Forside > Musik > A psychopath, a psychopath, he says he loves me – fem (syv) sange der vil plage dine drømme

A psychopath, a psychopath, he says he loves me – fem (syv) sange der vil plage dine drømme

Hi kids!

Hi kids!

Enhver fan af thrillers og gys ved, at det værste – eller bedste, alt efter præference – og mest effektfulde ved den slags er, når uhyggen breder sig ganske stille, og utrygheden sniger sig ind på sit offer. Som den tøsedreng jeg er, husker jeg mangen et afsnit af X-Files, der pludselig blev afbrudt af et målbevidst tryk på fjernbetjeningen, ligesom paranoiaen var mest udtalt. Sekundet efter var jeg tilbage for at se afsnittets monster flænse sit offer i småstumper, mens det grinede bestialsk. Det var som regel ikke det store problem at overvære.

Lige så er chokeffekten større i et stykke musik, når det bygges op og bygges op, og idet det når det punkt hvor det skal eksplodere…så stopper det! Hvis det bare er fire minutters larm og skrig, så er det som regel mere enerverende end uhyggeligt.

Her er fem sange, der er snigende uhyggelige på hver deres facon – nogen bliver forløst, mens andre bare bliver hængende i luften, på ubehagelig vis.

Cowboy Junkies’ fortolkning af Bruce Springsteens State Trooper, er en creepy sag. Paranoiaen er virkelig udtalt her, og det starter allerede med Alan Antons monotone bas, som ligger under hele sangens 4½ minutters spilletid. Den altid fremragende Margo Timmins folder her sin sensuelle stemme ud i fuldt flor, og tilføjer et skær af uhygge, for selv om hun – mens hun kører ud af landevejen på en regnfuld aften – erklærer

“License, registration, I ain’t got none/but I got a clear conscience ‘Bout the things that I done”

– så er der åbenlyst et eller andet i gære. Hvad det er hun har gjort kan man selv få lov at fortolke på – jeg tvivler på hun netop har holdt en vellykket fest for en nær ven – ligesom man kan gruble lidt over, hvorfor hun absolut ikke har lyst til at blive stoppet af den lokale betjent:

Mister State Trooper/Please don’t stop me/Please don’t stop me/Please don’t ya stop me

Ud over den tunge, skurrende bas og Margo Timmins’ foruroligende nøgterne vokal, så bidrager guitarist Michael Timmins også til uhyggen med sine eksperimenter. Hans instrument skramler og kradser, men koger aldrig over i støj, og på den vis formår han at fastholde lytteren i den der temmeligt anspændte stemning. Rystende og gruopvækkende.

Springsteens egen version (fra Nebraska, 1982), der kun består af Bossens stemme og hans akustiske guitar, er ikke mindre skræmmende, men her kommer der dog en smule forløsning via hans stikkende skrig mod slutningen. Den forløsning kommer aldrig i Cowboy Junkies’ udgave, der bare bliver hængende ubehageligt i luften.

Nu er det jo ikke fordi titlen ligefrem forsøger at skjule, at der er noget alvorligt galt i denne fortælling, men skulle man alligevel tro, at det nok bare er spil for galleriet, så opdager man hurtigt, at det ikke er tilfældet. De første lyde man bliver præsenteret for er optagelsen af en telefonsamtale. En kvinde, skræmt fra vid og sans, har ringet til alarmcentralen fordi en mand står uden for hendes dør og forsøger at komme ind til hende i huset. Manden på alarmcentralen forsøger at guide og berolige hende, men hun bliver mere og mere desperat, og da Lisa Germano – efter 50 sekunder – første gang præsenterer sig i sangen er det med ordene “A baseball bat/a baseball bat beside my bed.” Velkommen til dit værste mareridt.

Germano synger sine foruroligende ord blidt og nøgternt, mens hun filer skingert løs på sin violin. Mellem versene fortsætter telefonsamtalen, og kvinden, Karen/Carolyn, bliver mere og mere desperat, mens hendes stalker tilsyneladende kommer tættere på at bryde døren ned. Hendes rædselsslagne skrig “why are you here?/why?/why?” klinger ud gennem telefonen, og efter knap fire minutters terror, er manden formentlig kommet ind i huset, violintonerne klinger ud…og telefonforbindelsen ryger. Yikes!

Det er en mildest talt grufuld sang, der burde kunne få selv de mest hårdhudede til at krympe sig. Som den tøsedreng jeg længere oppe indrømmede at være, har jeg naturligvis for længst trukket alle gardiner for, barikaderet samtlige døre og vinduer, og gemt mig under min seng.

Efter disse to mareridtssange virker Down by the Water ikke specielt uhyggelig, og det er den på sin vis heller ikke. Men alligevel – hvis nogen skal gå under betegnelsen femme fatale, så må det være Polly Jean Harvey. Hun er både dragende og skræmmende på samme tid, og hendes besynderligt flirtende dans i videoen ændrer bestemt ikke på det. Når man dertil lægger hendes kulsorte hår, kridhvide ansigt og heftige røde læbestift, så ligner hun noget, det ikke kan være sundt at involvere sig med. Slet ikke når hun dæmonisk hvisker “Little fish, big fish swimming in the water/Come back here man gimme my daughter”.

Det sidste minut af sangen kan få fuldvoksne mænd til at vride sig af angst. Har jeg hørt.

“Do not cry out or hit the alarm/You know we’re friends until we die”

Der er heldigvis altid plads til en stalker-sang mere. Eller i hvert fald en der let kan fortolkes sådan. Da OK Computer udkom i 1997, var dette nummer et af de mest gennemtrængende, netop på grund af den dunkle og ubehagelige atmosfære. Thom Yorkes vokal er voldsomt forvrænget, og den musikalske back-up er skurrende og foruroligende: Colin Greenwoods bas knurrer, Phil Selway banker monotont på sine trommer, og lydeffekter kravler ind og ud af hovedet på den sagesløse lytter, mens Yorke vrænger

“And either way you turn, I’ll be there/Open up your skull, I’ll be there/Climbing up the walls”

Al denne creepiness bliver forløst i et inferno i det sidste 1½ minuts tid, hvor Jonny Greenwood endelig får lov at slippe sine guitarmonstre løs, mens melodramatiske strygere og de øvrige instrumenter bakker ham op, og Thom Yorke brøler hele sin, gennem årevis, opsparede angst ud i et øredøvende aaaaaaarrrrgggghhhh. Og så kan nummeret ellers tone ud i ekkoet fra hele instrumentparken.

Den virker stadig.

Få steder er konstrasten mellem fremførelsen af en sang og dens lyriske indhold så voldsom som her. Stevens har en smuk, lys stemme og den fletter han sammen med en akustisk guitar og et afdæmpet klaverspil. Men ordene, oh the horror! De fortæller om seriemorderen John Wayne Gacy, Jr – det var ham der klædte sig ud som klovn inden han tog livet af sine ofre – og er naturligvis tragiske og forfærdende.

Det der gør denne sang så forstyrret, er den smukke melodi og de barske ord om denne charmerende og intelligente mand, der i bund og grund fremstår sympatisk. Altså, hvis man lige ser bort fra at han slagtede

“Twenty-seven people/Even more, they were boys/With their cars, summer jobs/Oh my God”

Der er noget helt foruroligende i at tage sig selv i at nynne med på ord som

“Look underneath the house there/Find the few living things, rotting fast, in their sleep/Oh, the dead”

men det er den effekt den sang har, for det er noget af det mest blide og smukke der er kommet på plade inden for de senere år. Og formentlig også derfor den er så uhyggelig som den er. At Sufjan Stevens så lige får flettet udgangsreplikken

“And in my best behavior/I am really just like him/Look beneath the floor boards/For the secrets I have hid “

ind, gør heller ikke gruen mindre. Selv om ordene nok ikke skal tages så bogstaveligt. Vel?

For de virkeligt modige er her en af populærmusikkens mest berygtede numre: 10½ minutters industriel synthterror med indlagte skrig, der kan knuse enhver knogle i lytterens krop. Ikke en sang jeg har lyst til at høre ret meget mere i mit liv, men jeg skal da ikke forhindre dig i det.

Sov godt!

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: