Forside > Musik > Cowboy Junkies – The Trinity Session (Latent Records, 1988)

Cowboy Junkies – The Trinity Session (Latent Records, 1988)

For en halv snes timer siden, kom jeg – let tøvende – til at udråbe The Trinity Session til verdens bedste plade. Min tøven hang sammen med det faktum, at der naturligvis ikke findes noget så konkret som verdens bedste plade, for som enhver musiknørd ved, så er der mange verdens bedste plader. Min tøven skyldes altså ikke, at kvaliteten af albummet fejler noget (du milde, nej) for The Trinity Session er verdens bedste plade. Altså, du ved, en af dem.

Grunden til det skyldes ikke kun, at musikken er helt, HELT vidunderlig, men også at dens tone og stemning peger frem mod et par af mine (øvrige) favoritbands’ bedrifter. Således har jeg vanskeligt ved at høre Mojave 3’s næsten lige så guddommelige debut Ask Me Tomorrow (1995) og det meste af Lows bagkatalog, uden at have denne triumf af et kunstværk i tankerne.

Nuvel, nok om andre bands, for her handler det om Cowboy Junkies og The Trinity Session. Historien om pladens tilblivelse er næsten lige så berømt som værket selv, men en god historie kan ikke fortælles ofte nok, så den går cirka således:

Bandet, sangerinde Margo Timmins, hendes guitarspillende bror Michael, hendes trommetampende ditto Peter og deres fælles basspillende ven Alan Anton, lejede sig den 27. november 1987 ind i hjembyen Torontos Church of the Holy Trinity. Med sig havde de producer Peter Moore, og i løbet af dagen stødte venner og bekendte til med deres instrumenter. De samlede sig omkring en enkelt mikrofon, med det formål at indspille en stribe coversange, som havde inspireret dem på turneen, der fulgte i kølvandet på debutpladen Whites Off Earth Now!! (som i sig selv er en bedrift af højeste kaliber, men det er en anden snak). Dertil kom en lille håndfuld numre, som Michael og Margo stod bag, plus et par omarrangerede traditionals. Da dagen var omme og selskabet forlod kirken var 11 sange indspillet, men en enkelt – ‘Mining for Gold’ – blev glemt i forvirringen. Løsningen: Margo Timmins og ophavsmanden, James Gordon, sneg sig ind i kirken et par dage efter, og mens Torontos symfoniorkester holdt frokostpause, fandt de to kumpaner lige tid til at indspille det 1½ minutter korte a cappella-nummer!

Og heldigvis for det, for ‘Mining for Gold’ er en af den slags sange, som er umulig at ryste af sig, når først man har lyttet til den. En tragisk lille historie om minearbejdere, der slider i minerne, til trods for de bliver udsat for alskens lungesygdomme. Sidste vers er noget af det hårdeste og mest kuldegysende du kan udsætte dig for, og det er næsten umuligt at undgå at få en kæmpe klump i halsen, når Margo Timmins synger “can’t you feel that rock dust in your lungs/it’ll cut down a miner when he’s still young/two years and the silicosis takes hold/and i feel like i’m dying from mining for gold/yes, i feel like i’m dying from mining for gold”. Det eneste instrument på dette nummer er Timmins’ næsten hulkende stemme – og så lyden af det fantastiske kirkerum i the Church of the Holy Trinity.

Det er en barsk start på pladen, og det bliver ikke mindre alvorligt på det ubeskriveligt smukke ‘Misguided Angel’, et af bandets absolutte glansnumre. En sang om en kærlighed så altopslugende, at den skygger for al fornuft i fortællerens hoved: “i said, mama, he’s crazy and he scares me/but i want him by my side/though he’s wild and he’s bad/and sometimes just plain mad/i need him to keep me satisfied”. Auch! Margo Timmins synger som en, nåja, misguided angel, og får instrumental støtte af Jeff Bird, der spiller de smukkeste violin-, mandolin- og harmonikatoner.

Allerede to sange – og seks minutter – inde i albummet, føler man at man er i færd med at opleve noget specielt, og Rodgers & Harts klassiske ‘Blue Moon’ bliver overlegent og ultracool flettet ind i skæring tre, ‘Blue Moon Revisited (Song for Elvis)’, og hvis ikke det er fordi jeg for længst er faldet for Margo og hendes stemme, så sker det med sikkerhed når hun cirka halvvejs i nummeret begynder på det der velkendte stykke “blue moon/you saw me standing alone…”

Jeg kunne egentlig blive ved med at nævne sang efter sang, men det vil jeg ikke. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve fortolkningen af Hank Williams’ ‘I’m So Lonesome I Could Cry’, som her er sænket så meget i tempo, at man tror det er løgn. Michael Timmins spiller nogle diskrete, men exceptionelt elegante guitarfigurer, mens Alan Antons bas brummer hypnotisk og Margo Timmins kæmper til det yderste for at holde sig oven vande. Hendes levering af linierne “have you ever seen a robin weep/when leaves have turned to brown/like me he’s lost his will to live/i’m so lonesome…i…could…cry” er så kuldslået, at man er overbevist om at hun har opgivet ævred. Det er sadcore før nogen fandt på det begreb, og det er mere brutalt end noget metalband nogensinde kan blive. Det er…nej, bare lyt.

Og så har jeg ikke engang nævnt bandets vel mest kendte nummer, fortolkningen af Velvet Undergrounds klassiker ‘Sweet Jane’, en narkotisk og hypnotisk slow burner af en ballade. Og der er jo også hyldesten til turnelivet på landevejen, ‘200 More Miles’. Og den gribende mordballade ‘To Love Is to Bury’. Og…

Det er verdens bedste alternative country-plade. Verdens bedste sadcore-plade. Verdens bedste blues-plade. Verdens bedste folk-plade. Eller bare verdens bedste plade. Køb den nu, for pokker! Eller lyt til den igen. Og igen.

Cowboy Junkies spiller på Loppen i København den 12. november. Jeg er der. Det burde du dælme også være.

Denne version af ‘To Love Is to Bury’ er for øvrigt fra Trinity Revisited, bandets hyldest til sit eget album, som udkom på cd og dvd i 2007, i anledning af 20-året for indspilningerne. En rigtig fin udgivelse for fans af den oprindelige plade. Nåja, det er Natalie Merchant (fra 10.000 Maniacs) på vokal og klaver og Jeff Bird på violin, der fremfører denne udgave.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: