Forside > Musik > 10 jeg ku’ li’ – juli 2014

10 jeg ku’ li’ – juli 2014

10jegkulijuli

Ja, bordet er tomt. Jeg har nemlig holdt noget så vanvittigt som pladekøbsfri juli, så ingen nyindkøb i denne opdatering. Derfor har jeg måttet snyde for at holde liv i listen, og de 10 juli-sange er således bare sange jeg har sat pris på i månedens løb.

  • Dean Wareham – The Dancer Disappears (2014)…den her har jeg lyttet flittigt til den seneste måned. En lille, underspillet perle fra Dean Wareham, som soloalbumdebuterede tidligere på året, trods årtier i branchen. Er det for øvrigt kun mig, der synes det her lyder som en TV-2-sang? Ikke nogen specifik sang, men bare som TV-2.
  • Faith No More – Just a Man (1995)…i Facebook-gruppen ‘Spinning Vinyl’ var der en bruger der postede Faith No Mores album ‘King for a Day, Fool for a Lifetime’, hvilket atter mindede mig om, hvor meget jeg elsker dets afslutningsnummer ‘Just a Man’. Det er Mike Patton, når han er bedst: Han crooner, han hvæser, og lige som man tror helvede skal til at bryde løs, er det så et gospelkor der gør det. Hvilket nogen måske vil betragte som helvede, men det er en anden snak.
  • Queens of the Stone Age – Better Living Through Chemistry (2000)…jeg er ikke stor fan – eller kender – af QOTSA. Jeg ejer faktisk kun ‘Rated R’ -albummet, men det indeholder til gengæld også mit favoritnummer med bandet. Den udsyrede ‘Better Living Through Chemistry’ i al sin prog’ish pragt kan jeg altid vende tilbage til med stor fornøjelse.
  • Pet Shop Boys – Being Boring (1990)…apropos sange jeg altid kan vende tilbage til med stor fornøjelse. Det er relativt kort tid siden jeg fandt ud hvor fantastisk ‘Being Boring’ egentlig er. Et bittersødt tilbageblik på ungdommen med alle dens glæder og sorger. Linjerne “Now I sit with different faces/in rented rooms and foreign places/All the people I was kissing/some are here and some are missing/in the nineteen-nineties/I never dreamt that I would get to be/the creature that I always meant to be/but I thought in spite of dreams/you’d be sitting somewhere here with me” får mig altid lidt ned med nakken. Neil Tennant fyldte som bekendt 60 år i juli, derfor har ‘Being Boring’ fået endnu mere plads end den normalt får.
  • The Boo Radleys – Does This Hurt? (1992)…den her kom lidt ud af det blå. Glæden ved at shuffle på min digitale musikafspiller er, at der ind imellem dukker ting op som jeg ikke havde taget notits af. ‘Does This Hurt?’ poppede heldigvis op flere gange i månedens løb, og det er jeg meget taknemmelig for. Det er The Boo Radleys i deres mest shoegazey hjørne, og det er fremragende!
  • R.E.M. – Near Wild Heaven (1991)…bare fordi. Muligvis den mest perfekte popsang R.E.M. præsterede. Og så med Mike Mills på leadvokal. Yderligere ord er overflødige.
  • The God Machine – The Blind Man (1993)…jeg lyttede rigtig meget til The God Machines album ‘Scenes From the Second Storey’ i juli. Ikke fordi det på nogen måde er sommervenligt, men jeg blev virkelig fanget af dets uendelige mørke og intensitet. Det er et formidabelt album. ‘The Blind Man’ er bare et eksempel med dets langsomt krybende udvikling hen mod de sidste par minutters eksplosion.
  • Television – See No Evil (1977)…det var svært at undgå Television i optakten til koncerten tidligere på ugen. ‘Marquee Moon’ stod derfor flittigt på programmet, og jeg ved godt titelnummeret – med rette – er det mest legendariske, men jeg kan sgu bedre lide åbneren ‘See No Evil’. Koncerten var ok, jeg var hverken over- eller undervældet, og bandet spillede sig bestemt varmere i Pumpehusets sauna som aftenen skred frem. Desværre blev ‘See No Evil’ leveret først – sjasket og vaklende. Det spolerer selvfølgelig ikke studieversionen det mindste.
  • Ian McNabb – Fire Inside My Soul (1994)…en af mine yndlingsrocksange. Basta! Forhenværende Icicle Works-frontmand McNabb følte trang til at lave sin egen ‘Ragged Glory’, så han hidkaldte selvfølgelig halvdelen af Crazy Horse, der bidrog på fineste vis til albummet ‘Head Like a Rock’. Og med Crazy Horse er der en naturlig overgang til månedens sidste sang.
  • Neil Young & Crazy Horse – Cortez the Killer (1975)…et af de klareste højdepunkter, da Young og hestene fornemt gæstede Forum forleden. En slowburner af en rocksang, der er fremragende på plade, og endnu mere vital når den bliver trukket til 13-14 minutter på en live-scene.

Som bonus får du her sidstnævnte fra Forum, takket være Anmelderen.

For øvrigt er den upålidelige Spotify-liste opdateret.

Det samme er den flinkere og komplette YouTube-ditto.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: