Mortens Mixtape 01: Bogelskerne

Nyt koncept på bloggen. Et simpelt et, men formentligt meget sjovt. Håber jeg. Om ikke andet for mig.

Et tema. 10 sange. En playliste i bunden af indlægget. En længde på omtrent de 40 minutter. Sådan plus/minus. Legen starter her.

Første kapitel: Bogelskerne.

Sange der refererer til bøger, forfattere, litteratur. Det der ligner.

  1. The Divine Comedy – The Booklovers…et tema af denne slags skal selvfølgelig starte med en præsentation af verdenslitteraturen, og den opgave tager Neil Hannon sig af. I bund og grund en gøglet sang, der bare remser en række forfattere op, men gør det på vanlig finurlig Hannon-vis: “Mary Wolstonecraft: Vindicated!/Jane Austen:/Here I am!/Sir Walter Scott: We’re all doomed!/Leo Tolstoy: Yes!/Honoré de Balzac: Oui…/Edgar Allen Poe: Aaaarrrggghhhh!/Charlotte Brontë: Hello…/Emily Brontë: Hello…/Anne Brontë: Hellooo..?” Og så videre. Mere hovskisnovski-fjollet og Divine Comedy bliver det ikke. 
  2. Peter Sommer – Tigger“Du er den smukkeste tigger/Ring hvis du lander på røven/Jeg læser Steen Steensen Blicher/I sengen for at falde i søvn.” Jeg hørte for et par måneder siden et interview med en eller anden musiker, der som ung på bøhlandet var blevet inspireret af Sommer og denne reference til Blicher. Men nu har jeg glemt hvem musikeren var. Så blev du det klogere eller mere konfus.
  3. Fionn Regan – Put a Penny in the Slot…der er dobbelt-op på litteraturreferencerne her hos Fionn Regan: “For the loneliness you foster/I suggest Paul Auster/A book called Timbuktu.” Og “When I was seventeen/I followed my dream/Up into a high-rise block/The adventures of Augie March by Saul Bellow/Was all I had for company.” Timbuktu var den første Paul Auster-bog jeg læste. Det var ikke noget vildt gennemtænkt valg – muligvis var det den eneste af hans bøger på hylden den dag på Helsingør Bibliotek. Muligvis valgte jeg den fordi den var meget kort. Jeg kunne godt lide den og det er blevet til en del Auster-læsning siden, men den er ikke noget oplagt sted at starte. Saul Bellow har jeg fortsat til gode.
  4. Lloyd Cole – Women’s Studies“It’s a Penguin Classic scene/Broken spine and faded green/Trying to relocate my arms/Around a memory” Lloyd Cole kan sine kulturreferencer. Om det så er film, musik eller litteratur. Og han blander dem gerne. Som her hvor der henvises til Penguin Classics og (formoder jeg) Johnny Thunders. Senere mikser han igen litteraturen og musikken, når han på snedig vis får inkorporeret et skotsk indieband og Franz Kafkas hovedperson i Processen: “If Josef K was from Edinburgh/And Fast Product from Prague/That could have been kind of funny/Or maybe not that funny at all” Lloyd kan godt lide sine referencer. Jeg kan godt lide Lloyd. ‘It’s Kinda Funny’ er for øvrigt nok min yndlingssang med Josef K.
  5. The Go-Betweens – The House That Jack Kerouac Built…Robert Forster gider ikke engang skjule den litterære reference, men det er også i orden. Af de mange, mange, mange gode sange Go-Betweens berigede os med, er den her en af mine absolutte favoritter. “With your kittens on the patchwork quilt/Oh no, what am I doing here, in the house Jack Kerouac built/There’s white magic, and bad rock’n’roll/Your friend there says he’s the gatekeeper to my soul.”
  6. Gasolin’ – Kloden drejer stille rundt…vi ved alle, at der “på kommoden ligger Soya og Karen Blixen”. Vi ved også alle, at sangen her er en af de største i den danske sangskat. Eller det ved jeg i hvert fald.
  7. The Handsome Family – Weightless Again…det var en lille linje i denne sang, fuldstændig revet ud af en sammenhæng, der gav mig ideen til temaet her. Og jeg elsker sangen, så den skal selvfølgelig med. “In our motel room, you’re drinking Slice and gin/Reading Moby Dick on the other bed” Jeg har endnu ikke læst Moby Dick.
  8. Kate Bush – Wuthering Heights…ligesom Robert Forster er Bush også for doven til at forklæde sin forkærlighed for litteraturen, så Emily Brontës klassiker bliver blæst op i fuld størrelse i sangens titel. Cathy og Heathcliff ude på de der “wiley windy moors” er selvfølgelig også repræsenteret i sangen. 
  9. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds, hovedmanden i Jack, er ligesom Lloyd Cole en rigtig kulturmand, som på satirisk vis smider om sig med fine personligheder: “I can hear Bukowski/Read aloud to John Fante/And there goes Allen/In love with Manhattan/I was never there/I only read the book/I only saw the film/I only dreamed the dream” Sangen er helt og aldeles vidunderlig.
  10. Camera Obscura – Books Written for Girls…jeg slutter med en mindre specifik reference, men bogen i al almindelighed skal have sin hyldest: “He likes to read books written for girls/He prides himself on being a man of the world/In the darkest places he gets his thrills/He will disappoint you if you see through his perfect smile” Desuden er Camera Obscura altid et velkomment indslag på en liste.

Det var første kapitel af Mortens Mixtape. Der kommer flere efterhånden. Lige pludselig. Når du mindst venter det. Her er playlisten.

Kategorier:Musik Tags: ,

Coronahjemmearbejdsdag #whatever – et soundtrack

Jeg vågnede denne tirsdag med ‘Missionary Man’ i hovedet. Det er en fed sang, som jeg straks måtte lytte til, og da det eneste Eurythmics jeg ejer er en opsamling, røg den på. Der er heldigvis en del andre gode hits at hente hos Annie Lennox og Dave Stewart, så det er fint at få pudset den opsamling af engang imellem.

Mens jeg sad og lyttede til den, skrev en god ven om en PJ Harvey-plade han hørte på sit hjemmekontor. Jeg er stor PJ Harvey-fan, men lige netop den plade, “Is This Desire?”, har jeg ikke dyrket så meget. Jeg noterede mig at den skulle have et lyt senere. Vi konverserede videre om Harvey, og blev enige om at forgængeren (“To Bring You My Love”) er et mesterværk, og jeg supplerede med at efterfølgeren (“Stories from the City, Stories From the Sea”) også er fantastisk. Mere poleret og langt mere straight rockende end PJ Harvey normalt er, men det klæder hende også.

Sidstnævnte smed jeg så i cd-skuffen, og mens jeg lyttede til den, faldt mine tanker pludselig på Echo & The Bunnymen. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, men det gik hverken værre eller bedre end at jeg hev “What Are You Going to Do With Your Life?” ud af reolen og på anlægget. En plade fra den anden inkarnation af Bunnymen, og en plade der ligger langt fra den angst og vrede, der var drivkraft i det tidlige Bunnymen. Den udkom i 1999, en måned før frontfigur Ian McCullochs 40-års fødselsdag, så måske et tegn på midtlivskrise? Titlen kunne også antyde det. Det er under alle omstændigheder en dejlig plade – den er meget voksen. Rolig, masser af strygere – og så, opdagede jeg lige, er der på et par numre et samarbejde med New Yorker-rapfunkrockerne Fun Lovin’ Criminals. Et mildest talt bizart match. Fun Lovin’ Bunnymen?

Og så blev det frokostpause, som blev brugt på en kort vandretur rundt i nabolaget til tonerne af en tilfældig playliste (dejlige sange med Richard Hawley, Bill Callahan, Velvet Underground, Sharon Van Etten, Father John Misty, Nick Drake, Here We Go Magic) og et par kapitler i den nye Jonas T. Bengtsson-bog.

Frokostpausen lå lidt sent, så jeg nåede faktisk ikke videre med lytningen. “Is This Desire?” nåede jeg heller ikke at lytte til, så det må jeg gøre i min fritid. Eller i morgen.

IMG_20210112_160248__01

25 sange fra 2020

For første gang i min tid som producent af denne type lister, er jeg på højde med det nuværende år. Det er ret overraskende for mig selv, så tak til 2020 for ikke at have stjålet al min tid med fjolleri som koncerter og den slags. Det har i stedet givet mig masser af tid til at høre masser af ny musik. Glasset er halvt fyldt her på lorteøen. Vanen tro er der en Spotify-lytteliste i bunden af indlægget.

  1. The Reds, Pink and Purples – Last Summer in a Rented Room…en af årets store opdagelser. Glenn Donaldsons enmandsprojekt tog mig med storm her i efteråret – en meget blid storm, bevares. Melankolsk janglepop med mundvigen-nedad-guitar. Det er rigtig hængemulemusik. Donaldson lavede ikke bare årets bedste sang, men også årets bedste plade. Den hedder ‘You Might Be Happy Someday’, og den er noget af det bedste jeg har hørt i årevis.
  2. Khruangbin – So We Won’t Forget…en hel plade med Khruangbin gider jeg ikke rigtig. Det bliver lidt for laidback og påtaget(?) cool. Sådan oplevede jeg i hvert fald deres Roskilde-koncert i 2019, og sådan har jeg også oplevet de par af deres plader jeg har lyttet til. Men i fem minutter gider jeg dem godt, specielt når de er så pragtfulde som disse fem minutter. Det er så smukt og rørende, og hvis du tjekker videoen til nummeret, bliver de følelser kun forstærket.
  3. Palace Winter – The Deeper End…en af de få koncerter jeg overværede i år, var med Palace Winter. Duoen spillede et intimt show i Hotel Kong Arthurs gårdhave i sommers, og der præsenterede de blandt andet dette nye nummer – historien om et dårligt trip, der gik virkelig galt. Det gør sangen heldigvis ikke, for den er stemningsfuld synthpop med et gedigent omkvæd og blide vokalharmonier. Til sidst dukker Grandaddys Jason Lytle lige op og synger et vers.
  4. Ela Minus – They Told Us It Was Hard, But They Were Wrong…det mest cool nummer jeg har hørt i år. Her i efteråret har jeg taget en del vandreture på de mørke, københavnske gader, og denne sang har ofte været en del af soundtracket. Jeg har følt mig som den rene badass, slentrende rundt der med Ela Minus’ monotont lækre stemme på et lag af dronende technopop i ørerne.
  5. Jehnny Beth – French Countryside…halvvejs gennem året var denne min yndlingssang. Den blev overhalet til sidst, men holder sig dog godt til. Jehnny Beth er primært kendt som frontfigur i postpunkbandet Savages, men i år solodebuterede hun med en spraglet plade bestående af ballader og industrialstøj. Den her er en helt nedtonet klaverballade, og jeg elsker alt ved den.
  6. Rolling Blackouts Coastal Fever – Falling Thunder…smittende janglepop, som kun australske indiepopbands kan lave den. Det er ligeudaflandevejen og det gør alt rigtigt. En sand ørehænger. Albummet, ‘Sideways to New Italy’, var også blandt mine favoritter i år.
  7. Flyying Colours – Big Mess…mere australier-indie. Et nyt bekendtskab for mig, selv om de vist har et par plader på samvittigheden allerede. De nåede blot at udgive et par singler i år, hvor den her var så klart den stærkeste. Skarpsleben shoegaze af den mere udadvendte og hurtigtløbende slags. Det rykker og holder hele vejen.
  8. The Flaming Lips – Flowers of Neptune 6…det første nummer jeg hørte fra den på det tidspunkt kommende Flaming Lips-plade, og jeg var meget begejstret. Begejstringen holdt ikke ved hele vejen gennem pladen, men det her nummer elsker jeg. Melankolien driver ned af væggene. Alright? Cool!
  9. Perfume Genius – Jason…årets falset? Overlegen produktion med strygerne der hvirvler ind og ud af nummeret, og den der elegante cembalo-klimtren. Vildt godt skruet sammen.
  10. Alice Boman – The More I Cry…den her kunne Audrey Horne godt danse rundt til i dineren i Twin Peaks. Ok, det er ikke helt så sært og ildevarslende, men Alice Boman krænger i hvert fald sin sjæl ud på blideste vis på denne storartede ballade.
  11. Slow Crush – Pale Skin…belgisk postrock/shoegaze, minsandten. Endnu et nyt bekendtskab, men som tilfældet er med Flyying Colours længere oppe, har Slow Crush også et par udgivelser på cv’et allerede. De nåede heller ikke at udgive et album i 2020, men en single blev det til – den her var b-siden og fangede mig øjeblikkeligt. Tænk en lidt mere muskuløs udgave af Slowdive, med samme hang til at stræbe efter himmelske højder.
  12. Peter Sommer – Videre og så videre…ifølge Spotify er det den her sang jeg har hørt flest gange i år, og det tror jeg egentlig Spotify har ret i. Det skyldes selvfølgelig at den udkom meget tidligt på året, men mest af alt, at det er en crazy god sang. Bandet spiller pissefedt og kan man leve med Peter Sommers anti-sangstil, så er der ingen undskyldning for ikke at knuselske den. Den kan jeg godt leve med. Lålålålå.
  13. Dirty Projectors – Overlord…jeg mindes ikke at have hørt en Dirty Projectors-sang før, omend jeg da i årevis har været bekendt med at de fandtes. Jeg havde vist en ide om at det var en anden type musik, så da den her dukkede op på mine playlister i tide og utide, overraskede det mig at det var dem. Det er det mest nuttede jeg har hørt i år, og objektivt set (hørt) nok lidt af en petitesse, men jeg er vild med den. Den minder mig om det dejlige band Ida.
  14. HAIM – The Steps…de tre søstre i HAIM har i en del år (semi)headlinet festivaler verden over, og jeg har aldrig forstået hvorfor. De få sange jeg har hørt med dem, har været inderligt ligegyldige, men da jeg tilfældigt snublede over den her for nylig, fik de sørme skovlen under mig. Den er catchy som bare pokker, selv om den i mine ører minder om Sheryl Crows elendige ‘Soak Up the Sun’. Desto mere imponerende at få så god en sang ud af det. Sikket omkvæd!
  15. Gorillaz – Aries…Gorillaz har aldrig interesseret mig det fjerneste, men jeg må tage hatten af for Damon Albarn her. Eller måske er det Peter Hook jeg skal tage hatten af for, da det er ham der leverer det der bas-hook (jaja, undskyld). Vildt hvordan man altid kan høre at det er Peter Hook der spiller – hans spil er så genkendeligt. En rigtig Morten-banger. New Order kørt igennem Albarn-maskinen.
  16. Rose City Band – Only Lonely…første gang jeg hørte den her, troede jeg sgu at herlige Beachwood Sparks var tilbage efter bare otte års fravær. Det viste sig dog at være endnu et projekt fra Ripley Johnsons hånd – han har åbenbart ikke nok i Wooden Shjips og Moon Duo. Her går han total solskinscountry-Byrds på os, og det fungerer til perfektion.
  17. Courtney Marie Andrews – It Must Be Someone Else’s Fault…jeg har aldrig for alvor taget notits af Courtney Marie Andrews før, men i år lavede hun en af mine favorit-singersongwriterplader. En meget afdæmpet affære, der bliver båret frem af hendes utroligt smukke stemme. Sangen her er det tætteste vi kommer på uptempo, og den er et skønt break fra de meget stille sange der omgiver den på pladen. Så er du advaret – men du skal selvfølgelig høre pladen alligevel, hvis du kan lide smukke countrykvindestemmer.
  18. The Jayhawks – Across My Field…jeg elsker Jayhawks, men de er ikke hvad de har været. Deres seneste plade væltede da heller ikke min verden, men de gamle dyder sidder heldigvis stadig på rygraden. Af og til. ‘Across My Field’ er ærke-Jayhawks, omend det for en meget sjælden gangs skyld er Karen Grotberg der tager sig af lead-vokalen. Og hun kan synge så tårerne triller. I hvert fald på denne følsomme forty-something.
  19. Smokescreens – Fork in the Road…skøn janglepop som emmer af New Zealand/Australien anno 1987. Og så er det underordnet at bandet er fra Los Angeles og dannet i 2015. Produceret af David Kilgour fra janglepop-koryfæerne The Clean, hvilket giver mening. 2020 har været et godt janglepop-år.
  20. Tame Impala – Lost in Yesterday…jeg har omdannet min stue til et indie-disco, for nu skal fusserne virkelig i gang. Kevin Parkers falset ovenpå en funky bas og lag af synths. Ja tak. Det går lige i de ikke-eksisterende danseben.
  21. Deserta – I’ll Be Gone…apropos lag af synths, så skyller de også ned over lytteren på denne dreampopperle. Der er virkelig højt til loftet og et herligt drive over nummeret.
  22. Metz – A Boat to Drown In…den canadiske støjrocktrio leverer her et af årets bedste no-nonsense-rocknumre. Syv et halv minutters krautet frontalangreb. Det er en sang der kommer til at sparke rummet ned, når de i efteråret 2021 forhåbentlig får lov at vælte Loppen, som de senest gjorde i 2017.
  23. Muzz – Bad Feeling…det mest voksenindie band man kan forestille i 2020; et stk. Interpol, et stk. Walkmen og et stk. Bonny Light Horseman. Pladen er nøjagtig som man kan forestille sig, hvilket faktisk er helt fint. Der er ikke meget spræl over bandet, pladen og nummeret, men det er roligt, melankolsk og virkelig rart. Titlen til trods.
  24. Mellemblond – Hvor er magien…Kristoffer Munck Mortensen fik, som så mange andre, den gode ide at lave en intim corona-plade, hvilket der kom noget rigtigt dejlig ud af. For eksempel denne lille perle. Helt nøgent – bare Munck på vokal og akustisk guitar og Nils Bo Davidsen på cello og kontrabas. Jeg er vild med det.
  25. Margo Price – I’d Die for You…hver gang Margo Price laver en ny plade, bliver jeg lokket til at lytte til den, fordi der lige er en absurd god sang der fanger mig ind. Så hører jeg resten af pladen, og ender med at tænke ‘meh’. Sådan er det også denne gang, for den rå ballade ‘I’d Die for You’ er topkvali, men resten…not so much. Men hold da op, hvor kan hun synge.

Tak for i år!

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1980

28/10/2020 3 kommentarer
  1. The Soft Boys – I Wanna Destroy You…første gang jeg hørte (om) The Soft Boys, var en eller anden tilfældig lørdag eftermiddag på svensk P3. Selvfølgelig var det på svensk radio, da det føltes lidt usandsynligt at dansk radio skulle beskæftige sig med sådan et band i bedste sendetid. Indslaget handlede om albummet “Underwater Moonlight”, og de spillede åbningsnummeret ‘I Wanna Destroy You’, som fuldstændig tog røven på mig. Det gør det stadig, også selv om albummet generelt ikke gør det i samme grad, men det er irrelevant for denne liste. Jeg er vild med de skærende guitarer, Robyn Hitchcocks småpunkede vokal, og det sublime omkvæd. Jeg er faktisk vild med alt ved den sang.
  2. Talking Heads – Once in a Lifetime…den her er så vidunderligt mærkelig. Den er også vidunderligt catchy, poppet og avantgardistisk på samme tid. Hvordan David Byrne og co. har fået skåret den så perfekt, er lidt af et mysterium. Same as it ever was.
  3. Squeeze – Pulling Mussels (From the Shell)…eller pulling muscles for Michelle, eller hvodden det nu er. En fuldstændig uimodståelig popsang, med et brillant vers og et – om muligt – endnu mere brillant omkvæd. Sådan en sang man kan bygge en hel karriere på.
  4. Joy Division – Atmosphere…måske den bedst betitlede sang nogensinde overhovedet. Det er ren atmosfære, når Ian Curtis storladent crooner walk in silence/don’t walk away/in silence. Nok min favoritsang fra det ensemble.
  5. Bauhaus – Double Dare…måske endnu en favoritsang fra et andet ensemble. Modsat den rolige og atmosfæriske sang herover, er der fuldt blus på vreden og aggressionen hos Peter Murphy, der snerrer sig igennem dette tungt slæbende bæst af et nummer. Det er fremragende.
  6. Siouxsie and the Banshees – Hybrid…og så til mit favoritnummer med bandet her, utvivlsomt. Jeg er på fra første tone, og trommer, bas og den kantede guitar smelter så ufatteligt stærkt sammen her. Når man så tilføjer det forkølede horn (eller hvad det nu er) og Siouxsie Siouxs karakteristisk skæve vokaliseren, så bliver det helt guddommeligt.
  7. Killing Joke – Requiem…et band der minder mig en del om Bauhaus længere oppe, omend med et noget højere bundniveau – og tilsvarende lavere topniveau. Den tungt ildevarslende ‘Requiem’ er det bedste jeg har hørt fra Jaz Coleman og hans vrede kumpaner.
  8. The Jam – That’s Entertainment…jeg er aldrig helt faldet for hverken Paul Weller eller hans forskellige bands, inklusive The Jam, men denne akustiske og pænt indignerede popperle sidder lige i skabet. Det skal han have.
  9. Ultravox – Vienna…fra en letbenet popmelodi til en anderledes ambitiøs og oppustet sag. Jeg har ikke for alvor udforsket Ultravox, men denne melodramatiske sag er godt nok svær at komme udenom. Pompøs? Ja, for fanden! THIS MEANS NOTHING TO MEEEEEEE!
  10. Pretenders – Brass in Pocket…og tilbage til en mere jordnær og letfordøjelig ting. En listig, lille rocksang ført an af den altid indtagende Chrissie Hynde. Der er egentlig ikke så meget mere til den, i mine ører, men den virker forbløffende effektivt.
  11. The Cure – A Forest…en fanfavorit, som sjovt nok aldrig har været allerøverst på min personlige Cure-liste. Derfor kan det dog snildt være en fremragende sang alligevel, og det er det. Jeg elsker den lidt tøvende start, inden den kommer ud over stepperne. Og den let slingrende guitarsolo. Det er jo ikke en decideret popsang, men den er ikke desto mindre ret svær at få ud af hovedet, når den først har fundet derind.
  12. Dead Kennedys – Holiday in Cambodia…Pol Pot! Pol Pot! Ret vanvittig sang, men man kan vel næppe heller forvente andet af et band med det navn. Fuld smadder og indignation galore. Der var rimelig megen vrede i 1980 tilsyneladende. I hvert fald på denne liste.
  13. U2 – I Will Follow…virkelig stærkt udlæg fra de kommende megastjerner, og der er naturligvis puritanere der mener, at U2 aldrig blev bedre end på de første to-tre plader. Det er en helt fair holdning – jeg deler den bare ikke. Men klart et andet U2 end hvad det skulle udvikle sig til bare i løbet af årtiet. IfyouwalkawaywalkawayIwalkawaywalkaway.
  14. Blondie – Rapture…var det virkelig nødvendigt at få Debbie Harry til at rappe oven på et funky discobeat? Det ved jeg ikke, men det er pissefedt. Og så synger hun overdådigt på de første par vers.
  15. David Bowie – Ashes to Ashes…Bowie ville også lege med sådan et stift funkbeat, men han undlod dog at rappe. Det var formentlig en udmærket ide. Han klarer sig strålende igennem på sin mere reciterende facon.
  16. C.V. Jørgensen – Sæsonen er slut…og den nærmest fløj afsted. Efter endnu et party og endnu en fest. Ok, måske ikke lige her i 2020, men så et andet mindre pandemisk år, du ved. En af de skønneste det-var-så-den-sommer-sange jeg kender.
  17. Kliché – Militskvinder…jeg elsker hvor in-your-face den starter og slutter med de der hårdttampede trommer. Og så elsker jeg selvfølgelig babababadiåååh. Det hele er så hektisk – og det er pragtfuldt.
  18. John Lennon – Woman…det er ikke ligefrem et progressivt feinschmecker-valg, det her, men den sang er så smuk. Jeg har altid holdt utroligt meget af den. Fra den dejlige guitarintro til de skønne vokalharmonier.
  19. Bruce Springsteen – The River…endnu et meget konventionelt valg, hvilket jeg naturligvis ikke beklager. Jeg er helt ærligt ikke medlem af Springsteen-fanklubben, men en god sang og fortælling er en god sang og fortælling. Og det er den her. Både det ene og det andet.
  20. Emmylou Harris – The Boxer…Emmylou kan gøre selv de mest boom-chicka-boom-bøvede countrysange gode på en eller anden måde, så når hun får et ordentlig forlæg a la Simon & Garfunkels klassiker her, så er det selvfølgelig værd at lytte til. Det er måske ikke et af hendes allerstørste mesterværker, men…ja, læs svadaen herover igen.
  21. Lucinda Williams – Sharp Cutting Wings (Song to a Poet)…vildt nok at der skulle gå næsten to årtier før Lucinda Willams skulle brage igennem i sluthalvfemserne, men hun kunne faktisk også en del fra starten, som dog var mere regulær country end den countryrock/americana hun senere med rette er blevet berømmet for. En lille, smuk akustisk sag er det i hvert fald. Og stemmen var der allerede.
  22. The Clash – The Magnificent Seven…det er ikke skide-elegant, det her, men den der gennemgående basfigur er så ørehængende/irriterende (alt efter præferencer), at jeg ikke kan slippe den. Og så får Joe Strummer også lige chancen for at rappe som kun en bleg brite kan gøre det.
  23. Martha and the Muffins – Echo Beach…jeg købte i sin tid denne Martha and the Muffins-plade, fordi jeg kunne læse mig til at Tim Gane var med i bandet. Det var dog (selvfølgelig) ikke den samme Tim Gane, som også huserede i Stereolab, men foruden den lange næse fik jeg også fornøjelsen af at lære den knastørre hitbasker ‘Echo Beach’ at kende, og det er jo ikke at kimse ad. Senere også indspillet af Robert Forster, for nu at donere lidt ekstra trivia.
  24. Josef K – It’s Kinda Funny…knap så hitbaskende var dette skotske ensembles output, men det er jo ikke i sig selv diskvalificerende. Slet ikke når de kan præstere den der halv-slobby guitarlyd jeg elsker – tilsat en deadpan vokallevering.
  25. Prince – When You Were Mine…en af de tidlige, sorgløst lydende Prince-klassikere. Den lyder virkelig meget af sin tid, hvilket dog ikke på nogen måde gør noget, når den er så fængende som den er.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Tredje kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg så med fornøjelse til henover sommeren og starten af efteråret? Hæng på og læs med her!

Fontaines D.C. – A Hero’s Death

Glæden var stor, da jeg erfarede at Dublin-bandet returnerede hurtigt med en opfølger til den fremragende debut fra 2019. Og forventningerne bliver langt henad vejen opfyldt. Umiddelbart er den mindre sprudlende og in-your-face end forgængeren, men hvad den taber der, vinder den i knugende og mere indadvendt atmosfære. Hvad man så foretrækker, er op til den enkelte lytter – Fontaines D.C. er i hvert fald kommet for at blive. I det mindste i min verden.

Kelly Lee Owens – Inner Song

Den walisiske lydtroldkvinde brød for tre år siden igennem med sin debut, der på fornem vis præsterede at mikse art pop, dream pop og elektroniske eksperimenter. Også i dette tilfælde var der altså høje forventninger til opfølgeren og de bliver ligeledes indfriet. Hun veksler elegant mellem det sødmefuldt poppede (‘L.I.N.E.’) og de hårdere club-orienterede bangers (‘Night’). Derudover fortolker hun Radiohead og får andetsteds fint besøg af John Cale. Det her er god dakkedak.

Lucinda Williams – Good Souls Better Angels

Hun er ofte lidt gnaven, Lucinda Williams, men i 2020 er hun decideret harm! Det har givet sig udslag i hendes nok mest aggressive plade nogensinde, og den er virkelig stærk. Hun bluesrocker tungt derudad allerede på åbningsnummeret ‘You Can’t Rule Me’, og fortsætter i det spor på hidsige krabater som ‘Wakin’ Up’ og ‘Big Rotator’. Heldigvis er der som altid plads til nogle rolige ballader til at bryde op i al vreden. Overordnet snerrer Williams dog som aldrig før – mon ikke tossen i Det Hvide Hus har en finger med i spillet her?

Andet kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg med fornøjelse til i årets andet kvartal? Jo, det skal jeg fortælle dig her.

Heads. – Push

Jeg har lyttet flittigt til Berlin-baserede Heads. En australier og to tyskere, der leverer en bastant og bidsk postpunk, hvor guitaren hviner, bassen kradser og sangeren spytter ordene ud. De har tidligere turneret flittigt med bands som Metz, Daughters og Protomartyr, og det er ret gode pejlemærker for hvor de befinder sig stilmæssigt. Nummeret ‘Weather Beaten’ har kørt på heavy rotation hos mig. De har yderligere et par udgivelser på samvittigheden, der lyder aldeles fortræffeligt og som er på vej hjem til husstandens gode højttalere.

 

Moor Jewelry – True Opera

Samarbejde mellem to markante figurer på den eksperimenterende rockscene. Moor Mother møder Mental Jewelry og hardcore musik opstår. Det er krads, klaustrofobisk og støjende no wave/noise rock, og har en befriende varighed af blot 26 minutter. Pladen er en ret ny opdagelse for mig – det samme er de to kunstnere – og hvor stærk den er ved jeg ikke helt endnu, men jeg er fascineret.

 

Muzz – Muzz

Helt anderledes blidt går det for sig på denne skive, som også er en collaboration. En art supergruppe, om man vil. Paul Banks fra Interpol, Matt Barrick fra The Walkmen og Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman har slået pjalterne sammen og kreeret en afdæmpet debutplade, der er ganske ubemærkelsesværdig, men alligevel ret fængende. Jeg er ikke superstor fan af de respektive bands, men det fungerer faktisk aldeles udmærket. Det er virkelig voksenindie, for folk der kan lide de nævnte bands og sådan noget som The National. Røvkedeligt og ret godt.

 

Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately

Mike Hadreas’ projekt har jeg aldrig helt kunnet gennemtrænge, men den her kunne godt ligne noget af et gennembrud for vores forhold. Det er dramatiske popsange, der særligt på den første halvdel af pladen folder sig smukt ud. Anden halvdel kan sagtens tænkes at følge med, når jeg får bidt mig mere ind i kødet på den.

 

Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind

Den her sad lige i skabet fra første lyt. En genrehybrid der plukker fra r&b, funk og art rock og smider det i en stor gryde. Den kommer flyvende ud af starthullerne med flere bud på årets bedste sang på den første halvdel, og så kan det godt være niveauet daler en smule derefter, men det er til at leve med.

Grand Prix 25 år

tfgp

Grand Prix fylder 25 år i dag, og det virker som en god anledning til endnu engang at dåne lidt af begejstring over både band og plade. Teenage Fanclub er nok, når alt kommer til alt, mit yndlingsband. De har altid stået på skuldrene af de fire store b’er i harmonisk popmusik (Beach Boys, Beatles, Big Star og Byrds), og de har sandelig også hørt for det. De er dog naturligvis bedre end samtlige forbilleder. Ja ok, den holdning står jeg nok forholdsvis alene med, men hvad?

Jeg købte kassettebåndet på en gymnasiestudietur i 1997 på baggrund af ‘Mellow Doubt’, en lille akustisk sag, der er som skrevet til en lejrbålsseance, og den absurd catchy ‘Sparky’s Dream’, der burde have været verdens største hit nogensinde. (I alenlang parentes bemærket, er jeg fortsat forundret over, at den sang ikke er blevet større, for den har jo alt; en superskarp melodi, de skønneste vokalharmonier og et fantastisk omkvæd. Hvad mere behøver man?) Nåmen, da walkmanen senere blev skiftet ud med en discman, købte jeg cd’en også – og fortsatte med at råhøre albummet.

For hvad er det, det kan? Jeg er glad for at du spørger, for det kan præsentere tre sangskrivere, der nærmest simultant rammer toppen af deres ganske anseelige ydeevne. Norman Blake har med den herligt betitlede ’Neil Jung’ skabt en af de smukkeste rocksange nogensinde (guitarsoloen, mand!), Gerard Love byder på førnævnte ’Sparky’s Dream’, lige så vidunderlige ’Don’t Look Back’ og yndefulde ’Going Places, med den skønneste guitarklang, mens Raymond McGinley trakterer os med den blændende åbner ’About You’ og den herligt skæve ’Verisimilitude’. Og så videre. Det er guitarpopperler på en snor, og så kan jeg godt abstrahere fra, at pladen måske mister en smule af det vanvittige niveau hen mod slutningen. Jeg elsker det band og den plade betingelsesløst, og hvis verden stadig står til den tid, er jeg at finde i Pumpehuset 5. december, når Teenage Fanclub atter spiller op til dans for os nogenogfyrreårige med hang til bittersød powerpop.

Kategorier:Musik Tags: ,

Spin din levetid #5 (2014-2020)

Så er jeg nået til sidste kapitel af konceptet, hvilket betyder at jeg kan begynde at lytte til musik på normal vis igen.

IMG_20200423_124124__01

Pallbearer – Foundations of Burden (Profound Lore, 2014)

Lidt formiddagsdoom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ejer den her, for metal i al almindelighed og doom i særdeleshed, er ikke noget jeg gør mig meget i, men den må vel have fået omtale der har gjort mig nysgerrig. Anyway, jeg kan egentlig godt lide det, for det har en melankolsk grundtone som tiltaler mig, og så kan jeg godt lide at det ikke går så fandens stærkt. Jeg kan se på omtale af albummet, at mange har det lidt svært med vokalen, men er den der lysende, klare (og ja, en smule pibende) stemme ikke meget karakteristisk for genren?

Jessica Pratt – On Your Own Love Again (Drag City, 2015)

Rustik storbyfolk, hvis det giver mening. Det er virkelig nedbarberet og problemet med den stil er, at der er utrolig mange om buddet. Derfor skal man helst skille sig ud på en eller anden facon, og det gør Pratt ved at have en yderst irriterende stemme. En anmelder bemærkede at hun lyder som en blanding af Joanna Newsom og Stevie Nicks, så vi er ude i en noget acquired taste vokalmæssigt. Første gang jeg hørte hende, kunne jeg næsten ikke holde det ud. Det hjælper lidt ved genlyt.

Boy Harsher – Yr Body Is Nothing (Mute, 2016)

Et smut ind i de dybeste synthpop-grotter med noget så sjældent som et synthband fra sydstaterne. Eller jeg tror det er sjældent, for jeg forbinder primært denne slags mørke og maskinelle musik med Europa. Nå, Augustus Muller leverer de stive beats, mens Jae Matthews skiftevis chanter og stønnesynger sig igennem det begsorte repertoire. Der er virkelig dømt fest i gothklubben.

Alvvays – Antisocialites (Transgressive, 2017)

Så er der fest i indieklubben, og det er forståeligt for her spiller den bedste rendyrkede indiepopplade jeg har hørt siden Camera Obscura toppede i midten af 00’erne. Den er fuldstændig perfekt; guitarerne er lige nøjagtig så skarptskårne at det ikke bliver for puttenuttet, sangerinde Molly Rankin synger overdådigt og sødmefuldt, og sangene har den rette længde, cirka tre minutter i snit. Det er melankolsk og opløftende på en gang, og det føles helt enkelt som en af årtiets bedste plader. Min eneste fortrydelse er, at jeg ikke opdagede den da den udkom. Et must, hvis man har bare den mindste trang til skarp og catchy guitarpop.

De underjordiske – Flænger i luften (Flammekaster, 2018)

Jeg er ikke vildt god til at lytte til ny dansk(sproget) musik, så jeg er lidt afhængig af tilfældigheder, hvis jeg skal opdage noget. Heldigvis besluttede Spotify sig på et tidspunkt for at spille nummeret ‘Saskorus’ for mig, og det fik mig til at lytte efter. De underjordiske spiller vel en form for syrerock, men gudskelov ikke så dybt begravet i tresserne, at det gør noget. Det er en glimrende plade.

The Murder Capital – When I Have Fears (Human Season, 2019)

Intenst! Dublin-kvintetten kommer drønende ud af starthullerne på de første par sange inden de køler lidt ned, men det er hele tiden temmelig indebrændt. Sådan var deres koncert (kan I huske dengang vi gik til sådan nogen?) på Loppen for nyligt også. En konstant vekslen mellem introvert indebrændthed og hyperenergiudladninger. God koncert og god plade, hvis man kan lide tidlig U2 og ditto Echo & The Bunnymen (bare hør nummeret ‘Green & Blue’).

King Krule – Man Alive! (Matador, 2020)

En ven beskrev pladen her som “noget søvnigt, slingrende syreslask – men ikke uden charme” og det har den kloge mand ret i. Pladen er en af mine favoritter så langt i år, selv om/fordi den slingrer sådan afsted med Archy Marshalls snøvlende vokal henover. Der er en virkelig speciel, stenet vibe her og den er svær at rubricere. Er det art rock? Er det jazz? Er det punk? Er det r&b? Det er vel lidt af det hele. Er det fremragende? Ja!

Spin din levetid #4 (2005-2013)

IMG_20200422_152925__01

British Sea Power – Open Season (Rough Trade, 2005)

En kammerat elskede dette band (det gør han muligvis stadig) og var derfor så elskværdig at give mig et par af deres plader i fødselsdagsgave engang i tidernes morgen. Jeg blev dog aldrig rigtig fan af bandet, der ligesom manglede et eller andet – en god sanger for eksempel, ville de kritiske måske indvende. Men nok om det – jeg prøver deres postpunk’ish shenanigans igen.

Mahogany – Connectivity! (Track and Field, 2006)

Jeg blev i dag (i går, red.) inspireret til at lytte til Kristian Leth og Ralf Christensens gennemgang af Cocteau Twins-albummet ‘Heaven or Las Vegas’ i podcasten, ja ‘Album’. Det inspirerede mig yderligere til at lytte til denne dejlige plade fra Chicago-bandet (ups, de er fra Detroit, red, red.) Mahogany, der ikke kan beskyldes for at have travlt – den er deres foreløbig seneste, og mig bekendt eksisterer bandet stadig. Nåmen, Robin Guthrie fra Cocteau Twins har drejet på nogen knapper i produktionsprocessen og hans og Liz Frasers datter Lucy Belle Guthrie medvirker begge på pladen. En herligt artsy-fartsy omgang, der af og til minder om Belle and Sebastian, af og til Stereolab og andre af den slags artsy-fartsy bands.

The Good, The Bad & The Queen – S/T (2007, Parlophone)

Ikke en plade der ligefrem har slidt min cd-afspiller op, og efter et par lyt her til aften, bider den sig ikke rigtig fast. Måske kræver den flere lyt. Imponerende besætning ellers, med sådan et slæng af Blur-, Clash- og Verve-folk.

Three Second Kiss – Long Distance (Africantape, 2008)

Jeg elsker at stå og græsse i tilbudsbunker i pladebutikker, for ind imellem støder jeg nemlig på noget jeg ikke aner hvad er, men som bare ser interessant ud. Det gælder for eksempel dette italienske støjrockband, som viste sig at være produceret af Steve Albini, og så tænkte jeg i sin tid at det skulle prøves. Albini-relationen giver god mening, da det her lyder ret meget som hans band Shellac – og Slint som han også har produceret. Det er råt, kantet og fuld af start-stop-øjeblikke og skæve taktarter. Helt habilt, omend måske ikke synderligt opfindsomt inden for genren. Men så er dagen da skudt i gang.

Mount Eerie – Wind’s Poem (P.W. Elverum & Sun, 2009)

Det er spændende at gå ind til en plade, der har genrebetegnelser som singer/songwriter, lo-fi indie og atmospheric black metal. Men de passer alle sammen. Åbneren er et black metal-blast, der bliver fulgt op af en 11 minutter lang, sørgmodig orgeldrone, som atter bliver fulgt op af en nedbarberet akustisk folksang. Så kommer metallen tilbage, senere dukker der Twin Peaks-samples op og så videre. Mest af alt er det bare en kold, mørk og tristesseramt omgang, der perfekt matcher solskinnet udenfor mit vindue. Eller noget.

Gold Panda – Lucky Shiner (Ghostly International, 2010)

Jeg anede ikke at der var en genre der hedder wonky, men det er det her åbenbart. Det er tilsyneladende også microhouse og glitch hop, så jeg er blevet meget klogere i dag. I hvert fald er Gold Panda tyske Derwin Schleckers projekt, og jeg kan godt lide den boblende elektroniske musik, der strømmer ud af mine højttalere lige nu. Det passer lidt bedre til solen end Mount Eerie-pladen jeg hørte tidligere.

Charles Bradley – No Time for Dreaming (Daptone, 2011)

Stakkels Charles Bradley, eller ‘The Screaming Eagle of Soul’, som han også blev kaldt. Efter et liv fyldt med genvordigheder, bliver han opdaget af et cool label, debuterer med sin svedige soul som 62-årig, slår stort igennem – og så dør han seks år senere. En tragisk skæbne, mildest talt.

Bat For Lashes – The Haunted Man (Parlophone, 2012)

Jeg tror nok jeg har lyttet til alle hendes plader, og de holder generelt et fint, højt niveau. Det jeg husker hende bedst for er dog en koncert i Vega for en håndfuld år siden, hvor hun på forhånd bad publikum om at slukke telefonerne, hvilket vi gjorde, og blev fuldstændig overvældet af hendes optræden. Det var en usædvanlig oplevelse, hvor vi som publikum bare overgav os. Ret old school, ret skønt. Øøh ja, denne plade indeholder for øvrigt mit favoritnummer med hende, den gudesmukke ‘Laura’.

Goldfrapp – Tales of Us (Mute, 2013)

Jeg købte i sin tid debuten, men faldt slet ikke for den, og den røg ud af samlingen igen. Jeg glemte derefter alt om Goldfrapp indtil jeg ved et tilfælde hørte ‘Annabel’ fra den her, og den ramte lige i solar plexus med sin vemodige tone og Alison Goldfrapps sprøde stemme. Så måtte jeg jo give bandet en chance mere, og det er vist en god ide. En tyst produktion hvor strygerne smyger sig om de elegante sange. Andre højdepunkter er ‘Stranger’ og ‘Laurel’. Måske er det på tide at give debuten en chance mere.

Spin din levetid #3 (1996-2004)

IMG_20200416_214947__01__01

Lambchop – How I Quit Smoking (City Slang, 1996)

Måske er den egentlig fra 1995 – de lærde er uenige. Nåmen, hos mig er den fra 1996 og rar og behagelig. Faktisk så rar og behagelig at jeg undervejs glemmer at lytte efter. Det skyldes nok dels dens tilbagelænethed, dels Kurt Wagners brummende, let søvndyssende stemme. Det er muligvis de faktorer der gør, at jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til Lambchop – kan jeg lide dem eller ej? Jeg ved det faktisk ikke.

Luksus – S/T (Lidocaine, 1997)

En lovende EP, et virkelig godt debutalbum og så…gik de i opløsning. Ærgerligt. Bevares, det er da gået medlemmerne fint siden, men jeg foretrækker nu samarbejdet mellem Lise Westzynthius og Mikael Simpson frem for deres respektive solokarrierer. Henrik Vibskovs tøjkollektioner har jeg intet forhold til.

Chris & Carla – Swinger 500 (Glitterhouse, 1998)

Det kan godt være det er Chris & Carla der er krediteret for dette smukke album, men jeg tror faktisk at resten af deres faste legekammerater fra The Walkabouts medvirker, så hvad pointen med navneskiftet er, ved jeg ikke helt. Men det er også underordnet, for pladen er dejlig og jeg hører den alt for lidt.

The Innocence Mission – Birds of My Neighborhood (Badman, 1999)

Et af de sødeste orkestre der render rundt i branchen. Alle deres plader er gode og exceptionelt nuttede, og Karen Peris’ stemme er sådan en blød en enhver burde have ved sin side, når man skal lulles roligt i søvn. Små forsigtige folkperler trukket på en snor.

Cat Power – The Covers Record (Matador, 2000)

Jeg kan lige nå en mere inden sengetid, og så kan jeg endda tage hul på 00’erne. Chan Marshall fortolker på sin helt egen måde – fra Stones til Smog til Dylan til en masse andre – og det bliver meget nedtonet og meget tydeligt hende, når hun forsigtigt folder sin både bluesy og melankolske stemmepragt ud. Hun har sine momenter, både her og i resten af diskografien, men jeg har altid haft svært ved helt at knække koden hvad angår Cat Power.

The Strokes – Is This It (RCA, 2001)

Jeg var en anelse uimponeret, da både Primavera og Roskilde lancerede dem her som hovednavn. “The Strokes som hovednavn i 2020 – de har jo været irrelevante i næsten to årtier”, var cirka min tanke. Men der var stor jubel fra begge festivallers publikum, så måske jeg bare har undervurderet deres fortsatte popularitet. Nå, hvem ved – måske bliver de nu hovednavn i 2021 i stedet, og så kan de jo fejre denne plades 20-års jubilæum.

Boards of Canada – Geogaddi (Warp, 2002)

Varm og vellydende lyttetechno for os der ikke for alvor er technomennesker. Indrømmet, for mig er det mest baggrundsmusik, men det fungerer.

Kashmir – Zitilites (Columbia, 2003)

Hos min kæreste kører P6 Beat som oftest i baggrunden, og forleden genudsendte de P6 Beat elsker Kashmir. Vi hørte kun en smule af programmet – og med et halvt øre, thi husstandens fireårige skulle aktiveres – men det gav mig lyst til et genlyt til den her. Det er den seneste Kashmir-plade jeg ejer og måske også den bedste. Lige skridtet videre fra The Good Life og fyldt med gode, slidstærke sange – med Melpomene og The Aftermath som yndlingene her.

Eleni Mandell – Afternoon (Zedtone, 2004)

En tidligere studiekammerat gjorde mig i sin tid opmærksom på fine Eleni Mandell, som jeg tog til mig og lyttede en del til de efterfølgende år. Siden glemte jeg ærligt talt alt om Mandell, og det er sørme en skam for hun er som nævnt en fin størrelse. Hun har været vidt omkring, fra snerrende PJ Harvey-rock til regulær country, og her er hun til tider nærmest lidt loungejazzet, selv om hun stritter lidt i flere retninger. Det er lækkert produceret og hun synger forrygende. Lyt til åbneren ‘American Boy’ og bliv fanget. Forhåbentlig.