Koncertåret 2019 (del 3 af 3)

Sidste del af den relativt korte koncertføljeton 2019.

Oktober

Kalenderen havde kun lige krydset grænsen til oktober, da jeg i følgeskab med kæreste og god ven trådte ind i den nyligt (sådan, forholdsvis nyligt) genåbnede KB Hallen. Anledningen var en koncert med Pixies, som jeg ikke har oplevet live før. Jeg har aldrig været utrolig stor fan af Black og slæng, men det virkede som en fornuftig slå-to-fluer-med-et-smæk-plan at genopleve koncertarenaen OG se et af alternativmusikkens største ikoner. Det blev desværre aldrig nogen rigtig ophidsende aften for mit lille selskab, for trods små, sporadiske momenter af storhed, løftede bandets optræden sig aldrig rigtig højt. Måske mestendels fordi de buldrede igennem nogen-og-tredive sange med lynets hast. Efter halvanden time havde vi fået nok, og forlod koncerten før tid. Supportbandet Blood Red Shoes har jeg ingen erindring om i dag, udover en meget opmærksomhedssøgende sanger/trommeslager. Når alt kommer til alt er det mest mindeværdige fra den aften nok udfordringen i at finde rygerloungen, som var en lille udendørs bås med primitive hegn for. Så stod man der fuldstændig mast sammen som en flok kvæg. Og jeg ryger ikke engang.

Heldigvis skulle der gå mindre end en uge, før jeg mødte endnu et ikonisk indieband, og det var langt bedre. Føromtalte gode ven og jeg var således taget til Tempodrom i Berlin for at høre New Order, og det var strålende. En sand hitparade leveret med schwung og dragende effekter på bagtapetet – tilsat en passende dosis Joy Division-numre. Det var min første live-oplevelse med bandet, og jeg havde egentlig moderate forventninger, som klart blev overgået. Det var et par meget tilfredse herrer, der forlod etablissementet. Supportbandet var noget så eksotisk på disse kanter som et kinesisk et af slagsen, men musikalsk ramte Stolen ikke rigtig noget hos mig.

November

Tom koncertkalender, så hurtigt videre til

December

Hvis kulisser og effekter til New Order-koncerten var farvestrålende, så ved jeg ikke hvad jeg skal kalde den næste koncert. Lad os bare sige det overgik Berliner-løjerne med en vis margin. Björk havde nemlig skruet helt op for mulitmedieshowet, da hun rejste rundt med sin Cornucopia-tour, så Royal Arena var omdannet til det helt store spektakel, da hun besøgte stedet i begyndelsen af måneden. På godt og ondt, for af og til glemte jeg rent faktisk at jeg var til koncert, da musikken ligesom blev skubbet i baggrunden. Men hold op, hvor så det flot ud fra vores stole midt i salen. Hun havde et 40 mand m/k stort islandsk kor med til at varme publikum op, hvilket var hyggeligt men stjal lovligt meget af spilletiden til min smag. Flot og imponerende oplevelse, dog – og lidt en revanche fra den Björk-koncert på Primavera Sound i 2018, som jeg ikke fik forfærdeligt meget ud af.

Årets sidste koncert skulle overraskende – for mig – også blive en af de bedste. Det blev mit første møde med spillestedet Alice og ligeså med de schweiziske industrial-pionerer Young Gods. De efterhånden ældre, grånende herrer leverede en koncentreret indsats, og demonstrerede på forbilledlig vis hvilken tæft de har for både de lange, tranceskabende passager og den mere ligefremme sampler-støjrock. Begge dele fungerede strålende, ligesom både sange fra bandets aktuelle album og pluk fra det ganske omfattende bagkatalog gjorde. En herlig aften på et fint spillested med eventyrlyst og kvalitet for øje, og en fornem måde at afslutte koncertåret på.

IMG_20191207_230147

Vi ses på koncertstederne i 2020!

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2019 (del 2 af 3)

Anden del af koncertkavalkaden kommer her, og den starter i juli – i Roskilde.

Juli

Igen i år blev det til en endags-ekskursion til Roskilde Festival, og da elsklingen kun kunne om lørdagen, blev det lidt tilfældigt den dag vi havnede der. Vi ankom i regnvejr og fortrak øjeblikkeligt til Avalon, hvor vi kunne få lidt læ. I det telt spillede Khruangbin, som jeg på forhånd havde sat et kryds ved. De leverede en chillet omgang instrumental indiesoulfunk (eller noget), og det var bestemt hyggeligt for en halv times tid eller så. For mig bliver det dog en anelse for gimmicky og påtaget(?) cool til for alvor at være fantastisk, men rart nok. I gang var vi.

Der skulle drikkes vin og vandres videre til et eller andet. Vi havnede uforvarende på Gloria, hvor sydafrikanske Nakhane stod klar, og den androgyne artpopper gjorde et virkelig godt indtryk. Desværre lugtede der lidt for meget af våd hund i barakken til at vi blev hængende rigtig længe, men hans optræden smagte klart af mere. Et mentalt notat er taget.

Derefter var sulten allerede ved at melde sig hos mig, og vi fandt spaghettiboden og teamede umiddelbart derefter op med elsklingens venner, og derfra slentrede vi mod Pavilion, hvor den stod på arrig hardcore med Whores. Indrømmet, jeg var vist den eneste i selskabet, der havde bare en smule hang til den slags, så de øvrige blev hængende ude foran teltet, mens jeg spadserede lidt nærmere spektaklet. Her mødte jeg en anden bekendt, og vi stod og lyttede lidt til horerne, inden vi brød op, fordi resten af selskabet ville høre noget andet. Det var ok med mig, for Whores var udmærket, men større var vigtigheden trods alt ikke for mig.

Så skulle der tisses af og tankes op igen inden afgang til Orange, hvor genopstandne Bikstok stod på scenen, til større glæde for resten af selskabet end undertegnede. Bikstok var et underholdende indslag, men musikalsk bliver det aldrig noget for mig. Men noget for noget – jeg skyldte vist en efter at elsklingen sad igennem en hel Dead Cross-koncert på Primavera ’18 for min skyld 🙂

Efter Bikstok var der ikke for alvor noget der trak i nogen af os, så vi gik stille og roligt rundt og rundt, indtil vi havde gået så meget rundt, at vi atter var ved Orange. Her var Janelle Monáe ret sej med sin robotfunk, selv om hun fejlagtigt troede vi befandt os i København. Det gjorde vi ikke, omend hun dog var tættere på sandheden end Cardi B, der på samme scene på førstedagen havde proklameret “Hello, Denver”. Eftersigende.

P_20190706_193722_vHDR_Auto

Efter robotfunken var der en længere pause inden næste must-see, hvilket jeg udnyttede til at fortrække til Avalon, hvor Converge satte gang i lidt af en moshfest. Converge er generelt for voldsomt til mig, men jeg kan da godt sætte pris på det i korte perioder – hvilket jeg gjorde mens resten af slænget drak en sjus. Formoder jeg. Vi genforenedes lige i rette tid til at indtage flere tarvelige sjusser på den tarveligste brune bodega vi kunne finde, og det fortsatte vi så med inden vi igen skulle på Orange.

Her sørgede The Cure for midnatsseancen og for at lukke den store scene for denne gang. Her var det mest mig der var på hjemmebane, og jeg nød i fulde drag blandt andet yndlingssangen ‘From the Edge of the Deep Green Sea’ og andre gloomy hits som ‘Fascination Street’ og ‘100 Hundred Years’. Efter 1½ time med gamle Robert og de andre, var elsklingen og jeg dog møre og sagde adjø til resten af selskabet og festivalen. En snack med på vejen, op til busserne og hjem i en lun seng. Slut på Roskilde ’19.

Vi var dog ikke helt færdige med julikoncerterne, for der ventede fortsat svigerfamilietraditionen over dem alle: Lars Lilholt Band på Restaurant Pottegården i Højby. Jeg gentager muligvis mig selv fra i fjor, men here goes: Lilholt er ikke lige mig, men han og bandet leverer bare på scenen. De er godt selskab – især når de nydes med en sjus af en art. Til den interesserede kan jeg sige, at det var bandets sidste optræden på Pottegården – næste år skal du tage til Vig for at høre dem. Eller et andet sted i landet, bevares.

August

Kalenderens sidste sommermåned bød på lidt af et big shot for mig: Genopstandne Stereolab – endda i selskab med fine Speaker Bite Me. De danske indiehelte leverede en intens og fremragende opvarmning, hvor der blev støjet godt og grundigt igennem, inden hovednavnet – med ultracool Laetitia Sadier som omdrejningspunkt – tog over med deres karakteristiske og sofistikerede indiekrautstøjpop. Noget stort og sprudlende spradebasseshow var det ikke, men de gjorde hvad de skulle. Jeg var meget glad for endelig at opleve dem.

September

Årets første efterårsmåned gav et gengensyn med altid strålende Wilco. På plade er de gode, men live lægger de lige et lag mere på. Det skete også denne tirsdag aften i Den Grå Hal. Det er ligegyldigt hvor mange gange man har set det lange rær Nels Cline fyre sin vanvittige solo af i ‘Impossible Germany’ eller Glenn Kotche levere sit forrygende trommespil på ‘Misunderstood’ – det virker hver gang. Altid en fornøjelse. Knap så stor en fornøjelse var det at se support Spiral Stairs (aka Scott Kannberg) – det var faktisk decideret røvsygt. Mest interessant var det at høre ham fortælle, at han i 1992 stod på nøjagtig samme scene med sit slæng af slackers, Pavement, da de turnerede med Sonic Youth.

Tredie og sidste del af årskavalkaden kommer snart.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2019 (del 1 af 3)

Traditionen tro skal jeg have vendt koncertåret her på falderebet. Kvantitetsmæssigt har det været et behersket år, og absolut et af de mindst flittige af slagsen for mit vedkommende. Der har dog været nogle længe ventede bands og kunstnere på plakaten, så på den front har det alligevel været mindeværdigt. Jeg deler året op i tre kapitler, og det første omhandler månederne marts til og med juni.

Marts

Ja, marts, for mit koncertår var længe om at komme i gang, dels grundet sygdom, der forhindrede mig i at opleve min sjette koncert med Low, og dels fordi…ja, der bare ikke var noget der fangede. Så min første koncert i 2019 foregik i Lille Vega, hvor Wild Nothing optrådte. Jeg var til den koncert, fordi jeg havde givet min kæreste en billet i fødselsdagsgave. Desværre var billetten købt mange, mange måneder i forvejen, og da hun i mellemtiden havde tabt interessen for bandet – og jeg aldrig har været fan i særlig grad – blev det en lidt aparte optakt. Koncerten blev heller aldrig det store sus, og helt ærligt kunne vi lige så vel have nydt bandets indieretrodreampop hjemme i sofaen.

På månedens sidste aften besøgte jeg for første gang Jazzhus Montmartre, og det var for at høre den fine svenske sangerinde Sophie Zelmani, som jeg i mange år har haft et lille crush på. Jeg har i en del år tænkt, at jeg måske har misset en koncert med hende i København, hvilket ville ligne mig meget dårligt. Den frygt fik jeg afkræftet af hende selv: Aftenens optræden var, ser man bort fra en samme sted om eftermiddagen, hendes første i København siden 1996! Så blev jeg mere rolig. Hun havde et velspillende lille ensemble med på scenen i Montmartre (som jeg i parentes bemærket, havde forventet var væsentligt større), og hun levede fuldt ud op til mine forventninger. Det blev kun ekstra charmerende af, at hun ikke helt kunne huske teksterne til et par af publikums ønsker, men som guitarist Lars Halapi undskyldte, så havde de i omegnen af 150 sange at vælge imellem, heraf en del der ikke ligefrem var fast inventar på setlisterne nutildags.

April

I Was a King fra Norge er sådan et band jeg har lyttet sporadisk til, men som jeg burde lytte mere end ja, sporadisk til. For de har sådan set alt hvad der er godt ved powerpoppen; de stærke, bittersøde melodier og dejlige vokalharmonier. Denne aften i Lille Vega leverede de nøjagtig det, da de var det mest naturlige supportband jeg mindes at have oplevet. De skulle nemlig varme op for powerpoppens ukronede konger, Teenage Fanclub. Når skotterne er i byen er der mødepligt, omend det var med en vis ængstelse denne gang. Bandet var inden turneen blevet et kæmpe aktiv (måske endda det største) fattigere, da bassist og medsangskriver Gerard Love havde forladt truppen. Det var og er naturligvis sørgeligt, men gav samtidig mulighed for at høre andre sange end de sædvanlig, hvilket var et stort plaster på såret. Resten af bandet, ført an af primært Norman Blake, gik heldigvis til sagen med uformindsket motivation og styrke, og leverede endnu en vidunderlig koncert i rækken af vidunderlige koncerter fra den kant. De er stadig et af verdens bedste bands, med eller uden Love.

Maj

I begyndelsen af maj tog jeg min kæreste under armen og drog til London – dels for at feriere og shoppe den, dels for at høre det band, der i en del år har stået øverst på min to-see-liste: Dead Can Dance. Forventningerne var naturligt høje, da Lisa Gerrard, Brendan Perry og deres syv-otte mand store ensemble entrede scenen i Eventim Apollo, og de blev indfriet på en smuk aften, hvor den imponerende diskografi blev besøgt vidt og bredt. Selv ikke en højst besynderlig seance i starten, hvor Perrys stemme fuckede helt op, kunne spolere den store oplevelse. Især ikke da han og stemmen kom stærkt tilbage ret hurtigt.

deadcandancelondon

Mere blev det ikke til i det første halvår. Andet kapitel af årets koncerter, der dækker perioden fra juli til og med september, kommer snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Årtiets 50 bedste plader (10-1)

Ok, lad os få udløst spændingen, for det er søndag, det regner på Amager og jeg kan ikke holde presset ud længere. Her er de 10 bedste plader i 2010’erne ifølge mig.

10. Marianne Faithfull – Negative Capability (2018)

Negative Capability

Hun har lavet gode ting på sine ældre dage, og hun har bestemt ikke mistet gnisten på tidligere udgivelser, men at hun som næsten 72-årig smed noget der ligner et hovedværk på gaden, det var alligevel en bedrift. Hendes stemme har været rusten og slidt i årtier, men det gør bare hendes musik endnu mere intens og interessant. Hun bliver som så ofte før bakket op af et stjernehold – denne gang for eksempel Nick Cave, Mark Lanegan og Sivert Höyem – og det er der kommet et vemodigt og strålende album ud af. Hun lyder som en 72-årig, ingen leflen for ungdommen her. Hvis du kan modstå åbningsduoen ‘Misunderstanding‘ og ‘The Gypsy Faerie Queen‘, så er du en hård banan.

9. Sharon Van Etten – Epic (2010)

Epic

Hendes andet album på listen – og det bedste. Det var her jeg opdagede hende, helt specifikt da jeg lyttede til ‘Don’t Do It‘ i al sin spøgende pragt. En vidunderlig sang, der fik mig til at åbne ørerne helt op for denne nye, kraftfulde stemme. En kort plade og med sine blot syv sange og halve times spilletid er den alt andet end epic, men det er blot dens styrke. Ingen slinger i valsen – bare moody hits fra ende til anden. Et kvantespring fremad fra hendes lovende, men også meget spartansk producerede debut – her er der kommet flere farver på paletten. Du skal også lytte til den smægtende popsang ‘One Day‘.

8. DIIV – Deceiver (2019)

Deceiver

Det sværeste ved at lave en liste der spænder over et helt årti, er at finde den rette balance. For hvordan rangerer du plader du har lyttet til i ti år overfor plader der lige er udkommet? Jeg aner det ikke, men jeg ved at jeg ikke kan udelade denne plade, bare fordi den kun er to måneder gammel. For jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt en plade, der i en sådan grad ikke har kunnet forlade mit hoved. Eller min medieafspiller. Jeg har lyttet til DIIVs to tidligere albums, som ikke har gjort store indtryk, men her rammer de helt, HELT rigtigt. Jeg kan ikke komme på en plade, der lyder så fuldstændig perfekt som den her: Grumset produktion med dejligt nedtonede guitarer og en vokal, der ind imellem nærmest forsvinder i den der mægtige lydkulisse. Den ultimative hængemulesound. Jeg har naturligvis ingen anelse om dens langtidsholdbarhed, men for nu er den en af årtiets bedste plader. Lyt blandt andet til ‘Like Before You Were Born‘ og ‘Taker‘.

7. Girls – Broken Dreams Club (2010)

Broken Dreams Club by Girls (2010-11-21)

Hypen var stor omkring Christopher Owens og slængs debut fra året før (vist nok), men den fangede jeg overhovedet ikke. Altså hypen. Til gengæld havde jeg ikke svært ved at høre storheden i den vidunderligt jangly ‘Heartbreaker‘, da den lå på en eller anden compilation fra et musikmagasin jeg engang købte. Derfor måtte jeg også høre resten af den skive, og den viste at være nøjagtig lige så vidunderlig. Titelmelodien, for eksempel, med sin lidt sjuskede guitar og vemodige pedal steel og triste orgeltoner i baggrunden, er endnu en perle. En kort plade – den kaldes en ep, men med sin halve times spilletid in mente går den vist ikke – og det er nok dens styrke. Ligesom med Van Etten-pladen ovenover er det her all hit/no shit. Som man siger.

6. Chelsea Wolfe – Abyss (2015)

Abyss

Sådan midtvejs i årtiet havde jeg den her som kandidat til en af dets bedste plader. Den er stadig meget højt placeret, men blev i sidste ende overhalet af en håndfuld andre. Det er dog Wolfes magnum opus i mine ører. Tung som ind i helvede og ret meget lyden af en nedtursspiral. Samtidig er den dog virkelig smuk i al sin bundløse grusomhed, og jeg husker en koncert på Loppen i forbindelsen med denne plade, der var et monster af en mørkemesse. Lyt til ‘Carrion Flowers‘ for et eksempel på det tunge og ‘Grey Days‘ for skønheden i det sorteste sorte.

5. Nada Surf – You Know Who You Are (2016)

Out of the Dark

Der er milevidt fra Chelsea Wolfes dommedagsmørke til Nada Surfs letbenede powerpop, men det er jo ikke mit problem. Jeg elsker begge dele. Nada Surf har med årene udviklet sig til det måske mest driftsikre band i branchen. De kan deres småmelankolske, jangly guitarpop til fingerspidserne, og har endnu ikke svigtet mig i dette årtusinde. Nuvel, det er ikke raketvidenskab på nogen måde, men sikke melodier Matthew Caws og hans ømme slæng kan skære. Der er ti perler på den her, sådan cirka, så vælg din egen favorit. Jeg kan ikke modstå ‘Friend Hospital‘ og ‘Victory’s Yours‘. Eller nogen af de andre.

4. Jóhann Jóhannsson – Orphée (2016)

Orphée

Nå, det kan jo ikke være letbenet powerpop det hele – der skal også være noget til følelserne. Noget for de grådlabile. Den her ramte mig et eller andet sted på strækningen mellem København og Holte, som jeg pendlede på i den periode. Det var efterår, virkelig gråt – jeg gloede formålsløst ud af vinduet og var vist lidt føle-føle og nede den dag. I den situation bliver jeg let påvirket af sådan en omgang strygerambient, og så går det jo hverken værre eller bedre, end at man sidder der i s-toget og flæber til ‘A Pile of Dust‘ og ‘A Sparrow Alighted Upon Our Shoulder‘. Jóhannsson var altid god til at ramme de tangenter hos mig.

3. Beachwood Sparks – The Tarnished Gold (2012)

The Tarnished Gold

Der findes ingen større superhelteskill end den en pladebutiksekspedient besidder, og som handler om at sætte den helt rigtige plade på lige i det øjeblik en bestemt kunde træder ind over dørtrinnet. Den skill blev jeg et sagesløst offer for i sommeren 2012, hvor jeg havde været i en pladebiks omkring et minut, inden den her blev sat på. Jeg slentrede derefter rundt i butikken og græssede, lod som om jeg var ganske upåvirket, men efter fem-seks sange måtte jeg overgive mig og sige, at den der plade skulle jeg have med hjem. Det var den her – og det fik jeg. Jeg var solgt på åbningsnummeret ‘Forget the Song‘ og definitivt overbevist, da jeg hørte titelnummeret. Jeg kan sgu da ikke modstå sådan noget harmonifyldt americana med pedal steel og vidunderligt kosmisk produktion, som man kun kan lave i Los Angeles. Damn you, pladeekspedient – og tak.

2. Mikal Cronin – MCII (2013)

MCII by Mikal Cronin (2013-05-07)

En af de skarpeste sangskrivere jeg har været så heldig at opdage i dette årti. Fire gode soloplader er det blevet til, og den her er toppen af kransekagen. Hvis ikke du er overbevist af klaverintroen og den eksplosive guitar, der pludselig dukker op i åbneren ‘Weight‘, så er der intet håb for dig her. Derfra fortsætter Cronin sit fyrige triumftog og krydrer det hele med nogle virkelig smukke ballader, med ‘Peace of Mind‘ som den måske smukkeste af dem alle. Tårnhøjt niveau hele vejen og det stærkeste bud på garagerock og powerpop jeg har hørt de sidste 10 år. Ja, så god er den plade.

1. Girls – Father, Son, Holy Ghost (2011)

Father Son Holy Ghost

Jep, du læser rigtigt: Den her er den anden Girls-plade på top-10. Og jeg betragter egentlig ikke mig selv som den store Girls-fan. Hovedmanden Christopher Owens har haft et af de mere besynderlige karriereforløb over de sidste ti år. Som nævnt tidligere var hypen stor omkring ham og bandet, da debuten kom i 2009. Allerede da førnævnte ep/minialbum og dette album kom, virkede den til at være dampet lidt af, og da han kort efter opløste bandet og solodebuterede med en af de mest lade og ugidelige plader jeg har hørt, var der vel knapt et øre der lyttede med længere. Jeg har ingen anelse om hvad han har lavet siden 2013. Men inden da nåede Owens og hans gæve gutter altså at lave to forrygende gode skiver indiepop, der vekslede fra hurtigtløbende powerpop til gospel-inspireret progpop. ‘Alex‘ fra den her er så smittende som noget, med sin jangly guitar og pragtfuldt afvekslende opbygning, og den mægtige, nej M-Æ-G-T-I-G-E ‘Vomit‘ er et af de største enkeltstående stykker musik jeg har hørt i 2010’erne – overhovedet. En fantastisk plade fra et band, der brændte ud nærmest overnight.

Det var det. De 50 bedste plader fra årtiet, som jeg hørte det. Den fulde liste ligger herovre på Rate Your Music i mere overskuelig form, og der er der også link til en playliste på Spotify. Tak fordi du har læst og forhåbentlig lyttet med. Hvis du har lyst til at give et bud på dine egne favoritter, er du meget velkommen til at smide en kommentar.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (20-11)

Vi nærmer os de rigtig høje placeringer – kan I mærke spændingen? Nej? Fair nok.

20. King Creosote & Jon Hopkins – Diamond Mine (2011)

Diamond Mine

Hvad sker der, når skotsk troubadour møder engelsk lydtroldmand? Ja, sådan i al almindelighed ved jeg ikke hvad der sker, men lige i dette tilfælde munder det ud i en halv times ufattelig skønhed. ‘Bats in the Attic‘ indeholder nogle af de smukkeste fraseringer jeg har hørt i dette årti, det er nærmest rystende. Tjek også ikke-album-versionen ‘Bats in the Attic (Unravelled)’, der har et mere elektronisk touch. Og tjek for pokker også ‘Bubble‘ med den vidunderlige klaver-outro.

19. Sharon Van Etten – Are We There (2014)

Are We There

Sharon Van Etten var en af mine største musikalske opdagelser i årtiet, og af og til forstår jeg ikke hvorfor jeg blev så betaget af hende. Hendes musik er ikke ekstraordinær på nogen måde, men kombinationen af en virkelig elskelig personlighed (tror jeg, jeg kender hende ikke), et veludviklet melodiøre og en ret dejlig stemme kan føre langt, når hun lige rammer det rigtige moment. Hun ramte det helt rigtige moment i 2010’erne, hvilket førte til et gedigent gennembrud – det var ikke kun mig, der var modtagelig for hendes charmer. ‘Are We There’ er proppet med gode sange – for eksempel ‘Your Love Is Killing Me‘ og ‘I Love You But I’m Lost‘.

18. Ryan Adams – Ashes & Fire (2011)

Ashes & Fire

En af Adams’ bedste plader. Basta. På overfladen måske lidt undselig og anonym, men hold da op nogle sange, der gemmer sig under den mutte og nedtonede produktion. Jeg så ham live første gang lige inden pladen udkom, og det var fantastisk. Han sad mutters alene på scenen og fik folk til at sidde komplet tavse i 2½ timer. Et af de nye numre han spillede, og som gjorde virkelig stort indtryk på mig, var ‘Do I Wait‘. Den er mere elektrisk på pladen end i Falconer Salen den aften, men stadig en favorit. En anden forsigtigpetersang, der har rocket min verden (ganske blidt) er den pragtfulde ‘Kindness‘, der gøres helt perfekt med Norah Jones’ korstemme. Ømt. Wow.

17. Gillian Welch – The Harrow & the Harvest (2011)

The Harrow & the Harvest by Gillian Welch

Der er sørme langt mellem Gillian Welch-pladerne, så det er nærmest en begivenhed når der kommer en. Heldigvis er de altid gode – også den her. Den har måske ikke de der helt vanvittige genreklassikere som de tidligere plader, men til gengæld holder den et højt, jævnt niveau. Selvfølgelig gør den det – det er jo stemmen Gillian Welch og guitarvirtuosen Dave Rawlings. Det bliver ikke meget mere zen end ‘Dark Turn of Mind‘ og ‘Hard Times‘ er americana af den smukkeste skuffe.

16. Marlon Williams – Make Way for Love (2018)

Make Way for Love Colored Edition)

Ok, nu gør jeg noget fy-fy og stjæler et par linjer fra en anmeldelse jeg har læst, for de siger det bedre end jeg selv kan: “‘Make Way For Love’ is a break up album and is filled with misery, loneliness and jealousy. Why someone would dump a man who sounds like Roy Orbison meeting Richard Hawley in a diner bar in 1950 is beyond me though”. Du skal høre hele pladen, for den er fremragende, men du skal især høre ‘Come to Me‘ og ‘Nobody Gets What They Want Anymore‘, hvor han duetterer med ovennævnte dumper Aldous Harding.

15. Jóhann Jóhannsson – Copenhagen Dreams (2012)

Copenhagen Dreams

Jóhannsson har altid ramt mig lige i hjertet. Der er ret megen patos i hans take på den moderne klassiske musik, og sådan er det absolut også på hans vidunderlige soundtrack til Max Kestners dokumentarfilm ‘Copenhagen Dreams. Som oftest er her tale om små, korte vignetter, men der er også enkelte numre, der får lov at folde sig mere ud. To af de smukkeste er ‘Here, They Used to Build Ships‘ og afslutteren ‘They Imagine the City Growing Out Into the Ocean‘.

14. Neko Case – The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You (2013)

The Worse Things Get,the Harder I Fight,the Harde

Et friskt bud på listens bedste titel. Ligeledes et godt bud på listens største snigerplade. For jeg var ikke sådan overvældet de første gange jeg hørte den, men den listede sig stille og roligt ind på mig. Med god grund, for den indeholder nogle gedigne ørehængere, for eksempel det ret forrygende anthem ‘Man‘ og den vidunderlige ‘City Swans‘, der burde have været et kæmpe hit. I en fair verden og al den jazz.

13. Raphael Saadiq – Stone Rollin’ (2011)

Raphael Saadiq: Stone Rollin'

Jeg er Prince evigt taknemmelig for flere ting, men i hvert fald for at have slæbt Raphael Saadiq med til sit megaevent, der udspillede sig i Amager Strandpark i sommeren 2011. Og for at have sat ham på programmet lige nøjagtig samtidig med at jeg gik tur dernede, og blev så fanget af det jeg hørte, at jeg fór hjem for at undersøge hvad det var: Saadiq på fuld bluesy souludblæsning på titelnummeret ‘Stone Rollin’‘. Jeg var solgt og købte siden denne fremragende plade, som vel er det bedste bud på old school neo-soul (hvis det giver mening) jeg har hørt. Hør også åbneren ‘Heart Attack‘ og bliv blæst væk.

12. John Grant – Queen of Denmark (2010)

Queen of Denmark

En plade der har ført en omskiftelig tilværelse i mit univers over årene. Jeg lyttede meget til den da den udkom og noget tid frem, så glemte jeg alt om den i en del år, mens Grant distancerede sig mere og mere fra den stil jeg elsker ham for, og så er den minsandten dukket op igen i mit hoved de seneste par år – endnu stærkere end i starten. Jeg synes stadig det er den her barok-singer-songwriter-stil der klæder ham bedst, og øøh ja, spacey sange som ‘Outer Space‘ og det absurd gode titelnummer står knivskarpe her på kanten af årtiet.

11. Fontaines D.C. – Dogrel (2019)

Dogrel

Slutningen af årtiet har været usædvanlig leveringsdygtigt i intens og højenergisk post-punk, hvor bands som Shame, Idles og Protomartyr har markeret sig stærkt. I mine ører bliver de dog overgået af Dublin-vidunderet Fontaines D.C., der med debutalbummet her har sparket en del døre ind. Det takket være et bundsolidt materiale, en tårnhøj energi og en markant sanger i Grian Chatten med den tykke, uimodståelige irske accent. No nonsense-rock som alle bør elske den. ‘My Childhood was small/but I’m gonna be ‘BIG‘!’ Hvis du foretrækker mindre punkrock, og mere hektik, så er der den forrygende ‘Hurricane Laughter‘ at kaste sig over. Jeg er ret spændt på hvordan de unge knøse følger den her op.

Så er der kun tilbage at løfte sløret for årtiets ti bedste plader. Følg med på bloggen de kommende dage.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (30-21)

Videre med listen.

30. Yo La Tengo – Fade (2013)

Fade

Verdens bedste indie-ægtepar (og ven) med deres bedste plade i dette årti. Den er rar og behagelig og lige til at kramme. Ret Yo La Tengo’sk med andre ord. Den er ikke pladen man skal kaste sig over, hvis man vil dyrke bandets støjrockende side, selv om åbneren ‘Ohm’ da gør sig glimrende i den kategori, men derimod er den lige sagen for den fan, der elsker deres nuttethed. Lyt for eksempel bare til den elskelige ‘Is That Enough‘. Og se videoen – den er sjov! Verden ville være et forfærdeligt sted uden Yo La Tengo.

29. Jon DeRosa – Black Halo (2015)

Black Halo by Jon Derosa (2015-08-03)

Under- og ukendt for de fleste er DeRosa, og det er sørensparkeme en skam. Specielt for de, der kan lide Richard Hawley, The Divine Comedy og The Magnetic Fields (Stephin Merritt er sågar co-writer på et af numrene), for denne plade er for og til jer (os). Hvis I også har et twist af goth i jer, så er den helt sikker. DeRosa crooner alt hvad han kan på en stribe underskønne, doomromantiske ballader. ‘The Sun Is Crying‘ er et klasseeksempel. Den endnu mere eminente ‘You’re Still Haunting Me‘ burde være Eurovision-vinder med sit fantastiske omkvæd.

28. Dinosaur Jr. – Give a Glimpse of What Yer Not (2016)

Dinosaur Jr - Give A Glimpse Of What Yer Not +2 [Japan CD] HSE-6192 by Dinosaur Jr

Støjrocklegenderne er ikke så banebrydende længere, og er nok blevet lidt gamle efterhånden, men det er deres fans heldigvis også, så vi følges lykkeligt ad. Til gengæld er Dinosaur Jr. vel et af de mest pålidelige bands derude, for de leverer bare altid. Den her er nøjagtig lige så god som deres tidligere plader, selv om/fordi den bare lyder som de mange foregående har gjort. Det er vi nogen der er taknemmelige for. Mascis (og sporadisk Barlow) mestrer stadig den bittersøde rocksang med guitarlir galore. Her bedst eksemplificeret ved den tunge ‘I Walk for Miles‘ og ‘Lost All Day‘.

27. Vessel – Enlettered Species (2012)

Enlettered Species

Den højstplacerede danske plade på listen, så det må jo gøre den til årtiets danske plade i min husholdning. Tillykke med den ære, Anders Mathiasen. Jeg er aldrig faldet for Mathiasens og Jacob Bellens’ band Murder, men den her rammer mig lige hvor den skal. Der er en dejlig ro over sangene, og seriøse Bill Callahan-vibes hist og pist, særligt på den skønne ‘The Discipline of a Broken Leg‘. Endnu bedre er den utroligt smukke ‘Feathers‘. Jeg takker for mange gode aftenstunder med denne på grammofonen eller i høretelefonerne.

26. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell (2015)

Carrie & Lowell

Jeg var egentlig stået helt af Sufjan Stevens-vognen, men blev lokket på den her med løfter om en tilbagevenden til den mere spartanske stil, som klædte ham så godt på for eksempel mesterværket ‘Seven Swans’. Løfterne holder heldigvis; her er ingen ekstravagante sange om Superman og slige sager. Derimod er det en afdæmpet hyldest til Stevens’ netop afdøde mor (og stedfar), og få steder er det så rørende som på ‘Death With Dignity‘ og så tårefremkaldende som på ‘No Shade in the Shadow of the Cross‘.

25. Jason Isbell – Southeastern (2013)

Southeastern

Isbells anden plade på listen – og altså den bedste. Og den er virkelig fremragende. Lige nu føler jeg egentlig at den burde have været endnu højere på listen. Nå, det kommer den om ti år, når jeg gennemgår årtiet igen. Han sætter i hvert fald barren højt fra start med den fantastiske ‘Cover Me Up‘, og derefter smider han egentlig bare om sig med forrygende sange. Den ubærligt triste ‘Elephant’, og den guddommeligt smukke ‘Traveling Alone‘ for eksempel. Andre er mindre mindeværdige, men det skal ikke spolere helhedsindtrykket.

24. Protomartyr – Relatives in Descent (2017)

Relatives In Descent

Jeg er glad for at jeg stolede på mit instinkt, og ikke lod mig gå på af en halvsløj koncert, da jeg købte dette album. For det er brølstærkt. Ordet intenst er vist det rette at bruge her. Passivt-aggressivt kunne man også slippe godt fra at kalde det. Eller eksplosivt. Jeg elsker når Joe Casey i åbningsnummeret ‘A Private Understanding‘ synger “I don’t want to hear those vile trumpets anymore”, hvorefter han bliver svaret af nogle urovækkende trompeter i baggrunden. Det er ondt. Jeg elsker også støjinfernoet i ‘Up the Tower‘.

23. Rachel Zeffira – The Deserters (2012)

The Deserters [VINYL] by Rachel Zeffira

Rachel Zeffira var et fuldstændig ukendt navn for mig, da jeg stødte ind i hende på et Teenage Fanclub-messageboard. Altså hun, og denne plade, blev nævnt af en af brugerne, og jeg tog chancen – og blev grebet øjeblikkeligt. Nej, den minder på ingen måde om Teenage Fanclub. Den kan derimod give mindelser om Broadcast sine steder – det er ret tydeligt på ‘Here On In‘ – og firserartpop-alfen Virginia Astley. Hvis nogen husker hende. Det er drømmende, blidt og yderst orkestralt. Hvis dreampop-begrebet overhovedet giver mening, så må det være her. Hun synger desuden virkelig skønt på ‘Star‘.

22. Lucinda Williams – Blessed (2011)

Blessed

Efter et par plader der ikke sagde mig så meget, kom Lucinda og jeg på rigtig god fod igen, da den her udkom. Den er vokset til at være en af mine favoritter, ikke helt på niveau med mesterværkerne ‘Car Wheels on a Gravel Road’ og ‘Essence’, men faktisk ikke så langt fra. Hun er bedst når hun er allermest bluesy og nede i sølet, og det er hun på de fantastiske ”I Don’t Know How You’re Living‘ (mand, den pedalsteel dér) og ‘Copenhagen‘ (mand, den pedalsteel dér).

21. J Mascis – Several Shades of Why (2011)

Several Shades of Why

Som fanboy er det dejligt at Mascis har været så aktiv de seneste mange år, både med Dinosaur Jr. og altså som solist. Imponerende nok er han omtrent lige god begge steder, selv om det er forskellige territorier og lydniveauer han afsøger. Her i eget navn er der skruet ned for strømmen, og i stedet er scenen overladt til hans akustiske guitar. Den karakteristiske pibestemme forsvinder dog aldrig. Den skønne plade åbner med de to bedste sange, ‘Listen to Me‘ og titelnummeret, der er ganske vidunderligt – og det der fik mig til at spærre ørerne op. Lige det nummer betyder også noget for mig af andre grunde, men det er sagen uvedkommende.

Næste kapitel med placeringerne 20-11 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (40-31)

26/11/2019 2 kommentarer

Anden bid af nedtællingen kommer her. Denne gang pladerne, der placerer sig fra 40 til 31. Men inden da lidt statistik fra listen.

Alle ti år er nemlig repræsenteret, men de er bestemt ikke jævnt fordelt. Den absolutte topscorer er 2011 med hele 11 repræsentanter. Derefter følger 2013 med 7 og 2016 med 6. 2012 og 2014 har hver 5 plader med, mens 2010, 2017 og 2018 har 4. Bundskraberne er 2015 og 2019 med hver 2 deltagere. Således klogere eller mere forvirret, går vi videre med listen.

40. Grouper – Ruins (2014)

Ruins

Liz Harris lefler ikke for nogen, når hun udgiver og spiller under navnet Grouper. Hendes slørede ambient og hviskende vokaler skaber sin egen triste stemning, og det er ikke altid man lige befinder sig i det lune. Tænker jeg. Slet ikke live, hvor det – den ene gang jeg har oplevet hende – var noget kedsommeligt. På plade går det bedre for mig, særligt på en regnvåd efterårsaften. På Ruins er der en smule mere fokus på melodier end hendes vanlige atmosfæremættede omgang, for eksempel på den rendyrkede klaverballade ‘Clearing‘ og den lige så smukke ‘Holding‘.

39. Thurston Moore – The Best Day (2014)

The Best Day

Jeg lånte i sin tid den her på biblioteket, uden egentlig at have nogen særlige forventninger, men jeg blev ærligt talt blæst væk, da jeg satte pladen på. Jeg lånte vinyludgaven, en dobbeltvinyl, hvor a-siden på den første lp var ‘Speak to the Wild‘ og b-siden var ‘Forevermore‘. To lange, fantastiske stykker musik, repetitive og dragende, og med Moores gedigne guitarspil i førersædet. Ok, resten af albummet rammer ikke det vanvittige niveau, men det er stadig møgsolidt og absolut et niveau der er værdigt til denne liste. Men for pokker da, de to første sange…wow!

38. Damien Jurado – The Horizon Just Laughed (2018)

The Horizon Just Laughed

Jeg blev gradvist mere irriteret på Damien Jurado, som årtiet skred frem, for hans musikalske valg drev længere og længere væk fra det jeg synes han er bedst til, nemlig den nedbarberede, intime folkballade. Heldigvis vendte han, efter en stribe plader med Richard Swift som lidt for svulstig producer-kompagnon, tilbage til den stil jeg elsker ham for, og The Horizon Just Laughed er i mit hoved hans bedste plade i omtrent ti år. Hør for eksempel den vidunderlige åbner ‘Allocate‘ med de pragtfuldt Motown-inspirerede strygere, og den lige så bedårende ‘1973‘.

37. Yuck – Yuck (2011)

Yuck by Yuck (2011-03-01)

En flok unge londoners besluttede sig i starten af årtiet for at lave noget der lyder som en hyldest til 1990’ernes indierock, og de gjorde det med så stor charme, at jeg ikke rigtig kan modstå det. Det er overhovedet ikke opfindsomt, men de gør det så godt, at jeg let tilgiver dem, for jeg elsker jo den der guitarfræserlyd. ‘Get Away‘ og ‘Georgia‘ er klokkerene hits, der får mig til at bøje mig i støvet.

36. A Winged Victory for the Sullen – A Winged Victory for the Sullen (2011)

A Winged Victory for the Sullen

Midnatsskønhed. Det er i hvert fald ren aftenmusik, hvad guitarist og keyboardist Adam Wiltzie og pianist Dustin O’Halloran leverer her. Onde tunger kan måske mene, at det er meget pænt og ambient-by-numbers, men jeg er fuldstændig til fals for ambient-by-numbers. Det er tuderen og lukkede-øjne-musik. Lyt for eksempel til (og hold nu fast) ‘We Played Some Open Chords and Rejoiced, for the Earth Had Circled Yet Another Year‘ og den mere mundret betitlede ‘Steep Hills of Vicodin Tears‘.

35. Tales of Murder and Dust – The Flow in Between (2016)

The Flow in Between

Ganske enkelt et af rigets bedste orkestre i dette årti, hvis du spørger mig. De var ret gode fra starten, og de er imponerende nok blevet bedre for hver plade. Aarhusianerne skruede helt op for mørket og det gloomy på denne psykedeliske guitarplade, og det gjorde de med bravour på sange som ‘Black Reflections‘ og den tunge ‘Sisters‘. Jeg glæder mig allerede til den kommende plade, som er på trapperne i 2020.

34. Eyelids – Or (2017)

Or

Et helt nyt bekendtskab for mig så sent som i år, men det består af garvede kræfter fra den gode indiescene i Portland – folk, der færdes i bands som The Decemberists og Guided By Voices. Det er herrer der kan deres guitarpoprock til fingerspidserne, og denne pragtfulde plade er noget af det bedste janglepowerpop jeg har hørt i lang tid. Hvis ikke du kan lide ‘Slow It Goes‘ og ‘Camelot‘, er du åbenlyst døv. Og det er jo en skam.

33. Lloyd Cole – Standards (2013)

Standards by Lloyd Cole

Gnavpotpoeten Cole har aldrig rigtig været væk, og har igennem årene udgivet en lind strøm af fine plader, men alligevel virkede den her som lidt af et comeback. I hvert fald hos mig. Hans, synes jeg, bedste plade siden Love Story fra midten af 1990’erne, ikke mindst takket være en hyper-veloplagt sang som ‘Women’s Studies‘ og den underskønne ‘Myrtle and Rose‘. Det blev også til to dejlige københavnerkoncerter med den vrantent-ironiske mand i kølvandet på albummet, og så er alt godt.

32. Jason Isbell and The 400 Unit – The Nashville Sound (2017)

The Nashville Sound

Isbell fik et velfortjent gennembrud som soloartist i løbet af årtiet, hvor han leverede en stribe virkelig solide skiver – med og uden backingband. Og så er solide en mild underdrivelse, for de var lidt mere end det. Jeg forudser i hvert fald horder af lejrbål omkranset af håbefulde guitarspillende ungersvende, som forsøger at imponere deres udvalgte med ‘If We Were Vampires‘ i de kommende generationer. De kan selvfølgelig også forsøge sig med ‘Anxiety‘, men den kræver vist mere strøm end der plejer at være ved et lejrbål. Og et større orkester.

31. Alcest – Shelter (2014)

Shelter (Ltd. Buch Edition inkl. 48seitig, 18x18cm)

At Alcest stammer fra det franske blackmetal-miljø, skal man nok forsøge at glemme, når man lytter til den her, for den har fået pillet alle metaltendenser af kroppen. Det skabte også furore i metalfankredsen, der vist blev kraftigt decimeret. Til gengæld kom der nok en flok vattede indiekids (skrev det vattede indiekid) ind i stedet, så det går sikkert lige op. Sigur Ros’ stamproducer drejer på knapper, Slowdives Neil Halstead gæsteoptræder, og så er scenen ligesom sat. Det er en meget smuk plade og jeg er særligt tosset med ‘L’éveil des muses‘ og den storladne afslutter ‘Délivrance‘.

Næste opdatering med placeringerne 30-21 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,