Koncertåret 2018 (del 1)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er omtrent nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i tre blokke og går ganske kronologisk til værks. Første del handler om månederne januar til og med april.

Februar

Eller februar til april, rettere, for det var først den 3. februar mit koncertår blev skudt i gang. Det blev det på fin vis, da Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil inviterede indenfor i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her havde jeg aldrig været før, hvilket altså også var en del af oplevelsen. Ideen bag koncerten var at spille hele Nørlunds aktuelle plade ‘Skamskudte fugle’ som er lavet i samarbejde med det gæstende orkester, og det fungerede på flot og glimrende vis.

Koncertsalen. Senere kom der flere tilhørere – foruden aktørerne Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil.

Få dage efter fik tonen en anden og hårdere lyd, da Luis Vasquez aka The Soft Moon bød på aggressiv industrial-postpunk i Pumpehuset. Vasquez havde en legekammerat med på scenen, og sammen leverede de et mørkt og knugende sæt, der i sine mest kompromisløse momenter næsten overfaldt publikum. En kort og hård omgang, ligesom det aktuelle albumudspil.

Februar blev afsluttet med Slowdive. De indtog for anden gang på for måneder en københavnsk scene, da et forventningsfuldt og udsolgt Store Vega tog imod bandet, der har opnået større status og publikum siden albumcomebacket i 2017. De spillede vist stort set samme sæt som i Koncerthusets Studie 2 i efteråret, men det virkede lidt fladere denne gang. Lidt af magien manglede – måske mest hos mig, hvilket nok ikke er så underligt, når man oplever den samme koncert to gange på fem måneder. Med sig som support havde Slowdive det franske band band Dead Sea, der leverede en kompetent omend noget anonym dreampop.

Marts

En enkelt koncert blev det til i marts, og den blev leveret af de mexicanske garagerockere Le Butcherettes på Loppen. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at de ‘menige’ bandmedlemmer er temmelig anonyme, men måske er det bare fordi den fyrige frontfigur Teri Gender Bender overskygger alt og alle. Hun er virkelig svær at få øjnene fra, som hun drøner rundt i sin ildrøde kjole og hvæser og snerrer og forsøger at hidkalde alskens dæmoner og andet godtfolk. Jeg kan ærligt talt ikke huske meget andet fra koncerten end hende.

April

Måneden bød på et af årets højdepunkter, da mine elskede powerpopindieknøse i Nada Surf endelig ramte København igen – Pumpehuset for at være mere nøjagtig. Jeg faldt ret sent for bandet, sådan for alvor, og deres – helt ærligt – noget uopsigtsvækkende musik burde slet ikke have sådan en effekt på mig. Men det har de og den altså. For mig er de nok det bedste band i dette årtusinde, hvis man ser over hele virket i den periode. Nåmen, de spillede hele den pragtfuldt bittersøde ‘Let Go’-plade fra ende til anden, og dukkede så op og spillede et sæt mere, hvor de kom godt rundt i diskografien. Det var en pragtfuld aften af mange grunde, og jeg blev vist også lidt beruset af lige så mange grunde.

Nada Surf i Pumpehuset. Morten i powerpophimlen.

Et orkester jeg ikke lytter meget til længere, er Mercury Rev. På plade har det sjældent klikket fuldstændig mellem mig og dem, men live har de været en stor oplevelse hver gang jeg har set dem. Det blev også en god aften på månedens sidste dag, hvor bandet fejrede tyve-året for hovedværket (ikke min personlige favorit, men skidt med det) ‘Deserter’s Songs’, og det blev en hyggelig og intim seance i Hotel Cecils elegante rum, hvor det karismatiske fikspunkt Jonathan Donahue fortalte anekdoter om tilblivelsen af albummet og optakten til det.

Anden del følger en af de kommende dage. Her bliver der væsentlig større koncertaktivitet, kan jeg godt afsløre.

Reklamer

Lytteaften teksttema (1.11.18)

Vi kan vist lige så godt indrømme det; vi kan godt lide ord her i Musiksalonerne. Derfor måtte vi også på et tidspunkt dykke specifikt ned i tekster, og det blev så på denne mørke novemberaften. Vi havnede i depression, i vinterlandet og i social deroute og hyggede os med det…lidt sadistiske er vi nok. Alt i alt havde vi dog atter en mægtig og berigende aften, omend Henrik Marstal nok vil protestere, hvis han ser nedenstående playliste. #voksenhvidmandpatriarkalskmusiksalon

• Kent – Socker (Morten)
• Pearl Jam – Black (Michael)
• Wilco – Please Be Patient With Me (Bo)
• The Divine Comedy – A Lady of a Certain Age (Morten)
• Ulf Lundell – I ett vinterland (Michael)
• Nick Cave and The Bad Seeds – Into My Arms (Bo)
• The Magnetic Fields – The Nun’s Litany (Morten)
• Bob Dylan – Tweedle Dee & Tweedle Dum (Michael) (her i live-version)
• Lars Hug – Hen over himlen (Bo)
• Olesen-Olesen – Finland (Morten)
• Nikolaj Nørlund – Indre by (Michael)
• De efterladte – Bravo November (Bo) (her i live-version)
• David Bazan – Hard to Be (Morten)
• Nick Lowe – I Read a Lot (Michael)
• CV Jørgensen – Et satanisk mesterværk (Bo)
• Dolorean – Traded for Fire (Morten) (ikke på YT, så her med Damien Jurado. Ordene er de samme)
• The Cure – The Holy Hour (Michael)
• Billy Joel – She’s Always a Woman (Bo)

Lyt på YouTube

25 sange fra 2002

Navlepiller-alert! Den her liste er lidt…øh ja, navlepillende. Hvis du tør lytte til den, findes den i bunden af indlægget.

1. Teenage Fanclub – Did I Say…du kender godt det, at et band udgiver en opsamlingsplade og tilføjer et par nye numre, bare for også at lokke penge ud af de mest trofaste fans? Som regel kan de nye numre slet ikke måle sig med de gamle, fordi bandet forlængst er peaket, og så har fansene en komplet ubrugelig opsamlingsplade på hylden. Sådan var det heldigvis ikke, da Teenage Fanclub smed en compilation på gaden i 2002, for et af de nye numre var Norman Blakes instant classic ‘Did I Say’, en sødmefuld lille sag på blot 144 sekunder med vintage vokalharmonier og en violinsolo. Jeg elsker den, det bør du også gøre.
2. Beck – The Golden Age…Becks skilsmisseplade ‘Sea Change’ er god, omend en smule overhypet, men der er nogle enkeltøjeblikke af så vanvittig høj klasse, at man tillader sig at glemme nævnte overhype. Åbningsnummeret her er det mest soleklare moment med sin akustiske guitarintro og drømmende, længselsfulde tone. Den smukkeste sang i diskografien, synes jeg.
3. Early Day Miners – Centralia…titlen refererer (formoder jeg) til en by i Pennsylvania, der i dag står mere eller mindre forladt efter en minebrand i 1962. Hovedvejen til byen er lukket, dens postnummer er slettet, og denne stemning af forladthed og spøgelser gennemsyrer hele den fantastiske plade nummeret stammer fra (Let Us Garlands Bring, red.). Det er knugende, koldt og kuldegysende smukt.
4. The Flaming Lips – Do You Realize??…der er noget særegent og selvmodsigende over, at en sang om menneskets dødelighed kan være så livsbekræftende. Men det kan den og det er den. Jeg har ikke mere at sige…du kender jo også sangen, så det behøver jeg ikke.
5. Interpol – NYC…nok det eneste Interpol-nummer, som virkelig har taget mig med bukserne nede, på det forkerte ben, etcetera etcetera. Det er fandeme en fantastisk sang, langsom, højstemt og forbandet velsunget med al den patos den kan trække.
6. Pedro the Lion – Priests and Paramedics…en af de mest hængemulede sange jeg kender. Jeg elsker den naturligvis. Den utro ægtemand er blevet stukket ned af sin frustrerede kone, paramedicinerne lyver for at holde modet oppe hos ofret, for det er hvad de gør, og præsten har tabt troen og beder folk om at fucke af og opgive håbet. The end. Sådan cirka.
7. Nada Surf – The Way You Wear You Head…bedste sang på pladen, der sparkede Nada Surf op i en helt anden liga end tidligere (Let Go, red.). Jeg joker af og til med, at der findes to slags Nada Surf-sange; den klæbrige ballade og den hypercatchy powerpopbasker. Jeg knuselsker begge slags, og den her hører til toppen af sidstnævnte.
8. July Skies – So Sad Today…det er guitarreverb, hviskende mandevokal og tårer eller regndråber ned af vinduet. Det er muligvis ikke meget af en sang, men det er denondelyneme smukt.
9. Six by Seven – So Close…jeg kan ikke helt huske om den her var den første SbS-sang jeg hørte, men det var i hvert fald den første jeg forelskede mig hovedkulds i. Første trediedel af sangen er pragtfuld – bygger langsomt op, for siden at eksplodere i den rene bombast. RRAAAUUUUWWW!
10. Aarktica – Nostalgia = Distortion…sjovt, sådan som det står skrevet der, ligner det et regnestykke. Det er ikke hensigten. Nåmen, en smuk sang. Lidt tidstypisk startnullerbeats tilsat en drømmende guitarklang med indlagt reverb og Jon DeRosas rolige, tilbagetrukne vokal. Virkelig en efterårssang.
11. Thalia Zedek – You’re a Big Girl Now…jeg har hørt en del versioner af den sang, og ikke én har været dårlig. Måske et tegn på at han godt kan skrive en sang, ham Dylan. Den her er måske min yndlingsudgave, men jeg er, indrømmet, også lidt en sucker for Thalia Zedek. Hendes rå og raspende vokal (tænk Marianne Faithfull) på et lydtæppe af blandt andet klagende violin (tænk Dirty Three) får mig hver gang. Så her er et regnestykke til dig: Bob Dylan + Marianne Faithfull + Dirty Three = Thalia Zedek. Jeps.
12. Craig Armstrong & David McAlmont – Snow…komponisten Armstrong har aldrig været bange for storladne strygerarrangementer, og det er han sørme heller ikke her. Fra en plade, hvor han samarbejdede med U2, Mogwai, Evan Dando og en masse andre prominente kunstnere, var det alligevel englevokalen McAlmont (vel mest kendt for et kortlivet samarbejde med Bernard Butler), der trak det længste strå med denne vemodige sag.
13. Doves – Words…kort bandnavn, kort titel, lang sang. Men sikken en. Jeg er aldrig blevet helt så grebet af Doves, som mange blev der i starten af nullerne, men de fik da skruet et par kompetente plader sammen. Og nogle fabelagtige sange, som for eksempel den her med det dejlige drive, der er som skabt til løbeture i lorteøens strandpark. Især for os der ikke ligefrem er megahurtige. True story.
14. Neko Case – Deep Red Bells…jeg overværede en forrygende koncert med Case og band i går, og det her nummer tog selvfølgelig kegler – som det også gør på plade. Godt med countrytwang på alle instrumenter, inklusive den rødhårede tornados stemmebånd. Hun er en fantastisk sangerinde og bandet bag hende spiller røven ud af bukserne.
15. Kent – Socker…klart bedste sang på en af de Kent-plader, jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til. Den er lidt for glat, lidt for leflende, men naturligvis med plads til et par gode sange. ‘Socker’ er dog Kent fra øverste skuffe. Og så kan jeg godt lide tanken om at Jesus dukker op i tv-talkshows som heroinmisbruger.
16. Laura Cantrell – When the Roses Bloom Again…uuj, det er smukt. En blændende countryballade, sunget så ynde- og længselsfuldt af frøken Cantrell, at øjnene næsten løber i vand. Sjovt at hun med sin ret polerede countrysound blev udgivet på indiemastodonten Matador Records.
17. Mikael Simpson – Faldskærm…jeg tror nok det var Simpsons første koncert i eget navn, den jeg oplevede på Spot-festivalen i Århus tilbage i 2002. I hvert fald gjorde han og band det så fremragende, at jeg den efterfølgende mandag fór ind i midtbyen for at købe debutpladen, og det har der aldrig været grund til at fortryde. ‘Faldskærm’ er en virkelig effektfuld åbner og den bedste sang på en meget fin plade. Også selv om det er med gift i lungerne og hjertet på halv kraft.
18. Manic Street Preachers – Door to the River…som tilfældet er med listens etter, har vi også her fat i et-nyt-nummer-på-opsamlingsplade-syndromet. Og, igen, som tilfældet er med listens etter, er det faktisk en usædvanligt vellykket sag. Måske var jeg i virkeligheden lidt for hård ved syndromet tidligere? Nåmen, det er Manics i storladen balladestil, og de helt gamle fans vil formentlig hade det, men sådan en som mig, der holder mest af dramatiske sange som ‘A Design for Life’ og ‘Everything Must Go’ kan naturligvis ikke modstå den slags overdrevne patos.
19. Azure Ray – Raining in Athens…”det lugter lidt af ungpigeværelse”, læste jeg engang om Azure Ray på et musikforum, og det var egentlig meget rammende. Nogen vil formentlig få kvabbabelse af al den startnullerindiefolkweltschmerz (her er både melodika, banjo og sky kvindehviskevokal, ffs) men jeg synes det holder hundrede procent. Jeg er nok også lidt indbygger-på-et-ungpigeværelse-agtig.
20. Pet Shop Boys – Love Is a Catastrophe…kæmpe sang, den her. Jeg ved ikke om det er tiltænkt, men for mig føles den som PSBs pendant til Smiths-klassikeren ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, og det er en stor ros, hvis du skulle være i tvivl. Også et af de få tilfælde, som jeg kan komme på, hvor Neil Tennant rent faktisk lyder vred. Han snerrer jo!
21. Ron Sexsmith – Gold in Them Hills…så er der mere håb, afmålt naturligvis men alligevel, hos Sexsmith, der prøver at overbevise lytteren (og måske sig selv) om, at der er lys for enden af tunnellen. Der er guld i de der bakker, du må kæmpe dig op ad.
22. Josh Rouse – Nothing Gives Me Pleasure…formkurven var opadgående for Rouse i disse år, og selv om han fem år senere havde lullet i hvert fald mig i søvn, så skal det bestemt ikke tage noget fra hans tidligere form. Den her er guitarpop i både midtempo og topklasse.
23. Tram – Three Years…ligesom David McAlmont længere oppe på listen, besidder også Trams Paul Anderson en vemodig kordrengevokal, der kan åbne tårekanalerne på vi lyttere af den følsomme slags. Her suppleres vokal af et storslået strygerarrangement, der virkelig åbner for tåresluserne.
24. Ms. John Soda – Solid Ground…årh, den her er nuttet. Mere er der egentlig ikke at sige. En stor, lillebitte sang fra slænget her, der var en del af det, på dette tidspunkt, højtprofilerede tyske electronicalabel Morr Music.
25. Rufus Wainwright – Across the Universe…overlæsset produktion og Rufus W. for fuld udblæsning…underspillet er den her ikke. Jeg holder sgu så meget af Wainwright og hans diva-tilbøjeligheder.

25 sange fra 1986

Jep, du læste rigtigt: Det er listetid! Playlisten er i bunden af indlægget.

1. Elvis Costello & The Attractions – I Want You…hans bedste sang? Jeg tror det. En af mine venner påstår, at det er en af de bedste kærlighedssange nogensinde, og det er måske ikke helt skævt. En temmelig bittersød en af slagsen, forstås – det er jo Costello.
2. Prince – Sometimes It Snows in April…jeg føler ikke jeg skylder Peter Larsen (ham der var inde i Tjener Frandsen og rideskolelærer Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideskole, du ved? Ikke? Nå ok, det er også en pæn sjat år siden. Denne regibemærkning har taget overhånd) alverden. Men jeg skylder ham mit kendskab til denne smukke Prince-sang, som jeg første gang hørte i et radiointerview med netop ham dér Larsen. Jeg erindrer ej hvad interviewet handlede om, men jeg husker den sang blev spillet, og jeg var solgt på stedet. Det er jeg fortsat.
3. XTC – Earn Enough for Us…jeg har prøvet, men jeg er ikke for alvor blevet af ramt af XTC-bacillen. Hvis man, altså, ser bort fra denne sang, der er helt-op-i-skyerne catchy og velskrevet. Og så slutter den som en Beatles-sang, som jeg lige nu ikke kan komme på. Det irriterer mig lidt. Men det er ikke sangens skyld. (We Can Work It Out, red.)
4. Hüsker Dü – Don’t Want to Know If You Are Lonely…helt ærligt, var Grant Hart egentlig ikke den bedste sangskriver i Hüsker Dü? Det er lige før jeg tror det. Den her er den bedste HD-sang jeg kender. Den er formidabel. Medrivende, melodiøs og insisterende.
5. The Shop Assistants – Somewhere in China…åh, den er smuk. Lidt sky og tilbagetrukken. Dejligt klokkespil. Måske er det en xylofon. Men dejligt er det i hvert fald. Firser-indie når det er allerbedst. Skøn plade i øvrigt, omend generelt mere tempofyldt end den her.
6. The Mighty Lemon Drops – My Biggest Thrill…jeg købte en overgang en stribe plader med dette orkester, i håb om at finde bare en sang eller to mere, der rammer dette niveau. Det lykkedes ikke. Det er, når ret skal være ret, også et tårnhøjt niveau. Jeg er pjattet med den. Et dansabelt mix af Echo & The Bunnymen og The Byrds. Jingle-jangle.
7. Gangway – My Girl and Me…måske det bedste danske indiepopnummer nogensinde. Det er i hvert fald fuldstændig perfekt. Det behøver jeg naturligvis ikke at fortælle dig, det ved alle.
8. Depeche Mode – A Question of Lust…jeg elsker simpelthen når Martin Gore sætter sig til mikrofonen og synger sine softpopballader. Han har altid været dygtig til at lægge sin spæde stemme i de rette lydfolder, og denne pragtsang fra mesterværket ‘Black Celebration’ er ingen undtagelse.
9. The Smiths – There Is a Light That Never Goes Out…den kender enhver blød indiedreng, -pige og -tredie køn – og med god grund. En eviggyldig klassiker så ladet med patos, at det næsten er i overkanten. Næsten. Nej, det er for meget, men det skader sjældent en virkelig god sang.
10. R.E.M. – Fall on Me…klassisk, kryptisk R.E.M., og den smukke, vemodige melodi sidder som så ofte lige i skabet. Der er ikke alverden mere at sige.
11. The Go-Betweens – Apology Accepted…bandet der burde have været større end The Smiths, men som aldrig nåede de kommercielle højder. ‘Apology Accepted’ er bare et af utallige eksempler på hvor meget musikalsk gods der var i d’herrer Forster og McLennan, og så er den endda langt fra deres stærkeste øjeblik. Verdensklasse ikke desto mindre.
12. Billy Bragg – Greetings to the New Brunette…mere udtryksfulde end deciderede smukke har Braggs sangforedrag altid været, men skidt med det når man har en masse galde og et virkelig godt melodiøre. Når man lige føler for det. Bragg har både det ene og det andet.
13. Talk Talk – Living in Another World…’Life’s What You Make It’ var min indførsel i Talk Talks univers, og det er naturligvis stadig en dejlig sang. Den her er dog endnu bedre. Der er noget dragende ved Mark Hollis’ vokale stil, der altid får ham til at lyde som om himlen er ved at falde sammen over ham. Måske skulle han konsultere R.E.M.-sangen ovenfor?
14. The Weather Prophets – Almost Prayed…den eneste sang jeg kender med dette ensemble, så her er 100 % hitrate. Jangly guitarpop, som den lød på Creation Records der i midten af nittenfirserne.
15. David Bowie – Absolute Beginners…det er næppe en sang som majoriteten af Bowie-fans falder i svime over, men jeg er ikke Bowie-fan, så jeg kan være ligeglad. Det er en pragtfuld sang. Skønt omkvæd.
16. Peter Gabriel & Kate Bush – Don’t Give Up…en af de store, klassiske firserduetter. Smukt og blidt. Interessant at høre duettisternes forskellige sangteknik; Gabriel strækker virkelig sin stemme til det yderste, mens Bush virker som om det at kontrollere sin stemmeføring er det letteste i verden. Det er det muligvis også for hende.
17. Crowded House – Don’t Dream It’s Over…apropos det letteste i verden, så virker det også af og til som om Neil Finn kan trylle disse mægtige melodier frem på kommando. Stor popballade, omend langt fra min Crowded House-favorit – jeg tror faktisk jeg faldt for Paul Youngs udgave først.
18. The Bangles – Walk Like an Egyptian…den her er bare sjov, catchy og umulig ikke at ryste hele kroppen til. Way-oooh, way-oooh!
19. Half Man Half Biscuit – All I Want for Christmas Is a Dukla Prague Away Kit…And he’d managed to get hold of a Dukla Prague away kit/‘Cos his uncle owned a sports shop and he’d kept it to one side/And after only five minutes you’d be down to ten men/‘Cos he’d sent off your right back for taking the base from under his left winger/And come to half time you were losing four-nil/Each and every goal a hotly disputed penalty – det siger sig selv at en sang med den titel og tekst er skidegod. En ordentlig gang skrammel på den allerbedst tænkelige måde.
20. The Housemartins – Happy Hour…Housemartins var ret sjove og finurlige, og det fortsatte sådan set da de blev The Beautiful South. De kunne virkelig vride øreorme ud af ærmerne, catchy grænsende til det irriterende. Som regel holdt de sig lige på den rette side af catchy/irriterende-skalaen. Et af beviserne er her.
21. Sinéad O’Connor – Heroine…en vidunderlig lille sang fremført af en purung O’Connor, der allerede her mestrede det karakteristiske stemmeknæk. Fra filmen ‘Captive’, hvis soundtrack blev skrevet af The Edge og Michael Brook i fællesskab – og altså her med bistand fra en talentfuld teenage-pige.
22. Eurythmics – When Tomorrow Comes…der var seriøst gang i hitmaskinen hos Dave Stewart og Annie Lennox i disse år, og det er nærmest bare at vælge og vrage mellem veldrejede ørehængere. I sidste øjeblik skiftede jeg mening og erstattede ‘Thorn in My Side’ med denne. Det kunne såmænd også have været ‘Missionary Man’.
23. The Triffids – Wide Open Road…en passende titel til denne meget voksne popsang. Den er superglat, velproduceret og så sofistikeret, at mindre kloge sjæle nok vil sige at den er røvkedelig. De har naturligvis ikke ret – det er en herlig sang.
24. Felt – All the People I Like Are Those That Are Dead…jeg kan godt lide at Lawrence næsten hvisker titlen frem, som om han er bange for at forstyrre de fortabte sjæle. Derudover kan jeg også lide samspillet mellem den jangly guitar og det allestedsnærværende orgel. Det er en smuk sang.
25. Slayer – Angel of Death…synderligt smuk er listens nummer 25 ikke, og megen hvisken kan man ikke slippe afsted med at sige at den indeholder. Den kan dog noget andet, sangen om nazi-lægen Josef Mengele; den kan skabe raseri og en ubønhørlig vrede. Og få langt hår til at svinge helt af sig selv. Tror jeg – mit hår er ikke ret langt. Men så fik jeg i det mindste spillet noget med Slayer.

25 sange fra 1994

Auch! Et af de virkelig svære år, men det er endelig lykkedes mig at finde frem til 25 sange. Et herligt miskmask af sange jeg kendte og elskede dengang (og som jeg endnu ikke er blevet træt af) og numre jeg er faldet over senere i mit liv. Det har kostet for nogle nærmest hellige sange – hejhej, Suede og Jeff Buckley – men sådan er livet så barskt i 2018. Nå, lad mig komme i gang, inden jeg fortryder noget.

1. Dead Can Dance – Don’t Fade Away…et sjældent syn på disse lister, for det er et live-track, og det er normalt ikke noget jeg sætter stor pris på. Men denne sang findes mig bekendt ikke andre steder end på livepladen ‘Toward the Within’, og den er fuldstændig uomgængelig. Jeg er vild med Brendan Perrys dybe vokal, og den her er måske en af hans allerstørste præstationer. En guddommeligt smuk sang. Og altså den bedste fra 1994. Og ret lige ud af landevejen for en DCD-sang.
2. The Black Crowes – Wiser Time…et af de bedste numre bandet har præsteret – inde i mit hoved i det mindste. Southern rock af højeste kaliber, godt med countrytwang, og en fremragende vokalpræstation af Chris Robinson. Jeg har altid haft et svagt punkt for The Black Crowes, og denne perle er et af de bedste eksempler på hvorfor.
3. Blur – To the End…ubestridt Blurs bedste sang. Også selv om der utroligt nok findes en endnu bedre version af den, hvor skønne Francoise Hardy gæster, men den kom først året efter, så den tæller ikke. Nåmen, det er en klassisk strygerpopballade, og jeg elsker den. Jeg elsker alt ved den. Blur har for mig altid været bedst i små doser. Mere et enkeltsangband end et albumband.
4. The Divine Comedy – The Summerhouse…endnu en teatralsk, storladen popballade. En nostalgisk og længselsfuld sang croonet overlegent hjem af fantastiske Neil Hannon. Sentimentaliteten driver ned af væggene her – jeg elsker det mere end det meste.
5. C.V. Jørgensen – Spildte bedrifter…utvivlsomt min yndlingssang med CV. Simpelt og smukt og virkelig smagfuldt produceret af Kasper Winding, omend der vist er delte meninger om det sidste. Omkvædet er helt fantastisk: “Mit livslys er ude at svømme/min næste er gået til ro/jeg står ved en korsvej/og savner dem begge to”. Sådan!
6. Soundgarden – 4th of July…en tung motherfucker af en sang. Kim Thayils dybe brummen af en betonguitar, krydret med Chris Cornells mismodsvokal gør dette helvede af en sludgy sag til et af bandets største øjeblikke – og Soundgarden havde mange store øjeblikke. Heavy metal indeed.
7. Saint Etienne – Like a Motorway…en elegant, melankolsk og medrivende diskosang og måske Saint Etiennes bedste nummer. Jeg opdagede, som i virkelig opdagede, den her sang ret sent, faktisk så sent som i efteråret 2017, da jeg i forbindelse med bandets besøg i København lyttede meget til den fine Tiger Bay-plade. Før da havde jeg ikke for alvor taget notits af den, men den sidder jo lige i skabet.
8. Lush – Undertow…jeg har vist nævnt det før, men jeg elsker Lush mere end godt er, og denne sang er fantastisk. Drevet frem af en markant bas, de der velklingende shoegazeguitarer og det vokale samspil mellem Emma Anderson og Miki Berenyi. Stor sang fra bandets nok bedste plade, ‘Split’.
9. Primal Scream – (I’m Gonna) Cry Myself Blind…i 1994 besluttede Primal Scream at de ville være The Rolling Stones, og så lavede de sådan en plade, der lød som…ja, The Rolling Stones. Som helhed har jeg aldrig været totalt solgt, men når de kaster sig ud i denne mægtige gospelballade ‘Shine a Light’-style, er jeg helt på og med.
10. Sugar – Believe What You’re Saying…der var sikkert mange hardcore Hüsker Dü-fans der korsede sig, da Bob Mould blev vildt komform og lavede nogle ret polerede rockplader med Sugar, men jeg er ligeglad, for jeg elsker en god, anonym guitarpopsang. Den her er netop sådan en – lige ud af landevejen og med et let syng-med-omkvæd, som hardcoreforældrene ville sige god for.
11. Grant McLennan – Simone & Perry…talking ‘bout en god, anonym guitarpopsang, så er der endnu en her. Dette har jeg vist også skrevet før – jeg har i hvert fald sagt det før – men McLennan var en sand mester udi kunsten at skrue en smuk, underspillet popsang sammen. Den her er en af de bedste af slagsen.
12. American Music Club – Goodbye to Love…det bedste indslag på den udmærkede Carpenters-tribute der kom dette år. Jeg tror virkelig på Mark Eitzel, når han kuldslået crooner “so I’ve made my mind up/I must live my life alone” og sår’n, og den klagende og udtryksfulde pedal steel, der pryder nummeret, er den rene fryd.
13. Hole – Doll Parts…den bedste Hole-sang jeg kender fra en i øvrigt fortræffelig plade. Courtney Love lyder helt oprigtigt som om hun er i sine ikke-så-rare følelsers vold, hvilket hun formentlig heller ikke er og/eller var. “Sooooome day you will ache like Iiiiiii ache”, vræler hun. Jeg vræler med hende.
14. Cranes – Shining Road…pilskævt undgår det sjældent at blive, når Alison Shaw åbner op for sin mildt sagt bizarre stemme. Bevares, en god sang kræver mere end blot en bizar stemme, og den her er en pissegod sang. Gothic dreampop af den allermest catchy slags, og der følger altid en sær dans med, når jeg hører den. Men den får du ikke at se.
15. Madder Rose – Car Song…et eller andet med et korn og en blind høne. Det er en vidunderlig sang, på sådan en post-Mazzy Star-facon, og en røvsyg plade. Det syntes jeg i hvert fald dengang – jeg har ikke hørt den i tyve’ish år.
16. Massive Attack – Protection…en af de sange der totalt tog pusten fra mig første gang jeg hørte den. Jeg tror jeg så videoen i et af de gode musikprogrammer svensk tv havde dengang og jeg var helt solgt. Smukt og dvælende nummer, og den lange outro er fuldstændig på sin plads. Og så har jeg end ikke nævnt Tracey Thorn endnu. Eller…det har jeg så nu. Men Tracey Thorn, mand. En af branchens bedste stemmer. Ja, sangen er nok lidt slidt efter de mange år, for ellers burde den have ligget højere på listen.
17. Weezer – Only In Dreams…ret atypisk Weezer-nummer. Alene det at det varer otte minutter er usædvanligt, men det er måske i virkeligheden derfor jeg falder så meget på røven over det. Sublimt bygget op, fremragende omkvæd, og en perfekt skramlet guitar-outro. Formidabelt.
18. Sebadoh – Magnet’s Coil…’Bakesale’ er en af de bedste plader der kom det år, og det er et faktum. Basta. Det er Lou Barlow og Jason Loewenstein på toppen af deres respektive sangskrivningsformåen, og da weirdoen Eric Gaffney her var kylet ud af bandet, er pladen faktisk fuld af…ja, du ved…sange. Den skarpeste er nok hurtigløberpowerpopperen her, men det er sørme hård konkurrence.
19. The Jesus and Mary Chain – Sometimes Always…en eviggyldigt nuttet duet signeret indiepowerparret Jim Reid og Hope Sandoval. Der er ikke så meget at diskutere, det er bare 152 sekunders vidunderlighed.
20. Tom Petty – Hard on Me…ligesom ovennævnte Sebadoh-plade (det er vist også den eneste sammenhæng) er Pettys 1994-output ‘Wildflowers’ så spækket med utroligt gode sange, at man tror det er løgn. ‘Hard on Me’ er måske ikke den der gør mest opmærksom på sig selv, men den er bare så ufattelig stærk. Smukt guitarspil, smukt vokalarbejde af Petty, og så en fantastisk bro undervejs, der får mig helt ned med nakken. En vidunderlig sang.
21. Morrissey – The More You Ignore Me, the Closer I Get…en vidunderlig sang er denne Morrissey-klassiker naturligvis også. Ikke så megen bullshit. “I bear more grudges/than lonely high court judges”. Det tror jeg på. Det må være Morrisseys bedste (solo)sang? Den eller ‘Boxers’.
22. Soul Coughing – Is Chicago, Is Not Chicago…jaja, det er temmelig tidstypisk med den der postmoderne blanding af slackerrock, jazz og hiphop-samples, men fuck, hvor det stadig swinger. Og så starter sangen med de foruroligende ord “a man/drives a plane/into the/Chrysler Building“. I 1994. Yikes.
23. Grant Lee Buffalo – Mockingbirds…Grant-Lee Phillips besidder en af de bedste stemmer, jeg har været så heldig at få lov at høre. Det står overhovedet ikke til diskussion. Når den så lægges oven på en så eventyrligt velkomponeret sang som denne, er det lidt en no-brainer at den er med her. Igen, skal det dog siges, at den måske er blevet mere slidt end godt er, men..nej. Det er fandeme stadig en pragtfuld sang.
24. Portishead – Glory Box…jeg kunne godt lide ‘Sour Times’ dengang, men det var først da jeg hørte ‘Glory Box’ at mine ører virkelig foldede sig ud. Det der slæbende, knitrende Isaac Hayes-sample, Beth Gibbons’ dovne, raspende vokal, og den skærende guitar…mamma mia, det var godt. Det er det selvfølgelig stadig – ekstremt godt skruet sammen.
25. Dinosaur Jr. – Feel the Pain…den første Dinosaur Jr.-sang jeg mindes at have hørt. Jeg tror det var på en eller anden tilfældig compilation med en masse indiehits. Siden købte jeg albummet ‘Without a Sound’ i en brugtbiks i Helsingør, og jeg har elsket J. Mascis, hans rædderlige stemme og vilde guitar lige siden. Og sangen starter sjovt.

I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

Vi går lige på – der er lyttelink i bunden. To sange fra hvert album, med undtagelse af *, som blot kunne præstere et enkelt YouTube-klip.

1. Ron Sexsmith – Retriever…potentialet har altid været der hos den rundkindede canadier, men det virkede bare som om, at det lige skulle finpudses, så materialet kom til at fungere på et helt album. Det lykkedes til fulde på ‘Retriever’, en så strålende samling af bittersød guitarpop, at forbilleder (og erklærede fans) med efternavne som McCartney og Costello forhåbentlig har tippet på hatten i ærbødighed og respekt lige siden.
2. Sufjan Stevens – Seven Swans…set i bakspejlet er det Stevens’ mere fokuserede og nedtonede plader der gør mest for mig. Således foretrækker jeg den forholdsvis stringente ‘Seven Swans’ frem for de mere oppustede og, bevares, eventyrlystne plader med de amerikanske stater som tema. Måske også fordi det bare er en forbandet god plade med nogle smukke melodier.
3. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Oh, My Girl…Sykes og slængs debut ‘Reckless Burning’ var lidt af et grådkvalt mirakel med sine tårevædede og atmosfæriske countrysange, og det er et mirakel i sig selv, at opfølgeren her er stort set lige så fantastisk. Lidt mere flagrende, men fortsat med Sykes’ karakteristiske, maskulint klingende vokal og Phil Wandschers twangy guitarspil i front. Ind imellem bør man høre ‘Grow a New Heart’ på repeat. Just sayin’.
4. Arcade Fire – Funeral…en af de mest hypede plader og grupper de seneste par årtier, og hvad angår albummet her er hypen berettiget. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ret længe om at tage det til mig, men disse hyperdramatiske sange pakket ind i storladen produktion har vist sig ufatteligt holdbare. Endda i en sådan grad, at jeg stadig synes pladen bliver bedre for hvert gennemlyt.
5. Lisa Gerrard & Patrick Cassidy – Immortal Memory…næsten overjordisk smukt samarbejde mellem stemmen Gerrard og komponisten Cassidy. Der er virkelig højt til loftet og arrangementerne er ladet med følelser, hvilket ofte er en farlig sti at vandre ned af, men selv når det bliver faretruende tæt på Enya-territorium, lykkes det duoen at slippe helskindet i land. ‘Elegy’ er lige til at tude over.
6. The Divine Comedy – Absent Friends…pladen der endelig, efter års forgæves forsøg, gjorde mig til Divine Comedy-fan. Indspillet med et middelstort symfoniorkester, er det sørme ikke gigantiske armbevægelser og ditto ambitioner pladen mangler, og dens vekslen mellem rørende oder til døtre og tongue-in-cheek-easy-listening om glade goths, er yderst succesfuld. Dertil kommer Neil Hannons usædvanligt gode greb om en både skarp og satirisk lyrik. Alene ‘Our Mutual Friend’ er et kæmpe, dramatisk værk.
7. Claus Hempler – Hempler…han er en af landets bedste sangere, inde i mit hoved i hvert fald, og Hemplers sprøde røst kommer fuldt til sin ret på denne elegante crooner-plade. Det ærgrede mig gevaldigt, at Fielfraz sagde stop kort efter den fremragende svanesang ‘Slick’ , men ankomsten af for eksempel albummet her, var et stort plaster på såret. En af de plader der steg mest i graderne under arbejdet med listen.
8. Dolorean – Violence in the Snowy Fields…jeg var ellevild med Al James og hans projekt Dolorean i nogen år der i midten og slutningen af 2000’erne. Det skyldtes blandt andet denne lille americana-plade (og i endnu højere grad forgængeren ‘Not Exotic’, men det er en anden snak). Den holder sig stadig fornemt, selv om jeg – indrømmet – havde den højere placeret på min oprindelige bruttoliste.
9. Kathryn Williams – Relations…Kathryn Williams er en af disse underkendte sangskrivere, der uvist af hvilke årsager aldrig rigtig får hul igennem til de brede musikmasser – tænker jeg. Talentet er der, men hun savner hele pr-maskineriet til at køre den store charmeoffensiv. Det er virkelig en skam, også selv om hun faktisk er endnu bedre til at fortolke andre kunstnere, som hun gør på gennemført charmerende og overbevisende vis her. Og det er et skønt klientel hun kaster sig over: Fra Mae West til Pavement, Big Star til Bee Gees, The Byrds til Nirvana – og hun gør det på en underspillet, hviskende facon. Hvis ikke du falder for hendes fortolkning af Big Stars ‘Thirteen’, er der åbenlyst noget galt med dig.
10. The Innocence Mission – Now the Day Is Over…det giver så god mening, at The Innocence Mission her har valgt at lave en plade beregnet til vuggeviser, for jeg kan ikke forestille mig mere oplagte redskaber til det end Don Peris’ underspillede guitarklimpren og hustru Karen Peris’ underskønne stemme. Voksne må også gerne lytte med på denne samling af mestendels gamle standarder, tilsat enkelte selvkomponerede numre. En lille vidunderlighed.
11. Jens Lekman – When I Said I Wanted to Be Your Dog…det er cirka lige dele fjollerier og yndefulde crooner-ballader Sveriges Stephin Merritt disker op med på denne glimrende skive. At han desuden er leveringsdygtig i finurlige one-liners og popmusikalske referencer, gør blot endnu mere for oplevelsen. Albummet var nok den største opdagelse i gen(nem)lytningen af årets plader, og den har fået en del spins. Egentlig var den slet ikke med på bruttolisten, da jeg startede projektet her.
12. Keane – Hopes and Fears…kritiske røster, ja såmænd også vi, der er mindre kritiske, kan argumentere for at det mest bemærkelsesværdige ved Keanes debutalbum er hvor meget det lyder som Travis og Coldplay, trods den manglende guitar i lineuppen. Og ja, det er faktisk ret imponerende, men man må i samme moment ikke underkende de helt basalt gode sange, som pladen er smækfyldt med. Når man samtidig har en fin vokalist i Tom Chaplin, så er man kommet langt. Det er et temmelig glat og ufarligt udspil, men faktisk forbløffende slidstærkt til trods.
13. Grant-Lee Phillips – Virginia Creeper…jeg har megen musikalsk kærlighed til den sympatiske Phillips med den blændende stemme, og det er muligvis derfor en plade som denne falder i så god jord. Den er måske en kende til den ferske og anonyme side (i hvert fald set i forhold til store dele af Grant Lee Buffalos oeuvre), men den er bare så rar. Jeg holder fortsat urimeligt meget af den.
14. Jolie Holland – Escondida…hun lever lidt i sin egen tid og verden, Jolie Holland, men det gør bestemt ingenting, når hun fylder den med sin oldtimerbluesjazzfolk. Akustiske guitarer, trompeter og den der karakteristiske, raspende stemme gør hende altid letgenkendelig, og det er ret åbenlyst at høre hvorfor både Bob Dylan og Tom Waits er erklærede fans.
15. Windermere – The World Is Here…der var lige en kort overgang, hvor Windermere virkede som et bundsolidt dansk bud på shoegazey postrock (eller er det postrocket shoegaze?, red.), men så forsvandt de pludselig. Ud af det blå, væk var de. Jeg har ingen anelse om hvad medlemmerne laver i dag, men heldigvis nåede de at udgive to vellykkede plader, hvor debuten her var den stærkeste. Især i kraft af den mægtige åbner ‘Trailer Park’.
16. Pale Horse and Rider – Moody Pike*…også PHaR, et samarbejde mellem en af mine oversete favoritter, Jon DeRosa og kollegaen Marc Gartman, blev en kortlivet omgang. To strålende plader med melankolsk slacker-country rakte det til, men begge har dog holdt fast i musikken siden, hvor altså ikke mindst DeRosa har fundet sin egen lille niche som goth-crooner i eget navn.
17. Iron + Wine – Our Endless Numbered Days…I+W er en af de små undselige artister, der pludselig voksede sig store uden voldsomme armbevægelser, takket være Sam Beams kompetente sangskrivning og blide stemme. Denne plade gjorde nok større indtryk på mig for 10-12 år siden end den gør nu, hvor den ærligt talt fremstår en lille smule…ja, undskyld, kedelig. Når det er sagt, er det stadig en fin skive, men den er dalet støt og roligt ned af listen, som tiden er skredet frem. Den får dog lov at hænge på lidt endnu.
18. Minor Majority – Up for You & I…en gedigen singersongerwriterplade fra Oslos Pål Angelskår, der gemmer på et par perler. Særligt næsten-titelnummeret ‘Think I’m Up for You & I’ er et lavmælt mesterværk. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i Minor Majoritys gøren og laden siden – egentlig lidt sært med tanke på hvilke evner Angelskår fremviser her.
19. Justin Rutledge – No Never Alone…en plade der fik sneget sig med på listen i sidste øjeblik efter en intens aftenlytter for nylig. Sikkert en søndag aften, den lugter lidt af søndag. Canadiske Rutledge (og hans backingband The Junction Forty) spiller en ret regulær country, med guitarer, violiner og dens slags i front, og leverer på pladen i hvert fald tre rene perler, deriblandt den vidunderlige ‘Federal Mail’ med så skæppeskønne linier som ‘Got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair’. Ah, men det er jo smukt.
20. Grace Cathedral Park – In the Evenings of Regret…om de er opkaldt efter Red House Painters-sangen af samme navn, kirken i San Francisco eller bare godt kan lide ordlyden ved jeg ikke, men jeg ved at her er tale om et smukt, vemodigt album. Ikke egentlig trist, men bare dvælende og ja, vemodigt. Det er rent instrumentalt og er vel det man dengang i 2004 kaldte postrock, omend det overhoveder ikke rocker. Man kan argumentere for at 76 minutter af det her med en ahem, ret ensidig atmosfære er i overkanten, men det skal man ikke.

Lyt på YouTube

Lytteaften folk-tema (19.3.18)

• Woody Guthrie – Train Breakdown (Michael)
• Bob Dylan – Love Minus Zero/No Limit (Bo)
• Denis Leary – Traditional Irish Folk Song (Morten)
• Stig Møller – People They Don’t Know (Michael)
• Los Lobos – Down Where the Drunkards Roll (Bo)
• Jolie Holland – Old Fashioned Morphine (Morten)
• Allan Olsen – Balladen om TTT (Michael)
• Crosby, Stills, Nash & Young – Teach Your Children (Bo)
• Judy Collins – Pretty Polly (Morten)
• Phil Ochs – Bracero (Michael)
• Paul Simon – Slip Slidin’ Away (Bo)
• Okkervil River – A Girl in Port (Morten)
• Tim Buckley – Morning Glory (Michael)
• Oscar Isaac & Marcus Mumford – Fare Thee Well (Dink’s Song) (Bo)
• The Walkabouts – Train Leaves at Eight (Morten)
• Bert Jansch – Needle of Death (Michael)
• Fleet Foxes – Sun It Rises (Bo)
• Vetiver – Sleep a Million Years (Morten)

Lyt på YouTube