Arkiv

Posts Tagged ‘2004’

25 sange fra 2004

Ny årgang – ny listeform. Jeg forsøger mig med lidt flere detaljer. Som altid er du velkommen til at springe mit nonsens over, og gå direkte til playlisten. Der er lyttelink i bunden.

  1. The Divine Comedy – Our Mutual Friend…havde jeg lavet denne liste for 14 dage siden, var den her sang end ikke kommet i betragtning. Men jeg har altså, pludseligt, opdaget den, her 13 år efter den udkom og fire år efter jeg købte pladen, Absent Friends. En vidunderlig plade, der toppes af denne helt guddommelige (undskyld) sang med den fantastiske historiefortælling, og en patos og orkestrering så stor som, ja, det ved jeg ikke…hele verden, måske. Neil Hannon og hans slæng kommer til København om godt en uge, og jeg glæder mig enormt til at opleve ham og dem. Og forhåbentlig ‘Our Mutual Friend’.
  2. Franz Ferdinand – Take Me Out…en født klassiker. Jeg kom engang i et af mine radioprogrammer til at udbasunere, at dette måske var årtiets bedste single, og jeg er altså ikke sikker på at jeg tog fejl. Den vil holde helt ind i evigheden, hvornår den så end kommer til os.
  3. Max Richter – On the Nature of Daylight…langt mindre festlig er den tysk-engelske komponist Richters indslag. Men det rammer noget andet i mig, med sin næsten overdrevne sorgfuldhed og helt regulære skønhed. Ligesom en anden af tidens store neoklassiske kunstnere, Jóhann Jóhannsson, formår Richter, når han er bedst, at ramme de helt rette hjertetråde. I hvert fald hos mig. Dette er et af de smukkeste stykker musik jeg kender.
  4. Guster – The Sun Shines Down on Me…hvis det er åbenlyst hvorfor jeg er faldet i svime over Max Richter-nummeret, så er det måske mere vanskeligt at forklare hvorfor jeg elsker denne sang så meget. Altså, den er umiddelbart ret ordinær (hvilket jeg også har indtryk af at Guster er, jeg kender dem ikke specielt godt), men den lidt vage og triste fortolkning af Daniel Johnstons ord, kan bare noget uforklarligt. Det er bare en skøn sang. Beklager, det er et tyndt argument, men sandt ikke desto mindre.
  5. Weeping Willows – Stairs…true story: første gang jeg hørte den her, tænkte jeg: “Hold kæft mand, den nye Morrissey-single er god!” Det viste sig så at være den svenske Morrissey, Magnus Carlsson, og hans gæve svende, der havde præsteret et lille mesterværk. Jeg fór, i øvrigt, øjeblikkeligt til nærmeste pladebutik, som lå i Helsingør, for at købe den (jeg skulle alligevel have den nye Claus Hempler-plade), og nej, albummet holder slet ikke samme afsindige niveau. Hvilket heldigvis er komplet underordnet på denne liste. ‘Stairs’ er fortsat et lille mesterværk.
  6. Arcade Fire – Wake Up…jeg var ikke overbevist om Arcade Fires brillans første gang jeg lyttede til dem, og der skulle da også gå en del år før jeg hørte en hel plade med dem. De har dog vundet ved nærmere bekendtskab, og jeg synes specielt de første to plader er glimrende. ‘Wake Up’ er et pragtfuldt, bombastisk nummer, som jeg bliver ved med at holde af. Jeg skulle åbenbart blot vågne op.
  7. Jolie Holland – Old Fashioned Morphine…det mest cool nummer på listen er dette pragtværk af Jolie Holland, en af stifterne af den charmerende, men desværre hedengangne country-trio The Be Good Tanyas. Holland, med den karakteristiske raspende stemme, leverer her en fortræffelig art pilskæv jazzbluesfolk, der helt sikkert har fået heltene – begge for øvrigt erklærede fans – Tom Waits og Bob Dylan til at nikke anerkendende.
  8. Josh Rouse – Michigan…ligesom Gusters sang længere oppe, hører den her til de mere undselige og anonyme af slagsen. Den nedtonede instrumentering, en akustisk guitar og en diskret harmonika, er bare en vinderkombi, og når Rouse er på toppen af sin ydeevne – som han var i første halvdel af nullerne – så kan han få selv de forsigtigste sange til at lyde af meget mere end de er. Jeg har tabt interessen for ham – han er vist blevet lykkeligt gift og flyttet til Spanien, hvilket alle ved er roden til alt ondt – men ‘Michigan’ holder jeg stadig usigeligt meget af.
  9. Justin Rutledge and The Junction Forty – Federal Mail…dengang i 2004 blev Rutledge pludselig superstjerne på et dansk musikforum. Jeg fangede aldrig helt hvorfor – det gjorde resten af verden vist heller ikke – men i hvert fald blev hans album No Never Alone ved flere lejligheder udråbt til det største mirakel musikbranchen havde hørt. Eller ikke hørt, rettere. Cirka. Det hverken er eller var det, men det indeholdt dog denne vidunderlige tearjerker, med de helt uimodståelige linier got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair. Og så lister den sig afsted, som et bastard-afkom af Patsy Clines ‘Crazy’. Det er en pragtfuld sang, og det er ok at få tuderen på når man lytter til den.
  10. R.E.M. – Leaving New York…ja, den sang lovede vist lidt mere end albummet kunne holde, men det er fuldstændig ligegyldigt, for ‘Leaving New York’ er en sådan blid ballade, som vi (som i jeg) elsker R.E.M. for. Deres bedste single efter årtusindskiftet. Basta.
  11. Marc Gartman – Luf Kanh Brhak Ur Hrt…hvis man tænker sig om, kan man måske godt regne ud hvilken sang Gartman fortolker her*. Hvis ikke, kan man bare lytte til den, for det fortjener den. Gartman er ikke nogen superstjerne, men han er en ret habil musikant, som det kan høres i denne helt intime klaverballade, og også i det fine americana-ensemble Pale Horse and Rider. *psst, det er en Neil Young-sang.
  12. Sparklehorse & The Flaming Lips – Go…det andet Daniel Johnston-cover på listen, men det var også en fin tribute der kom på gaden i 2004. Mig bekendt det første samarbejde mellem de særegne sæt kunstnere, men ikke det sidste. Jeg får altid lidt ondt i hjertet når jeg hører Sparklehorse, for Mark Linkous var en af mine skæve helte, og hans tragiske exit var så ubærlig, omend ikke uventet. Det her er ret meget et Sparklehorse-nummer, drømmende og skrøbeligt, men det klæder bestemt Wayne Coyne og co. at skrue lidt ned for vanviddet.
  13. Timesbold – Bone Song…nej, jeg ved ikke meget mere om Timesbold end du gør, men jeg ved dog at dette er en smuk, smuk sang. En art melodramatisk nattewesternballade, hvis det giver mening? Jeg opdagede den på et cykelsportsforum, af alle steder, hvor en bruger med udsøgt smag nævnte og anbefalede den. Jeg takker stadig mange gange.
  14. Micah P. Hinson – The Day Texas Sank to the Bottom of the Sea…en sang med den titel, kan da kun være fyldt med drama og vare mere end otte minutter? Det har du ret i. Desuden er den afsindigt smuk, selv om Hinsons grove og uskolede stemme nok er en acquired taste. Han har altid mindet mig en del om Hayden, som vi sjovt nok møder længere nede af listen.
  15. Ryan Adams – Anybody Wanna Take Me Home…jeg kan ærligt talt ikke huske om denne version er så meget anderledes end den der kom på Rock n Roll året før. Jo, den er lidt længere, så nu tager jeg den med her i 2004, fra Love Is Hell-albummet. Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt mig at tage ‘I See Monsters’ med på listen, men i sidste øjeblik ændrede jeg mening. ‘Anybody…’ er altså også en dejlig sang, og lidt mere rock, hvilket listen nok har meget godt af.
  16. Sufjan Stevens – To Be Alone With You…Stevens’ 2004-album Seven Swans er efter min mening hans bedste og et af de bedste dette år. Problemet, hvis man kan tale om det, er bare at det er et meget solidt sammensat album, hvor ingen enkeltsange for alvor stikker ud. Derfor denne, bevares fine, placering, som dog ikke er helt i top. ‘To Be Alone…’ er dog et godt eksempel på hvilken udgave af Sufjan Stevens jeg holder mest af, nemlig den nedtonede og mere enkle. De der svulstige kammerpoparrangementer han også har gjort sig i, er blevet lidt anstrengende med årene.
  17. Tift Merritt – Plainest Thing…af og til forvandler jeg mig til en følsom thirty-something kvinde, og så kan jeg godt lide at lytte til Tift Merritt. Hendes vokale klang – ganske tæt på den Emmylou Harris også besidder – er ret uovertruffen. I tilgift er hun en habil sangskriver. ‘Plainest Thing’ er et af de bedste eksempler på det. Og ja, jeg indrømmer det: Den følsomme thirty-something mand jeg er det meste af tiden, er ikke meget anderledes end kvinde-udgaven. Han kan også godt lide Tift Merritt.
  18. Windermere – Trailer Park…hvad blev der egentlig af Windermere? De lavede to gode plader, og så *puf* var de væk. Er der nogen der ved hvad der gik galt? Hvis, altså, noget gik galt. Nå, men ‘Trailer Park’ tog pusten fra mig de første gange jeg hørte den, en effekt den måske ikke helt har længere, men det er nok ikke så mærkeligt efter de mange år og afspilninger. Det er nu stadig en vidunderlig sang, og Windermere var, så kort det varede, et godt bud på gedigen dansk shoegaze/postrock.
  19. A Northern Chorus – Slide…mere postrock, denne gang dog fra Canada, fra et band jeg lige en kort overgang der i midt-nullerne faldt lidt for. Det er længe siden jeg for alvor har tænkt på A Northern Chorus, bortset fra når jeg hører dette nummer, der stammer fra en tribute til den første Low-plade, I Could Live in Hope. Ja, noget så konkret. Originalen er en af de bedste på sin skive, mens fortolkningen her – trukket endnu længere ud og om muligt gjort endnu langsommere og dvælende – passende er den bedste på sin.
  20. Elliott Smith – Pretty (Ugly Before)…den bedste sang på den plade Smith vist lige netop ikke fik gjort færdig før sit farvel til denne verden. From a Basement on the Hill blev dog afsluttet in absentia, og sendt ud til de stadig sorgramte, men spændte fans – heldigvis. Nej, det blev ikke hans stærkeste plade, men den indeholder dog blandt andet denne perle, der hører til blandt hans bedste sange.
  21. Darren Hanlon – (There’s Not Enough Songs About) Squash…sangens titel siger vel egentlig hvad der skal siges, men heldigvis er det også en pragtfuldt skramlet janglepopsag. Til Hanlons (yderligere) ros vil jeg også nævne, at jeg vist aldrig har hørt linierne without sounding too peculiar/If it’s a cardiovascular/You’re after then you can’t go past squash hverken før eller siden. Det er jo lidt en skam, når nu de ligger så godt på tungen.
  22. The Twilight Singers – Black Is the Color of My True Love’s Hair…Joan Baez har været der. Nina Simone har været der. The Czars har været der. Forbi denne traditional, altså. Mest taknemlig er jeg dog over at Greg Dulli, i et af sine frikvarterer fra Afghan Whigs, har været der med sit projekt The Twilight Singers, for de leverer en desperat rockfortolkning som man kun kan forvente af den altid udtryksfulde Dulli. Den er fed!
  23. Joy Zipper – Ron…det er ikke et band jeg har noget særligt forhold til, Joy Zipper. Jeg kender faktisk kun pladen nummeret her stammer fra, og den er fin…og så ikke meget mere. Sangen ‘Ron’ trækker dog gevaldigt op, luftig, drømmende og lidt vemodig som den er. Der er egentlig ikke alverden mere at sige. Den er dejlig.
  24. Julie Doiron – Snowfalls in November…dejlig er den her også, og den eneste grund til jeg nogensinde håber på sne i november er, at jeg så kan være kæk, sætte den her på anlægget og kigge ud på det hvide stads. Doiron har ikke nogen stor stemme, men den matcher perfekt den lidt slingrende, men bedårende melodi. *Suk*. Den her burde måske i virkeligheden have været højere oppe på listen?
  25. Hayden – Don’t Get Down…jeg elsker ironien i, at den ellers noget indadvendte og melankolske Hayden Desser har skrevet denne sang for at opmuntre sin tilsyneladende endnu mere mutte og nedtrykte ven og medtroubadour Howie Beck. Det er ret sødt. Sangen er også dejlig – en simpel, akustisk petitesse, men den fungerer.

Det var 2004 a la Morten. Hvis du har læst med – godt kæmpet! Og tak! Vil du bare lytte, skal du klikke herunder.

Lyt på Spotify

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,