Forside > Musik > Årgang 2012

Årgang 2012

Dette er den uundgåelige gennemgang af årets plader 2012, hørt fra stol, sofa, gulv, bussæde, togkupé, og hvor jeg ellers har hørt musik i årets løb. Angst for at tage en beslutning og rangere noget som helst, har jeg naturligvis bestemt mig for at liste de udvalgte plader alfabetisk efter kunstner.

Jeg har lyttet ganske lidt til Beachwood Sparks i mit liv, det indrømmer jeg. Mig bekendt har jeg ikke hørt noget som helst med LA’s psykedeliske countryhoveder før i år. Jeg impulskøbte deres ‘Once We Were Trees‘ engang i forsommeren, men den har ikke rigtigt bidt på. Det gjorde derimod den 11 år yngre efternøler ‘The Tarnished Gold’, endda i en sådan grad, at den ikke har været til at få ud af hovedet siden jeg var så heldig at ramle ind i den i højttalerne i en af de københavnske pladeforretninger. Trods dens åbenlyse dvask-sommerdag kvaliteter har den vist sig kampdygtig hele vejen gennem efteråret og frem mod den kolde juletid. Muligvis det album jeg har hørt mest i år, og hvis jeg bliver presset til at vælge et album fra 2012 der har skilt sig ud, så vil den dertil indrettede finger nok pege i denne retning.

Lyt: Forget the Song

Hvis jeg før 2012 havde lyttet ganske lidt til Beachwood Sparks, så ved jeg ikke hvad jeg skal sige om Bill Fay. Hans eksistens kendte jeg end ikke til, før vi ramte dette år. Det gør jeg nu, for hans seneste epos, det strålende ‘Life Is People’, har roteret flittigt her på bloggens amagerkanske hovedkontor. Ligesom en efterhånden betragtelig andel singer/songwriters, var det Fays skæbne at forsvinde efter et enkelt album i starten af 1970’erne, for siden at blive gravet frem i midten af det forrige årti. Jeg kender fortsat ikke til hans tidligere bedrifter, men ‘Life Is People’ har taget mig med storm. En ret stille storm, ja, men den slags findes heldigvis også. Det klaverdrevne album er meget voksent, meget nydeligt og meget, meget fint. Klik på linket herunder for at lytte til et af mine favoritnumre fra pladen.

Lyt: The Never Ending Happening

Nu vi alligevel er i det nedtonede hjørne, så leverede Neil Halstead i år sit hidtil bedste værk som soloartist. Hans to første plader er ikke uefne, men her hvor han graver endnu dybere ned i sine engelske folk-rødder, og føjer sin varme stemme til en diskret akustisk guitar, en særdeles effektfuld violin, og et spædt klaver, fungerer det for første gang fuldt ud. Det er en meget smuk plade Neil Halstead har præsteret, og åbningsnummeret herunder er ganske sigende for resten af den lavmælte Palindrome Hunches’. Jeg håber Nick Drake og Bert Jansch nikker anerkendende fra deres respektive gravsteder.

Lyt: Digging Shelters

Jóhann Jóhannsson har efterhånden en længere stribe, overvejende instrumentale udgivelser på sit cv, og generelt holder hans neo-klassiske stemningsmusik et fint, højt niveau. Således også på hans seneste udgydelser betitlet Copenhagen Dreams’. De fungerer som soundtrack til Max Kestners dokumentarfilm af samme navn, der ramte jordens overflade i 2009. Lydsiden er dog først udgivet på plade i år. Jeg er bare lykkelig for at den er udkommet, for jeg er en sucker for denne slags orkestrale melodrama. Numrene er overordnet set meget korte og skitseprægede, men fungerer ikke desto mindre strålende. Og så er de jo bare en slags kvalificeret mellemlægspapir til de længere stykker, hvor Jóhannsson for alvor kan udfolde sine virkemidler. Afslutningsnummeret, med Múm-sangerinde Hildur Gudnadóttir på ordløs vokal, er måske det bedste eksempel. Lyt selv herunder og nyd samtidig det ubeskriveligt smukke pladecover.

Lyt: They Imagine the City Growing Out Into the Ocean

Det er næsten utænkeligt, at jeg skulle ignorere en plade med Gerard Love som hovedmand på en liste som denne. Derfor er Lightships’ tilstedeværelse her nok den mindst overraskende af alle. Med årene har han udviklet sig til min favoritsangskriver i Teenage Fanclub, og med udgivelsen af ‘Electric Cables’ har Love endelig fået en hel plade at boltre sig på. Han skuffer ikke. Vi er naturligvis ikke milevidt fra hvad han ellers laver – der er måske lidt mere fløjte på end vanligt – men var det modsatte tilfældet ville jeg sikkert også blive skuffet, for Loves største styrke som sangskriver er at kreere disse små, blide popsange, der samtidigt melankolsk og opløftende føles som en mild brise på rette tid og sted. Electric Cables indeholder mindst et par nu- og fremtidige Love-klassikere, blandt andet det underskønne slutnummer, som du skal klikke dig frem til herunder.

Lyt: Sunlight to the Dawn

At Liz Harris (aka Grouper) og Jesy Fortino (aka Tiny Vipers) skulle give sig i kast med et samarbejde havde jeg ikke regnet med, men på en eller anden facon giver det ok mening. Og heldigvis er det blevet særdeles vellykket, for Mirrorring, som de har valgt at kalde projektet, formår på strålende vis at blande Groupers langsomme og dvælende lydcollager med Tiny Vipers’ særegne skovfolk. Ja, faktisk rammer det mig lige så hårdt som Groupers fineste momenter og endnu mere end Tiny Vipers’ diskografi, som jeg har haft vanskeligt ved at gennembryde. De seks (lange) numre på ‘Foreign Body’ er i sagens natur ikke synderligt upbeat, men hvad de mangler i action besidder de til fulde i atmosfære og udpræget skønhed. Det er svært at udpege højdepunkter, flydende som numrene er, men jeg vil dog gerne fremhæve ‘Silent From Above’, som føres an af Fortino og derfor minder mest om Tiny Vipers, men ville miste meget uden Harris’ spøgelseskor. Det er smukt og samtidig pladens mest regulære ‘sang’.

Lyt: Silent From Above

2012 var året hvor Lee Ranaldo skulle springe ud som soloartist efter Sonic Youths (midlertidige?) opløsning. Jovist, Ranaldo har udgivet plader tidligere, men ‘Between the Times and the Tides’ var den første regulært sangbaserede af slagsen, i modsætning til de væsentligt mere eksperimenterende ting han tidligere har beskæftiget sig med. Der skal nok være en del hardcore Sonic Youth-fans, der vil begræde det skridt Ranaldo har taget, for det er næsten dadrock-territorium han og vi er ude i her. Det er i hvert fald meget ligetil Neil Young-inspireret guitarrock uden de store anarkistiske krumspring – passende for en mand på 56 år kunne man mene. Albummet er heldigvis proppet med gode sange, og så kan Ranaldo altså stadig spille guitar, hvilket han i mine ører gør bedst på den fremragende ‘Xtina as I Knew Her’. Denne plade og Thurston Moores glimrende august-koncert i Vega er sunde tegn på, at der i den grad er liv efter Sonic Youth.

Lyt: Xtina as I Knew Her

Hvis jeg skulle gætte på en kunstner, der ville bruge 2012 til at gøre et stort comeback, ville Martin Rossiter næppe være mit første bud. Nok heller ikke mit andet. Faktisk anede jeg ikke at han fortsat var i gang her otte år efter opløsningen af Gene. Men det er han heldigvis, og britpoppens bedste sanger er vendt tilbage med stil. Lige så velsyngende, karismatisk og overdramatisk som han var i Genes storhedstid, og lige så fyldt af bitterhed, nag og storhedsvanvittig sarkasme som vi husker ham (selv Morrissey ville nok vægre sig ved at synge I must be Jesus/there’s no other explanation for this pain/I’ve been put on earth to suffer for no reason sammen med et fuldvoksent mandekor). Al denne ondskab bliver dog sendt ud på usædvanligt lavmælt facon; oftest suppleres Rossiters røst blot af et klaver, og det virker mest som et høfligt nik til fortiden, at der smides en guitarsolo ind i pladens døende sekunder. The Defenestration of St Martin’ (også titlen er guddommelig) er årets største overraskelse – jeg er svært begejstret.

Lyt: Drop Anchor

Der er mere klaver på den næste plade, og det står den fortsat purunge Anja Plaschg for. ‘Narrow’ er andet album fra hendes projekt Soap&Skin, og her jeg for alvor begyndte at lytte efter. Jeg var og er temmelig bjergtaget af åbningsnummeret ‘Vater’, en sang der formentlig vil skræmme nogen væk med sin smerte-udpensling, bastante klaverspil og Nico-lignende ikke-sang (disse nogen vil næppe heller have grund til at vende tilbage, kan jeg godt afsløre). Plaschg er bedst når hun spiller sine dramatiske klaverballader, og det gør hun heldigvis det meste af tiden på dette korte album. Et par gange forsøger hun sig med noget mere industriel støj, hvilket bliver en kende for forceret, men det ødelægger ikke helhedsindtrykket af en dragende og interessant plade. Den er bestemt ikke for alle og er ikke soundtracket til en rar solskinsdag, men er man i det traurige hjørne er den værd at tage med sig.

Lyt: Vater

Tales of Murder and Dust er årets danske overraskelse. Et for mig helt ukendt navn, da jeg tilfældigt stødte på en anmeldelse af ‘Hallucination of Beauty’. Den gjorde mig nysgerrig nok til at tjekke albummet på bandets bandcamp-side, og jeg var øjeblikkeligt solgt til dets skurrende psychedelica, hvor sitaren har en velkomment fremtrædende rolle. Bandet formår albummet igennem at mikse det kradsende og blide, og slipper godt fra stort set alt. Som prikken over i’et har man med ‘Hypnotized Narcissist’ kreeret en seriøs kandidat til årets bedste sang. Intet mindre. Tjek bandets hjemmeside for at lytte og/eller bestille vinyludgaven, der snart er i handlen. Det her er særdeles lovende, og jeg venter spændt på nyt fra det århusianske orkester.

Lyt: Hypnotized Narcissist

Og således nåede jeg igennem 2012. Der var selvfølgelig masser af andre gode lytteoplevelser, og en særlig undskyldning går til Sharon Van Etten, hvis ‘Tramp’ lå på denne liste indtil for få minutter siden, men blev skubbet ud i sidste øjeblik. For at være ærlig kunne Van Etten måske godt afløse Soap&Skin, så derfor skal du ligeledes have lov til at høre hende. Hun er også noget blidere mod ørerne.

Lyt: All I Can

Hermed ønskes du og dine en glædelig jul.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: