Forside > Musik > Tilfældige lyt #1

Tilfældige lyt #1

Jeg er i en fase, hvor jeg musikalsk set ikke kan gennemskue hvor jeg vil hen. Derfor faldt det mig ind, at jeg måske skulle kigge og lytte min samling efter i sømmene, for der gemmer sig ærligt talt en stor bunke udgivelser i den, som jeg ikke har lyttet alverden til. Som sagt, så gjort: Med bistand fra rene tilfældigheder og min gode ven Rate Your Music, har jeg derfor kastet mig ud i at lytte samlingen igennem, sådan lidt af gangen. Fem tilfældigt udvalgte albums bliver trukket op af en imaginær hat og lyttet igennem. Måske har jeg noget at sige om dem, måske har jeg ikke. Men du får som minimum et billede af herlighederne, og en playliste med et par numre fra hver udgivelse, så du også kan føle dig lidt med i legen.

Her er det første udvalg:

IMG_0580ed.

  • Old 97’s – Fight Songs (1999)

Old 97’s er sådan et band jeg egentlig burde elske, og jeg tramper som regel også gerne med, hvis jeg tilfældigt snubler over en af deres sange. Og her ligger så pointen, for det skal netop være tilfældigheder der gør at jeg støder på bandet, for det falder mig sjældent ind, med fuldt overlæg, at sætte en af deres plader på. Hvorfor ved jeg ikke, for den powerpoppede countryrock svinger storartet på for eksempel den fantastiske åbner ‘Jagged’ og den elskelige ‘Murder (Or a Heart Attack). Nogen kunstnere må bare lide under dette ude-af-øje-ude-af-sind-kompleks. Eller ude-af-øre-ude-af-sind, i dette tilfælde. Jeg kalder det M. Ward-syndromet.

  • The Innocence Mission – Glow (1995)

Jeg er en blødsøden tosse, hvilket muligvis forklarer min begejstring for The Innocence Mission. Don Peris’ smukke og atmosfæriske guitarspil, parret med hustru Karen Peris’ guddommeligt skønne stemme – der muligvis er verdens spædeste – gør sjældent noget galt. Altså, groft sagt er deres musik jo enorm tam, som den ligger der og gør sig til som en rootsy udgave af The Sundays. Eller et mindre kantet 10,000 Maniacs. Eller John Denver og Mazzy Stars kærlighedsbarn. Men det fungerer bare, når det pæne katolske ægtepar fra Pennsylvania folder deres blide vuggeviser ud i lavmælt flor. The Innocence Mission er nok verdens mindst onde band – heldigvis. Hvis ikke du sukker længselsfuldt, når du hører Karen Peris på sange som ‘Bright as Yellow’ og ‘That Was Another Country’, så må du være en bister stakkel. Jeg siger det bare.

  • Bruce Springsteen – Born to Run (1975)

Der er utallige mennesker, der kan sige mere kloge ting om Bruce Springsteen end jeg, men det skal ikke forhindre mig i at sige irrelevante ting om ham: Han er lidt rigeligt hit-and-miss til min smag. Jeg kan såmænd godt lide Springsteen, når han er mest nedtonet, som på Nebraska og Devils & Dust, for eksempel. Det kan dog nemt kamme over, når han bliver mest bombastisk, og – specielt – når der går for meget trut og blæs i kompositionerne. Det udelukker så for mit vedkommende den sikkert glimrende ‘Jungleland’, hvilket jeg naturligvis beklager, men sådan er jeg. Den famøse trut, blæs og bombast formår dog imponerende nok ikke at spolere det eviggyldige titelnummer, og heller ikke det noget anstrengende klaver kan skjule at ‘Backstreets’ er en skidegod sang. Så kom ikke og sig at miraklernes tid er forbi. Og så må du og jeg leve med at pladen generelt ikke rører mig alverden.

  • The Blue Nile – High (2004)

Hvis The Innocence Mission er verdens mindst onde band, så må titlen som verdens mindst produktive band gå til The Blue Nile. Fire plader på 30 år har de lige kunnet svinge sig op på, og den seneste kom i 2004, så det burde være på høje tid med en ny. Om det sker er nok tvivlsomt, for frontmand Paul Buchanan udgav sin solodebut sidste år, så 2020 er nok et bedre tidsperspektiv for den næste plade fra det skotske ensemble. Nuvel, The Blue Niles musik er tænksom, elegant og yderst velproduceret; med andre ord ganske kedsommelig. Men man har en trumf i ærmet i forsanger Paul Buchanan, hvis skrøbelige og sjælfulde stemme har reminiscenser af Mark Hollis, måske en snert af Peter Gabriel, og som kan gøre selv den mest modne og voksne lytteoplevelse værd at dvæle ved. Sådan har jeg det med The Blue Nile. Det er ikke et band jeg holder fantastisk meget af, eller lytter til ofte (så ville de nok heller ikke været havnet i denne suppedas), men Buchanan er altid værd at lytte til, uanset hvor sofistikeret og glat bagtæppet måtte være. ‘Because of Toledo’ og ‘Stay Close’ er de bedste sange på High, men de er sørme også gode. Og tænksomme, elegante og yderst velproduceret.

  • Velvet Belly – Little Lies (1993)

Jeg ejer tre udgivelser med Velvet Belly. De tre har jeg, hvis jeg skal være flink, hørt i fuld udstrækning omtrent ti gange. Sammenlagt. Så nej, jeg ved ikke hvorfor jeg ejer tre udgivelser med Velvet Belly. Jeg blev ikke meget klogere efter at have genlyttet til Little Lies, for det er absolut kompetent. Og Anne Marie Almedal har en virkelig fin stemme. Men altså…jeg har sgu egentlig rigeligt med 4AD-plader i forvejen, en wannabe-4AD-plade er måske ikke strengt nødvendig. Jeg har også tre plader med Bel Canto. Det kan jeg heller ikke forklare, men jeg må have haft en ting med norsk dreampop engang. Nå, som sagt er Velvet Belly jo et kompetent orkester, og Little Lies har da også sine momenter. Sjovt nok, med tanke på Almedals flotte stemme, er den dystre instrumentale åbner ‘Come In’ det bedste af disse, ligesom den kradse ‘Not in My Time’ har noget at byde på. Det er stadig rendyrket Cocteau Twins-atmosfære, men det har sjældent skadet nogen.

Og her kan du så lytte til de 10 sange.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: