Koncertåret 2016 del 4 (fjerde kvartal)

Oktober

PJ Harvey i Falconer Salen. Ja, jeg blev sgu så betaget af frøkenen på Primavera, at jeg ikke for alvor tøvede, da hun meldte sin ankomst i København i oktober. Og det var der skam heller ingen grund til, for hun – og band – leverede igen. Det var på mange måder en gentagelse af sommerens eskapader, men i dette helt regulære koncertsæt var der selvsagt lidt mere tid at gøre godt med, og dermed mulighed for at føje flere sange til repertoiret. Hun er virkelig magnetisk, Polly Jean, og jeg bliver fuldstændigt opslugt, når jeg ser hende. Hun er ikke nogen spradebasseinde på scenen, men den der kølige karisma fanger mig helt og aldeles. Skulle hun beslutte sig for at vende tilbage til København inden for kort tid, vil jeg nok heller ikke da tøve med at købe billet.

The Cure i Forum. Her var jeg faktisk lidt tøvende. Jeg så og hørte The Cure sidst de spillede i Forum, hvilket er en bagatel af otte år siden, og efter den marathonkoncert – tre timer! – erklærede jeg, at det vist egentlig var nok for mig. Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg lod mig lokke med til endnu en marathonkoncert – tre timer! – og det er jeg tilfreds med, for det var en bedre koncert denne gang. Setlisten adskilte sig ikke voldsomt fra seneste besøg, og det er også begrænset hvad The Cure har fundet på siden da, men denne gang synes jeg egentlig at tiden, om ikke fløj afsted, så gik fint derudaf. Sidst fik jeg nok efter to timer – denne gang holdt jeg hele vejen uden at miste momentum. Selvom publikumskontakten var sporadisk, virkede det på mig som om, at bandet stadig synes det er fedt at turnere med det materiale, der efterhånden spænder over næsten fyrre år. Det er ikke så lidt af en præstation. Men NU tror jeg også jeg har fået nok af koncert-Cure. Altså, indtil næste gang jeg lader mig lokke.

Fu Manchu i Beta. Fu Manchu og jeg har et skævt koncertforhold: De har været i København et utal af gange, og hver gang har jeg tænkt “nu skal jeg høre dem”. Hvilket jeg så ikke har fået gjort. Da de sidste år blev annonceret lige i min hood hos Amager Bios uvorne lillebror, Beta, skyndte jeg mig derfor at købe billet – blot for at se bandet aflyse turneen af private årsager. En ordentlig bet, men heldigvis fik vi chancen igen, da de for nyligt endelig kom tilbage. De turnerede med deres ‘King of the Road’-album, en plade jeg hverken ejer eller har det store forhold til, men jeg kan godt lide Fu Manchus, indrømmet, lidt ensporede stonerrock. Det var da også en fin koncert, afviklet i det ene tempo de kender – og jeg fik vist mig fra min sprælske side, hvilket vil sige at jeg både nikkede i takt til musikken OG vippede med fødderne. Vilde sager!

Bat for Lashes i Vega. Set i bakspejlet var det lidt sært at jeg havnede til denne koncert. Jeg kan godt lide Bat for Lashes aka Natasha Khan, men har ikke noget virkelig dybdegående kendskab til hendes diskografi – til trods for at eksemplarer af de fleste af hendes plader står på min hylde. Billetprisen var til den pebrede side, men inspireret af et par tilfredse lyt til hendes aktuelle album, “The Bride” hoppede jeg afsted. Det fortrød jeg ikke. Koncerten blev lanceret som et specielt show i anledning af Vegas 20-års jubilæum, og da Khan og hendes band ikke var på decideret turne, hoppede de lidt rundt i kataloget, som det passede dem. Naturligt nok med størst fokus på The Bride”, hvilket var ok med mig, da det var den jeg havde tættest inde på livet. Khan viste sig lynhurtigt at være et yderst indtagende og elskeligt bekendtskab, som hun stod der i sit brudeslør med ditto buket i hånden, og selv ikke en forkølelse kunne slå hendes vidunderlige stemme ud af kurs. Et diskret, men virkelig velspillede band bakkede hende kompetent op, men det var og er Khan der var stjernen. Mobiltelefoni, brug af kamera og deslige var for øvrigt bandlyst, hvilket – så vidt jeg kunne se – blev overholdt af publikum, hvilket gav en næsten overrumplende ny koncertoplevelse, hvor showet blev oplevet med øjne og ører – intet andet. Muligvis en tanke, der er værd følge op på for bands såvel som koncertsteder.

November

Wilco/William Tyler i DR Koncerthuset. Jeg tror der var en rekord forbundet med denne koncert: Det er vist første gang jeg har købt billet til noget, der ligger mere end et år ude i fremtiden, men sådan var betingelserne åbenbart dengang i oktober 2015, da jeg pungede ud for Wilcos københavnerkoncert i november 2016. Nåmen, som det har for vane, var det naturligvis en skidegod koncert, med et band der simpelthen bare kan deres kram. Ikke på sådan en vi-tager-den-på-rutinen-måde (det er muligt de gør det, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om), men på sådan en vi-ved-at-vi-spiller-fedt-og-det-har-vi-fandme-tænkt-os-at-gøre-facon. Jeff Tweedy var en superoplagt frontmand, men af og til blev han overstrålet af monstret Glenn Kotche på trommer, og naturligvis det lange rær af en guitarist, Nels Cline. Det sikreste øjeblik ved en Wilco-koncert, er momentet når de sidste toner af ‘Impossible Germany’ fader ud, og  publikum i ren benovelse går amok over den krampe af en solo Nels Cline netop har fyret af. Således også denne aften i Koncerthuset. Jeg holder ganske meget af Wilco på plade – jeg elsker dem live.

Med sig på turneen havde de for øvrigt guitarvirtuosen William Tyler, der fik en hulens masse ud af sit instrument, som han sad der roligt på en stol, benene overskrævs. Sine egne ben, ikke stolebenene. Selv om han sad mutters alene på scenen, fik han alligevel fyldt den fornemt ud, ligesom han virkede som et sympatisk bekendtskab. Nu jeg sidder her og skriver dette, minder jeg lige mig selv om, at jeg skal have lyttet til hans musik. Tak for reminderen, Morten, Selv tak.

Dinosaur Jr. på Kulturbolaget. Efter sommerens Primavera-svipser, hvor jeg måtte droppe Dinosaur Jr.-koncerten grundet et utilgiveligt program-clash, glædede det mig meget at de kom til Amager Bio i november. I hvert fald indtil jeg opdagede, at jeg var arbejdsramt den aften, hvorfor jeg måtte drage over sundet, gennem paskontrol og hvad ved jeg, for at fange indierockheltene på Kulturbolaget i Malmö. Dér lykkedes det mig også endelig at fange dem, hvilket jeg var svært tilfreds med. Koncerten levede op til forventningerne; fuldt drøn på J Mascis’ guitar – han selv rokkede sig vel nærmest ikke ud af stedet – mens Lou Barlow havde sin egen fest med sin bas i den modsatte side. Bag det store trommesæt kunne man så ane Murphs skaldepande. Der var ingen kontakt bandmedlemmerne imellem – lige knapt mellem band og publikum – men sådan er en Dinosaur Jr.-koncert. De går bare på og spiller – og det gjorde de godt. Med fokus på den seneste, yderst vellykkede “Give a Glimpse of What Yer Not”, men også med masser af spring til resten af den efterhånden temmelig dybe diskografi.

Dinosaur Jr. går aldrig ned på udstyret

Minor Victories i Pumpehuset. Indiesupergruppen Minor Victories debuterede i 2016 med en ret vellykket plade, der lød stort set som man kunne forvente et band med den sammensætning skulle lyde. Med andre ord, den lød som et mix af Editors, Mogwai og Slowdive. Derfor gik jeg til koncerten med visse forventninger, uden dog at være helt ekstatisk. Jeg forlod den med glæde i ører og krop, for det fem mand m/k store band spillede en pragtfuld koncert på den lille, intime scene i Pumpehuset. Lidt sært, tænker jeg, at et band med sådanne folk kun kan trække nok til sådan et bette sted, men det gjorde absolut ingenting, for alt spillede. Rachel Goswell sang naturligvis som en engel, Stuart Braithwaite foldede hele sit arsenal af guitarhærg ud, og resten af bandet fulgte godt trop. Eneste anke: Koncerten var alt for kort, men eftersom bandet kun har 10 sange på repertoiret, kunne det ikke blive til mere end de ni de spillede (den tiende er en duet mellem Goswell og Mark Kozelek, men sidstnævnte gnavpot var ikke med i setuppet, hvorfor vi slap for den. Vores held, thi det er den svageste på pladen). Herfra et fromt ønske om flere plader fra projektet.

Alcest/Mono i Vega. Der var dobbelt op på støjrockgodiserne, da turnepakken bestående af de franske blackgazers Alcest og de japanske postrockere Mono ramte København. Jeg er meget glad for Alcest, hvis efterhånden stærke diskografi fortsætter med at ramme mig. Deres sfæriske, smukke og støjende lyd (tænk Sigur Rós med black metal-skrig og dobbelttromme og dreampop-produktion, cirka) folder sig flot ud på den seneste plade “Kodama” og også live denne aften i Vega.

Også de introverte japanere fra Mono leverede et sæt af høj klasse – også volumenmæssigt. Jeg har ikke dyrket bandet meget, men deres klassiske postrockformel stillestillestilleØREFLÆNSENDELARMFORSATANstillestillestille fungerede enormt effektivt. Tror jeg nok, for her en måned efter – eller bare ti minutter efter – koncerten, husker jeg intet andet end at jeg var i trance i 75 minutter. Klart en oplevelse der sad i kroppen, mens den stod på.

Killing Joke/Death Valley High i Pumpehuset. Det er svært at tage øjnene fra Jaz Coleman. Muligvis fordi man ikke tør, muligvis fordi han står der i centrum af scenen og ser fuldstændig vanvittig og manisk ud. Det er den væsentligste erfaring jeg tager med mig efter koncerten. Nåmen, det var fedt at høre Killing Joke. Jeg tog afsted med en flok, der vist alle var større fans end jeg, men jeg satte absolut pris på bandets varemærke: Den der edderspændte harme og aggression tilsat en lige så edderspændt industrialrock. Det er vel groft sagt Killing Jokes trick. Nåja, og så Colemans sære små one-liners, der blev fyret af fra tid til anden.

Supportbandet Death Valley High var pivringe. Selv om de lignede goth-Mötley Crüe, lød de mere som en bleg kopi af Marilyn Manson. De imponerede ved, trods et pauvert udlæg, at blive dårligere og dårligere som aftenen skred frem. Hvilket selvfølgelig også er en præstation af en slags. Jeg formoder at de ikke fik solgt mange cd’er i merchandiseboden.

Deadpan Interference i Huset/Musikcaféen. Blot en uges tid før koncerten, blev det offentliggjort , at Deadpan Interference havde opløst sig selv. Deres igangværende turne ville dog blive afsluttet, hvorfor aftenens optræden var bandets sidste i København. En skam, for de har på et par ep’er vist sig som et godt bud på shoegazey noiserock, men længere rakte det desværre ikke. Bandet spillede dog som om det var deres sidste job, hvilket det jo næsten også var, og særligt frontkvinde Astrid Samuelsen var iøjnefaldende på guitar og vokal. En værdig københavnsk afsked med bandet – jeg siger tak for det de trods alt nåede at give os.

Og her, i slutningen af november, endte mit koncertår. Sygdom forhindrede mig desværre i at overvære en enkelt planlagt koncert i december (Jóhann Jóhannsson på Bremen), og jeg har ikke mere på min to-do-liste for i år. Så med det vil jeg sige tak for koncertåret 2016, og se frem mod ditto 2017, der allerede nu – kan jeg afsløre – byder på blandt andre Teenage Fanclub, The Divine Comedy og Lloyd Cole. Jeg glæder mig!