Forside > Musik > Spin din levetid #4 (2005-2013)

Spin din levetid #4 (2005-2013)

IMG_20200422_152925__01

British Sea Power – Open Season (Rough Trade, 2005)

En kammerat elskede dette band (det gør han muligvis stadig) og var derfor så elskværdig at give mig et par af deres plader i fødselsdagsgave engang i tidernes morgen. Jeg blev dog aldrig rigtig fan af bandet, der ligesom manglede et eller andet – en god sanger for eksempel, ville de kritiske måske indvende. Men nok om det – jeg prøver deres postpunk’ish shenanigans igen.

Mahogany – Connectivity! (Track and Field, 2006)

Jeg blev i dag (i går, red.) inspireret til at lytte til Kristian Leth og Ralf Christensens gennemgang af Cocteau Twins-albummet ‘Heaven or Las Vegas’ i podcasten, ja ‘Album’. Det inspirerede mig yderligere til at lytte til denne dejlige plade fra Chicago-bandet (ups, de er fra Detroit, red, red.) Mahogany, der ikke kan beskyldes for at have travlt – den er deres foreløbig seneste, og mig bekendt eksisterer bandet stadig. Nåmen, Robin Guthrie fra Cocteau Twins har drejet på nogen knapper i produktionsprocessen og hans og Liz Frasers datter Lucy Belle Guthrie medvirker begge på pladen. En herligt artsy-fartsy omgang, der af og til minder om Belle and Sebastian, af og til Stereolab og andre af den slags artsy-fartsy bands.

The Good, The Bad & The Queen – S/T (2007, Parlophone)

Ikke en plade der ligefrem har slidt min cd-afspiller op, og efter et par lyt her til aften, bider den sig ikke rigtig fast. Måske kræver den flere lyt. Imponerende besætning ellers, med sådan et slæng af Blur-, Clash- og Verve-folk.

Three Second Kiss – Long Distance (Africantape, 2008)

Jeg elsker at stå og græsse i tilbudsbunker i pladebutikker, for ind imellem støder jeg nemlig på noget jeg ikke aner hvad er, men som bare ser interessant ud. Det gælder for eksempel dette italienske støjrockband, som viste sig at være produceret af Steve Albini, og så tænkte jeg i sin tid at det skulle prøves. Albini-relationen giver god mening, da det her lyder ret meget som hans band Shellac – og Slint som han også har produceret. Det er råt, kantet og fuld af start-stop-øjeblikke og skæve taktarter. Helt habilt, omend måske ikke synderligt opfindsomt inden for genren. Men så er dagen da skudt i gang.

Mount Eerie – Wind’s Poem (P.W. Elverum & Sun, 2009)

Det er spændende at gå ind til en plade, der har genrebetegnelser som singer/songwriter, lo-fi indie og atmospheric black metal. Men de passer alle sammen. Åbneren er et black metal-blast, der bliver fulgt op af en 11 minutter lang, sørgmodig orgeldrone, som atter bliver fulgt op af en nedbarberet akustisk folksang. Så kommer metallen tilbage, senere dukker der Twin Peaks-samples op og så videre. Mest af alt er det bare en kold, mørk og tristesseramt omgang, der perfekt matcher solskinnet udenfor mit vindue. Eller noget.

Gold Panda – Lucky Shiner (Ghostly International, 2010)

Jeg anede ikke at der var en genre der hedder wonky, men det er det her åbenbart. Det er tilsyneladende også microhouse og glitch hop, så jeg er blevet meget klogere i dag. I hvert fald er Gold Panda tyske Derwin Schleckers projekt, og jeg kan godt lide den boblende elektroniske musik, der strømmer ud af mine højttalere lige nu. Det passer lidt bedre til solen end Mount Eerie-pladen jeg hørte tidligere.

Charles Bradley – No Time for Dreaming (Daptone, 2011)

Stakkels Charles Bradley, eller ‘The Screaming Eagle of Soul’, som han også blev kaldt. Efter et liv fyldt med genvordigheder, bliver han opdaget af et cool label, debuterer med sin svedige soul som 62-årig, slår stort igennem – og så dør han seks år senere. En tragisk skæbne, mildest talt.

Bat For Lashes – The Haunted Man (Parlophone, 2012)

Jeg tror nok jeg har lyttet til alle hendes plader, og de holder generelt et fint, højt niveau. Det jeg husker hende bedst for er dog en koncert i Vega for en håndfuld år siden, hvor hun på forhånd bad publikum om at slukke telefonerne, hvilket vi gjorde, og blev fuldstændig overvældet af hendes optræden. Det var en usædvanlig oplevelse, hvor vi som publikum bare overgav os. Ret old school, ret skønt. Øøh ja, denne plade indeholder for øvrigt mit favoritnummer med hende, den gudesmukke ‘Laura’.

Goldfrapp – Tales of Us (Mute, 2013)

Jeg købte i sin tid debuten, men faldt slet ikke for den, og den røg ud af samlingen igen. Jeg glemte derefter alt om Goldfrapp indtil jeg ved et tilfælde hørte ‘Annabel’ fra den her, og den ramte lige i solar plexus med sin vemodige tone og Alison Goldfrapps sprøde stemme. Så måtte jeg jo give bandet en chance mere, og det er vist en god ide. En tyst produktion hvor strygerne smyger sig om de elegante sange. Andre højdepunkter er ‘Stranger’ og ‘Laurel’. Måske er det på tide at give debuten en chance mere.

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: