Forside > Musik > 25 sange fra 1980

25 sange fra 1980

  1. The Soft Boys – I Wanna Destroy You…første gang jeg hørte (om) The Soft Boys, var en eller anden tilfældig lørdag eftermiddag på svensk P3. Selvfølgelig var det på svensk radio, da det føltes lidt usandsynligt at dansk radio skulle beskæftige sig med sådan et band i bedste sendetid. Indslaget handlede om albummet “Underwater Moonlight”, og de spillede åbningsnummeret ‘I Wanna Destroy You’, som fuldstændig tog røven på mig. Det gør det stadig, også selv om albummet generelt ikke gør det i samme grad, men det er irrelevant for denne liste. Jeg er vild med de skærende guitarer, Robyn Hitchcocks småpunkede vokal, og det sublime omkvæd. Jeg er faktisk vild med alt ved den sang.
  2. Talking Heads – Once in a Lifetime…den her er så vidunderligt mærkelig. Den er også vidunderligt catchy, poppet og avantgardistisk på samme tid. Hvordan David Byrne og co. har fået skåret den så perfekt, er lidt af et mysterium. Same as it ever was.
  3. Squeeze – Pulling Mussels (From the Shell)…eller pulling muscles for Michelle, eller hvodden det nu er. En fuldstændig uimodståelig popsang, med et brillant vers og et – om muligt – endnu mere brillant omkvæd. Sådan en sang man kan bygge en hel karriere på.
  4. Joy Division – Atmosphere…måske den bedst betitlede sang nogensinde overhovedet. Det er ren atmosfære, når Ian Curtis storladent crooner walk in silence/don’t walk away/in silence. Nok min favoritsang fra det ensemble.
  5. Bauhaus – Double Dare…måske endnu en favoritsang fra et andet ensemble. Modsat den rolige og atmosfæriske sang herover, er der fuldt blus på vreden og aggressionen hos Peter Murphy, der snerrer sig igennem dette tungt slæbende bæst af et nummer. Det er fremragende.
  6. Siouxsie and the Banshees – Hybrid…og så til mit favoritnummer med bandet her, utvivlsomt. Jeg er på fra første tone, og trommer, bas og den kantede guitar smelter så ufatteligt stærkt sammen her. Når man så tilføjer det forkølede horn (eller hvad det nu er) og Siouxsie Siouxs karakteristisk skæve vokaliseren, så bliver det helt guddommeligt.
  7. Killing Joke – Requiem…et band der minder mig en del om Bauhaus længere oppe, omend med et noget højere bundniveau – og tilsvarende lavere topniveau. Den tungt ildevarslende ‘Requiem’ er det bedste jeg har hørt fra Jaz Coleman og hans vrede kumpaner.
  8. The Jam – That’s Entertainment…jeg er aldrig helt faldet for hverken Paul Weller eller hans forskellige bands, inklusive The Jam, men denne akustiske og pænt indignerede popperle sidder lige i skabet. Det skal han have.
  9. Ultravox – Vienna…fra en letbenet popmelodi til en anderledes ambitiøs og oppustet sag. Jeg har ikke for alvor udforsket Ultravox, men denne melodramatiske sag er godt nok svær at komme udenom. Pompøs? Ja, for fanden! THIS MEANS NOTHING TO MEEEEEEE!
  10. Pretenders – Brass in Pocket…og tilbage til en mere jordnær og letfordøjelig ting. En listig, lille rocksang ført an af den altid indtagende Chrissie Hynde. Der er egentlig ikke så meget mere til den, i mine ører, men den virker forbløffende effektivt.
  11. The Cure – A Forest…en fanfavorit, som sjovt nok aldrig har været allerøverst på min personlige Cure-liste. Derfor kan det dog snildt være en fremragende sang alligevel, og det er det. Jeg elsker den lidt tøvende start, inden den kommer ud over stepperne. Og den let slingrende guitarsolo. Det er jo ikke en decideret popsang, men den er ikke desto mindre ret svær at få ud af hovedet, når den først har fundet derind.
  12. Dead Kennedys – Holiday in Cambodia…Pol Pot! Pol Pot! Ret vanvittig sang, men man kan vel næppe heller forvente andet af et band med det navn. Fuld smadder og indignation galore. Der var rimelig megen vrede i 1980 tilsyneladende. I hvert fald på denne liste.
  13. U2 – I Will Follow…virkelig stærkt udlæg fra de kommende megastjerner, og der er naturligvis puritanere der mener, at U2 aldrig blev bedre end på de første to-tre plader. Det er en helt fair holdning – jeg deler den bare ikke. Men klart et andet U2 end hvad det skulle udvikle sig til bare i løbet af årtiet. IfyouwalkawaywalkawayIwalkawaywalkaway.
  14. Blondie – Rapture…var det virkelig nødvendigt at få Debbie Harry til at rappe oven på et funky discobeat? Det ved jeg ikke, men det er pissefedt. Og så synger hun overdådigt på de første par vers.
  15. David Bowie – Ashes to Ashes…Bowie ville også lege med sådan et stift funkbeat, men han undlod dog at rappe. Det var formentlig en udmærket ide. Han klarer sig strålende igennem på sin mere reciterende facon.
  16. C.V. Jørgensen – Sæsonen er slut…og den nærmest fløj afsted. Efter endnu et party og endnu en fest. Ok, måske ikke lige her i 2020, men så et andet mindre pandemisk år, du ved. En af de skønneste det-var-så-den-sommer-sange jeg kender.
  17. Kliché – Militskvinder…jeg elsker hvor in-your-face den starter og slutter med de der hårdttampede trommer. Og så elsker jeg selvfølgelig babababadiåååh. Det hele er så hektisk – og det er pragtfuldt.
  18. John Lennon – Woman…det er ikke ligefrem et progressivt feinschmecker-valg, det her, men den sang er så smuk. Jeg har altid holdt utroligt meget af den. Fra den dejlige guitarintro til de skønne vokalharmonier.
  19. Bruce Springsteen – The River…endnu et meget konventionelt valg, hvilket jeg naturligvis ikke beklager. Jeg er helt ærligt ikke medlem af Springsteen-fanklubben, men en god sang og fortælling er en god sang og fortælling. Og det er den her. Både det ene og det andet.
  20. Emmylou Harris – The Boxer…Emmylou kan gøre selv de mest boom-chicka-boom-bøvede countrysange gode på en eller anden måde, så når hun får et ordentlig forlæg a la Simon & Garfunkels klassiker her, så er det selvfølgelig værd at lytte til. Det er måske ikke et af hendes allerstørste mesterværker, men…ja, læs svadaen herover igen.
  21. Lucinda Williams – Sharp Cutting Wings (Song to a Poet)…vildt nok at der skulle gå næsten to årtier før Lucinda Willams skulle brage igennem i sluthalvfemserne, men hun kunne faktisk også en del fra starten, som dog var mere regulær country end den countryrock/americana hun senere med rette er blevet berømmet for. En lille, smuk akustisk sag er det i hvert fald. Og stemmen var der allerede.
  22. The Clash – The Magnificent Seven…det er ikke skide-elegant, det her, men den der gennemgående basfigur er så ørehængende/irriterende (alt efter præferencer), at jeg ikke kan slippe den. Og så får Joe Strummer også lige chancen for at rappe som kun en bleg brite kan gøre det.
  23. Martha and the Muffins – Echo Beach…jeg købte i sin tid denne Martha and the Muffins-plade, fordi jeg kunne læse mig til at Tim Gane var med i bandet. Det var dog (selvfølgelig) ikke den samme Tim Gane, som også huserede i Stereolab, men foruden den lange næse fik jeg også fornøjelsen af at lære den knastørre hitbasker ‘Echo Beach’ at kende, og det er jo ikke at kimse ad. Senere også indspillet af Robert Forster, for nu at donere lidt ekstra trivia.
  24. Josef K – It’s Kinda Funny…knap så hitbaskende var dette skotske ensembles output, men det er jo ikke i sig selv diskvalificerende. Slet ikke når de kan præstere den der halv-slobby guitarlyd jeg elsker – tilsat en deadpan vokallevering.
  25. Prince – When You Were Mine…en af de tidlige, sorgløst lydende Prince-klassikere. Den lyder virkelig meget af sin tid, hvilket dog ikke på nogen måde gør noget, når den er så fængende som den er.

Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Mikael Ostenfeld Krog
    03/11/2020 kl. 19:49

    Et vildt fedt nummer fra Squeeze. Jeg kendte ikke bandet, men nu er jeg blevet storfan af hele Argybargy.
    Noget lidt andet fra 1980 er Glass Houses af Billy Joel. Den plade er jeg ret vild med. God energi og gode melodier. Det var den første Joel plade, jeg hørte, og da jeg søgte videre i kataloget, må jeg nok sige, at jeg blev noget skuffet over det pladrede stads, der lå og rullede rundt i rillerne.

    • Morten
      05/11/2020 kl. 18:14

      Ja, det er et forrygende nummer. Squeeze har en del ørehængere i bagagen, men jeg har nok mest lyttet til dem som et single-band.

      Billy Joel har jeg aldrig gidet kaste mig ud i, netop grundet fordommene om det lidt klistrede materiale. Nåja, jeg kender selvfølgelig mange af hans hits, som ikke siger mig så meget. Så det er ikke kun fordomme.

      Glass Houses støder jeg tit på når jeg bladrer i udsalgsbunker i Accord og lignende, men det er aldrig faldet mig ind at lytte til den 🙂

      • Mikael Ostenfeld Krog
        05/11/2020 kl. 18:20

        Den er absolut både 10 og 20 kr. værd, hvis du finder den i en rodekasse. Selv er jeg særlig vild med numrene Sleeping with the television on og I don’t wanna be alone anymore. Det er dog ikke dem, der bliver fremhævet af anmeldere, så hvad ved jeg?

  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: