Nye udgivelser i februar (David Lowery, Teddy Thompson, PJ Harvey…)

Efter en kortere pause er det atter tid til at kigge frem mod den kommende måneds interessante udgivelser. Og februar ser ganske lovende ud.

Løjerne er såmænd allerede startet, for i tirsdags den 1.2 udkom The Palace Guards, debutalbummet fra David Lowery. Efter 27 år som udgivende kunstner – som sanger, sangskriver og guitarist i Camper Van Beethoven og Cracker – følte Lowery at tiden var inde til at prøve sig af på egen hånd. Ikke at han på nogen måde har været alene om denne udgivelse, men her står han altså for første gang som eneansvarlig. Jeg har lyttet til et par numre og det lader til at være klassisk Lowery; en solid gang no-bullshit rock’n’roll. Tjek for eksempel ‘Baby All Those Girls Meant Nothing to Me’ her.

 

Den 7.2. byder Teddy Thompson op til dans, når hans femte udspil Bella rammer pladeforretningerne. Jeg faldt for nyligt, med temmelig stor forsinkelse, for forgængeren A Piece of What You Need, så derfor ser jeg pludselig frem til at høre nyt fra den engelske troubadour med de fine musikalske aner (far og mor er såmænd Richard og Linda Thompson). Få en forsmag på albummet med denne akustiske version af ‘Looking for a Girl’.

Den 14.2 bliver en hektisk dag, for her udkommer der nyt fra både PJ Harvey, Mogwai og Ringo Deathstarr.

PJ Harveys plade har fået titlen Let England Shake og hvor meget den vil ryste hjemlandet står indtil videre hen i det uvisse. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er blevet bjergtaget af hverken ‘Written on the Forehead’ eller ‘The Last Living Rose’, som foreløbig er sluppet løs, men måske er jeg bare en stokkonservativ Harvey-fan, der helst vil holde fast i hendes mere creepy-rockende stil. I hvert fald er den reggae-inspirerede retning hun går i på ‘Written…’ ikke lige en retning jeg umiddelbart har lyst til at forfølge. Polly Jean er dog Polly Jean, og hun skal selvfølgelig have en chance.

Jeg tror min Mogwai-craze toppede for godt en håndfuld år siden, og jeg må erkende at jeg ikke har ofret de skotske støj-feinschmeckere megen opmærksomhed siden 2003’s Happy Songs for Happy People. Dermed ikke sagt, at jeg helt har lagt bandet på hylden, og jeg er da nysgerrig når der nu kommer nyt fra den kant. Vanen tro er titlen fjollet/cool – alt efter præference: Hardcore Will Never Die, but You Will. Tjaa. Bedøm selv, eventuelt mens du lytter til ‘Mexican Grand Prix’. Husk at Mogwai kan opleves live i Store Vega i København og på Voxhall i Århus henholdsvis den 30. og 31. marts.

Modsat Harvey og Mogwai, så er Ringo Deathstarr et nyere bekendtskab – for mit vedkommende helt nyt. Colour Trip er Texas-trioens anden fuldlængdeudgivelse, og selv om det ikke giver særligt mange originalitetspoint at planke The Jesus & Mary Chain og My Bloody Valentine, så synes jeg altså Ringo Deathstarr har fat i den halvlange ende. Vurder selv om du også mener det ved at tjekke den catchy og ufatteligt twee ‘So High’ eller den mere bastante ‘Imagine Hearts’, der lyder som et outtake fra Curves Doppelgänger-album.

Jeg slutter i en noget anden boldgade, for på månedens sidste dag ankommer det femte udspil fra pianisten Dustin O’Halloran. Den i Italien bosiddende californier har tidligere imponeret mig med sine sarte klavertoner, for eksempel på den flotte 2004-debut med den passende titel Piano Solos. Lumiere, som det kommende album hedder, bygger videre på hans tidligere værker, men i samarbejde med gode venner – Jóhann Jóhannsson, Peter Broderick og Stars of the Lids Adam Wiltzie – har han tilsyneladende føjet flere lag til de intime klavertoner. Hvordan det lyder, kan du for eksempel høre på ‘We Move Lightly’.