Forside > Musik > Tilfældige lyt #3

Tilfældige lyt #3

tilfældigelyt3

  • The Afghan Whigs – Black Love (1996)

The Afghan Whigs er et af de mest an- og højspændte bands jeg kender. De flossede nerver sidder så absolut uden på forsanger Greg Dullis tøj, når han vrænger og skriger sine mørke fortællinger ud. Derfor er det heller ikke så ofte jeg har lyst til at høre bandet, og når det sker er det som regel albums som Gentlemen eller 1965. Og – i disse tider – det glimrende comebackalbum Do to the Beast, der dukkede op tidligere på foråret. Derfor er det gået uretfærdigt ud over Black Love, som nu fortjent får en chance hos mig. Og det er fortjent, for det er et stærkt album. Særligt, naturligvis, hvis man i forvejen har hang til Whigs’ soulinficerede, melodramatiske guitarrock.

  • David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars (1972)

Jeg har ført statistik over hvilke kunstnere, der har optrådt flest gange i mit radioprogram Tidsmaskinen (som for øvrigt ligger i dvale for tiden, bare for at få det på plads). Flest optrædener har David Bowie, hvilket måske ikke er usædvanligt, hans musikhistoriske betydning taget i betragtning. Men det er alligevel lidt paradoksalt, for jeg er ikke Bowie-fan. Nærmere granskning af statistikken fortæller formentlig også, at det er mine gæster der har haft ham på programmet. Nåmen, det er muligvis også forklaringen på hvorfor et så ikonisk værk som dette er havnet i denne suppedas. Jeg lytter stort set aldrig til en Bowie-plade af egen fri vilje, omend jeg godt kan finde på at kaste mig over enkelte af hans sange. For selvfølgelig har manden masser at byde på – også på Ziggy Stardust – det er bare ikke 100% for mig.

  • The Czars – Before…But Longer (2000)

The Czars handler først og fremmest om en formidabel sanger: John Grant har med sine to soloplader fyldt af patos, skønsang og selvudleverende lyrik fået sit gennembrud, men det var her i The Czars det begyndte med en, må jeg indrømme, noget anonym omgang barokpop/sadcore. Der er formentlig en grund til at Grants gennembrud først er kommet nu, for The Czars – og det gælder ikke kun dette album – holder bare ikke niveau (eller lytterens koncentration) over en hel plade. I små doser fungerer det glimrende, men det skyldes nok primært den store stemme Grant besidder. Det er ellers ikke fordi bandet ikke prøver, for der er såmænd masser af eksperimenterende leg med lyd. Det rykker bare ikke for alvor. Det viste sig dog at The Czars var ret gode fortolkere, så hvis man vil kaste sig over en af deres udgivelser, bør man tage fat i coveralbummet Sorry I Made You Cry. Det her…not so much.

  • Mary Gauthier – Mercy Now (2005)

“It’s a cheap hotel/the heat pipes hiss/the bathroom’s down the hall/and it smells like piss”.

Mary Gauthiers verden er ikke køn, men det er nu engang sådan hendes verden er. Den kommer man på ondt og endnu ondere dybt ind i, når man lytter til de selvbiografiske fortællinger fra et hårdt levet liv, fyldt med stoffer, druk og nedture. Gauthier er en formidabel sangskriver og storyteller, i omtrent samme boldgade som Lucinda Williams, men uden dennes trang til ind imellem at rocke lidt hårdere. Det vidste jeg godt i forvejen, for jeg er meget glad for opfølgeren til denne skive, Between Daylight and Dark, og var så heldig at overvære hendes koncert i København for et par år siden. Mercy Now har jeg bare ikke lyttet alverden til, og det er en fejl, for den er i virkeligheden nok lige så stærk takket være Gauthiers signatursang ‘I Drink’, titelnummeret, ‘Falling Out of Love’ og ‘Prayer Without Words’ blandt mange andre. Jeg anbefaler den varmt – både til dig og mig selv.

  • Bert Jansch – Edge of a Dream (2002)

En legende inden for den britiske folk, der havde sin storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, er Bert Jansch et navn der er svært at undgå, hvis man graver bare et halvt spadestik ned i den scene. Med god grund, for han mestrede fingerspillet på den akustiske guitar. Det gjorde han også på dette album, der kom næsten 40 år inde i karrieren. Desværre har jeg svært ved at blive grebet i synderlig grad, selv om han får kompetent støtte af blandt andre Dave Swarbrick fra Fairport Convention, Bernard Butler (Suede) og Mazzy Stars Hope Sandoval. Der er dog enkelte lyspunkter; den instrumentale ‘Gypsy Dave’ og ‘The Quiet Joys of Brotherhood’, hvor hans viv Loren og sønnike Adam yder fin bistand.

Her er soundtracket til Tilfældige lyt #3

Læs også:

Tilfældige lyt #1

Tilfældige lyt #2

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: