Forside > Uncategorized > 10 jeg ku’ li’ – august 2014

10 jeg ku’ li’ – august 2014

10jegkuliaugust

Der kom atter lyd på bordet i august efter den pladekøbsfri juli. Heldigvis, for sådan et billede af et tomt bord, som jeg belemrede eventuelle læsere med i sidste måned, var naturligvis ikke præsentabelt. 

  • Smog – Truth Serum (2003)…jeg fandt en hel stak Smog-plader til købevenlige priser i starten af måneden. Supper viste sig at være den bedste i bunken, hvilket blandt andet skyldes at Bill Callahan ved flere lejligheder får vokal bistand af Sarabeth Tucek. Hendes fine stemme leverer glimrende modspil til Callahans vanligt drævende bariton. (Kun tilgængelig på YouTube-listen).
  • Rhonda Harris – Polka Dot (2008)…jeg kan godt lide Nikolaj Nørlund, uden jeg dog vil betragte mig som fan i synderlig grad. Denne Rhonda Harris-plade, Here’s the Rhonda Harris, var dog så rørende billig, at jeg hev den med hjem uden tøven, og den har endda vist sig at være yderst kompetent skruet sammen. Det virker som om der er løsnet lidt op for alvoren, og jeg fornemmer på blandt andet nummeret ‘Polka Dot’, at det har været sjove indspilninger.
  • Cher – I Walk on Guilded Splinters (1969)…jeg havde ærligt talt ikke forventet at skulle vælge mellem sange med Lynyrd Skynyrd, Cher og The Allman Brothers, men takket være den strålende opsamling Delta Swamp Rock – Sounds From the South: At the Crossroads of Rock, Country and Soul (2011) er jeg heldigvis havnet i den lykkelige situation. Valget faldt i sidste ende på den usædvanligt funky udgave af Cher, der fortolker Dr. Johns ‘I Walk on Guilded Splinters’.
  • The Comsat Angels – Dark Parade (1981)…helt så funky var Sheffield-bandet The Comsat Angels vist aldrig, men de gør til gengæld et mere end hæderligt forsøg på at trække humøret helt i bund. På den uhyrligt mørke ‘Dark Parade’ endda endnu længere ned end for eksempel nært beslægtede Echo & The Bunnymen har præsteret. Specielt bemærkelseværdigt er Kevin Bacons basspil. Det er en fremragende sang fra den fremragende Sleep No More. (Kun tilgængelig på YouTube-listen).
  • Nick Lowe – Faithless Lover (1998)…humøret bliver ikke bedre på den harske ‘Faithless Lover’, men sikken sang! Det virker næsten som om den var tiltænkt Lowes tidligere svigerfar Johnny Cash, hvilket måske skyldes det dybere register Lowe fremfører den i. Lige nu tænker jeg også, at det er en sang Richard Hawley bør kaste sig over. Ideen er hermed givet videre.
  • Bollo – Mo.og (2006)…et for mig aldeles ukendt orkester fra Leipzig – altså indtil for en måned siden, hvor jeg tog chancen med deres to albums, da de var på udsalg hos altid kyndige Norman Records. Det var en god chance at tage, for den tyske trio leverer en glimrende instrumental postrock a la Karate og Slint og sår’n, dog med mindre fokus på crescendo og jazz-indflydelsen. Nummeret her, ‘Mo.og’, er et fint eksempel på hvor bandet befinder sig. (Kun tilgængelig på YouTube-listen).
  • Kevin Morby – Slow Train (2013)…en vidunderligt dvask plade, denne Harlem River, fra Woods-bassisten og Babies-sangeren Morby. Der er masser af Dylan-inspiration at finde her, måske lidt mindre på mit favoritnummer, ‘Slow Train’, hvor Cate Le Bon fem minutter inde pludselig dukker op og gør sangen helt himmelsk. Det minder mig om det pragtfulde Lucksmith-nummer ‘The Sandringham Line’, der ligeledes trisser afsted, for pludselig at få kvindeligt besøg i et par linier. Men det er en anden snak. Pragtfuld sang, pragtfuld plade!
  • Plaid – OH (2014)…jeg oplevede electronica-pionererne Plaid aka Andy Turner og Ed Handley, da de for nyligt optrådte med et DJ-set i Riddersalens charmerende og smalle gemakker. Det var en fin aften med en duo, jeg først for nylig har fået ørerne op for. Det fik jeg med dette års udspil Reachy Prints, hvor særligt åbneren ‘OH’ stikker positivt ud. Gedigen electronica tilsat mandolin. Smukt nummer.
  • Kathy & Carol – Fair Beauty Bright (1965)…jeg købte opsamlingen Folksong ’65, for en femmer, fordi jeg var interesseret i særligt sangene med Judy Collins og Phil Ochs. Hvor gode de end var, så var det duoen Kathy Larisch og Carol McComb, der stjal lydbilledet med deres akustiske guitarer og sagte vokalharmonier. Klar inspiration fra Joan Baez, men jeg forestiller mig at et nummer som ‘Fair Beauty Bright’ selv har inspireret senere generationers folksangerinder, som for eksempel den skønne Meg Baird.
  • Kent – 999 (2012)…min ungdoms kærlighed til Kent er de seneste par måneder blevet genvækket fra en årelang slumren. Det skyldes mest den fantastiske Du & jag döden, men jeg har også fået samlet op på de plader, jeg har misset i førnævnte slumren. Jag är inte rädd för mörkret fra 2012 åbner med den catchy ‘999’, som er rendyrket Coldplay-stadionpop, men hold op, hvor den virker!

Den atter mangelfulde Spotify-playliste er blevet opdateret.

Hvilket betyder at den fuldt ud leveringsdygtige YouTube-liste igen vinder på point.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: