Forside > Musik > The Ghosts That Haunt Me Won’t Leave My Mind

The Ghosts That Haunt Me Won’t Leave My Mind

Matt Johnson sang ovenstående ord på den smukke Bluer Than Midnight fra The The‘s fremragende Dusk-album. Ikke at dette indlæg på ret mange andre måder skal handle om The The, men når nu jeg lige huggede ordene til min titel, så ville jeg da også benytte lejligheden til at slå et slag for den sang. Hermed gjort.

Nænej, dette indlæg skal handle om spøgelser – inspireret af den forestående Halloween, som allerede her i skolernes efterårsferie bliver fejret i blandt andet Tivoli. Netop Tivoli besøgte jeg i går med et stk. søster og et stk. nevø, men i virvaret af hekse og mere eller mindre uhyggelige græskarmænd, oplevede jeg desværre ingen spøgelser. Så de skal tages under behandling her. Og dog, for det er ikke så meget spøgelserne i sig selv, jeg vil præsentere, men rettere musik med en spøgelsesagtig stemning. Musik der er kold og vindblæst, gerne lidt snigende – måske tilsat en lille dosis uhygge. Herunder følger anbefalinger af tre plader, der alle har en stilfærdigt intens og let knugende stemning, og måske lugter lidt af tåge, dis og mosebryg.

jessica bailiff st

Den første anbefaling er Jessica Bailiffs selvbetitlede tredie album (2002). Jessica Bailiff er en smuk, mørkhåret kvinde med en sært distanceret stemme, der sjældent hæver sig over hviske-stadiet, og ofte kun lige kan fornemmes over de diskret spillede instrumenter. Den akustiske guitar er ganske fremtrædende her (i hvert fald i forhold til hendes tidligere udgivelser, der var mere stemnings- og effektprægede), og den bliver bakket op af fløjter, kobjælder, klaver, sitar og (hvad der lyder som en ustemt) violin, men som i virkeligheden er et noget bizart instrument kaldet en violin-uke. Dette er meget tydeligt i de to første sange, og specielt det andet nummer – ‘Hour of the Traces’ – bæres næsten udelukkende af dette instrument. Kombineret med hendes noget uortodokse hviskende sangstil og indlagte feedbackdroner bliver det en temmelig hypnotisk omgang, der sniger sig afsted og velsagtens kan bruges som sovemusik. Om det ligefrem egner sig til det formål, vil jeg dog lade den enkelte vurdere, for jeg kunne forestille mig at den spøgende stemning, der huserer her og lægger sig som en tåget dyne over lytteren, vil kunne fremprovokere nogle let utrygge drømme.

Lyt her til åbningsnummeret Swallowed – en af de mere konventionelle sange på pladen.

Jessica Bailiff har i eget navn fire fuldlængde-udgivelser på samvittigheden, og efter min mening er den selvbetitlede her den stærkeste. Hun kan også høres i andre sammenhænge, for eksempel i selskab med Flying Saucer Attacks David Pearce under navnet Clear Horizon. Deres hidtil eneste album, der bare hedder Clear Horizon (2003), indeholder flere af Bailiffs spøgelsessange og kan snildt anbefales til mørke og disede oktoberdage.

rivulets debridement

Det andet album jeg vil anbefale her er The Rivulets – Debridement (2003). The Rivulets er et projekt bygget op om singer/songwriter Nathan Amundson, der ind imellem får hjælp af sine nærmeste musikalske venner, som blandt andet består af ovennævnte Jessica Bailiff og slowcore-genrens ‘superstjerner’ Low. Den dunkle tone bliver slået an allerede på a-cappella-introen ‘An Evil’, med ordene there’s an evil in this room, og så kan man ellers begynde at kigge sig paranoidt over skuldrene, eller lytte efter eventuelle dæmoners åndedræt. Stemningen er hele vejen igennem pladen temmelig trykkende, og instrumenteringen består ofte kun af en akustisk guitar, Amundsons lyse, hviskende drengestemme, og reallyde; på pladens måske bedste sang ‘Cutter’ kan man for eksempel høre knirkende gulve og døre, den ultra-creepy ‘Bridges’ indledes af lyden af trin på en trappe, og man har fornemmelsen af, at hvert et åndedræt, hvert et knirk fra gulvet er instrumenter på lige fod med guitaren. Det er særdeles minimalistisk, og til tider ret uhyggeligt. Det er en sært dragende plade, men bestemt ikke en sove-venlig en af slagsen, omend lydniveauet og tempoet indbyder til slumren.

Lyt til ‘Cutter’ og andre numre på The Rivulets’ MySpace.

grouper dragging

Det sidste album i denne omgang kommer fra Grouper og hedder Dragging a Dead Deer Up a Hill (2008). Det siger sig selv, at en plade med den titel (og det cover, for pokker da!) må besidde en eller anden form for uhygge, og det gør den bestemt også. Grouper er pseudonym for sangerinden Liz Harris, der synger sine vanskeligt dechiffrerbare ord, sovset ind i afdæmpet og drømmende guitarfeedback, mens hendes vokal sendes i ekkoer rundt i ørerne på lytteren. Sangtitlerne er fulde af naturfænomener, såsom ‘Heavy Water/I’d Rather Be Sleeping’, ‘Travelling Through a Sea’, ‘Fishing Bird (Empty Gutted in the Evening Breeze)’, ‘Wind and Snow’ og ‘Tidal Wave’, foruden albumtitlen (og bandnavnet såmænd – Grouper er en fiskeart), og det virker bestemt også som om, det er musik der bærer præg af vejr og vind. På ‘Stuck’ lyder Harris nærmest som en faretruende sirene, der hidkalder de intetanende sømænd fra havets bund, og på havets bund lyder hun næsten også som om hun er på ‘When We Fall’. Det er en spændende plade, er jeg så småt ved at opdage, selv om jeg ikke var overbevist de første par gange jeg lyttede til den.

Lyt til Heavy Water/I’d Rather Be Sleeping.

Du kan blive hjemsøgt af Grouper og Liz Harris’ spøgelsessange, når hun kommer til København den 27. oktober. Det foregår på Loppen.

  1. Henrik
    02/05/2010 kl. 22:13

    Jeg har lige fået lyttet en smule til det, du får anbefalet her. Og det lyder jo fantastisk – der skal udforskes atter engang. Har du købt nogen af disse på Emusic?

  2. Morten
    02/05/2010 kl. 22:51

    Ja, jeg synes jo af gode grunde det hele er fremragende – og lettere creepy, men hvis man er i det lune…

    Alle tre plader er på eMusic, så hvis du har en stribe downloads til overs, så kan de absolut anbefales. For øvrigt, Henrik, hvis du kan lide Rivulets – og det kan jeg ikke høre nogen grund til at du ikke skulle kunne – så vil jeg også varmt anbefale den split-udgivelse han lavede med Marc Gartman. Den er virkelig fin og findes også derinde. Den indeholder blandt andet et meget smukt cover af Neil Youngs Only Love Can Break Your Heart.

  1. 05/10/2010 kl. 14:38

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: