Forside > Musik > I Met You Halfway to a Place We Call Madness

I Met You Halfway to a Place We Call Madness

Jeg forlod 2010 og er foreløbig startet 2011 med en ubændig lyst til at svælge i historier om mordere, spøgelser, fortabte eksistenser, rabiate kristne og andre galninge. Med andre ord: Jeg har de seneste par uger kastet mig over gothic americana, american gothic, gothic country. Kald det hvad du vil. Sært barn har mange navne. Men grundelementerne er i hvert fald på plads: det er mørke fortællinger – ofte humoristiske, lige så ofte dødsens alvorlige – fra kanten af samfundet og gerne fra USA’s sydlige randområder (skal vi kalde det udkants-USA, for at være lidt aktuelle?), omend det sidste ikke er et ufravigeligt krav. Twangy guitarer, violiner, banjoer og slige instrumenter skal helst præge lydbilledet, ligesom saven og harmonikaen også er velkomne. Musikken kan være upbeat og hysterisk, men lige så vel tung, slæbende og hypnotisk. Personligt foretrækker jeg det sidste, men det er naturligvis en smagssag. Jeg har ikke tidligere gravet specielt dybt i ‘genren’, men kender selvfølgelig overfladisk til dens udgangspunkt i blues, country og den slags ærkeamerikanske musikalske udtryk. Personlige favoritter som The Walkabouts og Jesse Sykes & The Sweet Hereafter har snuset lidt til dette univers, ligesom kompetente folk som The Gun Club og Nick Cave & The Bad Seeds bestemt også må siges at have en fod i samme musikalske muld.

Men nu er jeg som sagt begyndt at grave lidt i skidtet og har fundet nogle ret interessante ting. For eksempel Tarantella. Et orkester med base i Denver, Colorado, en by som det seneste årti, godt og vel, har været centrum for hele denne bølge, med navne som 16 Horsepower, Woven Hand, Slim Cessna’s Auto Club og Jay Munly i spidsen. Denne scene virker udefra som en heftig gang indavl, for der samarbejdes på kryds og tværs af bandkonstellationer, så det giver på sin vis fin mening, at det musikalske output ofte bliver bastard-agtigt. Nå, men Tarantella giver den knugende, mørke musik et pift ved, udover country, at trække på inspiration fra sydamerikansk og italiensk folkemusik. Dette skyldes primært den dragende sangerinde Kal Cahoone, som har levet et omflakkende liv, der blandt andet har ført hende til Argentina og Italien. Hun synger da også overvejende på spansk på det temmelig eklektiske album ‘Esqueletos‘ (2005), som er det foreløbig eneste der er kommet fra den kant. Lyt til den strålende ‘Southern Cross’ herunder.

Tarnation er et mere velkendt navn hos mig, men også et band som jeg tidligere har haft vanskeligt ved at få rigtigt ind under huden. Jeg er der ikke helt endnu, selv om jeg dog føler at jeg er på rette vej. Det skal dog noteres, at jeg er fuldstændig forgabt i sangerinden Paula Frazer, som muligvis besidder den mest fortryllende stemme jeg kender til. Hun har et par soloskiver – plus det løse – på samvittigheden, og jeg er ganske tosset med dem begge (det er dog mere poleret og knapt så countrygrumset som Tarnation). San Francisco-bandet, som ret beset er Frazer med skiftende besætning, excellerede på deres tre plader i perioden 1994-1997 i en drømmende country noir (yay, endnu en tvivlsom term!), der lød som en blanding af Giant Sands støvede mexicansk-inspirerede country rock og Ennio Morricones spaghettiwestern-temaer, tilsat Frazers gyldne, næsten Patsy Cline-lignende stemme. Et af mine favoritnumre er ‘Halfway to Madness’ fra albummet ‘Gentle Creatures’ (1995).

Et tredie band jeg lytter flittigt til i øjeblikket er Trailer Bride. Allerede i navnet kan man jo fornemme den forfriskende duft af white trash fra the dirty south, men det er altså white trash af den mest spooky slags. Sangerinden Melissa Swingle ligner en zombie, har en dovent-cool stemme, og spiller creepy toner på guitar, sav og harmonika. Det er ikke for sarte sjæle, når hun synger om skinny white girls, eller kæler for en høne (?!) i den sært uhyggelige video til ‘Hope is a Thing With Feathers’ fra albummet af samme navn (2003).

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: