Forside > Musik > Lush

Lush

I dag er det nøjagtig 20 år siden, at Lush’ første fuldlængdeudgivelse blev kastet ud til offentligheden. ‘Gala’ var titlen på pladen, som ikke var et regulært album, men derimod en opsamling af de tre ep’er bandet havde lavet inden for det foregående års tid, tilført et par ikke-udgivne numre. Albumåbneren hedder ‘Sweetness and Light’ og står for mig som højdepunktet på bandets relativt korte karriere. Jeg kunne ovenikøbet være fræk at sige vendepunktet, for det var den sang der – ud af det blå – greb mig og fik mig på rette Lush-spor.

Jeg var 12 år da ‘Gala’ udkom, og jeg må jo nok være ærlig at erkende, at jeg ikke var en cool pre-teen, der lyttede til atmosfærisk dreampop. Med andre ord; jeg kendte naturligvis intet til Lush i 1990, hvor jeg var travlt beskæftiget med at komme mig over mit ulykkelige celebrity-crush på Søs Fenger, og i øvrigt foretrak at lytte til mit Batman-bånd. Faktisk skulle der gå seks år, før jeg stødte på bandet og dets musik, og da det skete – med sangen ‘Single Girl’ – kunne jeg ikke udstå den. Bevares, jeg blev heller aldrig den store fan af andre samtidige, ligesindede bands som Elastica, Echobelly og Sleeper, så det gav egentlig fin mening, at det småpunkede nummer med lettere hysteriske kvindevokaler ikke lige ramte mig.

Føromtalte vendepunkt kom så sent som i 2007-08 (cirka), hvor min interesse for starthalvfemsernes shoegazer-scene for længst var etableret, og da Lush blev ved med at dukke op i diskussioner om netop den ‘genre’, måtte jeg hellere give dem en chance mere. ‘Sweetness and Light’ blev flere steder fremhævet, og derfor downloadede jeg det nummer – og blev blæst væk.  Sådan kan det jo heldigvis gå. Det skal dog siges, at Lush anno 1990 var noget helt andet end Lush anno 1996; luftigere og langt mere atmosfærisk, modsat den punkede in-your-face-attitute særligt de to sangerinder Miki Berenyi og Emma Anderson lagde for dagen på ’96-albummet ‘Lovelife’.

‘Lovelife’ blev bandets svanesang, desværre på en meget tragisk baggrund: Trommeslager Chris Acland hængte sig i oktober samme år, og efter en lang periode med bearbejdelse af sorgen besluttede de resterende medlemmer sig i begyndelsen af 1998 for at sige stop. Tre albums, et hav af ep’er og singler og et par compilations blev det til, og overalt i deres diskografi er der noget at komme efter. Ja, også i ‘Single Girl’-æraen. Jeg kan specielt anbefale opsamlingen ‘Ciao! Best of Lush’, der udkom posthumt i 2000, og er en oplagt og fremragende introduktion til bandet.

Udover de allerede nævnte numre, kan man her også finde perler som ‘Monochrome’, ‘Desire Lines’ og ‘Ladykillers’. Prøv for øvrigt at se sidstnævnte video, uden at falde pladask for furien Miki Berenyi. Jeg finder hendes ungarske/japanske/engelske look, tilsat det knaldrøde hår, fuldstændigt uimodståeligt, og så affinder jeg mig hjertens gerne med de lyriske spark i skridtet, jeg som hankønsvæsen må stå model til.

Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: