Forside > Musik > “It’s a good thing you’re pretty and can sing”

“It’s a good thing you’re pretty and can sing”

Koncert: Jesse Sykes & The Sweet Hereafter, Huset i Magstræde 24.4.11

I går foretog jeg det logiske valg at bruge en aften i selskab med Jesse Sykes og hendes Sweet Hereafter. Det var naturligvis ikke et valg grebet ud af det rene ingenting, for jeg har, siden jeg første gang lyttede til Seattle-bandet i 2004, haft et stormende crush på det velspillende ensemble og, indrømmet, nok også lidt på den smukke og ufatteligt dragende Jesse Sykes herself. Men hvem ved sine fulde fire-fem stykker ville ikke have det, som hun render rundt der og ligner en ung Emmylou Harris? Det behøver du ikke svare på.

Nå, fra min plads ved siden af scenen i den intime og fine Musikcaféen, kunne jeg ud over synet af Jesse også nyde hvordan Phil Wandscher (hvis twangy, opfindsomme og ganske forrygende guitarspil nogen måske kan huske fra et par Whiskeytown-plader) behandlede sit instrument på fornem vis, ligesom både trommeslager Eric Eagle og bassist Bill Herzog agerede fuldt kompetent rytmesektion.

Det gjorde de på en stribe numre fra det nys udgivne fjerde album, Marble Son. Et album, der tager et yderligere spring væk fra den regntunge og sortrandede tudecountry de leverede på de første to, helt fantastiske, plader Reckless Burning og Oh, My Girl, og i stedet tager livtag med en mere udadvendt, psykedelisk rockmusik, som de også allerede forsøgte på forgængeren fra 2007, Like, Love, Lust and the Open Halls of the Soul. Det var desværre ikke rigtig vellykket dengang, men de tager et stort skridt fremad på Marble Son. Det kunne også høres i går, hvor Wandscher må have nydt at larme godt og grundigt på de hårdtrockende ‘Hushed by Devotion’ og ‘Pleasuring the Divine’ fra det nyeste udspil, men også på et par af forgængerens bedste numre, ‘LLL’ og ‘Station Grey’.

Mest magisk var det dog for mig på bandets måske bedste sang, titelnummeret fra debuten Reckless Burning. Et kolossalt syv-minutters-epos, der på plade langsomt folder sig ud (eller ind i sin egen navle om man vil) mod en tårevædet afslutning med violinen og Sykes’ messende mantra “good night Irene” i forgrunden. Violinen var ikke med i går, men jeg fik alligevel et stort, hjerteskærende sug i maven da den sang spillede. Det er ganske enkelt en af de bedste sange der er kommet i dette årtusinde, og det står overhovedet ikke til diskussion.

På scenen udspilledes i løbet af koncerten muntert-bidske indslag mellem Sykes og Wandscher, for eksempel da førstnævnte fumlede med sit guitarkabel, og de i titlen refererede ord flød fra sidstnævntes mund. Eller da Sykes ikke havde helt styr på introen til ‘LLL’, hvilket blev hilst med noget a la “So, Jesse smoked some crack before the show”. Og sådan bølgede det frem og tilbage i løbet af aftenen, til stor moro for resten af bandet og den halvfyldte café.

Efter koncerten fik jeg, ligesom sidst jeg hørte dem, fremstammet et par benovede ord til Jesse, og fik opsnappet at de muligvis kommer tilbage på disse kanter til efteråret. Jeg håber det holder stik og står efter al sandsynlighed klar til atter en gang at glane forfjamsket i retning af den gudesmukke sangerinde. Nåja, og vippe lidt med fødderne til musikken, da.

http://jessesykes.com/

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: