Forside > Musik > I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

Vi går lige på – der er lyttelink i bunden. To sange fra hvert album, med undtagelse af *, som blot kunne præstere et enkelt YouTube-klip.

  1. Ron Sexsmith – Retriever…potentialet har altid været der hos den rundkindede canadier, men det virkede bare som om, at det lige skulle finpudses, så materialet kom til at fungere på et helt album. Det lykkedes til fulde på ‘Retriever’, en så strålende samling af bittersød guitarpop, at forbilleder (og erklærede fans) med efternavne som McCartney og Costello forhåbentlig har tippet på hatten i ærbødighed og respekt lige siden.
  2. Sufjan Stevens – Seven Swans…set i bakspejlet er det Stevens’ mere fokuserede og nedtonede plader der gør mest for mig. Således foretrækker jeg den forholdsvis stringente ‘Seven Swans’ frem for de mere oppustede og, bevares, eventyrlystne plader med de amerikanske stater som tema. Måske også fordi det bare er en forbandet god plade med nogle smukke melodier.
  3. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Oh, My Girl…Sykes og slængs debut ‘Reckless Burning’ var lidt af et grådkvalt mirakel med sine tårevædede og atmosfæriske countrysange, og det er et mirakel i sig selv, at opfølgeren her er stort set lige så fantastisk. Lidt mere flagrende, men fortsat med Sykes’ karakteristiske, maskulint klingende vokal og Phil Wandschers twangy guitarspil i front. Ind imellem bør man høre ‘Grow a New Heart’ på repeat. Just sayin’.
  4. Arcade Fire – Funeral…en af de mest hypede plader og grupper de seneste par årtier, og hvad angår albummet her er hypen berettiget. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ret længe om at tage det til mig, men disse hyperdramatiske sange pakket ind i storladen produktion har vist sig ufatteligt holdbare. Endda i en sådan grad, at jeg stadig synes pladen bliver bedre for hvert gennemlyt.
  5. Lisa Gerrard & Patrick Cassidy – Immortal Memory…næsten overjordisk smukt samarbejde mellem stemmen Gerrard og komponisten Cassidy. Der er virkelig højt til loftet og arrangementerne er ladet med følelser, hvilket ofte er en farlig sti at vandre ned af, men selv når det bliver faretruende tæt på Enya-territorium, lykkes det duoen at slippe helskindet i land. ‘Elegy’ er lige til at tude over.
  6. The Divine Comedy – Absent Friends…pladen der endelig, efter års forgæves forsøg, gjorde mig til Divine Comedy-fan. Indspillet med et middelstort symfoniorkester, er det sørme ikke gigantiske armbevægelser og ditto ambitioner pladen mangler, og dens vekslen mellem rørende oder til døtre og tongue-in-cheek-easy-listening om glade goths, er yderst succesfuld. Dertil kommer Neil Hannons usædvanligt gode greb om en både skarp og satirisk lyrik. Alene ‘Our Mutual Friend’ er et kæmpe, dramatisk værk.
  7. Claus Hempler – Hempler…han er en af landets bedste sangere, inde i mit hoved i hvert fald, og Hemplers sprøde røst kommer fuldt til sin ret på denne elegante crooner-plade. Det ærgrede mig gevaldigt, at Fielfraz sagde stop kort efter den fremragende svanesang ‘Slick’ , men ankomsten af for eksempel albummet her, var et stort plaster på såret. En af de plader der steg mest i graderne under arbejdet med listen.
  8. Dolorean – Violence in the Snowy Fields…jeg var ellevild med Al James og hans projekt Dolorean i nogen år der i midten og slutningen af 2000’erne. Det skyldtes blandt andet denne lille americana-plade (og i endnu højere grad forgængeren ‘Not Exotic’, men det er en anden snak). Den holder sig stadig fornemt, selv om jeg – indrømmet – havde den højere placeret på min oprindelige bruttoliste.
  9. Kathryn Williams – Relations…Kathryn Williams er en af disse underkendte sangskrivere, der uvist af hvilke årsager aldrig rigtig får hul igennem til de brede musikmasser – tænker jeg. Talentet er der, men hun savner hele pr-maskineriet til at køre den store charmeoffensiv. Det er virkelig en skam, også selv om hun faktisk er endnu bedre til at fortolke andre kunstnere, som hun gør på gennemført charmerende og overbevisende vis her. Og det er et skønt klientel hun kaster sig over: Fra Mae West til Pavement, Big Star til Bee Gees, The Byrds til Nirvana – og hun gør det på en underspillet, hviskende facon. Hvis ikke du falder for hendes fortolkning af Big Stars ‘Thirteen’, er der åbenlyst noget galt med dig.
  10. The Innocence Mission – Now the Day Is Over…det giver så god mening, at The Innocence Mission her har valgt at lave en plade beregnet til vuggeviser, for jeg kan ikke forestille mig mere oplagte redskaber til det end Don Peris’ underspillede guitarklimpren og hustru Karen Peris’ underskønne stemme. Voksne må også gerne lytte med på denne samling af mestendels gamle standarder, tilsat enkelte selvkomponerede numre. En lille vidunderlighed.
  11. Jens Lekman – When I Said I Wanted to Be Your Dog…det er cirka lige dele fjollerier og yndefulde crooner-ballader Sveriges Stephin Merritt disker op med på denne glimrende skive. At han desuden er leveringsdygtig i finurlige one-liners og popmusikalske referencer, gør blot endnu mere for oplevelsen. Albummet var nok den største opdagelse i gen(nem)lytningen af årets plader, og den har fået en del spins. Egentlig var den slet ikke med på bruttolisten, da jeg startede projektet her.
  12. Keane – Hopes and Fears…kritiske røster, ja såmænd også vi, der er mindre kritiske, kan argumentere for at det mest bemærkelsesværdige ved Keanes debutalbum er hvor meget det lyder som Travis og Coldplay, trods den manglende guitar i lineuppen. Og ja, det er faktisk ret imponerende, men man må i samme moment ikke underkende de helt basalt gode sange, som pladen er smækfyldt med. Når man samtidig har en fin vokalist i Tom Chaplin, så er man kommet langt. Det er et temmelig glat og ufarligt udspil, men faktisk forbløffende slidstærkt til trods.
  13. Grant-Lee Phillips – Virginia Creeper…jeg har megen musikalsk kærlighed til den sympatiske Phillips med den blændende stemme, og det er muligvis derfor en plade som denne falder i så god jord. Den er måske en kende til den ferske og anonyme side (i hvert fald set i forhold til store dele af Grant Lee Buffalos oeuvre), men den er bare så rar. Jeg holder fortsat urimeligt meget af den.
  14. Jolie Holland – Escondida…hun lever lidt i sin egen tid og verden, Jolie Holland, men det gør bestemt ingenting, når hun fylder den med sin oldtimerbluesjazzfolk. Akustiske guitarer, trompeter og den der karakteristiske, raspende stemme gør hende altid letgenkendelig, og det er ret åbenlyst at høre hvorfor både Bob Dylan og Tom Waits er erklærede fans.
  15. Windermere – The World Is Here…der var lige en kort overgang, hvor Windermere virkede som et bundsolidt dansk bud på shoegazey postrock (eller er det postrocket shoegaze?, red.), men så forsvandt de pludselig. Ud af det blå, væk var de. Jeg har ingen anelse om hvad medlemmerne laver i dag, men heldigvis nåede de at udgive to vellykkede plader, hvor debuten her var den stærkeste. Især i kraft af den mægtige åbner ‘Trailer Park’.
  16. Pale Horse and Rider – Moody Pike*…også PHaR, et samarbejde mellem en af mine oversete favoritter, Jon DeRosa og kollegaen Marc Gartman, blev en kortlivet omgang. To strålende plader med melankolsk slacker-country rakte det til, men begge har dog holdt fast i musikken siden, hvor altså ikke mindst DeRosa har fundet sin egen lille niche som goth-crooner i eget navn.
  17. Iron + Wine – Our Endless Numbered Days…I+W er en af de små undselige artister, der pludselig voksede sig store uden voldsomme armbevægelser, takket være Sam Beams kompetente sangskrivning og blide stemme. Denne plade gjorde nok større indtryk på mig for 10-12 år siden end den gør nu, hvor den ærligt talt fremstår en lille smule…ja, undskyld, kedelig. Når det er sagt, er det stadig en fin skive, men den er dalet støt og roligt ned af listen, som tiden er skredet frem. Den får dog lov at hænge på lidt endnu.
  18. Minor Majority – Up for You & I…en gedigen singersongerwriterplade fra Oslos Pål Angelskår, der gemmer på et par perler. Særligt næsten-titelnummeret ‘Think I’m Up for You & I’ er et lavmælt mesterværk. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i Minor Majoritys gøren og laden siden – egentlig lidt sært med tanke på hvilke evner Angelskår fremviser her.
  19. Justin Rutledge – No Never Alone…en plade der fik sneget sig med på listen i sidste øjeblik efter en intens aftenlytter for nylig. Sikkert en søndag aften, den lugter lidt af søndag. Canadiske Rutledge (og hans backingband The Junction Forty) spiller en ret regulær country, med guitarer, violiner og dens slags i front, og leverer på pladen i hvert fald tre rene perler, deriblandt den vidunderlige ‘Federal Mail’ med så skæppeskønne linier som ‘Got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair’. Ah, men det er jo smukt.
  20. Grace Cathedral Park – In the Evenings of Regret…om de er opkaldt efter Red House Painters-sangen af samme navn, kirken i San Francisco eller bare godt kan lide ordlyden ved jeg ikke, men jeg ved at her er tale om et smukt, vemodigt album. Ikke egentlig trist, men bare dvælende og ja, vemodigt. Det er rent instrumentalt og er vel det man dengang i 2004 kaldte postrock, omend det overhoveder ikke rocker. Man kan argumentere for at 76 minutter af det her med en ahem, ret ensidig atmosfære er i overkanten, men det skal man ikke.

Lyt på YouTube

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: