Arkiv

Skribentarkiv

Koncertåret 2018 (del 4)

2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.

September

Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.

Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.

P_20180930_205931_vHDR_Auto

U2…så intimt som det nu kan blive

Oktober

Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.

Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.

Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.

P_20181027_213205_vHDR_Auto

Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.

Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.

November

Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.

Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.

P_20181110_235136_vHDR_Auto

The Underground Youth i røg og damp

Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂

December

Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.

Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.

P_20181210_213606_vHDR_Auto

There’s something about…Ash

Reklamer

Koncertåret 2018 (del 3)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Tredie del handler om månederne juli og august.

Juli

Måneden blev domineret af Roskilde Festival. Yndlingsmennesket og jeg var der en enkelt dag – torsdag – med hovedformålet at høre My Bloody Valentine. Der var dog andre fine navne at opleve denne dag, og programmet hang godt sammen, så de fleste af ønskerne kunne nås. Vi ankom tids nok til at opleve de svenske skovhippiesøstre fra First Aid Kit indtage Orange Scene, og den del vi nåede at høre var nøjagtig som forventet; dygtigt, kompetent og en lille smule kedeligt. Beklager. Men så kunne vi jo snuppe et par drinks med på turen til Arena, hvor When Saints Go Machine holdt hof. Ikke et band jeg mindes nogensinde at have lyttet til, og det er heller ikke en koncert jeg har virkelig klare erindringer om på denne decemberaften. Videre i roligt tempo til en af de koncerter jeg glædede mig mest til, nemlig Chelsea Wolfe på Pavilion. Jeg har ved flere lejligheder oplevet mørkets fyrstinde, men den sad ikke helt i solar plexus sådan en juliaften klokken 18, hvor solen endelig var ved at bryde skydækket. Det hjalp måske heller ikke Wolfes ellers så fremragende ekskurser ud i folket doommetal, at hun lignede et medlem af Kiss, men det er bare petitesser.

P_20180705_180231_vHDR_Auto

Chelsea Wolfe – det femte medlem af Kiss

Videre til Interpol som gjorde det mere end hæderligt på Orange, men det sparsomt befolkede område foran scenen vidnede nok om, at det var lige stort nok et venue til dem. Det havde fungeret bedre i et mindre, pakket telt. Mod slutningen af den koncert, begav vi os atter mod Pavilion, hvor John Maus stod klar med sit band. Jeg havde ikke noget særligt kendskab til ham, men min kæreste havde på forhånd introduceret mig for denne smukke sang, så overraskelsen over hans lettere vanvittige optræden – han bankede gentagne gange sig selv i hovedet med mikrofonen, mens han råbte og brølede et eller andet, og generelt flintrede rundt på scenen – var ret stor. Jeg har siden læst mig frem til, at det er ganske normal liveprocedure for Maus, så der havde jeg bare ikke læst tilstrækkeligt på lektien. Det var underholdende og temmelig bizart, men efter en halv times tid var charmen så småt ved at fordufte, og vi fandt en græsplet udenfor teltet, hvor vi kunne nyde hinanden og en drink.

Jeg havde på forhånd sat kryds ved Preoccupations, men den koncert blev ofret for en tiltrængt kop kaffe (og jeg drikker egentlig ikke kaffe), lidt mad og en sofa i et nærliggende telt. En tidlig krise for denne ikke så garvede festivalgænger, og da vi rejste os fra sofaen og ikke havde noget særligt på programmet, vandrede vi op mod Orange hvor vi hørte 10 minutter af familiefesten og fællessangen hos Bruno Mars. Da han ikke siger nogen af os alverden, gik vi raskt retur til Pavilion, hvor Oh Sees (naturligvis, fristes en til at sige) leverede en hæsblæsende midnatsseance. Jeg oplevede et kvarter af deres koncert på Primavera Sound i 2016, hele koncerten i Pumpehuset i 2017, og vidste at her var der noget at komme efter. Dagens og aftenens ubestridte højdepunkt. Således opildnet gik vi atter retur til Orange, hvor Nephew gav første koncert i tilsyneladende lang tid, så det var lidt af et tilløbstykke. Mit forhold til bandet er ret neutralt, og min kærestes relation til dem er endnu mere vagt, men da hun var blevet ‘påduttet’ af en kollega at se den koncert, troppede vi naturligvis op. Nephew leverede varen og der var en snert af folkefest, der kunne mærkes selv hos de – som undertegnede – der ikke kan gennemskue de tågede tekster.

P_20180706_001008_vHDR_Auto

John Dwyer og resten af Oh Sees – vanen tro i gang med at brænde sig selv helt ud på scenen

Efter Nephew gik turen til Arena, hvor vores højdepunkt My Bloody Valentine gik på klokken 2. Vi var dog på dette tidspunkt godt flade og sultne, så meget mere end 25 minutter af den koncert blev det ikke til. Vi blev enige om, at vi havde mere behov for kalorier og en seng, så efter indtagelsen af førstnævnte vandrede vi mod busserne for at køre hjem til sidstnævnte. Farvel til Roskilde – vi ses igen en anden gang.

P_20180706_020302_vHDR_Auto

My Bloody Valentine – farver og striber

Post-Roskilde blev der også plads til et par koncerter. En koncert vi tidligt købte billetter til, men som ingen af os egentlig havde store forventninger til, var Seu Jorges optræden i Koncerthusets imponerende sal. Det skulle dog vise sig, at ikke kun salen var imponerende, men også den brasilianske multikunstner, som ene mand med akustisk guitar charmerede en flok kølige nordboer med sit personlige take på David Bowies diskografi. Som han også gør det i Wes Andersons filmskævert ‘A Life Aquatic’. Et af årets overraskende højdepunkter.

P_20180713_210619_LL

Seu Jorge med publikum i sin hule hånd

Sidste koncert i juli var også lidt af en skævert, for den foregik i sommer(hus)landet, hvor svigerfamilien har tradition for at se Lars Lilholt Band, når han rammer det nordvestsjællandske. Lilholt er ikke en kunstner jeg nærer dybe følelser for, men han og band gør, hvad de nu gør, aldeles glimrende på en scene. Mest mindeværdigt var for øvrigt, hvordan han håndterede et potentielt slagsmål, da han fra scenen skar igennem og fik vagterne til at stoppe slagsmålstosserne inden det udviklede sig. Ingen pardon – respekt for det.

August

Månedens koncertrepertoire åbnede med de australske gøglere King Gizzard & The Lizard Wizard, da de invaderede et varmt Vega med deres arsenal af psykedeliske rockhelterier. Det var, for mig, et overraskende stramt spillende orkester, og jeg havde måske i virkeligheden håbet på mere gøgl, selv om jeg ikke normalt er en gøglerfan. De havde taget landsmændene Amyl and The Sniffers med som support, og de var et underholdende, omend lidt ensporet indslag med deres ukomplicerede hardrockfestpunk. Mest bemærkelsesværdigt, udover den kridhvidhårede energibombe af en sangerinde Amy Taylor, var nok alle fire bandmedlemmers fascinerende mullets. Der var virkelig party in the back der.

Der blev også i august plads til en festival, nemlig det stærkt sympatiske endagsarrangement Badesøen Festival i Albertslund. Et på alle måder afvekslende program var blevet lagt for dagen, og yndlingsmenneskets og mit første musikalske rendezvous var således Lasse & Mathilde, der stod i et lille telt og felede og folkede løs. De blev afløst af Sjæl i flammer, der helt ærligt er noget af det mest håbløse jeg har oplevet på en scene. Det hjalp ikke synderligt at de fik bistand af Kasper Winding på nogle numre. Det gider jeg sateme godt gå glip af en anden gang. Så kom regnen ellers og lagde en alvorlig dæmper på resten af eftermiddagens lystigheder, hvilket frembragte et højst aparte syn, da dj og dubpioner Mad Professor forsøgte at spille op til fest for cirka 30 mennesker i regntøj. Vi andre var en flok chickens og gemte os så vidt muligt i de opslåede telte. Regnen fortsatte med at intervenere i en sådan grad, at Anna Von Hausswolffs sæt blev udskudt en halv times tid, men publikum var trods alt ved godt mod. Von Hausswolf og hendes tungtspillende doommetal-inspirerede band gjorde det også glimrende – kunne vi høre, sippende vin i et telt.

P_20180825_163847_vHDR_Auto

Mad Professor dj’er og dubber i unfair kamp med elementerne

Efter den svenske doom tog regnen endelig lidt af, og det var en glimrende anledning til at få varmen med lidt ørkenblues fra det algeriske ensemble Imarhan, der spillede så publikum måtte bevæge alt hvad der kunne bevæges. En pragtfuld optakt til aftenens afsluttende koncert med festivalens absolutte hovednavn, de evigt elskelige og pragtfulde indiehelte Yo La Tengo. Jeg er totalt helt og aldeles megafan af det vidunderlige orkester, og havde aftenen inden oplevet dem til en samtale på Københavns Hovedbibliotek, hvor de var nøjagtig så sympatiske som forventet. Det var de også på scenen, hvor de droppede alt hvad der hed sætliste, for bare at hygge om os våde tilhørere, der havde ventet hele aftenen på dem. Hyggeligt og rart var det, inden vi kunne forlade badesøen trætte og gennemblødte og vende hjem til sengen. Badesøen Festival, arrangeret af radiostationen The Lake og spillestedet Forbrændingen, er et rigtig fint koncept, som jeg håber får lov at fortsætte. Publikumsinteressen var desværre til at overse i år, og øsregnen gavnede næppe heller, men det er et sympatisk projekt, som jeg i hvert fald vil holde øje med igen.

P_20180825_211141_vHDR_Auto

Ira Kaplan brillerer som altid i front for Yo La Tengo

Måneden sluttede med et smut i Den Grå Hal, hvor The Black Angels tog imod med en gang sløret psykedelika. Det er en koncert jeg husker som fin uden at den satte dybe aftryk på mig, og som relativt nybegynder i bandets univers bed jeg mest mærke i at de glædeligt spillede så meget fra den seneste, strålende plade.

Fjerde og sidste del af gennemgangen af mit koncertår kommer snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Koncertåret 2018 (del 2)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Anden del handler om månederne maj og juni.

Maj

Måneden åbnede med en mavepuster af rang, da den iltre kvintet Shame indtog, nej erobrede Pumpehusets lille sal. De fem London-rødder angreb på det nærmeste publikum, der i den grad bad om at blive sparket ned, men det foregik på en livgivende og positiv facon trods bandets harmdirrende og intense postpunk. Frontmand Charlie Steen er virkelig en publikumsmagnet. Oplev dem live, hvis du får chancen – og lyt til deres strålende debutplade.

Debutplade var der også fra trioen Fjernsyn, der spillede sange fra skiven til en pladereception på Nordsø Records. Et sympatisk bekendtskab med elektrobandet med Kraftwerk i ascendanten. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at Nordsø Records ligger utroligt langt væk fra alting med tanke på at det befinder sig i København. Det fjerneste Nordhavn, for at være mere præcis.

IMG_3540

Vi er robotterne. Fjernsyn på Nordsø Records.

Maj/juni

Så var det festivaltid. Kæreste og to venner blev hevet med til Barcelona, hvor jeg for anden gang skulle boltre mig på Primavera Sound. Festlighederne blev skudt i gang ved at stå i en lang kø i varmen for at få billetter til Spiritualized, der på forhånd var et af mine mest imødesete punkter på programmet. Jason Pierce leverede da også varen, da han sammen med strygerorkester og gospelkor indtog det smukke auditorium, og gav en opvisning i alt det Spiritualized kan – fra det hjerteskærende blide til det støjende og storslåede. Derefter gik turen udendørs til Belle and Sebastian, hvis sæt forekom en anelse for kækt og lallet efter alvorsopvisningen til at gøre indtryk på mig, og der sluttede den første uofficielle aften, inden festivalen for alvor åbnede dagen efter.

Og den blev åbnet med bravour og iøjnefaldende jakkesæt: Først blev vi mødt af Lee Fields & The Expressions, der forkælede os med svedig soul – Fields himself iklædt et extravagant blåt dress, der fik os almindeligt dødelige til at sende misundelige blikke. Den modeopvisning blev fulgt op af Sparks, der gav os et forventet teatralsk show i deres matchende laksefarvede klædninger. Det var underholdende og publikum elskede det med god grund, men jeg bliver nok aldrig stor fan af brødrene Maels eskapader.

IMG_3574

Hvem vinder festivalens skarpeste tøjduel: Lee Fields…

IMG_3575

eller Sparks?

Efter trekvart koncert med de laksefarvede, drønede jeg mod auditoriet, hvor jeg skulle have hørt et andet af mine højdepunkter, Jóhann Jóhannsson. Det blev dog ikke til noget, da den islandske stjernekomponist som bekendt kom så tragisk af dage i foråret. I hans minde trådte nær ven og medkomponist Dustin O’Halloran ind sammen med Echo Collective, for at opføre Jóhannssons gudesmukke album ‘Orphée’, hvilket resulterede i et naturligt følelsesladet sæt. Derfra gik turen med hastige skridt mod festivalens to store scener, hvoraf den ene blev betrådt af Björk. Sceneshowet var imponerende og hovedpersonen selv brillerede med utallige tøjskift, men jeg blev aldrig suget ind i koncerten, som desværre forblev ganske uvedkommende for mig. Da Björk havde skiftet tøj for sidste gang, vendte hovedparten af publikum sig om og sjoskede de cirka 100 meter ned til den anden store scene, hvor Nick Cave and The Bad Seeds var klar til at gå på. I armene på mit yndlingsmenneske kunne jeg se et supertændt band levere en koncert med masser af bid – og mod slutningen grotesk mange mennesker på scenen, inviteret derop af den dragende australske dæmon. Et af højdepunkterne på festivalen – uden tvivl. Efter den opvisning var det vanskeligt at fatte interesse for Nils Frahm, der stod i midten af en kæmpe maskinpark. Meget mere kan jeg faktisk ikke huske, og på dette fremskredne tidspunkt var selskabet enigt om at tage en taxa hjem og sove. Det gjorde vi så efter en venten med og mod tusinder andre trætte festivalgængere. One day down – two to go!

Fredag startede musikalsk set med en, for mig, imødeset koncert med succesrigt genfødte The Breeders. Jeg missede deres koncert i København i efteråret, så på baggrund af en vellykket comebackplade, havde jeg visse forventninger til koncerten. Og den var såmænd også hyggelig, omend publikumsinteressen virkede overskuelig på den (måske lidt for) store scene. Men Deal-søstrene lod til at have en fest og det smittede af på os tilhørere. Især da vi fik lov at råbe med på ‘Gigantic!‘ Efter nostalgitrippet vendte vi os om og sjoskede de 100 meter i den modsatte retning af aftenen før, for at høre damernes ven Father John Misty. Jeg husker den som en ok koncert, men fik mest af alt endnu en anledning til at minde hvemdernuendmåtteværeinteresseret (det kan næppe være mange) om, at jeg engang oplevede ham live i Aarhus som support for Jesse Sykes. Ahja, tiderne er skiftet for Mr. Tillman.

IMG_3674

Ms. and Mr. Indiecool med ryggen til The Breeders. Man må ofre sig for en god selfie.

Efter seancerne på de to store scener, var der lige nøjagtig tid nok til at nå ned at høre Mogwai spille et vanligt højt og stærkt sæt (og de sluttede med mesterstykket ‘Mogwai Fear Satan, hurra!), inden trefjerdedele af selskabet kæmpede sig ind i klumpen på den lille Hidden Stage for at høre Ride. Jeg kan godt lide Ride, men har aldrig været kæmpe fan, hvorfor mine forventninger var beherskede. Heldigvis overraskede de mig positivt, og der var stor samhørighed mellem band og publikum. Endnu et af festivalens højdepunkter.

Så var der spisepause, inden turen gik mod Cigarettes After Sex. De gik på 00.40 – vi gik et kvarter efter. Det var ikke spændende. Det hjalp næppe heller, at vi sad milevidt fra scenen, og vi i virkeligheden havde mere fokus på at nå Panda Bears sæt på en fjerntliggende scene. Desuden var trætheden sat ind, og pandaens syrede sæt blev cuttet midt over i bytte for en plads i metroen, der stopper fornærmende tidligt med at køre på hverdage – selv under festivalen. Two days down – one to go!

Lørdag. Tidlig start på festivalens varmeste dag, hvor solen bagte på mine blegfede skuldre, mens jeg overværede en udmærket koncert med Peter Perrett. Min kammerat er stor fan og var også meget begejstret for dette sæt, mens jeg var mere afmålt i min bedømmelse. Absolut godkendt præstation, dog. Egentlig havde jeg også mest travlt med at kigge på uret, fordi jeg ville opleve Lift to Experience, det genopstandne, texanske kultband hvis sturm-und-drang-postrock er lige dele Jeff Buckley og Godspeed You! Black Emperor. Deres voldsomme udladninger havde sin effekt, men kæmpede nok lidt forgæves mod den catalanske aftensol på en festlig lørdag.

IMG_3625

Peter Perrett er cool i den catalanske hede.

Belly kæmpede også lidt forgæves, men det var mod kvaliteten. Endnu et navn genopstået fra de tidlige halvfemsere, men modsat Tanya Donellys tidligere bandkolleger i The Breeders, virker hende og bandets nye sange bare ikke ret gode. Desværre. Men de så ud som om de hyggede sig, og der var da en vis glæde i at høre gamle hits som ‘Feed the Tree’ og ‘Super-Connected’. Nostalgi for nostalgiens skyld har dog sine begrænsninger. Mere vellykket og ganske overrumplende har Slowdives comeback været, og jeg kunne da lige så godt snuppe dem for tredie gang på ni måneder, da der ikke for alvor var noget der trak på de andre scener. Og det var et godt valg, for de kom bedre ud over kanten end i København tidligere på året.

Efter Slowdive begyndte der at være opbrud i gruppen; en skulle med et tidligt fly morgenen efter og trak hjemad, en anden trak mod noget andet, så yndlingsmennesket og jeg gik til Grizzly Bear, som jeg, indrømmet, aldrig har hørt det helt store lys i, men yndlingsmennesket er fan. De gjorde det såmænd også fint nok, og var en glimrende mellemstation, inden vi vandrede mod en anden scene for at opleve Mike Patton i front for Dead Cross. Yndlingsmennesket ofrede sig, for det var mest for min skyld, men vi resterende medlemmer af gruppen blev samlet igen og fik en på opleveren, en drink og en siddeplads på asfalten, mens vi overværede Pattons underholdende freakshow. Derefter var der tid til en smule af Deerhunters sæt, som lød aldeles udmærket, inden festen sluttede for vores vedkommende med en spot på en græsplæne, og tonerne af Beach Houses svævende dreampop. Klokken var tre lørdag nat, vi var trætte og ville hjem. Festivalen var slut.

Næste kapitel kommer en af de nærmeste dage.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Koncertåret 2018 (del 1)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er omtrent nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Første del handler om månederne januar til og med april.

Februar

Eller februar til april, rettere, for det var først den 3. februar mit koncertår blev skudt i gang. Det blev det på fin vis, da Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil inviterede indenfor i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her havde jeg aldrig været før, hvilket altså også var en del af oplevelsen. Ideen bag koncerten var at spille hele Nørlunds aktuelle plade ‘Skamskudte fugle’ som er lavet i samarbejde med det gæstende orkester, og det fungerede på flot og glimrende vis.

IMG_3185

Koncertsalen. Senere kom der flere tilhørere – foruden aktørerne Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil.

Få dage efter fik tonen en anden og hårdere lyd, da Luis Vasquez aka The Soft Moon bød på aggressiv industrial-postpunk i Pumpehuset. Vasquez havde en legekammerat med på scenen, og sammen leverede de et mørkt og knugende sæt, der i sine mest kompromisløse momenter næsten overfaldt publikum. En kort og hård omgang, ligesom det aktuelle albumudspil.

Februar blev afsluttet med Slowdive. De indtog for anden gang på få måneder en københavnsk scene, da et forventningsfuldt og udsolgt Store Vega tog imod bandet, der har opnået større status og publikum siden albumcomebacket i 2017. De spillede vist stort set samme sæt som i Koncerthusets Studie 2 i efteråret, men det virkede lidt fladere denne gang. Lidt af magien manglede – måske mest hos mig, hvilket nok ikke er så underligt, når man oplever den samme koncert to gange på fem måneder. Med sig som support havde Slowdive det franske band band Dead Sea, der leverede en kompetent omend noget anonym dreampop.

Marts

En enkelt koncert blev det til i marts, og den blev leveret af de mexicanske garagerockere Le Butcherettes på Loppen. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at de ‘menige’ bandmedlemmer er temmelig anonyme, men måske er det bare fordi den fyrige frontfigur Teri Gender Bender overskygger alt og alle. Hun er virkelig svær at få øjnene fra, som hun drøner rundt i sin ildrøde kjole og hvæser og snerrer og forsøger at hidkalde alskens dæmoner og andet godtfolk. Jeg kan ærligt talt ikke huske meget andet fra koncerten end hende.

April

Måneden bød på et af årets højdepunkter, da mine elskede powerpopindieknøse i Nada Surf endelig ramte København igen – Pumpehuset for at være mere nøjagtig. Jeg faldt ret sent for bandet, sådan for alvor, og deres – helt ærligt – noget uopsigtsvækkende musik burde slet ikke have sådan en effekt på mig. Men det har de og den altså. For mig er de nok det bedste band i dette årtusinde, hvis man ser over hele virket i den periode. Nåmen, de spillede hele den pragtfuldt bittersøde ‘Let Go’-plade fra ende til anden, og dukkede så op og spillede et sæt mere, hvor de kom godt rundt i diskografien. Det var en pragtfuld aften af mange grunde, og jeg blev vist også lidt beruset af lige så mange grunde.

IMG_3414

Nada Surf i Pumpehuset. Morten i powerpophimlen.

Et orkester jeg ikke lytter meget til længere, er Mercury Rev. På plade har det sjældent klikket fuldstændig mellem mig og dem, men live har de været en stor oplevelse hver gang jeg har set dem. Det blev også en god aften på månedens sidste dag, hvor bandet fejrede tyve-året for hovedværket (ikke min personlige favorit, men skidt med det) ‘Deserter’s Songs’, og det blev en hyggelig og intim seance i Hotel Cecils elegante rum, hvor det karismatiske fikspunkt Jonathan Donahue fortalte anekdoter om tilblivelsen af albummet og optakten til det.

Anden del følger en af de kommende dage. Her bliver der væsentlig større koncertaktivitet, kan jeg godt afsløre.

Kategorier:Musik Tags: , , , , ,

Lytteaften teksttema (1.11.18)

Vi kan vist lige så godt indrømme det; vi kan godt lide ord her i Musiksalonerne. Derfor måtte vi også på et tidspunkt dykke specifikt ned i tekster, og det blev så på denne mørke novemberaften. Vi havnede i depression, i vinterlandet og i social deroute og hyggede os med det…lidt sadistiske er vi nok. Alt i alt havde vi dog atter en mægtig og berigende aften, omend Henrik Marstal nok vil protestere, hvis han ser nedenstående playliste. #voksenhvidmandpatriarkalskmusiksalon

  • Kent – Socker (Morten)
  • Pearl Jam – Black (Michael)
  • Wilco – Please Be Patient With Me (Bo)
  • The Divine Comedy – A Lady of a Certain Age (Morten)
  • Ulf Lundell – I ett vinterland (Michael)
  • Nick Cave and The Bad Seeds – Into My Arms (Bo)
  • The Magnetic Fields – The Nun’s Litany (Morten)
  • Bob Dylan – Tweedle Dee & Tweedle Dum (Michael) (her i live-version)
  • Lars Hug – Hen over himlen (Bo)
  • Olesen-Olesen – Finland (Morten)
  • Nikolaj Nørlund – Indre by (Michael)
  • De efterladte – Bravo November (Bo) (her i live-version)
  • David Bazan – Hard to Be (Morten)
  • Nick Lowe – I Read a Lot (Michael)
  • CV Jørgensen – Et satanisk mesterværk (Bo)
  • Dolorean – Traded for Fire (Morten) (ikke på YT, så her med Damien Jurado. Ordene er de samme)
  • The Cure – The Holy Hour (Michael)
  • Billy Joel – She’s Always a Woman (Bo)

Lyt på YouTube

25 sange fra 2002

Navlepiller-alert! Den her liste er lidt…øh ja, navlepillende. Hvis du tør lytte til den, findes den i bunden af indlægget.

  1. Teenage Fanclub – Did I Say…du kender godt det, at et band udgiver en opsamlingsplade og tilføjer et par nye numre, bare for også at lokke penge ud af de mest trofaste fans? Som regel kan de nye numre slet ikke måle sig med de gamle, fordi bandet forlængst er peaket, og så har fansene en komplet ubrugelig opsamlingsplade på hylden. Sådan var det heldigvis ikke, da Teenage Fanclub smed en compilation på gaden i 2002, for et af de nye numre var Norman Blakes instant classic ‘Did I Say’, en sødmefuld lille sag på blot 144 sekunder med vintage vokalharmonier og en violinsolo. Jeg elsker den, det bør du også gøre.
  2. Beck – The Golden Age…Becks skilsmisseplade ‘Sea Change’ er god, omend en smule overhypet, men der er nogle enkeltøjeblikke af så vanvittig høj klasse, at man tillader sig at glemme nævnte overhype. Åbningsnummeret her er det mest soleklare moment med sin akustiske guitarintro og drømmende, længselsfulde tone. Den smukkeste sang i diskografien, synes jeg.
  3. Early Day Miners – Centralia…titlen refererer (formoder jeg) til en by i Pennsylvania, der i dag står mere eller mindre forladt efter en minebrand i 1962. Hovedvejen til byen er lukket, dens postnummer er slettet, og denne stemning af forladthed og spøgelser gennemsyrer hele den fantastiske plade nummeret stammer fra (Let Us Garlands Bring, red.). Det er knugende, koldt og kuldegysende smukt.
  4. The Flaming Lips – Do You Realize??…der er noget særegent og selvmodsigende over, at en sang om menneskets dødelighed kan være så livsbekræftende. Men det kan den og det er den. Jeg har ikke mere at sige…du kender jo også sangen, så det behøver jeg ikke.
  5. Interpol – NYC…nok det eneste Interpol-nummer, som virkelig har taget mig med bukserne nede, på det forkerte ben, etcetera etcetera. Det er fandeme en fantastisk sang, langsom, højstemt og forbandet velsunget med al den patos den kan trække.
  6. Pedro the Lion – Priests and Paramedics…en af de mest hængemulede sange jeg kender. Jeg elsker den naturligvis. Den utro ægtemand er blevet stukket ned af sin frustrerede kone, paramedicinerne lyver for at holde modet oppe hos ofret, for det er hvad de gør, og præsten har tabt troen og beder folk om at fucke af og opgive håbet. The end. Sådan cirka.
  7. Nada Surf – The Way You Wear You Head…bedste sang på pladen, der sparkede Nada Surf op i en helt anden liga end tidligere (Let Go, red.). Jeg joker af og til med, at der findes to slags Nada Surf-sange; den klæbrige ballade og den hypercatchy powerpopbasker. Jeg knuselsker begge slags, og den her hører til toppen af sidstnævnte.
  8. July Skies – So Sad Today…det er guitarreverb, hviskende mandevokal og tårer eller regndråber ned af vinduet. Det er muligvis ikke meget af en sang, men det er denondelyneme smukt.
  9. Six by Seven – So Close…jeg kan ikke helt huske om den her var den første SbS-sang jeg hørte, men det var i hvert fald den første jeg forelskede mig hovedkulds i. Første trediedel af sangen er pragtfuld – bygger langsomt op, for siden at eksplodere i den rene bombast. RRAAAUUUUWWW!
  10. Aarktica – Nostalgia = Distortion…sjovt, sådan som det står skrevet der, ligner det et regnestykke. Det er ikke hensigten. Nåmen, en smuk sang. Lidt tidstypisk startnullerbeats tilsat en drømmende guitarklang med indlagt reverb og Jon DeRosas rolige, tilbagetrukne vokal. Virkelig en efterårssang.
  11. Thalia Zedek – You’re a Big Girl Now…jeg har hørt en del versioner af den sang, og ikke én har været dårlig. Måske et tegn på at han godt kan skrive en sang, ham Dylan. Den her er måske min yndlingsudgave, men jeg er, indrømmet, også lidt en sucker for Thalia Zedek. Hendes rå og raspende vokal (tænk Marianne Faithfull) på et lydtæppe af blandt andet klagende violin (tænk Dirty Three) får mig hver gang. Så her er et regnestykke til dig: Bob Dylan + Marianne Faithfull + Dirty Three = Thalia Zedek. Jeps.
  12. Craig Armstrong & David McAlmont – Snow…komponisten Armstrong har aldrig været bange for storladne strygerarrangementer, og det er han sørme heller ikke her. Fra en plade, hvor han samarbejdede med U2, Mogwai, Evan Dando og en masse andre prominente kunstnere, var det alligevel englevokalen McAlmont (vel mest kendt for et kortlivet samarbejde med Bernard Butler), der trak det længste strå med denne vemodige sag.
  13. Doves – Words…kort bandnavn, kort titel, lang sang. Men sikken en. Jeg er aldrig blevet helt så grebet af Doves, som mange blev der i starten af nullerne, men de fik da skruet et par kompetente plader sammen. Og nogle fabelagtige sange, som for eksempel den her med det dejlige drive, der er som skabt til løbeture i lorteøens strandpark. Især for os der ikke ligefrem er megahurtige. True story.
  14. Neko Case – Deep Red Bells…jeg overværede en forrygende koncert med Case og band i går, og det her nummer tog selvfølgelig kegler – som det også gør på plade. Godt med countrytwang på alle instrumenter, inklusive den rødhårede tornados stemmebånd. Hun er en fantastisk sangerinde og bandet bag hende spiller røven ud af bukserne.
  15. Kent – Socker…klart bedste sang på en af de Kent-plader, jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til. Den er lidt for glat, lidt for leflende, men naturligvis med plads til et par gode sange. ‘Socker’ er dog Kent fra øverste skuffe. Og så kan jeg godt lide tanken om at Jesus dukker op i tv-talkshows som heroinmisbruger.
  16. Laura Cantrell – When the Roses Bloom Again…uuj, det er smukt. En blændende countryballade, sunget så ynde- og længselsfuldt af frøken Cantrell, at øjnene næsten løber i vand. Sjovt at hun med sin ret polerede countrysound blev udgivet på indiemastodonten Matador Records.
  17. Mikael Simpson – Faldskærm…jeg tror nok det var Simpsons første koncert i eget navn, den jeg oplevede på Spot-festivalen i Århus tilbage i 2002. I hvert fald gjorde han og band det så fremragende, at jeg den efterfølgende mandag fór ind i midtbyen for at købe debutpladen, og det har der aldrig været grund til at fortryde. ‘Faldskærm’ er en virkelig effektfuld åbner og den bedste sang på en meget fin plade. Også selv om det er med gift i lungerne og hjertet på halv kraft.
  18. Manic Street Preachers – Door to the River…som tilfældet er med listens etter, har vi også her fat i et-nyt-nummer-på-opsamlingsplade-syndromet. Og, igen, som tilfældet er med listens etter, er det faktisk en usædvanligt vellykket sag. Måske var jeg i virkeligheden lidt for hård ved syndromet tidligere? Nåmen, det er Manics i storladen balladestil, og de helt gamle fans vil formentlig hade det, men sådan en som mig, der holder mest af dramatiske sange som ‘A Design for Life’ og ‘Everything Must Go’ kan naturligvis ikke modstå den slags overdrevne patos.
  19. Azure Ray – Raining in Athens…”det lugter lidt af ungpigeværelse”, læste jeg engang om Azure Ray på et musikforum, og det var egentlig meget rammende. Nogen vil formentlig få kvabbabelse af al den startnullerindiefolkweltschmerz (her er både melodika, banjo og sky kvindehviskevokal, ffs) men jeg synes det holder hundrede procent. Jeg er nok også lidt indbygger-på-et-ungpigeværelse-agtig.
  20. Pet Shop Boys – Love Is a Catastrophe…kæmpe sang, den her. Jeg ved ikke om det er tiltænkt, men for mig føles den som PSBs pendant til Smiths-klassikeren ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, og det er en stor ros, hvis du skulle være i tvivl. Også et af de få tilfælde, som jeg kan komme på, hvor Neil Tennant rent faktisk lyder vred. Han snerrer jo!
  21. Ron Sexsmith – Gold in Them Hills…så er der mere håb, afmålt naturligvis men alligevel, hos Sexsmith, der prøver at overbevise lytteren (og måske sig selv) om, at der er lys for enden af tunnellen. Der er guld i de der bakker, du må kæmpe dig op ad.
  22. Josh Rouse – Nothing Gives Me Pleasure…formkurven var opadgående for Rouse i disse år, og selv om han fem år senere havde lullet i hvert fald mig i søvn, så skal det bestemt ikke tage noget fra hans tidligere form. Den her er guitarpop i både midtempo og topklasse.
  23. Tram – Three Years…ligesom David McAlmont længere oppe på listen, besidder også Trams Paul Anderson en vemodig kordrengevokal, der kan åbne tårekanalerne på vi lyttere af den følsomme slags. Her suppleres vokal af et storslået strygerarrangement, der virkelig åbner for tåresluserne.
  24. Ms. John Soda – Solid Ground…årh, den her er nuttet. Mere er der egentlig ikke at sige. En stor, lillebitte sang fra slænget her, der var en del af det, på dette tidspunkt, højtprofilerede tyske electronicalabel Morr Music.
  25. Rufus Wainwright – Across the Universe…overlæsset produktion og Rufus W. for fuld udblæsning…underspillet er den her ikke. Jeg holder sgu så meget af Wainwright og hans diva-tilbøjeligheder.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1986

Jep, du læste rigtigt: Det er listetid! Playlisten er i bunden af indlægget.

  1. Elvis Costello & The Attractions – I Want You…hans bedste sang? Jeg tror det. En af mine venner påstår, at det er en af de bedste kærlighedssange nogensinde, og det er måske ikke helt skævt. En temmelig bittersød en af slagsen, forstås – det er jo Costello.
  2. Prince – Sometimes It Snows in April…jeg føler ikke jeg skylder Peter Larsen (ham der var inde i Tjener Frandsen og rideskolelærer Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideskole, du ved? Ikke? Nå ok, det er også en pæn sjat år siden. Denne regibemærkning har taget overhånd) alverden. Men jeg skylder ham mit kendskab til denne smukke Prince-sang, som jeg første gang hørte i et radiointerview med netop ham dér Larsen. Jeg erindrer ej hvad interviewet handlede om, men jeg husker den sang blev spillet, og jeg var solgt på stedet. Det er jeg fortsat.
  3. XTC – Earn Enough for Us…jeg har prøvet, men jeg er ikke for alvor blevet af ramt af XTC-bacillen. Hvis man, altså, ser bort fra denne sang, der er helt-op-i-skyerne catchy og velskrevet. Og så slutter den som en Beatles-sang, som jeg lige nu ikke kan komme på. Det irriterer mig lidt. Men det er ikke sangens skyld. (We Can Work It Out, red.)
  4. Hüsker Dü – Don’t Want to Know If You Are Lonely…helt ærligt, var Grant Hart egentlig ikke den bedste sangskriver i Hüsker Dü? Det er lige før jeg tror det. Den her er den bedste HD-sang jeg kender. Den er formidabel. Medrivende, melodiøs og insisterende.
  5. The Shop Assistants – Somewhere in China…åh, den er smuk. Lidt sky og tilbagetrukken. Dejligt klokkespil. Måske er det en xylofon. Men dejligt er det i hvert fald. Firser-indie når det er allerbedst. Skøn plade i øvrigt, omend generelt mere tempofyldt end den her.
  6. The Mighty Lemon Drops – My Biggest Thrill…jeg købte en overgang en stribe plader med dette orkester, i håb om at finde bare en sang eller to mere, der rammer dette niveau. Det lykkedes ikke. Det er, når ret skal være ret, også et tårnhøjt niveau. Jeg er pjattet med den. Et dansabelt mix af Echo & The Bunnymen og The Byrds. Jingle-jangle.
  7. Gangway – My Girl and Me…måske det bedste danske indiepopnummer nogensinde. Det er i hvert fald fuldstændig perfekt. Det behøver jeg naturligvis ikke at fortælle dig, det ved alle.
  8. Depeche Mode – A Question of Lust…jeg elsker simpelthen når Martin Gore sætter sig til mikrofonen og synger sine softpopballader. Han har altid været dygtig til at lægge sin spæde stemme i de rette lydfolder, og denne pragtsang fra mesterværket ‘Black Celebration’ er ingen undtagelse.
  9. The Smiths – There Is a Light That Never Goes Out…den kender enhver blød indiedreng, -pige og -tredie køn – og med god grund. En eviggyldig klassiker så ladet med patos, at det næsten er i overkanten. Næsten. Nej, det er for meget, men det skader sjældent en virkelig god sang.
  10. R.E.M. – Fall on Me…klassisk, kryptisk R.E.M., og den smukke, vemodige melodi sidder som så ofte lige i skabet. Der er ikke alverden mere at sige.
  11. The Go-Betweens – Apology Accepted…bandet der burde have været større end The Smiths, men som aldrig nåede de kommercielle højder. ‘Apology Accepted’ er bare et af utallige eksempler på hvor meget musikalsk gods der var i d’herrer Forster og McLennan, og så er den endda langt fra deres stærkeste øjeblik. Verdensklasse ikke desto mindre.
  12. Billy Bragg – Greetings to the New Brunette…mere udtryksfulde end deciderede smukke har Braggs sangforedrag altid været, men skidt med det når man har en masse galde og et virkelig godt melodiøre. Når man lige føler for det. Bragg har både det ene og det andet.
  13. Talk Talk – Living in Another World…’Life’s What You Make It’ var min indførsel i Talk Talks univers, og det er naturligvis stadig en dejlig sang. Den her er dog endnu bedre. Der er noget dragende ved Mark Hollis’ vokale stil, der altid får ham til at lyde som om himlen er ved at falde sammen over ham. Måske skulle han konsultere R.E.M.-sangen ovenfor?
  14. The Weather Prophets – Almost Prayed…den eneste sang jeg kender med dette ensemble, så her er 100 % hitrate. Jangly guitarpop, som den lød på Creation Records der i midten af nittenfirserne.
  15. David Bowie – Absolute Beginners…det er næppe en sang som majoriteten af Bowie-fans falder i svime over, men jeg er ikke Bowie-fan, så jeg kan være ligeglad. Det er en pragtfuld sang. Skønt omkvæd.
  16. Peter Gabriel & Kate Bush – Don’t Give Up…en af de store, klassiske firserduetter. Smukt og blidt. Interessant at høre duettisternes forskellige sangteknik; Gabriel strækker virkelig sin stemme til det yderste, mens Bush virker som om det at kontrollere sin stemmeføring er det letteste i verden. Det er det muligvis også for hende.
  17. Crowded House – Don’t Dream It’s Over…apropos det letteste i verden, så virker det også af og til som om Neil Finn kan trylle disse mægtige melodier frem på kommando. Stor popballade, omend langt fra min Crowded House-favorit – jeg tror faktisk jeg faldt for Paul Youngs udgave først.
  18. The Bangles – Walk Like an Egyptian…den her er bare sjov, catchy og umulig ikke at ryste hele kroppen til. Way-oooh, way-oooh!
  19. Half Man Half Biscuit – All I Want for Christmas Is a Dukla Prague Away KitAnd he’d managed to get hold of a Dukla Prague away kit/‘Cos his uncle owned a sports shop and he’d kept it to one side/And after only five minutes you’d be down to ten men/‘Cos he’d sent off your right back for taking the base from under his left winger/And come to half time you were losing four-nil/Each and every goal a hotly disputed penalty – det siger sig selv at en sang med den titel og tekst er skidegod. En ordentlig gang skrammel på den allerbedst tænkelige måde.
  20. The Housemartins – Happy Hour…Housemartins var ret sjove og finurlige, og det fortsatte sådan set da de blev The Beautiful South. De kunne virkelig vride øreorme ud af ærmerne, catchy grænsende til det irriterende. Som regel holdt de sig lige på den rette side af catchy/irriterende-skalaen. Et af beviserne er her.
  21. Sinéad O’Connor – Heroine…en vidunderlig lille sang fremført af en purung O’Connor, der allerede her mestrede det karakteristiske stemmeknæk. Fra filmen ‘Captive’, hvis soundtrack blev skrevet af The Edge og Michael Brook i fællesskab – og altså her med bistand fra en talentfuld teenage-pige.
  22. Eurythmics – When Tomorrow Comes…der var seriøst gang i hitmaskinen hos Dave Stewart og Annie Lennox i disse år, og det er nærmest bare at vælge og vrage mellem veldrejede ørehængere. I sidste øjeblik skiftede jeg mening og erstattede ‘Thorn in My Side’ med denne. Det kunne såmænd også have været ‘Missionary Man’.
  23. The Triffids – Wide Open Road…en passende titel til denne meget voksne popsang. Den er superglat, velproduceret og så sofistikeret, at mindre kloge sjæle nok vil sige at den er røvkedelig. De har naturligvis ikke ret – det er en herlig sang.
  24. Felt – All the People I Like Are Those That Are Dead…jeg kan godt lide at Lawrence næsten hvisker titlen frem, som om han er bange for at forstyrre de fortabte sjæle. Derudover kan jeg også lide samspillet mellem den jangly guitar og det allestedsnærværende orgel. Det er en smuk sang.
  25. Slayer – Angel of Death…synderligt smuk er listens nummer 25 ikke, og megen hvisken kan man ikke slippe afsted med at sige at den indeholder. Den kan dog noget andet, sangen om nazi-lægen Josef Mengele; den kan skabe raseri og en ubønhørlig vrede. Og få langt hår til at svinge helt af sig selv. Tror jeg – mit hår er ikke ret langt. Men så fik jeg i det mindste spillet noget med Slayer.
Kategorier:Musik Tags: , ,