Forside > Musik > 25 sange fra 2020

25 sange fra 2020

For første gang i min tid som producent af denne type lister, er jeg på højde med det nuværende år. Det er ret overraskende for mig selv, så tak til 2020 for ikke at have stjålet al min tid med fjolleri som koncerter og den slags. Det har i stedet givet mig masser af tid til at høre masser af ny musik. Glasset er halvt fyldt her på lorteøen. Vanen tro er der en Spotify-lytteliste i bunden af indlægget.

  1. The Reds, Pink and Purples – Last Summer in a Rented Room…en af årets store opdagelser. Glenn Donaldsons enmandsprojekt tog mig med storm her i efteråret – en meget blid storm, bevares. Melankolsk janglepop med mundvigen-nedad-guitar. Det er rigtig hængemulemusik. Donaldson lavede ikke bare årets bedste sang, men også årets bedste plade. Den hedder ‘You Might Be Happy Someday’, og den er noget af det bedste jeg har hørt i årevis.
  2. Khruangbin – So We Won’t Forget…en hel plade med Khruangbin gider jeg ikke rigtig. Det bliver lidt for laidback og påtaget(?) cool. Sådan oplevede jeg i hvert fald deres Roskilde-koncert i 2019, og sådan har jeg også oplevet de par af deres plader jeg har lyttet til. Men i fem minutter gider jeg dem godt, specielt når de er så pragtfulde som disse fem minutter. Det er så smukt og rørende, og hvis du tjekker videoen til nummeret, bliver de følelser kun forstærket.
  3. Palace Winter – The Deeper End…en af de få koncerter jeg overværede i år, var med Palace Winter. Duoen spillede et intimt show i Hotel Kong Arthurs gårdhave i sommers, og der præsenterede de blandt andet dette nye nummer – historien om et dårligt trip, der gik virkelig galt. Det gør sangen heldigvis ikke, for den er stemningsfuld synthpop med et gedigent omkvæd og blide vokalharmonier. Til sidst dukker Grandaddys Jason Lytle lige op og synger et vers.
  4. Ela Minus – They Told Us It Was Hard, But They Were Wrong…det mest cool nummer jeg har hørt i år. Her i efteråret har jeg taget en del vandreture på de mørke, københavnske gader, og denne sang har ofte været en del af soundtracket. Jeg har følt mig som den rene badass, slentrende rundt der med Ela Minus’ monotont lækre stemme på et lag af dronende technopop i ørerne.
  5. Jehnny Beth – French Countryside…halvvejs gennem året var denne min yndlingssang. Den blev overhalet til sidst, men holder sig dog godt til. Jehnny Beth er primært kendt som frontfigur i postpunkbandet Savages, men i år solodebuterede hun med en spraglet plade bestående af ballader og industrialstøj. Den her er en helt nedtonet klaverballade, og jeg elsker alt ved den.
  6. Rolling Blackouts Coastal Fever – Falling Thunder…smittende janglepop, som kun australske indiepopbands kan lave den. Det er ligeudaflandevejen og det gør alt rigtigt. En sand ørehænger. Albummet, ‘Sideways to New Italy’, var også blandt mine favoritter i år.
  7. Flyying Colours – Big Mess…mere australier-indie. Et nyt bekendtskab for mig, selv om de vist har et par plader på samvittigheden allerede. De nåede blot at udgive et par singler i år, hvor den her var så klart den stærkeste. Skarpsleben shoegaze af den mere udadvendte og hurtigtløbende slags. Det rykker og holder hele vejen.
  8. The Flaming Lips – Flowers of Neptune 6…det første nummer jeg hørte fra den på det tidspunkt kommende Flaming Lips-plade, og jeg var meget begejstret. Begejstringen holdt ikke ved hele vejen gennem pladen, men det her nummer elsker jeg. Melankolien driver ned af væggene. Alright? Cool!
  9. Perfume Genius – Jason…årets falset? Overlegen produktion med strygerne der hvirvler ind og ud af nummeret, og den der elegante cembalo-klimtren. Vildt godt skruet sammen.
  10. Alice Boman – The More I Cry…den her kunne Audrey Horne godt danse rundt til i dineren i Twin Peaks. Ok, det er ikke helt så sært og ildevarslende, men Alice Boman krænger i hvert fald sin sjæl ud på blideste vis på denne storartede ballade.
  11. Slow Crush – Pale Skin…belgisk postrock/shoegaze, minsandten. Endnu et nyt bekendtskab, men som tilfældet er med Flyying Colours længere oppe, har Slow Crush også et par udgivelser på cv’et allerede. De nåede heller ikke at udgive et album i 2020, men en single blev det til – den her var b-siden og fangede mig øjeblikkeligt. Tænk en lidt mere muskuløs udgave af Slowdive, med samme hang til at stræbe efter himmelske højder.
  12. Peter Sommer – Videre og så videre…ifølge Spotify er det den her sang jeg har hørt flest gange i år, og det tror jeg egentlig Spotify har ret i. Det skyldes selvfølgelig at den udkom meget tidligt på året, men mest af alt, at det er en crazy god sang. Bandet spiller pissefedt og kan man leve med Peter Sommers anti-sangstil, så er der ingen undskyldning for ikke at knuselske den. Den kan jeg godt leve med. Lålålålå.
  13. Dirty Projectors – Overlord…jeg mindes ikke at have hørt en Dirty Projectors-sang før, omend jeg da i årevis har været bekendt med at de fandtes. Jeg havde vist en ide om at det var en anden type musik, så da den her dukkede op på mine playlister i tide og utide, overraskede det mig at det var dem. Det er det mest nuttede jeg har hørt i år, og objektivt set (hørt) nok lidt af en petitesse, men jeg er vild med den. Den minder mig om det dejlige band Ida.
  14. HAIM – The Steps…de tre søstre i HAIM har i en del år (semi)headlinet festivaler verden over, og jeg har aldrig forstået hvorfor. De få sange jeg har hørt med dem, har været inderligt ligegyldige, men da jeg tilfældigt snublede over den her for nylig, fik de sørme skovlen under mig. Den er catchy som bare pokker, selv om den i mine ører minder om Sheryl Crows elendige ‘Soak Up the Sun’. Desto mere imponerende at få så god en sang ud af det. Sikket omkvæd!
  15. Gorillaz – Aries…Gorillaz har aldrig interesseret mig det fjerneste, men jeg må tage hatten af for Damon Albarn her. Eller måske er det Peter Hook jeg skal tage hatten af for, da det er ham der leverer det der bas-hook (jaja, undskyld). Vildt hvordan man altid kan høre at det er Peter Hook der spiller – hans spil er så genkendeligt. En rigtig Morten-banger. New Order kørt igennem Albarn-maskinen.
  16. Rose City Band – Only Lonely…første gang jeg hørte den her, troede jeg sgu at herlige Beachwood Sparks var tilbage efter bare otte års fravær. Det viste sig dog at være endnu et projekt fra Ripley Johnsons hånd – han har åbenbart ikke nok i Wooden Shjips og Moon Duo. Her går han total solskinscountry-Byrds på os, og det fungerer til perfektion.
  17. Courtney Marie Andrews – It Must Be Someone Else’s Fault…jeg har aldrig for alvor taget notits af Courtney Marie Andrews før, men i år lavede hun en af mine favorit-singersongwriterplader. En meget afdæmpet affære, der bliver båret frem af hendes utroligt smukke stemme. Sangen her er det tætteste vi kommer på uptempo, og den er et skønt break fra de meget stille sange der omgiver den på pladen. Så er du advaret – men du skal selvfølgelig høre pladen alligevel, hvis du kan lide smukke countrykvindestemmer.
  18. The Jayhawks – Across My Field…jeg elsker Jayhawks, men de er ikke hvad de har været. Deres seneste plade væltede da heller ikke min verden, men de gamle dyder sidder heldigvis stadig på rygraden. Af og til. ‘Across My Field’ er ærke-Jayhawks, omend det for en meget sjælden gangs skyld er Karen Grotberg der tager sig af lead-vokalen. Og hun kan synge så tårerne triller. I hvert fald på denne følsomme forty-something.
  19. Smokescreens – Fork in the Road…skøn janglepop som emmer af New Zealand/Australien anno 1987. Og så er det underordnet at bandet er fra Los Angeles og dannet i 2015. Produceret af David Kilgour fra janglepop-koryfæerne The Clean, hvilket giver mening. 2020 har været et godt janglepop-år.
  20. Tame Impala – Lost in Yesterday…jeg har omdannet min stue til et indie-disco, for nu skal fusserne virkelig i gang. Kevin Parkers falset ovenpå en funky bas og lag af synths. Ja tak. Det går lige i de ikke-eksisterende danseben.
  21. Deserta – I’ll Be Gone…apropos lag af synths, så skyller de også ned over lytteren på denne dreampopperle. Der er virkelig højt til loftet og et herligt drive over nummeret.
  22. Metz – A Boat to Drown In…den canadiske støjrocktrio leverer her et af årets bedste no-nonsense-rocknumre. Syv et halv minutters krautet frontalangreb. Det er en sang der kommer til at sparke rummet ned, når de i efteråret 2021 forhåbentlig får lov at vælte Loppen, som de senest gjorde i 2017.
  23. Muzz – Bad Feeling…det mest voksenindie band man kan forestille i 2020; et stk. Interpol, et stk. Walkmen og et stk. Bonny Light Horseman. Pladen er nøjagtig som man kan forestille sig, hvilket faktisk er helt fint. Der er ikke meget spræl over bandet, pladen og nummeret, men det er roligt, melankolsk og virkelig rart. Titlen til trods.
  24. Mellemblond – Hvor er magien…Kristoffer Munck Mortensen fik, som så mange andre, den gode ide at lave en intim corona-plade, hvilket der kom noget rigtigt dejlig ud af. For eksempel denne lille perle. Helt nøgent – bare Munck på vokal og akustisk guitar og Nils Bo Davidsen på cello og kontrabas. Jeg er vild med det.
  25. Margo Price – I’d Die for You…hver gang Margo Price laver en ny plade, bliver jeg lokket til at lytte til den, fordi der lige er en absurd god sang der fanger mig ind. Så hører jeg resten af pladen, og ender med at tænke ‘meh’. Sådan er det også denne gang, for den rå ballade ‘I’d Die for You’ er topkvali, men resten…not so much. Men hold da op, hvor kan hun synge.

Tak for i år!

Kategorier:Musik Tags: , ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: