Forside > Musik > 25 sange fra 1986

25 sange fra 1986

Jep, du læste rigtigt: Det er listetid! Playlisten er i bunden af indlægget.

  1. Elvis Costello & The Attractions – I Want You…hans bedste sang? Jeg tror det. En af mine venner påstår, at det er en af de bedste kærlighedssange nogensinde, og det er måske ikke helt skævt. En temmelig bittersød en af slagsen, forstås – det er jo Costello.
  2. Prince – Sometimes It Snows in April…jeg føler ikke jeg skylder Peter Larsen (ham der var inde i Tjener Frandsen og rideskolelærer Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideskole, du ved? Ikke? Nå ok, det er også en pæn sjat år siden. Denne regibemærkning har taget overhånd) alverden. Men jeg skylder ham mit kendskab til denne smukke Prince-sang, som jeg første gang hørte i et radiointerview med netop ham dér Larsen. Jeg erindrer ej hvad interviewet handlede om, men jeg husker den sang blev spillet, og jeg var solgt på stedet. Det er jeg fortsat.
  3. XTC – Earn Enough for Us…jeg har prøvet, men jeg er ikke for alvor blevet af ramt af XTC-bacillen. Hvis man, altså, ser bort fra denne sang, der er helt-op-i-skyerne catchy og velskrevet. Og så slutter den som en Beatles-sang, som jeg lige nu ikke kan komme på. Det irriterer mig lidt. Men det er ikke sangens skyld. (We Can Work It Out, red.)
  4. Hüsker Dü – Don’t Want to Know If You Are Lonely…helt ærligt, var Grant Hart egentlig ikke den bedste sangskriver i Hüsker Dü? Det er lige før jeg tror det. Den her er den bedste HD-sang jeg kender. Den er formidabel. Medrivende, melodiøs og insisterende.
  5. The Shop Assistants – Somewhere in China…åh, den er smuk. Lidt sky og tilbagetrukken. Dejligt klokkespil. Måske er det en xylofon. Men dejligt er det i hvert fald. Firser-indie når det er allerbedst. Skøn plade i øvrigt, omend generelt mere tempofyldt end den her.
  6. The Mighty Lemon Drops – My Biggest Thrill…jeg købte en overgang en stribe plader med dette orkester, i håb om at finde bare en sang eller to mere, der rammer dette niveau. Det lykkedes ikke. Det er, når ret skal være ret, også et tårnhøjt niveau. Jeg er pjattet med den. Et dansabelt mix af Echo & The Bunnymen og The Byrds. Jingle-jangle.
  7. Gangway – My Girl and Me…måske det bedste danske indiepopnummer nogensinde. Det er i hvert fald fuldstændig perfekt. Det behøver jeg naturligvis ikke at fortælle dig, det ved alle.
  8. Depeche Mode – A Question of Lust…jeg elsker simpelthen når Martin Gore sætter sig til mikrofonen og synger sine softpopballader. Han har altid været dygtig til at lægge sin spæde stemme i de rette lydfolder, og denne pragtsang fra mesterværket ‘Black Celebration’ er ingen undtagelse.
  9. The Smiths – There Is a Light That Never Goes Out…den kender enhver blød indiedreng, -pige og -tredie køn – og med god grund. En eviggyldig klassiker så ladet med patos, at det næsten er i overkanten. Næsten. Nej, det er for meget, men det skader sjældent en virkelig god sang.
  10. R.E.M. – Fall on Me…klassisk, kryptisk R.E.M., og den smukke, vemodige melodi sidder som så ofte lige i skabet. Der er ikke alverden mere at sige.
  11. The Go-Betweens – Apology Accepted…bandet der burde have været større end The Smiths, men som aldrig nåede de kommercielle højder. ‘Apology Accepted’ er bare et af utallige eksempler på hvor meget musikalsk gods der var i d’herrer Forster og McLennan, og så er den endda langt fra deres stærkeste øjeblik. Verdensklasse ikke desto mindre.
  12. Billy Bragg – Greetings to the New Brunette…mere udtryksfulde end deciderede smukke har Braggs sangforedrag altid været, men skidt med det når man har en masse galde og et virkelig godt melodiøre. Når man lige føler for det. Bragg har både det ene og det andet.
  13. Talk Talk – Living in Another World…’Life’s What You Make It’ var min indførsel i Talk Talks univers, og det er naturligvis stadig en dejlig sang. Den her er dog endnu bedre. Der er noget dragende ved Mark Hollis’ vokale stil, der altid får ham til at lyde som om himlen er ved at falde sammen over ham. Måske skulle han konsultere R.E.M.-sangen ovenfor?
  14. The Weather Prophets – Almost Prayed…den eneste sang jeg kender med dette ensemble, så her er 100 % hitrate. Jangly guitarpop, som den lød på Creation Records der i midten af nittenfirserne.
  15. David Bowie – Absolute Beginners…det er næppe en sang som majoriteten af Bowie-fans falder i svime over, men jeg er ikke Bowie-fan, så jeg kan være ligeglad. Det er en pragtfuld sang. Skønt omkvæd.
  16. Peter Gabriel & Kate Bush – Don’t Give Up…en af de store, klassiske firserduetter. Smukt og blidt. Interessant at høre duettisternes forskellige sangteknik; Gabriel strækker virkelig sin stemme til det yderste, mens Bush virker som om det at kontrollere sin stemmeføring er det letteste i verden. Det er det muligvis også for hende.
  17. Crowded House – Don’t Dream It’s Over…apropos det letteste i verden, så virker det også af og til som om Neil Finn kan trylle disse mægtige melodier frem på kommando. Stor popballade, omend langt fra min Crowded House-favorit – jeg tror faktisk jeg faldt for Paul Youngs udgave først.
  18. The Bangles – Walk Like an Egyptian…den her er bare sjov, catchy og umulig ikke at ryste hele kroppen til. Way-oooh, way-oooh!
  19. Half Man Half Biscuit – All I Want for Christmas Is a Dukla Prague Away KitAnd he’d managed to get hold of a Dukla Prague away kit/‘Cos his uncle owned a sports shop and he’d kept it to one side/And after only five minutes you’d be down to ten men/‘Cos he’d sent off your right back for taking the base from under his left winger/And come to half time you were losing four-nil/Each and every goal a hotly disputed penalty – det siger sig selv at en sang med den titel og tekst er skidegod. En ordentlig gang skrammel på den allerbedst tænkelige måde.
  20. The Housemartins – Happy Hour…Housemartins var ret sjove og finurlige, og det fortsatte sådan set da de blev The Beautiful South. De kunne virkelig vride øreorme ud af ærmerne, catchy grænsende til det irriterende. Som regel holdt de sig lige på den rette side af catchy/irriterende-skalaen. Et af beviserne er her.
  21. Sinéad O’Connor – Heroine…en vidunderlig lille sang fremført af en purung O’Connor, der allerede her mestrede det karakteristiske stemmeknæk. Fra filmen ‘Captive’, hvis soundtrack blev skrevet af The Edge og Michael Brook i fællesskab – og altså her med bistand fra en talentfuld teenage-pige.
  22. Eurythmics – When Tomorrow Comes…der var seriøst gang i hitmaskinen hos Dave Stewart og Annie Lennox i disse år, og det er nærmest bare at vælge og vrage mellem veldrejede ørehængere. I sidste øjeblik skiftede jeg mening og erstattede ‘Thorn in My Side’ med denne. Det kunne såmænd også have været ‘Missionary Man’.
  23. The Triffids – Wide Open Road…en passende titel til denne meget voksne popsang. Den er superglat, velproduceret og så sofistikeret, at mindre kloge sjæle nok vil sige at den er røvkedelig. De har naturligvis ikke ret – det er en herlig sang.
  24. Felt – All the People I Like Are Those That Are Dead…jeg kan godt lide at Lawrence næsten hvisker titlen frem, som om han er bange for at forstyrre de fortabte sjæle. Derudover kan jeg også lide samspillet mellem den jangly guitar og det allestedsnærværende orgel. Det er en smuk sang.
  25. Slayer – Angel of Death…synderligt smuk er listens nummer 25 ikke, og megen hvisken kan man ikke slippe afsted med at sige at den indeholder. Den kan dog noget andet, sangen om nazi-lægen Josef Mengele; den kan skabe raseri og en ubønhørlig vrede. Og få langt hår til at svinge helt af sig selv. Tror jeg – mit hår er ikke ret langt. Men så fik jeg i det mindste spillet noget med Slayer.
Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: