Forside > Musik > 25 sange fra 2017

25 sange fra 2017

2017 er et interessant år i denne sammenhæng, for jeg har forholdsvis mange plader fra det ikke så fjerne år. Der er mange stærke plader og altså en god bunke sange. Derudover er der mange kunstnere og bands, der ikke optræder på så mange af mine øvrige lister, hvilket også gør denne årgang lidt sjovere. Derudover er det bare en møgsolid liste, ligesom det er sjovt at notere sig, at den indeholder ret mange albumåbnere. Eller sådan forekommer det mig i hvert fald. Men nok snak…listetid!

  1. Cloud Nothings – Up to the Surface…med afstand den sang jeg har lyttet mest til de senere år, hvis man spørger mit iTunes-bibliotek og slige steder, og det er egentlig meget forståeligt. Det er catchy og gedigen indierock, med et lille frækt tvist af Coldplay undervejs (lyt til guitarsoloen cirka 2.30 inde). Cloud Nothings var ikke et band jeg overhovedet havde taget notits af før den her, og det var vist bare et impulskøb. Albummet er såmænd heller ikke toppen af noget som helst, men den sang sidder lige i skabet.
  2. Eyelids – Camelot…en rigtig snigerplade, som jeg overhovedet ikke kendte eksistensen af før for et par måneder siden. Det samme gælder bandet – og sangen forstås. Uforfalsket jangly guitarpop skabt af folk med nydelige cv’er – vi taler gutter med tilknytning til The Decemberists, Guided By Voices og Stephen Malkmus & The Jicks – så potentialet er selvsagt i orden. Det er fremragende og bør smelte ethvert powerpophjerte.
  3. Mark Eitzel – An Answer…Eitzel har en del strålende musik på samvittigheden, men ikke desto mindre ramte han mig ekstra hårdt på sit 2017-album. Det er spækket med disse kuldslåede, mørkeblå ballader som Eitzel med den velkendt rustne og fantastiske stemme er så god til at formidle, og ‘An Answer’ hører til toppen af hans værk i mine ører. Wow.
  4. Jason Isbell and the 400 Unit – If We Were Vampires…akustisk lejrbålsballadepotentiale er der til overflod her, men Isbell bliver nok svær at matche, her hvor han er allermest skrøbelig. En topsang fra en af årets bedste plader.
  5. Protomartyr – A Private Understanding…jeg er glad for at jeg købte den her til deres koncert på Loppen dette år, for selv om deres optræden var lidt slatten, var der desto mere at hente på den aktuelle skive. Gloomy quiet-loud-quiet postpunk med bunker af bid og frontmand Joe Caseys intense mumlen, der er lige dele Nick Cave og Matt Berninger. Fremragende er det.
  6. The Black Angels – Currency…mere bid og intensitet på denne forrygende albumåbner. En af årets skarpeste, rene rocksange. Ingen nonsens, bare afsted. Der er sgu ikke mere at sige.
  7. Chastity Belt – Different Now…det her band kom ud af det blå – eller fra en random Spotify-liste, rettere. Jeg vandrede rundt ude i Hareskoven i efteråret 2018 og nød naturen, da denne sang pludselig dukkede op og ødelagde min koncentration. En smittende guitar og en ret vidunderlig midtempo indiepopsang. Ikke det store ståhej, bare en lille perle.
  8. Piano Magic – I Left You Twice, Not Once…afskedssalutten fra et af yndlingsensemblerne her i hytten. Smukt og lidt opgivende, hvilket er helt klassisk Glen Johnson & co. En todelt sang, der først bringer (i det mindste mig) mindelser om The Cures lige så kuldslåede ‘Homesick’, for i de sidste to minutter at slå over i en hjerteskærende outro med lyden af Piano Magics evigt hjemsøgende spøgelser. En mere passende sortie kunne jeg som fan ikke ønske mig.
  9. Luna – Fire in Cairo…jeg elsker Luna, når de spiller andre kunstneres sange. Eller lad os sige jeg elsker Dean Wareham, når han i en eller anden sammenhæng spiller andre kunstneres sange, om det så er New Order/Joy Division, Donovan, Guns N’ Roses, Buffy Saint-Marie eller, som her, The Cure. Lavmælt og smittende. F-I-R-E-I-N-C-A-I-R-O!
  10. Beach Fossils – This Year…endnu et impulsalbumkøb og det var ingen dum ide, for her gemmer sig en gedigen, breezy sommerdvasker. Jangly guitar og lige den skvæt melankoli, der gør en god sommersang.
  11. Elbow – Magnificent (She Says)…en af de tidlige favoritter, kan jeg huske, fra året, og den har holdt sig frisk lige siden. Strålende omkvæd, stilfulde strygere og som altid en stærk vokalpræstation af Guy Garvey.
  12. King Gizzard & The Lizard Wizard – Rattlesnake…jeg indrømmer at jeg var noget skeptisk hvad angik denne australske gøglertrup, men jeg måtte alligevel finde ud af hvad hypen gik ud på. Så mit første møde med dem blev den enerverende ‘Rattlesnake’, der gik lige i benene med det samme. Enerverende og sindssygt catchy – også selv om det trækker ud i næsten otte minutter. Otte korte minutter, imponerende nok.
  13. Molly – Sunshine Seems Important…jeg spillede den her for nylig til en musiksalon med sommer som tema, og den skabte…stort set ingen reaktion fra mine medsalonister. Men fuck dem, jeg synes den er perfekt. Molly er en kærkommen, københavnsk pendant til Hüsker Dü/Sugar/Dinosaur Jr, og den slags kan man ikke få nok af. Jeg kan i hvert fald ikke.
  14. Aldous Harding – Imagining My Man…hun kom lidt snigende, hende Aldous, med al sin excentricitet, underspillethed og sære mimik (sidstnævnte kan man dog ikke høre på pladen), og lige pludselig havde hun gravet sig ind i hjertekulen på mig og min slags. ‘Imagining My Man’ viser hendes enorme vokale evner og skæve kompositoriske sans – jeg elsker når børnekoret af og til bryder ind med et ‘Hey!’.
  15. The Dream Syndicate – Filter Me Through You…2017 præsenterede et overraskende stærkt comeback til paisley underground-pionererne, der også gav en glimrende koncert i København ved samme lejlighed. Det nedtonede åbningsnummer er min favorit fra albummet, der andetsteds dog også leverer simpel og gedigen rockogrul.
  16. Mogwai – Party in the Dark…nok det mest hitorienterede nummer Mogwai nogensinde har lavet, og det klæder dem faktisk ret godt bare at lave en ligeudadlandevejen-fireminutters-radiorocker. Fin plade og fornem koncert i København i efteråret ’17.
  17. Thurston Moore – Cease Fire…apropos ligeudadlandevejenrocker, så leverede Moore også lige en her. Spidsfindigt nok var den ikke på det fysiske vinylalbum, men fulgte med som bonusdownload og tak for det, for det er det bedste nummer på pladen. Som så, ja, ikke er…på pladen. Men ja. En fyrig sag.
  18. Dasher – Soviet…den her husker jeg ikke rigtig hvor kom fra, men muligvis trykkede jeg på en tilfældig YouTube-video og så dukkede denne arrigtrold op. Heldigvis. Den syngende trommeslager Kylee Kimbrough giver den virkelig gas på hele pladen, og hun får skreget hele kadaveret ud på det, der lyder som en opdateret kombi af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’.
  19. Novella – Thun…det purunge London-band leverede en charmerende kejtet optræden i Musikcafeen, der dog sluttede meget brat efter en halv time, da der røg en guitarstreng. Derefter forlod bandet genert scenen og kom ikke igen. Højst aparte, men jeg er jo en venlig og tilgivende mand. Specielt når de er så gode til den krautede dreampop.
  20. Uniform – The Killing of America…denne balstyrigt hidsige sag er ledsaget af en lige så sigende video, der på brutal vis fortæller historien om masseskyderier i USA. Musikken lægger heller ikke fingrene imellem; den lyder som et kraftigt sammenstød mellem Slayer og Ministry. Eller Godflesh. Tunge guitarriffs møder trommemaskiner.
  21. Joan Shelley – We’d Be Home…anderledes (mildest talt) roligt er det, når den yndige Joan Shelley foredrager sine beherskede folksange. Hun er sådan en man godt gad have siddende ved sengekanten og synge godnatviser. Det bliver ærligt talt en anelse kedsommeligt i længden, men i små doser, som her, er det ganske vidunderligt.
  22. L.A. Witch – Drive My Car…masser af rumklang på guitaren og bare derudad. Det er pissefedt, når den californiske trio her ruller sig ud som en art garagerockversion af Mazzy Star.
  23. Sean Rowe – The Very First Snow…han både ligner og lyder som en vildmand, den gode Sean Rowe, men der er masser af hjerte og sårbarhed i hans folksange. Specielt på den vildt smukke ‘The Very First Snow’. Tårekanalerne åbner sig med lethed, når han akkompagnerer sig selv med akustisk guitar og mundharmonika. Helt klassisk, helt enkelt.
  24. Cameron Avery – C’est Toi…dramatisk croonerindiepop fra Avery, der vist lige har været inde over Tame Impala, men ellers mest bare er sig selv. Han leverer lummer sengekantssoul på denne ret lækre sag og en i øvrigt fin debutplade.
  25. Chelsea Wolfe – 16 Psyche…gothfolkmetaldronningen Wolfe har lavet en af årtiets bedste plader, men det er desværre ikke den her, som ikke helt formåede at ramme forgængerens vanvittige niveau. Der er dog lyspunkter…ah ok højdepunkter, for lys er der sgu ikke meget af i hendes univers. Denne er et af dem med sin tunge produktion og guitarlyd og Wolfes velkendte melankolske vokal.
Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Jesper Sahner Pedersen
    12/08/2019 kl. 20:32

    Opdagede selv “Chastity Belt” ved en tilfældighed, et ret fantastisk band med en unik guitar-lyd, læste at Johnny Marr er fan, det kan man godt forstå:

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: