Forside > Musik > Årtiets 50 bedste plader (40-31)

Årtiets 50 bedste plader (40-31)

Anden bid af nedtællingen kommer her. Denne gang pladerne, der placerer sig fra 40 til 31. Men inden da lidt statistik fra listen.

Alle ti år er nemlig repræsenteret, men de er bestemt ikke jævnt fordelt. Den absolutte topscorer er 2011 med hele 11 repræsentanter. Derefter følger 2013 med 7 og 2016 med 6. 2012 og 2014 har hver 5 plader med, mens 2010, 2017 og 2018 har 4. Bundskraberne er 2015 og 2019 med hver 2 deltagere. Således klogere eller mere forvirret, går vi videre med listen.

40. Grouper – Ruins (2014)

Ruins

Liz Harris lefler ikke for nogen, når hun udgiver og spiller under navnet Grouper. Hendes slørede ambient og hviskende vokaler skaber sin egen triste stemning, og det er ikke altid man lige befinder sig i det lune. Tænker jeg. Slet ikke live, hvor det – den ene gang jeg har oplevet hende – var noget kedsommeligt. På plade går det bedre for mig, særligt på en regnvåd efterårsaften. På Ruins er der en smule mere fokus på melodier end hendes vanlige atmosfæremættede omgang, for eksempel på den rendyrkede klaverballade ‘Clearing‘ og den lige så smukke ‘Holding‘.

39. Thurston Moore – The Best Day (2014)

The Best Day

Jeg lånte i sin tid den her på biblioteket, uden egentlig at have nogen særlige forventninger, men jeg blev ærligt talt blæst væk, da jeg satte pladen på. Jeg lånte vinyludgaven, en dobbeltvinyl, hvor a-siden på den første lp var ‘Speak to the Wild‘ og b-siden var ‘Forevermore‘. To lange, fantastiske stykker musik, repetitive og dragende, og med Moores gedigne guitarspil i førersædet. Ok, resten af albummet rammer ikke det vanvittige niveau, men det er stadig møgsolidt og absolut et niveau der er værdigt til denne liste. Men for pokker da, de to første sange…wow!

38. Damien Jurado – The Horizon Just Laughed (2018)

The Horizon Just Laughed

Jeg blev gradvist mere irriteret på Damien Jurado, som årtiet skred frem, for hans musikalske valg drev længere og længere væk fra det jeg synes han er bedst til, nemlig den nedbarberede, intime folkballade. Heldigvis vendte han, efter en stribe plader med Richard Swift som lidt for svulstig producer-kompagnon, tilbage til den stil jeg elsker ham for, og The Horizon Just Laughed er i mit hoved hans bedste plade i omtrent ti år. Hør for eksempel den vidunderlige åbner ‘Allocate‘ med de pragtfuldt Motown-inspirerede strygere, og den lige så bedårende ‘1973‘.

37. Yuck – Yuck (2011)

Yuck by Yuck (2011-03-01)

En flok unge londoners besluttede sig i starten af årtiet for at lave noget der lyder som en hyldest til 1990’ernes indierock, og de gjorde det med så stor charme, at jeg ikke rigtig kan modstå det. Det er overhovedet ikke opfindsomt, men de gør det så godt, at jeg let tilgiver dem, for jeg elsker jo den der guitarfræserlyd. ‘Get Away‘ og ‘Georgia‘ er klokkerene hits, der får mig til at bøje mig i støvet.

36. A Winged Victory for the Sullen – A Winged Victory for the Sullen (2011)

A Winged Victory for the Sullen

Midnatsskønhed. Det er i hvert fald ren aftenmusik, hvad guitarist og keyboardist Adam Wiltzie og pianist Dustin O’Halloran leverer her. Onde tunger kan måske mene, at det er meget pænt og ambient-by-numbers, men jeg er fuldstændig til fals for ambient-by-numbers. Det er tuderen og lukkede-øjne-musik. Lyt for eksempel til (og hold nu fast) ‘We Played Some Open Chords and Rejoiced, for the Earth Had Circled Yet Another Year‘ og den mere mundret betitlede ‘Steep Hills of Vicodin Tears‘.

35. Tales of Murder and Dust – The Flow in Between (2016)

The Flow in Between

Ganske enkelt et af rigets bedste orkestre i dette årti, hvis du spørger mig. De var ret gode fra starten, og de er imponerende nok blevet bedre for hver plade. Aarhusianerne skruede helt op for mørket og det gloomy på denne psykedeliske guitarplade, og det gjorde de med bravour på sange som ‘Black Reflections‘ og den tunge ‘Sisters‘. Jeg glæder mig allerede til den kommende plade, som er på trapperne i 2020.

34. Eyelids – Or (2017)

Or

Et helt nyt bekendtskab for mig så sent som i år, men det består af garvede kræfter fra den gode indiescene i Portland – folk, der færdes i bands som The Decemberists og Guided By Voices. Det er herrer der kan deres guitarpoprock til fingerspidserne, og denne pragtfulde plade er noget af det bedste janglepowerpop jeg har hørt i lang tid. Hvis ikke du kan lide ‘Slow It Goes‘ og ‘Camelot‘, er du åbenlyst døv. Og det er jo en skam.

33. Lloyd Cole – Standards (2013)

Standards by Lloyd Cole

Gnavpotpoeten Cole har aldrig rigtig været væk, og har igennem årene udgivet en lind strøm af fine plader, men alligevel virkede den her som lidt af et comeback. I hvert fald hos mig. Hans, synes jeg, bedste plade siden Love Story fra midten af 1990’erne, ikke mindst takket være en hyper-veloplagt sang som ‘Women’s Studies‘ og den underskønne ‘Myrtle and Rose‘. Det blev også til to dejlige københavnerkoncerter med den vrantent-ironiske mand i kølvandet på albummet, og så er alt godt.

32. Jason Isbell and The 400 Unit – The Nashville Sound (2017)

The Nashville Sound

Isbell fik et velfortjent gennembrud som soloartist i løbet af årtiet, hvor han leverede en stribe virkelig solide skiver – med og uden backingband. Og så er solide en mild underdrivelse, for de var lidt mere end det. Jeg forudser i hvert fald horder af lejrbål omkranset af håbefulde guitarspillende ungersvende, som forsøger at imponere deres udvalgte med ‘If We Were Vampires‘ i de kommende generationer. De kan selvfølgelig også forsøge sig med ‘Anxiety‘, men den kræver vist mere strøm end der plejer at være ved et lejrbål. Og et større orkester.

31. Alcest – Shelter (2014)

Shelter (Ltd. Buch Edition inkl. 48seitig, 18x18cm)

At Alcest stammer fra det franske blackmetal-miljø, skal man nok forsøge at glemme, når man lytter til den her, for den har fået pillet alle metaltendenser af kroppen. Det skabte også furore i metalfankredsen, der vist blev kraftigt decimeret. Til gengæld kom der nok en flok vattede indiekids (skrev det vattede indiekid) ind i stedet, så det går sikkert lige op. Sigur Ros’ stamproducer drejer på knapper, Slowdives Neil Halstead gæsteoptræder, og så er scenen ligesom sat. Det er en meget smuk plade og jeg er særligt tosset med ‘L’éveil des muses‘ og den storladne afslutter ‘Délivrance‘.

Næste opdatering med placeringerne 30-21 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,
  1. Mikael Ostenfeld Krog
    26/11/2019 kl. 12:17

    Hej Morten

    Jeg fik skimmelyttet mig igennem 50-41 og var ikke overrasket over, at det meste ikke lige rammer min smag. Men det er jo derfor, jeg synes det er interessant at følge dine lister: jeg bliver inspireret til at høre musik, jeg ikke selv ville have valgt. Fra den liste blev jeg dog blæst godt igennem af *Shame – Songs of Praise*. Den plade kommer jeg til at høre igen. Nu venter allerede næste liste, hvor jeg kun kender Thurston Moore og Lloyd Cole. Det er jo lidt af et afsavn ikke at have en så musikkyndig kollega siddende over for sig til daglig!

    Vi ses derude Mikael

    Den tir. 26. nov. 2019 kl. 00.31 skrev Don’t Always Look for Comfort in a Song :

    > Morten posted: “Anden bid af nedtællingen kommer her. Denne gang pladerne, > der placerer sig fra 40 til 31. Men inden da lidt statistik fra listen. > Alle ti år er nemlig repræsenteret, men de er bestemt ikke jævnt fordelt. > Den absolutte topscorer er 2011 med hele 11 repræ” >

    • Morten
      27/11/2019 kl. 00:11

      Hej Mikael – tak for læsning og kommentar. Dejligt at du bliver inspireret, også selv om alt ikke lige rammer plet. Det ville nok være for meget at forlange. Den Shame-plade er godt nok også en energibombe, der er flere lyt værd. Fang dem endelig live, hvis du får muligheden – der skruer de en tand mere op for galskaben. Håber alt er vel derude i den virkelige verden. Man kan jo godt savne musiknørderiet hen over skærmene på kontoret 🙂

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: