Arkiv

Posts Tagged ‘anbefaling’

Andet kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg med fornøjelse til i årets andet kvartal? Jo, det skal jeg fortælle dig her.

Heads. – Push

Jeg har lyttet flittigt til Berlin-baserede Heads. En australier og to tyskere, der leverer en bastant og bidsk postpunk, hvor guitaren hviner, bassen kradser og sangeren spytter ordene ud. De har tidligere turneret flittigt med bands som Metz, Daughters og Protomartyr, og det er ret gode pejlemærker for hvor de befinder sig stilmæssigt. Nummeret ‘Weather Beaten’ har kørt på heavy rotation hos mig. De har yderligere et par udgivelser på samvittigheden, der lyder aldeles fortræffeligt og som er på vej hjem til husstandens gode højttalere.

 

Moor Jewelry – True Opera

Samarbejde mellem to markante figurer på den eksperimenterende rockscene. Moor Mother møder Mental Jewelry og hardcore musik opstår. Det er krads, klaustrofobisk og støjende no wave/noise rock, og har en befriende varighed af blot 26 minutter. Pladen er en ret ny opdagelse for mig – det samme er de to kunstnere – og hvor stærk den er ved jeg ikke helt endnu, men jeg er fascineret.

 

Muzz – Muzz

Helt anderledes blidt går det for sig på denne skive, som også er en collaboration. En art supergruppe, om man vil. Paul Banks fra Interpol, Matt Barrick fra The Walkmen og Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman har slået pjalterne sammen og kreeret en afdæmpet debutplade, der er ganske ubemærkelsesværdig, men alligevel ret fængende. Jeg er ikke superstor fan af de respektive bands, men det fungerer faktisk aldeles udmærket. Det er virkelig voksenindie, for folk der kan lide de nævnte bands og sådan noget som The National. Røvkedeligt og ret godt.

 

Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately

Mike Hadreas’ projekt har jeg aldrig helt kunnet gennemtrænge, men den her kunne godt ligne noget af et gennembrud for vores forhold. Det er dramatiske popsange, der særligt på den første halvdel af pladen folder sig smukt ud. Anden halvdel kan sagtens tænkes at følge med, når jeg får bidt mig mere ind i kødet på den.

 

Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind

Den her sad lige i skabet fra første lyt. En genrehybrid der plukker fra r&b, funk og art rock og smider det i en stor gryde. Den kommer flyvende ud af starthullerne med flere bud på årets bedste sang på den første halvdel, og så kan det godt være niveauet daler en smule derefter, men det er til at leve med.

Første kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad har jeg lyttet til i det første kvartal? Det ved jeg ikke om du har rendt og tænkt over, men jeg vil da gerne fortælle dig det alligevel. Her er således fire af årets albums – plus to boblere – jeg har sat pris på i det første kvartal. I alfabetisk orden.

King Krule – Man Alive!

Jeg har godt været klar over hans eksistens, men jeg har helt ærligt ikke taget notits af hans musik før denne lille perle. Jeg blev meget hurtigt fanget af dens særprægede, stenede vibe, der er lige dele postpunk og hiphop/alternativ r&b. Den starter meget intenst og bidende, men bliver langsomt mere mellow og nedtonet. Den er ikke proppet med singalong-omkvæd, men afsindigt rig på atmosfære.

 

Massicot – Kratt

Et fuldstændigt fremmed bekendtskab for mig, da jeg stødte ind i dem ved en ren tilfældighed på en playliste fra den fremragende pladebutik Norman Records. Hvis det her var blevet lavet i New York i starten af 1980’erne var det blevet kaldt no wave, men nu er det altså fra Genève i 2020 – det gør det dog næppe mindre til no wave, hvis den anti-genrebetegnelse fortsat findes. Det er grimt, til tider støjende og helt bizart. Men samtidig sært hypnotisk og catchy. Jeg faldt først for nummeret ‘Fin du monde’.

 

Shopping – All or Nothing

Hvis Massicot ville have passet ind i New Yorks no wave-scene anno de tidlige 1980’ere, så ville Shopping have været et perfekt supplement til den engelske postpunkscene lige omtrent den samme tid – måske endda et par år før. De bringer i hvert fald mine tanker hen på et band som The Slits, med den der minimalistiske punkfunk – eller hvad vi nu kalder den. Hektisk og dansabelt på en gang – prøv lige at holde benene i ro, når du lytter til ‘Initiative’.

 

Peter Sommer – Stærk strøm hen over ujævn bund

Jeg har ikke tidligere givet Sommer den store opmærksomhed, men jeg faldt pladask for forgængerens ‘Skønne spildte kræfter’, og så var mine ører åbnet. Min kæreste hørte ofte førstesinglen herfra (vist nok) ‘Videre og så videre’ da den kom, og den var jeg helt med på. Et par lyt til albummet afslørede at der var mere at komme efter, og jeg synes han lykkes stort med både den melankolske ballade (‘Lad mig forlade dig før du forlader mig’) og den mere medrivende rocksang (Vi der valgte Mælkevejen’). Bedst af alt lyder bandet bare pissegodt.

 

Derudover har jeg fundet fornøjelse i Desertas synthspækkede shoegazeplade ‘Black Aura My Sun‘ og Porridge Radios intense postpunkalbum ‘Every Bad‘. Betragt dem som boblere.

Eyelids

Der er ikke mange fordele ved at ligge syg med influenza. En jeg dog kan komme ihu er den, at man kan ligge i sin seng og lytte til musik dagen lang, mens man hænger ud på de sociale medier. Og så gik det hverken værre eller bedre end at kombinationen af de to ting i dag førte mig i favnen på den pragtfulde Portland-kvintet Eyelids. Et opslag på R.E.M.s Facebook-side førte mig uforvarende på sporet af bandet, der består af en flok af byens undergrundsveteraner, der også huserer i bands som Guided By Voices, The Decemberists og Stephen Malkmus & The Jicks, så det er folk der kan deres kram. Og deres kram er den gode, gedigne jangly powerpop. Der er eftersigende en plade på vej, produceret af Peter Buck (deraf forbindelsen til R.E.M.), og der er for få dage siden sluppet en single ud i verden med to perler. Hør dem her.

Lyt endelig også til 2017-albummet Or, som jeg har råhørt i dag. En sand guldåre – bare start fra begyndelsen.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Cowboy Junkies – The Trinity Session (Latent Records, 1988)

For en halv snes timer siden, kom jeg – let tøvende – til at udråbe The Trinity Session til verdens bedste plade. Min tøven hang sammen med det faktum, at der naturligvis ikke findes noget så konkret som verdens bedste plade, for som enhver musiknørd ved, så er der mange verdens bedste plader. Min tøven skyldes altså ikke, at kvaliteten af albummet fejler noget (du milde, nej) for The Trinity Session er verdens bedste plade. Altså, du ved, en af dem.

Grunden til det skyldes ikke kun, at musikken er helt, HELT vidunderlig, men også at dens tone og stemning peger frem mod et par af mine (øvrige) favoritbands’ bedrifter. Således har jeg vanskeligt ved at høre Mojave 3’s næsten lige så guddommelige debut Ask Me Tomorrow (1995) og det meste af Lows bagkatalog, uden at have denne triumf af et kunstværk i tankerne.

Nuvel, nok om andre bands, for her handler det om Cowboy Junkies og The Trinity Session. Historien om pladens tilblivelse er næsten lige så berømt som værket selv, men en god historie kan ikke fortælles ofte nok, så den går cirka således:

Bandet, sangerinde Margo Timmins, hendes guitarspillende bror Michael, hendes trommetampende ditto Peter og deres fælles basspillende ven Alan Anton, lejede sig den 27. november 1987 ind i hjembyen Torontos Church of the Holy Trinity. Med sig havde de producer Peter Moore, og i løbet af dagen stødte venner og bekendte til med deres instrumenter. De samlede sig omkring en enkelt mikrofon, med det formål at indspille en stribe coversange, som havde inspireret dem på turneen, der fulgte i kølvandet på debutpladen Whites Off Earth Now!! (som i sig selv er en bedrift af højeste kaliber, men det er en anden snak). Dertil kom en lille håndfuld numre, som Michael og Margo stod bag, plus et par omarrangerede traditionals. Da dagen var omme og selskabet forlod kirken var 11 sange indspillet, men en enkelt – ‘Mining for Gold’ – blev glemt i forvirringen. Løsningen: Margo Timmins og ophavsmanden, James Gordon, sneg sig ind i kirken et par dage efter, og mens Torontos symfoniorkester holdt frokostpause, fandt de to kumpaner lige tid til at indspille det 1½ minutter korte a cappella-nummer!

Og heldigvis for det, for ‘Mining for Gold’ er en af den slags sange, som er umulig at ryste af sig, når først man har lyttet til den. En tragisk lille historie om minearbejdere, der slider i minerne, til trods for de bliver udsat for alskens lungesygdomme. Sidste vers er noget af det hårdeste og mest kuldegysende du kan udsætte dig for, og det er næsten umuligt at undgå at få en kæmpe klump i halsen, når Margo Timmins synger “can’t you feel that rock dust in your lungs/it’ll cut down a miner when he’s still young/two years and the silicosis takes hold/and i feel like i’m dying from mining for gold/yes, i feel like i’m dying from mining for gold”. Det eneste instrument på dette nummer er Timmins’ næsten hulkende stemme – og så lyden af det fantastiske kirkerum i the Church of the Holy Trinity.

Det er en barsk start på pladen, og det bliver ikke mindre alvorligt på det ubeskriveligt smukke ‘Misguided Angel’, et af bandets absolutte glansnumre. En sang om en kærlighed så altopslugende, at den skygger for al fornuft i fortællerens hoved: “i said, mama, he’s crazy and he scares me/but i want him by my side/though he’s wild and he’s bad/and sometimes just plain mad/i need him to keep me satisfied”. Auch! Margo Timmins synger som en, nåja, misguided angel, og får instrumental støtte af Jeff Bird, der spiller de smukkeste violin-, mandolin- og harmonikatoner.

Allerede to sange – og seks minutter – inde i albummet, føler man at man er i færd med at opleve noget specielt, og Rodgers & Harts klassiske ‘Blue Moon’ bliver overlegent og ultracool flettet ind i skæring tre, ‘Blue Moon Revisited (Song for Elvis)’, og hvis ikke det er fordi jeg for længst er faldet for Margo og hendes stemme, så sker det med sikkerhed når hun cirka halvvejs i nummeret begynder på det der velkendte stykke “blue moon/you saw me standing alone…”

Jeg kunne egentlig blive ved med at nævne sang efter sang, men det vil jeg ikke. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve fortolkningen af Hank Williams’ ‘I’m So Lonesome I Could Cry’, som her er sænket så meget i tempo, at man tror det er løgn. Michael Timmins spiller nogle diskrete, men exceptionelt elegante guitarfigurer, mens Alan Antons bas brummer hypnotisk og Margo Timmins kæmper til det yderste for at holde sig oven vande. Hendes levering af linierne “have you ever seen a robin weep/when leaves have turned to brown/like me he’s lost his will to live/i’m so lonesome…i…could…cry” er så kuldslået, at man er overbevist om at hun har opgivet ævred. Det er sadcore før nogen fandt på det begreb, og det er mere brutalt end noget metalband nogensinde kan blive. Det er…nej, bare lyt.

Og så har jeg ikke engang nævnt bandets vel mest kendte nummer, fortolkningen af Velvet Undergrounds klassiker ‘Sweet Jane’, en narkotisk og hypnotisk slow burner af en ballade. Og der er jo også hyldesten til turnelivet på landevejen, ‘200 More Miles’. Og den gribende mordballade ‘To Love Is to Bury’. Og…

Det er verdens bedste alternative country-plade. Verdens bedste sadcore-plade. Verdens bedste blues-plade. Verdens bedste folk-plade. Eller bare verdens bedste plade. Køb den nu, for pokker! Eller lyt til den igen. Og igen.

Cowboy Junkies spiller på Loppen i København den 12. november. Jeg er der. Det burde du dælme også være.

Denne version af ‘To Love Is to Bury’ er for øvrigt fra Trinity Revisited, bandets hyldest til sit eget album, som udkom på cd og dvd i 2007, i anledning af 20-året for indspilningerne. En rigtig fin udgivelse for fans af den oprindelige plade. Nåja, det er Natalie Merchant (fra 10.000 Maniacs) på vokal og klaver og Jeff Bird på violin, der fremfører denne udgave.

Early Day Miners – Let Us Garlands Bring (Secretly Canadian, 2002)

Du kan næsten se det på coveret: Det her er ikke en sommerplade. Det her bliver en tung omgang. Korrekt, det er det ikke. Korrekt, det bliver det. ‘Let Us Garlands Bring’ er i sådan grad ikke en sommerplade, at den næsten er ubærlig og umulig at lytte til på varme, lyse julidage. Heldigvis smager disse regnfulde augustdage vi – alt efter behag – plages eller trives med for tiden, mere af mørk november end af ildspyende juli, og hurra for det, for så kan jeg med god samvittighed finde albummet frem fra gemmerne igen.

Og det fortjener det, for ‘Let Us Garlands Bring’ kan til tider føles som et mesterværk. Ikke et lille mesterværk – de otte numre varer immervæk 63 minutter og en sjat tilsammen – men så et hemmeligt mesterværk i hvert fald. Og det er lidt pudsigt, for Early Day Miners er et band, som ikke formår at få mit blod i kog andre steder i deres diskografi. Jeg har prøvet lidt hist og her, et helt album hid, en ep did, men det har ikke rigtig bidt på. At det lykkes så storartet her er besynderligt. Og så alligevel ikke.

For allerede fra første tone ved jeg, at her bliver jeg ramt lige nøjagtig der, hvor det gør mest ondt – og godt. ‘Centralia’ er med sine sorgfulde violin- og cellotoner, og Daniel Burtons på en gang anonyme og følelsesladede vokal, en sang der om nogen er skrevet direkte til mig. Sådan føler jeg det i hvert fald. Jeg er en sucker for den slags, og som sangen, blidt og adstadigt, lister sig frem, bliver klumpen i min hals større og større.

I ‘Offshore’ er det noget andet der tiltaler mig: Den stille intensitet. Sangen minder strukturmæssigt en del om Red House Painters‘ ‘Katy Song’ – aka verdens bedste sang – og ikke kun fordi de vist begge varer otte minutter og tyve sekunder (plus/minus et par af de sidste), men også fordi begge har stort set samme opbygning: De første cirka fem minutter er stille og grådkvalte, for derefter at skifte karakter; hvor ‘Katy Song’ svæver væk i ren shoegazer-stil, så går Burton og Joseph Brumley på ‘Offshore’ bersærk og fyrer bastante guitarriffs af i et par minutter, inden de sidste 30 sekunder eksploderer i et kæmpe klimaks. Det er en kolossal sang.

Knap så kolossal er ‘Autumn Wake’, men ih guder, hvor er den smuk! Her er tale om pladens eneste instrumentale nummer, og det bliver båret frem af Maggie Polks sarte violinspil, der får tilpas behersket bistand af en akustisk guitar. Et nummer, der kan få voksne, men følsomme mænd til at bryde ud i gråd. Har jeg øøh…hørt.

Alle disse indadvendte herligheder til trods, så er det ‘Silvergate’, der bedst karakteriserer hvad denne plade handler om, som den sovset ind i feedback fortæller om isolation i den fjerntliggende og forladte bjergby af ovennævnte navn. Vokalharmonierne, der hvisker ordene isolation in the wild er næsten værd at dø for, ligesom atmosfæren også er det: At lytte til ‘Silvergate’, og albummet i det hele taget, føles virkelig som at træde ud i en afsides ørken på en mørk efterårsdag, hvor det eneste du kan være heldig at møde er en vildfaren ulv – og, måske, genfærdet af en død guldgraver, der i sin tid blev efterladt i Silvergates smukke, men trøstesløse minelandskab.

Som du nok kan fornemme, så er ‘Let Us Garlands Bring’ en usædvanligt atmosfæremættet affære, og det er den stemning, der gør at pladen trods sin lange spilletid ikke føles helt uoverskuelig. Hvis du kan lide ‘Spirit of Eden’-æra Talk Talk, ‘Come On Die Young’-æra Mogwai, Brian Enos ambiente lydcollager, Red House Painters’ introspektive guitareskapader, eller måske instrumental violin-post rock, som den trakteres af Dirty Three og Rachel’s, så skal du selvfølgelig også lytte til denne her. Du kan eventuelt starte herunder med ‘Centralia’, ‘Offshore’ og/eller ‘Autumn Wake’. Alle kan betegnes som monumental masterpiece(s) fading in the sun, som passende nok er ordene førstnævnte åbner med.