Forside > Musik > Årets plader 2016

Årets plader 2016

fil-01-01-2017-13-32-43

2016 var ikke det år, hvor jeg lyttede til og købte flest nye plader. Det kan jeg vist lige så godt afsløre med det samme. Heldigvis var det jeg nu fik lyttet til, langt hen ad vejen godt, så hitraten var forholdsvis høj. Jeg har ikke tænkt mig at rangere pladerne, men vil blot konstatere at de otte skiver på billedet formentlig er de der har roteret flittigst på pladespiller, i cd-afspiller og på bærbart medie i min umiddelbare nærhed i årets løb. Jeg vælger at tolke det sådan, at det derfor er de otte jeg mest har haft lyst til at lytte til, hvorfor de jo må være de bedste.

Karl Blaus Introducing Karl Blau starter gedigent med den vidunderlige Tom T. Hall-komposition “That’s How I Got to Memphis”, og da den allerede på skæring tre, Link Wrays “Fallin’ Rain”, bliver matchet, er der lagt op til noget nær årets plade. Så langt rækker det dog ikke for Blaus countrysoulcovers, for niveauet rammer trods alt et mere menneskeligt plan andre steder på pladen, men det ændrer ikke på at jeg havde stor fornøjelse af den fra det øjeblik jeg købte den.

Jóhann Jóhannsson har længe været en favorit her i huset, og det ændrede udgivelsen af Orphée absolut ikke på. Tværtimod. Den islandske komponist har tæft for at skabe minimalistiske stemningscollager så vemodige og smukke, at jeg må tage mig selv i at sidde og småflæbe, og den slags pludselig flæben-fremkaldere er der i rigt mål på Orphée. Eneste anke er at stykkerne ind imellem er for korte, men det er virkelig petitesser. Lyt til “Flight From the City” og “By the Roes, and by the Hinds of the Fields”.

Tales of Murder and Dust bekræftede atter i 2016, at det er et af rigets mest talentfulde bands. Det mener jeg i hvert fald. Mørket er tiltaget på The Flow in Between i forhold til tidligere udgivelser, der ellers ingenlunde er sunshine pop, og lyden er endnu mere spacey og dronende. Det fungerer på plade og det fungerer så absolut live, hvor de ofte langstrakte numre er decideret tranceskabende. Lyt til “Tidal Wave” og “Sisters”.

Alcest valgte på dette års udgivelse at skrue bissen på i forhold til den forrige plade Shelter, som også var temmelig blid med tanke på bandets udgangspunkt i black metal. På Kodama er der således givet mere plads til de skrig som hovedmand Neige tidligere har gjort sig i, og der er væsentlig mere crunch på lydsiden, hvilket faktisk klæder dem glimrende. Her er dog fortsat ikke tale om ekstrem musik af nogen grad (hell, jeg kan holde det ud), og det er derfor heller ikke denne gang decideret forkert at tale om en metallisk udgave af Sigur Rós. På fransk. Lyt til “Eclosion” og “Oiseaux de proie”.

Dinosaur Jr. har efterhånden udviklet sig til et af de mest pålidelige aktive rockbands. Bevares, den forrige, I Bet on Sky, var måske ikke sindsoprivende, men de tre øvrige plader bandet har lavet siden gendannelsen i 2007, har været af høj kvalitet. Den seneste, Give a Glimpse of What Yer Not kan meget vel være den bedste i bunken hidtil, og den har med rette fået masser af spilletid på min matrikel siden ankomsten i sensommeren. Lyt til “I Walk for Miles” og “Left/Right”.

PJ Harveys stjerne steg til nye højder, da hun for fem år siden udgav Let England Shake. Den position blev bekræftet med årets The Hope Six Demolition Project, men jeg må indrømme at det først var ved de to koncerter jeg i årets løb overværede med hende, at de to plader rigtig ramte mig. Indtil da var jeg forholdsvis uberørt af de ellers nok så kradse fortællinger, men der skete et eller andet ved de optrædender, der fik ram på mig. Særligt den kuldegysende “River Anacostia” var en live-oplevelse, men også førstesinglen “The Wheel” fik med tiden åbnet mine krævende ører.

Minor Victories debuterede med en selvbetitlet plade i 2016, men selv om supergruppen med blandt andre Slowdive og Mojave 3’s Rachel Goswell og Mogwais Stuart Braithwaite på papiret var lidt af en våd drøm, var mine forventninger ikke overvældende store. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og både pladen og koncerten i Pumpehuset var blandt årets højdepunkter. Lyt til “A Hundred Ropes” og “Scattered Ashes (Song for Richard)”.

Nada Surf har i grove træk lavet den samme guitarpopplade hver gang siden årtusindskiftet – det er den guitarpopplade, der er lige del powerpop/lige del flæbende ballade. Heldigvis er den en skidegod plade, og You Know Who You Are, seneste kapitel af den, er om muligt en tand mere skidegod end de foregående kapitler. Det er med afstand det album jeg har lyttet mest til i år. Lyt til “Friend Hospital” og “Victory’s Yours”.

Reklamer
  1. Jesper Sahner Pedersen
    01/01/2017 kl. 21:45

    Ud over mine kommentarer omkring PJ Harvey andetsteds vil jeg af nye(re) navne fremhæve/anbefale lige dele frygtsomme og frygtløse Aldous Harding og også Marika Hackman.

    Aldous Harding – Horizon

    Aldous Harding – Wuthering Heights (Kate Bush Cover)

    Marika Hackman – We Slept At Last

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: