25 sange fra 1993

Ah ja, de formative år. Vi, der er født i den sene ende af 1970’erne, har nok et særligt forhold til start- og midthalvfemserne. Ikke at jeg partout vil tage hele årgange som gidsler i denne, indrømmet, helt selvkomponerede teori, men jeg formoder at det for de flestes vedkommende er i disse år, der begynder at ske noget for alvor. Smag ændrer sig, stil udvikles. Her taler jeg naturligvis kun om musikken, alt andet er irrelevant i denne sammenhæng. I hvert fald står 1993 for mig som et ret markant musikår. Listen bærer præg af at have en ret pæn hitrate, hvis man sammenligner hvad jeg lyttede til på daværende tidspunkt og nu, og der er en del af musikken jeg begyndte at samle op dengang, som stadig hænger ved. Der er naturligvis også sange og kunstnere, der er kommet til langt senere, men der begynder at tegne sig et billede af, hvor min musikalske interesse fører hen.

Når alt det er sagt, så er listen her exceptionelt stærk. Jeg skrev vist om 1987-listen, at den var den stærkeste hidtil, men den bliver overgået her. Jeg havde et voldsomt hårdt felt på 30-35 sange, som jeg på det usleste måtte korte ned, og det var virkelig darlings der måtte lade livet. Et par sidste-øjebliks-ændringer gjorde at Slowdive, et af mine favoritbands, røg ud af listen, og de sidste to der inden da blev skåret fra, var fantastiske sange med yndlinge som PJ Harvey og Lloyd Cole. Kandidaterne var som sagt helt ude af denne verden. Det samme er etteren på listen, som jeg mærkeligt nok ikke var i tvivl om. Det skyldes nok, at den sang ganske enkelt er en af de bedste jeg nogensinde har hørt – tænk top-5’ish – men samtidig er den en sang, jeg ikke ynder at lytte til i selskab med andre. For mig er den en lytte-alene-sang. Du må dog selv bestemme hvordan du lytter til den. Eller om.

Således beriget har du ingen undskyldning for ikke at læse og lytte med. Listen kommer her – Spotify-link i bunden.

  1. Red House Painters – Katy Song
  2. The Boo Radleys – Lazarus
  3. New Order – Regret
  4. The Posies – Solar Sister
  5. Matthew Sweet – Someone to Pull the Trigger
  6. Grant Lee Buffalo – Fuzzy
  7. Jellyfish – New Mistake
  8. The Afghan Whigs – Debonair
  9. The Lemonheads – Big Gay Heart
  10. Dinosaur Jr. – Out There
  11. Nirvana – Heart-Shaped Box
  12. U2 – Stay (Faraway, So Close!)
  13. The Walkabouts – Satisfied Mind
  14. Sarah McLachlan – Fumbling Towards Ecstasy
  15. Teenage Fanclub – The Cabbage
  16. Chris Isaak – Can’t Do a Thing (To Stop Me)
  17. Crowded House – Nails in My Feet
  18. Mazzy Star – Into Dust
  19. The The – Slow Emotion Replay
  20. Sebadoh – Soul and Fire
  21. Suede – Pantomime Horse
  22. Sheryl Crow – No One Said It Would Be Easy
  23. Depeche Mode – In Your Room
  24. Swervedriver – Duel
  25. The Smashing Pumpkins – Disarm

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2011

Så skal vi til det igen; årgangens udgave af tårepersere tilsat enkelte sange, man ikke nødvendigvis bør græde ned i sin øl (eller hvad man nu drikker) til. 2011 var, som tidligere nævnt, en ret solid albumårgang, hvilket selvfølgelig øger mulighederne for en ligeledes solid sangliste, og den skuffer da heller ikke. Der er kommende evergreens helt i toppen, blandt andet – måske – mit bud på den bedste danske sang i dette årti.

Hvad er der ellers? Jo, der er tre covers – denne gang af The Chills, Eels og The House of Love, selvom Lotte Kestner har taget sig visse lyriske friheder på sit Eels-cover, men det må hun godt. Tror jeg. Sjovt, men ikke haha-sjovt, at der ud over et House of Love-cover, også er kraftig inspiration derfra på et andet nummer, endda leveret af et teenageband fra Fyn. Så har man hørt det med. Hvor mange danske bands har gennem tiden nævnt The House of Love som inspirationskilde? Jeg tror ikke det er mange. Under alle omstændigheder for få.

Nåmen, ellers er der episke country- og gospelballader, et par pragtfulde retrohalvfemserguitarrockslagere, lidt folktronica, et par støjrockhelte goes acoustic, en swingende bluesy soulsang, en gang gothic slowcore og et styk neoklassisk hymne. Altså lidt for enhver smag – hvis altså, du ved, enhver har nøjagtig samme smag som mig. Du kan lytte og tude med mig på linket i bunden.

  1. Nick Lowe – I Read a Lot
  2. Michael Møller – Where the Wind Blows
  3. Girls – Vomit
  4. The Deep Dark Woods – The Banks of the Leopold Canal
  5. King Creosote & Jon Hopkins – Bats in the Attic
  6. Lucinda Williams – Copenhagen
  7. Jon DeRosa – Submarine Bells
  8. Yuck – Get Away
  9. J Mascis – Several Shades of Why
  10. The Blueflowers – Maybe
  11. Sean Rowe – American
  12. Thurston Moore – Benediction
  13. Dolorean – Country Clutter
  14. Raphael Saadiq – Stone Rollin’
  15. Chelsea Wolfe – Pale on Pale
  16. Jeffrey Foucault – Passerines
  17. Ryan Adams – Kindness
  18. Big Troubles – Misery
  19. A Winged Victory for the Sullen – Steep Hills of Vicodin Tears
  20. David Lowery – Ah, You Left Me
  21. Balloon Magic – Waking Up
  22. Gillian Welch – Hard Times
  23. Wilco – Born Alone
  24. Lotte Kestner – That Look You Give That Guy
  25. Meg Baird – Beatles and the Stones

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2012

Det er seriøs business at lave lister. Både dem der til gulve (formoder jeg, jeg er ingen handyman) og den slags jeg foretrækker, dem der er fuld af musik. Derfor har det været hårdt arbejde at få denne liste på plads. Efter den første grovsortering stod jeg således tilbage med 37 sange, som alle var gode og kunne gøre sig fortjent til en plads mellem de 25 udvalgte. Det lykkedes dog med møje og besvær at få skåret listen ned til 34, så 28 og endelig 25. Og så begyndte det virkelig grove arbejde; rangeringen. Jeg beklager mig altid over rangeringen af disse lister, men jeg synes faktisk den her var ekstraordinært vanskelig. Først og fremmest, selvfølgelig, fordi alle 25 sange er gode, men også fordi der kvalitetsmæssigt er meget lidt der skiller dem – hvor forskellige de end er. Jeg er for eksempel slet ikke sikker på at etteren er den bedste, men den er nok den klareste, straight up tre-minutters popsang på listen – og den er i sagens natur vidunderlig.

Nåmen, tendenser på listen: Jo, der er en del klaverspil. Vanen tro en masse gråd og ballader. Der er et par virkelig markante sange om fædre, af den både døde og på anden vis fraværende art. Der er en del kvinder repræsenteret, hvilket ikke er vildt usædvanligt på mine lister, men her er der alligevel flere end der plejer at være. Nåja, den måske bedste sang det år er slet ikke på listen, da den ikke er tilgængelig på Spotify, hvorfor ophavsmændene må nøjes med en noget lavere placering med en anden sang fra samme album (der så mærkeligt nok er på Spotify?!). Hvomomalting er, listen kommer her. Lyttelink i bunden.

  1. Lightships – Sweetness in Her Spark
  2. Beach House – Myth
  3. Bill Fay – Never Ending Happening
  4. Tales of Murder and Dust – Hypnotized Narcissist
  5. Melody’s Echo Chamber – I Follow You
  6. Mark Lanegan & Isobel Campbell – The Breaking Hands
  7. Moon Duo – Sleepwalker
  8. Father John Misty – Hollywood Forever Cemetery Sings
  9. Bat for Lashes – Laura
  10. Chelsea Wolfe – Flatlands
  11. Ken Stringfellow – You’re a Sign
  12. Soap&Skin – Vater
  13. Beachwood Sparks – Forget the Song
  14. Martin Rossiter – Three Points on a Compass
  15. Caitlin Rose – Lately I’ve Let Things Slide
  16. Sera Cahoone – Worry All Your Life
  17. Spain – Sevenfold
  18. Woods – Cali in a Cup
  19. Vessel – Feathers
  20. Rachel Zeffira – Star
  21. Sharon Van Etten – Give Out
  22. Nada Surf – Waiting for Something
  23. Lee Fields & The Expressions – Faithful Man
  24. The Walkmen – Heaven
  25. Lee Ranaldo – Xtina as I Knew Her

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2013

08/01/2017 2 kommentarer

Hvis jeg skulle komme til at sige/skrive, at alting var bedre i gamle dage og musikken var i hvert fald, så tæv mig lige og peg mig i retning af denne liste. Gør også gerne det samme, hvis du selv eller andre vover dig ud i den slags fjollede, forslidte fraser. For denne 2013-liste er sørme stærk. Altså, det hjælper helt klart hvis du har en vis forkærlighed for flæbende americana-ballader, eller bare flæbende ballader i det hele taget, men ærligt talt, hvem har ikke det? (Retorisk spørgsmål, red.)

Bevares, der er også lidt powerpop, indiesoul, gammelmandsgrunge og sår’n, men den er sgu nok til den tårevædede side, denne årgang. Se selv og lyt på linket nederst.

  1. Mark Kozelek & Jimmy LaValle – Somehow the Wonder of Life Prevails
  2. The Asteroid #4 – The Windmill of the Autumn Sky
  3. Goldfrapp – Annabel
  4. Guy Clark – My Favorite Picture of You
  5. Neko Case – City Swans
  6. Jason Isbell – Traveling Alone
  7. Mikal Cronin – Weight
  8. Rhye – The Fall
  9. Alice in Chains – Hollow
  10. Nick Cave & The Bad Seeds – Jubilee Street
  11. Lindi Ortega – Tin Star
  12. Sebadoh – I Will
  13. Mark Lanegan – I’m Not the Loving Kind
  14. Kevin Morby (feat. Cate Le Bon) – Slow Train
  15. Wooden Shjips – Everybody Knows
  16. Low – Plastic Cup
  17. Camera Obscura – Fifth in Line to the Throne
  18. Phosphorescent – The Quotidian Beasts
  19. Sink Ships – The Pier
  20. Daniel Romano – He Lets Her Memory Go (Wild)
  21. Yo La Tengo – Is That Enough
  22. Tales of Murder and Dust – Tremblin’
  23. Chelsea Wolfe – We Hit a Wall
  24. Billy Bragg – Your Name on My Tongue
  25. My Morning Jacket – Leaving on a Jet Plane

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

Årets plader 2016

01/01/2017 1 kommentar

fil-01-01-2017-13-32-43

2016 var ikke det år, hvor jeg lyttede til og købte flest nye plader. Det kan jeg vist lige så godt afsløre med det samme. Heldigvis var det jeg nu fik lyttet til, langt hen ad vejen godt, så hitraten var forholdsvis høj. Jeg har ikke tænkt mig at rangere pladerne, men vil blot konstatere at de otte skiver på billedet formentlig er de der har roteret flittigst på pladespiller, i cd-afspiller og på bærbart medie i min umiddelbare nærhed i årets løb. Jeg vælger at tolke det sådan, at det derfor er de otte jeg mest har haft lyst til at lytte til, hvorfor de jo må være de bedste.

Karl Blaus Introducing Karl Blau starter gedigent med den vidunderlige Tom T. Hall-komposition “That’s How I Got to Memphis”, og da den allerede på skæring tre, Link Wrays “Fallin’ Rain”, bliver matchet, er der lagt op til noget nær årets plade. Så langt rækker det dog ikke for Blaus countrysoulcovers, for niveauet rammer trods alt et mere menneskeligt plan andre steder på pladen, men det ændrer ikke på at jeg havde stor fornøjelse af den fra det øjeblik jeg købte den.

Jóhann Jóhannsson har længe været en favorit her i huset, og det ændrede udgivelsen af Orphée absolut ikke på. Tværtimod. Den islandske komponist har tæft for at skabe minimalistiske stemningscollager så vemodige og smukke, at jeg må tage mig selv i at sidde og småflæbe, og den slags pludselig flæben-fremkaldere er der i rigt mål på Orphée. Eneste anke er at stykkerne ind imellem er for korte, men det er virkelig petitesser. Lyt til “Flight From the City” og “By the Roes, and by the Hinds of the Fields”.

Tales of Murder and Dust bekræftede atter i 2016, at det er et af rigets mest talentfulde bands. Det mener jeg i hvert fald. Mørket er tiltaget på The Flow in Between i forhold til tidligere udgivelser, der ellers ingenlunde er sunshine pop, og lyden er endnu mere spacey og dronende. Det fungerer på plade og det fungerer så absolut live, hvor de ofte langstrakte numre er decideret tranceskabende. Lyt til “Tidal Wave” og “Sisters”.

Alcest valgte på dette års udgivelse at skrue bissen på i forhold til den forrige plade Shelter, som også var temmelig blid med tanke på bandets udgangspunkt i black metal. På Kodama er der således givet mere plads til de skrig som hovedmand Neige tidligere har gjort sig i, og der er væsentlig mere crunch på lydsiden, hvilket faktisk klæder dem glimrende. Her er dog fortsat ikke tale om ekstrem musik af nogen grad (hell, jeg kan holde det ud), og det er derfor heller ikke denne gang decideret forkert at tale om en metallisk udgave af Sigur Rós. På fransk. Lyt til “Eclosion” og “Oiseaux de proie”.

Dinosaur Jr. har efterhånden udviklet sig til et af de mest pålidelige aktive rockbands. Bevares, den forrige, I Bet on Sky, var måske ikke sindsoprivende, men de tre øvrige plader bandet har lavet siden gendannelsen i 2007, har været af høj kvalitet. Den seneste, Give a Glimpse of What Yer Not kan meget vel være den bedste i bunken hidtil, og den har med rette fået masser af spilletid på min matrikel siden ankomsten i sensommeren. Lyt til “I Walk for Miles” og “Left/Right”.

PJ Harveys stjerne steg til nye højder, da hun for fem år siden udgav Let England Shake. Den position blev bekræftet med årets The Hope Six Demolition Project, men jeg må indrømme at det først var ved de to koncerter jeg i årets løb overværede med hende, at de to plader rigtig ramte mig. Indtil da var jeg forholdsvis uberørt af de ellers nok så kradse fortællinger, men der skete et eller andet ved de optrædender, der fik ram på mig. Særligt den kuldegysende “River Anacostia” var en live-oplevelse, men også førstesinglen “The Wheel” fik med tiden åbnet mine krævende ører.

Minor Victories debuterede med en selvbetitlet plade i 2016, men selv om supergruppen med blandt andre Slowdive og Mojave 3’s Rachel Goswell og Mogwais Stuart Braithwaite på papiret var lidt af en våd drøm, var mine forventninger ikke overvældende store. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og både pladen og koncerten i Pumpehuset var blandt årets højdepunkter. Lyt til “A Hundred Ropes” og “Scattered Ashes (Song for Richard)”.

Nada Surf har i grove træk lavet den samme guitarpopplade hver gang siden årtusindskiftet – det er den guitarpopplade, der er lige del powerpop/lige del flæbende ballade. Heldigvis er den en skidegod plade, og You Know Who You Are, seneste kapitel af den, er om muligt en tand mere skidegod end de foregående kapitler. Det er med afstand det album jeg har lyttet mest til i år. Lyt til “Friend Hospital” og “Victory’s Yours”.

Koncertåret 2016 del 4 (fjerde kvartal)

24/12/2016 4 kommentarer

Oktober

PJ Harvey i Falconer Salen. Ja, jeg blev sgu så betaget af frøkenen på Primavera, at jeg ikke for alvor tøvede, da hun meldte sin ankomst i København i oktober. Og det var der skam heller ingen grund til, for hun – og band – leverede igen. Det var på mange måder en gentagelse af sommerens eskapader, men i dette helt regulære koncertsæt var der selvsagt lidt mere tid at gøre godt med, og dermed mulighed for at føje flere sange til repertoiret. Hun er virkelig magnetisk, Polly Jean, og jeg bliver fuldstændigt opslugt, når jeg ser hende. Hun er ikke nogen spradebasseinde på scenen, men den der kølige karisma fanger mig helt og aldeles. Skulle hun beslutte sig for at vende tilbage til København inden for kort tid, vil jeg nok heller ikke da tøve med at købe billet.

The Cure i Forum. Her var jeg faktisk lidt tøvende. Jeg så og hørte The Cure sidst de spillede i Forum, hvilket er en bagatel af otte år siden, og efter den marathonkoncert – tre timer! – erklærede jeg, at det vist egentlig var nok for mig. Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg lod mig lokke med til endnu en marathonkoncert – tre timer! – og det er jeg tilfreds med, for det var en bedre koncert denne gang. Setlisten adskilte sig ikke voldsomt fra seneste besøg, og det er også begrænset hvad The Cure har fundet på siden da, men denne gang synes jeg egentlig at tiden, om ikke fløj afsted, så gik fint derudaf. Sidst fik jeg nok efter to timer – denne gang holdt jeg hele vejen uden at miste momentum. Selvom publikumskontakten var sporadisk, virkede det på mig som om, at bandet stadig synes det er fedt at turnere med det materiale, der efterhånden spænder over næsten fyrre år. Det er ikke så lidt af en præstation. Men NU tror jeg også jeg har fået nok af koncert-Cure. Altså, indtil næste gang jeg lader mig lokke.

Fu Manchu i Beta. Fu Manchu og jeg har et skævt koncertforhold: De har været i København et utal af gange, og hver gang har jeg tænkt “nu skal jeg høre dem”. Hvilket jeg så ikke har fået gjort. Da de sidste år blev annonceret lige i min hood hos Amager Bios uvorne lillebror, Beta, skyndte jeg mig derfor at købe billet – blot for at se bandet aflyse turneen af private årsager. En ordentlig bet, men heldigvis fik vi chancen igen, da de for nyligt endelig kom tilbage. De turnerede med deres ‘King of the Road’-album, en plade jeg hverken ejer eller har det store forhold til, men jeg kan godt lide Fu Manchus, indrømmet, lidt ensporede stonerrock. Det var da også en fin koncert, afviklet i det ene tempo de kender – og jeg fik vist mig fra min sprælske side, hvilket vil sige at jeg både nikkede i takt til musikken OG vippede med fødderne. Vilde sager!

Bat for Lashes i Vega. Set i bakspejlet var det lidt sært at jeg havnede til denne koncert. Jeg kan godt lide Bat for Lashes aka Natasha Khan, men har ikke noget virkelig dybdegående kendskab til hendes diskografi – til trods for at eksemplarer af de fleste af hendes plader står på min hylde. Billetprisen var til den pebrede side, men inspireret af et par tilfredse lyt til hendes aktuelle album, “The Bride” hoppede jeg afsted. Det fortrød jeg ikke. Koncerten blev lanceret som et specielt show i anledning af Vegas 20-års jubilæum, og da Khan og hendes band ikke var på decideret turne, hoppede de lidt rundt i kataloget, som det passede dem. Naturligt nok med størst fokus på The Bride”, hvilket var ok med mig, da det var den jeg havde tættest inde på livet. Khan viste sig lynhurtigt at være et yderst indtagende og elskeligt bekendtskab, som hun stod der i sit brudeslør med ditto buket i hånden, og selv ikke en forkølelse kunne slå hendes vidunderlige stemme ud af kurs. Et diskret, men virkelig velspillede band bakkede hende kompetent op, men det var og er Khan der var stjernen. Mobiltelefoni, brug af kamera og deslige var for øvrigt bandlyst, hvilket – så vidt jeg kunne se – blev overholdt af publikum, hvilket gav en næsten overrumplende ny koncertoplevelse, hvor showet blev oplevet med øjne og ører – intet andet. Muligvis en tanke, der er værd følge op på for bands såvel som koncertsteder.

November

Wilco/William Tyler i DR Koncerthuset. Jeg tror der var en rekord forbundet med denne koncert: Det er vist første gang jeg har købt billet til noget, der ligger mere end et år ude i fremtiden, men sådan var betingelserne åbenbart dengang i oktober 2015, da jeg pungede ud for Wilcos københavnerkoncert i november 2016. Nåmen, som det har for vane, var det naturligvis en skidegod koncert, med et band der simpelthen bare kan deres kram. Ikke på sådan en vi-tager-den-på-rutinen-måde (det er muligt de gør det, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om), men på sådan en vi-ved-at-vi-spiller-fedt-og-det-har-vi-fandme-tænkt-os-at-gøre-facon. Jeff Tweedy var en superoplagt frontmand, men af og til blev han overstrålet af monstret Glenn Kotche på trommer, og naturligvis det lange rær af en guitarist, Nels Cline. Det sikreste øjeblik ved en Wilco-koncert, er momentet når de sidste toner af ‘Impossible Germany’ fader ud, og  publikum i ren benovelse går amok over den krampe af en solo Nels Cline netop har fyret af. Således også denne aften i Koncerthuset. Jeg holder ganske meget af Wilco på plade – jeg elsker dem live.

Med sig på turneen havde de for øvrigt guitarvirtuosen William Tyler, der fik en hulens masse ud af sit instrument, som han sad der roligt på en stol, benene overskrævs. Sine egne ben, ikke stolebenene. Selv om han sad mutters alene på scenen, fik han alligevel fyldt den fornemt ud, ligesom han virkede som et sympatisk bekendtskab. Nu jeg sidder her og skriver dette, minder jeg lige mig selv om, at jeg skal have lyttet til hans musik. Tak for reminderen, Morten, Selv tak.

Dinosaur Jr. på Kulturbolaget. Efter sommerens Primavera-svipser, hvor jeg måtte droppe Dinosaur Jr.-koncerten grundet et utilgiveligt program-clash, glædede det mig meget at de kom til Amager Bio i november. I hvert fald indtil jeg opdagede, at jeg var arbejdsramt den aften, hvorfor jeg måtte drage over sundet, gennem paskontrol og hvad ved jeg, for at fange indierockheltene på Kulturbolaget i Malmö. Dér lykkedes det mig også endelig at fange dem, hvilket jeg var svært tilfreds med. Koncerten levede op til forventningerne; fuldt drøn på J Mascis’ guitar – han selv rokkede sig vel nærmest ikke ud af stedet – mens Lou Barlow havde sin egen fest med sin bas i den modsatte side. Bag det store trommesæt kunne man så ane Murphs skaldepande. Der var ingen kontakt bandmedlemmerne imellem – lige knapt mellem band og publikum – men sådan er en Dinosaur Jr.-koncert. De går bare på og spiller – og det gjorde de godt. Med fokus på den seneste, yderst vellykkede “Give a Glimpse of What Yer Not”, men også med masser af spring til resten af den efterhånden temmelig dybe diskografi.

fil-23-12-2016-22-50-50

Dinosaur Jr. går aldrig ned på udstyret

Minor Victories i Pumpehuset. Indiesupergruppen Minor Victories debuterede i 2016 med en ret vellykket plade, der lød stort set som man kunne forvente et band med den sammensætning skulle lyde. Med andre ord, den lød som et mix af Editors, Mogwai og Slowdive. Derfor gik jeg til koncerten med visse forventninger, uden dog at være helt ekstatisk. Jeg forlod den med glæde i ører og krop, for det fem mand m/k store band spillede en pragtfuld koncert på den lille, intime scene i Pumpehuset. Lidt sært, tænker jeg, at et band med sådanne folk kun kan trække nok til sådan et bette sted, men det gjorde absolut ingenting, for alt spillede. Rachel Goswell sang naturligvis som en engel, Stuart Braithwaite foldede hele sit arsenal af guitarhærg ud, og resten af bandet fulgte godt trop. Eneste anke: Koncerten var alt for kort, men eftersom bandet kun har 10 sange på repertoiret, kunne det ikke blive til mere end de ni de spillede (den tiende er en duet mellem Goswell og Mark Kozelek, men sidstnævnte gnavpot var ikke med i setuppet, hvorfor vi slap for den. Vores held, thi det er den svageste på pladen). Herfra et fromt ønske om flere plader fra projektet.

Alcest/Mono i Vega. Der var dobbelt op på støjrockgodiserne, da turnepakken bestående af de franske blackgazers Alcest og de japanske postrockere Mono ramte København. Jeg er meget glad for Alcest, hvis efterhånden stærke diskografi fortsætter med at ramme mig. Deres sfæriske, smukke og støjende lyd (tænk Sigur Rós med black metal-skrig og dobbelttromme og dreampop-produktion, cirka) folder sig flot ud på den seneste plade “Kodama” og også live denne aften i Vega.

Også de introverte japanere fra Mono leverede et sæt af høj klasse – også volumenmæssigt. Jeg har ikke dyrket bandet meget, men deres klassiske postrockformel stillestillestilleØREFLÆNSENDELARMFORSATANstillestillestille fungerede enormt effektivt. Tror jeg nok, for her en måned efter – eller bare ti minutter efter – koncerten, husker jeg intet andet end at jeg var i trance i 75 minutter. Klart en oplevelse der sad i kroppen, mens den stod på.

Killing Joke/Death Valley High i Pumpehuset. Det er svært at tage øjnene fra Jaz Coleman. Muligvis fordi man ikke tør, muligvis fordi han står der i centrum af scenen og ser fuldstændig vanvittig og manisk ud. Det er den væsentligste erfaring jeg tager med mig efter koncerten. Nåmen, det var fedt at høre Killing Joke. Jeg tog afsted med en flok, der vist alle var større fans end jeg, men jeg satte absolut pris på bandets varemærke: Den der edderspændte harme og aggression tilsat en lige så edderspændt industrialrock. Det er vel groft sagt Killing Jokes trick. Nåja, og så Colemans sære små one-liners, der blev fyret af fra tid til anden.

Supportbandet Death Valley High var pivringe. Selv om de lignede goth-Mötley Crüe, lød de mere som en bleg kopi af Marilyn Manson. De imponerede ved, trods et pauvert udlæg, at blive dårligere og dårligere som aftenen skred frem. Hvilket selvfølgelig også er en præstation af en slags. Jeg formoder at de ikke fik solgt mange cd’er i merchandiseboden.

Deadpan Interference i Huset/Musikcaféen. Blot en uges tid før koncerten, blev det offentliggjort , at Deadpan Interference havde opløst sig selv. Deres igangværende turne ville dog blive afsluttet, hvorfor aftenens optræden var bandets sidste i København. En skam, for de har på et par ep’er vist sig som et godt bud på shoegazey noiserock, men længere rakte det desværre ikke. Bandet spillede dog som om det var deres sidste job, hvilket det jo næsten også var, og særligt frontkvinde Astrid Samuelsen var iøjnefaldende på guitar og vokal. En værdig københavnsk afsked med bandet – jeg siger tak for det de trods alt nåede at give os.

Og her, i slutningen af november, endte mit koncertår. Sygdom forhindrede mig desværre i at overvære en enkelt planlagt koncert i december (Jóhann Jóhannsson på Bremen), og jeg har ikke mere på min to-do-liste for i år. Så med det vil jeg sige tak for koncertåret 2016, og se frem mod ditto 2017, der allerede nu – kan jeg afsløre – byder på blandt andre Teenage Fanclub, The Divine Comedy og Lloyd Cole. Jeg glæder mig!

Kategorier:Musik Tags: , , , ,

Koncertåret 2016 del 3 (tredie kvartal)

Juli

Pengene var fosset ud af koncertkassen i forbindelse med Primavera-festivalen i juni, så sommeren/sensommeren blev meget afdæmpet på levende musik-fronten. Specielt da hverken Jazzfestivalen eller nogle af Tivolis koncerter trak i mig. Det er ikke usædvanligt – 2015 var det samme – men efter at have bladret i koncertannalerne, kan jeg se at der trods alt ikke er tale om et decideret mønster. For nu at sige det som det er…ingen koncerter i juli, hvorfor jeg lige så godt kan springe til

August

der ikke var synderligt meget mere actionmættet. En enkelt koncert blev det dog til.

Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke. August er traditionelt Strøms domæne i København, og i år fik jeg afprøvet et af den elektroniske festivals tilbud. Den italienske technomusiker Cortini, der lejlighedsvis er en af Trent Reznors håndlangere i Nine Inch Nails, inviterede til stemningsfuld seance i kirken på Christianshavn. Jeg husker ikke meget af musikken – i den genre er der tendens til at det hele flyder lidt sammen – men jeg erindrer dog kirkens imponerende akustik, der blæste lydene godt ud i rummet. Derudover mindes jeg publikum, der indtog musikken siddende på bænke, eller drømmende – måske endda slumrende – på gulvet. En fin oplevelse, og en god anledning til for en sjælden gangs skyld at bruge kirken til noget.

fil-20-12-2016-23-18-10

Alessandro Cortini…tilsyneladende inden han gik på

September

Exploded View på Loppen. Et multinationalt sammenrend af musikere med den mildest talt krukkede tysk-engelske sangerinde Anika i front for et band bestående af to mexicanere og en svensker. Dubby postpunk der, som en anmeldelse noterede, kunne give minder om et Nico-frontet Public Image Limited. Det var ok, men nogen kæmpe liveoplevelse var det ikke. Mest mindeværdig var Anikas udstråling, der var virkelig kølig og distanceret – jeg fik til til tider sådan en robot-vibe fra hende. Desuden var stage banter ikke en del af produktet, thi hun konstant hviskede ind i mikrofonen uden at man kunne dechifrere noget som helst af hvad hun sagde. Åh jo, der var vist en sang der handlede om journalist-branchen. Ja, det var det.

Næste indlæg handler om det sidste kvartal i 2016. Det bliver noget længere, kan jeg godt afsløre.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,