25 sange fra 1995

Et helt afsindigt år, det her. Der kom så vanvittig megen god musik i 1995, og det har været lidt af et helvede at skulle skære denne liste ned til sølle 25 sange, men sådan er reglerne. Det har været et mareridt at se den ene perle efter den anden forsvinde, og nogle af mine absolutte yndlingsplader er end ikke repræsenteret. Så skarp har konkurrencen været, hvorfor listen selvsagt er freakin’ fantastisk. Velbekomme.

1. Teenage Fanclub – Neil Jung…det er ikke kun på grund af titlen, at denne sang er en af de bedste nogensinde – alt sidder lige i skabet her. Strålende vers, gigantisk omkvæd og en mega-guitarsolo. Måske yndlingsbandets bedste sang og den der virkelig satte skub i mig i forhold til Teenage Fanclub.
2. Matthew Sweet – We’re the Same…endnu en ubegribeligt velkomponeret sang, der rammer alt det rigtige i mig. Bittersødme par excellence. Og så den der udgangsreplik: “Maybe it’s me/maybe it’s you/maybe it’s you”. Så simpelt, så stærkt.
3. Dubstar – Stars…jeg har vist nævnt noget lignende ved en tidligere lejlighed, men det bør siges igen: Jeg er ikke vildt begejstret for Dubstar, men de har lavet tre fuldstændig fabelagtige sange, hvoraf de to er fra 1995 (desværre er der kun plads til en pr. kunstner på disse lister, så tjek endelig også den vidunderlige ‘Just a Girl She Said’ ud). ‘Stars’ er indbegrebet af synthpopelegance, så gennemført. Og sikke et omkvæd.
4. Guided By Voices – Game of Pricks…jeg er ikke musiker, men jeg tænker at det må være lidt af en kunst at skrive en perfekt popsang med en længde på sølle 90 sekunder, give or take. Robert Pollard mestrer den kunst på denne vidunderlige, skrabede hitbasker.
5. Blur feat. Francoise Hardy – To the End (La Comedie)…’To the End’ er ubestridt Blurs bedste sang inde i mit hoved, og denne version – der i virkeligheden bare er en b-side til den rædderlige ‘Country House’-single – er om muligt endnu bedre end originalen fra ‘Parklife’. Det er Hardys fortjeneste mest af alt, men også den hjerteskærende outro gør underværker. Så smuk at ethvert frankofilt hjerte bør smelte.
6. Pulp – Something Changed…Jarvis Cockers store Eurovision-moment. Eller sådan kunne det i hvert fald have været, tænker jeg. Den får ikke for lidt på alle sentimentale tangenter, og mit hjerte brister hver gang jeg hører det der sidste vers. Den dejligste hvad-nu-hvis-sang jeg kender. Og jaja, jeg ved godt den er alt for meget, og at Cocker sikkert griner sin røv i laser over den. Eller hader den. Men jeg ved det naturligvis ikke med garanti.
7. Lisa Gerrard – Sanvean (I Am Your Shadow)…en hjerteskærende og overvældende sang, der trykker på alle mine ømme punkter og får mig til at miste pusten når jeg hører den. Et af mine koncertlivs største øjeblikke blev indfriet, da Lisa Gerrard sang den til Dead Can Dance-koncerten jeg overværede i London tidligere på året.
8. Emmylou Harris – Goodbye…beklager meget, men det er en temmelig smertefuld og emotionelt ladet stime vi er inde i her. Harris’ take på Steve Earles brutalt selvbiografiske sang er ren og uforfalsket skønhed – på lige fod med resten af hendes giga-mesterværk ‘Wrecking Ball’.
9. The Innocence Mission – Bright as Yellow…her slipper weltschmerzen op for en stund, for der findes intet mere nuttet end at høre Karen Peris’ rørende stemme. Den her sang er bare så kær, så kær. Jeg smiler lykkeligt hver gang jeg hører den. Hvis ikke det er en kvalitet, så ved jeg ikke hvad er.
10. Alice in Chains – Heaven Beside You…en anden slags kvalitet, for AiC har aldrig rigtig gjort sig i lykke og nuttethed. De kan til gengæld ret meget andet, og Layne Staley og Jerry Cantrells på samme tid kulsorte og velklingende harmonier er altid en fornøjelse at lytte til. Well, en slags fornøjelse.
11. Radiohead – Black Star…jeg tror den her er en fanfavorit, men ikke desto mindre var den aldrig i nærheden af at være et hit, endsige bare en single. Det den kan er den skarptskårede melodi, det smukke guitarspil, Thom Yorkes ditto vokal…og selvfølgelig det der omkvæd, der insisterer på at brage igennem. Et af Radioheads allerstørste momenter.
12. The Jayhawks – I’d Run Away…åh, samspillet mellem violin og resten af instrumentmoletjavsen er underskønt, og som det gør sig gældende for så mange af Gary Louris’ sange, er der dømt instant syng-med-faktor. Og alle de vokalharmonier. For pokker, hvor er den god, den sang. For pokker, hvor var de gode i starten og midten af halvfemserne, Jayhawks.
13. Yo La Tengo – Tom Courtenay…det oplagte hit (nå ja, nogen blockbuster blev den aldrig) på den stærkt mangefacetterede ‘Electr-o-pura’, og Yo La Tengo fra deres allermest poppede og tilgængelige side. Bababababababa!
14. Red House Painters – Drop…jaja, det måtte jo ske, at jeg trak dig helt i dyndet igen – I aim to please. Det er langsomt og intimt, som når Kozelek er allerbedst. Og allertristest.
15. Love Shop – Langebro…et ret vildt cover, og et af de største af slagsen jeg kender. Det var ret interessant at høre Love Shop på den her måde, med masser af oomph og intensitet. Og sikken slutning med Unmacks vokal, Hassigs guitar og Halls mundharpe i tæt og åndenødsfremkaldende samspil. Tilsat lyriske stumper af bandets egen ‘Drømmenes København’. “Så fuld af liiiiv”!
16. Spiritualized – Medication…”everyday I wake up and I take my medication and I spend the rest of my day waiting for it to wear off”. Klassisk J Spaceman. Og så bygger han ellers sangen langsomt op over de næste otte minutter, hvor alt går fra værst til endnu værre. Også det er klassisk J Spaceman. Fantastisk sang, der bare får lov at udvikle sig til den ikke orker mere.
17. Wilco – Passenger Side…temmelig undseelig sag, egentlig, fra Wilcos debutplade, der måske ikke er et oplagt tegn på hvad bandet senere skulle udvikle sig til, men dog fungerer fint på sine egne powerpopcountrypræmisser. Og så elsker jeg bare at skråle med på Jeff Tweedys drævende foredrag: “I don’t like riding on the passenger side”.
18. 16 Horsepower – Black Soul Choir…kulsorthumoristisk, eller måske bare kulsort, er David Eugene Edwards og hans vekslende bande af håndlangere som regel, og galskaben når da også maksimale højder på denne koleriske bom-tjikka-bom-violinbasker.
19. Morphine – Free Love…endnu mere galskab er der at finde på denne hidsige bas-tromme-saxofon-nedsmeltning. Morphine må være et af de cooleste bands i verden, temmelig stærkt eksemplificeret ved denne sang. “Free love/Don’t bank on it, baby”.
20. Faith No More – Just a Man…og nu vi alligevel har gang i de gale elementer, så er der jo altid Mike Patton. Jeg elsker denne skizofrene sang, der starter blidt og behersket, slår over i en bidsk bro, der leder en til at tro at sangen skal til at blive udsædvanlig ond og tung…for så at ende i det helt store gospelklimaks. Rent galmandsværk. Eller genialitet, alt efter præference.
21. Belly – Super-Connected…jeg havde glædet mig til at høre et gendannet Belly på sidste års Primavera, men blev desværre spist af med en fesen optræden og en konstatering af, at det måske ikke var det væsentligste comeback verden har set, men skidt nu med det, for man kan snildt nyde de perler Belly version 1.0 trakterede os med. Blandt andet denne powerfulde rocker, som jeg har elsket fra første gang jeg hørte den tilbage i 1995.
22. PJ Harvey – To Bring You My Love…en beskidt og rå blues, som måske ikke er det mest oplagte hit på Harveys mesterværk af samme navn. Men dens slidstyrke er imponerende og efter at have hørt den to gange på hendes 2016-turne, blev dens enorme kvaliteter blot udpenslet endnu tydeligere. Hun lyder så grum og farlig her.
23. Low – Shame…underspillet og ufatteligt smuk, som den tidlige version af Low altid var. Mimi Parker synger guddommeligt og bakkes op af Alan Sparhawks strålende guitarspil og Zak Sallys monotone bas.
24. The Softies – Hello Rain…en af de mest indielyserøde regnvejrsballader jeg kender, og det kan muligvis skræmme nogen væk, men det bør det ikke. Det er hyggetristesse af den fineste slags.
25. Pearl Jam – The Long Road…set i bagklogskabens lys (også selv om bandet naturligvis fortsat er i live), så er den let oversete ep ‘Merkin Ball’ det bedste Pearl Jam har lavet. I fællesskab med Neil Young leverer de den crunchy rocksang ‘I Got Id’ og denne lange, dvælende ballade, hvor Young lige får lejlighed til at hive sit gamle trædeorgel frem. Eller hvad det nu er. Smuk som en øde ørken ved solnedgang.