25 sange fra 1997

Det er sørme ved at være på tide med en liste igen, ikke sandt? Den kommer så her.

1. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space…titelnummeret fra bandets ikoniske album, er et af den slags der kan få enhver følsom indiehan/hun/hen til at vræle. Især i denne version med gospelkor, Presley-plankning og hele svineriet. Rimelig vildt at et så repetitivt nummer kan have den effekt.
2. The Dandy Warhols – Boys Better…no-nonsense rockmusik, der bare beder om at blive skruet helt op…for. Ingen dikkedarer.
3. Radiohead – Let Down…kongenummerET på den der plade, som ingen gider høre længere (eller, jeg gør i hvert fald ikke), fordi den er så slidt. Men hold da op for en sang ‘Let Down’ stadig er. Udødelig klassiker.
4. Mogwai – Helicon 1…nu vi følsomme indietyper er i gang med at vræle, så fortsætter tuderiet på dette guddommelige nummer, der altid – og jeg mener ALTID – bør være at finde på en Mogwai-sætliste. Ellers bliver jeg sur. Det er verdens bedste liveoplevelse hver gang. Jeg under enhver at blive blæst bagover og overvældet af dette nummer live mindst en gang i deres liv. Så smukt.
5. Nick Cave & The Bad Seeds – (Are You) the One That I’ve Been Waiting For?…jeg læste engang en kommentar på et musikforum, hvor en indigneret Cave-fan skrev, at ‘The Boatman’s Call’ og ‘No More Shall We Part’ er Cave-plader for folk der ikke kan lide Nick Cave. Det grinede jeg meget af ved den lejlighed, men jeg tror måske vedkommende havde ret. Jeg gider i hvert fald ikke ret meget Nick Cave fra før 1990 – jeg vil bare have de klæge ballader fra de sidste 20 år. Den her er en af de allerbedste. Han synger pissegodt her. Smukt og indfølt.
6. Dubstar – No More Talk…jeg er i bund og grund ligeglad med Dubstar (det er der vist en del der både er og var), men de lavede to-tre fuldstændigt geniale synthpopsange i slut- og midthalvfemserne. Denne er en af dem. Jeg blev engang snydt til en musikquiz, hvor vi hørte introen til hvad jeg troede var ‘No More Talk’, og så var det bare fucking ‘Owner of a Lonely Heart’ med Yes. Pæn lang næse til Morten dér.
7. Bardo Pond – Tommy Gun Angel…jeg snublede engang over en hjemmelavet (formoder jeg) video til denne sang, der viste alskens paddehatteskyer og andre atomare afskyeligheder. Det var usædvanligt velvalgt bagtæppe til dette monstrum af en sang, der slæber sig afsted i et virvar af støj og guitarfeedback. Det er ikke meget af en sang, men det er denondelyneme fedt.
8. Whiskeytown – Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight…muligvis den første Ryan Adams-relaterede sang jeg hørte? Jeg er dog langt fra sikker, men hvad jeg er sikker på er, at jeg elsker den. Højt. En rigtig knoldesparkersang. Fedt, desuden, at Alejandro Escovedo lige kommer ind fra venstre og synger et vers.
9. Labradford – S…apropos ikke ret meget en sang, så er her endnu en. Ren atmosfære. En støvet, men samtidig kold westernstemning, der breder sig over prærien. Vildt smukt. Ingen vokal – den slags gør Labradford sig vist ikke rigtig i.
10. Grant McLennan – In Your Bright Ray…endnu en af McLennans fantastisk smukke, anonyme popsange. Helt vildt, så god han var til at vride de hjerteskærende melodier ud af ærmet.
11. Apollo 440 – Pain in Any Language…et horrorshow af lidelse og smerte bliver over otteogethalvt minutter krænget ud af gæstevokalist Billy Mackenzies vibrerende stemme og sjæl, og det er næsten ikke til at holde ud. ‘It’s insane in any language‘, brøler han desperat, mens det musikalske bagtæppe kollapser under ham. En vanvittig sang. En ubærlig sang. Man skal vist være i det rette lune når man hører den.
12. Steve Wynn – This Strange Effect…hvilken effekt det er, ved jeg ikke, men guitaren virker på øh ja, mest effektive vis på dette cover af et Ray Davies-via-Dave Berry-nummer. (Hedder det måske en flanger? Vibrato?)
13. Deftones – My Own Summer (Shove It)…Chino Moreno hvisker og tisker, så råber han ‘Shove it! Shove it! Shove it!‘ – og så hvisker og tisker han igen. Det lyder helt ærligt lidt fjollet, når jeg skriver det, men resultatet er usædvanligt vellykket. Jeg chattede engang med en (ja, det var tider) der kaldte det aggressiv melankoli. Det er en glimrende beskrivelse.
14. Nikolaj Nørlund – Indre by…jeg elsker altid at høre starten af denne sang, for guitaren er helt fremme i lydbilledet og står knivskarpt. Nørlunds største moment – uden tvivl.
15. Foo Fighters – Everlong…Dave Grohls største moment – uden tvivl. En ret perfekt singalongrocksang, der har lige den bid melankoli i sig, at jeg falder for den. Strålende drive, strålende omkvæd.
16.  Hurricane #1 – Step Into My World…lige efter Andy Bell havde forladt Ride og lige inden han trådte ind i Oasis, dannede han Hurricane #1. Jeg husker ikke bandet som nogen stor oplevelse sådan i almindelighed, men de nåede dog at smide denne evergreen af en epic rocksang i hovedet på lytterne. Det er rigeligt fint til mig. Alt er stort her; lyden, verset, broen, guitarsoloen. Ret nice.
17. Lovebites – Wedding Dress…jeg tror måske mange glemmer, at Lovebites lavede en lille indiepopperle med ‘Nothing But Joy’, og det er sørendanseme en skam. Proppet med gode sange, hvoraf denne vemodige ballade, sunget uimodståeligt af salig Solveig Sandnes, er den stærkeste.
18. Sally Timms – Drunk by Noon…jeg synes vist nok at Sally Timms er det bedste ved folkpunkfjollerterne i The Mekons, for hun synger formidabelt – også på dette vidunderlige Handsome Family-cover. ‘If my life lasted only one day/I’d still be drunk by noon‘. Skål!
19. Teenage Fanclub – Ain’t That Enough…her sprang verdens bedste band virkelig virkelig ud som Skotlands The Byrds, og de der vokalharmonier sidder naturligvis lige hvor de skal. ‘Here is a sunrise/ain’t that enough?‘ Voksen mands guitarpop fra øverste hylde – som altid.
20. Yo La Tengo – Deeper Into Movies…verdens andet bedste band (ikke at forveksle med andetbedste band) med et deep track fra et af diskografiens hovedværker. Jeg kan egentlig ikke helt forklare hvorfor jeg elsker dette nummer højere end mere oplagte hits som ‘Sugarcube’, ‘Stockholm Syndrome’ og ‘Autumn Sweater’, men der er noget sært appellerende ved den fuzzy lyd og vokalen der næsten drukner i virvaret, trods dens åbenlyse forsøg på at komme igennem laget af effekter. Det er bare en stor, shoegazey sang.
21. The Jayhawks – Trouble…måske den bedste Jayhawks-sang fra perioderne uden Mark Olson. En smuk, yndefuld ballade sunget så klart og stærkt af Gary Louris tilsat flot korarbejde af Karen Grotberg. ‘It’s better than being alone/It’s better than being alone‘.
22. Depeche Mode – Home…på mærkværdig vis ender Martin Gores halvfesne ballader altid med at være (nogle af) de bedste sange på Depeche Modes plader: Fra ‘Somebody’ til ‘One Caress’ og her altså ‘Home’. Nej, der er egentlig intet fesent ved de sange – de er smukke og meget karakteristisk Martin Gore, og faktisk et meget godt modstykke til Dave Gahans mere glatte rockstjernemanerer.
23. Morrissey – Alma Matters…en stor sang fra perioden, hvor Moz’ stjerne ellers lå godt pakket væk. I nederste skuffe. I en kommode. Skubbet ind i en glemt krog. Hvem fanden tænker på ‘Maladjusted’ som en stor Morrissey-plade? Jeg gør ikke (jeg har heller aldrig hørt den). Men singlen her holder bedre end de fleste – selv om den lyder som, ja, de fleste.
24. James – She’s a Star…James var og er sådan et sært, engelsk fænomen. De har aldrig rigtig været en del af superligaen internationalt set, men hjemme i det trygge England har de vist altid haft et ok stort navn. De er også et lidt anonymt band, men det kan lige så vel skyldes navnet. I en verden af Dodgy’er og Travis’er, hvem bider så mærke i James? Hmm…det var vist et par dumme eksempler. Nåmen, ‘She’s a Star’ er en gedigen sang, og var i 1997 et godt supplement til Suede, som jeg var på nippet til at løbe lidt sur i.
25. The Sundays – Summertime…apropos gedigne sange: En sommerbasker af de helt store, og et eksempel på at Harriet Wheeler kunne slippe godt fra at synge hvad som helst. Eller, det kunne hun så ikke, for deres plader er i mine ører lidt so-so, men når de rammer plet (som her), så rammes der virkelig plet.

Alone In My Room I Feel Such a Warmth for the Community…de bedste plader fra år 1997

Så er jeg klar med endnu en liste. Denne gang fra året 1997. Der er link til en playliste i bunden af indlægget. Kommentarer og dine egne bud er som altid velkomne. Og igen er der Morten-cred for at gætte hvorfra indlæggets titel stammer.

Knock yourself out!

1. Elliott Smith – Either/Or
2. Whiskeytown – Stranger’s Almanac
3. Psyched Up Janis – Beats Me
4. Smog – Red Apple Falls
5. Yo La Tengo – I Can Hear the Heart Beating as One
6. Teenage Fanclub – Songs From Northern Britain
7. Kent – Isola
8. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space
9. Mogwai – Young Team
10. Bob Dylan – Time Out of Mind
11. Geneva – Further
12. Foo Fighters – The Colour and the Shape
13. Primal Scream – Vanishing Point
14. Love Shop – Go!
15. The Jayhawks – Sound of Lies
16. The Walkabouts – Nighttown
17. Lovebites – Nothing But Joy
18. Grant McLennan – In Your Bright Ray
19. Olesen-Olesen – Indenlands udenbys
20. Nick Cave & The Bad Seeds – The Boatman’s Call

Lyt her