Forside > Musik > Shearwater – The Golden Archipelago (Matador Records, 2010)

Shearwater – The Golden Archipelago (Matador Records, 2010)

Følgende anmeldelse har jeg skrevet til musikmagasinet Geiger.

Shearwater
The Golden Archipelago
(cd, Matador/Playground, 2010)

Storladent og dog underspillet konceptalbum om fascinationen af og tiltrækningskraften ved det ensomme og isolerede ø-liv

Jonathan Meiburg var mod slutningen af det foregående årtusinde – i sin egenskab af geologistuderende – på et et år langt trek til de fjerneste og mest affolkede egne, man kan forestille sig: Han besøgte et fuglereservat på Falklandsøerne, Islas de los Estados med dens 120.000 pingviner og ikke ret meget andet, og var indlogeret hos en aboriginal-stamme dybt inde i den australske bush. Han vendte tilbage til sin velkendte amerikanske hverdag med en stor stak notesbøger, videooptagelser og storslåede oplevelser, som han ikke helt vidste, hvad han skulle gøre ved. Nu, godt et tiår efter disse oplevelser, har han fundet svaret, og det svar er The Golden Archipelago.

Jonathan Meiburg har lagt tiden som geolog og medlem af nært beslægtede Okkervil River bag sig, og helliger sig nu helt og aldeles hvervet som sanger/sangskriver og hovedkraft i Shearwater. Nåja, i tilfældet The Golden Archipelago formår han sågar at kombinere sin nuværende tjans med sin grundlæggende geologi-interesse. Albummet, det sjette af slagsen i Shearwater-regi, er således et høfligt nik til livet på fjerne og affolkede øer, kraftigt inspireret af den ovennævnte udflugt.

The Golden Archipelago er med sin tematik og tilhørende virkemidler et storladent og ambitiøst værk, der på forunderlig vis alligevel føles ganske underspillet. Pladen åbnes med lydoptagelsen af et kor, der fremfører koraløgruppen Bikini-atollens nationalhymne. En hymne, der på en gang føles voldsomt trist og sært håbefuld med sin fortælling om Bikini-boernes opbrud med deres ø, der i en årrække efter Anden Verdenskrig blev brugt som ”forsøgscenter” for amerikanske atombomber. Herefter tager nummeret ”Meridian” for alvor fat med sin atmosfæriske intro, inden Meiburg første gang åbenbarer sin på samme tid følsomme og teatralske vokal. Netop Meiburgs vokal vedbliver at være hovedrolleindehaveren på albummet, hvad enten den hvisker sig gennem for eksempel nævnte åbningstrack, den tyste første-single ”Hidden Lakes” og afslutteren ”Missing Islands”, hvæser på pladens mest markante nummer, det tordnende ”Corridors” eller strækker sig til godt og vel det yderste på ”Castaways”. Stemmen bliver ganske vist bakket op af et bredt arsenal af instrumenter, hvor specielt Thor Harris’ trommer til tider er markante, men selv om disse og cello, violiner, ja sågar basun og obo, blander sig, så er det igennem samtlige albummets 38 minutter Meiburgs melankolske falset, der tilraner sig opmærksomheden.

De 11 folkrocksange føles i høj grad som et samlet hele, for trods sangenes forskellighed, så er her virkelig tale om et album, og ikke et par håndfulde singler klasket tilfældigt sammen. Overgangen fra den helt nedtonede ”Hidden Lakes” til den bombastiske ”Corridors” er ganske vist brat, men alligevel glider førstnævntes afsluttende glockenspiel elegant ind i sidstnævntes gedigne guitarspil, dundrende trommetons og Meiburgs maniske og rablende råben, og fortsætter derefter over i den afdæmpede ”God Made Me”. Det er et album fyldt med kontraster, men de bindes fint sammen af det overordnede ø-tema.

Derfor er det også svært at udpege specifikke nøglepunkter. Ja, ”Black Eyes” og ”Corridors” stikker ud på ren kraft og volumen, mens der er en mere tyst skønhed i mutte stunder som for eksempel ”Hidden Lakes” og ”Missing Islands”. På ”Castaways” og ”Uniforms” bliver højstemtheden og Meiburgs vokale gestikuleren en tand for overgearet, men det er blot små skønhedspletter på et ellers glimrende album. Det bør nævnes, at der med et begrænset udvalg af cd-udgaven fulgte et større dossier af notater og billeder, som Jonathan Meiburg samlede sammen under sit trek. Hvis du ikke nåede at få fat i den version af albummet, kan dette kartotek, passende betitlet ”The Golden Dossier”, downloades her.

Shearwater kan opleves live på Voxhall i Århus den 11. august og på Loppen i København den 12. august.

  1. Henrik
    26/05/2010 kl. 14:35

    Nu bliver jeg jo næsten nødt til at lytte til pladen. Jeg har trods alt købt den!

    • Morten
      26/05/2010 kl. 19:34

      Når du ligefrem har brugt penge på den, og ikke bare skovlet et anmeldereksemplar til dig, så bør du selvfølgelig lytte til den. Bare lidt. Og den er jo god – jeg vakler lidt mellem 3.5 og 4 stjerner på en 5-skala, hvilket i mit sindrigt udregnede Rate Your Music-system svarer til et sted mellem Ludo Dierckxsens og Sylvain Chavanel, ha!

      Bonusinfo: Dette snørklede, men naturligvis pålidelige system kan ses her:
      http://rateyourmusic.com/~starfire – klik på ratings

  2. Henrik
    26/05/2010 kl. 23:02

    Det var så vidt jeg husker et emusic-download, og dem har jeg nogle ulyttede stykker liggende af. Men det er nu altid godt at have lidt at glæde sig til. Din anmeldelse får mig i hvert fald til at smække den i digiafspilleren snarest.

    • Morten
      26/05/2010 kl. 23:19

      Ah, eMusic. Så er det jo næsten som at få den gratis. Jeg håber du vil kunne lide den, det skulle der i hvert fald være en chance for vil jeg mene. Leger du egentlig stadig anmelder ind imellem? Altså, når du ikke lige er rockstjerne. Og hvad blev der egentlig nogensinde af den stort anlagte opfølger til Harmonium?

  3. Henrik
    29/05/2010 kl. 04:24

    Nej, anmeldertjansen er der slet ikke tid til længere. Det er long gone.

    Mht til H-opfølgeren. Jeg fik jo sat gang i et ellers stort projekt. Demo-anmeldelser i stor stil. Ethvert demoband kunne få anmeldt sin demo ganske gratis og ingen ville blive sorteret fra. Der er spillere nok på markedet, der er der for at tjene penge. Kort sagt den største demoanmeldelsesdatabase på det store danske internet. I alt 100 bands svarede tilbage, at de var interesserede i idéen, men da de så efterfølgende fik en mail tilbage om, at de skulle sende en cd til en adresse var der to (2!) bands, der orkede at sende en mail. Og det var mit eneste kriterie – at man sendte en cd ind med sin musik. På den måde kunne jeg fx. undgå de bands, der lige en aften sad og optog pruttelyde, lavede dem til mp3’er og sendte dem. Man skulle i det mindste lige igennem det med at købe et frimærke etc. Man da jeg så kun modtog to plader tog jeg det kraftige vink med en vognstang…

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: