Forside > Musik > All I Want Is to Be a Happy Man

All I Want Is to Be a Happy Man

Det var ellers sådan en god søndag. Jeg tilbragte den i selskab med mine kære, men hjemvendt efter dagens festligheder, tikkede en sms-besked fra en bekendt ind:

“Har du læst om Mark Linkous???”, lød den i al sin faretruende kortfattethed. Det havde jeg ikke, men da jeg læste beskeden var jeg ikke rigtig i tvivl om hvad der var sket.

Mark Linkous er død. Den mutte singer/songwriter fra Virginia har forladt dette sted, hvor han aldrig – har man indtrykket af – formåede at finde sin helt rette plads. Den 6. marts 2010 skød han sig selv i hjertet uden for en vens hus, siges der nu. Det blev endelig for meget for den introverte farmer. Han efterlod sig sin kone Teresa, en mor, en far, tre brødre, en masse dyr, en stor fanskare – og en diskografi som matches af meget få i de seneste to årtier. Som Sparklehorse leverede han fire plader, der var støjende, tyste, sære, kaotiske, skrøbelige, men altid uforligneligt smukke. “At lytte til dette album føles lidt som at gå på æg”, sagde Nina Persson engang om Sparklehorse-debuten Vivadixiesubmarinetransmissionplot, og udnævnte den til en af sine ti favoritplader. Jeg er helt på linie med Cardigans-sangerinden – i både udtalelsen og udnævnelsen. Der var en enorm skønhed i Linkous’ sære univers, der meget ofte var (over)befolket af dyr. (Sparkle)horses. Cows. Pigs. Painbirds. Spiders. Sparrows. Junebugs. Alle vegne. Og alle steder var der denne overvældende melankoli, som om at verden konstant var i fare for at gå i stå. Som om æggene man gik på kunne knække når som helst. Den 6. marts gik min verden lidt i stå.

Sparklehorse har betydet meget for mig gennem de seneste 12-13 år. Og jeg er chokeret og oprigtigt talt meget, meget trist over Linkous’ død. Egentlig burde det ikke være noget kæmpe chok. Hans historie er dramatisk og virkelig tragisk. Men det var simpelthen for tidligt at sige farvel til ham. Han var blot 47 år. Der var nye projekter på vej – han var slet ikke færdig endnu. Og trods hans noget sørgmodige fremtoning og melankolske musik, så ville han jo bare gerne være en glad mand. Jeg håber det nu er lykkedes ham at finde denne glæde.

RIP, Mark. May all your days be gold, my child.

Kategorier:Musik Tags: ,
  1. Martin Hornselth
    10/03/2010 kl. 15:05

    Fin nekrolog, Morten! Jeg ved ikke engang om man kan kalde det en nekrolog, men uanset hvad er det rørende læsning.

    De her linjer er jeg vild med, og de tåler mere end gentagelse:

    “Der var en enorm skønhed i Linkous’ sære univers, der meget ofte var (over)befolket af dyr. (Sparkle)horses. Cows. Pigs. Painbirds. Spiders. Sparrows. Junebugs. Alle vegne. Og alle steder var der denne overvældende melankoli, som om at verden konstant var i fare for at gå i stå. Som om æggene man gik på kunne knække når som helst. Den 6. marts gik min verden lidt i stå.”

    • Morten
      10/03/2010 kl. 17:05

      En nekrolog af en slags er det vel. Eller måske nærmere nogle spontane tanker, der kom over mig i timerne efter jeg hørte den tragiske nyhed. Uanset hvad, så tak for kommentaren, Martin – og fordi du læser med. Jeg er stadig lidt i chok over historien. Det er mærkeligt hvilke følelser sådan noget kan fremkalde, til trods for at man ikke kender manden.

  2. Martin Hornselth
    12/03/2010 kl. 16:34

    Uden sammenligning – du har garanteret lyttet meget mere til Sparklehorse end jeg til Reatard – var jeg også temmelig chokeret da jeg fik nyheden om Jay Reatards død. Jeg havde lige set ham spille i Århus nogle måneder forinden, frådende, vital, og ja, on top of his game. Og så dør manden lige pludseligt. Det er tragisk.

    • Morten
      13/03/2010 kl. 15:28

      Ja, det er det der totalt-ud-af-det-blå-dødsfald, som vist var tilfældet med Jay Reatard, der gør sådan noget ekstra tragisk. I tilfældet Mark Linkous var det jo netop så uventet – trods hans livshistorie – fordi de fleste fornemmede, at han var kommet ud af den negative spiral.

  3. Henrik
    30/04/2010 kl. 19:04

    Jeg følte mig også berørt på en ganske ubehagelig og trist måde. Ikke at jeg har lyttet så voldsomt til Sparklehorse de seneste år, men fordi Linkous er sådan én, musikken har brug for. E. Smith havde jeg det lidt på samme måde med. Fin blog med prominente medlæsere🙂 – ved ikke hvorfor jeg først ser den nu.

    • Morten
      01/05/2010 kl. 22:34

      Elliott Smith er egentlig en meget god parallel at trække, specielt med tanke på både hans og Linkous’ sky personligheder. De to – og man kan vel også tage Vic Chesnutt med, som drog herfra ved juletid sidste år – var om nogen utilpasse(de) skikkelser. Og ja, musikken har virkelig brug for den slags kunstnere.

      Tak for kommentaren, Henrik. En klog mand skriver netop nu, at en blog skal bedømmes på sine medlæsere, så den her må være virkelig god! Og lidt hemmelig🙂

  1. 09/09/2012 kl. 20:57

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: