Forside > Musik > Teenage Fanclub – Shadows (PeMa, 2010)

Teenage Fanclub – Shadows (PeMa, 2010)

Denne anmeldelse er forfattet til magasinet Geiger, og kan derfor også findes her.

Teenage Fanclub
Shadows
(cd, PeMa 2010)

Bundsolid, omend lidt vel behagelig tilbagevenden af de skotske powerpophelte – nu uden power, men med det veludviklede melodiøre intakt

At være tilhænger af Teenage Fanclub har de seneste godt 10 år været en beskæftigelse forbundet med stor tålmodighed, for der har i sandhed ikke været mange nye lyde at lægge ører til fra den kant i denne periode. Fra Howdys ankomst i efteråret 2000 skulle der således gå næsten fem år før Man-Made ramte gaden, og så skulle der altså gå atter fem år før Shadows ramte sine spændt ventende lyttere. Jovist, gryden har været holdt lidt i kog undervejs, hvor blandt andet en blændende opsamling (inklusive tre nye sange) og et mindre blændende samarbejde med kultfiguren Jad Fair har været luftet, men med tanke på at den første i sagens natur var et tilbageblik på en allerede dengang, i 2003, lang karriere, og at sidstnævnte i realiteten ikke føltes som et Teenage Fanclub-album, så har det virkelig skortet på nyt materiale. Men efterhånden ligner det desværre et mønster, at der skal gå fem år mellem hver udgivelse fra de skotske popmestre.

At bandet ynder at holde fast i sådanne mønstre er der flere tegn på: Således er her for fjerde album i streg tale om 12 sange, og ligeledes for fjerde album på stribe deles de tre sangskrivere, Norman Blake, Gerard Love og Raymond McGinley ligeligt om komponist-tjansen. Denne på sin vis sympatiske og demokratiske tilgang til materialet har på tidligere udgivelser været et problem, for trods McGinleys fine kompositoriske evner, så rammer han sjældent samme konstante og tårnhøje niveau som sine to kompagnoner. Der er dog godt nyt for McGinley på Shadows, hvor niveauforskellen er visket lidt ud. Dette skyldes dog, desværre, mere Norman Blakes bidrag, der som altid har charme og kræser for lytterens ører, men overordnet set mangler lidt bid, og derfor blegner noget i forhold til tidligere bedrifter. Trods disse forbehold leverer Blake på den exceptionelt catchy første-single ”Baby Lee” (der i parentes bemærket lyder endog ganske meget som Supertramps ”It’s Raining Again) og den lige så veloplagte ”When I Still Have Thee” endnu et par sange til Teenage Fanclubs omfattende pop-kanon, mens McGinley med ”The Past” og, specielt, den rørende ”Live With the Seasons” donerer et par af sine fineste indslag siden han ramte guldåren på 1997-albummet Songs From Northern Britain.

Tilbage står så Gerard Loves fire sange, og han fortsætter såmænd bare hvor han slap på tidligere udgivelser, nemlig ved at smide om sig med diamanter. Allerede med den bragende stærke åbner ”Sometimes I Don’t Need to Believe in Anything” – med et fløjtetema, der fører mine tanker i retning af The Boo Radleys’ klassiske ”Barney (…and Me)” – står det klart, at Love heller ikke denne gang svigter. Han holder niveauet på den spraglede ”Into the City”, inden det overgås på pladens bedste sang, ”Shock and Awe”, et melankolsk popvidunder af de sjældne, men som Love som få evner at vride ud af ærmet på kommando. Den søde, countryficerede ”Sweet Days Waiting” lukker hans afdeling, og kunne med succes også have afsluttet albummet, der desværre fader ud i ligegyldigheden med et par halvflade petitesser fra Blake og McGinley.

Efter utallige gennemlytninger af Shadows står jeg tilbage med en følelse af, at Teenage Fanclub for alvor er blevet voksne. Her er nemlig tale om kvintettens hidtil mest afdæmpede udspil, og de enkelte guitardrøn der fra tid til anden plejer at poppe op på bandets udgydelser, er her i vid udstrækning erstattet af gæsteviolinist John McCuskers strygerarrangementer. Det gør i det store hele ikke noget, men tenderer dog i de svageste øjeblikke en lidt fersk kedsomhed. Dog matcher det afdæmpede lydniveau lyrikken glimrende, for der er en aura af ro og afklarethed over ordene. På ”Baby Lee” kan man ligefrem tale om fuldstændig hengivenhed, når Norman Blake erklærer at ”I’m enchanted/I’ve fallen under your spell/how can I resist/when you cast them so well”, mens Raymond McGinley har fundet lykken og svaret i ”Live With the Seasons”, hvori han har ”pondered the worth/of our lives of this sphere/but I don’t need reasons/when I’m here with you”. Gerard Love, han indser i ”Shock and Awe”, at han mest af alt har brug for et roligt liv: ”Wake me up when the fury is over/I like living a peaceful life/Shake me when this conflict is no more/my aim is a peaceful life”.

Og således kommer disse tidligere så ironiske støjpopsters foreløbig i havn i de oprigtige, midaldrendes land. Lidt flagrende, til tider lidt ubemærkelsesværdigt, men trods alt også med favnen fuld af ”minor songs in major keys”. Og gudskelov for det, for Teenage Fanclub har været savnet.

http://www.teenagefanclub.com/

Teenage Fanclub optræder på Voxhall i Århus søndag den 14. november og i Lille Vega i København dagen efter.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: