25 sange fra 2006

Det her er på mange måder en af de mest frustrerende lister jeg har lavet. Først og fremmest spænder mit eget listeformat ben for mig, for fire af de sange der ville være sikre på listen, findes ikke på Spotify, og så er de disket. Det er lidt mit eget problem, men jeg er en nådesløs regelrytter. Jeg vil dog anbefale, at du giver Jon Auers ‘Bottom of the Bottle’, Gregor Samsas ‘Young and Old’, His Name Is Alives ‘Get Your Curse’ og Denise James‘ ‘What Happened to the Love We Knew’ et lyt alligevel. De er alle vidunderlige og findes på YouTube. Dernæst fuckede iTunes med mig, og påstod at tre af de sange jeg havde med på bruttolisten, var fra 2006 – det var de så ikke. Så farvel til The Czars, Migala og Gillian Welch. Derudover viste nogle af mine forhåndsudtagne sig at være knapt så holdbare som jeg huskede dem – Mark Lanegan & Isobel Campbells indslag var endda røvsygt – så ud røg de. Og for at gøre ondt endnu værre, så svigtede ellers så sikre kort som Pernice Brothers, Lloyd Cole og Sparklehorse lidt denne gang. Det er dog lykkedes mig at finde 25 gode sange, som alle er værd at lytte til, så giv den en chance – den er ganske sympatisk.

1. Muse – Starlight…jeg kan helt ærligt lide Muse bedre end jeg burde, for de er alt for oppustede til mig. Men jeg bider sgu langt hen ad vejen på, så de må ramme et eller andet. ‘Starlight’ er et monsterhit. Matt Bellamy og slæng gør alt rigtigt her.
2. Matthew Sweet & Susanna Hoffs – Care of Cell 44…fra den første af Sweet og Hoffs’ hyldest til deres yndlingsange, den med 1960’er-sange. De gør ret beset intet nyt med disse originaler, men på en eller anden måde lykkes det dem at charmere sig helt i mål. Der er mange gode hits på denne plade, og The Zombies-sangen tager lige præcis førstepræmien hos mig. Og åh – Susanna Hoffs <3.
3. Camera Obscura – If Looks Could Kill…der kom fire plader dette år, som jeg har præmieret med næsten-topkarakteren 4½ stjerner ud af 5 ovre på Rate Your Music, og de er alle repræsenteret på listen. Camera Obscuras fuldstændig uimodståelige ‘Let’s Get Out of This Country’ er den ene af dem, for den er så spækket med højkarat indiepop at det næsten er uforskammet. Hurtigløberen her er lige præcis den bedste.
4. Jay-Jay Johanson – She Doesn’t Live Here Anymore…tænk at vi skal helt ned på fjerdepladsen før at tempoet bliver sænket og jeg kan bruge klassiske Morten-fraser som vemodigt og tuderen. Men så bliver det til gengæld også virkeligt trist. Den temmelig androgyne Johanson går lige i hjertet med denne tåreperser. Der er sgu ikke meget mere at tilføje.
5. Justin Rutledge – Emily Returns…vi bliver i det vemodige hjørne med den canadiske troubadour, hvis smukke sang egentlig er meget karakteristisk for den musik jeg lyttede til i disse år. Akustiske guitarer, violiner, banjoer og lavmælte vokaler. Der er meget mere af den slags længere nede på listen, men intet af det er helt så fantastisk som den her.
6. Golden Smog – Cure for This…der er altid lige en eller to gudesange på Golden Smogs plader, der ryger højt op på mine årslister, og de er hver gang skrevet af en Jayhawk. For en gang skyld er det dog ikke Gary Louris, der er bagmand, men derimod bassist Marc Perlman. Og nummeret bliver skønt sunget hjem af spanske Muni Camón, som jeg ikke aner hvem er. Men hun gør det fortræffeligt.
7. The Lemonheads – No Backbone…Evan Dando kom lige traskende tilbage efter ti års pause og lavede sin bedste plade nogensinde. Det var pænt sensationelt, og han har slet ikke ramt det niveau siden. Det er mindre sensationelt. Som mange af Lemonheads’ sange, er den slet ikke skrevet af en fra bandet, men derimod Tom Morgan fra Smudge. Dando har dog ofte været god til at forvalte andres materiale forbilledligt. J Mascis kommer også lige forbi og spiller sin fyrige guitar her. Fremragende sang, fremragende plade.
8. Jóhann Jóhannsson – The Sun’s Gone Dim and the Sky’s Turned Black…et markant stilskifte til den savnede islandske komponist, der her udfolder hele sin enorme kunnen med et megalomant og dramatisk stykke musik tilsat sørgmodig robotvokal. Det er kæmpestort og føles som soundtracket til apokalypsen. Altså, på en smuk måde.
9. Yo La Tengo – The Weakest Part…et lige så markant stilskifte til en af indieheltenes velkendte, nuttede popsange. Man skal være virkelig ond i sulet for ikke at sukke hengivent, når man lytter til Georgia Hubley og denne skønne, bouncy popsang.
10. Ray LaMontagne – Empty…Ray LaMontagne er sådan en kunstner, der lige smækker et mesterværk i hovedet på mig, men ellers ikke rører mig en dyt. Men denne plade, ‘Til the Sun Turns Black’ er helt fantastisk. ‘Empty’ rammer alle de rette tråde hos mig med sit overdådige strygerarrangement.
11. Jason Molina – Alone With the Owl…“alone with the owl howling pain, pain, pain”. Det bliver ikke mere nøgent og brutalt end Molinas plade “Let Me Go, Let Me Go, Let Me Go”. Den er næsten ubærlig at lytte til, og da især med tanke på mandens kranke skæbne. Han lavede noget af årtusindets bedste musik, indtil hans misbrugsplagede hjerte og lever sagde stop efter bare 39 år hos os. Det er stadig ikke til at bære. Molina er så hårdt savnet.
12. Damien Jurado – What Were the Chances…en vidunderlig call-and-response-ballade mellem Jurado og Jenna Conrad. De to hovedpersoner er vist ude i noget udenomsægteskabeligt uføre, men jeg kan alligevel ikke modstå en linie som “Would you change your last name to mine?” Det må karakteriseres som underspillet romantik.
13. Tom Petty – Square One…han var virkelig, virkelig god, Petty, når han bare satte sig med en akustisk guitar. Som for eksempel på denne underskønne ballade. Den dukker op i Cameron Crowes indie-rom-com “Elizabethtown’, som måske ikke er den vigtigste film i historien, men soundtracket er forrygende.
14. Jenny Lewis & The Watson Twins – The Big Guns…en strålende lille indiegospelamericanaperle, som charmerer mig i lyntempo og på bare to minutter og nogleogtredive sekunder. En nysselig solodebut fra Lewis, som (måske er det bare mig) ikke helt har ramt den i røven siden.
15. Cat Power – The Greatest…jeg burde være mere vild med Cat Power end jeg er, men der er ligesom altid et eller andet der spænder ben for vores forhold. Det bliver aldrig rigtig tæt. Her gør hun dog nydelige tilnærmelser med sin grådkvalte stemme på toppen af en skrøbelig, strygerdrevet ballade.
16. Grant-Lee Phillips – Age of Consent…ingen er vel rigtig i tvivl om, at Phillips har god musiksmag. Også i firserindie. Det beviser han på en intim plade, hvor han tolker nogle af årtiets store alternative kunstnere, og bevæbnet med mestendels bare en akustisk guitar og sin eminente stemme gør sangene til sine egne. Her er det New Orders banger, der bliver grantleeficeret.
17. Klima – Lady of the Lake…elektroniske strygere og Angéle David-Guillous prægtigt sødmefulde stemme bærer denne skønne sang helt i land. “It’s not the end of the world/there’s always a second chance”. Også for David-Guillou, der dukker op igen længere nede af listen.
18. Mogwai – We’re No Here…de skotske lydterrorister viser sig her fra deres mest bastante og tunge side. Hvis jeg tvinges til at vælge, vil jeg nok foretrække Mogwai når de er mere dvælende og sfæriske, men engang imellem er det nu også en befrielse, at de bare giver los. Dette er et kongeeksempel.
19. Mahogany – Neo-Plastic Boogie-Woogie…en hyper-catchy omgang hurtigløbershoegaze, der på besynderlig vis nærmest kommer til at lyde som Belle & Sebastian. Det er voldsomt smittende – det samme er videoen. Den er den rene dansuenza!
20. Neko Case – Hold On, Hold On…den rødhårede furie Case får her musikalsk opbakning af velspillende The Sadies, og det kan naturligvis ikke gå galt. En skøn, twangy sag fra to sæt kunstnere, der altid bør opleves live, når chancen opstår.
21. Piano Magic – Incurable…her dukker så, som lovet, Angéle David-Guillou op igen med sin underskønne stemme – denne gang i spidsen for Piano Magic. Et overraskende let og iørefaldende nummer fra de artsy, traurige briter, der kaster sig ud i noget, der vel næsten kan beskrives som en New Order-pastiche. Det er en fornem hyldest.
22. Elizabeth Mitchell – What Goes On…man kan måske stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at indspille et Velvet Underground-cover til en børneplade, men det skal man ikke. Søde Elizabeth Mitchell (altså, jeg kender hende ikke, men hun lyder sød) har igennem et par årtier spillet den ene hovedrolle i det fine orkester Ida, som er sådan en art candyfloss-version af Low, og hun charmerer sig igennem nummeret her med sin guitar og let backing fra en enkelt tromme og violin. Det er skønt og lige til at kramme.
23. Fionn Regan – Be Good or Be Gone…den unge irske knøs debuterede med en skøn lille folkplade, hvorfra nummeret her stammer, og derefter…tabte jeg ham lidt på gulvet. Jeg fik aldrig rigtig fulgt op på hans gøren og laden, og jeg ved heller ikke om det sker. Det skal dog ikke tage noget fra hans stadig glimrende debut. Som bibliotekar sætter jeg naturligvis også pris på at han andetsteds på pladen name-dropper både Saul Bellow og Paul Auster. Kloge kulturreferencer er altid sjove.
24. Dan Sartain – Gun vs. Knife…spaghettiwesterngaragerock? Er det en ting? I så fald må det være sådan noget som det her. Det går stærkt, gør det, og det skramler herligt. Men det er intet under, når Sartain skal nå så hulens meget på sølle 141 sekunder.
25. Jolie Holland – A Crush in the Ghetto…hun har sådan en herligt raspende stemme, Jolie Holland, og hendes folkbluesjazz er så charmerende ude af trit med sin tid. Jeg elsker de der meget beherskede dask fra trommeslager David Mihaly og Peter Musselmans tågede horn. En skøn lille sang.