Koncertåret 2018 (del 2)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Anden del handler om månederne maj og juni.

Maj

Måneden åbnede med en mavepuster af rang, da den iltre kvintet Shame indtog, nej erobrede Pumpehusets lille sal. De fem London-rødder angreb på det nærmeste publikum, der i den grad bad om at blive sparket ned, men det foregik på en livgivende og positiv facon trods bandets harmdirrende og intense postpunk. Frontmand Charlie Steen er virkelig en publikumsmagnet. Oplev dem live, hvis du får chancen – og lyt til deres strålende debutplade.

Debutplade var der også fra trioen Fjernsyn, der spillede sange fra skiven til en pladereception på Nordsø Records. Et sympatisk bekendtskab med elektrobandet med Kraftwerk i ascendanten. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at Nordsø Records ligger utroligt langt væk fra alting med tanke på at det befinder sig i København. Det fjerneste Nordhavn, for at være mere præcis.

Vi er robotterne. Fjernsyn på Nordsø Records.

Maj/juni

Så var det festivaltid. Kæreste og to venner blev hevet med til Barcelona, hvor jeg for anden gang skulle boltre mig på Primavera Sound. Festlighederne blev skudt i gang ved at stå i en lang kø i varmen for at få billetter til Spiritualized, der på forhånd var et af mine mest imødesete punkter på programmet. Jason Pierce leverede da også varen, da han sammen med strygerorkester og gospelkor indtog det smukke auditorium, og gav en opvisning i alt det Spiritualized kan – fra det hjerteskærende blide til det støjende og storslåede. Derefter gik turen udendørs til Belle and Sebastian, hvis sæt forekom en anelse for kækt og lallet efter alvorsopvisningen til at gøre indtryk på mig, og der sluttede den første uofficielle aften, inden festivalen for alvor åbnede dagen efter.

Og den blev åbnet med bravour og iøjnefaldende jakkesæt: Først blev vi mødt af Lee Fields & The Expressions, der forkælede os med svedig soul – Fields himself iklædt et extravagant blåt dress, der fik os almindeligt dødelige til at sende misundelige blikke. Den modeopvisning blev fulgt op af Sparks, der gav os et forventet teatralsk show i deres matchende laksefarvede klædninger. Det var underholdende og publikum elskede det med god grund, men jeg bliver nok aldrig stor fan af brødrene Maels eskapader.

Hvem vinder festivalens skarpeste tøjduel: Lee Fields…

eller Sparks?

Efter trekvart koncert med de laksefarvede, drønede jeg mod auditoriet, hvor jeg skulle have hørt et andet af mine højdepunkter, Jóhann Jóhannsson. Det blev dog ikke til noget, da den islandske stjernekomponist som bekendt kom så tragisk af dage i foråret. I hans minde trådte nær ven og medkomponist Dustin O’Halloran ind sammen med Echo Collective, for at opføre Jóhannssons gudesmukke album ‘Orphée’, hvilket resulterede i et naturligt følelsesladet sæt. Derfra gik turen med hastige skridt mod festivalens to store scener, hvoraf den ene blev betrådt af Björk. Sceneshowet var imponerende og hovedpersonen selv brillerede med utallige tøjskift, men jeg blev aldrig suget ind i koncerten, som desværre forblev ganske uvedkommende for mig. Da Björk havde skiftet tøj for sidste gang, vendte hovedparten af publikum sig om og sjoskede de cirka 100 meter ned til den anden store scene, hvor Nick Cave and The Bad Seeds var klar til at gå på. I armene på mit yndlingsmenneske kunne jeg se et supertændt band levere en koncert med masser af bid – og mod slutningen grotesk mange mennesker på scenen, inviteret derop af den dragende australske dæmon. Et af højdepunkterne på festivalen – uden tvivl. Efter den opvisning var det vanskeligt at fatte interesse for Nils Frahm, der stod i midten af en kæmpe maskinpark. Meget mere kan jeg faktisk ikke huske, og på dette fremskredne tidspunkt var selskabet enigt om at tage en taxa hjem og sove. Det gjorde vi så efter en venten med og mod tusinder andre trætte festivalgængere. One day down – two to go!

Fredag startede musikalsk set med en, for mig, imødeset koncert med succesrigt genfødte The Breeders. Jeg missede deres koncert i København i efteråret, så på baggrund af en vellykket comebackplade, havde jeg visse forventninger til koncerten. Og den var såmænd også hyggelig, omend publikumsinteressen virkede overskuelig på den (måske lidt for) store scene. Men Deal-søstrene lod til at have en fest og det smittede af på os tilhørere. Især da vi fik lov at råbe med på ‘Gigantic!‘ Efter nostalgitrippet vendte vi os om og sjoskede de 100 meter i den modsatte retning af aftenen før, for at høre damernes ven Father John Misty. Jeg husker den som en ok koncert, men fik mest af alt endnu en anledning til at minde hvemdernuendmåtteværeinteresseret (det kan næppe være mange) om, at jeg engang oplevede ham live i Aarhus som support for Jesse Sykes. Ahja, tiderne er skiftet for Mr. Tillman.

Ms. and Mr. Indiecool med ryggen til The Breeders. Man må ofre sig for en god selfie.

Efter seancerne på de to store scener, var der lige nøjagtig tid nok til at nå ned at høre Mogwai spille et vanligt højt og stærkt sæt (og de sluttede med mesterstykket ‘Mogwai Fear Satan, hurra!), inden trefjerdedele af selskabet kæmpede sig ind i klumpen på den lille Hidden Stage for at høre Ride. Jeg kan godt lide Ride, men har aldrig været kæmpe fan, hvorfor mine forventninger var beherskede. Heldigvis overraskede de mig positivt, og der var stor samhørighed mellem band og publikum. Endnu et af festivalens højdepunkter.

Så var der spisepause, inden turen gik mod Cigarettes After Sex. De gik på 00.40 – vi gik et kvarter efter. Det var ikke spændende. Det hjalp næppe heller, at vi sad milevidt fra scenen, og vi i virkeligheden havde mere fokus på at nå Panda Bears sæt på en fjerntliggende scene. Desuden var trætheden sat ind, og pandaens syrede sæt blev cuttet midt over i bytte for en plads i metroen, der stopper fornærmende tidligt med at køre på hverdage – selv under festivalen. Two days down – one to go!

Lørdag. Tidlig start på festivalens varmeste dag, hvor solen bagte på mine blegfede skuldre, mens jeg overværede en udmærket koncert med Peter Perrett. Min kammerat er stor fan og var også meget begejstret for dette sæt, mens jeg var mere afmålt i min bedømmelse. Absolut godkendt præstation, dog. Egentlig havde jeg også mest travlt med at kigge på uret, fordi jeg ville opleve Lift to Experience, det genopstandne, texanske kultband hvis sturm-und-drang-postrock er lige dele Jeff Buckley og Godspeed You! Black Emperor. Deres voldsomme udladninger havde sin effekt, men kæmpede nok lidt forgæves mod den catalanske aftensol på en festlig lørdag.

Peter Perrett er cool i den catalanske hede.

Belly kæmpede også lidt forgæves, men det var mod kvaliteten. Endnu et navn genopstået fra de tidlige halvfemsere, men modsat Tanya Donellys tidligere bandkolleger i The Breeders, virker hende og bandets nye sange bare ikke ret gode. Desværre. Men de så ud som om de hyggede sig, og der var da en vis glæde i at høre gamle hits som ‘Feed the Tree’ og ‘Super-Connected’. Nostalgi for nostalgiens skyld har dog sine begrænsninger. Mere vellykket og ganske overrumplende har Slowdives comeback været, og jeg kunne da lige så godt snuppe dem for tredie gang på ni måneder, da der ikke for alvor var noget der trak på de andre scener. Og det var et godt valg, for de kom bedre ud over kanten end i København tidligere på året.

Efter Slowdive begyndte der at være opbrud i gruppen; en skulle med et tidligt fly morgenen efter og trak hjemad, en anden trak mod noget andet, så yndlingsmennesket og jeg gik til Grizzly Bear, som jeg, indrømmet, aldrig har hørt det helt store lys i, men yndlingsmennesket er fan. De gjorde det såmænd også fint nok, og var en glimrende mellemstation, inden vi vandrede mod en anden scene for at opleve Mike Patton i front for Dead Cross. Yndlingsmennesket ofrede sig, for det var mest for min skyld, men vi resterende medlemmer af gruppen blev samlet igen og fik en på opleveren, en drink og en siddeplads på asfalten, mens vi overværede Pattons underholdende freakshow. Derefter var der tid til en smule af Deerhunters sæt, som lød aldeles udmærket, inden festen sluttede for vores vedkommende med en spot på en græsplæne, og tonerne af Beach Houses svævende dreampop. Klokken var tre lørdag nat, vi var trætte og ville hjem. Festivalen var slut.

Næste kapitel kommer en af de nærmeste dage.