Musikåret 2021

Sjovt musikår. Ikke haha-sjovt. Peculiar, I guess, som Eels synger i en nogenogtyve år gammel halvklassiker. Gamle helte skuffede, nye kom til. Jeg købte ikke så mange plader som vanligt, og jeg gik til ret få koncerter. Det sidste naturligvis ikke af egen fri vilje, men det er jo som det er.

Live

Fire koncerter endte jeg op med. Ingen af dem var revolutionerende oplevelser, men det var dog trods alt rart at føle bare en smule af live-oplevelsen på egen krop. Det blev til en koncert med Peter Sommer og Palle Hjorth i bedsteborgerlige omgivelser i Haveselskabets Have, en lille enklave af Frederiksberg Have. I min egenskab af startfyrrer-dude følte jeg mig meget ung i selskab med det publikum. Tilsvarende gammel følte jeg mig, da jeg klatrede op på en terrasse i København NV for at høre den upcoming popstjerne Lucky Lo. I november følte jeg mig omtrent på aldersmæssig bølgelængde med masserne, da Deeper leverede kantet indierock i Huset i Magstræde og da The Jesus and Mary Chain den efterfølgende aften spillede firserindie for de sortklædte i Den Grå Hal. Ah ok, der var jeg måske lidt til den unge side. Det var det koncertår. Det var som bekendt heller ikke i år jeg fik indløst mine efterhånden halvgamle billetter til Primavera Sound i Barcelona og Roskilde Festival. Måske næste år.

Gamle skuffende helte

Dinosaur Jr. og Teenage Fanclub. Gamle helte og indbegrebet af pålidelighed. Men desværre ikke i 2021. Dinosaurernes ‘Sweep It Into Space’ blev trukket ned i producer Kurt Viles slackersøle, hvilket resulterede i en noget dvask omgang. Ikke decideret dårligt, bare uinspirerende. Jeg håber Vile ryger ud på røv og albuer til næste gang. Jeg har læst folk skrive, at man ikke kunne mærke Gerard Loves fravær på ‘Endless Arcade’, seneste epos fra verdens bedste band, Teenage Fanclub. Det er åbenlyst lyv. Love og hans bittersøde popbangers manglede i den grad på en plade, der manglede rigtig meget. Den var faktisk decideret røvsyg. Det er noget af en dramatisk udmelding fra en mangeårig fan, men sådan er det jo, som Margrethe Vestager sagde. Vist nok, dog, ikke om pågældende Fanclub-plade.

Arab Strap, Low, Mogwai, Shame. Måske lidt unfair at tage førstnævnte med her, men jeg havde glædet mig meget til deres comeback og et par fine singleforløbere lovede også glimrende. Da ‘As Days Get Dark’ så udkom, forsvandt den desværre ret hurtigt fra mine tanker. Low fortsatte med den ekstremt roste ‘HEY WHAT’ hvor de slap på deres krasse forgænger. Problemet er at jeg ikke aner hvad jeg skal bruge den til. For mig virker det som om man er gået mere efter interessant end godt, og lidt har glemt…you know, sangene. Jeg håber de finder dem igen en dag. Mogwai ramte gudhjælpemig førstepladsen på den britiske albumhitliste og hev vist nok priser hjem til højre og venstre for ‘As the Love Continues’. Jeg fik stort set ikke hørt den, har end ikke købt den. Det har ikke føltes som et Mogwai-år for mig. Så skuffelsen her er nok mig selv, ikke bandet. De snotnæsede opkomlinge i Shame led samme skæbne som Arab Strap. Deres ‘Drunk Tank Pink’ forsvandt lynhurtigt fra afspiller og højttalere hjemme hos mig.

Nye helte kom til

Selv om (nogle af) de gamle skuffede, så skortede det heldigvis ikke på god musik. Andre kunstnere kom nemlig ind på radaren, også selv om de ikke var nye som sådan. Daniel Avery, for eksempel, havde flere udgivelser på cv’et inden jeg opdagede ham i år. Jeg har hygget mig gevaldigt med hans stue-techno, hvor årets udgivelse ‘Together in Static’ særligt har ramt mig. Altså, jeg har ikke kun lyttet til det hjemme i stuen, men også på farten og det har fungeret glimrende. Cassandra Jenkins udgav sin roste og meget nedtonede ‘An Overview on Phenomenal Nature‘. Muligvis den mest zen-agtige plade jeg har hørt i år. En skøn, lille sag. Den vidunderlige ‘Hard Drive‘ står som en af årets bedste sange – sådan en der med sin ro gjorde verden til et bedre sted når du hørte den. Jeg tror ikke Kristina Esfandiari havde nogen ambitioner om at gøre verden til et bedre sted i 2021, men sammen med sit band King Woman leverede hun ikke desto mindre et højdepunkt med ‘Celestial Blues’. En hårdstlående omgang doomy sludgemetal, der ramte i solar plexus hos sådan et metal-ukyndigt indiehoved som mig. Den første nye plade jeg hørte i 2021 var ‘Ongoing Dispute’ med aarhusianske Yung. Jeg var begejstret da jeg første gang hørte den tilbage i januar, og jeg er stadig begejstret her i december. En stærk, stærk rockplade – en af mine favoritter fra et år, hvor rock ikke har fyldt så meget som tidligere.

En gammel helt der ikke skuffede

Ja, der var også gamle helte der ikke skuffede. Love Shop fik mig tilbage som lytter med den strålende ‘Levende mænd i døde forhold’. Jeg har ikke lyttet meget til bandets plader siden comebacket i 2010, men noget fik mig til at give den her en chance. Det fortryder jeg ikke. Jeg skal ikke kunne sige om det er en tilbagevenden til form – jeg har som nævnt ikke rigtig været med de sidste ti år – men det føles sådan.

Ellers noget?

Jo da. Circuit des Yeux leverede en bastant omgang med ‘io-‘, lige dele catchy art pop og barokt drama a la Scott Walker og Jarboe. Sangen ‘Dogma‘ hører til blandt årets bedste. Lucy Dacus smed den pokkers solide ‘Home Video‘ på gaden og det var en fornøjelse at lytte til talentfulde Dacus’ vidunderlige stemme og gode poprockøre. Dry Cleaning cementerede deres status som quirky art school-rebeller med den pilskæve ‘New Long Leg‘, det mest interessante 4AD har haft fingrene i for nylig. Steve Gunn var yderst behageligt selskab på den rare og tilbagelænede ‘Other You‘. Cory Hanson tog en pause fra psych-hovederne i Wand og bragte os en dejlig, spacey americana-plade, ‘Pale Horse Rider’. Brigid Mae Power gav en opvisning i kuldegysende smukke folk-fortolkninger med underskønne ‘Burning Your Light’. Og Penelope Trappes skabte med sit tredje album ‘Penelope Three‘ et både smukt og dunkelt soundtrack til mørke gåture i en pandemiramt by.

Var det det?

Jeg tror det. Godt nytår.