Mortens Mixtape 02: Walk on the Wild Side

I 1995 var radioen min inspirationskilde til ny musik. Overvejende. Jeg hørte Maskinen på P3. Det Elektriske Barometer på P1. Plus det løse. Der var en del gratis magasiner, der beskæftigede sig med musik i større eller mindre grad. Her var det mest Gaffa der trak. Men der manglede et ordentligt og seriøst musikmagasin for den kvalitetsbevidste 17-årige (i mit tilfælde). Her kom Wild Magazine ind i billedet. Med fine artikler og masser af anmeldelser. Og den virkelige gevinst: Der fulgte en cd med, med ny musik som redaktionen anbefalede. Det ramte lige i hjertet på mig.

Wild Magazine blev desværre en kortlivet affære – blot otte udgivelser blev det til fordelt på 1995 og 1996. Zoo Magazine kom ret hurtigt til og trak det meste af redaktionen med sig, men Zoo blev jeg af uransagelige årsager aldrig fast læser af. Måske et udslag af troskab til Wild, der var ‘mit’ blad. Stand by your mag, er jeg sikker på Tammy Wynette ville have sagt. Så det gjorde jeg.

Mortens Mixtape 02 er en hyldest til Wild Magazine og de cd’er der åbnede musikalske veje for mig. De bands og kunstnere jeg opdagede gennem det blad. Som en tak for inspirationen. For det manglede da bare.

1. The Jayhawks – Bad Time (Wild CD 01)…jeg bilder mig selv ind, at The Jayhawks var min indgang til americanaen. Dem eller Counting Crows. Og The Jayhawks blev jeg henvist til af det første nummer af Wild Magazine. Dette dejlige cover af Grand Funk Railroad-nummeret sparkede seriøst nogen døre ind, og åbenbarede for mig et band og en genre, der virkelig skulle sætte præg på min musiklytning i mange, mange år fremover. Og stadig gør – i lidt mindre grad, dog.
2. Matthew Sweet – Sick of Myself (Wild CD 02)…jeg vidste fra første, karakteristiske guitarhug, at jeg ville elske dette nummer. Og Matthew Sweet. Den bittersøde halvfemserpowerpop blev vist mere eller mindre født for mig her, selv om jeg muligvis var stødt tilfældigt på både The Posies og Teenage Fanclub inden. Men det var ‘Sick of Myself’, der væltede min verden. Og åbnede den for mig, med sine skarptskårne guitarer, søde vokalharmonier og beske tekster.
3. Foo Fighters – How I Miss You (Wild CD 04)…helt ærligt, havde nogen forventet at Foo Fighters ville blive et af verdens største rockbands? Jeg havde i hvert fald ikke. For mig var det et bekendtskab, der selvfølgelig var interessant alene ved det faktum, at det var Nirvanas undselige trommeslager, men der var mere gods i Dave Grohls skramlede støjrock, der sine steder mindede mig om de herlige Lemonheads, men også havde noget farligt, lo fi-æstetisk over sig. ‘How I Miss You’ er et non-album track, b-side til debutens ‘I’ll Stick Around’, og er i mine ører et af Grohls fineste øjeblikke overhovedet. Sprængfarlig, vekslende mellem det hviskende og eksplosive.
4. Emmylou Harris – Wrecking Ball (Wild CD 04)…jeg købte albummet ‘Wrecking Ball’ en del år efter jeg første gang hørte sangen her, for selv om jeg var meget begejstret for den, så var det lidt angstprovokerende at skulle gå til skranken i den cool pladebutik med en Emmylou Harris-cd i hånden. Det var jo bedstemor-country! Det er og var det så heldigvis ikke – til gengæld er det en af mine yndlingsplader nogensinde overhovedet. Et fuldstændig klokkerent mesterværk. Det gider jeg hverken argumentere for eller diskutere. Du skal bare tage mine ord for det.
5. Dubstar – Just a Girl She Said (Wild CD 04)…ok, Dubstar er ikke et band jeg er dybt forelsket i, men jeg tager dem med alligevel, for når de rammer plet, rammer de…ja, helt og aldeles freaking plet. Det gjorde de 3-4 gange på de første par plader, blandt andet på den gennemført vidunderlige ‘Just a Girl She Said’. En trist og sarkastisk synthpopperle, der ikke står tilbage for ligesindede som Pet Shop Boys og Saint Etienne. “It’s alright/I’m just a girl she said/Talk down to me and take me to bed/I don’t think/I don’t feel/And I don’t really matter at all”.
6. Whipping Boy – When We Were Young (Wild CD 05)…irske Whipping Boy lavede et par plader, hvoraf jeg kun kender en. Men den (‘Heartworm’, red.) er så også sådan en, der står tilbage og efterlader mig med en følelse af “hold da op, hvor kom den fra?” En indebrændt fucker af en skive, hvor man hører frontmand Ferghal McKee nedsmelte for ørerne af en i ren selvdestruktion. ‘When We Were Young’ stikker dog ud ved at være mere mild og nostalgisk fortællende. En vidunderlig sang fra en ditto plade.
7. Marion – Let’s All Go Together (Wild CD 05)…nu vi alligevel er ved de selvdestruktive personager, så kunne Marion også prale af en forsanger med den slags tendenser. Jaime Harding var en ilter frontmand, foran et band der spillede en nærmest hysterisk glamificeret britpop. Som en skinger, uvorn lillebror til Suede. Det blev vist kun til to plader for bandet, og jeg elsker den første (‘This World and Body’). Den anden…not so much. Marion brændte ret hurtigt ud. Meget passende.
8. Hayden – In September (Wild CD 06)…Hayden Desser fra Toronto væltede mig helt omkuld med dette nummer. En langsom, grim og aggressiv sang, hvor hans rå brøl af en stemme virkelig kommer til sin ret. Albummet, ‘Everything I Long For’, skulle også komme til at sætte dybe spor i mig, med sin skramlede lyd og tragiske fortællinger, ligesom Haydens vokal – vekslende mellem førnævnte brøl og en blid, blid falset – gennem årene har været til stor fascination. Han har holdt skruen i vandet siden, og har en anbefalelsesværdig diskografi at fremvise. Dyk endelig ned i den.
9. The Walkabouts – The Light Will Stay On (Wild CD 07)…her er et band jeg holder utrolig meget af. Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg faktisk ikke huske om jeg stødte på dem i Wild-sammenhæng eller radioen først, men for den gode histories skyld siger vi det var her. Under alle omstændigheder var det omtrent samtidig. Den version der er på Wild 07 er en liveoptagelse fra Roskilde Festival 1996, men jeg snyder og propper studieversionen på listen. En af de smukkeste sange jeg kender, sunget af en af branchens absolut smukkeste røster. Den der tilhører Carla Torgerson. Bandet er ikke længere, desværre, og det man godt være lidt ked af i en følsom stund. Heldigvis er der en dyb diskografi at dykke ned i.
10. Sparklehorse – Rainmaker (Wild CD 08)…det føles passende at lukke Mortens Mixtape 02 med en af de kunstnere, som musikalsk har betydet allermest for mig. Jeg havde helt sikkert ikke opdaget Mark Linkous og Sparklehorse på dette tidspunkt, havde det ikke været for Wild. Jeg er dog sikker på jeg var røget på vognen på et senere tidspunkt. Men det var her mit mangeårige forhold til Linkous’ skrøbelige og vidunderlige musikalske univers startede. ‘Rainmaker’ er en ret ukompliceret rocksang, og ærligt talt ikke et højdepunkt i diskografien, men den ramte mig lige der og åbnede en verden, der var langt mere interessant. Mark Linkous’ barske liv og alt for tidlige død er en af musikkens store tragedier, og det gør stadig ondt at skrive om det her 11 år efter han gjorde en ende på det. Ak.