev spillet gamle klassikere og nye numre. Derefter blev det til et kvarters tid i finurligt selskab med de genresprængende, lokale Za & LaTransMegaCobla, et højst aparte foretagende, der bragte minder frem om de shamanlignende svenskere i Goat. Bare mere udknaldet.

Det var dog ren pauseunderholdning, inden vi skulle høre Parquet Courts. At dømme efter publikum-fremmødet kunne de med fordel være rykket til en større scene, for der var virkelig mokket, hvilket selvfølgelig skabte stemning i sig selv. Parquet Courts skulle vise sig at blive den mest bittersøde oplevelse på festivalen, for de startede som lyn og torden med et par forrygende krautrocklignende numre, inden det hele eksploderede med et par numre fra deres fremragende ‘Wide Awake!’ Desværre valgte de derefter at trække tempoet og intensiteten ud af koncerten, og så fes det hele ud inden de heldigvis fik rettet lidt op på skuden igen til sidst. Overordnet en god koncert, som dog mest virkede som en forspildt mulighed.

Derefter var der et ophold i programmet, hvilket gav en chance for at tanke op inden turen gik mod de vanvittige australiere King Gizzard & The Lizard Wizard. Desværre trak det også energien ud af mig, hvorfor jeg ikke helt kunne samle mig om bandets ellers (kunne jeg forstå) strålende koncert. Efter afslutningen af den måtte jeg fortrække til vores lejlighed.

Tropical Fuck Storm: ****½

Shellac: *****

Parquet Courts: ****

Za & La TransMegaCobla: Uden for bedømmelse

King Gizzard & The Lizard Wizard: Uden for bedømmelse

Det gik jeg glip af: Autechre, Weyes Blood, Beck, Mogwai, Lightning Bolt

Lørdag den 4. juni. Sidste aften. Jeg kom sent ud på pladsen og endte med at rende alene rundt det meste af aftenen. Det gjorde mig nu ikke så meget, for på dette tidspunkt var jeg ved at være mæt af oplevelser og socialiseren. Det endte dog med at blive en virkelig fin aften.

Mit første rendezvous var med den unge LA-trio Automatic. Ikke et band jeg kendte, da programmet blev lanceret, men jeg stødte på dem under researchen til festivalen og faldt for deres krautede synthpop. De tre unge kvinder leverede også en charmerende koncert, og det er klart et band jeg vil holde øje med. Derefter stod den på halvfemser-post-hardcore med de genopstandne og solide, mere end decideret banebrydende, Jawbox. De var dog et godt bekendtskab og nød helt klart at stå på en scene igen. Deres cover af Tori Amos’ ‘Cornflake Girl’ genoplivede for øvrigt min interesse for det dejlige nummer.

Så fordrev jeg ventetiden indtil næste programpunkt med lidt shopping i merchandiseboden, inden jeg smuttede ned til havnekanten for at høre Abbath. Ikke lige min kop te normalt, men det var nu overraskende godt og jeg var fint underholdt. Metal fylder ikke meget på Primavera Sound, så det var meget sjovt at få den oplevelse med. Bare tanken om at stå der på en solrig aften i Barcelonas strandkant og opleve de gravalvorlige norske black metal-mænd fik mig til at fnise indvendig, men man skulle nok have været der. Derefter fes jeg op for at få en god plads til Bauhaus, som var et af aftenens fikspunkter. Det lykkedes rent faktisk at få en hæderlig plads og de gamle goth-gubber leverede i den grad. Det var en sort hitparade og Peter Murphy lignede en superskurk. Alt var som det skulle være. Et af festivalens højdepunkter. Derefter luntede jeg ned for at snuppe lidt af Napalm Death, nu jeg alligevel havde kastet mig ud i metallen, men det var mest for at fordrive ventetiden inden DIIV gik på. DIIV var det sidste band jeg hørte inden coronaen satte ind og lukkede verden, så der var noget opløftende og symbolsk ved at stå og høre dem her i en mere håbefuld stund. De spillede en strålende koncert, som gik rent ind hos mig. Derefter mødtes jeg med de endnu resterende medlemmer af min gruppe og drak mig æskefuld i aperol spritz. Smuk afslutning på den festival.

Automatic: ****

Jawbox: ****

Abbath: ****

Bauhaus: *****

Napalm Death: Uden for bedømmelse

DIIV: *****

Det gik jeg glip af: Porridge Radio, Mavis Staples, King Krule, Nick Cave & The Bad Seeds, Beach House, Shame

Alt i alt en dejlig tilbagevenden til festivallivet, trods hektik og startvanskeligheder. Primavera Sound leverede også her i mit tredie forsøg, og selv om programmet måske på papiret manglede de helt ekstraordinære overraskelser, så vandt det på en ufattelig dybde og variation. Med tanke på alt hvad jeg missede, er det egentlig meget godt at der ikke var så mange af de helt exceptionelle ting. Det ville slet ikke have kunnet hænge sammen. Kommer jeg igen? Det tror jeg. Bliver det i 2023? Det ved jeg ikke.

Musikåret 2021

Sjovt musikår. Ikke haha-sjovt. Peculiar, I guess, som Eels synger i en nogenogtyve år gammel halvklassiker. Gamle helte skuffede, nye kom til. Jeg købte ikke så mange plader som vanligt, og jeg gik til ret få koncerter. Det sidste naturligvis ikke af egen fri vilje, men det er jo som det er.

Live

Fire koncerter endte jeg op med. Ingen af dem var revolutionerende oplevelser, men det var dog trods alt rart at føle bare en smule af live-oplevelsen på egen krop. Det blev til en koncert med Peter Sommer og Palle Hjorth i bedsteborgerlige omgivelser i Haveselskabets Have, en lille enklave af Frederiksberg Have. I min egenskab af startfyrrer-dude følte jeg mig meget ung i selskab med det publikum. Tilsvarende gammel følte jeg mig, da jeg klatrede op på en terrasse i København NV for at høre den upcoming popstjerne Lucky Lo. I november følte jeg mig omtrent på aldersmæssig bølgelængde med masserne, da Deeper leverede kantet indierock i Huset i Magstræde og da The Jesus and Mary Chain den efterfølgende aften spillede firserindie for de sortklædte i Den Grå Hal. Ah ok, der var jeg måske lidt til den unge side. Det var det koncertår. Det var som bekendt heller ikke i år jeg fik indløst mine efterhånden halvgamle billetter til Primavera Sound i Barcelona og Roskilde Festival. Måske næste år.

Gamle skuffende helte

Dinosaur Jr. og Teenage Fanclub. Gamle helte og indbegrebet af pålidelighed. Men desværre ikke i 2021. Dinosaurernes ‘Sweep It Into Space’ blev trukket ned i producer Kurt Viles slackersøle, hvilket resulterede i en noget dvask omgang. Ikke decideret dårligt, bare uinspirerende. Jeg håber Vile ryger ud på røv og albuer til næste gang. Jeg har læst folk skrive, at man ikke kunne mærke Gerard Loves fravær på ‘Endless Arcade’, seneste epos fra verdens bedste band, Teenage Fanclub. Det er åbenlyst lyv. Love og hans bittersøde popbangers manglede i den grad på en plade, der manglede rigtig meget. Den var faktisk decideret røvsyg. Det er noget af en dramatisk udmelding fra en mangeårig fan, men sådan er det jo, som Margrethe Vestager sagde. Vist nok, dog, ikke om pågældende Fanclub-plade.

Arab Strap, Low, Mogwai, Shame. Måske lidt unfair at tage førstnævnte med her, men jeg havde glædet mig meget til deres comeback og et par fine singleforløbere lovede også glimrende. Da ‘As Days Get Dark’ så udkom, forsvandt den desværre ret hurtigt fra mine tanker. Low fortsatte med den ekstremt roste ‘HEY WHAT’ hvor de slap på deres krasse forgænger. Problemet er at jeg ikke aner hvad jeg skal bruge den til. For mig virker det som om man er gået mere efter interessant end godt, og lidt har glemt…you know, sangene. Jeg håber de finder dem igen en dag. Mogwai ramte gudhjælpemig førstepladsen på den britiske albumhitliste og hev vist nok priser hjem til højre og venstre for ‘As the Love Continues’. Jeg fik stort set ikke hørt den, har end ikke købt den. Det har ikke føltes som et Mogwai-år for mig. Så skuffelsen her er nok mig selv, ikke bandet. De snotnæsede opkomlinge i Shame led samme skæbne som Arab Strap. Deres ‘Drunk Tank Pink’ forsvandt lynhurtigt fra afspiller og højttalere hjemme hos mig.

Nye helte kom til

Selv om (nogle af) de gamle skuffede, så skortede det heldigvis ikke på god musik. Andre kunstnere kom nemlig ind på radaren, også selv om de ikke var nye som sådan. Daniel Avery, for eksempel, havde flere udgivelser på cv’et inden jeg opdagede ham i år. Jeg har hygget mig gevaldigt med hans stue-techno, hvor årets udgivelse ‘Together in Static’ særligt har ramt mig. Altså, jeg har ikke kun lyttet til det hjemme i stuen, men også på farten og det har fungeret glimrende. Cassandra Jenkins udgav sin roste og meget nedtonede ‘An Overview on Phenomenal Nature‘. Muligvis den mest zen-agtige plade jeg har hørt i år. En skøn, lille sag. Den vidunderlige Hard Drive står som en af årets bedste sange – sådan en der med sin ro gjorde verden til et bedre sted når du hørte den. Jeg tror ikke Kristina Esfandiari havde nogen ambitioner om at gøre verden til et bedre sted i 2021, men sammen med sit band King Woman leverede hun ikke desto mindre et højdepunkt med ‘Celestial Blues’. En hårdstlående omgang doomy sludgemetal, der ramte i solar plexus hos sådan et metal-ukyndigt indiehoved som mig. Den første nye plade jeg hørte i 2021 var ‘Ongoing Dispute’ med aarhusianske Yung. Jeg var begejstret da jeg første gang hørte den tilbage i januar, og jeg er stadig begejstret her i december. En stærk, stærk rockplade – en af mine favoritter fra et år, hvor rock ikke har fyldt så meget som tidligere.

En gammel helt der ikke skuffede

Ja, der var også gamle helte der ikke skuffede. Love Shop fik mig tilbage som lytter med den strålende ‘Levende mænd i døde forhold’. Jeg har ikke lyttet meget til bandets plader siden comebacket i 2010, men noget fik mig til at give den her en chance. Det fortryder jeg ikke. Jeg skal ikke kunne sige om det er en tilbagevenden til form – jeg har som nævnt ikke rigtig været med de sidste ti år – men det føles sådan.

Ellers noget?

Jo da. Circuit des Yeux leverede en bastant omgang med ‘io-‘, lige dele catchy art pop og barokt drama a la Scott Walker og Jarboe. Sangen ‘Dogma‘ hører til blandt årets bedste. Lucy Dacus smed den pokkers solide ‘Home Video‘ på gaden og det var en fornøjelse at lytte til talentfulde Dacus’ vidunderlige stemme og gode poprockøre. Dry Cleaning cementerede deres status som quirky art school-rebeller med den pilskæve ‘New Long Leg‘, det mest interessante 4AD har haft fingrene i for nylig. Steve Gunn var yderst behageligt selskab på den rare og tilbagelænede ‘Other You‘. Cory Hanson tog en pause fra psych-hovederne i Wand og bragte os en dejlig, spacey americana-plade, ‘Pale Horse Rider’. Brigid Mae Power gav en opvisning i kuldegysende smukke folk-fortolkninger med underskønne ‘Burning Your Light’. Og Penelope Trappes skabte med sit tredje album ‘Penelope Three‘ et både smukt og dunkelt soundtrack til mørke gåture i en pandemiramt by.

Var det det?

Jeg tror det. Godt nytår.

Kategorier:Musik Tags: ,

Mortens Mixtape 02: Walk on the Wild Side

Wild Magazine Label | Releases | Discogs

I 1995 var radioen min inspirationskilde til ny musik. Overvejende. Jeg hørte Maskinen på P3. Det Elektriske Barometer på P1. Plus det løse. Der var en del gratis magasiner, der beskæftigede sig med musik i større eller mindre grad. Her var det mest Gaffa der trak. Men der manglede et ordentligt og seriøst musikmagasin for den kvalitetsbevidste 17-årige (i mit tilfælde). Her kom Wild Magazine ind i billedet. Med fine artikler og masser af anmeldelser. Og den virkelige gevinst: Der fulgte en cd med, med ny musik som redaktionen anbefalede. Det ramte lige i hjertet på mig.

Wild Magazine blev desværre en kortlivet affære – blot otte udgivelser blev det til fordelt på 1995 og 1996. Zoo Magazine kom ret hurtigt til og trak det meste af redaktionen med sig, men Zoo blev jeg af uransagelige årsager aldrig fast læser af. Måske et udslag af troskab til Wild, der var ‘mit’ blad. Stand by your mag, er jeg sikker på Tammy Wynette ville have sagt. Så det gjorde jeg.

Mortens Mixtape 02 er en hyldest til Wild Magazine og de cd’er der åbnede musikalske veje for mig. De bands og kunstnere jeg opdagede gennem det blad. Som en tak for inspirationen. For det manglede da bare.

  1. The Jayhawks – Bad Time (Wild CD 01)…jeg bilder mig selv ind, at The Jayhawks var min indgang til americanaen. Dem eller Counting Crows. Og The Jayhawks blev jeg henvist til af det første nummer af Wild Magazine. Dette dejlige cover af Grand Funk Railroad-nummeret sparkede seriøst nogen døre ind, og åbenbarede for mig et band og en genre, der virkelig skulle sætte præg på min musiklytning i mange, mange år fremover. Og stadig gør – i lidt mindre grad, dog.
  2. Matthew Sweet – Sick of Myself (Wild CD 02)…jeg vidste fra første, karakteristiske guitarhug, at jeg ville elske dette nummer. Og Matthew Sweet. Den bittersøde halvfemserpowerpop blev vist mere eller mindre født for mig her, selv om jeg muligvis var stødt tilfældigt på både The Posies og Teenage Fanclub inden. Men det var ‘Sick of Myself’, der væltede min verden. Og åbnede den for mig, med sine skarptskårne guitarer, søde vokalharmonier og beske tekster.
  3. Foo Fighters – How I Miss You (Wild CD 04)…helt ærligt, havde nogen forventet at Foo Fighters ville blive et af verdens største rockbands? Jeg havde i hvert fald ikke. For mig var det et bekendtskab, der selvfølgelig var interessant alene ved det faktum, at det var Nirvanas undselige trommeslager, men der var mere gods i Dave Grohls skramlede støjrock, der sine steder mindede mig om de herlige Lemonheads, men også havde noget farligt, lo fi-æstetisk over sig. ‘How I Miss You’ er et non-album track, b-side til debutens ‘I’ll Stick Around’, og er i mine ører et af Grohls fineste øjeblikke overhovedet. Sprængfarlig, vekslende mellem det hviskende og eksplosive.
  4. Emmylou Harris – Wrecking Ball (Wild CD 04)…jeg købte albummet ‘Wrecking Ball’ en del år efter jeg første gang hørte sangen her, for selv om jeg var meget begejstret for den, så var det lidt angstprovokerende at skulle gå til skranken i den cool pladebutik med en Emmylou Harris-cd i hånden. Det var jo bedstemor-country! Det er og var det så heldigvis ikke – til gengæld er det en af mine yndlingsplader nogensinde overhovedet. Et fuldstændig klokkerent mesterværk. Det gider jeg hverken argumentere for eller diskutere. Du skal bare tage mine ord for det.
  5. Dubstar – Just a Girl She Said (Wild CD 04)…ok, Dubstar er ikke et band jeg er dybt forelsket i, men jeg tager dem med alligevel, for når de rammer plet, rammer de…ja, helt og aldeles freaking plet. Det gjorde de 3-4 gange på de første par plader, blandt andet på den gennemført vidunderlige ‘Just a Girl She Said’. En trist og sarkastisk synthpopperle, der ikke står tilbage for ligesindede som Pet Shop Boys og Saint Etienne. “It’s alright/I’m just a girl she said/Talk down to me and take me to bed/I don’t think/I don’t feel/And I don’t really matter at all”.
  6. Whipping Boy – When We Were Young (Wild CD 05)…irske Whipping Boy lavede et par plader, hvoraf jeg kun kender en. Men den (‘Heartworm’, red.) er så også sådan en, der står tilbage og efterlader mig med en følelse af “hold da op, hvor kom den fra?” En indebrændt fucker af en skive, hvor man hører frontmand Ferghal McKee nedsmelte for ørerne af en i ren selvdestruktion. ‘When We Were Young’ stikker dog ud ved at være mere mild og nostalgisk fortællende. En vidunderlig sang fra en ditto plade.
  7. Marion – Let’s All Go Together (Wild CD 05)…nu vi alligevel er ved de selvdestruktive personager, så kunne Marion også prale af en forsanger med den slags tendenser. Jaime Harding var en ilter frontmand, foran et band der spillede en nærmest hysterisk glamificeret britpop. Som en skinger, uvorn lillebror til Suede. Det blev vist kun til to plader for bandet, og jeg elsker den første (‘This World and Body’). Den anden…not so much. Marion brændte ret hurtigt ud. Meget passende.
  8. Hayden – In September (Wild CD 06)…Hayden Desser fra Toronto væltede mig helt omkuld med dette nummer. En langsom, grim og aggressiv sang, hvor hans rå brøl af en stemme virkelig kommer til sin ret. Albummet, ‘Everything I Long For’, skulle også komme til at sætte dybe spor i mig, med sin skramlede lyd og tragiske fortællinger, ligesom Haydens vokal – vekslende mellem førnævnte brøl og en blid, blid falset – gennem årene har været til stor fascination. Han har holdt skruen i vandet siden, og har en anbefalelsesværdig diskografi at fremvise. Dyk endelig ned i den.
  9. The Walkabouts – The Light Will Stay On (Wild CD 07)…her er et band jeg holder utrolig meget af. Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg faktisk ikke huske om jeg stødte på dem i Wild-sammenhæng eller radioen først, men for den gode histories skyld siger vi det var her. Under alle omstændigheder var det omtrent samtidig. Den version der er på Wild 07 er en liveoptagelse fra Roskilde Festival 1996, men jeg snyder og propper studieversionen på listen. En af de smukkeste sange jeg kender, sunget af en af branchens absolut smukkeste røster. Den der tilhører Carla Torgerson. Bandet er ikke længere, desværre, og det man godt være lidt ked af i en følsom stund. Heldigvis er der en dyb diskografi at dykke ned i.
  10. Sparklehorse – Rainmaker (Wild CD 08)…det føles passende at lukke Mortens Mixtape 02 med en af de kunstnere, som musikalsk har betydet allermest for mig. Jeg havde helt sikkert ikke opdaget Mark Linkous og Sparklehorse på dette tidspunkt, havde det ikke været for Wild. Jeg er dog sikker på jeg var røget på vognen på et senere tidspunkt. Men det var her mit mangeårige forhold til Linkous’ skrøbelige og vidunderlige musikalske univers startede. ‘Rainmaker’ er en ret ukompliceret rocksang, og ærligt talt ikke et højdepunkt i diskografien, men den ramte mig lige der og åbnede en verden, der var langt mere interessant. Mark Linkous’ barske liv og alt for tidlige død er en af musikkens store tragedier, og det gør stadig ondt at skrive om det her 11 år efter han gjorde en ende på det. Ak.

 

Kategorier:Musik Tags: ,

Mortens Mixtape 01: Bogelskerne

Nyt koncept på bloggen. Et simpelt et, men formentligt meget sjovt. Håber jeg. Om ikke andet for mig.

Et tema. 10 sange. En playliste i bunden af indlægget. En længde på omtrent de 40 minutter. Sådan plus/minus. Legen starter her.

Første kapitel: Bogelskerne.

Sange der refererer til bøger, forfattere, litteratur. Det der ligner.

  1. The Divine Comedy – The Booklovers…et tema af denne slags skal selvfølgelig starte med en præsentation af verdenslitteraturen, og den opgave tager Neil Hannon sig af. I bund og grund en gøglet sang, der bare remser en række forfattere op, men gør det på vanlig finurlig Hannon-vis: “Mary Wolstonecraft: Vindicated!/Jane Austen:/Here I am!/Sir Walter Scott: We’re all doomed!/Leo Tolstoy: Yes!/Honoré de Balzac: Oui…/Edgar Allen Poe: Aaaarrrggghhhh!/Charlotte Brontë: Hello…/Emily Brontë: Hello…/Anne Brontë: Hellooo..?” Og så videre. Mere hovskisnovski-fjollet og Divine Comedy bliver det ikke. 
  2. Peter Sommer – Tigger“Du er den smukkeste tigger/Ring hvis du lander på røven/Jeg læser Steen Steensen Blicher/I sengen for at falde i søvn.” Jeg hørte for et par måneder siden et interview med en eller anden musiker, der som ung på bøhlandet var blevet inspireret af Sommer og denne reference til Blicher. Men nu har jeg glemt hvem musikeren var. Så blev du det klogere eller mere konfus.
  3. Fionn Regan – Put a Penny in the Slot…der er dobbelt-op på litteraturreferencerne her hos Fionn Regan: “For the loneliness you foster/I suggest Paul Auster/A book called Timbuktu.” Og “When I was seventeen/I followed my dream/Up into a high-rise block/The adventures of Augie March by Saul Bellow/Was all I had for company.” Timbuktu var den første Paul Auster-bog jeg læste. Det var ikke noget vildt gennemtænkt valg – muligvis var det den eneste af hans bøger på hylden den dag på Helsingør Bibliotek. Muligvis valgte jeg den fordi den var meget kort. Jeg kunne godt lide den og det er blevet til en del Auster-læsning siden, men den er ikke noget oplagt sted at starte. Saul Bellow har jeg fortsat til gode.
  4. Lloyd Cole – Women’s Studies“It’s a Penguin Classic scene/Broken spine and faded green/Trying to relocate my arms/Around a memory” Lloyd Cole kan sine kulturreferencer. Om det så er film, musik eller litteratur. Og han blander dem gerne. Som her hvor der henvises til Penguin Classics og (formoder jeg) Johnny Thunders. Senere mikser han igen litteraturen og musikken, når han på snedig vis får inkorporeret et skotsk indieband og Franz Kafkas hovedperson i Processen: “If Josef K was from Edinburgh/And Fast Product from Prague/That could have been kind of funny/Or maybe not that funny at all” Lloyd kan godt lide sine referencer. Jeg kan godt lide Lloyd. ‘It’s Kinda Funny’ er for øvrigt nok min yndlingssang med Josef K.
  5. The Go-Betweens – The House That Jack Kerouac Built…Robert Forster gider ikke engang skjule den litterære reference, men det er også i orden. Af de mange, mange, mange gode sange Go-Betweens berigede os med, er den her en af mine absolutte favoritter. “With your kittens on the patchwork quilt/Oh no, what am I doing here, in the house Jack Kerouac built/There’s white magic, and bad rock’n’roll/Your friend there says he’s the gatekeeper to my soul.”
  6. Gasolin’ – Kloden drejer stille rundt…vi ved alle, at der “på kommoden ligger Soya og Karen Blixen”. Vi ved også alle, at sangen her er en af de største i den danske sangskat. Eller det ved jeg i hvert fald.
  7. The Handsome Family – Weightless Again…det var en lille linje i denne sang, fuldstændig revet ud af en sammenhæng, der gav mig ideen til temaet her. Og jeg elsker sangen, så den skal selvfølgelig med. “In our motel room, you’re drinking Slice and gin/Reading Moby Dick on the other bed” Jeg har endnu ikke læst Moby Dick.
  8. Kate Bush – Wuthering Heights…ligesom Robert Forster er Bush også for doven til at forklæde sin forkærlighed for litteraturen, så Emily Brontës klassiker bliver blæst op i fuld størrelse i sangens titel. Cathy og Heathcliff ude på de der “wiley windy moors” er selvfølgelig også repræsenteret i sangen. 
  9. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds, hovedmanden i Jack, er ligesom Lloyd Cole en rigtig kulturmand, som på satirisk vis smider om sig med fine personligheder: “I can hear Bukowski/Read aloud to John Fante/And there goes Allen/In love with Manhattan/I was never there/I only read the book/I only saw the film/I only dreamed the dream” Sangen er helt og aldeles vidunderlig.
  10. Camera Obscura – Books Written for Girls…jeg slutter med en mindre specifik reference, men bogen i al almindelighed skal have sin hyldest: “He likes to read books written for girls/He prides himself on being a man of the world/In the darkest places he gets his thrills/He will disappoint you if you see through his perfect smile” Desuden er Camera Obscura altid et velkomment indslag på en liste.

Det var første kapitel af Mortens Mixtape. Der kommer flere efterhånden. Lige pludselig. Når du mindst venter det. Her er playlisten.

Kategorier:Musik Tags: ,

Coronahjemmearbejdsdag #whatever – et soundtrack

Jeg vågnede denne tirsdag med ‘Missionary Man’ i hovedet. Det er en fed sang, som jeg straks måtte lytte til, og da det eneste Eurythmics jeg ejer er en opsamling, røg den på. Der er heldigvis en del andre gode hits at hente hos Annie Lennox og Dave Stewart, så det er fint at få pudset den opsamling af engang imellem.

Mens jeg sad og lyttede til den, skrev en god ven om en PJ Harvey-plade han hørte på sit hjemmekontor. Jeg er stor PJ Harvey-fan, men lige netop den plade, “Is This Desire?”, har jeg ikke dyrket så meget. Jeg noterede mig at den skulle have et lyt senere. Vi konverserede videre om Harvey, og blev enige om at forgængeren (“To Bring You My Love”) er et mesterværk, og jeg supplerede med at efterfølgeren (“Stories from the City, Stories From the Sea”) også er fantastisk. Mere poleret og langt mere straight rockende end PJ Harvey normalt er, men det klæder hende også.

Sidstnævnte smed jeg så i cd-skuffen, og mens jeg lyttede til den, faldt mine tanker pludselig på Echo & The Bunnymen. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, men det gik hverken værre eller bedre end at jeg hev “What Are You Going to Do With Your Life?” ud af reolen og på anlægget. En plade fra den anden inkarnation af Bunnymen, og en plade der ligger langt fra den angst og vrede, der var drivkraft i det tidlige Bunnymen. Den udkom i 1999, en måned før frontfigur Ian McCullochs 40-års fødselsdag, så måske et tegn på midtlivskrise? Titlen kunne også antyde det. Det er under alle omstændigheder en dejlig plade – den er meget voksen. Rolig, masser af strygere – og så, opdagede jeg lige, er der på et par numre et samarbejde med New Yorker-rapfunkrockerne Fun Lovin’ Criminals. Et mildest talt bizart match. Fun Lovin’ Bunnymen?

Og så blev det frokostpause, som blev brugt på en kort vandretur rundt i nabolaget til tonerne af en tilfældig playliste (dejlige sange med Richard Hawley, Bill Callahan, Velvet Underground, Sharon Van Etten, Father John Misty, Nick Drake, Here We Go Magic) og et par kapitler i den nye Jonas T. Bengtsson-bog.

Frokostpausen lå lidt sent, så jeg nåede faktisk ikke videre med lytningen. “Is This Desire?” nåede jeg heller ikke at lytte til, så det må jeg gøre i min fritid. Eller i morgen.

IMG_20210112_160248__01

25 sange fra 2020

For første gang i min tid som producent af denne type lister, er jeg på højde med det nuværende år. Det er ret overraskende for mig selv, så tak til 2020 for ikke at have stjålet al min tid med fjolleri som koncerter og den slags. Det har i stedet givet mig masser af tid til at høre masser af ny musik. Glasset er halvt fyldt her på lorteøen. Vanen tro er der en Spotify-lytteliste i bunden af indlægget.

  1. The Reds, Pink and Purples – Last Summer in a Rented Room…en af årets store opdagelser. Glenn Donaldsons enmandsprojekt tog mig med storm her i efteråret – en meget blid storm, bevares. Melankolsk janglepop med mundvigen-nedad-guitar. Det er rigtig hængemulemusik. Donaldson lavede ikke bare årets bedste sang, men også årets bedste plade. Den hedder ‘You Might Be Happy Someday’, og den er noget af det bedste jeg har hørt i årevis.
  2. Khruangbin – So We Won’t Forget…en hel plade med Khruangbin gider jeg ikke rigtig. Det bliver lidt for laidback og påtaget(?) cool. Sådan oplevede jeg i hvert fald deres Roskilde-koncert i 2019, og sådan har jeg også oplevet de par af deres plader jeg har lyttet til. Men i fem minutter gider jeg dem godt, specielt når de er så pragtfulde som disse fem minutter. Det er så smukt og rørende, og hvis du tjekker videoen til nummeret, bliver de følelser kun forstærket.
  3. Palace Winter – The Deeper End…en af de få koncerter jeg overværede i år, var med Palace Winter. Duoen spillede et intimt show i Hotel Kong Arthurs gårdhave i sommers, og der præsenterede de blandt andet dette nye nummer – historien om et dårligt trip, der gik virkelig galt. Det gør sangen heldigvis ikke, for den er stemningsfuld synthpop med et gedigent omkvæd og blide vokalharmonier. Til sidst dukker Grandaddys Jason Lytle lige op og synger et vers.
  4. Ela Minus – They Told Us It Was Hard, But They Were Wrong…det mest cool nummer jeg har hørt i år. Her i efteråret har jeg taget en del vandreture på de mørke, københavnske gader, og denne sang har ofte været en del af soundtracket. Jeg har følt mig som den rene badass, slentrende rundt der med Ela Minus’ monotont lækre stemme på et lag af dronende technopop i ørerne.
  5. Jehnny Beth – French Countryside…halvvejs gennem året var denne min yndlingssang. Den blev overhalet til sidst, men holder sig dog godt til. Jehnny Beth er primært kendt som frontfigur i postpunkbandet Savages, men i år solodebuterede hun med en spraglet plade bestående af ballader og industrialstøj. Den her er en helt nedtonet klaverballade, og jeg elsker alt ved den.
  6. Rolling Blackouts Coastal Fever – Falling Thunder…smittende janglepop, som kun australske indiepopbands kan lave den. Det er ligeudaflandevejen og det gør alt rigtigt. En sand ørehænger. Albummet, ‘Sideways to New Italy’, var også blandt mine favoritter i år.
  7. Flyying Colours – Big Mess…mere australier-indie. Et nyt bekendtskab for mig, selv om de vist har et par plader på samvittigheden allerede. De nåede blot at udgive et par singler i år, hvor den her var så klart den stærkeste. Skarpsleben shoegaze af den mere udadvendte og hurtigtløbende slags. Det rykker og holder hele vejen.
  8. The Flaming Lips – Flowers of Neptune 6…det første nummer jeg hørte fra den på det tidspunkt kommende Flaming Lips-plade, og jeg var meget begejstret. Begejstringen holdt ikke ved hele vejen gennem pladen, men det her nummer elsker jeg. Melankolien driver ned af væggene. Alright? Cool!
  9. Perfume Genius – Jason…årets falset? Overlegen produktion med strygerne der hvirvler ind og ud af nummeret, og den der elegante cembalo-klimtren. Vildt godt skruet sammen.
  10. Alice Boman – The More I Cry…den her kunne Audrey Horne godt danse rundt til i dineren i Twin Peaks. Ok, det er ikke helt så sært og ildevarslende, men Alice Boman krænger i hvert fald sin sjæl ud på blideste vis på denne storartede ballade.
  11. Slow Crush – Pale Skin…belgisk postrock/shoegaze, minsandten. Endnu et nyt bekendtskab, men som tilfældet er med Flyying Colours længere oppe, har Slow Crush også et par udgivelser på cv’et allerede. De nåede heller ikke at udgive et album i 2020, men en single blev det til – den her var b-siden og fangede mig øjeblikkeligt. Tænk en lidt mere muskuløs udgave af Slowdive, med samme hang til at stræbe efter himmelske højder.
  12. Peter Sommer – Videre og så videre…ifølge Spotify er det den her sang jeg har hørt flest gange i år, og det tror jeg egentlig Spotify har ret i. Det skyldes selvfølgelig at den udkom meget tidligt på året, men mest af alt, at det er en crazy god sang. Bandet spiller pissefedt og kan man leve med Peter Sommers anti-sangstil, så er der ingen undskyldning for ikke at knuselske den. Den kan jeg godt leve med. Lålålålå.
  13. Dirty Projectors – Overlord…jeg mindes ikke at have hørt en Dirty Projectors-sang før, omend jeg da i årevis har været bekendt med at de fandtes. Jeg havde vist en ide om at det var en anden type musik, så da den her dukkede op på mine playlister i tide og utide, overraskede det mig at det var dem. Det er det mest nuttede jeg har hørt i år, og objektivt set (hørt) nok lidt af en petitesse, men jeg er vild med den. Den minder mig om det dejlige band Ida.
  14. HAIM – The Steps…de tre søstre i HAIM har i en del år (semi)headlinet festivaler verden over, og jeg har aldrig forstået hvorfor. De få sange jeg har hørt med dem, har været inderligt ligegyldige, men da jeg tilfældigt snublede over den her for nylig, fik de sørme skovlen under mig. Den er catchy som bare pokker, selv om den i mine ører minder om Sheryl Crows elendige ‘Soak Up the Sun’. Desto mere imponerende at få så god en sang ud af det. Sikket omkvæd!
  15. Gorillaz – Aries…Gorillaz har aldrig interesseret mig det fjerneste, men jeg må tage hatten af for Damon Albarn her. Eller måske er det Peter Hook jeg skal tage hatten af for, da det er ham der leverer det der bas-hook (jaja, undskyld). Vildt hvordan man altid kan høre at det er Peter Hook der spiller – hans spil er så genkendeligt. En rigtig Morten-banger. New Order kørt igennem Albarn-maskinen.
  16. Rose City Band – Only Lonely…første gang jeg hørte den her, troede jeg sgu at herlige Beachwood Sparks var tilbage efter bare otte års fravær. Det viste sig dog at være endnu et projekt fra Ripley Johnsons hånd – han har åbenbart ikke nok i Wooden Shjips og Moon Duo. Her går han total solskinscountry-Byrds på os, og det fungerer til perfektion.
  17. Courtney Marie Andrews – It Must Be Someone Else’s Fault…jeg har aldrig for alvor taget notits af Courtney Marie Andrews før, men i år lavede hun en af mine favorit-singersongwriterplader. En meget afdæmpet affære, der bliver båret frem af hendes utroligt smukke stemme. Sangen her er det tætteste vi kommer på uptempo, og den er et skønt break fra de meget stille sange der omgiver den på pladen. Så er du advaret – men du skal selvfølgelig høre pladen alligevel, hvis du kan lide smukke countrykvindestemmer.
  18. The Jayhawks – Across My Field…jeg elsker Jayhawks, men de er ikke hvad de har været. Deres seneste plade væltede da heller ikke min verden, men de gamle dyder sidder heldigvis stadig på rygraden. Af og til. ‘Across My Field’ er ærke-Jayhawks, omend det for en meget sjælden gangs skyld er Karen Grotberg der tager sig af lead-vokalen. Og hun kan synge så tårerne triller. I hvert fald på denne følsomme forty-something.
  19. Smokescreens – Fork in the Road…skøn janglepop som emmer af New Zealand/Australien anno 1987. Og så er det underordnet at bandet er fra Los Angeles og dannet i 2015. Produceret af David Kilgour fra janglepop-koryfæerne The Clean, hvilket giver mening. 2020 har været et godt janglepop-år.
  20. Tame Impala – Lost in Yesterday…jeg har omdannet min stue til et indie-disco, for nu skal fusserne virkelig i gang. Kevin Parkers falset ovenpå en funky bas og lag af synths. Ja tak. Det går lige i de ikke-eksisterende danseben.
  21. Deserta – I’ll Be Gone…apropos lag af synths, så skyller de også ned over lytteren på denne dreampopperle. Der er virkelig højt til loftet og et herligt drive over nummeret.
  22. Metz – A Boat to Drown In…den canadiske støjrocktrio leverer her et af årets bedste no-nonsense-rocknumre. Syv et halv minutters krautet frontalangreb. Det er en sang der kommer til at sparke rummet ned, når de i efteråret 2021 forhåbentlig får lov at vælte Loppen, som de senest gjorde i 2017.
  23. Muzz – Bad Feeling…det mest voksenindie band man kan forestille i 2020; et stk. Interpol, et stk. Walkmen og et stk. Bonny Light Horseman. Pladen er nøjagtig som man kan forestille sig, hvilket faktisk er helt fint. Der er ikke meget spræl over bandet, pladen og nummeret, men det er roligt, melankolsk og virkelig rart. Titlen til trods.
  24. Mellemblond – Hvor er magien…Kristoffer Munck Mortensen fik, som så mange andre, den gode ide at lave en intim corona-plade, hvilket der kom noget rigtigt dejlig ud af. For eksempel denne lille perle. Helt nøgent – bare Munck på vokal og akustisk guitar og Nils Bo Davidsen på cello og kontrabas. Jeg er vild med det.
  25. Margo Price – I’d Die for You…hver gang Margo Price laver en ny plade, bliver jeg lokket til at lytte til den, fordi der lige er en absurd god sang der fanger mig ind. Så hører jeg resten af pladen, og ender med at tænke ‘meh’. Sådan er det også denne gang, for den rå ballade ‘I’d Die for You’ er topkvali, men resten…not so much. Men hold da op, hvor kan hun synge.

Tak for i år!

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1980

28/10/2020 3 kommentarer
  1. The Soft Boys – I Wanna Destroy You…første gang jeg hørte (om) The Soft Boys, var en eller anden tilfældig lørdag eftermiddag på svensk P3. Selvfølgelig var det på svensk radio, da det føltes lidt usandsynligt at dansk radio skulle beskæftige sig med sådan et band i bedste sendetid. Indslaget handlede om albummet “Underwater Moonlight”, og de spillede åbningsnummeret ‘I Wanna Destroy You’, som fuldstændig tog røven på mig. Det gør det stadig, også selv om albummet generelt ikke gør det i samme grad, men det er irrelevant for denne liste. Jeg er vild med de skærende guitarer, Robyn Hitchcocks småpunkede vokal, og det sublime omkvæd. Jeg er faktisk vild med alt ved den sang.
  2. Talking Heads – Once in a Lifetime…den her er så vidunderligt mærkelig. Den er også vidunderligt catchy, poppet og avantgardistisk på samme tid. Hvordan David Byrne og co. har fået skåret den så perfekt, er lidt af et mysterium. Same as it ever was.
  3. Squeeze – Pulling Mussels (From the Shell)…eller pulling muscles for Michelle, eller hvodden det nu er. En fuldstændig uimodståelig popsang, med et brillant vers og et – om muligt – endnu mere brillant omkvæd. Sådan en sang man kan bygge en hel karriere på.
  4. Joy Division – Atmosphere…måske den bedst betitlede sang nogensinde overhovedet. Det er ren atmosfære, når Ian Curtis storladent crooner walk in silence/don’t walk away/in silence. Nok min favoritsang fra det ensemble.
  5. Bauhaus – Double Dare…måske endnu en favoritsang fra et andet ensemble. Modsat den rolige og atmosfæriske sang herover, er der fuldt blus på vreden og aggressionen hos Peter Murphy, der snerrer sig igennem dette tungt slæbende bæst af et nummer. Det er fremragende.
  6. Siouxsie and the Banshees – Hybrid…og så til mit favoritnummer med bandet her, utvivlsomt. Jeg er på fra første tone, og trommer, bas og den kantede guitar smelter så ufatteligt stærkt sammen her. Når man så tilføjer det forkølede horn (eller hvad det nu er) og Siouxsie Siouxs karakteristisk skæve vokaliseren, så bliver det helt guddommeligt.
  7. Killing Joke – Requiem…et band der minder mig en del om Bauhaus længere oppe, omend med et noget højere bundniveau – og tilsvarende lavere topniveau. Den tungt ildevarslende ‘Requiem’ er det bedste jeg har hørt fra Jaz Coleman og hans vrede kumpaner.
  8. The Jam – That’s Entertainment…jeg er aldrig helt faldet for hverken Paul Weller eller hans forskellige bands, inklusive The Jam, men denne akustiske og pænt indignerede popperle sidder lige i skabet. Det skal han have.
  9. Ultravox – Vienna…fra en letbenet popmelodi til en anderledes ambitiøs og oppustet sag. Jeg har ikke for alvor udforsket Ultravox, men denne melodramatiske sag er godt nok svær at komme udenom. Pompøs? Ja, for fanden! THIS MEANS NOTHING TO MEEEEEEE!
  10. Pretenders – Brass in Pocket…og tilbage til en mere jordnær og letfordøjelig ting. En listig, lille rocksang ført an af den altid indtagende Chrissie Hynde. Der er egentlig ikke så meget mere til den, i mine ører, men den virker forbløffende effektivt.
  11. The Cure – A Forest…en fanfavorit, som sjovt nok aldrig har været allerøverst på min personlige Cure-liste. Derfor kan det dog snildt være en fremragende sang alligevel, og det er det. Jeg elsker den lidt tøvende start, inden den kommer ud over stepperne. Og den let slingrende guitarsolo. Det er jo ikke en decideret popsang, men den er ikke desto mindre ret svær at få ud af hovedet, når den først har fundet derind.
  12. Dead Kennedys – Holiday in Cambodia…Pol Pot! Pol Pot! Ret vanvittig sang, men man kan vel næppe heller forvente andet af et band med det navn. Fuld smadder og indignation galore. Der var rimelig megen vrede i 1980 tilsyneladende. I hvert fald på denne liste.
  13. U2 – I Will Follow…virkelig stærkt udlæg fra de kommende megastjerner, og der er naturligvis puritanere der mener, at U2 aldrig blev bedre end på de første to-tre plader. Det er en helt fair holdning – jeg deler den bare ikke. Men klart et andet U2 end hvad det skulle udvikle sig til bare i løbet af årtiet. IfyouwalkawaywalkawayIwalkawaywalkaway.
  14. Blondie – Rapture…var det virkelig nødvendigt at få Debbie Harry til at rappe oven på et funky discobeat? Det ved jeg ikke, men det er pissefedt. Og så synger hun overdådigt på de første par vers.
  15. David Bowie – Ashes to Ashes…Bowie ville også lege med sådan et stift funkbeat, men han undlod dog at rappe. Det var formentlig en udmærket ide. Han klarer sig strålende igennem på sin mere reciterende facon.
  16. C.V. Jørgensen – Sæsonen er slut…og den nærmest fløj afsted. Efter endnu et party og endnu en fest. Ok, måske ikke lige her i 2020, men så et andet mindre pandemisk år, du ved. En af de skønneste det-var-så-den-sommer-sange jeg kender.
  17. Kliché – Militskvinder…jeg elsker hvor in-your-face den starter og slutter med de der hårdttampede trommer. Og så elsker jeg selvfølgelig babababadiåååh. Det hele er så hektisk – og det er pragtfuldt.
  18. John Lennon – Woman…det er ikke ligefrem et progressivt feinschmecker-valg, det her, men den sang er så smuk. Jeg har altid holdt utroligt meget af den. Fra den dejlige guitarintro til de skønne vokalharmonier.
  19. Bruce Springsteen – The River…endnu et meget konventionelt valg, hvilket jeg naturligvis ikke beklager. Jeg er helt ærligt ikke medlem af Springsteen-fanklubben, men en god sang og fortælling er en god sang og fortælling. Og det er den her. Både det ene og det andet.
  20. Emmylou Harris – The Boxer…Emmylou kan gøre selv de mest boom-chicka-boom-bøvede countrysange gode på en eller anden måde, så når hun får et ordentlig forlæg a la Simon & Garfunkels klassiker her, så er det selvfølgelig værd at lytte til. Det er måske ikke et af hendes allerstørste mesterværker, men…ja, læs svadaen herover igen.
  21. Lucinda Williams – Sharp Cutting Wings (Song to a Poet)…vildt nok at der skulle gå næsten to årtier før Lucinda Willams skulle brage igennem i sluthalvfemserne, men hun kunne faktisk også en del fra starten, som dog var mere regulær country end den countryrock/americana hun senere med rette er blevet berømmet for. En lille, smuk akustisk sag er det i hvert fald. Og stemmen var der allerede.
  22. The Clash – The Magnificent Seven…det er ikke skide-elegant, det her, men den der gennemgående basfigur er så ørehængende/irriterende (alt efter præferencer), at jeg ikke kan slippe den. Og så får Joe Strummer også lige chancen for at rappe som kun en bleg brite kan gøre det.
  23. Martha and the Muffins – Echo Beach…jeg købte i sin tid denne Martha and the Muffins-plade, fordi jeg kunne læse mig til at Tim Gane var med i bandet. Det var dog (selvfølgelig) ikke den samme Tim Gane, som også huserede i Stereolab, men foruden den lange næse fik jeg også fornøjelsen af at lære den knastørre hitbasker ‘Echo Beach’ at kende, og det er jo ikke at kimse ad. Senere også indspillet af Robert Forster, for nu at donere lidt ekstra trivia.
  24. Josef K – It’s Kinda Funny…knap så hitbaskende var dette skotske ensembles output, men det er jo ikke i sig selv diskvalificerende. Slet ikke når de kan præstere den der halv-slobby guitarlyd jeg elsker – tilsat en deadpan vokallevering.
  25. Prince – When You Were Mine…en af de tidlige, sorgløst lydende Prince-klassikere. Den lyder virkelig meget af sin tid, hvilket dog ikke på nogen måde gør noget, når den er så fængende som den er.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Tredje kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg så med fornøjelse til henover sommeren og starten af efteråret? Hæng på og læs med her!

Fontaines D.C. – A Hero’s Death

Glæden var stor, da jeg erfarede at Dublin-bandet returnerede hurtigt med en opfølger til den fremragende debut fra 2019. Og forventningerne bliver langt henad vejen opfyldt. Umiddelbart er den mindre sprudlende og in-your-face end forgængeren, men hvad den taber der, vinder den i knugende og mere indadvendt atmosfære. Hvad man så foretrækker, er op til den enkelte lytter – Fontaines D.C. er i hvert fald kommet for at blive. I det mindste i min verden.

Kelly Lee Owens – Inner Song

Den walisiske lydtroldkvinde brød for tre år siden igennem med sin debut, der på fornem vis præsterede at mikse art pop, dream pop og elektroniske eksperimenter. Også i dette tilfælde var der altså høje forventninger til opfølgeren og de bliver ligeledes indfriet. Hun veksler elegant mellem det sødmefuldt poppede (‘L.I.N.E.’) og de hårdere club-orienterede bangers (‘Night’). Derudover fortolker hun Radiohead og får andetsteds fint besøg af John Cale. Det her er god dakkedak.

Lucinda Williams – Good Souls Better Angels

Hun er ofte lidt gnaven, Lucinda Williams, men i 2020 er hun decideret harm! Det har givet sig udslag i hendes nok mest aggressive plade nogensinde, og den er virkelig stærk. Hun bluesrocker tungt derudad allerede på åbningsnummeret ‘You Can’t Rule Me’, og fortsætter i det spor på hidsige krabater som ‘Wakin’ Up’ og ‘Big Rotator’. Heldigvis er der som altid plads til nogle rolige ballader til at bryde op i al vreden. Overordnet snerrer Williams dog som aldrig før – mon ikke tossen i Det Hvide Hus har en finger med i spillet her?

Andet kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg med fornøjelse til i årets andet kvartal? Jo, det skal jeg fortælle dig her.

Heads. – Push

Jeg har lyttet flittigt til Berlin-baserede Heads. En australier og to tyskere, der leverer en bastant og bidsk postpunk, hvor guitaren hviner, bassen kradser og sangeren spytter ordene ud. De har tidligere turneret flittigt med bands som Metz, Daughters og Protomartyr, og det er ret gode pejlemærker for hvor de befinder sig stilmæssigt. Nummeret ‘Weather Beaten’ har kørt på heavy rotation hos mig. De har yderligere et par udgivelser på samvittigheden, der lyder aldeles fortræffeligt og som er på vej hjem til husstandens gode højttalere.

 

Moor Jewelry – True Opera

Samarbejde mellem to markante figurer på den eksperimenterende rockscene. Moor Mother møder Mental Jewelry og hardcore musik opstår. Det er krads, klaustrofobisk og støjende no wave/noise rock, og har en befriende varighed af blot 26 minutter. Pladen er en ret ny opdagelse for mig – det samme er de to kunstnere – og hvor stærk den er ved jeg ikke helt endnu, men jeg er fascineret.

 

Muzz – Muzz

Helt anderledes blidt går det for sig på denne skive, som også er en collaboration. En art supergruppe, om man vil. Paul Banks fra Interpol, Matt Barrick fra The Walkmen og Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman har slået pjalterne sammen og kreeret en afdæmpet debutplade, der er ganske ubemærkelsesværdig, men alligevel ret fængende. Jeg er ikke superstor fan af de respektive bands, men det fungerer faktisk aldeles udmærket. Det er virkelig voksenindie, for folk der kan lide de nævnte bands og sådan noget som The National. Røvkedeligt og ret godt.

 

Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately

Mike Hadreas’ projekt har jeg aldrig helt kunnet gennemtrænge, men den her kunne godt ligne noget af et gennembrud for vores forhold. Det er dramatiske popsange, der særligt på den første halvdel af pladen folder sig smukt ud. Anden halvdel kan sagtens tænkes at følge med, når jeg får bidt mig mere ind i kødet på den.

 

Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind

Den her sad lige i skabet fra første lyt. En genrehybrid der plukker fra r&b, funk og art rock og smider det i en stor gryde. Den kommer flyvende ud af starthullerne med flere bud på årets bedste sang på den første halvdel, og så kan det godt være niveauet daler en smule derefter, men det er til at leve med.

Grand Prix 25 år

tfgp

Grand Prix fylder 25 år i dag, og det virker som en god anledning til endnu engang at dåne lidt af begejstring over både band og plade. Teenage Fanclub er nok, når alt kommer til alt, mit yndlingsband. De har altid stået på skuldrene af de fire store b’er i harmonisk popmusik (Beach Boys, Beatles, Big Star og Byrds), og de har sandelig også hørt for det. De er dog naturligvis bedre end samtlige forbilleder. Ja ok, den holdning står jeg nok forholdsvis alene med, men hvad?

Jeg købte kassettebåndet på en gymnasiestudietur i 1997 på baggrund af ‘Mellow Doubt’, en lille akustisk sag, der er som skrevet til en lejrbålsseance, og den absurd catchy ‘Sparky’s Dream’, der burde have været verdens største hit nogensinde. (I alenlang parentes bemærket, er jeg fortsat forundret over, at den sang ikke er blevet større, for den har jo alt; en superskarp melodi, de skønneste vokalharmonier og et fantastisk omkvæd. Hvad mere behøver man?) Nåmen, da walkmanen senere blev skiftet ud med en discman, købte jeg cd’en også – og fortsatte med at råhøre albummet.

For hvad er det, det kan? Jeg er glad for at du spørger, for det kan præsentere tre sangskrivere, der nærmest simultant rammer toppen af deres ganske anseelige ydeevne. Norman Blake har med den herligt betitlede ’Neil Jung’ skabt en af de smukkeste rocksange nogensinde (guitarsoloen, mand!), Gerard Love byder på førnævnte ’Sparky’s Dream’, lige så vidunderlige ’Don’t Look Back’ og yndefulde ’Going Places, med den skønneste guitarklang, mens Raymond McGinley trakterer os med den blændende åbner ’About You’ og den herligt skæve ’Verisimilitude’. Og så videre. Det er guitarpopperler på en snor, og så kan jeg godt abstrahere fra, at pladen måske mister en smule af det vanvittige niveau hen mod slutningen. Jeg elsker det band og den plade betingelsesløst, og hvis verden stadig står til den tid, er jeg at finde i Pumpehuset 5. december, når Teenage Fanclub atter spiller op til dans for os nogenogfyrreårige med hang til bittersød powerpop.

Kategorier:Musik Tags: ,