Forside > Musik > Tilfældige lyt #2

Tilfældige lyt #2

IMG_0583

  • Arizona Amp and Alternator – Arizona Amp and Alternator (2005)

Martin Halls plade A Touch of Excellence udkom i 1993. Booklet’en bliver blandt andet prydet af navnene på de medvirkende, en lang, lang række af dygtige og velrenommerede musikere, der i årevis har sat et markant præg på den danske musikscene. Resultatet af de kyndige folks anstrengelser er gennemgribende rædselsfuldt, og noget jeg aldrig nogensinde har lyst til at høre igen.

Når jeg bringer det op i denne sammenhæng, er det fordi der også på AA&A (for letheds skyld) er en imponerende liste af gæstemusikere: Grandaddy, M. Ward, Scout Niblett, Under Byen, Marie Frank, samt folk og fæ fra Calexico og Giant Sand. Det er intet tilfælde, for manden bag gruppen (der, som det også fremgår af den i øvrigt sparsomme information i booklet’en, ikke har nogen medlemmer) er Howe Gelb fra netop sidstnævnte. Gelb har kontakterne i orden i både det støvede USA og det støvede (?) Aarhus, hvor han i en årrække har været bosiddende. Resultatet er ikke helt så hæsligt som på Martin Halls usle værk, men det er dælme ej prangende. Jeg har vist omtalt det ved en tidligere lejlighed, men Calexico er jeg mærkeligt nok aldrig faldet for, og sporadiske forsøg udi Giant Sand og Gelbs solo-oeuvre har heller ikke givet mig lyst til at grave dybere. Det ændrer AA&A ikke på. Der er nok en grund til at jeg ikke har haft den store vilje til at lytte til den her. Tilbage i glemslen med den.

  • Sylvain Chauveau – Nuage (2007)

Rammerne er i orden, for coveret er umanerligt flot og kunstnerens navn klinger smukt i semi-frankofile øren og på ditto læber. Det bliver næsten ikke mere fransk end Sylvain Chauveau, vel? Det minder mig om den altid seværdige Sylvain Chavanel, men det er en cykelsportstangent der ikke er relevant at drage længere ud af her. Hvad der derimod er relevant at fremdrage er, at Nuage samler lydkulisserne fra to film af instruktøren Sébastien Betbeder. Den instrumentale besætning er klaver, viola, violin og Chauveaus egen elektriske guitar, og det er som man kan forvente ganske smukt og lytteværdigt. Ulempen ved at lytte til filmscores er som oftest at man mangler det visuelle akkompagnement, og den ulempe bliver yderligere forstærket af numrenes beskedne længde; de 19 numre varer tilsammen omkring 35 minutter. Det er som regel fint nok hvis man lytter til Guided by Voices eller Minor Threat, men det gør man ikke just her. Jeg kommer aldrig rigtig ind i musikken, der i de fleste tilfælde stopper næsten lige så hurtigt som den er startet. Men det lyder godt, så længe det står på – den ros skal Chauveau og hans medspillere have.

  • Grizzly Bear – Yellow House (2006)

Fun facts om Yellow House: Som det fremgår af billedet har jeg købt dette album på et biblioteksudsalg. Sangene ‘Easier’ og ‘Knife’ dukker af og til op når jeg shuffler på min iPod. ‘Knife’ kan jeg godt lide. Derudover kan jeg virkelig ikke tage mig sammen til at høre Grizzly Bear, hvilket er en ulempe fordi de ganske ofte dukker op i den alternative musikquiz på Din Nye Ven. Det har kostet en del point, når resten af holdet tilsyneladende har det på samme måde. Du må stole på mig når jeg siger, at jeg faktisk har lyttet til albummet i forbindelse med dette projekt. Så har jeg ikke flere fun facts om Yellow House.

  • Morphine – Good (1992)

Morphine holder jeg ganske meget af. Måske fordi blandingen af Mark Sandmans ru stemme og basspil, Dana Colleys syrede saxofoni og bandets jazzede rocklyd (eller er det rockede jazzlyd?) er så egenartet og letgenkendelig. Du er aldrig i tvivl om hvorvidt du lytter til Morphine. Måske holder jeg også af bandet fordi bundniveauet er ret højt. Derfor undrer det mig, at jeg ikke har lyttet mere til debuten Good end jeg egentlig har, hvilket tydeligvis er en fejl. For det fungerer, nøjagtig ligesom på de fire efterfølgende (og sidste) plader i diskografien.  Og så er det egentlig ligegyldigt om musikken lugter af dunkel og lummer natklub eller er mere buldrende og extrovert, hvilket gælder henholdsvis ‘You Look Like Rain’ og ‘You Speak My Language’. All Good.

  • Solex – Low Kick and Hard Bop (2001)

Jeg er en bleg, ufunky mand. Nordbo med capital N. Jeg vil til langt de fleste tider hellere hulke ned i min te til lyden af en blævrende singersongwriter og hans/hendes akustiske guitar end svinge skankerne til noget der indeholder beats og samples. ‘Hvordan pokker er denne plade så havnet i din samling?’, spørger du nu. Og det kan jeg nemt svare dig på: Fordi The Walkabouts engang fortolkede Solex på en af deres skiver, så jeg jo blev nødt til at undersøge hvad originalen var for en. Den sang er ikke på Low Kick and Hard Bop, men ikke desto mindre har sidstnævnte også sin charme. En stor del af slagsen endda, omend det nok bliver en anelse enerverende i længden. Solex er Elisabeth Esselink, en pladebutiksejer fra Delft i Holland, som i sin tid startede projektet ved at sample på livet løs fra de plader hun ikke kunne sælge i sin biks. Det kom der i sagens natur en ordentlig bunke kludetæpper ud af, og når disse kludetæpper blev kaldt ting som ‘The Dot on the I Between the H and the T’, ‘Good Comrades Go to Heaven’ og ‘You Say Potato, I say Aardappel’, så kan jeg ikke lade være med at smile. Det er ikke en plade jeg kommer til at lytte alverden til igen, men den har absolut sin berettigelse. Den er bare godt selskab i fyrre minutters tid. Og så mange hollandske plader har jeg ærligt talt heller ikke, alene det er jo argument nok for at beholde den.

Her er soundtracket til Tilfældige lyt #2

Læs også: Tilfældige lyt #1

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: