Koncertåret 2018 (del 3)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Tredie del handler om månederne juli og august.

Juli

Måneden blev domineret af Roskilde Festival. Yndlingsmennesket og jeg var der en enkelt dag – torsdag – med hovedformålet at høre My Bloody Valentine. Der var dog andre fine navne at opleve denne dag, og programmet hang godt sammen, så de fleste af ønskerne kunne nås. Vi ankom tids nok til at opleve de svenske skovhippiesøstre fra First Aid Kit indtage Orange Scene, og den del vi nåede at høre var nøjagtig som forventet; dygtigt, kompetent og en lille smule kedeligt. Beklager. Men så kunne vi jo snuppe et par drinks med på turen til Arena, hvor When Saints Go Machine holdt hof. Ikke et band jeg mindes nogensinde at have lyttet til, og det er heller ikke en koncert jeg har virkelig klare erindringer om på denne decemberaften. Videre i roligt tempo til en af de koncerter jeg glædede mig mest til, nemlig Chelsea Wolfe på Pavilion. Jeg har ved flere lejligheder oplevet mørkets fyrstinde, men den sad ikke helt i solar plexus sådan en juliaften klokken 18, hvor solen endelig var ved at bryde skydækket. Det hjalp måske heller ikke Wolfes ellers så fremragende ekskurser ud i folket doommetal, at hun lignede et medlem af Kiss, men det er bare petitesser.

Chelsea Wolfe – det femte medlem af Kiss

Videre til Interpol som gjorde det mere end hæderligt på Orange, men det sparsomt befolkede område foran scenen vidnede nok om, at det var lige stort nok et venue til dem. Det havde fungeret bedre i et mindre, pakket telt. Mod slutningen af den koncert, begav vi os atter mod Pavilion, hvor John Maus stod klar med sit band. Jeg havde ikke noget særligt kendskab til ham, men min kæreste havde på forhånd introduceret mig for denne smukke sang, så overraskelsen over hans lettere vanvittige optræden – han bankede gentagne gange sig selv i hovedet med mikrofonen, mens han råbte og brølede et eller andet, og generelt flintrede rundt på scenen – var ret stor. Jeg har siden læst mig frem til, at det er ganske normal liveprocedure for Maus, så der havde jeg bare ikke læst tilstrækkeligt på lektien. Det var underholdende og temmelig bizart, men efter en halv times tid var charmen så småt ved at fordufte, og vi fandt en græsplet udenfor teltet, hvor vi kunne nyde hinanden og en drink.

Jeg havde på forhånd sat kryds ved Preoccupations, men den koncert blev ofret for en tiltrængt kop kaffe (og jeg drikker egentlig ikke kaffe), lidt mad og en sofa i et nærliggende telt. En tidlig krise for denne ikke så garvede festivalgænger, og da vi rejste os fra sofaen og ikke havde noget særligt på programmet, vandrede vi op mod Orange hvor vi hørte 10 minutter af familiefesten og fællessangen hos Bruno Mars. Da han ikke siger nogen af os alverden, gik vi raskt retur til Pavilion, hvor Oh Sees (naturligvis, fristes en til at sige) leverede en hæsblæsende midnatsseance. Jeg oplevede et kvarter af deres koncert på Primavera Sound i 2016, hele koncerten i Pumpehuset i 2017, og vidste at her var der noget at komme efter. Dagens og aftenens ubestridte højdepunkt. Således opildnet gik vi atter retur til Orange, hvor Nephew gav første koncert i tilsyneladende lang tid, så det var lidt af et tilløbstykke. Mit forhold til bandet er ret neutralt, og min kærestes relation til dem er endnu mere vagt, men da hun var blevet ‘påduttet’ af en kollega at se den koncert, troppede vi naturligvis op. Nephew leverede varen og der var en snert af folkefest, der kunne mærkes selv hos de – som undertegnede – der ikke kan gennemskue de tågede tekster.

John Dwyer og resten af Oh Sees – vanen tro i gang med at brænde sig selv helt ud på scenen

Efter Nephew gik turen til Arena, hvor vores højdepunkt My Bloody Valentine gik på klokken 2. Vi var dog på dette tidspunkt godt flade og sultne, så meget mere end 25 minutter af den koncert blev det ikke til. Vi blev enige om, at vi havde mere behov for kalorier og en seng, så efter indtagelsen af førstnævnte vandrede vi mod busserne for at køre hjem til sidstnævnte. Farvel til Roskilde – vi ses igen en anden gang.

My Bloody Valentine – farver og striber

Post-Roskilde blev der også plads til et par koncerter. En koncert vi tidligt købte billetter til, men som ingen af os egentlig havde store forventninger til, var Seu Jorges optræden i Koncerthusets imponerende sal. Det skulle dog vise sig, at ikke kun salen var imponerende, men også den brasilianske multikunstner, som ene mand med akustisk guitar charmerede en flok kølige nordboer med sit personlige take på David Bowies diskografi. Som han også gør det i Wes Andersons filmskævert ‘A Life Aquatic’. Et af årets overraskende højdepunkter.

Seu Jorge med publikum i sin hule hånd

Sidste koncert i juli var også lidt af en skævert, for den foregik i sommer(hus)landet, hvor svigerfamilien har tradition for at se Lars Lilholt Band, når han rammer det nordvestsjællandske. Lilholt er ikke en kunstner jeg nærer dybe følelser for, men han og band gør, hvad de nu gør, aldeles glimrende på en scene. Mest mindeværdigt var for øvrigt, hvordan han håndterede et potentielt slagsmål, da han fra scenen skar igennem og fik vagterne til at stoppe slagsmålstosserne inden det udviklede sig. Ingen pardon – respekt for det.

August

Månedens koncertrepertoire åbnede med de australske gøglere King Gizzard & The Lizard Wizard, da de invaderede et varmt Vega med deres arsenal af psykedeliske rockhelterier. Det var, for mig, et overraskende stramt spillende orkester, og jeg havde måske i virkeligheden håbet på mere gøgl, selv om jeg ikke normalt er en gøglerfan. De havde taget landsmændene Amyl and The Sniffers med som support, og de var et underholdende, omend lidt ensporet indslag med deres ukomplicerede hardrockfestpunk. Mest bemærkelsesværdigt, udover den kridhvidhårede energibombe af en sangerinde Amy Taylor, var nok alle fire bandmedlemmers fascinerende mullets. Der var virkelig party in the back der.

Der blev også i august plads til en festival, nemlig det stærkt sympatiske endagsarrangement Badesøen Festival i Albertslund. Et på alle måder afvekslende program var blevet lagt for dagen, og yndlingsmenneskets og mit første musikalske rendezvous var således Lasse & Mathilde, der stod i et lille telt og felede og folkede løs. De blev afløst af Sjæl i flammer, der helt ærligt er noget af det mest håbløse jeg har oplevet på en scene. Det hjalp ikke synderligt at de fik bistand af Kasper Winding på nogle numre. Det gider jeg sateme godt gå glip af en anden gang. Så kom regnen ellers og lagde en alvorlig dæmper på resten af eftermiddagens lystigheder, hvilket frembragte et højst aparte syn, da dj og dubpioner Mad Professor forsøgte at spille op til fest for cirka 30 mennesker i regntøj. Vi andre var en flok chickens og gemte os så vidt muligt i de opslåede telte. Regnen fortsatte med at intervenere i en sådan grad, at Anna Von Hausswolffs sæt blev udskudt en halv times tid, men publikum var trods alt ved godt mod. Von Hausswolf og hendes tungtspillende doommetal-inspirerede band gjorde det også glimrende – kunne vi høre, sippende vin i et telt.

Mad Professor dj’er og dubber i unfair kamp med elementerne

Efter den svenske doom tog regnen endelig lidt af, og det var en glimrende anledning til at få varmen med lidt ørkenblues fra det algeriske ensemble Imarhan, der spillede så publikum måtte bevæge alt hvad der kunne bevæges. En pragtfuld optakt til aftenens afsluttende koncert med festivalens absolutte hovednavn, de evigt elskelige og pragtfulde indiehelte Yo La Tengo. Jeg er totalt helt og aldeles megafan af det vidunderlige orkester, og havde aftenen inden oplevet dem til en samtale på Københavns Hovedbibliotek, hvor de var nøjagtig så sympatiske som forventet. Det var de også på scenen, hvor de droppede alt hvad der hed sætliste, for bare at hygge om os våde tilhørere, der havde ventet hele aftenen på dem. Hyggeligt og rart var det, inden vi kunne forlade badesøen trætte og gennemblødte og vende hjem til sengen. Badesøen Festival, arrangeret af radiostationen The Lake og spillestedet Forbrændingen, er et rigtig fint koncept, som jeg håber får lov at fortsætte. Publikumsinteressen var desværre til at overse i år, og øsregnen gavnede næppe heller, men det er et sympatisk projekt, som jeg i hvert fald vil holde øje med igen.

Ira Kaplan brillerer som altid i front for Yo La Tengo

Måneden sluttede med et smut i Den Grå Hal, hvor The Black Angels tog imod med en gang sløret psykedelika. Det er en koncert jeg husker som fin uden at den satte dybe aftryk på mig, og som relativt nybegynder i bandets univers bed jeg mest mærke i at de glædeligt spillede så meget fra den seneste, strålende plade.

Fjerde og sidste del af gennemgangen af mit koncertår kommer snarest.