Forside > Musik > C

C

C står i denne sammenhæng for Clear Horizon. Clear Horizon er (var) et tværatlantisk samarbejde mellem den amerikanske singer/songwriter Jessica Bailiff og engelske David Pearce aka Flying Saucer Attack. Duoens selvbetitlede album (2003) var et resultat af flere års brevveksling, hvor de to sangskrivere sendte skitser og lydoptagelser på tværs af kontinenterne, og på denne utraditionelle vis fik flikket et helt album sammen. Det kom der et stemningsmættet og rigtigt glimrende værk ud af, der på succesfuld vis parrede Bailiffs mystiske og skrøbelige folksange med Pearces evner til at fremmane begsorte, dronende lydlandskaber. Det er således ikke oplagt sommerferiepartypop her er tale om, men derimod en midnatsdunkel sangcyklus.

‘For Days’ er et af mine favoritnumre og desuden et godt eksempel på hvad man som lytter bliver udsat for på resten af pladen. Den åbner som en langsom, sløret men nogenlunde regulær akustisk sang, hvor Bailiffs sagte stemme får lov at ligge forrest i lydbilledet. Hun bliver dog hurtigt hjemsøgt af Pearces spøgende kor, inden nummeret godt og vel midtvejs skifter karakter og ender i ren feedback. Ikke synderligt støjende, men mærkbart og effektivt. Fremragende er det, alle syv minutter og otteogtyve sekunder.

C står også for Codeine og det gør det fordi jeg altid kan vende tilbage til et nummer som ‘Realize’, når jeg trænger til en omgang fuldblods-nederen. Få har excelleret i at lave så tungt slæbende musik som Chicago-trioen gjorde på deres tre plader i starten af 1990’erne, omend mange har forsøgt. Faktisk stiller jeg mig lidt tvivlende overfor, om Codeine selv excellerede i det, for jeg har ualmindeligt vanskeligt ved at bryde igennem miseren når jeg lytter til bandets musik, og derfor har jeg slet ikke opnået det nære forhold til dem, som jeg egentlig havde forventet. Der er dog undtagelser, for eksempel på det seks numre korte minialbum Barely Real (1992), hvor især titelnummeret, ‘Jr.’ og altså ‘Realize’ stikker ud. For dette er fremragende, som det vralter afsted i slowmotion, mens bassist og sanger Stephen Immerwahr bræger sin klagesang. Det er da også passende, bandnavnet og alt taget i betragtning, at sangen slutter med ordene ‘take it slow‘.

Heldigvis kan C også stå for The Cardigans, hvilket det for eksempel gør her. Og det skader vist ikke med en lille, smuk hurtigløberpopsang oven på de to foregåendes forknytte atmosfære. Der er egentlig ikke så meget at sige om ‘Rise and Shine’ udover at det naturligvis er en pragtfuld sang. Så pragtfuld at bandet indspillede den til hele to plader, da den som bekendt forekom på debuten Emmerdale og siden blev genindspillet til opfølgeren Life (1995). Det er sidstnævnte udgave der kan nydes herunder. Derudover kan man selvsagt også nyde Nina Persson, der her dukker op i sin tydeligste kernesund-svensk-blondine-inkarnation.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. 15/08/2011 kl. 01:06

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: