Forside > Musik > Årtiets 50 bedste plader (30-21)

Årtiets 50 bedste plader (30-21)

Videre med listen.

30. Yo La Tengo – Fade (2013)

Fade

Verdens bedste indie-ægtepar (og ven) med deres bedste plade i dette årti. Den er rar og behagelig og lige til at kramme. Ret Yo La Tengo’sk med andre ord. Den er ikke pladen man skal kaste sig over, hvis man vil dyrke bandets støjrockende side, selv om åbneren ‘Ohm’ da gør sig glimrende i den kategori, men derimod er den lige sagen for den fan, der elsker deres nuttethed. Lyt for eksempel bare til den elskelige ‘Is That Enough‘. Og se videoen – den er sjov! Verden ville være et forfærdeligt sted uden Yo La Tengo.

29. Jon DeRosa – Black Halo (2015)

Black Halo by Jon Derosa (2015-08-03)

Under- og ukendt for de fleste er DeRosa, og det er sørensparkeme en skam. Specielt for de, der kan lide Richard Hawley, The Divine Comedy og The Magnetic Fields (Stephin Merritt er sågar co-writer på et af numrene), for denne plade er for og til jer (os). Hvis I også har et twist af goth i jer, så er den helt sikker. DeRosa crooner alt hvad han kan på en stribe underskønne, doomromantiske ballader. ‘The Sun Is Crying‘ er et klasseeksempel. Den endnu mere eminente ‘You’re Still Haunting Me‘ burde være Eurovision-vinder med sit fantastiske omkvæd.

28. Dinosaur Jr. – Give a Glimpse of What Yer Not (2016)

Dinosaur Jr - Give A Glimpse Of What Yer Not +2 [Japan CD] HSE-6192 by Dinosaur Jr

Støjrocklegenderne er ikke så banebrydende længere, og er nok blevet lidt gamle efterhånden, men det er deres fans heldigvis også, så vi følges lykkeligt ad. Til gengæld er Dinosaur Jr. vel et af de mest pålidelige bands derude, for de leverer bare altid. Den her er nøjagtig lige så god som deres tidligere plader, selv om/fordi den bare lyder som de mange foregående har gjort. Det er vi nogen der er taknemmelige for. Mascis (og sporadisk Barlow) mestrer stadig den bittersøde rocksang med guitarlir galore. Her bedst eksemplificeret ved den tunge ‘I Walk for Miles‘ og ‘Lost All Day‘.

27. Vessel – Enlettered Species (2012)

Enlettered Species

Den højstplacerede danske plade på listen, så det må jo gøre den til årtiets danske plade i min husholdning. Tillykke med den ære, Anders Mathiasen. Jeg er aldrig faldet for Mathiasens og Jacob Bellens’ band Murder, men den her rammer mig lige hvor den skal. Der er en dejlig ro over sangene, og seriøse Bill Callahan-vibes hist og pist, særligt på den skønne ‘The Discipline of a Broken Leg‘. Endnu bedre er den utroligt smukke ‘Feathers‘. Jeg takker for mange gode aftenstunder med denne på grammofonen eller i høretelefonerne.

26. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell (2015)

Carrie & Lowell

Jeg var egentlig stået helt af Sufjan Stevens-vognen, men blev lokket på den her med løfter om en tilbagevenden til den mere spartanske stil, som klædte ham så godt på for eksempel mesterværket ‘Seven Swans’. Løfterne holder heldigvis; her er ingen ekstravagante sange om Superman og slige sager. Derimod er det en afdæmpet hyldest til Stevens’ netop afdøde mor (og stedfar), og få steder er det så rørende som på ‘Death With Dignity‘ og så tårefremkaldende som på ‘No Shade in the Shadow of the Cross‘.

25. Jason Isbell – Southeastern (2013)

Southeastern

Isbells anden plade på listen – og altså den bedste. Og den er virkelig fremragende. Lige nu føler jeg egentlig at den burde have været endnu højere på listen. Nå, det kommer den om ti år, når jeg gennemgår årtiet igen. Han sætter i hvert fald barren højt fra start med den fantastiske ‘Cover Me Up‘, og derefter smider han egentlig bare om sig med forrygende sange. Den ubærligt triste ‘Elephant’, og den guddommeligt smukke ‘Traveling Alone‘ for eksempel. Andre er mindre mindeværdige, men det skal ikke spolere helhedsindtrykket.

24. Protomartyr – Relatives in Descent (2017)

Relatives In Descent

Jeg er glad for at jeg stolede på mit instinkt, og ikke lod mig gå på af en halvsløj koncert, da jeg købte dette album. For det er brølstærkt. Ordet intenst er vist det rette at bruge her. Passivt-aggressivt kunne man også slippe godt fra at kalde det. Eller eksplosivt. Jeg elsker når Joe Casey i åbningsnummeret ‘A Private Understanding‘ synger “I don’t want to hear those vile trumpets anymore”, hvorefter han bliver svaret af nogle urovækkende trompeter i baggrunden. Det er ondt. Jeg elsker også støjinfernoet i ‘Up the Tower‘.

23. Rachel Zeffira – The Deserters (2012)

The Deserters [VINYL] by Rachel Zeffira

Rachel Zeffira var et fuldstændig ukendt navn for mig, da jeg stødte ind i hende på et Teenage Fanclub-messageboard. Altså hun, og denne plade, blev nævnt af en af brugerne, og jeg tog chancen – og blev grebet øjeblikkeligt. Nej, den minder på ingen måde om Teenage Fanclub. Den kan derimod give mindelser om Broadcast sine steder – det er ret tydeligt på ‘Here On In‘ – og firserartpop-alfen Virginia Astley. Hvis nogen husker hende. Det er drømmende, blidt og yderst orkestralt. Hvis dreampop-begrebet overhovedet giver mening, så må det være her. Hun synger desuden virkelig skønt på ‘Star‘.

22. Lucinda Williams – Blessed (2011)

Blessed

Efter et par plader der ikke sagde mig så meget, kom Lucinda og jeg på rigtig god fod igen, da den her udkom. Den er vokset til at være en af mine favoritter, ikke helt på niveau med mesterværkerne ‘Car Wheels on a Gravel Road’ og ‘Essence’, men faktisk ikke så langt fra. Hun er bedst når hun er allermest bluesy og nede i sølet, og det er hun på de fantastiske ”I Don’t Know How You’re Living‘ (mand, den pedalsteel dér) og ‘Copenhagen‘ (mand, den pedalsteel dér).

21. J Mascis – Several Shades of Why (2011)

Several Shades of Why

Som fanboy er det dejligt at Mascis har været så aktiv de seneste mange år, både med Dinosaur Jr. og altså som solist. Imponerende nok er han omtrent lige god begge steder, selv om det er forskellige territorier og lydniveauer han afsøger. Her i eget navn er der skruet ned for strømmen, og i stedet er scenen overladt til hans akustiske guitar. Den karakteristiske pibestemme forsvinder dog aldrig. Den skønne plade åbner med de to bedste sange, ‘Listen to Me‘ og titelnummeret, der er ganske vidunderligt – og det der fik mig til at spærre ørerne op. Lige det nummer betyder også noget for mig af andre grunde, men det er sagen uvedkommende.

Næste kapitel med placeringerne 20-11 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: