Forside > Musik > Dagens musikalske menu

Dagens musikalske menu

Jaja, lifligt anrettet er den måske ikke, og jaja, kombinationen af Dusty Springfield, Piano Magic og Built to Spill ligger måske ikke lige til højrebenet, men alt i alt fungerede den nu fint, menuen.

Den startede, denne lørdag den 15. januar 2011, med en lille forret bestående af en halv ‘Dusty in Memphis’. Denne forret blev serveret i nat, hvor jeg efter at have spildt et par timer på en temmelig blødsøden Bruce Willis-krigsfilm (Monica Bellucci var med, så det var trods alt ikke helt forgæves tv-kigning), zappede formålsløst rundt, for på en af de norske kanaler at se rulleteksterne på en film om Dusty Springfield. Den sluttede med en pragtfuld sang, hvor ordene i’m gonna leave you, eller deromtrent, indgik. Dejlig sang, som ikke var at finde på ‘Dusty in Memphis’ – opdagede jeg. Således overhovedet ikke klogere faldt jeg i søvn

…og vågnede – efter tilsyneladende 10-11 timers tiltrængt søvn – et godt stykke oppe af formiddagen, med en påtrængende lyst til at høre Velvet Crush‘In the Presence of Greatness’. En fyrig lille powerpopperle fra starten af halvfemserne, som fortjener langt større opmærksomhed end den har modtaget. Jeg har en fornemmelse af, at den vil få en lidt grundigere behandling her på bloggen inden længe. Det er, som skrevet, bare en fornemmelse…

Så gik der lige lidt tid foran computeren, og musikalsk tog lytningen det ikke logiske spring fra Velvet Crush’ veloplagte rockogrul til Piano Magics trøstesløse univers på albummet ‘Artists’ Rifles‘. Et album, der allerede i denne blogs årle begyndelse fik sin fortjente bid af opmærksomheden.

Springet fra Piano Magic til Teddy Thompsons ‘A Piece of What You Need’ føl(t)es lige så aparte som det foregående, og hvordan jeg lige havnede hos Thompson kan jeg faktisk ikke huske. Men heldigt for mig, for Teddy viste sig at være dagens opdagelse. Jeg vandt pladen i en musikquiz helt tilbage i 2008, og kan ikke mindes at have lyttet til den mere end en enkelt gang. Faktisk var den så fjernt fra mine tanker, at den havde opnået den tvivlsomme ære at havne i mit soveværelse, som for en cd må være lidt som ventegangen for folk på vej i den elektriske stol; er den først havnet på min reol i dette rum er der som regel kortere vej til Mint Records‘ kælder, eller hvor mine brugte cd’er nu ender når jeg ikke gider ejer dem længere. Teddy har dog foreløbig reddet livet, og bliver muligvis opgraderet til stuen ved næste opdatering af denne bloggers pladesamling. Mens jeg lyttede til Teddy, vippende ivrigt med fødderne til de fine toner, morede jeg mig lidt med at kalde ham for en flirt mellem den mindst teatralske version af Rufus Wainwright og den mest udadvendte side af Ron Sexsmith. Det er ingen dårlig flirt. Desværre endte den ikke helt lykkeligt, da jeg mod pladens afslutning bandede over det skjulte bonus-track, placeret 10 minutter inde i stilheden. Jeg har aldrig forstået meningen med disse ekstra numre – de er faktisk pisseirriterende.

Derefter gik det mere logisk til Rufus Wainwright og hans ‘Poses‘. En plade jeg ikke har lyttet til i umindelige tider, men som jeg i en lang periode havde højt på min rangliste. Jeg mindes at have placeret den i udkanten af top-10 over de bedste plader i 2000’erne, sådan en halvvejs-gennem-årtiet-liste jeg lavede i 2005, men den fandt dog ikke vej til min top-40 over det samlede årti, da jeg gjorde det op omkring årsskiftet 2009-10. En krank skæbne, kan man nok indvende, men det er nu stadig en god plade. Håber Rufus kan tilgive mig degraderingen.

Resten af dagen har det været mere spredt fægtning; det blev til et enkelt nummer fra Red House Painters‘ ellers noget overvurderede debutplade ‘Down Colorful Hill’, nemlig den næsten kvælende deprimerende ’24’, et nummer som i sig selv er ganske fantastisk, men som ikke mindst indeholder de sigende ord now 24 keeps breathing in my face like a mad whore. Mark Kozelek havde det i 1992 tydeligvis vanskeligt med at blive ældre – om han siden har haft det samme med Jack Bauer ved jeg dog ikke. Kozeleks mentor og ligesindede plagede kunstnerånd, Mark Eitzel, fik også lidt spilletid, først via hans fremragende fortolkning af Gerry Goffin og Carole Kings ‘No Easy Way Down’, og siden i front for American Music Club på den endnu stærkere ‘Jesus’ Hands’. Rendestenspoesien er sjældent blevet leveret smukkere og blidere end her, når Eitzel på tragisk vis crooner we’ll i’d like to hang out/but i can tell you’re not a drinking crowd/i got nowhere to go, no one to see/i got a thirst that would make the ocean proud.

Mens jeg stod i køkkenet og kokkererede – eller hvad man nu kalder det, når en køkkenmongol som jeg forsøger at trylle med madvarer – lyttede jeg til Greene. Først stod den på ‘Teenage Museum’, som jeg vanen tro nåede fire sange ind i, inden jeg smed deres ‘Lovers’ Lingo’ på i stedet. Her hørte jeg med største fornøjelse den formidable åbner ‘Being With Someone’, inden jeg også tog den af anlægget. Nu lyder det måske som om jeg ikke er tålmodig nok til Olesen-brødrenes engelsk-sprogede eskapader, hvilket ikke er sandt for begge nævnte plader er glimrende. Problemet er bare, at hver gang jeg hører Danmarks svar på The Go-Betweens, får jeg lyst til at høre de australske originaler i stedet. Derfor blev ‘Bright Yellow Bright Orange’ fundet frem fra gemmerne, ikke mindst fordi den åbner med den totalt uimodståelige ‘Caroline and I’, et popnummer så godt at jeg næsten føler mig underlegen når jeg hører den.

Dagens musiklytning endte med guitarhelten Doug Martsch og hans kumpaner fra Built to Spill, da jeg pludselig fik ‘The Plan’ på hjernen. Det er ikke det værste der kan ske, og derfor hørte jeg også den fine ‘Keep It Like a Secret’ til ende.

For lige at følge op på starten af dette indlæg, så fandt jeg frem til at Dusty Springfield-nummeret vist nok var ‘I’m Gonna Leave You’. Hvis ikke, er det heldigvis ok, for så lærte jeg i det mindste endnu et dejligt nummer at kende i dag.

Her er soundtracket – desværre uden den nævnte Springfield-sang (der er til gengæld en anden der er lige så god) og Greene, som ikke er til at finde på Grooveshark. Altså, hvis man ser bort fra versionen af Gasolins ‘Sct Emetri’, men den har jeg ikke lyttet til i dag og får derfor ikke lov at være med. Ta’ den!

Klik

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: