Forside > Musik > Årtiets 50 bedste plader (10-1)

Årtiets 50 bedste plader (10-1)

Ok, lad os få udløst spændingen, for det er søndag, det regner på Amager og jeg kan ikke holde presset ud længere. Her er de 10 bedste plader i 2010’erne ifølge mig.

10. Marianne Faithfull – Negative Capability (2018)

Negative Capability

Hun har lavet gode ting på sine ældre dage, og hun har bestemt ikke mistet gnisten på tidligere udgivelser, men at hun som næsten 72-årig smed noget der ligner et hovedværk på gaden, det var alligevel en bedrift. Hendes stemme har været rusten og slidt i årtier, men det gør bare hendes musik endnu mere intens og interessant. Hun bliver som så ofte før bakket op af et stjernehold – denne gang for eksempel Nick Cave, Mark Lanegan og Sivert Höyem – og det er der kommet et vemodigt og strålende album ud af. Hun lyder som en 72-årig, ingen leflen for ungdommen her. Hvis du kan modstå åbningsduoen ‘Misunderstanding‘ og ‘The Gypsy Faerie Queen‘, så er du en hård banan.

9. Sharon Van Etten – Epic (2010)

Epic

Hendes andet album på listen – og det bedste. Det var her jeg opdagede hende, helt specifikt da jeg lyttede til ‘Don’t Do It‘ i al sin spøgende pragt. En vidunderlig sang, der fik mig til at åbne ørerne helt op for denne nye, kraftfulde stemme. En kort plade og med sine blot syv sange og halve times spilletid er den alt andet end epic, men det er blot dens styrke. Ingen slinger i valsen – bare moody hits fra ende til anden. Et kvantespring fremad fra hendes lovende, men også meget spartansk producerede debut – her er der kommet flere farver på paletten. Du skal også lytte til den smægtende popsang ‘One Day‘.

8. DIIV – Deceiver (2019)

Deceiver

Det sværeste ved at lave en liste der spænder over et helt årti, er at finde den rette balance. For hvordan rangerer du plader du har lyttet til i ti år overfor plader der lige er udkommet? Jeg aner det ikke, men jeg ved at jeg ikke kan udelade denne plade, bare fordi den kun er to måneder gammel. For jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt en plade, der i en sådan grad ikke har kunnet forlade mit hoved. Eller min medieafspiller. Jeg har lyttet til DIIVs to tidligere albums, som ikke har gjort store indtryk, men her rammer de helt, HELT rigtigt. Jeg kan ikke komme på en plade, der lyder så fuldstændig perfekt som den her: Grumset produktion med dejligt nedtonede guitarer og en vokal, der ind imellem nærmest forsvinder i den der mægtige lydkulisse. Den ultimative hængemulesound. Jeg har naturligvis ingen anelse om dens langtidsholdbarhed, men for nu er den en af årtiets bedste plader. Lyt blandt andet til ‘Like Before You Were Born‘ og ‘Taker‘.

7. Girls – Broken Dreams Club (2010)

Broken Dreams Club by Girls (2010-11-21)

Hypen var stor omkring Christopher Owens og slængs debut fra året før (vist nok), men den fangede jeg overhovedet ikke. Altså hypen. Til gengæld havde jeg ikke svært ved at høre storheden i den vidunderligt jangly ‘Heartbreaker‘, da den lå på en eller anden compilation fra et musikmagasin jeg engang købte. Derfor måtte jeg også høre resten af den skive, og den viste at være nøjagtig lige så vidunderlig. Titelmelodien, for eksempel, med sin lidt sjuskede guitar og vemodige pedal steel og triste orgeltoner i baggrunden, er endnu en perle. En kort plade – den kaldes en ep, men med sin halve times spilletid in mente går den vist ikke – og det er nok dens styrke. Ligesom med Van Etten-pladen ovenover er det her all hit/no shit. Som man siger.

6. Chelsea Wolfe – Abyss (2015)

Abyss

Sådan midtvejs i årtiet havde jeg den her som kandidat til en af dets bedste plader. Den er stadig meget højt placeret, men blev i sidste ende overhalet af en håndfuld andre. Det er dog Wolfes magnum opus i mine ører. Tung som ind i helvede og ret meget lyden af en nedtursspiral. Samtidig er den dog virkelig smuk i al sin bundløse grusomhed, og jeg husker en koncert på Loppen i forbindelsen med denne plade, der var et monster af en mørkemesse. Lyt til ‘Carrion Flowers‘ for et eksempel på det tunge og ‘Grey Days‘ for skønheden i det sorteste sorte.

5. Nada Surf – You Know Who You Are (2016)

Out of the Dark

Der er milevidt fra Chelsea Wolfes dommedagsmørke til Nada Surfs letbenede powerpop, men det er jo ikke mit problem. Jeg elsker begge dele. Nada Surf har med årene udviklet sig til det måske mest driftsikre band i branchen. De kan deres småmelankolske, jangly guitarpop til fingerspidserne, og har endnu ikke svigtet mig i dette årtusinde. Nuvel, det er ikke raketvidenskab på nogen måde, men sikke melodier Matthew Caws og hans ømme slæng kan skære. Der er ti perler på den her, sådan cirka, så vælg din egen favorit. Jeg kan ikke modstå ‘Friend Hospital‘ og ‘Victory’s Yours‘. Eller nogen af de andre.

4. Jóhann Jóhannsson – Orphée (2016)

Orphée

Nå, det kan jo ikke være letbenet powerpop det hele – der skal også være noget til følelserne. Noget for de grådlabile. Den her ramte mig et eller andet sted på strækningen mellem København og Holte, som jeg pendlede på i den periode. Det var efterår, virkelig gråt – jeg gloede formålsløst ud af vinduet og var vist lidt føle-føle og nede den dag. I den situation bliver jeg let påvirket af sådan en omgang strygerambient, og så går det jo hverken værre eller bedre, end at man sidder der i s-toget og flæber til ‘A Pile of Dust‘ og ‘A Sparrow Alighted Upon Our Shoulder‘. Jóhannsson var altid god til at ramme de tangenter hos mig.

3. Beachwood Sparks – The Tarnished Gold (2012)

The Tarnished Gold

Der findes ingen større superhelteskill end den en pladebutiksekspedient besidder, og som handler om at sætte den helt rigtige plade på lige i det øjeblik en bestemt kunde træder ind over dørtrinnet. Den skill blev jeg et sagesløst offer for i sommeren 2012, hvor jeg havde været i en pladebiks omkring et minut, inden den her blev sat på. Jeg slentrede derefter rundt i butikken og græssede, lod som om jeg var ganske upåvirket, men efter fem-seks sange måtte jeg overgive mig og sige, at den der plade skulle jeg have med hjem. Det var den her – og det fik jeg. Jeg var solgt på åbningsnummeret ‘Forget the Song‘ og definitivt overbevist, da jeg hørte titelnummeret. Jeg kan sgu da ikke modstå sådan noget harmonifyldt americana med pedal steel og vidunderligt kosmisk produktion, som man kun kan lave i Los Angeles. Damn you, pladeekspedient – og tak.

2. Mikal Cronin – MCII (2013)

MCII by Mikal Cronin (2013-05-07)

En af de skarpeste sangskrivere jeg har været så heldig at opdage i dette årti. Fire gode soloplader er det blevet til, og den her er toppen af kransekagen. Hvis ikke du er overbevist af klaverintroen og den eksplosive guitar, der pludselig dukker op i åbneren ‘Weight‘, så er der intet håb for dig her. Derfra fortsætter Cronin sit fyrige triumftog og krydrer det hele med nogle virkelig smukke ballader, med ‘Peace of Mind‘ som den måske smukkeste af dem alle. Tårnhøjt niveau hele vejen og det stærkeste bud på garagerock og powerpop jeg har hørt de sidste 10 år. Ja, så god er den plade.

1. Girls – Father, Son, Holy Ghost (2011)

Father Son Holy Ghost

Jep, du læser rigtigt: Den her er den anden Girls-plade på top-10. Og jeg betragter egentlig ikke mig selv som den store Girls-fan. Hovedmanden Christopher Owens har haft et af de mere besynderlige karriereforløb over de sidste ti år. Som nævnt tidligere var hypen stor omkring ham og bandet, da debuten kom i 2009. Allerede da førnævnte ep/minialbum og dette album kom, virkede den til at være dampet lidt af, og da han kort efter opløste bandet og solodebuterede med en af de mest lade og ugidelige plader jeg har hørt, var der vel knapt et øre der lyttede med længere. Jeg har ingen anelse om hvad han har lavet siden 2013. Men inden da nåede Owens og hans gæve gutter altså at lave to forrygende gode skiver indiepop, der vekslede fra hurtigtløbende powerpop til gospel-inspireret progpop. ‘Alex‘ fra den her er så smittende som noget, med sin jangly guitar og pragtfuldt afvekslende opbygning, og den mægtige, nej M-Æ-G-T-I-G-E ‘Vomit‘ er et af de største enkeltstående stykker musik jeg har hørt i 2010’erne – overhovedet. En fantastisk plade fra et band, der brændte ud nærmest overnight.

Det var det. De 50 bedste plader fra årtiet, som jeg hørte det. Den fulde liste ligger herovre på Rate Your Music i mere overskuelig form, og der er der også link til en playliste på Spotify. Tak fordi du har læst og forhåbentlig lyttet med. Hvis du har lyst til at give et bud på dine egne favoritter, er du meget velkommen til at smide en kommentar.

Kategorier:Musik Tags: , , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: