Forside > Musik > Koncertåret 2018 (del 4)

Koncertåret 2018 (del 4)

2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.

September

Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.

Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.

P_20180930_205931_vHDR_Auto

U2…så intimt som det nu kan blive

Oktober

Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.

Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.

Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.

P_20181027_213205_vHDR_Auto

Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.

Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.

November

Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.

Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.

P_20181110_235136_vHDR_Auto

The Underground Youth i røg og damp

Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂

December

Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.

Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.

P_20181210_213606_vHDR_Auto

There’s something about…Ash

Reklamer
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: