Forside > Musik > 10 jeg ku’ li’ – november 2014

10 jeg ku’ li’ – november 2014

10jegkulinovember

10 jeg ku’ li’ plus to kabler og en seddel der fortæller, hvordan man laver kædereserveringer i DDELibra, but that’s not important right now.

  • A Winged Victory for the Sullen – Steep Hills of Vicodin Tears (2011)…det måske smukkeste indkøb i november. Flot indpakning, flot lyd. Jeg er rimelig nem at ramme, når kompetente kunstnere kaster sig ud i denne slags vemodige stryger- og pianoleg, og kompetent er duoen Adam Wiltzie (Stars of the Lid) og Dustin O’Halloran (Devics) så absolut. Vintermusik af den mest rørende slags.
  • Hamilton Leithauser – 5 AM (2014)…jeg noterede mig da The Walkmen for nylig (sidste år?) bekendtgjorde at de holdt pause på ubestemt tid, og jeg noterede mig at frontmand Leithauser udgav sin solodebut i sommerens løb. Men heller ikke mere. Da jeg fandt sidstnævnte i Accord til den chokerende pris af otte kroner, slog jeg dog til. Heldigvis, for den er ikke ueffen. Bedst er den dramatiske åbner ‘5 AM’, en nattekravler af den tristesseramte art.
  • The Smithereens – A Girl Like You (1989)…ved samme Accord-besøg kylede jeg fire plader med The Smithereens i kurven. Ikke fordi jeg er stor fan, jeg kender dem kun overfladisk, men tænkte at de nok var de sammenlagt toogtredive kroner værd. Ganske rigtigt gemmer der sig flere helt basalt effektive poprocksange på de fire plader, og den bedste er nok den straight rockende ‘A Girl Like You’ fra 11-albummet.
  • Sharon Van Etten – Consolation Prize (2009)…jeg indrømmer uden blusel, at jeg har et semi-stort crush på Sharon Van Etten, hvilket umotiverede anmodninger om giftermål undervejs i Vega-koncerten for et par uger siden, bevidner om at også andre har. Det var en fin koncert med en aldeles elskelig kunstner, og jeg benyttede anledningen til at købe hendes første regulære album, Because I Was in Love. ‘Consolation Prize’ har længe været blandt mine Van Etten-favoritter, og skal derfor naturligvis med her.
  • The Records – Starry Eyes (1979)…den forrygende ‘Starry Eyes’ har jeg taget under behandling ved en tidligere lejlighed, og nu har jeg så endelig købt pladen. Versionen fra Shades in Bed er sjovt nok ikke helt så blændende fantastisk, som den mere rå demoudgave jeg kendte bedst, men den er stadig rigeligt god til at komme med på mit november-soundtrack.
  • Jonas Munk – Current (2012)…altmuligmanden Jonas Munk har jeg nok mest lyttet til, når han har fungeret som Manual, mens jeg aldrig rigtig har lyttet til Limp. Causa Sui har ikke for alvor fanget mig – endnu. Men hans spacey solodebut i eget navn er lytteværdig. Jeg er særligt faldet for den langstrakte og medrivende ‘Current’.
  • The House of Love – Christine (1988)…Doing It for the Kids-projektet har jeg også berørt ganske perifert tidligere, men som tilfældet er med The Records, er det altså først nu jeg kan kalde pladen min private ejendom. A-siden er pragtfuld, b-siden er pragtfuldt ujævn, men det gør ikke noget, når Creation Records er indblandet. Et af de klareste højdepunkter, er The House of Loves magiske ‘Christine’.
  • Elvis Costello – American Without Tears (1986)…jeg så og hørte Costello, da han optrådte mutters alene på Malmö Koncerthus’ store scene tidligere på efteråret. Han spillede en god del numre fra King of America, en af to Costello-plader der dukkede op i 1986. Denne var den mest stilfærdige, som den trak på inspiration fra blandt andet jazz og country, og et øjeblikkeligt hit i mine ører. Jeg foretrækker den alsidige gnavpot, når han skruer lidt ned for blusset, som han gør så fremragende på for eksempel ‘American Without Tears’.
  • Godflesh – Streetcleaner (1989)…jeg er ret begejstret for Justin K. Broadricks Jesu-projekt, men har alligevel aldrig fået udforsket hans tidligere (og i øvrigt nu genopstandne) Godflesh. Det er en fejl, for den ekstremt aggressive og hårdtpumpede industrialmetal, som folder sig ud på Streetcleaner, er temmelig overvældende. Det er ikke en genre jeg gør mig meget i, men Broadrick kan noget der fanger mig. Hvor destruktiv musikken så end er.
  • Swans – Power for Power (1983)…også Swans oplevede jeg live i månedens løb, da de spillede en flænsende marathonkoncert i Vega. Debuten er ikke mindre flænsende, men er trods alt en kende mere sangbaseret end Swans anno 2014, og selv om jeg er yderst betaget af de 30-40 minutter lange dronende, musikalske overgreb Gira og slæng udsætter lytteren for i dag, så savner jeg faktisk den mere regulære version af Swans, som blandt andet dukker op fra helvede på Filth.

Spotify-listen er opdateret.

En lige så grundig opdatering er YouTube-listen ej heller sluppet for.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: