Arkiv

Posts Tagged ‘50-41’

Årtiets 50 bedste plader (50-41)

Jeg er blevet udfordret til at lave en liste over mine 50 yndlingsplader fra dette døende årti, og en sådan udfordring hverken kan eller vil jeg sidde overhørig. De bliver offentliggjort lidt i bidder, og den første portion – placeringerne 50-41 – kommer her.

50. Kevin Morby – Harlem River (2013)

Harlem River

En herligt dvask newyorkerfolkplade, der trækker på de cool newyorkere som Bob Dylan og Lou Reed. Han er nu også en hæderlig sangskriver, ham Morby, bedst eksemplificeret ved perler som ‘Miles, Miles, Miles‘ og ‘Slow Train‘.

49. Low Roar – Low Roar (2011)

Low Roar by Low Roar [Music CD]

Californiske Ryan Karazija tog i tidernes morgen springet til Island og fandt her sin musikalske inspiration. Det er der kommet denne smukke plade ud af, af den slags der vist engang i en fjern fortid hed indietronica. Eller folktronica. Eller indiefolktronica. Fortsæt selv, men husk at lytte til sange som ‘Just a Habit‘ og ‘Tonight, Tonight, Tonight‘. Sidstnævnte er ikke en Genesis-sang.

48. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project (2016)

The Hope Six Demolition Project

Jeg tror måske jeg står relativt alene med holdningen om, at den her er den bedste af Harveys plader i dette årti, men den bed sig bare bedre fast i mig end den mere hædrede ‘Let England Shake’. Dermed også sagt, at sidstnævnte ikke befinder sig på listen, så nu er du fri for at spekulere over det. Favoritsangene hedder sådan noget som ‘The Community of Hope‘ og ‘River Anacostia‘.

47. Aldous Harding – Party (2017)

Party

En rigtig snigerkunstner og snigerplade, der fæstnede sig til hjernebarken på listig vis. Hardings excentriske Kate Bush-manerer, imponerende stemme og mere end habile sangskriverevner, viste sig at være ret uimodståelige. Live viste hun sig at være endnu mere imponerende. Sange som ‘Imagining My Man‘ og ‘Horizon‘ var mine største hits.

46. Chromatics – Kill for Love (2012)

Kill for Love-5 Year Anniversa

Der var elegant og indiecool synthpop i massevis på den strålende plade, som – indrømmet – er bandets eneste jeg har hørt mere end en gang. Den er dog også dragende og stærk, omend kritiske røster kan have en pointe i, at pladen er lidt til den lange side. Men det er smådetaljer. ‘Kill for Love‘ og ‘These Streets Will Never Look the Same‘ bør høres.

45. Sun Kil Moon – Benji (2014)

Benji-Digi-

Mark Kozeleks rablende og endeløse lyrik tog virkelig fart her, og det var den sidste jeg havde overskud til at (gen)lytte – og samtidig holde af. Han laver alt for mange plader nu, og gimmicken med fjollede stream-of-consciousness-tekster er ikke interessant længere. Men den her er stadig god – måske fordi han rent faktisk ikke har opgivet at skrive sange endnu, ligesom teksterne er meget rørende. De er lange, men gode. For eksempel ‘Carissa‘ og ‘Micheline‘.

44. Still Corners – Creatures of an Hour (2011)

Creatures of An Hour

Endnu en regulær snigerplade. Den fik i sin tid sneget sig ind på min 2011-liste og nu sniger den sig sørme helt ind på årti-listen. Den britiske duo gør ikke megen væsen af sig på denne dejlige skive, men deres kølige dreampop er virkelig kompetent og elegant udført. De der kan lide de mest drømmende sider af Broadcast, Portishead og Young Marble Giants, bør også være med her. ‘Cuckoo‘ og ‘I Wrote in Blood‘ er blandt de lavmælte højdepunkter.

43. Teenage Fanclub – Shadows (2010)

Shadows

Mine yndlingsskotter ældes generelt med ynde, og denne, lille krammebamse af en plade er ingen undtagelse. Der er ikke megen fyrig guitarfeedback og skrammel tilbage, men det gør slet ikke noget, for sangene er som altid fra øverste hylde. Selv Raymond McGinley er ret god her, omend det som så ofte før er Gerry Love og Norman Blake, der har esserne i ærmerne. Hør bare ‘Shock and Awe‘ og ‘When I Still Have Thee‘.

42. Shame – Songs of Praise (2018)

Songs of Praise

Modsat pladen ovenover, er feedbacken og energien i allerhøjeste grad i fokus her hos det purunge London-femkløver. Også live, hvor de slet ikke er til at styre på en kvart tønde land. Der er så meget punch i frontmand Charlie Steen og hans slæng. Sangene kan også næsten følge energien til dørs, hvilket bestemt er en bedrift. Klarest synes jeg de skinner på det klokkeklare hit ‘One Rizla‘ og ‘Gold Hole‘.

41. Wooden Shjips – Back to Land (2013)

Back to Land

Der er gedigen psychedelica og dronende guitarlir hos californiske Wooden Shjips. De gør og lyder omtrent som de plejer, og det skader ikke. Denne er en stærk plade og der er sublim fuzz på titelnummeret, mens det klæder bandet at smide lidt mere melankoli ind i produktionen på den faktisk ganske smukke ‘Everybody Knows‘.

Næste opdatering med placeringerne 40-31 kommer inden længe. Hold øje med bloggen.

Kategorier:Musik Tags: , , ,