Forside > Musik > 24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

  1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
  2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
  3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
  4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
  5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
  6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
  7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
  8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
  9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
  10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
  11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
  12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
  13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
  14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
  15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
  16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
  17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
  18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
  19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
  20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. 23/07/2017 kl. 21:55

    Tak for dette, meget enig:
    – Rage Against the Machine: Så dem selv i Den Grå Hal dengang, det var vildt, rigtig vildt (koncerten startede med oplæsning af et manifest), der er næppe noget andet band med så aggressiv og holdbar energi (udover måske Black Flag)
    – R.E.M. – Automatic for the People: Enig, lytter hellere til 10.000 Maniacs i dag
    – Ride – Going Blank Again: Jep, den holder fuldstændig i dag, og deres genkomst i 2017 med “Weather Diaries” er bestemt også et lyt værd (“Charm Assault” går rent ind)

    Men hvad med den her:
    – PJ Harvey – Dry: Ville tro den var med på listen?

    • Morten
      23/07/2017 kl. 22:30

      Tak for kommentaren, Jesper. Hvad angår Ride, så har jeg slet ikke fået lyttet til den nye plade. Jeg har hørt et enkelt eller to numre, der dog ikke har fanget mig. Jeg giver den nok et skud inden længe, nu jeg alligevel går og rålytter til Going Blank Again.

      Det ville absolut give mening at have Dry med på listen, for den er klart værd at lytte til. Det er dog først på To Bring You My Love, at hun helt og aldeles vælter mig omkuld – over en hel plade, i hvert fald.

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: