Arkiv

Skribentarkiv

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

23/07/2017 2 kommentarer

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

  1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
  2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
  3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
  4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
  5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
  6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
  7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
  8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
  9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
  10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
  11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
  12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
  13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
  14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
  15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
  16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
  17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
  18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
  19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
  20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Lytteaften 1991-tema (30.6.17)

Der var Nirvana. Der var Pearl Jam. Der var Metallica. Der var Guns n’ Roses. Der var Red Hot Chili Peppers. Der var Primal Scream. Der var Massive Attack. Der var U2. Der var R.E.M. Der var mig. Der var ikke Love Shop, men de skal alligevel have tak for inspirationen. Det jeg prøver at sige er, at 1991 med rette betragtes som et meget markant musikår, proppet som det var med store, kendte, elskede – ja, man kunne med lidt kækhed fristes til at sige ikoniske plader. Ovennævnte bands stod bag nogen af dem, men ingen af selvsamme ovennævnte var inviteret til musiksalonen forrige fredag. Det kan muligvis være et udslag af den-tager-jeg-ikke-med-for-det-gør-indsæt musiksalonist-nok-tesen. Det kan selvfølgelig også være en følge af, at det ikke er skidespændende at spille Smells Like Teen Spirit eller Enter Sandman for resten af flokken, for dem kender vi sådan set godt. Jeg tror det er en kombi. Der var heldigvis ikke forbud mod at skyde store kanoner af, hvilket vi alle udnyttede, men der var heller ingen tvang. Ej heller var der forbud mod at stjæle hinandens valg, hvilket gik uretfærdigt hårdt ud over Bo i denne omgang. Undskyld, Bo!

Nåmen, 18 overvejende gode sange fra 1991 blev det til, inden vi gik udenfor referat, og nørdede The Only Ones (tak for intro, Michael, dem skal jeg lige have tjekket op på) og The Beatles, og indeninden at de garvede McCartneyister forsøgte at overbevise undertegnede mindre garvede ditto om, at den gamle mand også kunne noget solo. Med vekslende held, tør jeg godt sige i denne lukkede kreds. “Nu pludrer du bare, Morten.” Det har du ret i, så det stopper her. Eller om en linjes tid. Aftenens playliste på skrift og i lyd herunder.

  • How Do I – Birthday (valgt af Michael)*
  • Morrissey – Sing Your Life (valgt af Bo)
  • Gangway – Going Away (valgt af Morten)
  • Sort Sol – Siggimund Blue (Michael)
  • James – Sit Down (live) (Bo)
  • Soundgarden – Jesus Christ Pose (Morten)
  • Prince – Cream (Michael)
  • Robbie Robertson – Breaking the Rules (Bo)
  • American Music Club – Jesus’ Hands (Morten)
  • Queen – I’m Going Slightly Mad (Michael)
  • Squeeze – Letting Go (Bo)
  • Crowded House – Four Seasons in One Day (Morten)
  • Elvis Costello – Broken (Michael)
  • Richard Thompson – I Misunderstood (Bo)
  • Matthew Sweet – I’ve Been Waiting (Morten)
  • Big Audio Dynamite II – Green Grass (Michael)
  • Tom Petty & The Heartbreakers – Build to Last (Bo)
  • Slowdive – Shine (Morten)

Lyt på YouTube

*ikke tilgængelig på YouTube. Det tror jeg i hvert fald ikke. How Do I Birthday er en ret håbløs søgetråd på YouTube. Det kunne de godt have tænkt på dér i 1991.

Lytteaften gode produktioner-tema (14.5.17)

Hvad i alverden er en god produktion? Findes der et entydigt svar på det spørgsmål? Ja, det gør der. Nej, er svaret. Se, det vidste musiksalonen og dens medlemmer jo nok godt i forvejen, men det var nu alligevel rart at få bekræftet sådan en søndag majaften, hvor produktionerne befandt sig lidt i øst og vest sådan rent ææh ja, produktionsmæssigt. Den var glat og poleret hos Fleetwood Mac, hyperdetaljeret hos Primal Scream, pumpende og in-your-face hos PIL og knastør hos Smog. Og så er det jo værd at huske på den gyldne regel: En god produktion kan ikke redde en dårlig sang, men en god sang kan sagtens redde en dårlig produktion. Eller hvordan det nu var.
lytteklubbenmaj17
  • Culpepper’s Orchard – Mind Pollution/Weather Report – produceret af Casper/Culpepper’s Orchard (valgt af Michael)
  • Big Black – The Model – Steve Albini (Morten)
  • Fleetwood Mac – Little Lies – Lindsey Buckingham (Emil)
  • Depeche Mode – Useless – Kruder & Dorfmeister (Bo)
  • Cream – Strange Brew – Felix Pappalardi (Michael)
  • Robyn – With Every Heartbeat – Kleerup (Morten)
  • Darkthrone – To Walk the Infernal Fields – Darkthrone (Emil)
  • Primal Scream – Star – Brendan Lynch (Bo)
  • Public Image Limited – Public Image – PIL (Michael)
  • Arab Strap – Packs of Three – Geoff Allan & Paul Savage (Morten)
  • Incantation – Immortal Cessation – Steve Everett (Emil)*
  • DJ Shadow – Building Steam With a Grain of Salt – DJ Shadow (Bo)
  • Mark Stewart and The Maffia – Learning to Cope With Cowardice – Adrian Sherwood & Mark Stewart (Michael)
  • Smog – Dress Sexy at My Funeral – Bill Callahan (Morten)
  • The Beatles – Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band – George Martin (Emil)
  • Tortoise – Seneca – John McEntire/Tortoise (Bo)
  • Timbuk 3 — Born to Be Wild – Pat McDonald & Barbara K (Michael)*
  • Mazzy Star – Bells Ring – David Roback (Morten)
  • Emperor – The Burning Shadows of Silence – Pytten (Emil)
  • Peter Sommer – Sandhed nr 502 – Henrik Balling (Bo)

*= ikke på YouTube

Lyt til playlisten på YouTube

25 sange fra 1998

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

  1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
  2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
  3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
  4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
  5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
  6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
  7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
  8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
  9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
  10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
  11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
  12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
  13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
  14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
  15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
  16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
  17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
  18. Eels – Dead of Winterand strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
  19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
  20. Mercury Rev – Goddess on a Hiwayand I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
  21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
  22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
  23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
  24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
  25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Lytteaften New York-tema (6.3.17)

“Chapter one. He adored New York City. He idolized it all out of proportion. Eeh, no…make that he…he romanticized it all out of proportion.”

Jeg har aldrig været i New York – det være sig state eller city – så tilgiv min tyen til tyveri fra Woody Allen i forsøget på at sætte scenen. Musiksalonen befandt sig mandag aften fysisk i 2400, men da virkeligheden som bekendt ikke kun findes i Nordvest, var den åndeligt draget til det store æble. Nåja, og til det store æbles nære og mindre nære provinser, for mere nøjeregnende og pernittengrynede er vi heller ikke i salonen.

Fil 08-03-2017 13.08.13

Min bruttotrup til New York-temaet. Der var dog kun plads til fem af dem.

New York er, eftersigende, lidt af en smeltedigel af kulturer og inspirationer, så det var på forhånd interessant at se, hvad vi fire salonister havde fundet på. Som ventet blev det en sjov blanding af arketypisk newyorkerartrock, støjrock, bluesy hardrock, singersongwriteri – og så lidt hiphop og metal af mere eller mindre ekstrem variant. For ligesom at tilsætte lidt finurligt krydderi. Det blev naturligvis et stærkt og spraglet soundtrack. Lyt selv med herunder.

  • Mountain – Never in My Life (Michael)
  • Lou Reed – Lisa Says (Bo)
  • Nas – N.Y. State of Mind (Morten)
  • Helmet – In the Meantime (Emil)
  • Television – Days (Michael)
  • Harry Nilsson – Perfect Day (Bo)
  • Band of Susans – Paint It Black (Morten)
  • Wu-Tang Clan – Clan in da Front (Emil)
  • Interpol – NYC (Michael)
  • Laurie Anderson/William S. Burroughs – Sharkey’s Night (Bo)
  • Soul Coughing – Is Chicago/Is Not Chicago (Morten)
  • Immolation – Higher Coward (Emil)
  • Talking Heads – Air (Michael)
  • The Band – Don’t Do It (Bo)
  • Luna – Season of the Witch (Morten)
  • Public Enemy – Burn Hollywood Burn (Emil)
  • The Walkmen – We Can’t Be Beat (Michael)
  • Paul Simon – Stranger to Stranger (Bo)
  • Sonic Youth – (I Got a) Catholic Block (Morten)
  • Fallen Christ – Evil Larvae (Emil)*

* Ikke tilgængelig på Youtube, men hele albummet kan høres her

Lyt til playlisten på Youtube

Don’t Always Look for Comfort in a Song: Teenage Fanclub 1990-2016

Yes, det er ved at være den tid; verdens bedste band nærmer sig København. De rammer Lille Vega i morgen fredag den 10. februar, og der er på forunderlig vis udsolgt. Det er første gang jeg skal til en udsolgt Teenage Fanclub-koncert, de to gange jeg har set dem har der vel højst været halvfyldt, så hvad er der sket? Er verden pludselig gået lidt mindre fra forstanden? Glædeligt er det dog, at danskerne endelig lader til at have åbnet ørerne. Eller svenskerne, måske. Nåmen, glædeligt er det at Øresundsregionen endelig lader til at have åbnet ørerne.

Jeg har vanen tro lavet en liste, og for nemheds skyld har jeg valgt mine tre yndlingssange fra hvert regulært album (The King og Deep Fried Fanclub tæller ikke med her), plus lidt løse sange fra hist og pist. Det har givet nogle helt horrible udeladelser – for eksempel er der ikke blevet plads til The Concept, Sparky’s Dream og Start Again – men sådan er livet så barskt og uretfærdigt. Modsat bandet har jeg heller ikke været så demokratisk at give hver sangskriver lige megen plads, så beklager, Raymond McGinley, du drukner lidt i mængden. Du er dygtig, men Gerry Love og Norman Blake er bare i verdensklasse.

God fornøjelse – også hvis du skal til koncert i morgen!

25 sange fra 2004

Ny årgang – ny listeform. Jeg forsøger mig med lidt flere detaljer. Som altid er du velkommen til at springe mit nonsens over, og gå direkte til playlisten. Der er lyttelink i bunden.

  1. The Divine Comedy – Our Mutual Friend…havde jeg lavet denne liste for 14 dage siden, var den her sang end ikke kommet i betragtning. Men jeg har altså, pludseligt, opdaget den, her 13 år efter den udkom og fire år efter jeg købte pladen, Absent Friends. En vidunderlig plade, der toppes af denne helt guddommelige (undskyld) sang med den fantastiske historiefortælling, og en patos og orkestrering så stor som, ja, det ved jeg ikke…hele verden, måske. Neil Hannon og hans slæng kommer til København om godt en uge, og jeg glæder mig enormt til at opleve ham og dem. Og forhåbentlig ‘Our Mutual Friend’.
  2. Franz Ferdinand – Take Me Out…en født klassiker. Jeg kom engang i et af mine radioprogrammer til at udbasunere, at dette måske var årtiets bedste single, og jeg er altså ikke sikker på at jeg tog fejl. Den vil holde helt ind i evigheden, hvornår den så end kommer til os.
  3. Max Richter – On the Nature of Daylight…langt mindre festlig er den tysk-engelske komponist Richters indslag. Men det rammer noget andet i mig, med sin næsten overdrevne sorgfuldhed og helt regulære skønhed. Ligesom en anden af tidens store neoklassiske kunstnere, Jóhann Jóhannsson, formår Richter, når han er bedst, at ramme de helt rette hjertetråde. I hvert fald hos mig. Dette er et af de smukkeste stykker musik jeg kender.
  4. Guster – The Sun Shines Down on Me…hvis det er åbenlyst hvorfor jeg er faldet i svime over Max Richter-nummeret, så er det måske mere vanskeligt at forklare hvorfor jeg elsker denne sang så meget. Altså, den er umiddelbart ret ordinær (hvilket jeg også har indtryk af at Guster er, jeg kender dem ikke specielt godt), men den lidt vage og triste fortolkning af Daniel Johnstons ord, kan bare noget uforklarligt. Det er bare en skøn sang. Beklager, det er et tyndt argument, men sandt ikke desto mindre.
  5. Weeping Willows – Stairs…true story: første gang jeg hørte den her, tænkte jeg: “Hold kæft mand, den nye Morrissey-single er god!” Det viste sig så at være den svenske Morrissey, Magnus Carlsson, og hans gæve svende, der havde præsteret et lille mesterværk. Jeg fór, i øvrigt, øjeblikkeligt til nærmeste pladebutik, som lå i Helsingør, for at købe den (jeg skulle alligevel have den nye Claus Hempler-plade), og nej, albummet holder slet ikke samme afsindige niveau. Hvilket heldigvis er komplet underordnet på denne liste. ‘Stairs’ er fortsat et lille mesterværk.
  6. Arcade Fire – Wake Up…jeg var ikke overbevist om Arcade Fires brillans første gang jeg lyttede til dem, og der skulle da også gå en del år før jeg hørte en hel plade med dem. De har dog vundet ved nærmere bekendtskab, og jeg synes specielt de første to plader er glimrende. ‘Wake Up’ er et pragtfuldt, bombastisk nummer, som jeg bliver ved med at holde af. Jeg skulle åbenbart blot vågne op.
  7. Jolie Holland – Old Fashioned Morphine…det mest cool nummer på listen er dette pragtværk af Jolie Holland, en af stifterne af den charmerende, men desværre hedengangne country-trio The Be Good Tanyas. Holland, med den karakteristiske raspende stemme, leverer her en fortræffelig art pilskæv jazzbluesfolk, der helt sikkert har fået heltene – begge for øvrigt erklærede fans – Tom Waits og Bob Dylan til at nikke anerkendende.
  8. Josh Rouse – Michigan…ligesom Gusters sang længere oppe, hører den her til de mere undselige og anonyme af slagsen. Den nedtonede instrumentering, en akustisk guitar og en diskret harmonika, er bare en vinderkombi, og når Rouse er på toppen af sin ydeevne – som han var i første halvdel af nullerne – så kan han få selv de forsigtigste sange til at lyde af meget mere end de er. Jeg har tabt interessen for ham – han er vist blevet lykkeligt gift og flyttet til Spanien, hvilket alle ved er roden til alt ondt – men ‘Michigan’ holder jeg stadig usigeligt meget af.
  9. Justin Rutledge and The Junction Forty – Federal Mail…dengang i 2004 blev Rutledge pludselig superstjerne på et dansk musikforum. Jeg fangede aldrig helt hvorfor – det gjorde resten af verden vist heller ikke – men i hvert fald blev hans album No Never Alone ved flere lejligheder udråbt til det største mirakel musikbranchen havde hørt. Eller ikke hørt, rettere. Cirka. Det hverken er eller var det, men det indeholdt dog denne vidunderlige tearjerker, med de helt uimodståelige linier got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair. Og så lister den sig afsted, som et bastard-afkom af Patsy Clines ‘Crazy’. Det er en pragtfuld sang, og det er ok at få tuderen på når man lytter til den.
  10. R.E.M. – Leaving New York…ja, den sang lovede vist lidt mere end albummet kunne holde, men det er fuldstændig ligegyldigt, for ‘Leaving New York’ er en sådan blid ballade, som vi (som i jeg) elsker R.E.M. for. Deres bedste single efter årtusindskiftet. Basta.
  11. Marc Gartman – Luf Kanh Brhak Ur Hrt…hvis man tænker sig om, kan man måske godt regne ud hvilken sang Gartman fortolker her*. Hvis ikke, kan man bare lytte til den, for det fortjener den. Gartman er ikke nogen superstjerne, men han er en ret habil musikant, som det kan høres i denne helt intime klaverballade, og også i det fine americana-ensemble Pale Horse and Rider. *psst, det er en Neil Young-sang.
  12. Sparklehorse & The Flaming Lips – Go…det andet Daniel Johnston-cover på listen, men det var også en fin tribute der kom på gaden i 2004. Mig bekendt det første samarbejde mellem de særegne sæt kunstnere, men ikke det sidste. Jeg får altid lidt ondt i hjertet når jeg hører Sparklehorse, for Mark Linkous var en af mine skæve helte, og hans tragiske exit var så ubærlig, omend ikke uventet. Det her er ret meget et Sparklehorse-nummer, drømmende og skrøbeligt, men det klæder bestemt Wayne Coyne og co. at skrue lidt ned for vanviddet.
  13. Timesbold – Bone Song…nej, jeg ved ikke meget mere om Timesbold end du gør, men jeg ved dog at dette er en smuk, smuk sang. En art melodramatisk nattewesternballade, hvis det giver mening? Jeg opdagede den på et cykelsportsforum, af alle steder, hvor en bruger med udsøgt smag nævnte og anbefalede den. Jeg takker stadig mange gange.
  14. Micah P. Hinson – The Day Texas Sank to the Bottom of the Sea…en sang med den titel, kan da kun være fyldt med drama og vare mere end otte minutter? Det har du ret i. Desuden er den afsindigt smuk, selv om Hinsons grove og uskolede stemme nok er en acquired taste. Han har altid mindet mig en del om Hayden, som vi sjovt nok møder længere nede af listen.
  15. Ryan Adams – Anybody Wanna Take Me Home…jeg kan ærligt talt ikke huske om denne version er så meget anderledes end den der kom på Rock n Roll året før. Jo, den er lidt længere, så nu tager jeg den med her i 2004, fra Love Is Hell-albummet. Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt mig at tage ‘I See Monsters’ med på listen, men i sidste øjeblik ændrede jeg mening. ‘Anybody…’ er altså også en dejlig sang, og lidt mere rock, hvilket listen nok har meget godt af.
  16. Sufjan Stevens – To Be Alone With You…Stevens’ 2004-album Seven Swans er efter min mening hans bedste og et af de bedste dette år. Problemet, hvis man kan tale om det, er bare at det er et meget solidt sammensat album, hvor ingen enkeltsange for alvor stikker ud. Derfor denne, bevares fine, placering, som dog ikke er helt i top. ‘To Be Alone…’ er dog et godt eksempel på hvilken udgave af Sufjan Stevens jeg holder mest af, nemlig den nedtonede og mere enkle. De der svulstige kammerpoparrangementer han også har gjort sig i, er blevet lidt anstrengende med årene.
  17. Tift Merritt – Plainest Thing…af og til forvandler jeg mig til en følsom thirty-something kvinde, og så kan jeg godt lide at lytte til Tift Merritt. Hendes vokale klang – ganske tæt på den Emmylou Harris også besidder – er ret uovertruffen. I tilgift er hun en habil sangskriver. ‘Plainest Thing’ er et af de bedste eksempler på det. Og ja, jeg indrømmer det: Den følsomme thirty-something mand jeg er det meste af tiden, er ikke meget anderledes end kvinde-udgaven. Han kan også godt lide Tift Merritt.
  18. Windermere – Trailer Park…hvad blev der egentlig af Windermere? De lavede to gode plader, og så *puf* var de væk. Er der nogen der ved hvad der gik galt? Hvis, altså, noget gik galt. Nå, men ‘Trailer Park’ tog pusten fra mig de første gange jeg hørte den, en effekt den måske ikke helt har længere, men det er nok ikke så mærkeligt efter de mange år og afspilninger. Det er nu stadig en vidunderlig sang, og Windermere var, så kort det varede, et godt bud på gedigen dansk shoegaze/postrock.
  19. A Northern Chorus – Slide…mere postrock, denne gang dog fra Canada, fra et band jeg lige en kort overgang der i midt-nullerne faldt lidt for. Det er længe siden jeg for alvor har tænkt på A Northern Chorus, bortset fra når jeg hører dette nummer, der stammer fra en tribute til den første Low-plade, I Could Live in Hope. Ja, noget så konkret. Originalen er en af de bedste på sin skive, mens fortolkningen her – trukket endnu længere ud og om muligt gjort endnu langsommere og dvælende – passende er den bedste på sin.
  20. Elliott Smith – Pretty (Ugly Before)…den bedste sang på den plade Smith vist lige netop ikke fik gjort færdig før sit farvel til denne verden. From a Basement on the Hill blev dog afsluttet in absentia, og sendt ud til de stadig sorgramte, men spændte fans – heldigvis. Nej, det blev ikke hans stærkeste plade, men den indeholder dog blandt andet denne perle, der hører til blandt hans bedste sange.
  21. Darren Hanlon – (There’s Not Enough Songs About) Squash…sangens titel siger vel egentlig hvad der skal siges, men heldigvis er det også en pragtfuldt skramlet janglepopsag. Til Hanlons (yderligere) ros vil jeg også nævne, at jeg vist aldrig har hørt linierne without sounding too peculiar/If it’s a cardiovascular/You’re after then you can’t go past squash hverken før eller siden. Det er jo lidt en skam, når nu de ligger så godt på tungen.
  22. The Twilight Singers – Black Is the Color of My True Love’s Hair…Joan Baez har været der. Nina Simone har været der. The Czars har været der. Forbi denne traditional, altså. Mest taknemlig er jeg dog over at Greg Dulli, i et af sine frikvarterer fra Afghan Whigs, har været der med sit projekt The Twilight Singers, for de leverer en desperat rockfortolkning som man kun kan forvente af den altid udtryksfulde Dulli. Den er fed!
  23. Joy Zipper – Ron…det er ikke et band jeg har noget særligt forhold til, Joy Zipper. Jeg kender faktisk kun pladen nummeret her stammer fra, og den er fin…og så ikke meget mere. Sangen ‘Ron’ trækker dog gevaldigt op, luftig, drømmende og lidt vemodig som den er. Der er egentlig ikke alverden mere at sige. Den er dejlig.
  24. Julie Doiron – Snowfalls in November…dejlig er den her også, og den eneste grund til jeg nogensinde håber på sne i november er, at jeg så kan være kæk, sætte den her på anlægget og kigge ud på det hvide stads. Doiron har ikke nogen stor stemme, men den matcher perfekt den lidt slingrende, men bedårende melodi. *Suk*. Den her burde måske i virkeligheden have været højere oppe på listen?
  25. Hayden – Don’t Get Down…jeg elsker ironien i, at den ellers noget indadvendte og melankolske Hayden Desser har skrevet denne sang for at opmuntre sin tilsyneladende endnu mere mutte og nedtrykte ven og medtroubadour Howie Beck. Det er ret sødt. Sangen er også dejlig – en simpel, akustisk petitesse, men den fungerer.

Det var 2004 a la Morten. Hvis du har læst med – godt kæmpet! Og tak! Vil du bare lytte, skal du klikke herunder.

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,