25 sange fra 1999

Det går kvikt i listeværkstedet i disse dage, for nu kan jeg lige så godt få lukket årtiet ned. Thi 1999 er det sidste år jeg mangler fra 1990’erne. Det var et udmærket, uden at være ekstraordinært, musikår. Det hjælper selvfølgelig ikke, at årets bedste plade ikke er tilgængelig på Spotify og dens sange derfor er diskvalificeret (den kan du høre her i stedet), men listen er nu lytteværdig alligevel.

1. Old 97’s – Jagged…god crunchy guitar, et stærkt vers og et fantastisk omkvæd kan bringe dig langt. Helt til toppen. Af min liste i hvert fald.
2. The Magnetic Fields – I Don’t Believe in the Sun…at skulle vælge blot en sang fra det mastodontværk er sgu svært, men mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for denne sentimentale ballade. Det skal dog siges, at min yndlingssang skifter konstant. Nu er jeg altså endt her.
3. kent – Berg & dalvana…ja, jeg ved egentlig ikke hvorfor bandet insisterer på at skrive navnet med småt, men sådan er livet. Klassisk, sørgmodig kent, og jeg elsker deres guitarlyd. “Håll ut jag behöver dig.”
4. Psyched Up Janis – Inch…den her er vist egentlig ældre, men udkom mig bekendt først i forbindelse med demo/outtakes-albummet ‘Hi-Fi Low Life”, og så tæller den glimrende med her. Det er virkelig nedbarberet, så nøgen Sune Wagner bliver. Altså, musikalsk set, du ved. Den guitar klinger bare helt rigtigt.
5. Mogwai – Cody…apropos guitar, der klinger helt rigtigt. Den solo der er heri, må være den mest sørgelige guitarsolo nogensinde. Den ikke bare weeps, for at parafrasere over en velkendt Beatles-sang – den tudbrøler. Stuart Braithwaites knapt hørbare vokal lægger kun yderligere alen til denne slowmotion-tearjerker.
6. Suede – Indian Strings…selv om Suede leverede deres vel nok dårligste plade dette år, så har den dog en enkelt formildende omstændighed: ‘Indian Strings’. En storladen ballade, en af deres allerstørste, faktisk, som fortjener langt bedre end at drukne i den bundløse brønd af middelmådighed der er “Head Music”.
7. The Motorhomes – Into the Night…der var virkelig meget grådpotentiale i den alternative guitarpoprock i de år, og de i dag totalt glemte The Motorhomes (indrøm det bare, hvornår fanden har du sidst sagt, endsige tænkt på, The Motorhomes?) lavede et regulært hit på den konto. Det var et skidegodt hit og det er det stadig. Videoen kan jeg ikke anbefale, den er simpelthen for sørgelig. Den handler vist om rumhunden Laika, og så vil jeg ikke sige mere.
8. The Black Heart Procession – It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes…havde denne liste handlet om bedste titel, så havde ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ med en vis sikkerhed vundet konkurrencen. Men det handler listen ikke om, så ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ må nøjes med ottendepladsen, hvilket selvfølgelig også er fornemt, for ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ er nemlig en vildt god sang. Et dejligt drive, og ikke så kulsort som bandet ellers har hang til at være. Jeg kan godt nævne titlen en gang mere, men det vil nok alligevel være overkill.
9. Low – Soon…Low er heldigvis bedre til det med de kortfattede titler. Lige så gode som jeg er til at lave korte write-ups. Nej, faktisk lidt bedre. Nåmen, sangen her er typisk Low anno det tidspunkt – den er langsom, klagende og kan få dig til at vræle, hvis du er således indrettet. Jeg elsker den naturligvis.
10. Superchunk – Cursed Mirror…heldigvis er der mere fart på denne fabelagtige powerpopper. Catchy melodi, Mac MacCaughans vanligt bjæffende vokal og et pragtfuldt omkvæd. Der er ingen grund til ikke at elske den sang.
11. Chappaquiddick Skyline – Hundred Dollar Pocket…havde denne liste handlet om bedste bandnavn, var Chappaquiddick Skyline blevet disket på forhånd. Heldigvis er Chappaquiddick Skyline (undskyld, nu stopper jeg) primært Joe Pernice, og som jeg nævnte i mit få dage gamle forrige indlæg, kan jeg ikke rigtig have en liste uden ham. Den her er ikke sangen, der starter med ordene “I hate my life” (det er derimod pladens åbningsnummer ‘Everyone Else Is Evolving’, der er næsten lige så fremragende), men det kunne det lige så vel have været. Til gengæld slutter ‘Hundred Dollar Pocket’ med ordene “I know there’s nothing I can do/somebody else is loving you/somebody else is loving you“, og det er ærligt talt ikke mange alen højere oppe af lykkelighedsskalaen. Undskyld, det trækker lidt ud, det her. Det er en smuk sang. Lyt og tud.
12. Cousteau – Last Good Day of the Year…listens mest elegante indslag, tror jeg. Der er i hvert fald stil over Liam McKaheys croon og det velspillende band, der ligner og lyder som nogen der færdes hjemmevant som husband til posh dinner parties. Jeg har altid været vild med coveret til den plade – det siger simpelthen alt hvad der skal siges. En fremragende plade, for øvrigt.
13. The Montgolfier Brothers – Even If My Mind Can’t Tell You…jeg husker egentlig ikke hvordan jeg stødte på duoen her, men jeg erindrer at jeg samlede denne cd op i Århus Hovedbiblioteks velassorterede samling en dag i 2002/03-stykker og gav den et lyt. Albummet som helhed sagde mig ikke så meget, men sangen her fangede øjeblikkeligt. Den er meget filmisk, og har en eminent underspillet dynamik. Eller måske ikke decideret dynamik, for den bevæger sig knapt ud af stedet, men noget mystisk drama.
14. Luna – Dear Diary…ret skal være ret: I mit forrige indlæg skældte jeg Dean Wareham ud for at være en mindre dygtig sangskriver end fortolker, men den her har han selv skrevet, og den er en perle. Jeg elsker hans udbrud “Whyyyyyyyy must you be/a mystery to me?”, og det kan jeg ærligt talt ikke svare på.
15. Mark Lanegan – I’ll Take Care of You…er Mark Lanegan en soulsanger? Hell yeah! I hvert fald her, hvor han fortolker Brook Benton. Det er så overlegent. Såre simpelt.
16. Brendan Perry – The Captive Heart…vi tager lige endnu en af de overlegne stemmer, der her folder sig ud uden alt for mange dikkedarer og mysticisme. Jeg elsker Perrys goth-croon, og jeg er tilbøjelig til at mene at albummet her, “Eye of the Hunter”, er det bedste han har været involveret i. Jep, bedre end ellers mægtige Dead Can Dance.
17. The Flaming Lips – Feeling Yourself Disintegrate…utvivlsomt et af indierockens mest overvurderede bands, men jeg vil dog medgive, at de har nogle gode sange på samvittigheden. Den her er en af de bedste. Ikke så fjollet eller kaotisk, bare en smuk sang.
18. Underworld – Jumbo…som jeg nævnte engang andetsteds: Klart min yndlingssang, der er opkaldt efter en klassiker på enhver provinsbyburgerbar med respekt for sig selv. Og en herligt bouncy sang. Jeg kan ret godt lide Underworld fra den periode og i det legesyge humør.
19. Echo & The Bunnymen – What Are You Going to Do With Your Life?…det kunne jeg ikke svare på dengang, men nu er jeg kommet lidt tættere på et svar. Jeg tror bare jeg vil være bibliotekar og være sammen med kvinden jeg elsker. Og høre den her sang et par gange om året. Og lave lister. Og æde ristede pølser i Sundby Idrætspark. Løbe en tur i ny og næ. Gå til en koncert i næ og ny. Stoppe denne opremsning, mens legen er semigod.
20. Sebadoh – Tree…helt ærligt lidt en petitesse, den her sang. Og Lou Barlow har lavet den en del gange. Men den er stadig god. Virkelig god.
21. Travis – Writing to Reach You…der var en kort overgang, hvor jeg studerede i Hillerød, mens jeg boede i Gillelejes østlige provinser. Det blev til en god, lang togtur hver vej hver dag, hvor jeg hørte mit bånd med Travis’ “The Man Who” på den ene side og Teenage Fanclubs “Songs From Northern Britain” på den anden. Begge startede med en killer-sang, men kun den ene er dem er fra 1999, og det er den her.
22. Piano Magic – The Fun of the Century…du skal naturligvis ikke tage titlen for gode varer, for Piano Magic har aldrig været fun. De er (eller var) en flok sammenbidte englændere, franskmænd og vist nok en enkelt spanier fra tid til anden, der lavede musik under mottoet fuck rock, let’s art. Det er distanceret dreampop, der midtvejs går over i ren dakkedak (det er elektronisk musik, for de uindviede), og er så tæt man kan komme på at være 4AD-materiale, uden at være det. To plader senere i diskografien landede Piano Magic uundgåeligt i skødet på 4AD, men det er en anden historie.
23. Blur – No Distance Left to Run…bedste nummer fra den eneste Blur-plade der, i mine ører, hænger helt sammen, “13”. En kuldslået, nøgen ballade med masser af blues (ikke genren). Det klæder Damon Albarn at dyrke den stil.
24. Sally Timms – The Sad Milkman…det er vist anden gang jeg har Sally Timms med på mine lister, og det er anden gang det er med et Handsome Family-cover. Pudsigt. Hun er bedre til at være Handsome Family end Handsome Family. Den her er en skæv countryballade, og det er en dejlig en af slagsen. Hun er en skøn sangerinde.
25. Perry Blake – Sandriam…den her spillede en dag, hvor jeg slentrede rundt i hedengangne GUF, og jeg faldt øjeblikkeligt for den. Hans univers er meget atmosfæremættet, og han bevæger sig konstant i David Sylvian-land, på grænsen af det smukke og smagfuldt kedsommelige. Den her har lige den rette balance.

Og det var så 1990’erne i listeformat. Tak fordi du læser med – jeg beklager den unødige jappen i særligt dette indlæg. Nej, det gør jeg faktisk ikke. Her er en liste.