Lytteaften gode produktioner-tema (14.5.17)

Hvad i alverden er en god produktion? Findes der et entydigt svar på det spørgsmål? Ja, det gør der. Nej, er svaret. Se, det vidste musiksalonen og dens medlemmer jo nok godt i forvejen, men det var nu alligevel rart at få bekræftet sådan en søndag majaften, hvor produktionerne befandt sig lidt i øst og vest sådan rent ææh ja, produktionsmæssigt. Den var glat og poleret hos Fleetwood Mac, hyperdetaljeret hos Primal Scream, pumpende og in-your-face hos PIL og knastør hos Smog. Og så er det jo værd at huske på den gyldne regel: En god produktion kan ikke redde en dårlig sang, men en god sang kan sagtens redde en dårlig produktion. Eller hvordan det nu var.

• Culpepper’s Orchard – Mind Pollution/Weather Report – produceret af Casper/Culpepper’s Orchard (valgt af Michael)
• Big Black – The Model – Steve Albini (Morten)
• Fleetwood Mac – Little Lies – Lindsey Buckingham (Emil)
• Depeche Mode – Useless – Kruder & Dorfmeister (Bo)
• Cream – Strange Brew – Felix Pappalardi (Michael)
• Robyn – With Every Heartbeat – Kleerup (Morten)
• Darkthrone – To Walk the Infernal Fields – Darkthrone (Emil)
• Primal Scream – Star – Brendan Lynch (Bo)
• Public Image Limited – Public Image – PIL (Michael)
• Arab Strap – Packs of Three – Geoff Allan & Paul Savage (Morten)
• Incantation – Immortal Cessation – Steve Everett (Emil)*
• DJ Shadow – Building Steam With a Grain of Salt – DJ Shadow (Bo)
• Mark Stewart and The Maffia – Learning to Cope With Cowardice – Adrian Sherwood & Mark Stewart (Michael)
• Smog – Dress Sexy at My Funeral – Bill Callahan (Morten)
• The Beatles – Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band – George Martin (Emil)
• Tortoise – Seneca – John McEntire/Tortoise (Bo)
• Timbuk 3 — Born to Be Wild – Pat McDonald & Barbara K (Michael)*
• Mazzy Star – Bells Ring – David Roback (Morten)
• Emperor – The Burning Shadows of Silence – Pytten (Emil)
• Peter Sommer – Sandhed nr 502 – Henrik Balling (Bo)

*= ikke på YouTube

Lyt til playlisten på YouTube

25 sange fra 1998

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
18. Eels – Dead of Winter…and strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
20. Mercury Rev – Goddess on a Hiway…and I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Lytteaften New York-tema (6.3.17)

“Chapter one. He adored New York City. He idolized it all out of proportion. Eeh, no…make that he…he romanticized it all out of proportion.”

Jeg har aldrig været i New York – det være sig state eller city – så tilgiv min tyen til tyveri fra Woody Allen i forsøget på at sætte scenen. Musiksalonen befandt sig mandag aften fysisk i 2400, men da virkeligheden som bekendt ikke kun findes i Nordvest, var den åndeligt draget til det store æble. Nåja, og til det store æbles nære og mindre nære provinser, for mere nøjeregnende og pernittengrynede er vi heller ikke i salonen.

Min bruttotrup til New York-temaet. Der var dog kun plads til fem af dem.

New York er, eftersigende, lidt af en smeltedigel af kulturer og inspirationer, så det var på forhånd interessant at se, hvad vi fire salonister havde fundet på. Som ventet blev det en sjov blanding af arketypisk newyorkerartrock, støjrock, bluesy hardrock, singersongwriteri – og så lidt hiphop og metal af mere eller mindre ekstrem variant. For ligesom at tilsætte lidt finurligt krydderi. Det blev naturligvis et stærkt og spraglet soundtrack. Lyt selv med herunder.

• Mountain – Never in My Life (Michael)
• Lou Reed – Lisa Says (Bo)
• Nas – N.Y. State of Mind (Morten)
• Helmet – In the Meantime (Emil)
• Television – Days (Michael)
• Harry Nilsson – Perfect Day (Bo)
• Band of Susans – Paint It Black (Morten)
• Wu-Tang Clan – Clan in da Front (Emil)
• Interpol – NYC (Michael)
• Laurie Anderson/William S. Burroughs – Sharkey’s Night (Bo)
• Soul Coughing – Is Chicago/Is Not Chicago (Morten)
• Immolation – Higher Coward (Emil)
• Talking Heads – Air (Michael)
• The Band – Don’t Do It (Bo)
• Luna – Season of the Witch (Morten)
• Public Enemy – Burn Hollywood Burn (Emil)
• The Walkmen – We Can’t Be Beat (Michael)
• Paul Simon – Stranger to Stranger (Bo)
• Sonic Youth – (I Got a) Catholic Block (Morten)
• Fallen Christ – Evil Larvae (Emil)*

* Ikke tilgængelig på Youtube, men hele albummet kan høres her

Lyt til playlisten på Youtube

Don’t Always Look for Comfort in a Song: Teenage Fanclub 1990-2016

Yes, det er ved at være den tid; verdens bedste band nærmer sig København. De rammer Lille Vega i morgen fredag den 10. februar, og der er på forunderlig vis udsolgt. Det er første gang jeg skal til en udsolgt Teenage Fanclub-koncert, de to gange jeg har set dem har der vel højst været halvfyldt, så hvad er der sket? Er verden pludselig gået lidt mindre fra forstanden? Glædeligt er det dog, at danskerne endelig lader til at have åbnet ørerne. Eller svenskerne, måske. Nåmen, glædeligt er det at Øresundsregionen endelig lader til at have åbnet ørerne.

Jeg har vanen tro lavet en liste, og for nemheds skyld har jeg valgt mine tre yndlingssange fra hvert regulært album (The King og Deep Fried Fanclub tæller ikke med her), plus lidt løse sange fra hist og pist. Det har givet nogle helt horrible udeladelser – for eksempel er der ikke blevet plads til The Concept, Sparky’s Dream og Start Again – men sådan er livet så barskt og uretfærdigt. Modsat bandet har jeg heller ikke været så demokratisk at give hver sangskriver lige megen plads, så beklager, Raymond McGinley, du drukner lidt i mængden. Du er dygtig, men Gerry Love og Norman Blake er bare i verdensklasse.

God fornøjelse – også hvis du skal til koncert i morgen!

25 sange fra 2004

Ny årgang – ny listeform. Jeg forsøger mig med lidt flere detaljer. Som altid er du velkommen til at springe mit nonsens over, og gå direkte til playlisten. Der er lyttelink i bunden.

1. The Divine Comedy – Our Mutual Friend…havde jeg lavet denne liste for 14 dage siden, var den her sang end ikke kommet i betragtning. Men jeg har altså, pludseligt, opdaget den, her 13 år efter den udkom og fire år efter jeg købte pladen, Absent Friends. En vidunderlig plade, der toppes af denne helt guddommelige (undskyld) sang med den fantastiske historiefortælling, og en patos og orkestrering så stor som, ja, det ved jeg ikke…hele verden, måske. Neil Hannon og hans slæng kommer til København om godt en uge, og jeg glæder mig enormt til at opleve ham og dem. Og forhåbentlig ‘Our Mutual Friend’.
2. Franz Ferdinand – Take Me Out…en født klassiker. Jeg kom engang i et af mine radioprogrammer til at udbasunere, at dette måske var årtiets bedste single, og jeg er altså ikke sikker på at jeg tog fejl. Den vil holde helt ind i evigheden, hvornår den så end kommer til os.
3. Max Richter – On the Nature of Daylight…langt mindre festlig er den tysk-engelske komponist Richters indslag. Men det rammer noget andet i mig, med sin næsten overdrevne sorgfuldhed og helt regulære skønhed. Ligesom en anden af tidens store neoklassiske kunstnere, Jóhann Jóhannsson, formår Richter, når han er bedst, at ramme de helt rette hjertetråde. I hvert fald hos mig. Dette er et af de smukkeste stykker musik jeg kender.
4. Guster – The Sun Shines Down on Me…hvis det er åbenlyst hvorfor jeg er faldet i svime over Max Richter-nummeret, så er det måske mere vanskeligt at forklare hvorfor jeg elsker denne sang så meget. Altså, den er umiddelbart ret ordinær (hvilket jeg også har indtryk af at Guster er, jeg kender dem ikke specielt godt), men den lidt vage og triste fortolkning af Daniel Johnstons ord, kan bare noget uforklarligt. Det er bare en skøn sang. Beklager, det er et tyndt argument, men sandt ikke desto mindre.
5. Weeping Willows – Stairs…true story: første gang jeg hørte den her, tænkte jeg: “Hold kæft mand, den nye Morrissey-single er god!” Det viste sig så at være den svenske Morrissey, Magnus Carlsson, og hans gæve svende, der havde præsteret et lille mesterværk. Jeg fór, i øvrigt, øjeblikkeligt til nærmeste pladebutik, som lå i Helsingør, for at købe den (jeg skulle alligevel have den nye Claus Hempler-plade), og nej, albummet holder slet ikke samme afsindige niveau. Hvilket heldigvis er komplet underordnet på denne liste. ‘Stairs’ er fortsat et lille mesterværk.
6. Arcade Fire – Wake Up…jeg var ikke overbevist om Arcade Fires brillans første gang jeg lyttede til dem, og der skulle da også gå en del år før jeg hørte en hel plade med dem. De har dog vundet ved nærmere bekendtskab, og jeg synes specielt de første to plader er glimrende. ‘Wake Up’ er et pragtfuldt, bombastisk nummer, som jeg bliver ved med at holde af. Jeg skulle åbenbart blot vågne op.
7. Jolie Holland – Old Fashioned Morphine…det mest cool nummer på listen er dette pragtværk af Jolie Holland, en af stifterne af den charmerende, men desværre hedengangne country-trio The Be Good Tanyas. Holland, med den karakteristiske raspende stemme, leverer her en fortræffelig art pilskæv jazzbluesfolk, der helt sikkert har fået heltene – begge for øvrigt erklærede fans – Tom Waits og Bob Dylan til at nikke anerkendende.
8. Josh Rouse – Michigan…ligesom Gusters sang længere oppe, hører den her til de mere undselige og anonyme af slagsen. Den nedtonede instrumentering, en akustisk guitar og en diskret harmonika, er bare en vinderkombi, og når Rouse er på toppen af sin ydeevne – som han var i første halvdel af nullerne – så kan han få selv de forsigtigste sange til at lyde af meget mere end de er. Jeg har tabt interessen for ham – han er vist blevet lykkeligt gift og flyttet til Spanien, hvilket alle ved er roden til alt ondt – men ‘Michigan’ holder jeg stadig usigeligt meget af.
9. Justin Rutledge and The Junction Forty – Federal Mail…dengang i 2004 blev Rutledge pludselig superstjerne på et dansk musikforum. Jeg fangede aldrig helt hvorfor – det gjorde resten af verden vist heller ikke – men i hvert fald blev hans album No Never Alone ved flere lejligheder udråbt til det største mirakel musikbranchen havde hørt. Eller ikke hørt, rettere. Cirka. Det hverken er eller var det, men det indeholdt dog denne vidunderlige tearjerker, med de helt uimodståelige linier got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair. Og så lister den sig afsted, som et bastard-afkom af Patsy Clines ‘Crazy’. Det er en pragtfuld sang, og det er ok at få tuderen på når man lytter til den.
10. R.E.M. – Leaving New York…ja, den sang lovede vist lidt mere end albummet kunne holde, men det er fuldstændig ligegyldigt, for ‘Leaving New York’ er en sådan blid ballade, som vi (som i jeg) elsker R.E.M. for. Deres bedste single efter årtusindskiftet. Basta.
11. Marc Gartman – Luf Kanh Brhak Ur Hrt…hvis man tænker sig om, kan man måske godt regne ud hvilken sang Gartman fortolker her*. Hvis ikke, kan man bare lytte til den, for det fortjener den. Gartman er ikke nogen superstjerne, men han er en ret habil musikant, som det kan høres i denne helt intime klaverballade, og også i det fine americana-ensemble Pale Horse and Rider. *psst, det er en Neil Young-sang.
12. Sparklehorse & The Flaming Lips – Go…det andet Daniel Johnston-cover på listen, men det var også en fin tribute der kom på gaden i 2004. Mig bekendt det første samarbejde mellem de særegne sæt kunstnere, men ikke det sidste. Jeg får altid lidt ondt i hjertet når jeg hører Sparklehorse, for Mark Linkous var en af mine skæve helte, og hans tragiske exit var så ubærlig, omend ikke uventet. Det her er ret meget et Sparklehorse-nummer, drømmende og skrøbeligt, men det klæder bestemt Wayne Coyne og co. at skrue lidt ned for vanviddet.
13. Timesbold – Bone Song…nej, jeg ved ikke meget mere om Timesbold end du gør, men jeg ved dog at dette er en smuk, smuk sang. En art melodramatisk nattewesternballade, hvis det giver mening? Jeg opdagede den på et cykelsportsforum, af alle steder, hvor en bruger med udsøgt smag nævnte og anbefalede den. Jeg takker stadig mange gange.
14. Micah P. Hinson – The Day Texas Sank to the Bottom of the Sea…en sang med den titel, kan da kun være fyldt med drama og vare mere end otte minutter? Det har du ret i. Desuden er den afsindigt smuk, selv om Hinsons grove og uskolede stemme nok er en acquired taste. Han har altid mindet mig en del om Hayden, som vi sjovt nok møder længere nede af listen.
15. Ryan Adams – Anybody Wanna Take Me Home…jeg kan ærligt talt ikke huske om denne version er så meget anderledes end den der kom på Rock n Roll året før. Jo, den er lidt længere, så nu tager jeg den med her i 2004, fra Love Is Hell-albummet. Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt mig at tage ‘I See Monsters’ med på listen, men i sidste øjeblik ændrede jeg mening. ‘Anybody…’ er altså også en dejlig sang, og lidt mere rock, hvilket listen nok har meget godt af.
16. Sufjan Stevens – To Be Alone With You…Stevens’ 2004-album Seven Swans er efter min mening hans bedste og et af de bedste dette år. Problemet, hvis man kan tale om det, er bare at det er et meget solidt sammensat album, hvor ingen enkeltsange for alvor stikker ud. Derfor denne, bevares fine, placering, som dog ikke er helt i top. ‘To Be Alone…’ er dog et godt eksempel på hvilken udgave af Sufjan Stevens jeg holder mest af, nemlig den nedtonede og mere enkle. De der svulstige kammerpoparrangementer han også har gjort sig i, er blevet lidt anstrengende med årene.
17. Tift Merritt – Plainest Thing…af og til forvandler jeg mig til en følsom thirty-something kvinde, og så kan jeg godt lide at lytte til Tift Merritt. Hendes vokale klang – ganske tæt på den Emmylou Harris også besidder – er ret uovertruffen. I tilgift er hun en habil sangskriver. ‘Plainest Thing’ er et af de bedste eksempler på det. Og ja, jeg indrømmer det: Den følsomme thirty-something mand jeg er det meste af tiden, er ikke meget anderledes end kvinde-udgaven. Han kan også godt lide Tift Merritt.
18. Windermere – Trailer Park…hvad blev der egentlig af Windermere? De lavede to gode plader, og så *puf* var de væk. Er der nogen der ved hvad der gik galt? Hvis, altså, noget gik galt. Nå, men ‘Trailer Park’ tog pusten fra mig de første gange jeg hørte den, en effekt den måske ikke helt har længere, men det er nok ikke så mærkeligt efter de mange år og afspilninger. Det er nu stadig en vidunderlig sang, og Windermere var, så kort det varede, et godt bud på gedigen dansk shoegaze/postrock.
19. A Northern Chorus – Slide…mere postrock, denne gang dog fra Canada, fra et band jeg lige en kort overgang der i midt-nullerne faldt lidt for. Det er længe siden jeg for alvor har tænkt på A Northern Chorus, bortset fra når jeg hører dette nummer, der stammer fra en tribute til den første Low-plade, I Could Live in Hope. Ja, noget så konkret. Originalen er en af de bedste på sin skive, mens fortolkningen her – trukket endnu længere ud og om muligt gjort endnu langsommere og dvælende – passende er den bedste på sin.
20. Elliott Smith – Pretty (Ugly Before)…den bedste sang på den plade Smith vist lige netop ikke fik gjort færdig før sit farvel til denne verden. From a Basement on the Hill blev dog afsluttet in absentia, og sendt ud til de stadig sorgramte, men spændte fans – heldigvis. Nej, det blev ikke hans stærkeste plade, men den indeholder dog blandt andet denne perle, der hører til blandt hans bedste sange.
21. Darren Hanlon – (There’s Not Enough Songs About) Squash…sangens titel siger vel egentlig hvad der skal siges, men heldigvis er det også en pragtfuldt skramlet janglepopsag. Til Hanlons (yderligere) ros vil jeg også nævne, at jeg vist aldrig har hørt linierne without sounding too peculiar/If it’s a cardiovascular/You’re after then you can’t go past squash hverken før eller siden. Det er jo lidt en skam, når nu de ligger så godt på tungen.
22. The Twilight Singers – Black Is the Color of My True Love’s Hair…Joan Baez har været der. Nina Simone har været der. The Czars har været der. Forbi denne traditional, altså. Mest taknemlig er jeg dog over at Greg Dulli, i et af sine frikvarterer fra Afghan Whigs, har været der med sit projekt The Twilight Singers, for de leverer en desperat rockfortolkning som man kun kan forvente af den altid udtryksfulde Dulli. Den er fed!
23. Joy Zipper – Ron…det er ikke et band jeg har noget særligt forhold til, Joy Zipper. Jeg kender faktisk kun pladen nummeret her stammer fra, og den er fin…og så ikke meget mere. Sangen ‘Ron’ trækker dog gevaldigt op, luftig, drømmende og lidt vemodig som den er. Der er egentlig ikke alverden mere at sige. Den er dejlig.
24. Julie Doiron – Snowfalls in November…dejlig er den her også, og den eneste grund til jeg nogensinde håber på sne i november er, at jeg så kan være kæk, sætte den her på anlægget og kigge ud på det hvide stads. Doiron har ikke nogen stor stemme, men den matcher perfekt den lidt slingrende, men bedårende melodi. *Suk*. Den her burde måske i virkeligheden have været højere oppe på listen?
25. Hayden – Don’t Get Down…jeg elsker ironien i, at den ellers noget indadvendte og melankolske Hayden Desser har skrevet denne sang for at opmuntre sin tilsyneladende endnu mere mutte og nedtrykte ven og medtroubadour Howie Beck. Det er ret sødt. Sangen er også dejlig – en simpel, akustisk petitesse, men den fungerer.

Det var 2004 a la Morten. Hvis du har læst med – godt kæmpet! Og tak! Vil du bare lytte, skal du klikke herunder.

Lyt på Spotify

25 sange fra 1993

Ah ja, de formative år. Vi, der er født i den sene ende af 1970’erne, har nok et særligt forhold til start- og midthalvfemserne. Ikke at jeg partout vil tage hele årgange som gidsler i denne, indrømmet, helt selvkomponerede teori, men jeg formoder at det for de flestes vedkommende er i disse år, der begynder at ske noget for alvor. Smag ændrer sig, stil udvikles. Her taler jeg naturligvis kun om musikken, alt andet er irrelevant i denne sammenhæng. I hvert fald står 1993 for mig som et ret markant musikår. Listen bærer præg af at have en ret pæn hitrate, hvis man sammenligner hvad jeg lyttede til på daværende tidspunkt og nu, og der er en del af musikken jeg begyndte at samle op dengang, som stadig hænger ved. Der er naturligvis også sange og kunstnere, der er kommet til langt senere, men der begynder at tegne sig et billede af, hvor min musikalske interesse fører hen.

Når alt det er sagt, så er listen her exceptionelt stærk. Jeg skrev vist om 1987-listen, at den var den stærkeste hidtil, men den bliver overgået her. Jeg havde et voldsomt hårdt felt på 30-35 sange, som jeg på det usleste måtte korte ned, og det var virkelig darlings der måtte lade livet. Et par sidste-øjebliks-ændringer gjorde at Slowdive, et af mine favoritbands, røg ud af listen, og de sidste to der inden da blev skåret fra, var fantastiske sange med yndlinge som PJ Harvey og Lloyd Cole. Kandidaterne var som sagt helt ude af denne verden. Det samme er etteren på listen, som jeg mærkeligt nok ikke var i tvivl om. Det skyldes nok, at den sang ganske enkelt er en af de bedste jeg nogensinde har hørt – tænk top-5’ish – men samtidig er den en sang, jeg ikke ynder at lytte til i selskab med andre. For mig er den en lytte-alene-sang. Du må dog selv bestemme hvordan du lytter til den. Eller om.

Således beriget har du ingen undskyldning for ikke at læse og lytte med. Listen kommer her – Spotify-link i bunden.

1. Red House Painters – Katy Song
2. The Boo Radleys – Lazarus
3. New Order – Regret
4. The Posies – Solar Sister
5. Matthew Sweet – Someone to Pull the Trigger
6. Grant Lee Buffalo – Fuzzy
7. Jellyfish – New Mistake
8. The Afghan Whigs – Debonair
9. The Lemonheads – Big Gay Heart
10. Dinosaur Jr. – Out There
11. Nirvana – Heart-Shaped Box
12. U2 – Stay (Faraway, So Close!)
13. The Walkabouts – Satisfied Mind
14. Sarah McLachlan – Fumbling Towards Ecstasy
15. Teenage Fanclub – The Cabbage
16. Chris Isaak – Can’t Do a Thing (To Stop Me)
17. Crowded House – Nails in My Feet
18. Mazzy Star – Into Dust
19. The The – Slow Emotion Replay
20. Sebadoh – Soul and Fire
21. Suede – Pantomime Horse
22. Sheryl Crow – No One Said It Would Be Easy
23. Depeche Mode – In Your Room
24. Swervedriver – Duel
25. The Smashing Pumpkins – Disarm

Lyt på Spotify

25 sange fra 2011

Så skal vi til det igen; årgangens udgave af tårepersere tilsat enkelte sange, man ikke nødvendigvis bør græde ned i sin øl (eller hvad man nu drikker) til. 2011 var, som tidligere nævnt, en ret solid albumårgang, hvilket selvfølgelig øger mulighederne for en ligeledes solid sangliste, og den skuffer da heller ikke. Der er kommende evergreens helt i toppen, blandt andet – måske – mit bud på den bedste danske sang i dette årti.

Hvad er der ellers? Jo, der er tre covers – denne gang af The Chills, Eels og The House of Love, selvom Lotte Kestner har taget sig visse lyriske friheder på sit Eels-cover, men det må hun godt. Tror jeg. Sjovt, men ikke haha-sjovt, at der ud over et House of Love-cover, også er kraftig inspiration derfra på et andet nummer, endda leveret af et teenageband fra Fyn. Så har man hørt det med. Hvor mange danske bands har gennem tiden nævnt The House of Love som inspirationskilde? Jeg tror ikke det er mange. Under alle omstændigheder for få.

Nåmen, ellers er der episke country- og gospelballader, et par pragtfulde retrohalvfemserguitarrockslagere, lidt folktronica, et par støjrockhelte goes acoustic, en swingende bluesy soulsang, en gang gothic slowcore og et styk neoklassisk hymne. Altså lidt for enhver smag – hvis altså, du ved, enhver har nøjagtig samme smag som mig. Du kan lytte og tude med mig på linket i bunden.

1. Nick Lowe – I Read a Lot
2. Michael Møller – Where the Wind Blows
3. Girls – Vomit
4. The Deep Dark Woods – The Banks of the Leopold Canal
5. King Creosote & Jon Hopkins – Bats in the Attic
6. Lucinda Williams – Copenhagen
7. Jon DeRosa – Submarine Bells
8. Yuck – Get Away
9. J Mascis – Several Shades of Why
10. The Blueflowers – Maybe
11. Sean Rowe – American
12. Thurston Moore – Benediction
13. Dolorean – Country Clutter
14. Raphael Saadiq – Stone Rollin’
15. Chelsea Wolfe – Pale on Pale
16. Jeffrey Foucault – Passerines
17. Ryan Adams – Kindness
18. Big Troubles – Misery
19. A Winged Victory for the Sullen – Steep Hills of Vicodin Tears
20. David Lowery – Ah, You Left Me
21. Balloon Magic – Waking Up
22. Gillian Welch – Hard Times
23. Wilco – Born Alone
24. Lotte Kestner – That Look You Give That Guy
25. Meg Baird – Beatles and the Stones

Lyt på Spotify