Forside > Musik > Koncertåret 2019 (del 2 af 3)

Koncertåret 2019 (del 2 af 3)

Anden del af koncertkavalkaden kommer her, og den starter i juli – i Roskilde.

Juli

Igen i år blev det til en endags-ekskursion til Roskilde Festival, og da elsklingen kun kunne om lørdagen, blev det lidt tilfældigt den dag vi havnede der. Vi ankom i regnvejr og fortrak øjeblikkeligt til Avalon, hvor vi kunne få lidt læ. I det telt spillede Khruangbin, som jeg på forhånd havde sat et kryds ved. De leverede en chillet omgang instrumental indiesoulfunk (eller noget), og det var bestemt hyggeligt for en halv times tid eller så. For mig bliver det dog en anelse for gimmicky og påtaget(?) cool til for alvor at være fantastisk, men rart nok. I gang var vi.

Der skulle drikkes vin og vandres videre til et eller andet. Vi havnede uforvarende på Gloria, hvor sydafrikanske Nakhane stod klar, og den androgyne artpopper gjorde et virkelig godt indtryk. Desværre lugtede der lidt for meget af våd hund i barakken til at vi blev hængende rigtig længe, men hans optræden smagte klart af mere. Et mentalt notat er taget.

Derefter var sulten allerede ved at melde sig hos mig, og vi fandt spaghettiboden og teamede umiddelbart derefter op med elsklingens venner, og derfra slentrede vi mod Pavilion, hvor den stod på arrig hardcore med Whores. Indrømmet, jeg var vist den eneste i selskabet, der havde bare en smule hang til den slags, så de øvrige blev hængende ude foran teltet, mens jeg spadserede lidt nærmere spektaklet. Her mødte jeg en anden bekendt, og vi stod og lyttede lidt til horerne, inden vi brød op, fordi resten af selskabet ville høre noget andet. Det var ok med mig, for Whores var udmærket, men større var vigtigheden trods alt ikke for mig.

Så skulle der tisses af og tankes op igen inden afgang til Orange, hvor genopstandne Bikstok stod på scenen, til større glæde for resten af selskabet end undertegnede. Bikstok var et underholdende indslag, men musikalsk bliver det aldrig noget for mig. Men noget for noget – jeg skyldte vist en efter at elsklingen sad igennem en hel Dead Cross-koncert på Primavera ’18 for min skyld 🙂

Efter Bikstok var der ikke for alvor noget der trak i nogen af os, så vi gik stille og roligt rundt og rundt, indtil vi havde gået så meget rundt, at vi atter var ved Orange. Her var Janelle Monáe ret sej med sin robotfunk, selv om hun fejlagtigt troede vi befandt os i København. Det gjorde vi ikke, omend hun dog var tættere på sandheden end Cardi B, der på samme scene på førstedagen havde proklameret “Hello, Denver”. Eftersigende.

P_20190706_193722_vHDR_Auto

Efter robotfunken var der en længere pause inden næste must-see, hvilket jeg udnyttede til at fortrække til Avalon, hvor Converge satte gang i lidt af en moshfest. Converge er generelt for voldsomt til mig, men jeg kan da godt sætte pris på det i korte perioder – hvilket jeg gjorde mens resten af slænget drak en sjus. Formoder jeg. Vi genforenedes lige i rette tid til at indtage flere tarvelige sjusser på den tarveligste brune bodega vi kunne finde, og det fortsatte vi så med inden vi igen skulle på Orange.

Her sørgede The Cure for midnatsseancen og for at lukke den store scene for denne gang. Her var det mest mig der var på hjemmebane, og jeg nød i fulde drag blandt andet yndlingssangen ‘From the Edge of the Deep Green Sea’ og andre gloomy hits som ‘Fascination Street’ og ‘100 Hundred Years’. Efter 1½ time med gamle Robert og de andre, var elsklingen og jeg dog møre og sagde adjø til resten af selskabet og festivalen. En snack med på vejen, op til busserne og hjem i en lun seng. Slut på Roskilde ’19.

Vi var dog ikke helt færdige med julikoncerterne, for der ventede fortsat svigerfamilietraditionen over dem alle: Lars Lilholt Band på Restaurant Pottegården i Højby. Jeg gentager muligvis mig selv fra i fjor, men here goes: Lilholt er ikke lige mig, men han og bandet leverer bare på scenen. De er godt selskab – især når de nydes med en sjus af en art. Til den interesserede kan jeg sige, at det var bandets sidste optræden på Pottegården – næste år skal du tage til Vig for at høre dem. Eller et andet sted i landet, bevares.

August

Kalenderens sidste sommermåned bød på lidt af et big shot for mig: Genopstandne Stereolab – endda i selskab med fine Speaker Bite Me. De danske indiehelte leverede en intens og fremragende opvarmning, hvor der blev støjet godt og grundigt igennem, inden hovednavnet – med ultracool Laetitia Sadier som omdrejningspunkt – tog over med deres karakteristiske og sofistikerede indiekrautstøjpop. Noget stort og sprudlende spradebasseshow var det ikke, men de gjorde hvad de skulle. Jeg var meget glad for endelig at opleve dem.

September

Årets første efterårsmåned gav et gengensyn med altid strålende Wilco. På plade er de gode, men live lægger de lige et lag mere på. Det skete også denne tirsdag aften i Den Grå Hal. Det er ligegyldigt hvor mange gange man har set det lange rær Nels Cline fyre sin vanvittige solo af i ‘Impossible Germany’ eller Glenn Kotche levere sit forrygende trommespil på ‘Misunderstood’ – det virker hver gang. Altid en fornøjelse. Knap så stor en fornøjelse var det at se support Spiral Stairs (aka Scott Kannberg) – det var faktisk decideret røvsygt. Mest interessant var det at høre ham fortælle, at han i 1992 stod på nøjagtig samme scene med sit slæng af slackers, Pavement, da de turnerede med Sonic Youth.

Tredie og sidste del af årskavalkaden kommer snart.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: