Forside > Musik > If Songs Could Kill, This One’s For You…de bedste plader fra år 2000

If Songs Could Kill, This One’s For You…de bedste plader fra år 2000

Som lovet i mit første indlæg, så skal det her handle om mine favoritplader fra år 2000. Eller, det skal i hvert fald handle om nogle af mine favoritplader fra år 2000. Jeg har udvalgt 10 af slagsen – 10 er nu engang sådan et rart og behændigt ciffer – og som enhver listoman ved, så er rækkefølgen af disse på ingen måde fast og uforanderlig. De kan sagtens ligge og bytte plads indbyrdes fra tid til anden, og det kan såmænd også nemt tænkes at det slet ikke er mine 10 absolutte yndlinge, der præsenteres her: Det vil som altid være et øjebliksbillede. Denne smøre vil jeg formentlig kunne skrive i samtlige mine fremtidige indlæg i denne serie, men det gider jeg egentlig ikke. Så, eventuelle læser, hav dette for øje når du kigger med. Og lytter med – jeg har smidt et link til en sang fra hvert album i forlængelse af omtalen. Nå, lad os komme i gang.

10.

Grandaddy - The Sophtware Slump

Grandaddy - The Sophtware Slump

At Y2K-sagaen, som jeg fnisende nævnte i mit indledende indlæg, ikke var lige fnisværdig alle steder, er denne mareridtsplade et temmeligt markant eksempel på. Eller, det var vel egentlig ikke specifikt årtusindskiftet Jason Lytle og hans californiske kumpaner havde i tankerne, da de indspillede denne plade, men rettere det moderne menneskes forhold til naturen og teknologien i al almindelighed, for nu at tage fat i noget håndgribeligt.

Så håndgribeligt som noget nu kan være, når sangene er befolkede af robotter der drikker sig ihjel, bondeknolde der forlader deres elskede crystal lake til fordel for areas where trees are fake, og et persongalleri der generelt er splittet mellem naturen og den moderne teknologi (det er dog ret tydeligt, at naturen trækker mest i de involverede). Der er derfor noget sært passende over lyden på denne plade, der er præget af blip-blop-effekter en masse, sikkert fremfundet fra de keyboards og synthesizers der på billederne i bookletten ligger smadret rundt omkring i bjergene – bare lige for at skære natur-vs-moderne-teknologi-pointen ud i pap. Alt dette hurlumhej fører i sidste ende frem til en ualmindelig smuk plade, der bæres frem af Jason Lytles papirstynde stemme, og de tragiske, men rørende skæbner der bliver behandlet her: Allerede i den storslåede åbner, ‘He’s Simple, He’s Dumb, He’s the Pilot’ kan man ikke undgå at heppe på the 2000 man, der er kommet helt og aldeles på vildspor, og som Lytle tvivlende spørger “are you giving in 2000 man?” til tonerne af ovennævnte blip-blop-effekter, og et mere og mere klagende klaver, inden han til sidst håbende erklærer: “Don’t give in 2000 man”. Det er en af den slags sange, jeg vil vove at påstå at alle bør høre bare en gang i deres liv, for den slags episke ni-minutters-sange bliver der lavet for få af, men samtidig en sang der let kan stjæle billedet fra resten af albummet, hvilket er et problem når det nu er åbningsnummeret. Heldigvis er der andre numre, der rammer næsten samme niveau, som for eksempel ‘Jed the Humanoid’, om robotten/humanoiden der drikker sig ihjel, da dens opfindere forlader den til fordel for andre og nyere opfindelser. Jed’s ‘selvmordsbrev’ bliver for øvrigt offentliggjort i søstersangen “Jed’s Other Poem (Beautiful Ground)”. Og så er der pladens bedste bud på et hit – “The Crystal Lake”. Kommentarer til den sang er overflødige, hvis du bare ser videoen, som du får herunder.

9.

The Go-Betweens - The Friends of Rachel Worth

The Go-Betweens - The Friends of Rachel Worth

2000 var året, hvor de mangeårige venner og musikalske partnere Grant McLennan og Robert Forster, atter følte sig kaldet til at skabe og udgive deres kunst under navnet The Go-Betweens. Da dette album udkom i efteråret var der gået 12 år siden seneste udgivelse, mesterværket ’16 Lovers Lane’, og i den mellemliggende periode, hvor The Go-Betweens faktisk var lagt helt på hylden, havde de to popsnedkere blandt andet udgivet adskillige soloplader.

Men ‘The Friends of Rachel Worth’ blev startskuddet til anden del af historien om The Go-Betweens – en historie der dog blev tragisk kort, da McLennan i 2006 døde af et hjerteanfald, blot 48 år gammel. Udover det selvfølgeligt tragiske i en mands bortgang i en så ung alder, er det dobbelt trist at det ikke blev til mere end tre udgivelser efter deres reunion, for med tanke på hvor vellykket specielt dette album er, så var der åbenlyst masser af godt i vente. Pladen er møgcharmerende, lige fra den kantede åbner ‘Magic in Here’ til den afsluttende Patti Smith-ode, ‘When She Sang About Angels’. Derimellem bydes vi som lyttere på overvejende afdæmpet guitarpop, der sniger sig ind på os, ja, egentlig ganske ubemærket. For modsat denne listes nummer 10, bliver man her ikke mødt af en sang, der øjeblikkeligt stjæler billedet fra alle andre. Det skal ikke tolkes som en kritik af ‘Magic in Here’, der er en af mine favoritter på pladen, men derimod som et bevis på at herlighederne er spredt ud over samtlige 10 skæringer.

McLennan og Forster var i deres indledende karriere betragtet som henholdsvis den livsglade og optimistiske fyr, og den indadvendte og bitre ditto. Skellet bliver lidt visket ud her, hvor Robert Forster springer ud som en mere lun fætter på den næsten pjattede ‘German Farmhouse’, mens Grant McLennan dyrker sin melankolske side på den ualmindeligt fine ‘Heart and Home’.

Det er lidt en skam at skulle fremhæve noget frem for andet på denne plade, men en enkelt lille lyrikbid vil jeg lige nævne.

“When she sang about a boy/Kurt Cobain/I thought what a shame/what a shame/it wasn’t about Tom Verlaine”.

Jeg har altid været vild med lige nøjagtig det vers fra ‘When She Sang About Angels’, for de 21 ord er spækket med kløgtige popmusikalske referencer. Og sådan noget kan jeg slet ikke stå for. Ej heller selv om jeg intet forhold overhovedet har til Television-guitaristen Verlaine.

Lyt: Going Blind

8.

Piano Magic - Artists' Rifles

Piano Magic - Artists' Rifles

“I’m thirty two/and fading fast/I started last/and I finished last”. Velkommen til tristessen.

Det føles næsten ubekvemt at sidde her og skrive om Piano Magic, efter en ganske lun og solrig augustdag, for er der noget Piano Magics musik – nej, lad os bare kalde det kunst, for det vil de helst selv – ikke normalt indgyder, så er det lune og solskin. For at citere en anmeldelse, så handler Piano Magic om ‘love lost, death and frozen European landscapes’. Og det er vist tæt på den endegyldige sandhed. Generelt anset som værende et konceptalbum bygget over første verdenskrig starter pladen passende med lyden af marchtrommer på den korte instrumentale intro ‘1.16’ (hvilket såmænd bare er nummerets længde, et trick der bliver brugt to andre steder på pladen), for derefter at rulle direkte ind i den gysende og knugende ‘No Closure’, en sang der kravler afsted i et minimalt tempo, ført an af et faretruende bas-riff, særdeles ekspressivt guitarspil – og Glen Johnsons nøgterne og følelsestomme vokalforedrag. Alene måden han siger ordene “guillotine slush” på i næstsidste vers er virkningsfuld på en kold og umærkelig vis, og kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

‘No Closure’ er den mest skræmmende og sorte sang på pladen, men selv om der er mere lys at spore (i lyden) på de efterfølgende ‘A Return to the Sea’ og ‘You & John Are Birds’ – begge fremført ømt af Caroline Potter – så er det ikke fordi det ligefremt bliver muntert, fuglekvidren på sidstnævnte nummer til trods. Munterhed er bare ikke Piano Magics gebet.

Pladen som helhed er ganske stilfærdig og meget langsom, og den bæres en stor del af vejen af overdådigt smukt guitarspil, plus den lejlighedsvise lyd af cello og vokalt samarbejde mellem Johnson og Potter. På næstsidste nummer – det syv minutter lange ‘Password’ løsnes der dog endelig op, og stilheden brydes af en forholdsvis støjende guitarfeedback-præget afslutning, inden hele elendigheden afrundes med titelnummeret og marchtrommerne fra den indledende intro. På den måde bliver leddet lukket på passende vis.

Piano Magic er en speciel lytteoplevelse, og med deres lyd af isklar vinter er de stort set altid mit bærende soundtrack til årets mørkeste måneder. På godt og ondt.

Lyt: No Closure

7.

Arco - Coming to Terms

Arco - Coming to Terms

Ligesom munterhed ikke er Piano Magics gebet, så er det bestemt heller ikke Arcos. Ganske vist handler ‘Coming to Terms’ ikke om verdenskrige og guillotiner, men derimod ‘bare’ om almindelig livslede, ensomhed og hvad dertil hører. Altså ret klassisk sangskrivningsmateriale, men musikken her er så skrøbelig og sårbar, at man næsten ikke nænner at pille cd’en af anlægget, af frygt for at bandet som følge heraf vil tage det endelige spring ud fra broen. En anden grund til, at man ikke nænner at tage cd’en af anlægget er, at den ganske enkelt ER så god.

‘Coming to Terms’ er en virkelig rammende titel på denne plade, for fortælleren bestiller reelt intet andet end at affinde sig. Som i ‘Driving at Night’, hvor han hvisker “got to spend this life with someone/might as well be you”. Eller i ‘Accident’ – et af de få numre, hvor musikken har en smule bombast (er det et ord?) – hvor han åbner med gloserne “won’t be long before I’m old and I’d like/to think that I was in control of my life/but I can’t make it change/can’t break the pattern/I’m waiting for an accident to happen”. Og minsandten også i ‘Movie’: “Life’s a bad movie/but I’m way past caring/so I’ll sit and watch/with a beer and some friends”.

Jeg tror du er ved at have fanget pointen.

Det er sgu en gevaldig klynkeplade, den her, og heldigvis har trioen også fundet ud af, at den nok ikke skal trække tingene i langdrag. Således varer pladens 11 sange kun lige godt en halv time, og mere ville nok heller ikke være ønskværdigt, med mindre man ligefrem tænder på mentale sammenbrud. På den anden side er ‘Coming to Terms’ en god trøsteplade, ud fra det synspunkt, at ‘hey, i det mindste er jeg da ikke den mest sappy sucker i verden!’

Når alt dette er sagt, så er det en virkelig smuk guitar-klaver-hviskende-drengestemme-plade, og noget af det fineste jeg har hørt af den slags. Den kan varmt anbefales.

Lyt: Alien

6.

The Walkabouts - Train Leaves at Eight

The Walkabouts - Train Leaves at Eight

Jeg har det næsten skidt med at fremhæve denne plade og den tidligere ‘Satisfied Mind’ som et par af mine absolutte Walkabouts-yndlinge, for begge er coverplader, og således virker det lidt som om jeg er mere tøvende over for bandets eget materiale. Sådan må det ikke forstås, for de har også skabt masser af magi på eget talent, men på mig rammer de dybest når de fortolker andre. Så er det af vejen.

‘Train Leaves at Eight’ er et eller andet sted en helt logisk plade for The Walkabouts, for trods deres amerikanske herkomst – de er fra Seattle – har de altid fremstået som et mere europæisk band. Således har de i mange år været tilknyttet det glimrende tyske label Glitterhouse, ligesom de altid har haft et større publikum her i Europa end hjemme i USA. Desuden har den mandlige frontfigur, Chris Eckman, i de senere år været bosat i Slovenien, hvorfra han udgiver eget materiale og producerer for venner og bekendte på kontinentet. Så denne hyldestplade til europæiske helte, venner og andre de tilfældigt er stødt på via deres livlige turnevirksomhed, måtte komme. Heldigvis, for den er afsindigt smuk. Bandet fortolker vidt og bredt og starter i syd med titelnummeret skrevet af det græske nationalklenodie Mikis Teodorakis, for siden at bevæge sig gennem Goran Bregovic’ og Vlado Kreslins Balkan, Fabrizio De Andres Italien, den Iberiske Halvø via Lluis Llach og Manuela de Freitas, og rammer Francoiz Breuts Frankrig, inden turen går nordpå over Jacques Brels og dEUS’ Belgien, Solex’ Holland, Jochen Distelmeyers Tyskland, Stina Nordenstams Sverige, Midnight Choirs Norge og endelig (igen) lander i Neu’s krautrock-Tyskland.

Det er en vidtfavnende tur gennem et spraglet Europa, der bliver behandlet med respekt og ære(frygt), og specielt den sydlige del af pladen er tæt på unik. Anne Marie Ruljancich på violin har en hovedrolle på det guddommelige åbnings- og titelnummer, og sammen med R.E.M.’s Peter Buck på blandt andet mandolin og sangerinde Carla Torgerson (ååh, Carla Torgerson, indsæt stort hjerte her) stjæler hun billedet på de efterfølgende ‘Man From Reno’ og ‘That Black Guitar’. Den nordlige rundtur er også god, men ikke helt så exceptionel, hvis man ser bort fra fortolkningen af Midnight Choirs ‘Death’s Threshold #2’, som muligvis er pladens stærkeste nummer. Helt ubegribeligt smuk er den.

Og ubegribeligt smuk, det er pladen i sin helhed – ganske enkelt. Den flotte indpakning, med det stemningsfulde billede fra Karlsbroen i Prag, gør ikke denne perle mindre dyrebar.

Lyt: Train Leaves at Eight

5.

Calla - Scavengers

Calla - Scavengers

Calla er et besynderligt band. New Yorker-gruppen har på forunderlig vis skabt sig en karriere som habil, men ikke synderligt medrivende Interpol-plagiator. Og så har den lavet den her, ‘Scavengers’, som er et atmosfærisk og creepy mareridt. Og helt vanvittigt god – afsindigt god. Den er næppe for alle. Man kan jo for eksempel starte med forsanger Aurelio Valle, som stønne-mumler sig drævende og dovent gennem samtlige ti numre. Så er der musikken, der slææææber sig afsted som verdens langsommeste snegl. Og så er der lige ‘The Swarm’ som ligger midt i det hele, og pludselig bryder ud i et manisk samspil mellem trommer, bas og skærende guitar, ligesom man var blevet lullet i søvn.

Calla er et besynderligt band. Men når de folder sig ud på disse langstrakte slowcore-sange, så er alt tilgivet. Også det klamme cover. Også de paranoia-skabende effekter der er alle vegne i lydbilledet. Også den gruende uhygge, der gør at jeg ikke vil være glad for at vandre rundt  i mørke, øde gader med denne plade i ørerne. Også Aurelio Valles manglende evne til at variere sin vokale udtryksform. For det her er grumt. Og godt. Grumt godt. Lyt til ‘Traffic Sound’ og ‘The Swarm’ og skid i bukserne af skræk. Nåja, lyt også til ‘Tijerina’, for det er trods alt bandets bedste sang – og den sidste halvdel af den er ren magi.

Lyt: Traffic Sound

4.

Songs: Ohia - The Lioness

Songs: Ohia - The Lioness

“Women are dressed up/and they are up to no good” klager Jason Molina i nummeret ‘Nervous Bride’, og det klager han så videre over i de knap 40 minutter ‘The Lioness’ varer. Det er der millioner af forsmåede mænd og kvinder, der har klaget over før Molina, men det gør ikke hans bitterhed og desperation mindre – og det gør bestemt heller ikke albummet dårligere. Det er gennemsyret af tab, og selv en potentiel håbefuld titel som ‘Being in Love’ bliver fulgt op af ordene “means you’re completely broken”.

Disse lidet opmuntrende fraser får backup fra Molinas lyse Neil Young-lignende stemme og lige så Young-lignende guitarekvilibrisme, der virkelig bider fra sig i den formidabelt intense åbner ‘The Black Crow’, for siden at blive dysset mere til ro. På pladens bedste nummer, tidligere omtalte ‘Being in Love’ blandes Molinas guitar med lyden af en trommemaskine, der får det hele til at lyde som noget Arab Strap kunne have lavet, hvilket er ganske naturligt med tanke på det skotske orkesters medvirken på pladen.

Albummet når sit point-of-no-return i det blændende titelnummer, der indeholder brutale dyriske metaforer på ren underkastelse (“wanna feel my heart break/if it must break/in your jaws/want you to lick my blood off your paws”),  og derfra fader albummet ud med en stribe gode, men mere anonyme numre, i hvert fald sammenlignet med den første håndfuld helt uforlignelige sange.

Lyt: Being in Love

3.

Mojave 3 - Excuses for Travellers

Mojave 3 - Excuses for Travellers

Efter jeg opdagede Mojave 3 tilbage i 2002, så skal jeg love for jeg fik indhentet alt hvad jeg før havde misset. Jeg havde denne plade, deres tredie, på konstant repeat hele sommeren det år, og det hændte at jeg hørte den fem-seks gange i døgnet, hver eneste dag. Den var mildt sagt en besættelse. Jeg kan stadig lytte til den med største fornøjelse, omend det ikke er i helt samme vanvittige omfang som dengang, men det betyder ikke at den er faldet i agtelse hos mig, for den er fortsat fuldstændigt fantastisk i mine ører, og jeg elsker den højt – som en gammel og evig ven, der formentlig vil følge mig helt til verdens ende.

Det er egentlig lidt mærkeligt, for den er ikke umiddelbart noget særligt. Bevares, her er tale om en halv snes velkomponerede og folkede popsange, tilsat et solidt skvæt melankoli, men det er der så mange andre plader der også kan prale af. Hemmeligheden er nok noget så simpelt som, at den ramte min verden på det rette tidspunkt. Og så rummer den i åbningsnummeret  ‘In Love With a View’ (en vaskeægte Morten-klassiker) et smukt lille klavertema, der sætter sig fast i hjernebarken øjeblikkeligt, og nogle af mine yndlingsord i nogen sang overhovedet: “heroically tragic/bearded and blind with obsession”. Undertegnede i en nøddeskal, forklaret på én linie i en popsang. Jo tak. At Neil Halstead på hele pladen synger det bedste han har lært, og til tider får korhjælp af Rachel Goswell, en af de mest guddommelige stemmer i branchen, gør ikke just pladen dårligere.

Det er dårende dejlige ballader som ‘In Love With a View’, ‘Trying to Reach You’, og ‘Prayer for the Paranoid’, der løfter denne plade helt op i skyerne, men også muntert-melankolske pop-schlagere som ‘Return to Sender’ og ‘Any Day Will Be Fine’ bærer et tungt læs.

‘Excuses for Travellers’ er en varm og rar plade, der burde kunne tiltale de fleste – hvis de fleste vel at mærke blot kendte til dens eksistens. I en perfekt verden…

Lyt: In Love With a View

2.

Tom McRae - Tom McRae

Tom McRae - Tom McRae

Tom McRae fremstår til sine koncerter som en pæn, sympatisk og ganske morsom mand, og det er han formentlig også, men når han skal uddrive sine indre dæmoner, så er der mord i hans skarpe pen. Eller bare sange om dommedag – dem har han efterhånden lavet nogen stykker af. På sin selvbetitlede debut har han begge dele repræsenteret, eksemplificeret i fanfavoritterne ‘End of the World News (Dose Me Up)’, med ordene “this is the end of the world news…sponsored by God” og ‘The Boy With the Bubblegun’, som indeholder de lettere kradsbørstige ord, der har givet dette indlæg sin titel.

McRae er en bitter og skarptunget satan, hvilket står i skærende kontrast til hans lyse kordrenge-stemme, som oftest kun bliver spædet op med en akustisk guitar, en cello og et klaver. Det er altså en ret nedbarberet, men usædvanlig ordtung og regnfuld omgang man udsættes for, når man lytter til den her plade. Og det synes jeg ærligt talt man burde gøre, for det er et lille vidunder, der bliver båret frem af en exceptionelt talentfuld mand, der har måttet kæmpe kolossalt for bare at få lov at udgive sin musik, mens han har set nogenlunde ligesindede, men temmelig ligegyldige folk som David Gray, Damien Rice og James Blunt score kassen. Intet under at McRae er så sammenbidt.

“If songs could kill/this one’s for you”

Lyt: The Boy With the Bubblegun

1.

Yo La Tengo - And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Yo La Tengo - And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Jeg købte i sin tid denne plade udelukkende fordi 1) jeg havde læst artikler og gode anmeldelser, der fremhævede denne Hoboken-trio som en af scenens bedste støjrockgrupper, og 2) den var billig. Jeg havde ikke hørt noget som helst af bandets musik, men jeg ville gerne have noget der larmede, og sammenligningerne med Sonic Youth virkede jo lovende.

Lad det være sagt med det samme: Jeg blev overrasket, da jeg satte skiven på første gang, for det var unægteligt noget andet end forventet. Dronende numre som åbneren ‘Everyday’, ‘Saturday’ med det passende mantra “out of tune” skævt sunget af Georgia Hubley, og den 18 minutter lange og hypnotiske ‘Night Falls on Hoboken’ til at lukke albummet. Derimellem var jazzede ballader som ‘Our Way to Fall’ og ‘Last Days of Disco’, tresser-inspireret pop på ‘Madeline’, en grådkvalt countryballade i ‘Tears Are In Your Eyes’, de fjollede og overgearede popbaskere ‘Let’s Save Tony Orlando’s House’ og ‘You Can Have It All’ – nåja, og så lige en instrumental rumba i ‘Tired Hippo’! Oookay. At det der med støjrocken alligevel havde lidt på sig, var ‘Cherry Chapstick’ det eneste bevis på – i hvert fald på denne plade.

Første indtryk var altså, at det var lidt af en eklektisk rodebutik – og det indtryk har ikke ændret sig efter utallige gennemlyt. Men sikken vidunderlig eklektisk rodebutik! De mest dragende numre på mig altid været ‘You Can Have It All’, der lyder som temaet fra Bamses Billedbog, og tåreperseren ‘Tears Are In Your Eyes’. Men med tiden har den rørende smukke ‘Our Way to Fall’ taget teten: Den mandlige frontfigur Ira Kaplan, husbonden til den kvindelige frontfigur Georgia Hubley, tænker tilbage på sin ungdoms forelskelse – formentlig i Georgia – og fortæller hele historien om det generte møde:

“I remember my face turned red/and I remember staring at my feet/I remember before we met/I remember sitting next to you/and I remember pretending I wasn’t looking/[…]’cause we’re on our way/we’re on our way to fall/in love”.

Det er dybt bevægende, og en smuk og blid sang – en sand evergreen.

Næsten alle Yo La Tengos plader har denne rodede, og umiddelbart usammenhængende struktur, men ‘And Then Nothing Turned Itself Inside-Out’ forvalter ganske enkelt rodet den tand bedre end resten af deres imponerende output, der gør den til favoritTEN fra et af mine favoritbands. Og den bedste plade fra år 2000.

Lyt: Our Way to Fall

  1. 02/09/2009 kl. 15:35

    Jo jeg har da hørt nogle af dem. Og de er dæleme gode!

    Fremragende beskrivelser.

    Og ja Yo La Tengos version af Bamses Billedbog er nok en af de sange jeg aldrig får helt ud af hovedet.

    • Morten
      02/09/2009 kl. 22:14

      Naturligvis er de gode – 2000 var et virkeligt stærkt år, sådan med tilbagevirkende kraft om man så må sige.

      Og tak for rosen selvfølgelig. Nu grubler jeg videre over hvilket år der skal tages under særlig behandling næste gang – eller om jeg skal finde på noget mindre ambitiøst, inden jeg kaster mig ud i et nyt mammutindlæg.

      • Morten
        02/09/2009 kl. 22:16

        Nåja, jeg glemte jo helt at sige:

        Bababababaababa-bababababaababa!

  1. 16/01/2011 kl. 01:14

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: