Forside > Musik > Årets plader 2010

Årets plader 2010

Jep, jeg skal naturligvis også have en årsliste af en art. Lige nu ved jeg ikke helt hvor mange plader den kommer til at indeholde – måske fire, måske syv, måske noget helt tredie – og nogen vil jeg give større opmærksomhed end andre, men sådan er listelivets barske kendsgerninger jo. Jeg har lavet en Youtube-playliste med 20 prægtige 2010-sange (eller rettere 19 prægtige 2010-sange, og en mindst lige så prægtig ikke-2010-sang, som alligevel har sin berettigelse), så hvis du ikke gider al min jappen kan du jo bare hoppe direkte til musikken ved at klikke på ‘Class of 2010’ herunder. Playlisten indeholder eksempler på mine favoritalbums fra i år, men også en stribe bonusnumre som bare fortjener lidt opmærksomhed, uanset kvaliteten af den tilhørende plade.

Class of 2010

Årets plader

Her i Casa Morten har to skiver skilt sig ud fra mængden – to albums, jeg har haft svært ved at lægge fra mig og er vendt tilbage til gang på gang.

Black Tambourine – Black Tambourine (Slumberland Records)

Opsamlinger er generelt ikke velset på lister som denne, hvor årets dit og dat, hit og hat, skal fejres, men når der, som i dette tilfælde, ikke er tale om en greatest hits i gængs forstand – og det desuden er det bedste jeg har hørt i år – så gør jeg gerne en undtagelse. Det skal naturligvis heller ikke glemmes, at dette er min liste, og jeg derfor gør som det passer mig, så ikke mere brok fra dig (hvem du så end er).

Uanset hvem det var der fik ideen til at genudgive en 11 år gammel opsamling med 20 år gamle sange var det godt set, for med den fornyede interesse der har været for skæv og fuzzy hurtigløbertweepunkpop de seneste par år, så rammer Black Tambourine perfekt universet med sine fyrige feedback-udladninger. Her er 16 sange på blot 41 minutter, der blandt andet tæller covers af Love, Buddy Holly og Suicide, men allerskarpest er bandet på egne kompositioner som ‘For Ex-Lovers Only’, ‘Throw Aggi Off the Bridge’ og ‘Black Car’. Den kantede blanding af primitive popsange, lettere kradsbørstig guitarfeedback og skæv kvindevokal – det er et pragtfuldt sammensurium af The Jesus & Mary Chain, Beat Happening og Lush – er sjældent hørt bedre, og hvis du investerer i denne compilation, så har du faktisk alt hvad Black Tambourine har lavet. Det er selvfølgelig rart at have deres samlede værker, men også sørgeligt at tænke på at det aldrig blev til mere end dette. Men sikken arv at efterlade sig.

Sharon Van Etten – Epic (Ba Da Bing! Records)

Brooklyn-sangerinden Sharon Van Etten var et af mine fineste, nye bekendtskaber i 2010. Ja, faktisk var det så sent som i september, at jeg første gang stødte på hende, da jeg hørte hendes regulære debutalbum ‘Because I Was in Love’ fra 2009. En lovende og fuldstændig nedtonet affære med blot en akustisk guitar og en speciel, men ganske smuk, røst, ikke helt ulig folk som Marissa Nadler og Vashti Bunyan. Det var dog først med opfølgeren ‘Epic’, at det rigtig klikkede for Sharon og jeg. ‘Epic’ er en mere bandorienteret plade, hvor Van Ettens stemme får større opbakning end blot den akustiske guitar. Derfor skal man ikke lade sig snyde af den strålende åbner ‘A Crime’, for selv om den har samme grundelementer, så er den langt mere tempofyldt og indbydende end noget som helst fra forgængeren. Derfra går det slag i slag for Van Etten på blot yderligere seks numre, der dog alle har sine særpræg: ‘Peace Signs’ er næsten en rocksang, ‘Save Yourself’ har med sin karakteristiske pedal steel guitar en umiskendelig duft af alternative country, ‘DSharpG’ er en seks minutter lang hypnotisk drone, ‘Don’t Do It’ (årets bedste sang?) har stort held med at opbygge en intens atmosfære, ‘One Day’ er en blid og uforskammet smuk popsang, mens afslutteren ‘Love More’ igen forsøger at indfange lytteren i en trance.

Det er en fremragende plade Sharon Van Etten har lavet, og hvis jeg havde haft bare marginalt større interesse i The National (og en sund økonomi, ikke mindst) , så ville jeg ikke tøve med at drøne til Scandinavian Congress Center i Århus den 26. februar, hvor Van Etten er support for sine landsmænd.

De næsten lige så gode

John Grant – Queen of Denmark (Bella Union)

‘Queen of Denmark’ er en 51 minutter lang rutchebanetur med en mand, der forsøger at bekæmpe sine mange dæmoner. Til tider tragisk – som udenforstående lytter føles det næsten ubehageligt at komme helt ind i Grants tanker, når han vakler rundt på selvmordets rand i den modbydeligt selvbiografiske ‘Jesus Hates Faggots’ – andre gange morsomt, hvis man vælger at ignorere den sarkastiske eller direkte ondskabsfulde lyrik. Udtrykket ‘at have en skarp pen’ rækker ikke her, for manden kan virkelig skrive: baby, you’re where dreams go to die/I regret the day your lovely carcass caught my eye (‘Where Dreams Go to Die’). Eller hvad med: I wanted to change the world/but I couldn’t even change my underwear/and when the shit got really really out of hand/I had it all the way up to my hairline/which keeps receding like my self-confidence/as if I ever had any of that stuff anyway (‘Queen of Denmark’). Av!

‘Queen of Denmark’ er en forunderlig barok bastard af en popplade, der som udgangspunkt sikkert ville fungere glimrende med kun klaver og et par diskrete strygere, men her bliver piftet op af sære synthesizerlyde, spredte bastante guitarhug og letbenede melodier der lyder som noget fra ‘Hits for Kids’. Oven på dette virvar af lyde ligger så John Grants formidable baryton af en stemme, der lige siden hans dage i The Czars har tryllebundet alt for få lyttere. Et spraglet album – måske også en tand for spraglet – men absolut et lyt eller 10 værd.

Phosphorescent – Here’s to Taking It Easy (Dead Oceans)

Det er pudsigt med Phosphorescent: Første gang jeg stødte på bandet  – som dengang overvejende var Matthew Houcks enmandsprojekt – var på albummet ‘Pride’ i 2007. En nedbarberet folkplade, med ulvehyl og hvisken, hvor jeg slet ikke kunne abstrahere fra hvor meget Houck lød som Will Oldham. Den sagde mig ikke ret meget dengang, og ‘Pride’ og jeg er kun blevet marginalt bedre venner siden. Derfor tog jeg ikke notits af Houcks Willie Nelson-tribute der kom i fjor, og var ej heller lutter øren, da ‘Here’s to Taking It Easy’ udkom i maj måned. Min interesse blev dog vakt øjeblikkeligt, da jeg lyttede til nummeret ‘Los Angeles’ på en Uncut-cd, og så fik jeg ellers lejlighed til at revurdere min opfattelse af Houck og co.

For ‘Here’s to Taking It Easy’ er en fremragende plade, et sammenkog af Houcks inspirationskilder; udover førnævnte Oldham og Nelson synes jeg også at spore tråde til Paul Simon og, helt tydeligt, Neil Young. Det er støvet knoldesparkercountryrock, men hamrende velspillet, og selv om den gumpetungt charmerende åbner ‘It’s Hard to Be Humble (When You’re From Alabama)’ og den monstrøse Crazy Horse/Songs: Ohia-lignende afslutter ‘Los Angeles’ stort set ikke kunne være længere væk fra hinanden og stadig befinde sig i samme univers, så hænger skidtet forbløffende godt sammen. Det klæder Matthew Houck at få opbakning fra et band, og da dette sammenrend endda leverede en af årets bedste koncerter, da de gæstede Lille Vega i slutningen af september, er det vanskeligt at forlange mere. Strålende.

Scout Niblett – The Calcination of Scout Niblett (Drag City)

2010 var året, hvor jeg virkelig fik ørerne op for Scout Niblett. Bevares, jeg har da kendt til hende i en længere årrække, og glemmer aldrig den famøse anti-koncert hun gav på Loppen i 2007 (som jeg har omtalt ved en tidligere lejlighed), men det var altså i år vor veje krydsedes i en sådan grad, at jeg fik opkøbt det meste af hendes efterhånden velproportionerede diskografi. Det skyldes ikke mindst hendes fortræffelige 2010-udspil, ‘The Calcination of Scout Niblett’, det mest kompromisløse hidtil, i dets vekselvirkning mellem det intimt gå-på-æg-skrøbelige og de fuldstændigt overvældende, næsten Black Sabbath’sk tunge guitaroverfald. Fra første sekund bliver du som lytter udsat for forstærker-tæsk, og det bliver du så siden med jævne mellemrum, kulminerende med de MASSIVE, jeg gentager, MASSIVE ‘Cherry Cheek Bomb’ og ‘Strip Me Pluto’. Det er dette kryptiske regnestykke – sårbar-som-Cat Power + aggressiv-og-frådende-som-en-ung-PJ Harvey – der giver Niblett denne pragfuldt sammensatte musikalske personlighed. En personlighed, der gør, at hun kan skide publikum op og ned af ryggen, som dengang i 2007, og alligevel kommer de samme mennesker tilbage tre år efter. Uden tøven. Uden forbehold. Arh, måske med en vis bæven, men alligevel. Hendes Loppen-koncert anno 2010 var for øvrigt helt forrygende. Jeg havde gerne taget et par timer mere med Niblett, hendes larmende guitar og hendes trommeslager.

De gode

Best Coast – Crazy For You

Justin Townes Earle – Harlem River Blues

Klima – Serenades & Serinettes

Love Shop – Frelsens Hær

Our Broken Garden – Golden Sea

Shearwater – The Golden Archipelago

Teenage Fanclub – Shadows

De der sagtens kan vise sig drøngode – når jeg får givet dem et mere grundigt lyt

Ólafur Arnalds – …And They Have Escaped the Weight of Darkness

Balmorhea – Constellations

Brave Timbers – For Every Day You Lost

Clogs – The Creatures in the Garden of Lady Walton

The Gaslight Anthem – American Slang

The Innocence Mission – My Room in the Trees

Brendan Perry – Ark

Swans – My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky

Shannon Wright – Secret Blood

The Zephyrs – Fool of Regrets

  1. Michael
    27/12/2010 kl. 18:32

    Wow… Der var kun 3(!) navne på den liste jeg havde hørt om før. Jeg kommer vist for lidt ud😉

    • Morten
      27/12/2010 kl. 19:54

      Tre er da en start🙂

      Jeg vil tro, at jeg kendte omkring halvdelen af de der navne ved starten af 2010, resten er nye bekendtskaber for mig. Jeg har skudt lidt med spredehagl i år, i håbet om at ramme bare lidt. Det har resulteret i træffere og missere, som den taktik jo har for vane.

      Tak fordi du læser med, Michael.

  2. 26/01/2011 kl. 17:28

    Tak for kigget – der er nogle kunstnere her som jeg lige skal have tjekket ud!

    • Morten
      26/01/2011 kl. 18:25

      Selv tak, Jakob. Håber du finder noget interessant i din søgen. Fin blog, i øvrigt. Den er hermed bookmarket🙂

  1. 29/03/2011 kl. 22:50

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: